”Hvad for en kvindelighed?”

Sådan sagde en topchef i en kapitalfondsejet virksomhed, da jeg fortalte, jeg var på jagt efter kvindeligheden i kapitalfondene. Virksomheder som TDC, ISS, Falck, Matas, Legoland og Københavns Lufthavn ejes af kapitalfonde, og efterhånden drives masser af andre virksomheder efter kapitalfondenes benhårde men profitable principper. Fondene er blevet trendsættende i dansk erhvervsliv, og i den trend er kvinder ikke moderne. Men her lover kapitalfolkenes topfolk bod og bedring.

Hvis du synes, der er blevet lidt råt der ude i erhvervslivet, så har du fuldkommen ret. Selv om samfundet tilsyneladende vælter sig i penge, har det aldrig skullet gå hurtigere og laves billigere. Det skyldes én ting: Kapitalfondene. Ja, ja, det skyldes selvfølgelig også andre ting så som globaliseringen og den hårde konkurrence, der følger i kølvandet, men sagen er, at i de farvande er kapitalfondene som en fisk i vandet. En rovfisk. Måske ikke ligefrem en dræberhaj, men en rimelig rå rovfisk. Og så decideret af hankøn. I Danmark findes ingen – som i slet ingen – kvinder i nærheden af toppen af hverken kapitalfondene eller de virksomheder, de ejer. Kvinderne er altså helt uden for indflydelse hos de mest indflydelsesrige i dansk erhvervsliv overhovedet.

”Kan det ikke være lige meget,” tænker du måske. ”Lad da mændene hygge sig med deres kapital og deres fonde!” Tja, måske, hvis ikke lige det var fordi, det har betydet, at ledelsesstilen i danske virksomheder – og dermed på arbejdspladserne – er blevet meget mere macho. Det betyder, at man optimerer, profitmaksimerer, har blikket stift rettet mod medarbejdernes performance, ledelsens kontante kompensation (løn!), og virksomhedens cashflow. Man plejer sin trackrecord, overvejer den bedste bootstrapping og mest profitable exit.

 

Man plejer sin trackrecord, overvejer den bedste bootstrapping og mest profitable exit. Det er nok et meget godt gæt, at det ikke er en kvinde, der har fundet på de ord!

 

Det er nok et meget godt gæt, at det ikke er en kvinde, der har fundet på de ord!
I kapitalfondenes verden er kontanter konge. Alt, der kan forvandles til cash bliver det. Husene, virksomhederne bor i, sælges og lejes tilbage. Firmabilerne, sælges og lejes tilbage. Sommerhusene til medarbejderne sælges og… sælges, som man gjorde i TDC, kunsten på væggene sælges, som man har gjort både i TDC og ISS, for ”det skaber ikke værdi for aktionærerne”. HR-afdelinger nedlægges og støtte til medarbejdernes deltagelse i sportsarrangementer skæres, som man har gjort i det Berlingske Officin. Der bliver holdt nøje øje med hver en krone. Da jeg sidste år besøgte det kapitalsfondsejede Royal Copenhagen og komplimenterede designchefens kreative kontor, kommenterede administrerende direktør Peter Lund stolt, at det var indrettet for meget få penge. Forbløffende sted at være meget omkostningsbevidst (endnu et yndlingsudtryk i kapitalfondenes verden) i en virksomhed, der lever af design. Kunstindustrivirksomheden har også solgt de historiske bygninger, der nu kaldes Porcelænshaven, og er flyttet ud i et guds- og kulturforladt industriområde i Glostrup.
Tid er selvfølgelig også penge. I en undersøgelse Ugebrevet A4 har lavet blandt tillidsfolk i kapitalfondsejede virksomheder svarer to ud af tre, at presset på medarbejderne er steget efter kapitalfondens overtagelse.
Når kapitalfonden er så optaget af cool cash, skyldes det, at de meget gerne meget hurtigt vil have de penge ud igen, som de har betalt for virksomheden, også selvom det i realiteten kun er 20-30 procent af virksomhedens pris, de selv har hostet op med. Resten har de lånt i bankerne. Derfor trækker de store udbytter ud, så snart de kan og sørger for, at der ikke ligger nogle værdier og flimrer herreløst rundt i deres selskaber. Så er det: Aflever!

 

Kong Henry 
Måske skulle jeg lige forklare, hvordan det egentligt er kommet dertil. Hvis altså du ikke allerede er faldet i søvn bare ved ordet kapitalfond. Indrømmet, både kapital og fond lyder ret så støvet, men hvis du forestiller dig et kæmpe bjerg af penge, og så lægger du et endnu større bjerg oven i – kan du se det for dig? Så nærmer du dig noget af billedet af sådan en kapitalfond. Og du kan nok tænke dig til, hvilke dramaer af dimensioner sådanne buler af penge kan forårsage. Det er den slags, man laver Hollywoodfilm af. Hvad man da også har gjort.
Så lad mig præsentere: Kong Henry. Henry Kravis, kapitalfondenes opfinder og indehaver af rekorden i virksomhedshandel. Den første rekord satte han i 1986 og den blev først slået i 2006, og da var det ham selv, der gjorde det. Men altså tilbage i guldflipperdagene købte han for 124.000.000.000 kr. tobaks- og fødevarekoncernen RJR Nabisco. Det er USAs mest berømte virksomhedshandel nogen sinde. Det mest fantastiske ved handlen var, at Kravis & co. selv kun stillede med 7 procent af købsprisen – resten var lånte penge!
Her lagde Henry Kravis fundamentet til den måde, kapitalfondene siden har finansieret deres virksomhedskøb på, for det var jo et fedt koncept at lade bankerne løbe de største risici.

 

”Kan det ikke være lige meget,” tænker du måske. ”Lad da mændene hygge sig med deres kapital og deres fonde!” Tja, måske, hvis ikke lige det var fordi, det har betydet, at ledelsesstilen i danske virksomheder – og dermed på arbejdspladserne – er blevet meget mere macho.

 

Handlen gjorde Henry Kravis både rig og berømt. Hollywood lavede filmen om dramaet, Barbarians at the gate, Tom Wolfe har parodieret Kravis i sin bog, Forfængelighedens bål, og mest kendt er nok Oliver Stone-dramaet Wall Street, hvor Michael Douglas har modeleret sin Gordon Gekko figur over Henry Kravis. Kravis har tjent ufattelige summer på sine virksomhedshandler og har sans for at bruge pengene. Han har adresse på 740 Park Avenue, hvor Jackie O. boede som barn, og hvor også prominente amerikanere som John D. Rockefeller, Vanderbilt og Chrysler har haft hjemme. Der er også blevet råd til at donere en Kravis-fløj til Metropolitan-museet i New York, og to Kravis-sale og et Matisse-maleri til 150 mio. dollar til Museum of Modern Art, hvor fru Kravis den tredje i øvrigt er chef.

 

En macho verden
Med sladderdepoterne således fyldt op, kan vi måske gå lidt videre og kigge på, hvad fa’en der egentlig foregår!
Kapitalfondenes magt er omvendt proportional med deres størrelse. I Danmark har de typisk 5-20 ansatte. De ejer væsentlige virksomheder som TDC, ISS, Royal Copenhagen og Københavns Lufthavn, men også virksomheder, der ikke er ejet af kapitalfonde, er begyndt at opføre sig, som om de var i håb om at få succes i samme omfang.
”Selvom de kun er arbejdsgivere for 3-4 procent af arbejdsstyrken, er kapitalfondene meget væsentlige spillere i erhvervslivet, fordi de udgør en stor magtfaktor på virksomhedshandler. Mellem en tredjedel og halvdelen af de virksomhedshandler, der foregår i Danmark, tegner kapitalfondene sig for. De har præget hele den måde, man driver virksomhed på i dag,” siger Steen Thomsen professor på Handelshøjskolen i København.
”De er i det for pengenes skyld – det er indiskutabelt, og de er fri for politisk korrekthed og mediernes indblanding, for de skal ikke stå til ansvar for andre end investorerne. Og dem har de selv den direkte kontakt med,” siger Steen Thomsen, der finder det slående så få kvinder der er i kapitalfondene.

 

Indrømmet, både kapital og fond lyder ret så støvet, men hvis du forestiller dig et kæmpe bjerg af penge, og så lægger du et endnu større bjerg oven i – kan du se det for dig? Så nærmer du dig noget af billedet af sådan en kapitalfond.

 

En anden ekspert på området er knap så overrasket.
”Hele den finansielle verden er macho. Der er heller ikke mange kvinder i toppen af bank- og finanssektoren. Man søger nogen, der ligner en selv. Derfor ansætter mænd mænd, ligesom jeg ville være mere tilbøjelig til at ansætte en dansker end en finne. Det er måske ikke godt, men det er nemt, når man har de samme referencer. Det er vel også derfor i kan lave et kvindeblad – fordi I mener, kvinder har samme referencer,” siger Robert Spliid, der er direktør i den tyske erhvervsbank IKB Deutsche Industriebank og lige har udgivet bogen ”Kapitalfonde – Rå pengemagt eller aktivt ejerskab”.
Han mener, at hvis kvinderne vil gøre sig gældende i kapitalfondene, må de gøre det på mændenes præmisser.
”Det er næsten altid sådan, at nye brancher domineres af mænd. Mænd er måske ikke helt så socialt begavede, men de er meget mere risikovillige end kvinder. Og det er der behov for i kapitalfondene. Men jeg tror også, at kapitalfondene er i en proces, hvor deres hårde ledelsesstil skal finde sig til rette i den danske model,” siger Robert Spliid.

 

Følelser ingen adgang 
Meget kan man beskylde kapitalfondene for, og det gør man da også, men blødsødenhed er ikke en tingene. Da kapitalfondene bag ISS besluttede at skifte den karismatiske og afholdte topchef, Eric Rylberg ud, var det en brutal operation, planlagt med militærisk præcision. Ejerne stillede med en advokat i den ene hånd, en ny topchef i den anden, og så blev Eric Rylberg ellers henvist til at sidde i et rum for sig selv, indtil nyheden var blevet overbragt til medarbejdere og presse. Han fik lov at kommentere situationen overfor pressen, men sine kolleger og medarbejdere i ISS fik han ikke lejlighed til at tale med. Sandsynligvis var ejerne nervøse for, at situationen kunne komme ud af kontrol. Eric Rylberg havde nemlig følelser for virksomheden, og de ansatte havde følelser for ham. Og følelser hører ikke hjemme i kapitalfondenes forretninger. En ad dem, der svingede øksen over Eric Rylberg var Ole Andersen fra EQT. Til trods for at han selv havde et venskabeligt forhold til Eric Rylberg.
”Det havde jeg det da ikke særligt godt med, men man må sætte sig ud over det, forsøge at være så objektiv som muligt og gøre det, der tjener virksomheden,” siger han i dag.
”Jeg mener ikke, det var så brutalt, men det var nødt til at foregå med kort lunte, og det var vigtigt, at ISS ikke blev efterladt uden lederskab. Det var en hurtig implementering, kan man sige,” siger Ole Andersen.
Det var ikke en implementering EQT høstede meget beundring for, og måske har Robert Spliid ret, når han siger, at kapitalfondene er ved at bløde den hårde ledelsesstil op. I hvert fald har deres brancheorganisation nedsat et udvalg, der skal lave nogle fælles spilleregler, en såkaldt code of conduct.
Professor Steen Thomsen fra handelshøjskolen mener dog, at udvalget er en afværgemanøvre.
”Man har været og er måske stadig meget tæt på et politisk indgreb mod kapitalfondenes modvilje mod at betale skat. Hvis de selv frivilligt kunne lave nogle regler, undgår de måske lovgivning. Det er det, code of conduct-udvalget handler om,” siger han.
Formand for De Europæiske Socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen puster også til lovgivnings-ilden. Han har netop udgivet bogen ”I grådighedens tid”, hvor han er stærkt kritisk overfor kapitalfondene og deres manglende samfundssind, og han vil gerne have en fælles europæisk regulering af fondene.
Folkene bag kapitalfondene har altså al mulig grund til at bearbejde deres macho-image. Så måske er det bare spil for galleriet, når de udtrykker en vis skamfuldhed over manglen på kvindelige kolleger.

