Kategoriarkiv: Portrætter

Comeback Kid

Comeback Kid

Så er min nye bog netop udkommet. Comeback Kid, hedder den og det er Anders Samuelsens egen beretning om at være i centrum af nyere dansk histories mest hypede politiske begivenhed, Ny Alliance. Det er fortællingen om opturen fra meningsmålingernes 0 til 15.000 medlemmer på få uger; om magtkampene i partiets ledelse, om nedturen der i årevis var tungt belagt med nul-komma-næsten-ingen procent af stemmerne til genrejsningen af partiet og positionen som landets nye dagsordensættende parti.

Det er en meget personlig fortælling om de mennesker og begivenheder, der er fundamentet for hans politiske drive. Om en elsket men dybt alkoholiseret far, om en hadet dæmonisk stedfar og om en tætvævet familie fra Horsens.

Og ikke for noget, men den fik fem hjerter i Politiken ♥♥♥♥♥, der kalder den “dyb og indsigtsfuld”. Kristian Madsen indledte sin anmeldelse sådan her: “Hele historien står koncentreret i få sætninger i Hanne Sindbæks nye biografis helt geniale anslag: »Jeg har altid villet være som min far. Eller rettere: Jeg har villet være min far. For så ville jeg have muligheden for at rette på på de fejl og svigt, der satte sig så dybe spor hos os, der elskede ham«.”

Uha hvor jeg rødmer…

Hele anmeldelsen kan læses her: Politiken – Bogen kan købes her: Saxo.com – Og lige her kan du læse hele det “geniale anslag” :-)

 

Dead man walking!

Solbakkevej, Horsens, forår 2009

Jeg har altid villet være som min far. Eller rettere: Jeg har villet være min far. For så ville jeg have muligheden for at rette op på de fejl og svigt, der satte sig så dybe spor hos os, der elskede ham. Da han døde, overtog jeg sågar hans hus. Jeg flyttede ind i det med min lille lykkelige kernefamilie for at vise, hvordan dét skulle gøres. Ikke noget med forfald her! Ingen stank af cigaretter og øl. Ikke noget med en far, der hen på eftermiddagen var umulig at komme i kontakt med, fordi han var langt inde i alkoholens tåger. Nej, nu var der kun latter, lykke og lutter lyse barndomme på Solbakkevej.

Jeg er også vadet lige i hans fodspor ind i Det Radikale Venstre og Folketinget. Jeg har klaret mig godt; nok også bedre end ham. Jeg har oven i købet været med til at starte et nyt og – her tror jeg, min far ville være enig – meget nødvendigt parti. Jeg synes, jeg er lykkedes med at leve hans liv, som det burde have været. Men nu står jeg her ved nøjagtig samme afgrund, som han gloede ned i for 35 år siden – en afgrund af fiasko professionelt og privat.

Mit politiske projekt er kuldsejlet. Naser er gået, og jeg har uden begejstring sagt ja til at overtage ledelsen af den lille forpjuskede flok, der er tilbage i Liberal Alliance. Det har aldrig været meningen, at jeg skulle være lederen. Der var bare ikke rigtig andre tilbage. Jeg er ikke den fødte leder. Jeg er den fødte erstatning. Bogstavelig talt. Jeg kom til verden som erstatning for et barn, mine forældre mistede. Men jeg tør roligt sige, at jeg blev modtaget med noget større begejstring som erstatningsbarn end som –leder. Efter en lang, frygtelig og på alle planer opslidende periode med Ny Alliance, der blev til Liberal Alliance, har jeg nu ansvaret for et fallitbo med et solidt og urokkeligt nul i meningsmålingerne. Jeg har ingen jordisk chance for at få det politiske projekt til at lykkes. Jeg ryger helt sikkert ud af Folketinget ved næste valg.

Og nu skal jeg skilles!

For 35 år siden røg min far ud af Folketinget og blev skilt fra min mor bare måneder senere. Derpå gik han i gang med at drikke sig ihjel. Som 41-årig sad han alene med tre børn tilbage her på Solbakkevej. Han blev draget mod afgrunden og lod sig dumpe ned i den med alkoholen som faldskærm.

Nu er det min tur. Jeg er 41 år. Skilsmissen er et faktum og min politiske karriere ligner en vittighed. ”Dead man walking!” siger de, når jeg kommer gående på Christiansborgs gange. Nu er det mig, der kommer til at ende alene tilbage på Solbakkevej.

”Man skal kunne tåle at blive ydmyget”

Hvis man vil vide noget om at lede i strid modvind, så er der næppe nogen bedre at spørge end Liberal Alliances frontfigur Anders Samuelsen. Han blev leder på afbud for et fallitbo, han selv havde været med til at skabe. Hans historie kunne have stået model til det gamle slagord: Du har ikke en chance – brug den! I dag er hans største bekymring som leder, hvordan han undgår at blive blændet af successen. ”For så er det, man kaster sig ind i nedturen med bind for øjnene,” sagde han, da jeg interviewede ham i november 2012.

Hvad er godt lederskab?

”Det er 50 procent at lytte – 50 procent at eksekvere; at handle. Det har jeg lært af Lars Seier Christensen. En ting er at snakke, men der skal også handles. Når det at lytte fylder så meget for mig, skyldes det, at jeg er ret bevidst om alt det, jeg ikke kan. Derfor har jeg brug for at knytte folk til mig og stole på, at de gør det bedste.”

Hvad egenskaber tæller som leder?

”Jeg tror, det er evnen til at eksekvere og til at holde fast. Vedholdenhed. Man skal ikke være bange for at blive ydmyget. I hvert fald ikke i den branche jeg er i. Man bliver bedømt hver dag, og man kan ikke blive bedømt godt hver dag.”

Hvilke lederkvalifikationer har du?

”Jeg tør godt risikere noget, og det er måske det, der gør mig til leder. Jeg kom ikke ind i politik ved at arbejde mig op fra Radikal Ungdom. Jeg kom ind ved et tilfælde med kun 173 personlige stemmer i 1998. I 2005 havde jeg efterhånden været så længe i politik, at jeg havde ideer til, hvordan man kunne gøre det anderledes. Jeg foreslog, at de radikale skulle gå til valg – ikke på at vælte Anders Fogh, men på at ændre hans politik. Det ville de ikke høre tale om, og så vidste jeg godt mine dage i partiet var talte. Da var det at Gitte Seberg og Naser Khader kom ind over, og vi havde den ide om at redde Danmark og skabte Ny Alliance. Men vi var forholdsvis uforberedt, og det gik så også galt. Vi manglede en plan om, hvad vi egentlig ville.”

Har du forandret dig i den proces?

”Jeg har været nødt til at finde nogle andre sider frem i mig selv, for jeg har aldrig drømt om at være partileder. Jeg har været tæt på Marianne Jelved og har set, at det ikke er et særligt taknemmeligt job partileder. Der er sjældent nogen, der takker en for det, man gør. I Liberal Alliance har vi fem procents opbakning, og det vil sige, der er 95 procent der ikke stemmer på os. Men da alle andre forsvandt, var der kun mig tilbage, og så måtte det blive sådan.”

Det var et fallitbo, du overtog – et fallitbo du selv havde været med til at lave. Hvorfor troede du, du kunne?

”Det var helt banalt fordi Lars Seier Christensen og Leif Mikkelsen stadigvæk troede på projektet, og de troede på mig. Jeg havde hele tiden haft en fornemmelse af, at det ikke var umuligt at få to procent af stemmerne, men den afgørende forudsætning var, at jeg havde de bedste folk omkring mig.”

I havde været tre om at lave det fallit bo – følte du dig ikke selv som en fiasko?

”Helt enormt! Grunden til, at jeg alligevel turde kaste mig ud i at blive leder for Liberal Alliance, var, at der er tre ting, man som politiker ikke må: Blive anklaget for at være doven, for at være faglig inkompetent og for at lyve. En af delene kan man måske klare – to så er man på spanden; tre så er man færdig. Der var ikke nogen, der havde anklaget mig for nogen af de tre ting. Så jeg havde en mulighed for at komme tilbage.”

Du havde brug for at tiltrække folk, men hvordan kan man det, når hele verden ser en som en taber?

”Ja og man blev skilt samtidig…”

Selvfølgelig gjorde du det…

”0,0 procent af stemmerne i meningsmålinger og fraskilt. Da var det, jeg begyndte at løbe igen – for det er noget, jeg kan bedre end de fleste. Det er svært at være i dårligt humør, når man har løbet, så jeg besluttede, at jeg skulle løbe en tur hver gang jeg kom i dårligt humør. I løbet af tre måneder var jeg i form til et maraton! Jeg var nødt til at løbe to gange om dagen, så elendigt et humør var jeg i. Så løb jeg maraton i Berlin på under tre timer, og det rundede på en måde nedturen af. En uge før vi startede Ny Alliance havde jeg løbet maraton i Hamborg også på under tre timer.”

Så du fik hevet dig selv op?

”Ja, for jeg er også meget påvirket af min fars historie. Da han røg ud af politik og blev skilt, kollapsede han. Han drak sig selv ihjel over en 20årig periode. Det har jeg lovet mig selv aldrig at gøre overfor mig selv og mine børn. Når man er på 0,0 over to år og er blevet skilt, så kan det jo ikke blive værre. Så har man ramt bunden. Mentalt er det enormt vigtigt, at der er folk, der bliver ved med at tro på en. Jeg har haft en mentor hele vejen igennem. Han hedder Helge Simmelsgaard og var min chef på Castberggård Højskole for døve og hørehæmmede. Han er en mand, jeg stoler 100 procent på. Han går ikke efter mit job. Han vil mig det bedste. Det er folk, som vil mig og partiet det bedste, som jeg omgås. Da vi var på 0,0 var det en kerne bestående af Lars Seier Christensen, Leif Mikkelsen, min mentor Helge, Søren Kenner, min storesøster, min ven Bjarne og fra sommeren 2009 Simon Emil Ammitzbøll, der blev ved med at sige: Du kan godt.”

Men du måtte vel mande dig op og være leder. Hvad gjorde du for ikke at virke latterlig?

”Det kunne jeg ikke undgå. Dengang sagde de fleste journalister på Christiansborg, når jeg kom gående: Dead man walking. Jeg var latterlig. Hvis man kæmper imod det, bliver man som ham ridderen i Monty Python, der først får hugget den ene arm af; så den anden; så benene og til sidst siger: Lad os kalde det uafgjort! Det må man bare indse.”

Det var som den gamle slagord: Du har ikke en chance – brug den! Men hvad gjorde du helt konkret, der bragte jer videre?

”Lars Seier Christensen sagde på et tidspunkt til mig, at det ikke kunne passe, at politik var så forskelligt fra erhvervsliv. Hvis man lagde en god plan og eksekverede på den, så skulle det kunne lade sig gøre. Så vi lavede en analyse af, hvor de andre partier lå, kontra det vi ville stå for. Hvis konklusionen på den analyse havde været, at det, vi ville stå for, stod de andre allerede for, så havde vi droppet hele projektet. Men det var så tydeligt at vi stod for noget, som rigtig mange i bund og grund efterspurgte og ingen leverede.”

Lavede I simpelthen en matrix?

