Deleøkonomi, HA!

IMG_1247Deleøkonomi – det er sådan et hyggeligt ord. Det emmer af idealisme, venlighed og generøsitet. Deleøkonomi er blevet noget, man går ind for på linje med økologi og menneskerettigheder. Noget der bruges af særligt gode mennesker, der ønsker at spare på jordens ressourcer. Derfor jubles der over, at fænomenet er i hastig vækst, for det må være gode nyheder for såvel miljø som menneskehed.

Det er mest i den kreative klasse, der jubles. Den tilhører jeg selv, men jeg insisterer dog på at blive stående i udkanten og surmule. Jeg jubler over deleøkonomiens fremmarch af helt andre grunde. Jeg jubler over den personlige frihed, den tilbyder. Ikke over dens positive indvirkning på klima og miljø, som da også har vist sig noget tvivlsom. Klimatænketanken Concito undersøgte i sommer fænomenet og kom til sin tydelige irritation frem til, at “deleøkonomien ikke per definition gavner klima og miljø”. Heldigvis er der da håb, for tænketanken tænker, at “der kan være store potentialer i nogle initiativer, hvis de opskaleres og udnyttes rigtigt.” Man ser for sig hvordan lov- og regelgivere sætter sig sammen og hitter ud af, hvordan man dog kan opskalere og udnytte. Og lige der bliver det tydeligt, at de misser hele pointen med den såkaldte deleøkonomis popularitet. Godt nok har det for en del mennesker en feelgood-faktor at hoppe ud i de nye muligheder. Men det er ikke derfor, de fleste gør det. De gør det, fordi det kan betale sig. Punktum.

Deleøkonomien har udvidet markedet. Flere mennesker får adgang til bekvemmeligheder, de ikke havde adgang til før: De kører i bil for en fjerdedel af, hvad turen ville koste i tog og bliver oven i købet kørt lige til døren, og de bor i ”egne” lejligheder midt i storbyen, til det halve af hotelværelsets pris.

Nogen har sammenlignet deleøkonomien med andelsbevægelsen. Intet kunne være mere forkert. Andelsbevægelsen byggede på fælles ejerskab, mens det private ejerskab står helt i centrum af deleøkonomien. Så kan man lige så godt sammenligne det med 1980ernes store dyr i den privatøkonomiske åbenbaring: Timeshare. Det var yuppiernes adgangsbillet til labre lejligheder i Skagen, som man ejende en del af mod at kunne bruge den en uge eller to om året.

Deleøkonomien er blot en tand – næh et helt gebis bedre – for det virkeligt attraktive er enkelheden. Væk er mellemmanden, der både skal tjene 20-25 procent og skal være med til at bestemme. Nu er det mig, der bestemmer, hvem der får lov til at leje mit nuttede sommerhus. Og der er ikke noget med, at jeg skal sætte parabol og opvaskemaskine ind, for sådan vil tyskerne have det, som et udlejningsbureau ville sige. Jeg bestemmer også selv prisen. I tæt samråd med Mr. Market naturligvis. Deleøkonomi er en mulighed for at lave sin egen mikroforretning ved at aktivere de værdier, man nu en gang ligger inde med: Sin bil, sin båd, sit hus, sit værktøj – ja mulighederne er endeløse. Især hvis et kvikt hoved har lavet en app. Internettet fungerer som matchmaker – det er det nye. Udbyder og efterspørger finder og tjekker hinanden ud der. Det er jo ikke hvem som helst, man vil sende sin bil på date med. Man har selv – man fristes til at sige app-solut – kontrol over hvem, hvad, hvornår og hvor meget. Og man skal ikke spørge nogen om lov. Det er en kæmpelettelse for mennesker, der er tynget af overregulering og tilhørende magtesløshed.

Deletjenesterne er enkle og billige – og det elsker alle.

 

Hvad end man bytter hjem med en familie i Los Angeles , får fragtet sine pakker af private eller booker en lokal til at vise sig rundt i Paris så handler det først og fremmest om at gøre en god forretning – ikke om at dele.

Deleøkonomi er ikke kun for småfolk, der kan få et lift til Aarhus billigt. Det er en mulighed for at blive opgraderet i livet lige meget hvilket niveau, man er på. Der er også velhavende mennesker, der ønsker at få mere ud af deres aktiver. Hos Club Supercar kan man få adgang til flere forskellige luksusbiler, i stedet for at nøjes med den ene Ferrari, man har i garagen. På Spinlister kan man leje andre entusiasters dyre racercykler, snowboards eller surfboards og på Eleven James kan man få adgang til verdens mest eksklusive ure, så man ikke skal nøjes med ét, men ”ejer” et nyt hver anden måned.

Det er der ikke meget Kumbaya my lord over.

Men lad os endelig holde fast i det hyggelige begreb, så længe vi kan. I et land hvor bogstavelig talt alt er beskattet, afgiftspålagt, gennemreguleret og –kontrolleret, kan alle disse fine nye muligheder ligge i ly lidt endnu under den idealistiske fernis. Men en fernis er det. At tro at deleøkonomiens succes har noget at gøre med idealisme er at stikke sig selv blår i øjnene – ganske vist blår med glimmer på, men alligevel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.