 

Topchefer i bodsskjorter
Christian Frigast er topchef i Axcel og desuden formand for code of conduct-udvalget, hvor manglen på kvinder i branchens top dog ikke er på dagsordenen. Udvalget består i øvrigt – SURPRISE! – udelukkende af mænd. I hans egen virksomhed er også langt mellem kvinderne, hvis man ser bort fra supportfunktioner som sekretærer og regnskabsfolk.
”Det er jeg ærgerlig over, for en bedre fordeling ville give en bedre balance. Jeg vil gøre meget ud af at prioritere kvinder, der er kvalificerede, for jeg tror, det vil give mere nuancerede synspunkter,” siger Christian Frigast.
Det er måske ikke så overraskende, for Frigast er kendt som branchens ”bløde” mand. Mere overraskende er det at branchens svar på Rambo, EQTs Ole Andersen er brødebetynget over tingenes tilstand.
”Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Vi har et stærkt ønske om at lave det om. Jeg tror, vi ville få en bedre stemning, hvis begge køn var repræsenteret i virksomhedskulturen. Kvinder har kompetencer og talenter, som mænd ikke har, og jeg tror på, at flere kvinder i vores organisation vil gøre den stærkere og bedre,” siger han.
Hvor langt vil du gå for at opnå det?
”Jeg vil gerne gå så vidt som til at anerkende, at kvinder i hvert fald i perioder har et behov for et andet arbejdsmønster end det gængse. Og jeg er villig til at indrette virksomheden efter det.”
Det er da at gå langt!
”For os handler det om at gøre det attraktivt for kvinder at skabe sig en karriere i vores set-up. Det sker ikke fra den ene dag til den anden. En ledelse kan sætte nok så mange systemer op, men hvis en kvinde kommer ind i en gruppe hvor der er 7-8 mandfolk, som naturligt tænker i mandetermer, og måske har koner, der tager sig af det derhjemme og derfor har nærmest ubegrænset tid at arbejde i, så er det svært for en pige at komme ind i det meget hierarkiske konkurrencebaserede miljø og skabe sig en karriere.”
Hvad gør du så for at få det til at lykkes? 
”Jamen hvis en medarbejder for eksempel i en periode har behov for at arbejde på nedsat tid, så er jeg åben for det.”
Men så når hun vel heller ikke så langt. Hvis man skal have succes, skal man vel bruge meget tid på arbejdet? 
”Absolut rigtigt. Jeg er ikke ekspert på nogen måde, jeg vil bare gerne have kvinder ind også i ledelsen.”
Hvis bare de vil arbejde som mændene?
”Jeg kan da ikke sige mig fri for, at det er lige så indgroet i mig som i mange andre.”
Hvor meget arbejder du selv?
”Det varierer meget.”
Hvad er det mindste, du har arbejdet?
”Der kan godt være dage, hvor jeg går hjem kl. 4-5 fra kontoret. Det er da også sket, at jeg har taget en halv fridag, men det er sjældent. Det er sådan, at for eksempel når jeg sidder og snakker med dig lige nu, så tjekker jeg mails på Blackberryen med den anden hånd.”
Både du selv og EQT har mottoet, Urgency & Execution. Det lyder ikke ret feminint – Execution betyder også henrettelse!
”Det er selvfølgelig ikke ment i den betydning. Der er da noget hårdt og maskulint over mottoet, men det er vel vigtigt også for virksomheder drevet af kvinder? Urgency & Execution er et af EQTs hellige principper, fordi vi kan lide at få tingene gjort. Det hjælper ikke ret meget for en virksomhed at have fine strategirapporter stående, hvis ikke man har en ledelse, der kan eksekvere – få det ført ud i livet.”
Med Urgency & Execution som værdier er det ikke sikkert, I kan tiltrække kvinderne?
”Bagsiden af mottoet er, at man måske ikke altid får tænkt tingene til ende. Derfor er det vigtigt, at man i et team har alle talenter repræsenteret. Også det der siger: ”Skal vi ikke liiige stikke fingeren i jorden”. I mange af de svære beslutninger er tid en værdi i sig selv – man ser anderledes på tingene, når man har fået dem lidt på afstand.”
Det hænger jo ikke sammen, at du siger det, når I ingen kvinder har!
”Det er ikke kun kvinder, der har de talenter, men det er ingen undskyldning.”
Hvorfor sætter du ikke kvinder i bestyrelserne i de virksomheder, I ejer. Det kan du bare selv beslutte?
”Jeg har ikke noget forsvar for det, men vi har været ude i en professionel søgeproces for at finde bestyrelsesmedlemmer, og da har vi stillet nogle kriterier op, som selvfølgelig ikke peger i retning af, at vi ikke vil have kvinder. Men det er svært at finde kvalificerede kandidater.”
I jeres netværk, hvorfra I ofte rekrutterer bestyrelsesmedlemmer er 2 ud af 88 kvinder!
”Pudsigt nok er der forbavsende mange kvinder blandt vores investorer i pensionskasser, banker og forsikringsselskaber.”
Hvorfor napper du ikke nogle af dem – de må da kunne omskoles?
”Jeg har ikke så mange undskyldninger for det.”
Hvor der er vilje, er der vel en vej, når man er resultatorienteret!
”Det har du da ret i, og jeg tror, at bare det forhold at vi to taler om det nu, kommer til at betyde, at hvis jeg skal ansætte indenfor det næste halve år, vil jeg tænke betydeligt mere over det, end jeg ellers ville have gjort. Det er jeg faktisk helt sikker på.”
Jamen så har det da nyttet noget!

 

De væsentligste kapitalfondsspillere i Danmark

En kapitalfond, som er det samme som en Privat Equity Fond, er en slags investeringsforening for meget rige mennesker og institutionelle investorer som pensionskasser og forsikringsselskaber. Det fungerer på den måde, at investorerne giver tilsagn om at ville investere så og så meget, og den dag kapitalfonden har fundet en god virksomhed, henter de pengene hos investorerne. Typisk betaler man mellem 20 og 30 procent af virksomhedens pris kontant, mens resten lånes i bankerne. Kapitalfondene ejer virksomhederne i en begrænset tid, typisk fem år, trimmer den, sælger fra, køber til og hvad der ellers skal til ifølge deres nøje tilrettelagte plan for at gøre det muligt at sælge virksomheden betydeligt dyrere, end man har købt. Kapitalfondene gør meget ud af at finde de helt rigtige ledere til hver enkelt virksomhed. Ledere, som er i stand til konsekvent at føre fondens plan ud i livet. Lederne investerer selv i virksomheden og har mulighed for at tjene mange millioner, hvis virksomheden bliver solgt til en god pris – eller som man siger i de kredse, ”bliver exittet tilfredsstillende”.

Axcel
Første danske kapitalfond. Blev grundlagt af en kreds omkring Nordea, eller som det hed dengang i 1995, Unibank. Ejer Royal Copenhagen, Georg Jensen, Noa Noa, Ide Møbler, Junckers, Ball Group, FM-Søkjær, TCM Group, Netcompany, Esko-Graphics, DDD Group, Vital Petfood Group og BB Electronics. Axcel har ingen kvinder i ledelsen, i bestyrelsen og heller ikke på topposterne i de virksomheder, Axcel ejer finder man kvinder. I en enkelt af Axcel-virksomhedernes bestyrelser finder man dog en enkelt kvinde.

 

Polaris
Den anden rent danske kapitalfond. Den blev etableret i 1999 med Danske Bank og A. P. Møller Mærsk som investorer. Har blandt andet ejet lampefabrikanten Louis Poulsen. Ejer i øjeblikket otte forskellige virksomheder, der iblandt svenske Jetpak og det danske trykkeri Colourprint, der har en omsætning på godt en mia. Ingen af virksomhederne har kvindelige adm. direktører eller bestyrelsesmedlemmer. Polaris har heller ingen kvinder i sin egen bestyrelse og ledelse.

EQT
Svensk kapitalfond, der er meget aktiv i Danmark, hvor man har et kontor med 10 ansatte – ingen kvinder på ledende positioner. I den internatinale organisation ser det bedre ud, her er 2 ud af 25 partnere kvinder. Ud af de 88, der udgør EQTs netværk, hvorfra man ofte rekrutterer bestyrelsesmedlemmer er to kvinder. Og blandt EQTs partnere finder man også to kvinde. EQT ejer fem danske virksomheder, bl.a. ISS, BTX Group (det tidligere Brandtex) og møbelvirksomheden Bodilsen. Ingen kvinder i virksomhedernes bestyrelser eller som topchefer.

Industri Kapital
Ingen kvinder i ledelsen – rystende tre ud af 46 er kvinder i advisoryboard Har som de eneste i Danmark faktisk lavet en børsnotering af en af deres virksomheder, nemlig Crisplant. Det var helt tilbage i 1995. Har ejet hjem-Is og Fona, som ikke var nogen strålende forretning. Fonden har base i London. I Danmark ejer den i dag emballageproducenten Superfos, arbejdstøjsproducenten Kwintet.

Nordic Capital
En af pionererne i nordisk private equity. Grundlagt i 1989 Ingen kvinder blandt de 14 partnere, mens man finder tre kvinder langt nede i hierarkiet blandt de 19 investorer. Nordic Capital har kontor i Danmark, hvor man ejer Falck, Nycomed, Kompan og Unomedical. Ingen af de fire virksomheder har kvinder i bestyrelsen (bortset fra medarbejdervalgte) eller på topchefposten.

CVC 
International kapitalfond med hovedkvarter i Luxembourg. Har et lille tomands kontor i København, hvor fra der holdes øje med investeringerne i Matas, EET Holding og Post Danmark, som CVC ejer 22 procent af.

Altor
En udbryder af svenske Industri Kapital og en up and coming virksomhedskøber i Danmark. Altor har Svensk kapitalfond har et investeringsteam på 16 mand og en enkelt kvinde nederst i hierarkiet. Ejer bla Ferrosan, der især laver vitaminpiller og helseprodukter, Aalborg Industries, der laver kedler til skibe og Wrist Group, en af verdens førende leverandører af bunkerolie og andre forsyninger til skibe verden over. Ingen af virksomhederne har kvinder i bestyrelse eller topledelse.

De er ejede af kapitalfonde:

  • TDC
  • Legoland
  • Falck
  • ISS
  • Danske Trælast
  • Matas
  • Københavns Lufthavn
  • Noa Noa
  • Royal Copenhagen
  • Georg Jensen
  • Superfos
  • IdeMøbler
  • BTX Group
  • Kompan
  • Post Danmark


©Hanne Sindbæk


”Hvis du har et kvalificeret budskab, skal du ikke pakke det ind i madpapir”

img_0816

Egentlig var det Rolex’erne, der trak. Det var det da. Enhver fest, hvor man med rund hånd drysser ure ud i 40.000-kroners klassen, må være værd at skrive hjem om. Det var to år siden, Eric Rylberg første gang fortalte mig om den årlige event, hvor de bedste ISS-ledere bliver fejret med dyre ure, B&O-anlæg og rejsegaver i et overflødighedshorn af show, hvor man også har kunnet opleve den samlede direktion give den actiongas i rollen som James Bond-agenter eller russiske mafiosoer.

Så jeg havde plaget om at komme med. Han var ikke meget for det, Rylberg, for Senior Executive Conference, SEC, som det hedder, er et yderst internt arrangement, hvor de formelle taler fra scenen og de uformelle i baren afslører forretningshemmeligheder, konkurrenterne ville være ret tilfredse med at læse om i avisen. Men persistancy prevails, vedholdenhed vinder (koncernchefens yndlingsmotto) – i år kom jeg med.

De fem foregående år har Bella Center været rammen om arrangementet, men SEC 2006 var flyttet til Lissabon, ”for vi kan jo ikke blive ved med at lade vores asiatiske kolleger gå og fryse i København.” Og jeg skal da heller ikke klage. Der var dejlig varmt i begyndelsen af juni. Det skulle også være en smuk by. Det ved jeg så ikke så meget om, for når de store C’er; CEO’s, COO’s, CFO’s, fra hele verden mødes, spilder man ikke et minut. Et tæt pakket program skal sørge for, at de både får frisket strategien op, udstukket målene, lært noget nyt af de eksklusive eksterne talere, får netværket og stjålet ideer fra hinanden og får styrket alt det, man kunne kalde de immaterielle værdier: Kulturen, sammenholdet, vindermentaliteten – at man kort sagt bliver malet ISS-blå fra top til tå.

 

Forlad ikke ISS – du fortryder

Sidder i en malerisk slotsruin på toppen af et bjerg med udsigt ud over Lissabon. Gøglere og tjenere klædt i 1600tals tøj vimser rundt, buffeten er overdådig, sceneriet er magisk, og det her er kun den første og den uformelle af de tre SEC-middage. Sludrer med Luis Andrade, om hvem der kan siges meget. Det bliver der givetvis også, for han er en ISS-stjerne og en stor personlighed, hvis varme udstråling kun overgås af størrelsen på han moustache. Han er landechef for ISS Portugal, og ved siden af styrer han så også lige ISS’ indtog i Sydamerika, dvs. foreløbigt Brasilien, Chile, Argentina, Uruguay og Mexico. Han er medlem af de to mest eksklusive ISS-klubber; Rolexklubben og Breitlingklubben. Rolexklubben består af tre personer, der hvert år siden SEC’s start i 2001 har gjort sig fortjent til et Rolexur ved at være en star-performer og nå et E=MC2 tal over 36. Formlen er Rylbergs opfindelse, og er en måde at måle landenes økonomiske præstationer på. Breitlinguret er Rylbergs personlige påskønnelse af en ISS’er, der betyder noget helt usædvanligt for virksomheden og for ham personligt. Det er Breitlinguret, Luis Andrade bruger, selvom han først syntes, det var alt for flashy.

”Nu går jeg med det hver dag, for jeg har fået det i respekt af en mand, jeg selv respekterer højt,” fortæller han. Andrade virker som en blanding af en hyggeonkel og en storcharmør, men er altså chef for 38.000 mennesker. Jeg spørger, hvordan det er at arbejde for ISS, hvor COO’en, Flemming Schandorff, vist er noget af en jernnæve i en fløjlshandske. ”Fløjshandske? Den må være til ære for dig,” griner Andrade.

”ISS drives efter en operator-logik, hvor business noget personligt. Det er et sag mellem to mennesker,” fortæller han. Det får mig til at tænke på Eric Rylbergs beskrivelse af Schandorff: ”Flemming er sådan, at hvis der er et tal, der afviger med 0,001 procent, så spørger han til det på en måde, som han lige har set jorden åbne sig!”