”Vi lavede sådan en firefaldstabel, som meget enkelt forklarede det. En x-akse med den gamle måde at dele partierne op på en højre venstre skala. Socialister i den ene side og folk der troede på markedsstyring til den anden side. Dengang de radikale var i midten, socialdemokratiet og SF til venstre; kommunisterne helt ude på den ene fløj og på den anden de konservative, Venstre og Fremskridtspartiet. Men der kom en helt ny dimension ind i politik, så det ikke længere kun var højre-venstre. Partierne delte sig op på en y-akse med global versus national orientering. Det gav et helt nyt politisk landskab, og da vi fik plottet alle partierne ind i det i vores analyse, kunne vi se, at vi lå ret alene i området for de globalt orienterede markedsstyring.”

Der var altså et enormt ”marked” ingen havde sat sig på?

”Naser Khader, Gitte Seeberg og jeg kom med hver vores til Ny Alliance. Jeg kom med max 40 procent skat, som vi også siger i dag. Naser kom med integration, Gitte med den rare sociale konservative. Da de forsvandt stod vi tilbage med det, jeg var kommet med. Det var kernen. Hvis Anders Fog Rasmussen ikke havde flyttet Venstre ned mod Socialdemokraterne, havde der ikke været nogen grund til vores eksistens.”

Du stod vel med en troværdighedsudfordring efter Ny Alliance, hvordan overkom du de vanskeligheder?

”I Ny Alliance meldte folk sig på baggrund af, hvad de troede, vi stod for. I Liberal Alliance valgte vi at gøre det modsatte. Vi valgte fire ting, vi stod for, så folk vidste, hvad de meldte sig til. Hvis de ville høre noget om døde frøer og en pose lakridser i Nordjylland, så måtte de gå til nogle andre. Vi udtalte os ikke om den slags. Det blev en kæmpe forløsning. I Ny Alliance meldte folk sig ud i skuffelse, når jeg åbnede munden. I Liberal Alliance blev folk bekræftede i, hvorfor de havde meldt sig ind. Der var ingen, der blev overraskede, når jeg sagde 40 procents skat. Det var en kæmpe turn around mentalt.”

Hvad gjorde du i praksis?

”I efteråret 2009 var der kommunalvalg, og jeg stillede op i min hjemby Horsens. Der oplevede jeg det samme lokalt, som jeg havde oplevet nationalt; nemlig at ingen gad citere mig. Derfor ringede jeg til reklamemanden Søren Kenner og sagde, han måtte hjælpe. Jeg ville indrykke annoncer – meget store annoncer.”

Hvorfor stillede du egentlig op til kommunalvalget?

”Det var et forsøg på at vise, at der, hvor man kendte mig, kunne jeg få over to procent af stemmerne. Kunne jeg det lokalt, kunne jeg også nationalt. Søren Kenner skrev to meget teksttunge annoncer med hele vores principprogram og så de tre ting, jeg ville gøre i Horsens. De kom i avisen om lørdagen og mandagen, hvor valget var om tirsdagen. Det gav to ting: Dels fik jeg forklaret, hvad jeg stod for, dels gav det et indtryk af, der var muskler bagved. Da jeg fik 3,8 procent af stemmerne der og mandatet, så måtte det være den rigtige løsning også nationalt: Vi skulle annoncere. Vi – især Søren Kenner – brugte et halvt år på at planlægge det, inden vi i starten af marts indrykkede den første annoncekampagne. Halvanden måned efter var vi over to procent i meningsmålingerne. Og det var vel at mærke ikke annoncer, der så lækre ud. Det var politik og masser af indhold. Det virkede. Og det var helsides annoncer, så folk kunne mærke der var pondus bag.”

Det kunne vel også give bagslag, at det var nogle pengemænd, der stod bag?

”Ja, men det er vores vælgere helt ligeglade med. For nylig blev jeg spurgt af Politiken, om Saxo Bank havde afgørende betydning for vores eksistens. Jeg sagde bare ja. For uden dem havde vi ikke haft penge til vores annoncer. Det afgørende er, at jeg flytter ikke mig på grund af det.”

I har i modsætning til andre partier valgt at stå ved jeres sponsorer?

”Ja og takkede dem på Landsmødet. De holdt ved gennem de år, hvor vi lå på 0,0 af stemmerne og var dårlig presse for banken. Det gør altså indtryk. Da Lars Seier Christensen på et tidspunkt kom i modvind og spurgte, om han ikke skulle trække sig, for han risikerede at være dårlig presse for partiet. Da sagde jeg, at det kommer ikke til at ske, for jeg står ved vores samarbejde. Det skaber nogle relationer, der er så nære, at jeg ikke behøver at frygte at få en kniv i ryggen.”

Deler du også Lars Seier Christensens ultraliberale holdninger?

”Nej, vi står ikke samme sted. Lars er begejstret for Ayn Rand, som jeg aldrig har læst. Men Lars vil gerne støtte noget, der trækker i den rigtige retning. Han ved godt, at vi ikke står samme sted, men han stoler på, jeg ikke forvandler mig til en socialdemokrat den dag, vi står med de afgørende mandater. Det har inspireret mig at mærke, at Lars er enormt stolt over at have været med til at lave det her.

Saxo Bank har jo også fået mange tæsk gennem tiden – har du kunnet spejle dig i det?

”Absolut. De brugte i en annoncekampagne Churchill-citatet: ”If you’re going through hell keep going.” Det passede lige på Liberal Alliance også.”

Op til valget var du ude og tale for selv bittesmå forsamlinger med otte mennesker. Hvorfor gjorde du det?

”Fordi min ven Bjarne skubbede til mig, fordi man på den måde får en time eller halvanden med folk, hvor man kan fortælle sin historie – også den personlige. Samlet set nåede jeg at møde 20.000 mennesker, og hvis hver af dem fortalte om det til 10, så har mine helt egne budskaber 200.000 mennesker. Der er lidt pyramidespil over det. Da valget så kom, havde vi et princip, der hed arme og ben inde i bussen. Altså vi skulle fokusere på vores kernebudskaber udelukkende. Jeg eksekverer stadig på det. Jeg blev for nylig tilbudt at komme med i Clement i 25 minutter på nationalt tv. Det vil man som politiker gerne. Men det skulle handle om USA, og det ved jeg helt banalt ikke nok om, så jeg takkede nej. Det skal man turde. Vi har fire mærkesager og det fokuserer vi på.”

Det må være svært for en politiker at sige nej til at udtale sig?

”I starten var det ikke noget problem, for da var der ingen der spurgte! Men selvom vi blev skoset for eksempelvis ikke at have en udenrigspolitik, så stod vi bare fast. Og jeg tror det lokkede flere til, fordi de kunne lide at vi fokuserede. Vi bestemte os for en masterplan, der hed: Giv os 8 mandater! Det syntes mange var helt vildt. Men vi var hele tiden meget bevidste om, at hvis vi lykkedes med vores projekt, så ville alt det dårlige komme godt tilbage. Man får en enorm anerkendelse som the come back kid. At man havde stået det igennem giver i sig selv lederpoint. Derefter behøver man ikke forklare, at man er leder. Man er det bare. Og stemmemæssigt ville det være sådan, at hvis vi først kom over to procent, var der ikke langt til tre og fire procent alene på grund af come back-effekten.”

Du satte selv dit hold – hvad tænkte du da?

”Vi pegede ud, hvem der skulle være spidskandidater i hvilke kredse, og det var mig, der skulle placere dem. Det har jeg lært af Pia Kjærsgaard; topstyring er afgørende, når man starter noget nyt. Leif Mikkelsen sagde til dem, at i det øjeblik valget var udskrevet, ville vi låse dem ned i en kælder og først åbne tre uger efter, og så ville de være valgt til Folketinget. I de tre uger kunne de ikke bidrage med noget som helst.”

Gosh!

”Sådan var det. De skulle ikke være særligt synlige, for den eneste grund til, at de ville blive citeret, var hvis de et kort øjeblik sagde noget dumt. Det var ikke svært at overbevise folk om det – vi kunne bare henvise til, hvordan det gik Lars Kolind. Godt nok blev han berømt, men han kom ikke ind. Så i valgkampen var det Simon Emil Amnitzbøl og jeg, der tegnede butikken.”

Men det er jo et hold af individualister – hvordan kan de trives i topstyring?

”Fasen efter valget og frem til næste er noget andet. Lige i starten havde vi et behov for at vise, vi ikke kollapsede. Det har vi også klaret. Vi er stadig på fem procent. Nu er folkene ude og arbejde og lave forhandlinger. Joachims sag med Carina var f.eks. ikke planlagt og topstyret. Det var hans initiativ. Men han og alle vi andre er opmærksom på, at vi ikke vil sige noget baseret på en følelse. Det skal være fagligt funderet. Da han var ude hos Carina, var han ikke heldig men forberedt. Vi sagde til ham, han ikke skulle stille op, før han havde fået tallene – de helt præcise tal for Carina. Det var det, der ødelagde det for Özlem. Hun kendte ikke tallene, kun følelsen. Det var noget af det vildeste tv siden Glistrup.”

Hvad er din næste store udfordring?

”Det er at huske, vi ikke er ufejlbarlige, for så bliver det farligt. Så bliver man blind for mange ting. Jeg prøver at være opmærksom på at undgå at de ting, der er gået godt for mig, blænder. For så er det, man kaster sig ind i nedturen med bind for øjnene. Det er det, der adskiller den gode leder fra den dårlige.”

Fra arbejderdreng til kronprins

Det stod ikke skrevet over Tonny Thierry Andersens vugge, at han skulle havne som kronprins i Danske Bank. Det er ikke desto mindre det, der er sket. Ad veje, der både er direkte og snørklede. I første omgang har han dog nok at gøre med som direktør for bankens danske aktiviteter at få rettet op på et skrantende image. ”Folk opfattede Danske Bank som en blankpoleret Mercedes Benz, men den har fået buler og ridser i lakken under finanskrisen,” siger han i dette interview.

Siden Tonny Thierry Andersen sidste år blev udnævnt til direktør for Danske Bank i Danmark og dermed fik ansvaret for mere end halvdelen af koncernens samlede forretning, er han blevet anset som kronprins i banken. Det er i høj grad ham, der skal rette bankens imagemæssige skude op. Og der er virkelig noget at rette op. I Berlingske Nyhedsmagasins imageanalyse lå Danske Bank som nr. 94 i år efter i 2009 at have ramt bunden med en 137. plads – målt op imod, at Danske Bank faktisk for bare syv år siden som den første bank havde kæmpet sig op i top 10.

Hvis Tonny Thierry Andersen bliver Peter Straarups afløser vil det på flere måder være et brud både med stil og traditioner i banken. Han er meget forskellig fra både Peter Straarup og hans forgænger Knud Sørensen, og det kan man hurtigt komme med konkrete eksempler på.

Det første kunne f.eks. være dette interview. Peter Straarup har aldrig fortalt om sit private liv offentligt. Som han sagde til denne journalist i 2005: ”Jeg har et job, jeg sagtens kan forstå er interessant, men hvordan jeg mener, privatlivet skal indrettes, og hvad, jeg i øvrigt gør og tænker, er efter min opfattelse uinteressant – både for dig, dine læsere og i virkeligheden også for mig.”

Der lyder helt andre – og mere moderne – toner fra Tonny Thierry, der beredevilligt fortæller om sit liv.

