Der skal mere end to til en finanskrisetango

IMG_0070Var en smut i biffen forleden for at se ”The Big Short”, filmatiseringen af den anerkendte finansjournalist/forfatter Michael Lewis’ bog af samme navn. Den er glimrende, og det er imponerende, at det er lykkes Adam McKay at lave en film om finanskrisen, der ikke er spor søvndyssende.

Skurkene er de samme som altid i finanskrisehistorierne: Banker og realkreditinstitutter. Filmen giver dog også et velrettet skridtspark til ratingbureauet Standard & Poor’s, der var lige lovlig generøse med at AAA-rate dårlige obligationer.

Det nye er heltene. De er pillet ned fra en yderst overraskende hylde. Det er ikke en journalist. Det er heller ikke den enlige ærlige politiker, der går op imod systemet. Næh, heltene er dem, der i alle andre film utvetydigt har rollerne som skurke. Heltene er nemlig spekulanter. Hvem havde set det komme?

De er oven i købet spekulanter af den mest udspekulerede slags. Det er ikke oliepriser eller virksomheder, de sætter deres penge i. Næh de satser alle deres penge på, at det amerikanske boliglånsmarked kollapser totalt. Det er sørme en ny type helt.

Det hjælper selvfølgelig på troværdigheden, at spekulanterne spilles af stjerner som Brad Pitt og Christian Bale, men det er alligevel flot klaret, at publikum accepterer præmissen.

”En lille flok outsidere så, hvad ingen andre kunne se,” hævder filmen. Det står til troende i den forstand, at de virkelige personer bag historien faktisk tjente enorme summer på deres spekulation. De så, der var noget råddent i gang, siger filmen. Jooo, tjaaa bom bom. De så vel mest af alt et lukrativt hul i markedet, og satsede deres penge på en helt vanvittig ide. Man skal ikke have plejet meget omgang med økonomer og andre i tradingmiljøerne for at vide, at der er lige så mange dommedagsprædikanter i den branche, som der er blandt økologer og Jehovas Vidner. De studerer markedet til de er blå i hovederne og kommer op med nye vilde forudsigelser af, hvor og hvordan markedet crasher næste gang. Det er deres ting. De elsker at spekulere i usandsynlige scenarier, og en ganske sjælden gang imellem har de ret. Det var vel ret beset, hvad der skete for de ”heltemodige” spekulanter i filmen.

Det er fascinerende at opleve, hvordan det lykkes at gøre mænd, der tjente uhyrlige formuer på sammenbruddet og dermed mange andre mennesker ulykke, til helte. Det er faktisk helt forfriskende. Det ville også være dejligt, hvis den anklagende finger ikke altid stod og dirrede foran bankerne, men i stedet blev drejet lidt rundt i kredsen mod os alle sammen. Der skal meget mere end to til en finanskrisetango.

Nu er jeg selv en kende udfordret på økonomiforståelse. Derfor var det ikke så overraskende for mig dengang i de vilde 00’ere, at jeg ikke begreb en fløjtende fis af, hvad der foregik. Fornuftige mennesker med fornuftige huse købte pludselig store biler og båd. Det havde de snildt råd til, forklarede de, fordi de havde lånt i den store friværdi i deres bolig. Jooo, men et lån er og bliver vel et lån eller hvad? Næh faktisk ikke. Vanviddet blev toppet op med det afdragsfrie lån. Det kunne jeg så glo endnu mere måbende på: Et lån man ikke betalte tilbage på! For en husmorøkonom som mig lignede det et skråplan. Og det var jo også. Måske det er sådan en som mig, der bliver helten i den næste Hollywoodfilm om den næste krise.

I hvert fald har jeg udviklet en teori for, hvordan man kan spotte, hvad der er under opsejling. Min teori skal selvfølgelig ikke tages særlig alvorligt. Den kommer trods alt fra en person, der har begrænsede regnefærdigheder med fra skoletiden. Jeg var jo en pige, og sådan en har kun X-kromosomer. Drenge har der imod både et Y- og et X-kromosom, hvorfor de har de naturlige forudsætninger for at lave ligninger med to ubekendte. Det var i hvert fald efter det princip, min regnelærer doserede sin opmærksomhed.

Men alligevel… jeg giver et skud. Kriser så store og vidtrækkende som den i 2008 er en form for naturfænomen. Det kommer i bølger, starter småt og bygger op over tid til det rammer med en tsunamis kraft. Det er millioner af menneskers fjollede grådighed og eventyragtige opfattelse af verden, der er årsagen. Hvis noget er for godt til at være sandt, er det som regel også løgn. Det har de færreste lyst til at tænke på.

Nogle bølger bliver så store, at de får altødelæggende tsunamiagtig karakter. Det havde det i 2008, i 1980erne og for den sags skyld tilbage i 1929. Ville det have været rart, at kunne spotte det på forhånd? Det tror jeg nok lige. Her kommer så et godt tip: Følg med i kunst og mode! Der afspejles det tydeligt, hvor på bølgen vi befinder os. Når det blvier rigtigt crazy, er det på tide at gå kontant. Da Krystle’s skulderpuder ikke kunne blive bredere og Alexis’ hår ikke højere, da gik det ad pommern til i 80’erne. Og i 2007 kom Damien Hirst med sit diamantbesatte menneskekranium. Det var faktisk et tegn, der ikke var til at overse.

Næste nye type filmhelt må helt klart blive en husmodersnusfornufttype, der på helt rette tid råber: ”STOP! Læg det creppejern, smid skulderpuderne og træd tre skridt væk fra den neonfarvede lycrabluse!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.