Samme Schandorff tegner sig for konferencens helt store overraskelse. Han går ikke på pension alligevel. Det har ellers været længe planlagt, men han fortrød i sidste øjeblik. Det er en nyhed, der bliver rigtig godt modtaget, og Rylberg bruger det til en generel advarsel: ”Forlad ikke ISS – du fortryder det!”

 

Walk the talk på rute 101

Vi er på Route 101, one-O-one. Det er tydeligt for enhver. Scenen er en high tech-kukkasse, hvor video og grafik kører som en omnimaxfilm – bare mere firkantet. En scenograf fra Det kgl. Teater har skabt rammen; kreative hoveder fra og ikke mindst udenfor ISS har skabt det visuelle indhold, men de har skabt det ud fra Eric Rylbergs ideer. Det er hans show det her. Det er ham, der er hovedattraktionen; ham, de er kommet for at opleve, og han har langt mest taletid i løbet af konferencen. Han har skrevet hvert et ord selv. Der er ting, der skal siges, og det visuelle skal understøtte stemningen i det, så hele sanseapparatet røres.

”Hvis du har et kvalificeret budskab, skal du ikke pakke det ind i madpapir,” sagde han til mig over morgenmaden, da jeg spurgte, hvad alle udenomsværkerne skulle til for.

”Vi kan også sætte os i en kostald, og jeg kan sige det samme, men det vil ikke virke på samme måde. Det, man kan huske bagefter, er stemningen. Og jeg vil altså gerne kommunikere, at vi er en professionel virksomhed – professionel i alt, hvad vi gør. Vi har 350.000 ansatte og er en af verdens 25 største arbejdsgivere, så det kan altså ikke nytte, jeg står og fumler med en overheadprojektor.”

Og det gør Eric Rylberg i hvert fald heller ikke. Han står alene midt på scenen mens den lange øde vej kører i baggrunden. Han siger Mexico, og en kaktus dukker op langs vejsiden. Han taler om de nye ISS-lande og et verdenskort dukker frem over ham. Det er konferencens åbningstale, og vi kunne kalde den ”Walk the talk”, et udtryk, der går igen en del gange, mens Rylberg gennemgår, hvor langt vi er nået ad Route one-O-one.

Walk the talk betyder: Vi gør, hvad vi siger, vi vil gøre. Og der er særlige skulderklap til de lande og navngivne landechefer, der er eksponent for det i år. Bl.a. Danmark, som har skaffet en ny mega-kunde, nemlig TDC, indenfor Integrated Facility Services, der er det store dyr i ISS-åbenbaringen. ISS skal ikke bare være en rengøringsvirksomhed her og en cateringvirksomhed der, for det tjener man ikke særlig meget på. De store penge og de store udvidelses- og udviklingsmuligheder, ja selve fremtiden ligger i at tilbyde at servicere hele kontorhuse med rengøring, catering, receptionspasning, bygningsvedligehold, landskabspleje og skadedyrskontrol – alt det, der ikke er kundens egen kernekompetence. Det er midlet til at nå Route 101s ambitiøse mål, som er en omsætning på 101 mia. kroner om året. (Hyggeligt nok regner man i verdensfirmaet ISS alting i danske kroner.)

Eric Rylberg når at skifte tøj fem gange i løbet af sin tre kvarter lange tale. Han når at være casual (men dyrt – meget dyrt) klædt, formel med mørkt jakkesæt og slips, i rød parkacoat i snestorm og i skjorteærmer under en interaktiv gimmick, hvor konferencedeltagerne skal stemme om hvem af tre personer, de er blevet præsenteret for på video, der er den bedste til et lederjob i ISS. Pointen er, at forskellighed er konge. ISS har brug for mange slags ledere på den opdagelsesrejse til nye forretningsgalakser, man er draget ud på. Og for at sætte en markant streg under den pointe er scenen pludseligt en inferno af lys, lyd og røg, mens en rumraket brager til vejrs, op, ud, forbi månen og ud i galaksen. Da lyden og røgen lægger sig, går bagtæppet op og ud træder otte astronauter. Det er den samlede ISS-direktion. Dem, der skal føre an på opdagelsesrejsen, og Rylbergs stemme lyder som gennem en radioforbindelse fra månen: ”In business warfare there is no stronger weapon than a united team. See you in 101!

 

Taler samme sprog – businessk

Der er meget, man ikke ved om ISS, efter kapitalfondene har overtaget. F.eks. vidste jeg ikke, at Karsten Poulsen har delt sit job i to og har overladt CFO-titel og økonomiansvar til Jeff Gravenhorst, mens han selv nu er Chief Treasury Officer med ansvar for finans. En lidt komisk titel i betragtning af, at den ”skat”, han vogter, er gælden, kapitalfondene bragte med. Møder ham ved computerne i hotellets businesslounge. Han har ganske vist sin bærbare pc med til Lissabon, men selvom eller måske netop på grund af at han styrer pengene i en biks, der omsætter for 46 mia. kr., så vil han ikke lade firmaet betale 22 euro i døgnet for en netforbindelse på værelset. ”Det er jo røveri,” siger han oprørt.

Det er også gået hen over hovedet på mig, at ISS’ øverste direktion er blevet udvidet med fire personer, og at bestyrelsen er blevet suppleret med nye navne som Jørgen Lindegaard og Scanias CEO, Leif Östling, der nu er ISS’ bestyrelsesformand. De er på fransk visit på SEC, for ”at møde lederne og få et indtryk af managementpotentialet,” som Ole Andersen, EQTs repræsentant i bestyrelsen, siger.

Bestyrelsen sidder til højbords ved en ved den anden SEC-middag, som er smukkere og endnu mere stilfuld end den første. Sceneriet er en klosterruin, og middagen serveres af munke, eller tjenere, der er klædt ud som munke – jeg er ikke helt sikker. Et munkekor synger munkesange, og pludseligt kommer tre munke gående med fakler gennem salen med hætterne godt oppe. Det er så koncernchefen og hans to ledende Chief Operating Officers, Flemming Schandorff og Thorbjørn Graarud, og de vil godt lige se alle ISS-talenterne på scenen. Det er nemlig sådan, at hvert land inviterer et ungt talent med til SEC, så de kan få et glimt af den verden, de kommer til at tilhøre, hvis de klarer sig godt. Og de får en ordentlig klapsalve med på vejen og en gave – et ISS-ur til mændene og et pashminatørklæde til kvinderne.

Bordplanen er lagt, så man sidder på tværs af landene, men sammen med folk fra samme dele af branchen som en selv. I mangel af journalister får jeg Peter Fane fra Storbritannien til bords. Han solgte for et par år siden sin landskabsplejeforretning til ISS og er til sin egen overraskelse blevet hængende. Den slags møder jeg en del af i løbet af konferencen. ISS kan åbenbart rumme og ligefrem opmuntre entreprenørånd. ”Jeg solgte min virksomhed, men fik en karriere,” som en af dem udtrykker det. ISS har gjort mange mennesker i det her rum rige enten ved at købe deres virksomheder eller gennem bonus- og aktieprogrammer. De behøver strengt taget aldrig at arbejde mere, og alligevel ses de år efter år på SEC. Det vil være overdrevet at sige, det er én stor familie, men det er en flok, der tydeligvis har et fælles projekt, selvom de så også konkurrerer med hinanden indbyrdes. Jeg har været lidt spændt på, hvordan folk fra vidt forskellige kulturer som den kinesiske, indonesiske, sydamerikanske og skandinaviske kunne tale sammen. Men det er overhovedet ikke noget problem. De taler alle samme sprog, og her mener jeg ikke engelsk, men businessk – ISS-businessk. Peter Trampe, der tidligere har arbejdet for ØK og FLS ude i verden, men nu er forretningsudvikler for ISS i Kina (han taler flydende mandarin) fortæller, at det skyldes den særlige ISS-ånd.

”Man hjælper hinanden, og det er specielt for en stor koncern. Jeg kan ringe til Thailand, hvis jeg har en kunde, jeg skal have i land, og de hjælper. Man er oveni købet villig til at rejse over og hjælpe, selvom man slet ikke har bundlinjeansvar. I FLS havde man sagt: ”Bliv hjemme – det har ikke noget med os at gøre.”

 

Livets store spørgsmål – og svaret

Sidste dag, sidste tale: Straight talk med Eric Rylberg. Han står alene på scenen og skærmene omkring ham viser en skumrende landskab, og man tror næsten, det er løgn: Han taler om livets gåde! Han taler gud dødeme om, hvorfor vi er her, og det er altså ikke os her i Lissabon, men mennesket i verden, han mener.

”Mennesket er i en anden position end dyrene. Fordi han ved, han eksisterer og ved, han skal dø, så skal han finde ud af, hvad han skal med livet. Han må stille spørgsmålet: Hvorfor? Det er ironisk, at mennesker, der gerne vil leve evigt, ikke har nogen ide om, hvordan de skal tilbringe en regnfuld søndag eftermiddag. Du skal bestemme, hvad du skal med den eftermiddag og med resten af dit liv. Du skal have en vision – en drøm. Intet vigtigt sker i denne verden, uden der først er en drøm,” siger han, og fortæller om sine egne personlige drømme og sine drømme for virksomheden, mens skumringen på skærmene langsomt bliver til stjerneklar nat.

”Vi så et potentiale i markedet og formulerede i Create 2005 vores drøm. Vi er kommet en lang vej. Vi har hørt det de seneste to dage, og det får mit hjerte til at banke af stolthed, når jeg her på scenen ser de operators, som kan virkeliggøre den drøm, og som gør det. Markedet er der, kapitalen er der – hvad står så mellem os og vores drøm om at blive verdens bedste Integrated Facility Servicevirksomhed? Ironisk nok er det os selv. Vores selvopfattelse er den største hindring,” siger han, så man sidder og bliver lidt småreligiøs og overvejer om man har glemt et t i konferencens navn, som i virkeligheden hedder SECT. Mens månen bag ham vokser sig stadigt større, taler han om den opdagelsesrejse, de er på ind i nye ukendte markeder, og om at netop opdagelsesrejser som den og trangen til at lede efter den næste måne er det, der adskiller mennesket fra dyrene.

”Det er en meget god grund til at eksistere, og det er et meget meningsfuldt livsindhold,” slutter han, mens månen roterer. På bagsiden toner Einsteins kontrafej frem og over ham et citat af relativitetsteoriens fader: ”Logik kan bringe dig fra a til b. Fantasi kan bringe dig hvor som helst!” Og så drøner Rylbergs yndlings-Pink Floyd-nummer i højttalerne, og et voldsomt laserlysshow starter i et sansebombardement, hvor man ikke kan tænke en tanke, men bare være midt i følelsen.

Bagefter i pausen ude i solen er samtalen mere dæmpet end tidligere. En australier, hvis firma for nylig blev opkøbt af ISS, fortæller ligeud, at han på det personlige plan havde haft det svært med salget, men talen har givet ham et helt nyt perspektiv.

”Nu føler jeg, jeg er klar til at tage hjem og arbejde; finde min drøm, og få medarbejderne til at fortælle mig om deres,” siger han.

I ISS er decentralisering ikke bare er et ord fra en managementflinkeskole. SEC-konferencen er et rum fyldt med konger i autonome riger med udvidet selvstyre, og Eric Rylberg – han deres åndelige overhoved, og ”I have a dream”-talen har bevæget de her toughe businesskonger.

 

ISS’ verdensmester

YOU’RE SIMPLY THE BEST!!!! brøler Tina Turner i højttalerne, mens lysshowet går amok og glimmerkonfetti vælter ned fra loftet, så det ikke er til at se en hånd for sig. Egentlig er jeg da SÅ ligeglad. Hvad kommer denne østrigske CEO, Herrn Maximilian og hans team mig ved? Hvad rager det mig, at han får en pokal så stor, at selv en magnumflaske champagne ville ligne en bundskraber i den? Og er jeg dybest set ikke ret ligeglad med, at de her mennesker på scenen får en rejse til Sydfrankrig med ægtefæller og en drengerøvsdrøm opfyldt med tur i en formel 1 racer? Det har ingen mening i eller indflydelse på mit liv overhovedet. Og alligevel står jeg der og tørrer øjne og snøfter, så man fan’me sku’ tro, jeg var kronprins og til mit eget bryllup. Hele salen står op og klapper som vilde med de hvide kastagnetagtige plastikhænder, der er delt ud til formålet (en typisk ISS sans for detaljer. ”Man får jo så ondt i hænderne,” siger Tina Hilligsø, Rylbergs personlige assistent gennem 17 år og SEC-arrangør).

Maximilian, som har en accent, der er som taget ud af tv-serien Allo Allo og en nobel nålestribet fremtoning, har hidtil rundt regnet kun haft ét ansigtsudtryk. Men nu er der kommet et nyt på. Han er glad – han er rigtig rigtig glad. Han kunne ikke være gladere, hvis det var fodbold VM-trofæet, han stod med. Han takker og modtager det på vegne af alle sine ledere i Østrig og de tæt på 9.000 ansatte.

“I går var det 29 år siden, jeg startede i ISS, og jeg har aldrig haft en drøm som denne,” siger han rørt, inden Eric Rylberg og Flemming Schandorff bortfører ham og hans hold til de to ventende stretchlimousiner, der med stil skal føre ISS-verdensmestrene tilbage til hotellet, hvor de har en time til at gøre sig klar til den store gallafest.