Det andet er, at han er noget så usædvanligt på de bonede gulve som vaskeægte arbejderdreng. Oprindeligt fra Køge, men siden 10årsalderen Vanløse-dreng. Hans mor var rengøringsassistent, hans far tjener og hans stedfar automekaniker. Indretningen var efter hans eget udsagn typisk ”hr. og fru Danmark” og årets højdepunkt var ferien i den lille campingvogn.

Det tredje er, at han ikke blot selv er skilsmissebarn – han er også skilsmissefar. Han har sine to sønner på seks og otte år fire dage ud af 14, og det påvirker naturligt nok hans arbejde.

”De dage jeg har drengene er blokeret i min kalender fem år frem. Folk herinde ved, at de dage holder jeg ikke sene møder med mindre det er meget vigtigt. Jeg henter dem torsdag og afleverer dem mandag. Når jeg har dem, er jeg der 100 procent for dem, og det tilrettelægger jeg mit arbejde efter.”

Fortalte du Peter Straarup om det, da han tilbød dig det her job?

”Det er helt forkert, hvis man tror, han er sådan en kold tør gråhåret mand. En skilsmisse er det største nederlag i ens liv, og han har støttet mig og vist en stor rummelighed om de ting.”

Er det svært at være frakilt og have sådan et topjob?

”Det behøver det ikke være. Det er et spørgsmål om at prioritere og at afgøre med sig selv, hvor man er gladest som menneske. Jeg er kommet tættere på mine drenge og taler også fint med min ekskone.”

”Ingen i din familie havde en akademisk uddannelse – hvor kom dine ambitioner fra?

”Det er et godt spørgsmål. Altså, jeg har altid godt kunnet lide tal – lige fra starten af skolen. Og måske valgte jeg i virkeligheden for alvor, da jeg skulle i erhvervspraktik. Jeg ville enten være kok eller i en bank. Det kan lyde pinligt, men jeg havde husgerning som den eneste dreng. Jeg kan godt lide mad, og jeg kan lide at lave mad. Dengang var det måske også fordi, det var det, min biologiske far repræsenterede. Han har både haft restaurant og hotel.”

Men hvor kom ideen om bank fra?

”Det ved jeg egentlig ikke – der var ingen i familien, der var i en bank, så det var vel, fordi jeg kunne lide tal, at jeg så det som en mulighed. Jeg var erhvervspraktikant i en uge i Sparekassen SDS, og året efter var jeg i praktik i Privatbanken. Det føltes rigtigt. Der havde man med mennesker og finans at gøre, og det var en god kobling for mig.”

Hvad drømte du om dengang?

”Jeg var elev i Jyske Bank, og på et tidspunkt sagde min filialchef til mig, at han mente, at jeg en dag godt kunne blive prokurist. Det var godt nok spændende, at nogen mente, jeg havde de muligheder og det potentiale, så jeg tror ambitionerne kom gradvist i takt med, at jeg blev kastet ud i nye opgaver og lykkedes med det.”

Du var ung bankmand i guldflippernes årti, 1980erne – hvad var dine idealer?

”Det var ikke børsmæglertyperne. Jeg var ikke specielt fascineret af Wall Street, men jeg var nu meget tiltrukket af USA. Da jeg var udlært kom jeg til Forstædernes Bank, og der var der en, der hed Henrik Pade, der lavede lederevaluering. Han havde studeret i USA, og han opfordrede mig til at prøve at kommer der over.”

Han mente simpelthen du havde potentiale?

”Det gjorde han nok, og han forklarede mig, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. At jeg først måtte studere i Danmark og få nogle gode karakterer. Jeg havde også en chef, der havde opfordret mig til at læse HD på aftenskole, men det havde jeg ikke tid til, for jeg dyrkede judo på eliteniveau. Det endte faktisk med, at jeg fik lov at gå om morgenen de første to år. De sidste to tog jeg så om aftenen. Det var virkelig spændende, og det tændte mig, at det var kompliceret. Jeg begyndte at kunne se sammenhængen med finans og organisation, og ledelsesdelen begyndte at interessere mig.”

Betød det noget for dig på Handelshøjskolen, at du havde dyrket elitesport?

”Det er jeg sikker på. Jeg vidste fra Judoen, at hvis man arbejder hårdt med sin træning, så opnår man også resultater, og jeg brugte de samme teknikker mentalt i arbejdssammenhænge, som jeg havde brugt på judomåtten. Det gjorde, at jeg vidste, når jeg var klar.”

Du tog faktisk en MBA i USA – hvordan kunne du finansiere det?

”Der er mange gode legater, man kan søge, og jeg var så heldig at få et meget stort et fra den amerikanske ambassadør i Danmark, der selv havde været rektor for det universitet, jeg kom på. Det hed et Fulbright scholarship. Jeg fik legater for 450.000 kroner, og MBA’en kostede 500.000.”

Hvordan var det at komme til USA?

”Jeg var 29 år, havde sagt mit job op og, da jeg fløj ind over markerne i Virginia tænkte jeg: ”Hvad fanden laver jeg her”. Jeg havde ikke nogen lejlighed og anede ikke, hvordan tingene foregik derovre. Da var jeg virkelig på fremmed grund, men jeg fik et fantastisk ophold. Jeg boede i Virginias hovedstad, Charlottesville, hvor jeg lejede førstesalen i et hus, en af mine klassekammerater fra Saudi-Arabien havde købt. Han kom jo fra en helt anden kultur, men vi fik et fantastisk venskab. Det blev en øjenåbner for mig. 20 procent af de studerende var fra lande meget anderledes end Danmark som Japan, Sydamerika og Tyrkiet, og vi skulle arbejde tæt sammen. Og vi skulle klare os godt, for fik vi et femtal, blev vi sendt hjem uanset det havde kostet os en halv million, så der var virkelig incitament til, man tog sig sammen.”

Hvad skete der med dig derovre?

”Jeg blev meget mere åben i forhold til at forstå verden og andre kulturer, og jeg fik også en klar oplevelse af styrken i at arbejde tæt sammen med nogle, der er meget anderledes end en selv. Jeg var i gruppe med en amerikaner, der havde arbejdet med politik på Capitol Hill, med en marketingekspert, med en kineser, der var computerekspert og en japaner der arbejdede som ingeniør. Vi løste omkring 600 cases sammen på de to år, og jeg oplevede, når jeg troede, jeg selv havde løsningen, så kom japaneren med et andet bud, og kineseren med et tredje, jeg slet ikke havde tænkt på. Det var tydeligt, at opgaven blev løst meget bedre, når man arbejdede sammen med nogen, der havde en anden vinkel på det, end man selv havde. Den erfaring giver altså en helt anden verdensopfattelse.”

Er det i virkeligheden det største vendepunkt i dit liv?

”Det er det. Henrik Pade havde sagt til mig: ”Du har et liv, før du tager MBA, du får et andet liv under MBA, og så får du et helt andet liv bagefter.” Og sådan er det.”

Hvad var det for en mand, der kom hjem fra USA og havde du overhovedet lyst til at komme hjem?

”Jeg havde faktisk valget, for jeg havde fået tilbudt et job på Wall Street hos J. P. Morgan, hvor jeg havde arbejdet om sommeren med investment banking. Jeg vidste, at hvis jeg tog det valg, ville jeg få en amerikansk familie og børn, der talte amerikansk til mig. Og jeg ville gerne være rodfæstet i dansk kultur. Men jeg var meget i tvivl.”

Hvad har det betydet for din ledelsesstil?

”Rigtig meget. Jeg ved, at jeg ikke har svaret på alting, og jeg vil gerne have folk i min ledelsesgruppe, der ikke ligner mig, og som kommer med skæve vinkler på problemstillingerne, for det bliver løsningen bedre af. University of Virginia havde en code of honor, som vi skrev under. Den betød, at man udviste stor tillid til de studerende og lod dem f.eks. tage eksamensopgaver med hjem. Til gengæld var straffen hård og ubønhørlig, hvis man snød. Det har præget min tilgang til ledelse. Jeg har tillid til folk, indtil det modsatte er bevist. Og jeg tror på, at folk kan mere, end man tror, så man skal ikke styre så meget i detaljer.”

Du satte dit hold i januar – hvad lagde du vægt på?

”At folk brænder for deres job. Hvis man har en chef, der brænder ikke bare for arbejdet men menneskene omkring sig, så kan man løfte en hel organisation. Man skal kunne tænde for lyset i folks øjne, så de vil arbejde for at flytte banken til næste niveau. Det var også vigtigt for mig at få et team med forskellighed i køn, faglighed og tilgang til tingene. Man skal passe på, man ikke bare får ja-sigere.”

Hvad var det første, du gjorde?

”Det er vigtigt for mig at sørge for, at hovedkontoret kommer tættere på det, der sker ude i virkeligheden i filialnettet. Derfor var jeg slet ikke på kontoret de første to måneder i mit nye job. Jeg rejste rundt, besøgte filialer og prøvede at arbejde derude. Jeg sad i kassen og havde møder med alle slags kunder for at finde ud af, hvordan de ser banken?”

Og hvordan så de så banken?

”De har stor tillid til os, men vi bliver nødt til at fokusere på at blive mere moderne. komme i øjenhøjde og få lagt finanskrisen bag os. Den her bank har noget unikt og hvis vi får det til at spille er der ingen der kan matche os i Danmark.

Danske Bank er gået fra at være et af de ti stærkeste brands i Danmark til at ligge og rode nede i bunden. Hvordan kunne det ske?

”Jeg tror, at banken – med rette – havde opbygget et image som en blankpoleret Mercedes Benz, mens nogle af vores konkurrenter blev set som en bulet Ford. Så kom krisen, og folk forventede, at vi ville klare os bedre end andre. At vi kun har klaret os på niveau med andre, har skuffet folk. Der kom ridser og buler i det blankpolerede.”

I blev opfattet som en solid konservativ bank, men det viste sig, at I også havde engagementer med gråzone-developere og Stein Bagger – hvorfor gjorde I overhovedet sådan noget?

”Det er et godt spørgsmål. Det svage svar er, at det var der også mange andre banker, der gjorde. Jeg kan i hvert fald sige, at det er noget, vi har lært af.”

Hvordan oplevede du selv finanskrisen?

”Hele den globale finanssektor og vi var under et enormt pres, og der blev arbejdet igennem i de dage. Jeg må sige, at Peter (Straarup, red.) var fantastisk. Når vi andre begyndte at få ondt i maven, bevarede han en utrolig ro og et overblik over, hvad vi skulle gøre. Det var meget beroligende i en vanvittig tid, hvor der pludselig gik der rygter om Bear Stearnes, og så gik Lehmann Brothers ned, mens man måbende tænkte, hvad sker der så? Vi diskuterede meget i direktionen, hvordan man ville få sat en prop i hullet, for hvis ikke den lavine blev stoppet, og tingene blev stabiliseret, så ville hele det finansielle system vælte, fordi finansverdenen hænger sammen på kryds og tværs. Så kunne det godt være, vi væltede som den sidste eller andensidste i Danmark, men det var jo lige meget, hvis alle væltede. Det kommer til at sidde i hjernen og rygmarven på den generation, der har været igennem det her, mange år frem. Og det vil ændre den måde, man driver bank på.”

Hvordan?

”Det vil blive mere konservativt i forhold til, man skal have større buffere. Mercedesen skal simpelthen have flere airbags. Jeg mener, det er sundt, fordi vi har set, hvor afgørende det finansielle system er for væksten. Jeg mener, at reguleringen skal betyde, at bankerne bliver stærkere og mere solide. Så kan det godt være, at økonomien vokser langsommere, men vi får en mere stabil økonomi.”