 

Urtid

Sjældent, som i aldrig! har jeg set så massivt mange mænd i smoking. Det er et flot syn, men ender alligevel som en net og rolig baggrund for selskabets få kvinder (13 procent), der har fundet de helt store skrud frem. Den otte mand store direktion står kongeligt på rad og række og trykker hånd med hver eneste, der ankommer Conveto do Beato, oprindelig et kloster bygget i 1400-tallet, totalrenoveret i 1970 og nu majestætiske omgivelser for bunker af gallafester.

Det er tid for det, jeg egentlig er kommet for: Rolex-uddelingen.

De kostbare ure er blevet fragtet til Lissabon fordelt i fire ISS’eres håndbagage og siden i deres safetybokse på hotelværelset. Nu står de linet op. Der burde være ti, men der er kun fire, for seks af modtagerne er gengangere, og da man ligesom kun kan gå med et ur af gangen, får de i stedet andre dejlige gaver som B&O anlæg, rejsegavekort og fancy fladskærme. Det tager lang tid. Eric Rylberg har skrevet en personlig tale til hver af modtagerne, og som de bliver hyldet, går det op for mig, at det er en ren opvisning i personligheder. ISS formelig samler på characters.

Der er Claus Erik Madsen, der egentlig var ambassadørmand i Argentina, som passede børnene og tog tangolektioner, mens fruen passede ambassaden. Han kom sidelæns ind i ISS, da man indtog Argentina, og nu skal han lede slaget i Mexico. Han er lykkelig for sit Rolex og holder en lang takketale om, hvordan han i starten havde det svært med ISS’ indforståede økonomiudtryk.

”CB-one og CB3-three – jeg troede, det var starwars-film, man talte om!”

Der er den korrekte østriger Michael Maximilian, der endnu engang hyldes med stående ovationer. Han har befæstet sin position i ISS top3 og modtager for sjette gang ”Rolex-prisen”. Det gør også Portugals Luis Andrade, som Eric Rylberg kalder streetsmart.

”Luis og jeg kender ikke bare sandheden – vi skaber den selv, i dagens sidste timer. Du er en djævel, men en djævel jeg elsker,” siger han.

Og der er indonesiske Houtman Simanjuntak, stjernen over den alle, som år efter år efter år laver fantastiske resultater i Indonesien. Han har tidligere på sit fløjlsbløde engelsk fortalt mig, hvordan hans største fornøjelse er at se folk vokse. Han er kendt for sine træningsprogrammer, der både er jobtræning og ISSination, som han kalder det. Han har også fået ansvaret for ISS Malaysia, som var et rodet foretagende, men nu er i stærk vækst. Hvordan gjorde du, havde jeg spurgt.

”Først knuste jeg deres hjerter. Jeg sagde, at hvis de ikke troede, vi kunne vokse og troede på vores strategi, så var der ingen grund til, de blev i virksomheden. Because why? Det er vores ansvar at sørge for, at fremtiden er lys for vores ansatte. Det kan den kun blive, hvis virksomheden vokser.”

Houtman, som altid kun omtales med fornavn, for alle i ISS ved, hvem han er, får sin sjette Rolex-pris og bjørnekrammer hele sit team.

Breitling-klubben får tre nye medlemmer, Gerard Brand fra Holland, Bjørn Nilsen fra Norge og Kris Cloots fra Belgien – ”I er de fyre, der maler ISS åh-så-blå,” siger Rylberg, inden han slutter af med at takke alle for deres enestående loyalitet overfor ham i et vanskeligt år, hvor virksomheden blev solgt.

”Jeg sagde til en avis for nyligt, at jeg elsker ISS. I er årsagen til det!”

Jeg kigger rundt i salen på de kinesere, brasilianere, finner, indonesere, portugisere, argentinere, israelere, englændere, spaniolere, schweizere, nordmænd og danskere, jeg har mødt og forstår ham.

”Og så er man historie…”

Erik Sørensen er den diskrete nøgleperson bag salget af ISS og Chr. Hansen. To mega-handler, der indbragte over 30 mia. Kroner. Læs inside-beretningen om Erik Sørensens sidste og højst dramatiske halvår i dansk erhvervsliv.

”Stolt? Det vil jeg ikke sige, jeg er. Jeg havde været mere stolt, hvis ISS ikke var blevet solgt, og vi havde været godt på vej med Route 101-planen. Og hvis vi havde fået Chr. Hansen spaltet, så der havde været et børsnoteret Chr. Hansen og et børsnoteret ALK, som hver især kunne udvikle sig. Så havde jeg virkeligt sagt WAUW! Men jeg har det sådan; han mistede gården – han solgte jorden! Og der hvor jeg kommer fra i Jylland, er det meget slemt. Det er nogle værdinormer, der er helt rodfæstet i mig, så har jeg det følelsesmæssigt problematisk med at have solgt ”slægtsgårdene”, som seks generationer før mig har arbejdet hårdt for at gøre bedre og stærkere. Min hjerne har sagt, det var godt; at det var min opgave at lave aktionærvalue, men emotionelt har jeg ikke brudt mig om det.”
Man skulle ellers mene, at Erik Sørensen har 30,3 mia. grunde til at være stolt. For så mange kroner indbragte salget af de to virksomheder, han stod i spidsen for. Først blev ISS, hvor han var bestyrelsesformand, solgt for 22,1 mia. kr. og kun en måned senere blev Chr. Hansens kerneforretning, ingrediensdelen, solgt for 8,2 mia. kr. Men stolt er han ikke.
”Derfor er det nok også godt, at sådan en som jeg går på pension. Jeg vil jo helst tage udgangspunkt i virksomheden, udvikle den og skabe værdi den vej – selvfølgelig med skyldig hensyntagen til aktionærerne. Det er den måde jeg kan på, i modsætning til det, som hele corporate governance-debatten har fremelsket, at man først og fremmest tager udgangspunkt i aktionærerne, og så kommer virksomheden i anden række. Det, jeg har syntes var sjovt, har været at udvikle en virksomhed med den lange kikkert,” siger Erik Sørensen, der benytter lejligheden til at sige helt farvel til dansk erhvervsliv. Ikke så meget som en eneste lille bestyrelsespost beholder han. Men inden han smutter, har han lovet lige at fortælle om sit sidste og højst ejendommelige halvår i dansk erhvervsliv; om at være tovholder i to meget forskellige mega-virksomhedssalg. Det ene langstrakt og minutiøst forberedt, det andet som et lyn fra en klar himmel.
Historien tager sin begyndelse for et år siden. På det tidspunkt havde Erik Sørensen gennem tre år arbejdet på en opsplitning mellem ingrediensdelen og den stadigt mere succesfulde allergiforretning, ALK. Men i august meldte Chr. Hansens hovedaktionær, Lundbeck-fonden, ud, at man ikke ønskede at være langsigtet ejer af ingrediensforretningen. Den skulle sættes til salg.
”Vi hyrede Carnegie som rådgiver og begyndte at arbejde på et informationsmemorandum, som er det første, man sender ud i sådan en salgsproces. Det er en meget detaljeret beskrivelse af virksomheden – en slags salgsopstilling. De fire mand i managementteamet med Lars Frederiksen, der nu er adm. direktør, i spidsen blev involveret – det var dem, der skulle tage det store slæb, og det var dem, der skulle flashes, for de var en del af prissætningen, som en god ledelse altid er. Deres salgsevner og troværdighed ville få prisen på virksomheden op. Selv skulle jeg ikke sælges, og kunne derfor være neutral og sidde sammen med bestyrelsesformanden og næstformanden i den trojka, der styrede processen,” fortæller Erik Sørensen.

24. november: Chokket

Kommunikationen var forberedt meget nøje, så alle medarbejdere over hele verden blev informeret samtidigt. Aftenen inden var jeg ret nervøs, for selvom min hjerne sagde, at det var det eneste rigtige givet omstændighederne, følte jeg inderst inde, jeg forrådte noget. Jeg stillede mig op i kantinen foran 500 medarbejdere, hvor mange der havde tårer I øjnene. Det kom som et chok for alle. Jeg fortalte, hvordan jeg selv havde oplevet det. Hvor svært det var; at der ikke var noget at gøre ved det, at Chr. Hansen ville blive ved med at eksistere, og at vi ville sælge den så dyrt, at uanset hvem, der købte, ville de passe umanerligt godt på den. Det var en meget emotionel dag.
I december og januar tager managementteamet på roadshow hovedsageligt i London for at præsentere Chr. Hansen for potentielle købere.

Uge 4 Kodenavn: Kontiki

Budfristen udløb 31. januar, og der var 28 interesserede købere. Det var vi glade for, for det bliver jo også et game og noget performanceorienteret; hvor mange kommer der? Hvor meget vil de byde? Af flere blev vi karakteriseret som en juvel – a jewel asset – og det var da dejligt, når det nu ikke kan være anderledes. Hvert bud fyldte et stort ringbind, så vores finansielle rådgiver, Carnegie, læste dem alle igennem og systematiserede dem, så de var sammenlignelige.
Salgsprojektet som jo for en stor del var hemmelig, havde vi givet kodenavnet; eller rettere det havde arvet kodenavnet Kontiki fra det gamle spaltningprojekt, som var virksomhedens opdagelsesrejse.

Uge 5: Trojkaens valg

Trojkaen udvalgte otte meget solide budgivere, som kom med i anden runde.
Der var tre lige væsentlige kriterier: Hvem kunne med størst sandsynlighed gennemføre en transaktion, og f.eks. ikke give for store give problemer med konkurrencemyndigerne; hvad ville man med virksomheden, og hvor meget ville man betale.

Uge 6: I øvelokalet

Managementteamet øvede deres præsentation, til vi alle var ved at brække os. Det er en meget forfærdelig proces at skulle høre sig selv så mange gange sige det samme, men det er vigtigt, at historien er fuldkommen ens hver gang. De holdt 10 generalprøve med Carnegie, indtil alt sad som det skulle.

Uge 7: 12-timers seancer

Mens jeg passede den daglige forretning, startede mine kolleger i direktionen et intenst præsentationsforløb. Der var en seance med hver af de otte budgivere fra kl. otte om morgenen til kl. otte om aftenen. Det skulle foregå diskret, så vi havde lejet en suite på Hotel Hilton, hvor direktionen kunne give sin detaljerede gennemgang af virksomheden – der er mange forskellige produkter, der skal fortælles om, vi opererer i 130 lande, og de skal give en gennemgang pr. land. Så hvis man forestiller sig en matrix med så mange lande gange så mange produkter, så går der let 12 timer. Dagen efter var endnu en 12 timers seance, hvor budgiverne kunne stille spørgsmål til direktionen. Derefter havde de krav på 14 dage i et af de to datarum, som hver indeholdt mere end godt 100.000 dokumenter; kontrakter, konstruktionstegninger fra fabrikker, kundelister, grundvurderinger, ejendomsvurderinger – alt, hvad der er skrevet ned omkring virksomheden. Datarummene, som var på størrelse med en hotelsuite, var placeret hos vores advokat, Bech-Bruun Dragsted, og der var lavet to helt ens rum, så to potentielle købere kunne være der ad gangen uden at møde hinanden.

Uge 8: Købere med farvekode

Ud af datarummet kom der byger af spørgsmål – 3.500 grupper af spørgsmål med op til 100 spørgsmål i hver. Alt lige fra væsentlige ting, til hvad størrelse motor der var i vores engelske repræsentanters biler. Omkring 30 medarbejdere i Chr. Hansen brugte halvdelen af deres arbejdstid i en måned på at svare. Vores advokater samlede spørgsmålene og farvekodede dem, inden de bliver sendt ud til Chr. Hansen-medarbejderne, for ingen måtte jo vide, hvem de potentielle købere var, så hver køber fik en farve – der er en green, en pink, en black osv.
For mig var det værste ved salgsprocessen, at man kom i en tilstand, hvor man var på standby hele tiden. Man skal være til stede og klar, hvis der nu sker noget uventet, men der er masser af ventetid, og hele tiden er man er så fokuseret. Når vi de ting, vi skal? Holder vi også vores almindelige forretningsmæssige budgetter? I en salgssituation ville det være forfærdeligt, hvis vi skulle ud og nedjustere, fordi vi ikke har øjnene på bolden på samme måde, som vi plejer. Det fik heldigvis ikke behov for, tvært imod.

Uge 11: En underlig opringning

Chr. Hansen legede rejsebureau og arrangerede over 100 besøg på vores produktionssteder og hos store datterselskaber for køberne. Alene at sørge for at de ikke kom samme sted på samme tid, var en stor opgave i sig selv. Vi bookede også flybilletter og hotelværelser, men de betalte selv.
Så skete der noget underligt. Min sekretær blev ringet op af Claes Dahlbäcks sekretær. Ham kender jeg dels fra min tid i SAS-bestyrelsen, dels fra EQT. Hun fortalte, at han kom fra Zürich på vej til Stockholm og havde et stop i København og gerne ville drikke en kop kaffe med mig. Det sagde jeg ja til. Jeg troede, han måske var ved at købe en virksomhed et sted i verden og ville høre om jeg kendte noget til den. Vi mødtes på Hilton, men skulle ikke drikke kaffe i restauranten. I stedet gik vi op i et mødelokale, han havde lejet, og der sad fem-seks personer. Jeg var meget overrasket. De fortalte, at de gennem længere tid havde tænkt på at købe ISS. Det var jo seriøse folk, så jeg lovede at tale med bestyrelsen. Jeg var næsten grædefærdig, da jeg kørte hjem. Vi havde jo ikke besluttet at sætte ISS til salg, så det var endnu et stød i hjertekulen. Jeg havde været med i den virksomhed så længe og givet så meget af mit engagement, siden jeg kom ind i bestyrelsen to dage før, det rablede i USA i 1996. Jeg havde været næstformand, formand og med til at udpege Eric [Rylberg], og jeg kunne ikke se, det var godt. Det var kun godt for aktionærerne, men hvorfor ville skulle det være godt for virksomheden? Hvad kunne de i konsortiet, som vi ikke kunne selv? Men man må feje følelserne til side og varetage aktionærernes intresser. Jeg ringede selvfølgelig først til Eric, og han havde det på samme måde – den virksomhed betyder så meget for ham, og hvad nu? Selvom vi ikke vidste noget om, hvordan de ville finansiere det, så ved man jo, at private equity fonde forgælder virksomheder helt op til det øverste af skorstenen. Det er den måde, de opererer på, og nok har vi hele tiden været aggressive på forretningen, men finansielt har vi været konservative, så hvad nu?