Der er blevet talt en del om, at du er kronprins i danske Bank…

”Det er jo mest sådan noget Se & Hør journalistik, som jeg ikke går op i.”

Jeg tænkte da også, at det ikke kan passe, for du er jo ikke uddannet i Fredericia afdelingen som Danske Banks topchef plejer. Der kom både Peter Straarup og hans forgænger Knud Sørensen fra!

”Arhh, men nu er det altså ikke noget, jeg har fokus på det der kronprinse-snak.”

Det kan jeg godt forstå, du er jo bagud på point! Du har heller ikke været i banken hele dit liv sådan som dine forgængere!

”Alle institutioner fornyr sig jo…”

Men der er også en fast tradition for, at det skal være nogle lidt skræmmende typer, der står i spidsen for banken!

”Ja, så kan jeg nok ikke kvalificere mig – det kan jeg godt se. Jeg må nok hellere koncentrere mig om at gøre det, jeg gør nu, rigtig godt.”

Gøre det du er bedst til?

”Ha ha – det kan du sige.”

 

Blå bog

Tonny Thierry Andersen er født i 1964, uddannet bankassistent, har HD i finansiering og en MBA fra University of Virginia i USA. Desuden er han 9 gange Danmarksmester i judo

 

2010 Bankdirektør for Danske Bank i Danmark

Bestyrelsesformand for Realkredit Danmark

2006 Indtrådt i direktionen for Danske Bank A/S

2003 Økonomidirektør og medlem af Eksekutivkomiteen

2001 Underdirektør i Koncernøkonomi (Danske Bank)

1999 Afdelingsdirektør i Koncernøkonomi (Danske Bank)

1996 Afdelingsdirektør i Nykredit Bank A/S

1995 Medarbejder i Corporate Finance, Financial Institutions Group, J.P. Morgan i New York, 1986 Erhvervskunderådgiver, kreditchef & direktør for datterselskaber (leasing & ejendomme) i Forstædernes Bank A/S

1984 Bankelev, bankassistent & investeringsrådgiver i Jyske Bank

 

Tonny Thierrys 3 must-win-battles

1. Kunderne skal blive mere tilfredse og loyale.

2. Når både privatkunder og erhvervskunder bliver spurgt om, hvilken bank der er moderne, giver god rådgivning og er hurtig til at give svar – så skal de først nævne Danske Bank

3. Det forspring banken har på teknologisiden bl.a. indenfor mobilbank skal bevares og udbygges.

 

©Hanne Sindbæk

Palle Strøm senior

Det er en almindelig antagelse, at TV2 ligger i Odense, og at Palle Strøm er sjov. Begge dele er en sandhed med modifikationer.

Halvdelen af TV2 har stille og roligt sneget sig under den politiske radar og til København. Blandt andet den samlede direktion, der nu har til huse på Teglholmen i Sydhavnen. I en bygning så anonym, at man skulle tro, den var der inkognito, finder man Palle Strøm. Han er til gengæld ikke spor inkognito. Til trods for, at det er nogle år siden, han selv har gjort sig på skærmen, hænger hans image som den sjove fyr med de skæve ideer og store briller ved. Han personificerer om nogen generation X, der gjorde Povl Kjøller til Gud og ironien til et sprog. Det er et godt image for en trendy tv-vært, men som direktørimage er det ikke en vinder. Og det er det, Palle Strøm er i dag, direktør. Han er en af fire i TV2, og han er den, der bestemmer, hvad vi skal se og hvornår. Han kan nedlægge 19-nyhederne, beslutte sporten skal koncentrere sig om agility og sige ja, når nogen siger: ”Hvad med om vi lavede ”Vild med dans” – på skøjter?”

Og han kan også tage skraldet for det bagefter. Hvad han kom til, da ”Varm på is” floppede i foråret, mens DR fejrede triumfer med X-faktor. Da begyndte man at diskutere i kroge og i fagpressen, om den pudsige vært fra Gotha – Kult, kitch og B-film, overhovedet kunne hitte ud af at være stor voksen direktør.

Hvis man tror Palle Strøm er sjov, skal man bare indlede et interview med at tale om det. Han er lige blevet stegt af den gamle DR-journalist Stig Andersen, der er begyndt at lave klassisk-kritiske interviews til Politikens net-tv: ”Du er chef for Danmarks største tv-kanal – endnu da…pause…” Den slags interviews er der ikke nogen, der slipper godt fra. Heller ikke Palle Strøm, selvom han indædt påstår det modsatte.

I hans kontor på 4. sal er der gulv-til-loft, væg-til-væg havneudsigt. Det er så også det eneste, der er, for bortset fra de to stole, vi har slæbt ind til interview-lejligheden, og en glemt stige i hjørnet, er rummet rungende tomt. Det er noget med et sprinkleranlæg, der skal være i orden, før han kan rykke ind ved siden af den administrerende direktør, Merete Eldrup. Så der er masser af plads til store tanker og – i situationen måske mere relevant – til en stemning, der er tyk af irritation. Kritikken kan ikke pareres med humor, for den har han lagt på hylden som leder. Tilbage står hans intellektuelle analyseapparat.

”Jeg er overhovedet ikke sur. Jeg synes, det værktøj med at hidse gæsten op er rigtig spændende, når det fører til substans. Det ønskede Stig Andersen ikke. Han ville fastholde det i en tabloid form, der fungerede for Klaus Laursen i 45 minutter for 20 år siden. Nu tror jeg, vi skal videre. Tiden er til substans ikke til form.”

Palle Strøm sætter blikket på uendeligt mod Sydhavnens horisont. Han taler langsomt og med en kontrol, der formentligt skal dække over et anseeligt temperament. Han villig til at lade anspændelsen hænge i rummet og forsøger ikke at bløde stemningen op.

”TV2s situation er, at vi har haft et fald i seertal af forskellige årsager og det faldt sammen med den symbolkamp, der kørte i foråret, hvor X-faktor gav os lammetæsk. Vi tabte fredagen helt utvetydigt ved at DR havde et meget bedre program. Det var castet superfedt, det var produceret superfedt – alt var bare rigtigt. Det var som at se Tiger Woods slå en driver ud på 200 meter.

Der er hver sæson noget, der flopper – det har ligget på samme niveau i mange år. Det nye er, at fredag har så symbolsk værdi, at man tillægger den en økonomisk betydning, den ikke har. Det faldt så sammen med et fald i seertal, som ikke havde noget med det at gøre.”

Irmas ledelsesgruppe havde for fem år siden en ”Palle-strategi”. Jeg havde hørt fra Poul Nesgaard, at Palle Strøm syntes, Irma var en noget kedeligt mormoragtig forretning. Så jeg havde lidt af en udfordring me Palle, før jeg overhovedet mødte ham. Men det var vigtigt for os, at få yngre kvalitetsbevidste trendsættende personligheder som Palle til at være kunder i Irma. Så vi gik i gang med at prøve at kommunikere mere direkte til dem, og det er heldigvis lykkes, for Palle har da udtalt til Ekstra Bladet, at Irma er hans yndlingsforretning.

Alfred Josefsen.

Der er ikke meget af hyggelige Gotha-Palle til stede i det tomme kontor.

”Tv er en offentlig scene, som mange har en mening om, og der er mange agendaer, der kører. Det må man leve med. Man må tage det ansvar på sig, hvis man er leder. Og så må man tage det for, hvad det er og bruge sine ressourcer på det faglige mere end på spin. Hvis nogen har

et kritisk blik på mig er det helt fair. Jeg tror, jeg er mere kritisk overfor mig end andre er. Hvis jeg stiller mig selv tilfreds, så går det nok. Og skulle det værste ske i den sammenhæng, at jeg får kappet hovedet af, så dør jeg ikke af sult af den grund.”

Det er svært at genkende den tossede type, der sammen med makkeren siden gymnasietiden, Keld Reinicke, fandt på at lave en tv-kanal med navn efter en afrikansk befolkningsgruppe. Som sørgede for at vi fik awards-shows med Oscar-schwung over, fik Finn’sk Fjernsyn, Klassefesten og fodboldspillende nørder i FCZulu.

”Jeg smed den ironiske kappe for mange år siden. På et tidspunkt i mit voksenliv tog jeg en beslutning om ikke at være den sjove. Det der med ironi og humor er også en forsvarsmekanisme, og det var den, jeg ubevidst valgte i skolegården, da jeg ikke kunne finde ud af at spille fodbold. Den strategi havde jeg haft stor succes med. Jeg var vant til at komme ind i nye sammenhænge, hvor jeg typisk var den yngste og den sjoveste. Det var jeg også i begyndelsen, da jeg kom ind i ledergruppen på TV2. En dag fik jeg bare den selvindsigt, at humor for mig også havde været et forsvar, der isolerede mig fra andre mennesker, og det er ikke særlig godt, selvom man kan varme sig ved latteren i to sekunder. Jeg har ligesom et modul indbygget i hovedet, der tilbyder en vittigheder i mange situationer. Der kommer en impuls, der siger, det vil være sjovt at sige det her nu! Jeg kan huske, jeg simpelthen holdt op med at reagere på de impulser. Når den kom, tænkte jeg: ”Jeg lader være med at sige det her, for hvad er det jeg vil med det, andet end en eller anden usund forfængelighed om at være sjov?” Jeg lagde humor på is i nogle år, men nu har jeg fundet den frem igen, fordi der er gode ting i det. Den er for eksempel god til at tage noget op i helikopterperspektiv. Humor kan tage det pompøse ud af ting, der ikke skal være opstyltede.”

Palle Strøms image som ironiens mester klæber til ham, så man griber sig selv i at forvente, han siger noget sjovt. Så når han fortæller, han er helt vild med Tyskland og Østrig, er man lige ved at fnise og sige noget om lederhosen, tanz und stimmung. Man forestiller sig ikke, at han faktisk mener det. At han helt alvorligt beundrer de to landes samfundssystem og kender dem godt, fordi han søster har boet der i 15 år.

 

————————————o————————————

 

Det var Per Mikael Jensen, der forfremmede Palle Strøm fra direktør for TV2s små kanaler til direktør for hele programfladen.

”Palle er ambitiøs både på egne og på tv-kanalens vegne. Vi havde otte kvalificerede kandidater, men det blev ham, fordi jeg i høj grad kunne se ham som en del af fremtiden,” siger han på en skrattende mobiletelefon i en taxa i Stockholm. Per Mikael er altid på farten. Det er både hans natur og hans job som chef for Metro Internationals 84 aviser i 23 lande, men han holder også fat i trådene til fortiden.

”Hov nu kommer der lige en mail fra Palle: ”…håber du rider på en bølge af vellyst…” He he – jeg har skrevet til ham, at jeg syntes, han klarede det godt mod Stig Andersen.”

Palle Strøm blev ansat efter at have skrevet en enkelt skarp A4-side om, hvor han syntes, TV2 skulle bevæge sig hen, og efter at have klaret sig godt til jobsamtalerne. Det var både overraskende og helt naturligt for ham.