Uge 12: Hemmelige påskemøder

ISS-bestyrelsen holdt nogle møder i begyndelsen af ugen og blev enige om, at under visse forudsætninger kunne dette her godt være at varetage aktionærernes interesser fornuftigt. Vi hyrede Nordea som finansiel rådgiver, for man er nødt til at holde tungen meget lige i munden. Der er så mange spilleregler, der skal overholdes, så mange muligheder for fodfejl, og der er stort ansvar for en bestyrelse i sådan noget – det er masser af milliarder af kroner, det handler om. Den 23. marts mødtes bestyrelsen så med repræsentanter fra konsortiet inde hos ISS i Bredgade. Stemningen var underlig. Der var noget uafvendelighed over det. Konsortiet kunne jo gøre, hvad der passede dem – de kunne bare stange et bud ud på fondsbørsen. Men de havde sat som betingelse, at de ville have bestyrelsens fulde opbakning til salget. Efter at have hørt på dem vidste vi, at de var seriøse, og at de kunne gennemføre transaktionen – noget der er meget vigtigt, for hvis man sætter alt det her i værk, og det ikke kan gennemføres, så kan sådan en virksomhed falde fra hinanden. Bestyrelsen besluttede, at vi ikke havde andet valg, end at se på det her, fordi gevinsten var så stor. Eric og jeg fik mandat til at forhandle. Det var i påsken, hvor jeg skulle have slappet lidt af fra alt det, der foregik på Chr. Hansen. Jeg tænkte selvfølgelig; hvorfor fa’en skulle det være lige nu? Jeg var da træt af det, og følelsesmæssigt var det et enormt blow.
Eric og jeg mødtes hos ISS’ advokat, Kromann Reumert, skærtorsdag tidligt om morgenen. Vi linede vores betingelser op: Vi ville have en klar udmelding fra konsortiet om, at de ville fortsætte ISS’ allerede fastlagte forretningsstrategi, fordi det var den rigtige; at de ville leve op til alle betingelser, for så vidt angår obligationsejerne; at de ville fortsætte med den ledelse, der var, og at de ikke ville lave due diligence. Og så skulle prisen selvfølgeligt op. Det var et meget langvarigt forhandlingsforløb med masser af ventetid ind imellem. De var to parter, der hele tiden skulle blive enige, og den ene part skulle, som det er typisk for amerikanere, hele tiden hjem og spørge. På grund af tidsforskelle tog det sin tid. Vi var hos Kromann Reumert hele dagen torsdag og fredag; læste aviser, spiste bananer, drak kaffe og fik sandwiches bragt ind udefra. Vi gik ingen steder, for det, vi frygtede mest, var, at nogen opdagede noget; at der pludselig gik rygter, og det kom ud af kontrol. Vores biler holdt i en parkeringskælder, så ingen kunne se dem og få mistanke om noget.
I pauserne diskuterede vi bl.a. ledelsens optioner – værdien af ISS ville have meget at gøre med, at der var en intakt ledelse, og hvordan sikrede vi det? I en branche hvor al kontinuiteten ligger i medarbejderne – der er ingen fabrikker og ingen produkter – hvordan fastholder vi så specielt dem i Bredgade. Der var i det hele taget en masse ting at gøre, for det her var ikke forberedt ligesom Chr. Hansen-salget.

Uge 13: Et fair tilbud Mandag blev vi enige med konsortiet og sagde, at på de her vilkår vil bestyrelsen kunne anbefale et salg, hvis ikke vi fik andre og bedre bud. ISS’ IR-chef blev kaldt ud til Kromann Reumertfor at lave fondsbørsmeddelelse med det samme, for det skal man. Den kom ud midt om natten.

Dagen efter holdt vi pressemøde i Bredgade for at orientere alle på en gang, så vi slap for at tale med journalister hele formiddagen – i princippet var der jo ikke så meget at sige.
Vores rådgivere fra Nordea gik i gang med at lave en redegørelse for tilbuddet, en fairnessopinion, som var en ordentlig moppedreng, hvor de på sidste side nåede frem til, at tilbuddet var fair.

Uge 15: Kun klapsalver hørtes

ISS-bestyrelsen udsendte sin redegørelse om fordele og ulemper ved købstilbuddet. Fordelen var pengene – tilbuddet lå 31 pct. højere end dagskursen, ulempen var, at hvis man solgte, ja så havde man ikke sine aktier mere! Vi kom ikke med en anbefaling, for der kunne jo nå at komme andre og bedre bud.
Dagen efter var der ordinær ISS-generalforsamling ude i Bella Center, og jeg havde forberedt mig på, det kunne blive følelsesladet; at der ville komme aktionærer på talerstolen og sige noget om, at ihh ISS havde i 100 år været flagskibet i Danmark indenfor service- og lavtlønsområder. Men der kom ikke en lyd – andet end man klappede. Det var jeg faktisk skuffet over.

Uge 16: Sweepstake uden vinder

Den 22. april udløb budfristen på Chr. Hansen. Vi var spændt på, om der var nogen, der havde trukket sig – det var der ingen, der havde, spændt på hvad vil de give, og hvad deres betingelser var. Vi havde lavet en sweepstake i ledelsen om det, men der var ingen af os, der gættede rigtigt.

Uge 17: Fransk pragmatisme

Vi havde lavet en købekontrakt, der fyldte tre ringbind og var mest interesseret i de budgivere, der stort set kunne acceptere den, som den var. Vi besluttede os for PAI Partners, fordi de sagde; vi kan forhandle det færdigt på to dage ved at bruge fransk pragmatisme. Der var ingen af os, der vidste, hvad fransk pragmatisme var, men det skal jeg love, vi fandt ud af. Forhandlingerne foregik mest mellem advokaterne. Køber og sælger så stort set ikke hinanden. Vi havde 10-20 advokater, der arbejdede i døgndrift den uge, og allerede om fredagen kunne vi udsende fondsbørsmeddelelse om, at vi havde indgået en betinget salgsaftale. Den var betinget af, at en ekstraordinær generalforsamling i Chr. Hansen ville godkende den, og af at konkurrencemyndighederne ville sige ok. Det meste af den uge sad jeg sammen med Jørgen Worning i et rum hos Bech-Bruun Dragsted og læste aviser, spiste bananer og slik og drak kaffe – alt for meget kaffe. Det var advokaterne, der var hektiske, mens vi ventede. Der kunne gå en time, så kom der en og sagde; vi mangler at få skrevet en serviceaftale, fordi varmecentralen oppe i Hørsholm skal levere varme til ALK! Så kontaktede jeg ALK og fik det skrevet ned – alle sådanne detaljer skal være i orden. Det er derfor, der er så mange advokater inde i billedet, for djævlen er i detaljen. Det var sådan en særlig tilstand, man var i derinde. Man sad og kiggede ud ad vinduet ud på Langelinje, men ens hjerne var fuldstændigt koncentreret om denne ene ting, så man var klar til at springe op af æsken og få tingene lavet, når der kom noget og så ellers hoppe tilbage i æsken igen.
Fredag eftermiddag skrev vi under. Vi havde en fondsbørsmeddelelse klar, for det havde vi også fordrevet ventetiden med, ligesom vi havde forberedt den interne kommunikation. Vi fik et glas champagne hos advokaterne, gav hinanden hånd og så tog folkene fra PAI hjem til Paris. Det var en lidt mærkelig stemning; sådan lidt nå-det-var-så-det!. Man kunne godt have haft behov for, at der var en markering af, at det var en stor ting. Men sådan gør man åbenbart ikke. Inderst inde havde jeg også lidt dårlig samvittighed, for jeg havde jo solgt en del af arvesølvet.

Uge 21: Så er man historie

Der kom kun omkring fem aktionærer til den ekstraordinære generalforsamling i ISS. Med så ualmindelig en dagsorden som et salg kunne man da godt forestille sig, at der ville komme mange flere. Det var en underlig dag for mig. Det ene øjeblik var jeg formand, det næste gik jeg ud af døren, og så var jeg færdig med den virksomhed i praksis – så er man historie!

Uge 22: En flad fornemmelse

Den ekstraordinære generalforsamling i Chr. Hansen var lidt af et antiklimaks. Jeg havde regnet med, at der ville komme nogle hele-Danmark-bliver-solgt-til-udlandet-indlæg, men nej – intet! Selvom der vel var 400 aktionærer til stede. Det var bare godt. Det var lidt en flad fornemmelse.

Uge 30: 8.200.000.000 minus 21.000

29. juli var der closing på Chr. Hansen-salget. Vi mødtes med Pai Partners inde hos Bech-Bruun Dragsted, skrev under og fik en bekræftelse på, at pengene var overført til vores konto i Danske Bank. Der manglede godt nok 21.000 kr. Der gik lidt tid med at finde ud af, hvordan det var sket, og vi blev enige om, at dem kunne de overføre om mandagen. Så skålede vi i champagne igen, og det var det. heller ikke her holdt vi nogen Ingen middag eller anden markering af begivenheden.

Uge 33: Friheden venter

Nu skal jeg til at leve livet impulsivt. Fra at andre har bestemt, hvad der skal ske med min tid, skal jeg nu selv bestemme det, og jeg vil, som amerikanerne siger; roll with it, og se hvad der sker. Det har jeg ikke engang prøvet som ung. Jeg har brugt hele mit liv på at drive virksomhed – 25 år på Novo, ti år i Chr. Hansen og jeg været i mange bestyrelser. Hvis ikke ISS var blevet solgt, var jeg nok fortsat der, og havde vel også valgt at få et par andre bestyrelsesposter, så jeg kunne være en bedre formand og mere tunet ind. Men nu har jeg pludselig mulighed for at prøve noget helt andet, så jeg har ingen planer om en bestyrelseskarriere overhovedet. Jeg har nogle ideer om, at jeg vil være havmiljøaktivist, at jeg vil begynde at kunstfotografere igen, og jeg skal være sammen med min familie, som er skræmt til døde ved tanken. Altså John Lennon sagde; at livet er, hvad der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Nu vil jeg bare se, hvad der sker og håbe, at jeg kan fortsætte den luksus, jeg altid har haft, nemlig kun at gøre noget, jeg kan have hjertet med i 100 procent og gøre med god samvittighed.

 

Salgsforløbet i tal
Det tog rundt regnet 365dage fra beslutningen var truffet til Chr. Hansens ingrediensdel var solgt. ISS var en lynhandel – 84 dage gik der fra bestyrelsen fik købstilbuddet til virksom-heden var afnoteret på fonds-børsen. ”Salgsopstillingen” for Chr. Hansen, Informations-memorandum’et, blev trykt i ca. 50 eksemplarer. 22havde lagt et bud på Chr. Hansen, da fristen udløb. 2 datarum blev etableret med100.000 dokumenter fra Chr. Hansens ingrediensforretning. Kopieringsregningen lød på over 1.000.000 kr. 30 medarbejdere brugte en måned på at svare på 3.500grupper af spørgsmål med op mod 100 spørgsmål i hver. Ved begge salg kom 40 års træning i at undertrykke sine følelser Erik Sørensen til gode. Det kostede otte budgivere omkring 20 mio. kr. hver til rådgivere og konsulenter at være med i anden budrunde om Chr. Hansen. De tog på 100 sitevisits på 20forskellige steder. Der manglede 21.000 kroner, da PAI Partners havde overført købesummen på 8,2 mia. kr. men de kom 3 dage senere. Omkring 500 aktionærer dukkede op til ISS’ ordinære generalforsamling. Færre end10 kom til den ekstraordinære.

 

Tidslinje
  • Aug-nov – CH Informationsmemorandum udarbejdes
  • 24. nov. -CH Ingrediensdelen sættes til salg
  • uge 5, 31/1 – CH budfristen udløber – 28 bud kommer ind CH budene sorteres – 8 vælges ud
  • uge 7, – CH managementpræsentations-marathoner begynder
  • uge 9, – CH – ES på forretningsrejse til USA
  • uge 10, 10/3 – ISS – årsregnskab
  • uge 11, CH – budgivere indleder på sitevisits
  • uge 12, 23/3 – ISS – EQT og Goldman Sachs præsenterer sin plan for bestyrelsen.
  • 24-28/3 – ISS – forhandlingsmøder med konsortiet
  • uge 13, 29/3 – ISS – købstilbud offentliggøres
  • uge 14, CH – ES indvier nyt datterselskab i Columbia
  • uge 15, 12/4 – ISS – bestyrelsen sender sin redegørelse
  • 13/4 – ISS’ ordinære generalforsamling
  • uge 16, 22/4 – CH budfrist for de 8 udløber
  • uge 17, 26/4 – ISS – kvartalsrapport
  • 27/4 – CH – bestyrelsen beslutter at forhandle med PAI Partners
  • 27/4 – CH – halvårsregnskab
  • 27/4 – ISS – bestyrelsen udsender sin anbefaling af salget
  • 29/4 – CH Ingredienser solgt for 8,2 mia. kr. til PAI Partners
  • uge 18, 3/5 – ISS – købstilbud udløber
  • uge 19, 9/5 – ISS – best. sælger sine aktier til konsortiet (ES 1,8 mio.)
  • 9/5 – ISS – 91,55 pct. af aktionærerne har accepteret tilbuddet
  • 13/5 – CH – indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
  • 13/5 – ISS – fondsbørsmeddelelse, best. fastholder anbefaling af salget
  • 13/5 – ISS- indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
  • uge 21, 27/5 – ISS – ekstraordinær generalforsamling Bredgade CH – ES på forretningsrejse til USA
  • uge 22, 31/5 – CH – ekstraordinær generalforsamling vedtager salget
  • uge 24, 14/6 – ISS – anmoder om afnotering
  • uge 30, 29/7 – CH – salget closed
  • uge 33, 16/8 – CH – ES afskedsreception

©Hanne Sindbæk

En aften i Godt Selskab

Her kommer ellers kun de udvalgte – de 250 medlemmer af Videnskabernes Selskab – men en aften i april fik jeg lov at komme inde bag de lukkede mahognidøre. Læs om det belærde forum, der afgør, hvem der bestemmer over brygger Jacobsens Carlsberg.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, i daglig tale blot Videnskabernes Selskab, er en klub, hvor man møder folk, der ved alt om kvartærgeologi, trilobiter, helioseismologi, sociolingvistik og koptologi. Bare for at tage nogle få eksempler. Det er et sted, hvor man rask væk bruger ord som rekursion, décharge og approbere. Det er ikke et sted, hvor siger: “Jeg fattede ikke en bjælde!” men, hvis det er tilfældet, i stedet: “Vi mangler et adækvat sprog!”

Det er ikke her, man møder toppen af dansk erhvervsliv. Eneste undtagelse er Lundbecks Claus Bræstrup, der har været medlem siden 1984. Når BNY alligevel har trængt sig på og fremprovokeret en invitation til sæsonens sidste møde i dette distingverede selskab, skyldes det, at lige netop denne kreds har afgørende indflydelse på en af landets største virksomheder, nemlig Carlsberg.

Den gamle brygger Jacobsen var så stor en fan af Videnskabernes Selskab, at han ikke blot byggede det et pompøst palæ, og til evig tid gav det gratis råderet over alt andet end stueetagen, hvor han puttede Carlsbergfondet ind som sådan en slags vicevært. Men bryggeren havde også så stor tillid til, hvad der uomtvisteligt må være nogle af landets klogeste hoveder, at han mente, at ingen bedre kunne sørge for at hans virksomhed blev drevet ordentligt, når han engang selv ikke var mere. Derfor besluttede han, at det er Videnskabernes Selskab, der blandt sine medlemmer skal vælge de fem mennesker, der har det afgørende ord i Carlsberg. De fem udgør direktionen i Carlsbergfondet, der ejer aktiemajoriteten i bryggeriet, og de udgør derfor også grundstammen i Carlsberg A/S’ bestyrelse.

For at finde ud af, hvad det er for et selskab, står jeg altså her foran palæet, der ligger som en ø med frit udsyn på en ellers tæt pakket H. C. Andersens Boulevard i København. Det er torsdag den 29. april, klokken er 19, mahognidøren er tre meter høj, og jeg spekulerer på, hvordan man begår sig i en forsamling, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at man har en doktorgrad. Trøster mig med, at det vel altid virker forsonende, hvis man i det mindste erkender sin egen uvidenhed. Jeg overvejer også, om jeg burde have nappet en middagslur, for programmets højdepunkt ser ud til at være et foredrag om “stoppeevnen af kernestof”, og det ku’ være kønt, hvis man sad der som gæst og snorkede højlydt.

Jeg ku’ ha’ sparet mig disse bekymringer. De holder også kun igennem turen op ad den statelige marmortrappe, forbi et stort voluminøst guldindrammet maleri af den gavmilde brygger, ind i mahognielevatoren, hvor man trykker på et skinnende messingskilt for at blive ført op til selskabets mødesal. For straks jeg træder ind i gemakkerne (et ord, der er i fuld harmoni med stedets arkitektur og indretning), kan jeg mærke, at her er rart at være. Her er et rum fyldt med dedikerede og engagerede mennesker, der er åbne og nysgerrige. Stemningen er hyggelig, ja faktisk jovial, og står i kontrast til rummenes alvor og patos. Den store mødesal domineres af et enormt maleri, P. S. Krøyer lavede i 1896-97 af samtlige selskabets medlemmer. Rummet er delt i to: På den ene side i en svag halvbue af mahogniborde med sorte komfortable læderstole sidder medlemmerne af den humanistiske klasse, på den anden medlemmerne af den naturvidenskabelige klasse, og i midten residerer præsidiet med præsident og sekretær for bordenden.

En vægtig meddelelse: Mødet indledes med et indlæg fra hver af klasserne. En meddelelse, kaldes det, men det er faktisk et foredrag. I aften gælder humanisternes “meddelelse” fyldige mindeord om litteraturforskeren Elias Bredsdorff, der var medlem fra 1980 til sin død i 2002. I et selskab, hvis gennemsnitsalder er godt over de 60 år, er mindeord en hyppigt tilbagevendende begivenhed.

Jeg kigger lidt rundt, og imponeres af, hvad jeg ser: Der er en doktorring i guld, der sidder atomfysikeren Ben Roy Mottelson, der fik Nobelprisen i 1975 sammen med Aage Bohr, og der sidder den 93-årige dr.phil. Eli Fischer-Jørgensen, der i 1968 som den første kvinde blev valgt ind i selskabet. Nej, det er ikke rigtigt, men hun var den første efter Madame Curie!

Jeg ser også noget andet. Mens dr. phil. Per Øhrgaard (der i øvrigt er medlem af Carslbergfondets direktion) fortæller om Elias Bredsdorffs mange fortræffeligheder, kan jeg ikke lade være med at brygge lidt på en morsomhed om medlemmernes udseende – noget med dansk herremoderåd og en uoverkommelig opgave. Men så bliver jeg ærlig talt lidt træt af mig selv, for egentligt er det helt vidunderligt og befriende med den mangfoldighed. Kun ca. halvdelen er i en form for jakkesæt, den anden halvdel dækker et bredt spekter af stilarter. Videnskabernes Selskab er sådan et sted, hvor man kan gå med butterfly. Men det er også i orden med ternet skovmandsskjorte, fleece-trøje, skotskternede pullovere, eller de akademiske klassikere: Fløjlsbukser, tweedjakke og rasende fornuftige sko. Og der er frisurer i alle afskygninger undtagen den hippe kokkebarberede. Der er den naturligt skaldede, munkeissen med kort hårkrans, som stritter i alle verdenshjørner, velfriserede sideskilninger, bølgende bagudstrøgede lokker og vildmandsmanker a la Einstein. Og der er flere fuldskæg, end selv dansk piberygerlaug vil kunne mønstre.

Da Elias Bredsdorff er mindet med to minutters stående stilhed, er det tid for den naturvidenskabelige meddelelse. Den kommer fra Niels Bohr Institutets tidligere leder, Ole Hansen, og handler om “stoppeevnen af kernestof”, som han har forsket i gennem 20 år. Og her må jeg beklage over for læserne: Jeg kan ikke forklare, hvad det går ud på! I mine noter har jeg understreget, at Ole Hansen og hans forskerhold har påvist, “at rapiditetsstopning og komplet stopning er proportional, men at baryon-tallet heldigvis ikke ændres”, så det har lydt som det vigtigste, og længere kommer vi ikke her. Adskillige i selskabet kommer ikke engang så langt, men får sig en lille skraber. Det skyldes faktisk ikke så meget emnet og dets kompleksitet, for sjældent har jeg dog forstået så lidt og været så underholdt på samme tid. Ole Hansen springer rundt som en trold og krydrer de matematiske formler med historier fra det virkelige og mere forståelige liv. Kernestoffets fuldkomne stopning illustreres med et foto fra et total tog-kollision, mens rapiditetsstopning, der må være en form for stærkt nedsat hastighed, illustreres med en anden togulykke, hvor lokomotivet er kørt igennem stationsbygningen og fortsat ud på vejen.

Så når man let falder fra og hen, har det mere at gøre med, at temperaturen i rummet nærmer sig 30 grader, og nok er luften er tyk af intelligens og ånd, men den er fattig på ilt og falder mod et “Houston we have a problem”-niveau.

Nyt Carlsbergmedlem: Efter meddelelserne går den ikke længere – kun ærværdige og fuldgyldige medlemmer af selskabet må overvære behandlingen af forretningssagerne. Så jeg går uden for døren og ind i det gule rum, der er humanisternes klasseværelse. Her kan jeg beundre interiøret så som gamle malerier af selskabets tidlige præsidenter, Christian VIII’s forgyldte armstol og en smuk bog med Rigmor Mydtskov-fotos og kalligraferede biografier over hvert enkelt medlem.

Imens vælger selskabet ny sekretær efter kernefysikeren Ole Hansen, der bliver 70 år og går af efter fem år på posten. Sekretæren er den person, der har ansvaret for selskabets daglige ledelse. Og der er blevet lobbyet grundigt i kulisserne i de måneder, udvælgelsesprocessen har stået på. Men der har åbenbart været grænser for studehandlernes succes, for der er i hvert fald kampvalg. Vinderen bliver dr. scient. Henrik Breuning-Madsen, der har naturgeografi som sit speciale. Han får 36 stemmer og dermed fast kontor i det fornemme palæ.

Afstemningen er hurtigt overstået, og jeg får selskab af Carlsbergs bestyrelsesformand og formand for Carlsbergfondets direktion, Povl Krogsgaard-Larsen. Han er sendt uden for døren, mens man diskuterer, om han skal genbeskikkes som medlem af Carlsbergfondets bestyrelse. Jeg når kun lige at fotografere ham og få kommentaren: “Nej jeg er da ikke nervøs – mon ikke det går?” Så er han allerede genbeskikket.

Ind med ham igen. Ud kommer i stedet Flemming Besenbacher. Han er 52 år, fra Århus, dr. scient og hans fagområder er faststoffysik, overfladefysik og heterogen katalyse. Meget skal gå galt, hvis han ikke fra januar 2005 er det nye medlem af Carlsbergfondets direktion og dermed af Carlsberg A/S’ bestyrelse. Indtil da besættes den post af Torkild Andersen, men han fylder 70 år i år og skal derfor forlade såvel fond som bestyrelse. Flemming Besenbacher er Carlsbergfondets direktions egen opfindelse og den eneste kandidat. Efter reglerne er han blevet foreslået for Videnskabernes Selskabs Præsidium, som har drøftet hans kandidatur og nikket. I aften bliver han – også efter reglerne – foreslået i plenum. Siden skal det behandles endnu to gange, før han kan udpeges. I aften er det dog overstået hurtigere, end man kan nå at sige laboremus pro patria.

Intellektuelle vitser: Ved den sidste del af mødet får jeg lov til at snige mig ind igen. Her behandles punkter som, hvem der skal vælges ind i hvilke legatbestyrelser, hvem man skal tilbyde Knud Sands Legats fribolig, og hvad der er på programmet til efterårets offentlige foredrag. Under “meddelelserne” lyttede man opmærksomt, men nu er stemningen mere løssluppen, og der hviskes intellektuelle morsomheder i krogene. Ved sidste møde underholdt dr. phil. Mogens Herman Hansen f.eks. sin sidemand med et af sine mytologiske limericks:

“Under Kronos gik alting så godt
Han kastrered’ sin far og blev drot
Han knepped’ sin søster
når han fik sine lyster
og børnene slugte han råt”

 

Det er morsomt i sig selv – og uartigt, men sjovere er det selvfølgeligt for dem, der har et godt kendskab til græsk mytologi og ved, at Kronos kastrerede sin far Ouranos, befriede titanerne, tog magten i universet og giftede sig med sin søster Rea. Hende fik han seks børn med, som han åd af frygt for, at de ville tage magten fra ham undtagen Zeus, som Rea skjulte.

Mødet er ikke bare sæsonens sidste – det er også det sidste under ledelse af selskabets præsident gennem otte år, professor dr.litt. Birger Munk Olsen, som takker af efter at have “ledet 111 møder, kun været fraværende ved ét og så vidt jeg ved ikke faldet i søvn ved nogen – det skyldes måske projektørerne på præsidiebordet aldrig bliver slukket!”