”Jeg havde chef for Zulu, Charlie og networks i seks år. Allerede det havde overgået mine vildeste forestillinger om, hvad jeg nogensinde skulle lave – gange 200! Men jeg var begyndt at høre mig selv sige, hvordan skal vi gøre det ”i år”. Og især for Zulu var det et problem, hvis ledelsen manglede friskhed, så jeg søgte programdirektørstillingen og regnede også med, jeg havde en chance. Jeg havde et rimelig godt erfaringsgrundlag efter ti år i tv-branchen. Jeg var 38 år og altså gammel nok til at vide, hvad jeg gjorde og ung nok til at ville forandring.”

I løbet af det godt og vel et år Per Mikael Jensen var chef på TV2, blev alt vendt op og ned. En god del af ledergruppen forlod kanalen, der blev rykket rundt på folk og nye aktiviteter som TV 2 Radio, en tv-sportskanal, en tv-nyhedskanal, et forlag og websites kom til i et hæsblæsende tempo. En frygtelig tid for nogen, en fantastisk for andre.

”Der var en familieånd på TV2 på godt og ondt. Det gode er, at man virkelig kender hinanden godt. Det dårlige er, at der er nogle meget etablerede roller, som gør det svært for nye at komme til. Det var den familiekultur, der blev gjort op med, og det var virkeligt sundt. Det var turbulent og energiskabende at være en del af. Det var en ny begyndelse og vel egentlig en overlevering af faklen til næste generation,” siger Palle Strøm.

Nu er Per Mikael Jensen og bestyrelsesformand Niels Boserup ude og vinden er vendt. TV 2 Radio er død, og TV 2 har det heller ikke for godt.

”Nu handler det om at geare op til den virkelighed, vi står i, og som  ramte os i foråret, hvor vi havde en stor sparerunde. Det var ikke sjovt, men allerede efter sommerferien kom vi med en ny programplan, der er meget fremadrettet. Det er ligesom at sidde i en båd, hvor man pludseligt ser bommen komme  mod en. Så er det med at dukke sig, men så er vi også ovre på den anden side, vinden kommer og vi sejler igen. TV 2 har skiftet fokus fra forretningsudvikling til at udvikle de eksisterende kanaler – vi koncentrerer os mere om kerneforretningen nu.”

Dans er blevet en væsentlig del af kerneforretningen dette efterår. Faktisk ville Palle Strøm ikke have spor imod at bevæge sig helt ind i epicentret og blive deltager i Vild med dans, hvis ikke lige det ville være usmageligt, når han er chef for foretagendet. For han er ret god til at bevæge sig til rytmisk musik, og man kan danse en jitterbug med ham uden at være i livsfare. Men det er kun fordi, han er blevet så voksen.

”Her er vi omkring et punkt, der hedder store ydmygelser i mit liv. Jeg var meget utryg ved at danse som barn. På et tidspunkt i gymnasiet ville jeg gå til stepdans, for jeg har altid kunnet lide Fred Astaire, så jeg trodsede al angst og meldte mig. Jeg var 17 år, totalt porøs og jeg meldte mig til det hotteste sted i byen, Dough Crutchfield. Her gik der kun fuldkomment lækre piger, der var fire år ældre end mig, og læreren var amerikanske Julie Bull, som nok var den lækreste kvinde, jeg nogensinde havde set dengang. Jeg havde ingen stepsko, men kun kondisko, som ikke kan glide, som man skal, når man stepper. Jeg kunne slet ikke afkode de bevægelser, hun viste, så der stod jeg blandt de her lækre piger i frækt aerobictøj, som man som 17-årig dreng slet ikke kunne holde ud. Det var forfærdeligt ydmygende, og jeg gik ind i omklædningsrummet helt rød i hovedet og ville bare væk derfra. Der kom ikke igen. Men et par år senere meldte jeg mig til det et andet sted, hvor de ikke var helt så lækre, og der gik jeg både til step og jitterbug, og det var skidesjovt.”

 

————————————o———————————— 

 

Palle Strøm er programdirektør på TV 2. Han er chef for syv chefer, blandt andet nyhedschefen og sportschefen, der alle arbejder ret autonomt. Så hvad er egentlig Palle Strøms arbejde? Det ved Irmas administrerende direktør, Alfred Josefsen, bedre en de fleste, for han og Palle Strøm byttede for et år siden job for en dag. Han siger:

”Palles job består i at være Gud. Han er nødt til at mærke folkestemningen og fornemme, hvad danskerne efterspørger indenfor TV 2s brand. Og så er det hans arbejde at understøtte folks passion. Der er en del management by walking around for at opmuntre de kreative.”

Så Palle Strøm er program-Gud. Han definerer hvad TV 2 er og prøver at piske og lege det ind hos alle dem, der faktisk laver programmerne, eller er chef for de, der gør. Fællesskab er det vigtigste ord for Palle Strøm, for han har defineret TV 2 som ”Danmarks største fællesskab”. TV-kanalen skal give os de programmer, vi snakker om næste dag og som er med til at give os en fornemmelse af at høre til i det store, danske, fællesskab. Det arbejder han på at kode ind overalt, og han skubber umærkeligt på for at fremme den form for tv, han mener er TV 2. For eksempel når han har den kommende sportschef til den sidste ansættelsessamtale:

”Det er interessant, det du sagde om at folkeliggøre sporten. Ved du at BBC forsøger sig med generelle værter frem for sportsværter for at fange et større publikum?”  og ”Ku’ man lave Topgear med sport?”

Og han gør det, når han har programmøde med Morten Resen fra Skandinavisk Filmkompagni, der er ved at lave to timers jubilæumsshow for at fejre TV 2s 20 års fødselsdag. Så skubber han til programmets retning med ord som: ”Det handler om rødder, og om at vi har noget sammen. Vi skal ikke tale så meget om os selv. Det er danskernes tv-kanal, ikke vores.”

 

Vi var til TV-festival i Edinburgh, hvor man hører alle mulige foredrag og går til seminarer om tv. Så møder jeg Palle og Keld Reinicke på gangen og spørger, hvad de så har tænkt sig at høre i aften. ”Vi har tænkt os at gå i spabad,” sagde Palle. Da tænkte jeg godt nok, at der var kommet en helt ny generation af ledere med en helt anden tilgang til arbejdet.

Per Mikael Jensen


Jubilæumsshowet er vigtigt ud fra et brandingsynspunkt. Det er med til at definere, hvad TV2 er. Derfor er Palle Strøm mere involveret i udviklingen af det program, end han normalt er. Han har ingen papirer med til mødet med Morten Resen. Sådan er det tit. Han kan sit evangelium udenad, ved hvem, der er TV2 og hvad, der er TV2sk. Det er Meyerheim, Cecilie Frøkjær og Jes Dorph Petersen. Det er Leth og Mader. Det er Venner for livet, Den store klassefest, Eleva2eren og Vild med dans. Det er mongolerne Morten & Peter, og det er Bubber & BS.

Og så forsømmer han ingen lejlighed til at prædike Oprah Winfrey og den engelske kok Gordon Ramsey’s Kitchen Nightmare som en slags inspirationsguideline til godt TV 2sk fjernsyn. Og det hænger ved overalt, så selv den administrerende direktør efterhånden går rundt og efterspørger programmer, der er lidt mere Ramsey-agtige. Nøjagtigt som præsten prædiker…

Det er åbenbart Palle Strøms form.

”Det var sjovt at se Palle passe mit job. Til ledermødet hørte han på folk i 10 minutter, og så begyndte han at messe. Han prædikede om, hvad der var så fantastisk ved Irma og fortsatte i det spor. Hver gang folk fortalte noget, så relaterede han det til sin oplevelse af Irma, og fik sit budskab fremhævet på den måde,” fortæller Irmas rigtige direktør, Alfred Josefsen.

Om det så er det rigtige budskab, han prædiker i TV 2, vil vise sig. Ind imellem er der blevet pippet om, han ikke var lige lovlig nede-med-de-fede-københavner-trendy til jobbet. Noget Palle Strøm ikke konsekvent opponerer imod.

”Palle forsømmer aldrig en lejlighed til at fortælle, at han er født og opvokset på Amager, og derfor kender folkedybet,” fortæller Per Mikael Jensen.

Og det er så sandt, som det er sagt. Men ligefrem arbejdersøn fra Sydhavnen er han altså ikke. Han kommer fra den brede danske middelklasse, om end i en noget festligere udgave. Forældrene mødte hinanden på hans morfars danseskole, hvor de dansede jitterbug og stod på rulleskøjter, og de havde i det hele taget sans for tilværelsens farverige sider. Hans far var direktør først for forskellige indkøbscentre, dengang det var nyt og smart – Amager Centret og City 2 blandt andet. Siden blev han den første direktør for Dankort. Hans mor var hjemmegående, og de boede i en stor, forholdsvis billig lejlighed med udsigt over Volden. De ville hellere bruge penge på ferier end på hus, så hvert år rejste den fem mand store Strøm-familie en måned til Cannes, hvor de lejede en lejlighed, og hver vinter drog de til Norge. Og så havde forældrene et bijob, hvor de også skaffede deres efternøler en plads, nemlig som statist på Det kongelige Teater. Her debuterede Palle Strøm som seksårig i Erik XIV af Strindberg, hvor han spillede Henning Jensens søn og havde hele tre replikker. Han blev hængende på teatret i 15 år, men fik ingen skuespillerambitioner.

”Det var verdens sjoveste ungdomsklub. Jeg var med i den fire en halv time lange Wagner-opera, Lohengrin, blandt statister kaldt Lortengren, fordi man var der i utroligt mange timer, og det var ret hårdt. I første akt stod man helt stille og svedte en time på sådan nogle hylder med et fire meter højt sværd og en meget høj hjelm med skumgummi indeni. Derpå var der to en halv times pause, hvor vi drak lønnen op i guldøl og spillede et kortspil, vi selv havde opfundet, der hed Satanis. I 3. akts andet billede skulle man så løbe over scenen i et blackout med nogle faner, og så havde man fri. Den fedeste måde at opleve teater på er at være 19 år, halvfuld, med en tre meter høj vimpel løbende hen over scenen til Wagners musik. Det er totalteater, man føler langt ind i kroppen.”

 

————————————o———————————— 

 

Palle Strøm hedder Palle Strøm ligesom sin far. På en tur til USA havde hans far nemlig fundet ud af, at det var moderne over there at hedde junior, som i Sammy Davis junior. Så når han ikke lige hed Gugger eller Charlie, eller hvad ugens kælenavn nu var, så hed Palle Strøm gennem hele sin barndom og ungdom Palle Junior. Og han var stolt af det. Han var en forkælet efternøler og mener selv, det har betydet meget.

”Jeg kan godt lide at tale om følelser og bilder mig ind, jeg er ret empatisk. To ting, der er godt i mit tv-job, er, at jeg kan gå fra at være analyserende til at være kreativ, og det andet er, at jeg faktisk kan sætte mig i seernes sted, så jeg kan føle, hvad folk føler. Jeg har en rimelig god intuitiv fornemmelse af, hvem folk er, og hvad de føler. Jeg tror, det har noget at gøre med at være den yngste, hvor man har lyst til at finde ud af, hvad der gør folk glade. Jeg er på mange måder en lillebror i en storebrors job.”

Men han er også tvilling, nærmest, hævder han selv. Hans tvilling er Keld Reinicke, som han har haft et fagligt makkerskab med siden gymnasietiden. De gik på universitetet sammen, tog til USA sammen og kom hjem og blev ansat på DR sammen. De tænkte ens om tv, og Palle Strøm fortæller, at deres arbejde på den måde nærmest formede sig som samtaler med sig selv. Efter mange års makkerskab gik Palle Strøm solo og blev programdirektør, men han gjorde Keld Reinicke til sin programchef, hvad der gav anledning til en del forargelse internt.