Fællesmødet slutter og selskabet deler sig i de to klasser, hvor man har sine egne, korte, dagsordner. Naturvidenskabsfolkene bliver i den store mødesal, mens humanister fortrækker til det ovale mahognibord i deres gule klasseværelse. Det bliver et hurtigt møde. Der er kun 16 stole og godt 30 medlemmer til stede, så efter navneråb, som det hører sig til i en ordentlig klasse, er det officielle program slut. Fadøl (Carlsberg selvfølgeligt) og snitter venter i det store moderne møderum, der blev indrettet i danish design i loftetagen i 1976. Her går snakken livligt om de runde borde. Man kan sætte sig, hvor man vil – og dog. Seruminstituttets tidligere direktør, den 89-årige dr. med, Jørgen Christian Siim fortæller, at han engang kom til at sætte sig ved atomfysikernes bord og fik at vide, at der hørte han ikke til.

“Men jeg er ligeglad – jeg kommer her for at møde mennesker,” som han siger.

Diskret medlemskab: Bordet bagest i lokalet bliver kaldt “slyngelbordet”. Her holder nogle af arkæologerne hof med tidligere rigsantikvar Olaf Olsen i spidsen, og han er, som så ofte før, en af de sidste der går.

Og snakken går livligt – det er fagsnak, det er kantinesnak, og det er go’ sladder. For den slags er almenmenneskelig – doktorgrad eller ej. Mogens Herman Hansen, der er en førende kapacitet på det klassiske demokratis, område har ligefrem lavet et vers om det også, som han underholder med ved sit bord:

“En forsker, der får sine teser væltet går altid rundt med en kniv i bæltet
Og hvis han tilmed bliver fornærmet
har han også kniven i ærmet
Og synes personligt kun det er lykken
hvis hans kolleger får kniven i ryggen”

 

I hyggelige omgivelser med generøs udskænkning af fadøl kan man få det at vide, ingen taler om, nemlig hvor stort det er at være medlem. Hvor kæmpe en oplevelse det var at få det brev, hvor man blev spurgt, om man havde lyst til at blive blandt de udvalgte få og indtage en plads i selve toppen af Parnasset. Det kan næsten ikke beskrives – ikke engang af folk som disse, der ellers har rigtig mange ord til deres rådighed. Man er heller ikke vant til at tale om det.

“Jeg fortæller aldrig til nogen udenfor, at jeg er medlem – det føles ukorrekt. Måske ville det virke pralende. I hvert fald er det noget jeg holder for mig selv,” fortæller et medlem.

Det er klart, at i et selskab med så mange lærde og indsigtsfulde mennesker med lang akademisk erfaring og succes, er man ikke enige om alting – så langt fra.

Et af de emner, der skiller vandene, er faktisk, hvorvidt det er rimeligt, at Videnskabernes Selskab reelt udpeger Carlsberg A/S’ bestyrelse. En del mener, at det er en vældig god ide – beviset er jo, at det hidtil er gået meget godt for Carlsberg. Men andre – nok et mindretal – er dybt forargede over, at folk, der ikke har spor forstand på eller erfaring fra erhvervslivet, bestemmer over en af landets største virksomheder.

Der er også delte meninger om, hvorvidt selskabet skal reformeres, tage nye udadvendte initiativer og eventuelt få flere medlemmer, og især flere kvindelige medlemmer. I dag er kun 18 ud af de 250 medlemmer kvinder, og “det er meget skævt i forhold til, hvor mange kvindelige grundforskere der er,” fortæller et (mandligt) medlem.

Man kan ikke umiddelbart konkludere, at det er toppen af forskerpoppen, der sidder i selskabet. Ganske vist er der næppe nogen, der er medlem, som ikke burde være det, men der er mange kvalificerede, der ikke er medlemmer, fordi man af pladshensyn har sat et loft på 250.

Sådan er der en evig diskussion mellem den reformvenlige Vitaliseringsfløj, der hovedsageligt udgøres af naturvidenskabsfolk, og Toga-fløjen, som mestendels er humanister. Men diskussionen er godt nok lidt død her kl. 23.45, for de reformvenlige er gået hjem efter en aften i virkeligt godt selskab.

©Hanne Sindbæk

På roadshow med Rylberg

img_0146

 

Fra: Hanne Sindbæk

15. 12. 2003 12:36

Til: Eric Rylberg

 

Kære Eric

Det er jo sådan, at jeg helst skal lave mindst én større historie om året med dig! Og nu har jeg ideen til 2004-artiklen, og så håber jeg, du er med på den.

Jeg vil lave en reportage fra et roadshow. Det er jo noget, der er blevet en fast bestanddel af de fleste toplederes liv, men vi og læserne ved ikke, hvad der egentligt foregår og hvordan. Det er det, jeg gerne vil fortælle…

 

16.12. 2003 kl. 10.13

Han vil godt! Ringede på min mobil. Næste tur er i marts, hvor Rylberg rejser rundt m. årsberetning. Jeg skal med! Må få ham til at forstå, at jeg går efter the full Monty, og har tænkt mig at sove i fodenden af hans hotelseng!

 

Fra: Hanne Sindbæk

13. 2. 2004 14:39

Til: Eric Rylberg

 

Kære Eric

Så nærmer tiden sig for årets roadshow, som jeg sådan glæder mig til at følge oh so close!

Jeg har lige en ekstra bøn, jeg håber, du kan opfylde.

Det vil være rasende interessant for mig at overvære et møde, hvor I diskuterer strategien for, hvordan resultaterne skal præsenteres

Hvad siger du til det?

 

Hæ! Tag den for en test på overdreven åbenhed!

 

16. 2. kl.13.07

Nå. Det blev også et ja. Ikke vant til åbenhed i de doser. Hmm, hvad går det ud på?

 

10.3. kl. 9.45 ISS, Bredgade

Vil ikke komme for sent til åbenhed i store doser. Venter et kvarter i nypoleret lobby m. stor kunst og Kjærholmmøbler.

Underholdning: Tv-skærm med personnavne rullende over : ”250.000 employees and still counting”. Fikst.

 

10.3. kl. 10.05, Rylbergs kontor

Roadshow-crew minus 1 samlet i Rylbergs kontor, der er all mahogany på den moderne måde med kunst skødesløst drysset rundt.

Crew:

Eric Rylberg: Top-guy, showstjerne

Karina Deacon: Afg. IR-chef

Thyge Boserup: Tiltr. IR-chef

Carsten Højlund: IR medarbejder

Mangler: Karsten Poulsen: CFO, co-star der kører sit eget roadshow parallelt med Rylbergs. De tager dog de første par møder sammen for ”at kalibrere budskaberne.”

Showpremiere i morgen. Rylberg ikke nervøs. Er den irriterende elev i klassen, der har fulgt med hele året, og derfor ikke behøver febrilsk at punktlæse pensum, og satse på at hive resten hjem på charmen.

 

10.3. kl. 12.33

So much for åbenhed!

Ikke meget strategisnak v. strategimøde. Trykt årsberetning lå i læg (ligger i øjeblikket i pres efter bogbinding – ISS er gået over til hardback i blåt-er-altid-pænt – man må da håbe best. godkender det i morgen! Ellers bliver der gang i makulatorerne).

Nok se, men ikke læse! ”Vi vil ikke gøre noget, der er imod fondsbørsens regler, det vil det være, hvis du ser eller hører tallene et døgn før fondsbørsen!” Rylberg ubøjelig. Diskuterer i stedet, hvad jeg kan og især ikke kan skrive fra de kommende investor-møder. Glemmer det straks.

Emner Rylberg regner med bliver hotte:

Organisk vækst

Kapitalstruktur

Opkøb

 

Antal emner Rylberg siger, han frygter: 0

Antal emner Rylberg frygter: 1

Han gider ikke tale kapitalstruktur. ”Man kan ikke slå markedet” er Rylbergs mantra.

Det fede for ham er, hvis både regnskab og roadshow bliver en non-event. ”Det kan godt være, det er usexet, men det er heller ikke nogen pornoforretning, vi driver.”

Regnskab skrevet efter Rylbergs dogme-regler:

  1. Undgå brug af tillægsord
  2. Ingen selvvurderinger
  3. Undgå løfter
  4. Skriv om facts
  5. Skriv kort, knapt og korrekt
  6. Skriv om virksomheden
  7. Skriv ærligt om risici
  8. Udstræk ikke konklusioner
  9. Undgå oppustet sprog
  10. Skriv aldrig negativt om konkurrenter eller ”Peer Group”

 

11.3. kl. 13.32 Rylbergs kontor, Bredgade

”Det er et sort marked at komme ud i med regnskabet – se!” Tv-skærmen viser, hvordan morgenens terrorangreb i Madrid har bombet alle KFX-kurserne ned i rødt – undtagen ISS’, som først faldt med syv procent, men efter regnskabsmeddelelsen steg med 12. Bare lidt alm. medvind i markedet ville have pustet kursen højere op.

Ret ØV for ISS, men Rylbergs humør er ikke bear som markedet. Det er nærmest ”sildegodt” (© Rylberg)

 

11.3. kl. 13.53, ISS University, Bredgade

6 ikke særligt strømlinede mennesker fra Streamline sørger for teknik til live webcast af præsentation af årsregnskab. Ser kompliceret ud. Fuglereder af ledningsværk i farver der bestemt ikke matcher mahognigulve og Eames-designerstole.

Rylberg uden premierenerver og i hvid skjorte (hvorfor er det lige, at man kan se, når sådan en har kostet kassen?), som IR-chefen har beordret, fordi ”striber og farver flimrer på skærmen.”

Napper en nysselig lille kage med chokolade og marcipanblomst fra buffetten.

 

Kl. 14.02

Rylberg – nu med Madonna-headset. ”I’ll walk you through the 2003 results”. Det gør han så. På evig rolig vandring gulvet rundt med den ene hånd skødesløst i lommen forklarer han på amerikansk med let dansk accent om det triste erhvervsklima, der prægede 2003, og hvad det gjorde ved ISS.

Englænderne har de fedeste udtryk: Q4 [kju four] er der da mere swung over end fjerde kvartal, gaaab.

Til stede:

22 analytikere og journalister

6 ISS drabanter

6 teknikere

2 stjerner (Rylberg og Poulsen)

Antal webcast-seere:     Ukendt

 

Kl. 14.10.

Får marcipanblomst galt i halsen. Arh hva’ sagde han? Ja, nu vil han altså lige fortælle om firmaets fem største problemer (også det er mere cool på engelsk, hvor man ikke har problemer, men issues). Hvor åbent-agtigt.

ISS’ 5 issues:

Danmark (Helt ny organisation)

Tyskland (Nye ledere importeret fra andre ISS-lande)

Schweiz (Ledelsen skiftet ud)

Damage Control Norge (Landechef skiftet ud)

Health Care (Ledelsen skiftet ud)

Ikke mindst når man taler om issues, skal man vare sig for triggers som kan sende ivrige aktieanalytikere ud af uønskede analysespor. Det gælder om at bruge afdramatiserende vendinger.

Non-event-skabende Rylberg-fraser:

There is nothing new in that…

Don’t read too much into it…

We’ve been completely open about that…

As I said 8 month ago…

Don’t overinterpret that…

There is nothing up my sleeve…

 

Kl. 15.10. Rylbergs kontor

Humør: Højt!

Journalister ringer for kommentarer til regnskabet. Sætter medhør på, den flab, så jeg kan høre kollegers spørgsmål. Er ikke dummere end mine – så langt fra!

Tema i morgendagens aviser: Rylbergs løn. (Står i alle detaljer med bonus, pension, aktieoptioner – the works i regnskabet. Det’ en historie, der er lige til at gå til.)

 

12.3. Kl. 8.00 ISS, Bredgade

På besøg: Storaktionær ATP, 2 pers.

Fra ISS: Rylberg, co-star Karsten Poulsen og Thyge Boserup

Stemning: Kammeratlig

Smalltalk: Flåden af sorte Audier udenfor vinduet. Rylberg har bestemt, at der skal være stil og fælles linje over direktionsbilerne. Derfor kører man kun sorte Audi’er. Det fører lige over i snak om en cost-saving ide, han har, om sammen med en anden virksomhed med lige så stor en bilpark som ISS (13-14000 på verdensplan), at gå direkte til f.eks. VW og få en go’ deal.

Emner dækket: organisk vækst, virksomhedskøb (af bolt-on slagsen), cash conversion (150% i 03, men nu er det bal forbi), offentlige virksomheder i visse lande som dårlige, i hvert fald langsommelige, betalere (noget EU tager fat i), sæsonbetonet virksomhed (landskabspleje og skadedyrsbekæmpelse), makroøkonomiske udsigter, facility service (ny kontrakt med Sonofon i DK), bruttomargin og USA (ikke længere et no no for ISS, men neutral).

 

12.3. Kl. 9.37 Rylbergs bil

Rylberg er Ringenes Herre i sin Audi, som ikke bare er en Audi. Hans har aluminiumsspejle. Ikke for pynt (ellers go’ nok grund), men for at fortælle de andre tabere, at det her er en S6. Det er noget med motoren. Den er stor. Og hurtig. Kan gå fra 0-100 km på 5,8 sek. Det stemmer. Kører på Thorkild Thyrring-måden.

 

12.3. Kl. 9.43 Nordeas danske hovedsæde

I go’ tid. Rigtig go’ tid. Får lov at vente.

Møder: 1 styks velforberedt portfoliomanager, som har skrevet samtlige 148 regnskabssider ud fra nettet, og vil høre om landenes resultater og issues fra en ende af.

Rylbergs rekvisitter: 0 – hvis man ser bort fra den enlige cola light, han lige når at snuppe for næsen af Karsten Poulsen. Tænker på Ninn-Hansen, som spredte frygt, når han mødte op med ingenting i hånden og alting i hovedet. En mand, der kan det, er svær at slå ud af kurs.

 

12.3. Kl. 16.17

Har faret København rundt i sort Audi. Hvorfor har store pengetanke ikke navne, men bogstaver? ATP, PKA – sig mig var der ikke liiige råd til et par vokaler mere.

 

14.3. Kl. 15.37 Gate A11

Rylberg er der allerede. Mangler totalt topchef-evne til at komme blæsende i sidste flyet-venter-nok-på-vigtig-mand-som-mig-øjeblik. Det er vi så andre, der kan.

ISS-følget kommer med senere fly, så det er kun mig og 1 stk. CEO.

Udveksler stress-historier. Det koster at være topchef. Han har prøvet at gå ned, ikke med flaget, men venstre arm, som han en dag fik han pludseligt forbandet ondt i, ”og når man ikke har sovet i tre måneder, begynder det at kunne mærkes – ens tålmoldighedstærskel bliver urimeligt lav.” Fandt aldrig ud af hvorfor. Kan stadigvæk ikke sove på den arm. Så købte han bare en større seng, så armen kan ligge udstrakt. Sådan kan man jo også gøre.

Må huske at købe chauffør for at kurere min køre-bil-selv-fobi.

 

14.3. Kl. 17.40 (UK-tid) Himlen over England

Flymad er morsom – alle de små pakker med hyggelige overraskelser. Rylberg skal ikke have noget. Skal tabe to kilo – den tynde mand – for at blive klar til Berlin Maraton. Løb 35 km på løbebånd i går. Løb i dag med Else Marie, fordi ”hun kan lægge en dæmper på, ellers kan jeg bare blive ved,” forklarer han undskyldende.

Tænker han er en præstationsmaskine. At en virkelig udfordring for ham ikke er et maraton, men et spa-ophold med strenge påbud om at slappe heeeelt af og se samtlige 24 langsomme afsnit af Matador.

 

14.3. Kl. 20.44 Renaissance Chancery Court Hotel, London

Middag for to i loungen. Tager en cigaret. Rylberg tager tændstikkerne. Gammel vane – har taget tændstikker med hjem til sin far fra alverdens hoteller. For otte uger siden døde far’en, ”den prægtige mand”. Rylberg arvede samlingen og har puttet den i en enorm cylinderformet glasvase som mindestøtte over levet liv – både sit eget og far’ens.

Taler om Kommunismen sorte bog og andre ”langhårede” (©Rylberg) hits fra Weekendavisens bogtillæg, som han tydeligt formoder, jeg har læst. Kan man virkelig se P1-agtig ud i stilletter?

 

15.3. kl.7.30 Hotel-lobby

Fan’me tidligt for en fuldblodsjournalist. En CEO har selvfølgeligt trodset sit B-menneske-instinkt og været oppe siden kl. 5 for at stryge skjorte og løbetræne. Er vel nødt til at futte noget energi af, for at kunne virke stenrolig og confident resten af dagen.

Dagens lokale roadshowmanager: Deutche Bank

Bil stillet til rådighed: Sølvgrå Mercedes E

Chauffør: Peter af persisk oprindelse med både pli og træning i executive sikkerhed. Betryggende. SLURP! siger det, så snart bildørene er smækker, så er der centrallåst.

 

15.3. kl.7.47 Deutche Bank, City

Ankommer til morgenmøde inden morgenmaden. Analytikere flokkes om Rylberg, Rajlbørg, som han hedder her. Prøver at få ham til at sige, at dividenden går dramatisk op for 2004 ([ou får] på cool engelsk). ”Vi har sagt den skal stige, ikke drastisk, men gradvist.” Rylberg bruger tricket med at citere sig selv = ”rolig nu, intet nyt under solen.”

Early show populært.

Antal tilhørere: 16 mænd, 2 kvinder

 

15.3. kl.9.38 Merrill Lynch, City

En N/A’er (not applicable), som IR-chef Karina Deacon så poetisk har beskrevet det i rejseplanen. Merril Lynch ikke blevet spurgt om journalistbesøg ok. Rylberg insisterer på, vi forsøger. ”Investorerne taler og taler om corporate governance og åbenhed, så må de også selv give noget.” Det lykkes. Svært at sige nej til CEO live.

 

15.3. kl.11.00

We ask for three minutes silence for the terrorvictims in Madrid,” lyder det over intercom’en. Føles fjollet i lille citronfromagegult mødelokale med blankt mahognibord og butlerserveret kaffe (og diet coke on special request), men opfordringen efterkommes.

 

15.3. kl.12.48 ISS London

Roadshow A-hold, Rylberg/Deacon, mødes med roadshow B-hold Poulsen/Højlund til frokost i virksomhedens London-kontor. Så rent, at man kan spise direkte af gulvet – det er jo ISS.

Localmanager Jim Hayes, der sammen med landechef, David Openshaw har bygget hele London-forretningen op fra grunden (fra 3 til 3.500 mand), er overjoyed over det fine selskab. Han har 1000 ting at fortælle og vise og muligheder, han vil diskutere med topcheferne.

Han kender klogt deres vaner. Så der er Cola Light i rigelige mængder og tre varianter (Cola light LIME! Hvor kom dét nu fra?) og han har omhyggeligt sørget for at maden (små sandwiches og skiveskåret frugt og grønt) leveres af Eaton, så cheferne kan smage vareprøver fra det nyerhvervede cateringsfirma.

 

15.3. kl.14.35 Sølvgrå Mercedes E

Rylbergs humør: Total topklasse

Årsag: Rigtige mennesker i rigtig ISS-verden

Mentalt overskud bruges bl.a. til at grine ad artikel i Børsen, der med mange hvis’er har regnet ud af Rylberg får 15 mio. kr., i afskedsgave, hvis han bliver i ISS til han er 62. Han er 47.

 

15.3. kl.14.44 Legal & General, City

Endnu en investor uden sans for journalister, men vi forsøger. Og dog. Deutche Bank-repræsentanten fortæller, at de har ringet for få timer siden, for at sikre sig journalistens fravær.

Trækker mig.

Man forstår vel, når man er uønsket.

I hvert fald hvis man får det serveret med en klaphammer lige mellem øjnene.

Har pludseligt et langt frikvarter.

 

Ka’ godt være det hedder City of London, men i dér er ikke meget at gøre for en deltids shopaholic. Køber kaffe og bog. Også mere P1-agtigt.

 

15.3. kl.19.05 Renaissance Chancery Court Hotels topklasse restaurant

Middag med ISS’ UK management.

Drinks før middagen er mest en talemåde i ISS-sammenhæng. Rylberg noget så ualkoholisk. Da han er værten, bliver han spurgt til sidst. Tager fusen på alle, der har bestilt colaer og vand. Bestiller hvidvin.

David Openshaw ligner en hård hund i blød indpakning. På hans venstre hånd bærer han chefens kontante påskønnelse af hans indsats for at drive fremtidens forretningskoncept, facility service-markedet frem i UK – et Breitling-ur i 40.000 kroners-klassen.

Middag: Rylberg og Poulsen simultanspiser stor grøn salat (uden NOGEN former for ost) og rød bøf. Rører ikke tilbehøret. Kan ikke fordrage ”champignon og andre ting, der har groet i hønselort.”

 

16.3. kl.8.05 Enskilda, City

Møde med Invesco fund managers. Vil godt vide mere om damagecontrol-forr. i Norge, som havde et dårligt 03.

”Nu lyder jeg som en bedemand, men et godt år er masser af regn og oversvømmelser – det er som en licens til at trykke penge, i en begrænset tid.”

 

16.3. kl.11.30 Morley, City

Også en N/A’er, Rylberg vender til en JA’er. Lader Deacon køre showet – hun ka’ det ligeså udenad.

 

16.3. kl.12.22 Enskilda, City

Det er altså sådan, det er, altid at være den, der kommer i god tid. Har snart ventet i hver eneste lobby i City, og der sker aldrig no… hov, hva’ pokker, det er da…

Hooooooldt stop – jeg skal lige have et billede. Michael Pram is in the house. Som Rylberg er han handelsrejsende i troværdighed. Pram på jeg-behøver-ikke-at-bevise-en-skid-måden. Han løber m. garanti ikke. Slet ikke maraton. Og så ryger han. SÅ menneskelig. Hvis ikke for unaturligt lyseblå outerspace-øjne.

Frokost-møde et tilløbsstykke. Om det er Rylbergs Roadshow eller Pesto Chicken Supreme wrapped in Parma Ham, der trækker, vides ikke. Men kyllingen er go’. Den er fra Eaton. Så either way, vinder ISS.

Rylberg får ikke noget. Han taler. Han er faktisk flyvende nu.

 

16.3. kl.15.33 Deutche Bank Asset Management, City

Hentes af Enskilda-chauffør i sort Jaguar.

Bil har: Stil

Chauffør har: Ikke

Har til gengæld: Personlige problemer, som kun kan løses v. uafbrudte mobiltelefonsamtaler. Ku’ i det mindste sætte medhør på.

Sum af analytikeres anmeldelser af roadshow:

På skala fra 1-10 har Rylberg de sidste tre år arbejdet sig op fra 6 til 8-9. Er bedst sammen med folk, der ved, hvad det handler om. Hader åbne (uforberedte) spørgsmål. Rene 10-taller scores af folk som Ericssons Svanberg og Securitas’ Berglund.

 

16.3. kl.17.05 Fly på vej til Skotland

Rylbergs tilstand: Nærmest lykkelig

Markant stemningsskift i løbet af dagen.

Fra: Lettere sammenbidt

Til: Næsten euforisk.

Kapitalstruktur, tilbagekøb af aktier og andre kursfiksfakserier var slet ikke på dagsordenen. Mens budskabet om mere reelt værdiskabende tiltag som akkvisitioner, organisk vækst indenfor især Facility Service blev godt modtaget.

”Det er en 180 graders vending fra sidste år!”

 

16.3. kl.19.43, Balmoral Hotels Restaurant No.1, Edinburgh

Selskab reduceret til mig, Rylberg og Carsten Højlund, der er årsberetningsslæber, flyombooker og talsufflør. Drinks før middag (mest mig). Tænker det er underligt, at Højlund slæber karrieretaske med til middag.

Forklaring: Indeholder gave.

Til mig!

Gave: Kommunismens sorte bog, som vi talte om 1. aften.

Det er sådan noget man kan i toppen af corporate verdenen. Nok skal man knokle 24/7, men hvis man vil have en bog fra København til London – så får man det! Nu!

Takker for gaven. Og tilliden. (Er lixtal hos franske filosoffer ikke abnormt?)

 

17.3. kl.7.52 Kempen, Edinburgh

Rylberg altid først oppe, først ude, først fremme, først inde i bilen og først ude igen. Ikke en flig af initiativ mistes. Det hedder altså rettidig, ikke førtidig omhu!

 

Rylbergs arbejdstøj:

Jakkesæt: Ermenegildo Zegna

Skjorte: Fra Fashionable på 5th. Av. N.Y. (hvor man får matchende boxershorts pakket i lille pose, så det ligner en dukkepude) m. dobbeltmanchet, selvfølgeligt

Manchetknapper: Guldknude fra Georg Jensen

Ur: Breitling

Slips: Leonard (Rue Saint Honoré i Paris)

Sokker: Boss

Sko: ? men sikkert Church

Stil: Klassisk with a twist

Resultat: Får min stemme i årets bedst-klædte-danske-topchef-konkurrence

 

17.3. kl.9.27 coffeeshop, Edinburgh

Rylberg tjekker som i hver eneste pause mail på uundværlig Nokia Communicator.

”Incentive er gået konkurs! Det er sgu ærgerligt, når man har lagt otte år af sit liv der.”

 

17.3. kl.9.27 XX, Edinburgh

En N/A’er, men kommer med ind mod at love ikke at nævne virksomhedens navn.

Nej jeg siger det ikke!

Så spændende er det altså heller ikke. Men de har en smuk udsigt ud over Edinburgh Castle – det med tattoo’et.

De er ellers go’e på spørgsmålene – meget målrettede. De har som alle andre analytikere deres egen regnemodel, de prøver at få Rylbergs hjælp til at fylde ud, så de kan komme med deres helt eget særlige bud til kunderne på aktiens reelle værdi.

 

17.3. kl.10.56 Scottish Widows, Edinburgh

”Enkerne” har meget passende en enorm buket hvide liljer i receptionen og en stille andægtig stemning ved mødet. Rylbergs engagement usvækket. Har faktisk talt 90 procent af tiden ved samtlige møder.

Antal ? han ikke har kunnet svare på: 0

Antal ? han ikke har villet svare på: Ca. 17. Alle forsøg på at være mere specifik end årsberetningen ang. udsigterne for 04.

 

17.3. kl.12.28 Baillie Gifford, Edinburgh

N/A bli’r til NO! Så får vi prøvet det også. Tager min upassende person med på café og byder den på fish’n chips.

 

Dagens og turens sidste møde er aflyst. Firmaet har fyret 40 analytikere, så der er ikke rigtigt nogen at mødes med.

Livsnyder: Jubii to timer tidligt fri i Ediburgh, lad os kigge på byen og slappe af!

Livsyder: Jubii to timer tidligt fri i Ediburgh, lad os løbe og nå et fly!

Livsyder vinder.

 

Antal fly-afgange ændret: Alle! (Fuld valuta for businessclass-pengene)