”Jeg havde da masser af betænkeligheder, om det var dybt nepotistisk og chefens kone-agtigt. Det udslagsgivende var, at jeg måtte gøre det, der var bedst for TV 2, men det var problematisk og betød også, at jeg distancerede mig meget fra Keld den første tid. Du vil spørge, om jeg kan fyre Keld? Det kan jeg sagtens, men Keld ville selv have sagt op inden.”

Chefen rigtige kone hedder Louise og de har været sammen i snart ti år. De sidste fire som mand og kone efter et fantastisk romantisk bryllup.

”Vi havde 50 gæster på Helenekilde i Tisvilde, som vi havde lejet. Det hele gik op i en højere enhed, og det var utrolig at blive mødt med al den kærlighed fra venner og familie. Det var som om, man glædede sig over, at vi blev gift, men man glædede sig også over kærligheden. Det gav sådan en følelse af wauw, hvor er der meget potentiale i verden.”

For fire år siden fik de så Asmine, som er verdens centrum, og Palle Strøm har intet mod at være omgivet af piger.

”Jeg har altid følt mig i trygt selskab med piger, især som ung. Den der machoverden i omklædningsrummet, hvor det gælder om, hvem der er stærkest, dér har jeg været mere fremmed. Det kan blive så dumt a la, ”…nåhhh vil hun ikke give dig fri i dag?” Alt i machosammenhænge er noget med status. Det er jeg ikke så tryg ved.”

Han er lykkelig for at være en familie og glæder sig over, at han og Louise i stadig stigende grad får mere styr på de voksenagtige dele af familielivet. Rodet i hjemme blandt andet. Og for nylig besluttede de at holde op med at købe ind hver dag, men kun onsdag og lørdag, og det giver unægteligt lidt mere tid sammen med Asmine alias Mussa alias den fine lille kineserpige Ning Po. De deles nogenlunde om at hente og bringe Asmine, som i hvert fald ikke er det sidste barn i børnehaven. Og arbejde er bandlyst om aftnen og i weekenden.

Vennerne beklager Palle Strøm sig over, han ser for lidt, men han skal da et par dage til oktoberfest i München med tre gutter. Og hver onsdag dyrker han den efter hans udsagn meget maskuline sport badminton. Det foregår sammen med filmskolens rektor Poul Nesgaard, som han har kendt i mange år, og som faktisk var manden, der bragte Palle Strøm ind i samfundets højere cirkler, nemlig i VL gruppe 42. Den kaldes eksfinansministergruppen fordi Palle Simonsen og Henning Dyremose er medlemmer og Henning Christoffersen og Knud Heinesen har været det.

”Jeg blev meget beæret. Det var helt vildt overdrevet udenfor noget, jeg troede, jeg skulle. Jeg havde kun læst om VL grupperne som sådan noget frimureragtigt på højere plan. Jeg kunne slet ikke forestille mig selv i en VL gruppe med Palle Simonsen, Henning Dyremose og Carsten Kock, og alle de andre der sidder der. Det var absolut første skoledag, da jeg var til mit første møde, som foregik på Københavns Rådhus i en af de store sale. Der stod jeg sammen med de mennesker, jeg kun havde set på tv og i avisens businessspalter, som jeg i øvrigt ikke læste så meget på det tidspunkt – det er blevet meget sjovere at læse det nu. Det har udvidet min horisont på overraskende mange måder. Den første bølge var en fascination af at møde de her mennesker, der er så indflydelsesrige – det var utroligt at blive accepteret i deres kreds. Det næste, som var meget vigtigere, var at opleve det engagement, de mennesker har på forskellige måder. Tv-branchen er på mange måder et meget lukket miljø, og der er en masse, man derfor ikke oplever. Derfor overraskede det mig især, hvor engagerede de folk var i deres eget arbejde og de perspektiver, det handlede om, som rakte ud over bundlinje. At møde en mand som Palle Simonsen, der har et enormt socialt engagement og en ideologisk drivkraft bag det, han har gjort. At møde Alfred Josefsen, der er et fyrtårn indenfor moderne ledelse. Det har været enormt inspirerende.”

 

————————————o———————————— 

 

Palle Strøm føler selv, han har været leder lige siden skolegården. Men det har taget ham lang tid at se sig selv som den voksne leder. De første syv år af ventede han bare på at blive afsløret som fake.

”Det holdt op for en del år siden, da jeg godt kunne se, jeg kunne noget. Så holdt jeg op med at se mig selv som den akavede. Den seneste del af rejsen har været at smide humor som livsstrategi. Det har været dejligt, for man føler, man kaster noget af sig, der har været mere en byrde end en hjælp. Som leder nytter det ikke at have en ironisk distance. Og man skal være forsigtig med at være overkammeratlig, fordi man gør lidt vold på medarbejderne på den måde. De står pludselig i en konflikt med at se mig som en hyggelig privatperson, når jeg det næste øjeblik måske omlægger deres afdeling og nedlægger deres program. Man er nødt til at påtage sig den autoritet og være sig den bevidst. Så kan man mangle nogen at dele oplevelsen ved at være leder med, og det er derfor VL gruppen er fed, fordi der sidder 30 andre mennesker, der har en lignende position.”

Bortset fra Alfred Josefsen er det nogle ret overraskende lederidealer, Palle Strøm har.

”Jeg har tænkt over, hvad jeg kunne lide og ikke lide ved de chefer, jeg har haft. En af de ting, jeg kom frem til, var, at det er vigtigt at tage tøjlerne, tage ansvaret og turde være lederen uden forbehold eller ironi af nogen art. Og så er det vigtigt at give plads til sine medarbejdere. Den fantastiske filminstruktør, John Houston, sagde, at han var virkelig god til at caste skuespillere, men de var faktisk bedre til at spille rollerne end han, så derfor gav han dem ikke så meget instruktion. Filmen blev hans værk alligevel. Han trak trådene, så det blev én vision. Det er ét lederideal, for en meget stor del af en chefs succes består i at finde den rigtige person til jobbet.

Gordon Ramsey er måske ikke et lederideal, men jeg er meget inspireret af ham. Han står for det, dr. Phil kalder get real, altså at sige tingene som de er. Det er et valg, man må træffe. Vil du sige det, som det er, eller vil du coachingagtigt sige; hvad synes du selv? Jeg kan lide, at Ramsey siger: ”Det her smager af lort, men hvis du vil være med til det, så kan vi finde ud af, hvordan vi laver det godt!” Jeg er ikke på samme konfronterende måde, men jeg kan lide, at det Gordon Ramsey siger, kommer fra et ærligt sted, fra et aspirerende sted, hvor man viser hinanden den respekt, at vi godt kan sige tingene lige ud uden at være bange for at såre følelser. Det er jo for at komme videre. En af mine første erkendelser som leder var det med ærligheden. At finde ud af, at vi er nødt til at fokusere på det, der skal laves. Det var som TV2-redaktør, det gik op for mig. Når jeg kom ud til et produktionsselskab, hvor der sad 10 mennesker om et bord og var helt oppe og køre, så var stemningen tit lidt kult og sekt-agtig som i ”hvis du også synes, det her er godt, så elsker vi dig, og det hele kører.” Og så var jeg den, selvom jeg tit var yngre end dem, der skulle sige, hør jeg er ked at det, men jeg er nødt til at sige, at det her er virkelig dårligt, og det skal laves om. Det var svært for mig, for jeg kan bedst lide, at alle har det godt, men det går ikke at søge konsensus med den slags ting. Jeg bilder mig ind, vi kommer ud sammen på den anden side med noget, der smager bedre.”

Man glemmer helt Gotha, når Palle Strøm kommer i gang med at snakke lederskab, og man er lige ved at glemme hele generation X, da programdirektøren selv bringer det på bane, inden det hele blivr for højtideligt.

”Douglas Coupland blev engang spurgt, hvilket dyr han var. ”Jamen, jeg er jo et dyr,” svarede han. Det er en meget god pointe. Det er væsentligt at zoome ud nogle gange og ikke tro, man er vigtigere, end man er. Selvom det også er vigtigt, at jeg i det her job tager skylden, når det går dårligt og tager det fulde ansvar,” siger Palle Strøm senior.

©Hanne Sindbæk

Blå bog 

Palle Kisbye Strøm, 40 år og programdirektør i TV 2.

Bachelor i film, tv og kommunikation fra Københavns Universitet i 1992, der efter et års studier på School of Film & Television UCLA i Los Angeles.

I 1993 programmedarbejder ved DR på ungdomsprogrammet Transit, hvor han blandt andet lavede doku-serien Nye II. I 1995 blev han redaktionschef for programmerne Supergeil, Vladimir & Kennedy og Gotha – kult, kitsch og B-film, hvor han også var studievært.

I 1997 blev han sammen med sin makker siden gymnasietiden, Keld Reinicke, underholdningsredaktør på TV 2, hvor de stod for succeser som Den store klassefest og Årgang O samt fiaskoen Den store mission. I 2000 startede han og Keld Reinicke en ny tv-kanal, TV 2 Zulu. I 2005 blev han administrerende direktør for TV 2s små kanaler, Networks, og relancerede blandt andet TV 2 Charlie. I august 2006 blev han udnævnt til programdirektør for hele TV 2s programflade og alle TV 2s tv-kanaler.

Palle Strøm har været med til at bringe Casper Christensens Langt fra Las Vegas og Klovn ud til TV Zulus seere, og han har også optrådt i rollen som sig selv i Klovn.

Han bor  i Vangede med sin kone Louise Luxhøi Strøm, der snart er færdiguddannet psykolog, og Asmine på 4 år.

 

Dogme-Pecha Kucha: Familie

Det nyeste nye er begrebet Pecha Kucha, som er en stand up form, hvor hver deltager for et publikum  præsenterer deres arbejde, projekt, talenter, idéer eller andet gennem 20 elementer, der hver varer 20 sekunder. Euroman bad Palle Strøm lave en unplugged dogme pecha kucha om sit forhold til familie.

1. Min familie: Det store er, at jeg selv har fået en familie. At vi har fået et barn betyder, at vi er en familie, og det er den smukkeste enhed, man kan være. Og så er det det sted, jeg allerbedst kan lide at være.

2. Min mor: Jeg er vokset op i de gamle kønsroller, hvor mor gik hjemme og passede børnene, lavede maden og madpakkerne, bandt mine snørebånd og overøste os med kærlighed.

3. Min far: Han var den store erobrer – sørøveren på de syv have, som oplevede fantastiske ting og kom tilbage med store skatte.

4. Mine søskende: Min storebror Michael er 49 år tidligere professionel håndboldspiller. Min storesøster Line er 46 og har været balletdanser.

5. Min datter: Asmine har komplet ændret mit liv – udelukkende til det bedre. Hun er udgangspunktet for mit liv.

6. Min kone: Det er hende, jeg elsker. Der sker noget fantastisk med ens kæreste, når hun bliver ens kone, og især når hun bliver mor til ens barn. Så ser man noget meget dybere.

7. Mit hjem: Mit kære hjem roder meget – for meget. Jeg ville ønske, mit hjem ikke rodede så meget. Det er noget, vi arbejder på. Både min kone og jeg er de yngste og forkælede i søskendeflokken og er derfor sluppet af sted med at rode.

8. Mit barndomshjem: Amagerbrogade 4, som jeg har en enorm lyst til at gense. Det var en stor lejlighed på Amager med udsigt over volden – det tror jeg har givet mig et stort udsyn.

9. Mit værelse: Det har altid været vigtigt for mig at have et værelse, der er mit. I dag har jeg et værelse i kælderen, som er fyldt med musik, billeder, ting og sager, og jeg elsker at være der. Det er min hule.

10. Mit kæledyr: Jeg elsker dyr. Jeg var oprindelig bange for hunde, men det var fordi jeg ikke kendte nogen. Siden fik jeg kat, og jeg tror, man godt kan være både katte- og hundemenneske. Det er jeg. Nu er jeg så allergisk, men min store drøm er at blive dyrepasser på et tidspunkt.

11. Min onkel: Jeg har ikke nogen…han er død for mange år siden, men jeg er selv blevet onkel, og det er rigtig sjovt.

12. Min farfar: Min farfar er død ligesom alle i den kæde. Jeg er efternøler, så jeg har ikke oplvet dem så meget, men jeg husker ham som en meget bestemt mand.

13. Min farmor: Hun hed Elly Jensen, og hendes mand hed Carlo. Det syntes jeg jo var sjovt, da ”Op på fars hat”, Walther og Carlo-filmene, kom op.

14. Min morfar: Ham har jeg aldrig kendt, men han har fyldt meget i min familie, fordi han var en stor personlighed. Han hed Børge Kisbye og havde en kæmpe danseskole, der indførte rock’n roll og jitterbug til Danmark.

15. Min mormor: Hjemme på min væg har jeg et stort billede af min mormor og morfar, der danser. Det er forsiden af Billed-Bladet, hvor der står: ”Skal vi danse rumba eller swing?” De danse demonstrerede de så inde i bladet.

16. Min ungdomskæreste: Første gang jeg oplevede seksualitet i mit liv, var før en fysiktime, hvor en af de lækre piger i klassen ville give mig noget popvoks  – det der slikpulver, der sprang inde i munden. Det var helt uskyldigt; hun lagde det på sin hånd, og jeg slikkede det af den. Men da kunne jeg se i hendes øjne og mærke i mig selv, at der skete et eller andet, der var noget andet end leg.

17. Mit bedste barndomsminde: Måske da hele familien sidder på vores motorbåd ude ved Amager Strand og spiser frokost, mens båden vipper, og solen skinner. Vores klub var Københavns Motorbådsklub, der lå mellem Benzinøen og Københavns Forbrændingsanstalt, mere idyllisk bliver det ikke…

18. Min første tale: …det kan jeg simpelthen ikke huske.

19. Min konfirmation: Blev holdt på Restaurant Prag på Amagerbrogade, hvor min storebror og storesøster også havde holdt det, man i dag vil kalde en nonfirmation, for jeg troede ikke på Gud, og hele min familie havde meldt sig ud af folkekirken.

20. Mit bryllup: Det overgik alle forhåbninger om, hvor fantastisk romantisk og smukt, det kunne være. Det var opløftende på et plan, der var højere, end man skulle tro.

 

Georg Jensen goes Burberry

Nu skal han pudse det op og lave en Burberry-vending Ulrik Garde Due kan meget vel være manden, der magter at gøre det ingen andre har kunnet: Lave en god forretning ud af 104-årige Georg Jensen. Han har været med til at genopfinde Burberry, og nu er han i gang med en lignende manøvre på sølvsmedjen.

45-årige Ulrik Garde Due kan meget vel vise sig at være manden, der magter at gøre Georg Jensen til en god forretning. Når man har været en af drivkræfterne i at gøre en kedelig gammel morfarfrakke som Burberry til et af tidens hotteste modebrands, så skulle det nok være muligt at finde på noget, der kan sælge smukt dansk design.
Ulrik Garde Due har haft hele sin karriere i udlandet. Mest i Paris, men også i Tokyo, New York og London. De seneste mange år i har han arbejdet i modebranchen. Han har haft ledende stillinger i franske Celine, i italienske Cerruti og han var med på det team under Rose Marie Bravos ledelse, der genopfandt Burberry.
Nu skal du vel sådan set bare gøre det samme for Georg Jensen? 
”Det kan man altså ikke. Man kan bruge nogle af de samme værktøjer, men man kan ikke kopiere det, for så respekterer man ikke brand’et og den kultur, der er i virksomheden, og det er det allervigtigste,” siger Ulrik Garde Due.
Handler det om at få lavet noget smart nyt design?
”Det er ikke nok. Det første, vi gjorde i Burberry, var at hyre en dygtig creative director, som valgte nogle ikonprodukter og begyndte at lege med dem.”
Mange tror, man bare skal hyre en kendt designer?
”Det er der ikke brug for. I hvert fald ikke her og ikke nu. Det er brand’et, der skal tale til dine kunder. Det er ikke en personlighed som en designer. Vi har brug for at styrke brand’et Georg Jensen og ikke navnet på en creative director. Ham vi hyrede til Burberry dengang hedder Roberto Menicheti. Han kom fra Jill Sander, og han var ikke kendt. Et stort navn kan let komme til at sætte brand’et lidt i skyggen.”
Hvad har du tænkt om Georg Jensen, de seneste år?
”At tingene var blevet lidt for forfinede, og der var for meget fokus på smykker og ure. Når jeg gik ind i en Georg Jensen-butik et sted i verden, manglede jeg i stadig højere grad fornemmelsen af, hvad det her firma repræsenterer. Det var nogle meget kolde butiksmiljøer, som var museumsagtige, og man kunne ikke røre ved produkterne, for alt var under glas. Det var blevet deciderede smykke- og urforretninger. Butikken på Strøget er faktisk den eneste i verden, hvor vi sælger vores sølvtøj og living produkter i egen forretning.”

Vi skal ud og sælge sølvtøj igen. Der er ingen grund til, at vi ikke kan blive det ledende luksusmærke indenfor sølvtøj på verdensbasis. Vi har håndværket, historien og designet.

Skal der laves om på det?
”I høj grad. Vi skal minde os selv om, hvor vi kommer fra. Vi er en sølvsmed. Georg Jensen var billedhugger og blev så sølvsmed. Vi skal ud og sælge sølvtøj igen. Der er ingen grund til, at vi ikke kan blive det ledende luksusmærke indenfor sølvtøj på verdensbasis. Vi har håndværket, historien og designet. Men det kan vi kun gøre, hvis vi fortæller forbrugeren hvad vi står for. Det er de forvirrede omkring, fordi vi har markedsført os selv meget forskelligt, nærmest fra det ene år til det andet. Strategien er, at vi skal ud at lave det her mærke til verdens førende skandinaviske luksus livsstilsmærke. Det er en del anderledes end at være et international jewellery and watch company!”
Men mange af jeres ting passer ikke sammen – Georg Jensens art deco-smykker og kontorting i børstet stål!
”Synes du ikke? Det hænger sammen i det øjeblik, der står Georg Jensen på det. Der er selvfølgelig nogle ting, der æstetisk hænger bedre sammen end andre, og så er det, vi skal finde ud af at sætte tingene sammen i vores forretning. Overskrifterne er skandinavisk, luksus og livsstil. Jeg siger, vi skal være stolte over de mange meget forskellige produktgrupper, vi laver. Living har ikke været ”fint nok” til at sælge i vores egne forretninger, så det blev kun solgt gennem andre, isenkræmmere og lignende. Julepyntet var nærmest the ugly cousin, som man ikke talte om i virksomheden, og vi solgte det kun i Skandinavien.”
Der har flere gange været tale om at sælge julepynten fra? 
”Hvorfor skulle vi det? Det sælger godt i Skandinavien, og der er ingen grund til, at det ikke skulle blive en succes i andre lande. I USA holder man også jul. Vi skal hive living, julepyntet og alle produkterne ind og sætte dem i et butikskoncept, hvor de arbejder sammen.”
Hvornår?
”I juni og juli åbner vi to nye forretninger i Taiwan, og det nye butikskoncept er klart på Madison Avenue i New York i september, og lufthavnsbutikken i Kastrup i løbet af sommeren. Vi tager alle produkterne og kommer dem ind under ét tag!”
Det er svært at se for sig – gamle sølvkander, messing julepynt og kontorting i stål!
”Vi indretter butikken som et moderne dansk hjem. Jeg har en engelsk arkitekt i gang med at tegne på det. Man får en fornemmelse af, at der er spisestue, stue, køkken og soveværelse. Produkterne er dels udstillede, så man kan røre ved dem og tage dem for at købe dem, men de bliver også udstillede og arrangerede på en måde, så man får gode indretningsideer med hjem. I ”køkkenet” kan man sidde i barhøjde og få en kop kaffe og se på smykkerne. Det giver en relaxed cool feel, mens man ser på nogle produkter. Ved juletid, kommer der selvfølgelig juletræ i forretningen og viser vores julepynt. Vores ting står i et varmt miljø, der er skandinavisk. Det er meget vigtigt, vi kommer tilbage til det. Vores styrke er netop, at vi er danske – det er det, vi skal gå ud og sælge.”
Det er pudsigt, det er en engelsk arkitekt, der indretter?
”Egentlig ikke. Jeg har også lige ansat en super-pige, jeg har arbejdet sammen med hos Burberry. Hun er fra New York og skal lave vores visual merchandising. Jeg tror, det er meget vigtigt, at man er åben overfor at tage folk ind med deres point of vue på, hvad danish design er.”
Er livsstil ikke efterhånden et slidt ord og et temmelig overfyldt marked?
”Livsstilskonceptet giver os uendeligt mange muligheder, og det kan jeg lide. Der er ganske vist mange på markedet og mange, der siger, de er luksusmærker uden at være det. Ingen arbejder på så bredt et produktområde som os.”
Har været en svaghed?
”Ja, men det vender jeg rundt til en styrke, og får produkterne til at arbejde sammen. I stedet for at lave individuelle produktlanceringer og bruge en masse markedsføringspenge på f.eks. at lancere en ny smykkelinje, skal vi arbejde med Georg Jensen brand’et hele vejen rundt i temaer. Til efteråret vil vi f.eks. fejre Henning Koppel, som ville være fyldt 90 år, og som nok er den, der har arbejdet med det stærkeste formsprog indenfor flest produktområder. Og da kan vi vise alt fra en håndlavet sølvfisketerrin til syv hundrede tusinde kroner, til salt & pebersæt i rustfrit stål til 349 kr. Forestil dig, du går ind på Madison Avenue i det danske hus og ser de her meget forskellige produkter men med samme formsprog. Så er det, man begynder at skabe et brand, fordi man har produkter, der supplerer hinanden.”
Er det et troværdigt luksusmærke, der har så vidt et prisspænd?
”Ja, da. Man skal være meget opmærksom på, at prispyramiden skal være i orden. Der skal være nogle ting i toppen, de fleste kun kan drømme om, og så skal man selvfølgelig være opmærksom på, hvor langt pyramiden skal gå ned. Men hver gang man laver en lancering, skal man sikre sig, at der er et tema og en prispyramide. Når vi relancerer Koppel, skal der være nogle fantastiske stykker i toppen af prispyramiden, men så skal der også være nogle meget smukke stykker i midten og i bunden, som har det samme formsprog.”
Hvad tænkte du egentlig for fire år siden, da Georg Jensen lancerede sin diamantsatsning med et gammelt Nanna Ditzel-smykke spækket med for to mio. kr. diamanter?
”Good try! Jeg syntes, det var frisk gjort. Når jeg kommer diamanter på en Daisy blomst, er det lidt samme ide. Tage et ikon. Lege med det, opgradere det og lave det spændende på en anden måde. Det kan man så gøre mere eller mindre tastfully – det er der, den vipper.”
Men Daisy’en er oprindeligt slet ikke Georg Jensen. Den blev lavet af hos Anders Michelsen, ikke?
”Som senere blev købt op af Georg Jensen. Men vi diskuterede da meget, inden vi lancerede den globalt og i mange farver den 3. April i år, om den er et stærkt nok udtryk for det formsprog, vi skal stå for i fremtiden. Den er lige på grænsen. Vi gjorde det, fordi det er en national blomst, og den har været så stor en succes herhjemme, så der var en mulighed for at lave en quick win. Det ville også give noget farve i forretningerne, og det synes jeg, de skreg på. I Japan er de helt vilde med den. De synes den er kawaii, som de siger, når noget er sødt.”
Daisy er lidt af en cashcow for jer, men kan man ikke malke sådan en for meget?
”Ikke hvis man gør det på en måde, hvor man fornyr sig selv nok. Hvis man formår at inspirere sine kunder til at bruge produkterne på en ny måde.”
Hvad er de største udfordringer?
”En af de største er, at vi ikke kommer ud med nyheder hurtigt nok og ofte nok. Hvis ikke vi kommer op i hastighed, så får vi ikke den her virksomhed op og flyve igen.”
Men det tager vel tid at udvikle et Georg Jensen-produkt?
Jo, men der er forskellige måder. Jeg bruger meget tid i vores arkiver, hvor jeg finder tegninger og skitser. Det er en fantastisk rigdom, vi har der. Vi skal tage gamle ikon-produkter ud, give dem et nutidigt twist og så ud på markedet. Så starter vi med dem. I stedet for hele tiden at gå og genopfinde os selv. Kunden er forkælet i dag. Når de kommer ind i en Georg Jensen-forretning en gang om måneden, forventer de at se noget nyt. Og det skal der være. Det kan være et nyt produkt, men det kan også være en ny måde at sætte det op, som inspirerer kunden.”
Hvad med pengene? Din forgænger lovede en omsætning på 2-3 mia. kr., og den ligger på knap 900 mio.
”Det skal jeg slet ikke ud og udtale mig om nu. Jeg har sagt til bestyrelsen, at jeg kan vise nogle statistikker over, hvad luksusmærkevarer mener, de skal lave på top- og bundlinje (omsætning og resultat) over de næste fem år. Det ligger mellem 5 og 20 procent, og der skal vi i hvert fald være.”
Er det ikke et ret vidt spænd?
”Jo, men det er også blevet gjort mere præcist overfor bestyrelsen, da de skrev under på strategien i december.”
Har du fået penge til at realisere strategien?
”Nej.”
Til alt det her – er det ikke barske vilkår?
”Tja, fase 1 og 2 skal nok gå, men måske skal der noget investering til senere, hvis vi skal tage det endnu højere op.”
Det er kun fire år siden, der kom en helt ny strategi!
”Ja, jeg har meget at bevise endnu, før jeg kan sige, at denne strategi er den helt rigtige. Siden januar har jeg arbejdet på at kommunikere den nye strategi internt, så alle, virkeligt alle, er med. Det har været fantastisk at se, hvor naturligt folk købte ind i strategien. Blandt mange af de gamle medarbejdere var det som om, at finally får vi nu lov til at lave det, vi tror, er rigtigt. Det giver mig en enorm tillid til, at vi er på rette vej. For det kommer indefra.”

©Hanne Sindbæk

Forsker først – formand siden

Alsidig professor Povl Krogsgaard-Larsens indflydelse rækker både vidt og bredt. Fra erhvervslivet, hvor han er formand for Carlsbergs bestyrelse, til forskningen over en bred kam, fordi han er formand for Carlsbergfondet, landets største forskningssponsor. Den rækker helt ind i kunstens verden, fordi kunstmæcen nr. 1, Ny Carlsbergfondet, hører ind under Carlsbergfondet. Men hans sande identitet er forskeren. Som sådan har han vundet stor hæder og forvandlet fluesvampens gift til nyttig medicin.

Povl Krogsgaard-Larsen er uddannet kemiker, men han er ikke sådan at sætte på formel. Ikke for det, som menneske er han ret ligetil og nem at snakke med, men professionelt stritter det godt nok i mange retninger. Han er blevet kaldt Danmarks førende medicinalkemiker og er professor på Farmaceutisk Universitet. Men han spiller også på et andet plan en uhyre væsentlig rolle i dansk forskning. Han er nemlig formand for direktionen i Carlsbergfondet, der årligt donerer næsten 200 mio. kr. til grundforskning ikke bare indenfor naturvidenskab, men også indenfor humanistisk videnskab og samfundsvidenskab. Derved har han stor indflydelse på, hvad der skal forskes i, og hvem der skal gøre det. Hans indflydelse rækker også ind i kunstens verden. Den vel nok økonomisk stærkeste spiller, når det gælder støtte til kunst, Ny Carlsbergfondet, har godt nok sin egen direktion, men hører under Carlsbergfondet, ligesom Frederiksborgsmuseet gør det.
Sidst men ikke mindst spiller han en væsentlig rolle i dansk erhvervsliv, fordi han er formand for Carlsbergs bestyrelse. Det er han, fordi Carlsbergfondet er hovedaktionær i bryggeriet, for sådan havde den gamle brygger Jacobsen bestemt det. Med de poster kan man sige, at Povl Krogsgaard-Larsen professionelt vælter sig i penge. Men på det personlige plan er penge noget af det værste, han ved. Det er ikke i noget pragtpalæ, jeg besøger ham, men i en nydeligt og beskedent gult parcelhus i Blovstrød, som han og hans kone Tove har boet i, siden de fik det bygget for 35 år siden. Bilen er en veltjent blå Opel, og det mest ekstravagante, han har gjort, er, at han har bygget et hus på sin fødeø, Mors. Det har han og Tove taget i besiddelse denne jul.
I min research er jeg faldet over en gammel artikel, hvor der står, at han kunne have kørt i Rolls Royce, hvis han havde taget imod tilbud fra medicinalindustrien. Det er noget af det pinligste, Povl Krogsgaard-Larsen har oplevet.
”Det var ikke mig, der havde sagt det, men en kollega fra industrien, der var til stede under interviewet. Jeg havde det så skidt med, at folk troede, at jeg havde sagt det, at jeg følte, jeg måtte forsøge at forklare det inde i Carlsbergfondets direktion overfor de mennesker, som jeg har stor respekt for. Det sidder stadigvæk i min bevidsthed og generer mig, at det stod i den skabede avis.”

Hvorfor er det så pinligt?
”Det er så pinligt, at jeg skulle have siddet og overdimensioneret mine muligheder for at blive rig ved at arbejde i industrien. Jeg kan love dig for, det nagede mig i lang tid.”

Men hvad betyder penge egentligt for dig?
”Det er nok næsten for flot at sige, at de betyder meget lidt. Men det betyder i hvert fald så lidt, at jeg aldrig nogensinde har foretaget et valg her i tilværelsen under hensyntagen til penge.”

Det er en sjov, sådan lidt verdensfjern holdning at have!
”Det kan man godt sige. Da både min kone Tove og jeg arbejdede, sparede vi nogle penge op. Da vi fik børn holdt Tove op med at arbejde, og så brugte vi de penge  – derefter stiftede vi gæld, og det var en rimelig stor gæld. Jamen, det var jo så bare det. Jeg har aldrig foretaget et valg, hvor penge var nogen som helst betydende faktor. Jeg har også sørget for, at den løn jeg får for min halvtidsstilling på Farmaceutisk Universitet på kroner og øre bliver trukket fra min løn i Carlsbergfondet. På den måde er der rene linjer, og min beslutning om at fortsætte på universitetet eller holde op er uafhængig af økonomiske overvejelser. Hvis man først begynder at interessere sig for penge – jamen så er der ligesom noget, der går i stykker.”

Hvad?
”Ens værdinormer. Hvis jeg skulle prioritere penge op og begynde at spekulere på, hvor meget jeg nu fik ud af noget, så kunne det komme til at lægge nogle begrænsninger på, hvad jeg valgte.”

Nu beskæftiger du dig på topplan med dansk erhvervsliv, hvor man er optaget af bonusordninger, aktier, optioner og warrants – hvordan har du det med det?
”Jeg erkender, at det er og bliver en drivkraft for mange, men selv har jeg f.eks. ingen aktier. Jeg tænker ikke i de baner, men jeg respekterer dem, for hvem det er en drivkraft, selvom jeg somme tider synes, det kan blive lidt for meget.”

Men skal du ikke selv sidde og forhandle med Carlsbergs topledelse om deres ordninger?
”Det gør jeg sammen med næstformanden, Jens Bigum, i erkendelse af, at det har han mest indsigt i, fordi han har levet sit liv i industrien.”

Hvad tænker du så, når du ser alle disse aftaler?
”Jeg under de mennesker det så godt. Dem, som jeg har været med til at give bonusordninger, har ydet en meget stor indsats, og jeg tror, det er en positiv drivkraft for dem.”

De fleste bestyrelsesformænd har selv aktier, hvorfor har du ikke?
”Jeg vil have lov til at foretage mine valg og træffe mine beslutninger, diskutere med mine omgivelser og alting uden hensyntagen til mine egne penge. Som bestyrelsesformand interesserer jeg mig selvfølgelig for aktiemarkedet, men på det personlige plan interesserer det mig egentlig ikke. Når man er sådan, så kunne jeg godt forestille mig, at man på en eller anden måde kunne komme til at klumre i det. Sådan at jeg måske i tankeløshed var insider i en bestemt situation, fordi det simpelthen ikke indgår i mine tanker, og det kunne forvolde stor skade.”

Er det vigtigt for dig at fremstå fuldstændig uafhængig og uangribelig?
”Sådan kan du godt udtrykke det. Jeg vil altså ikke risikere at fumle i det og komme til at skabe ravage – der er jo masser af andre muligheder for at begå fodfejl!”

Som formand for Carlsberg, Danmarks 9. største virksomhed, sidder Povl Krogsgaard-Larsen på en af de højeste poster i dansk erhvervsliv, men det er forskeren, der er hans sande identitet, og det er her, man finder de præstationer, han selv er mest stolt af. Han er internationalt anerkendt for sit arbejde med at identificere og tæmme giftstofferne i den røde fluesvamp for at kunne bruge dem til lægemidler. Et middel mod epilepsi er på markedet i dag som resultat af det, og en helt ny form for sovemedicin er på vej. Men hvordan finder en lille bondedreng fra Mors overhovedet frem til, at han skal være medicinalkemiker?
”Det er de små puf – de mange små puf, der gør det,” siger Povl Krogsgaard-Larsen.
”Allerede som stor dreng havde jeg det sådan, at når jeg stod overfor noget nyt – noget uprøvet, så gik der det her gys igennem mig. Hvis jeg gik i en skov et sted, hvor jeg vidste, der ikke havde været nogen i meget lang tid; hvis jeg fandt en stenøkse, som ingen havde rørt ved i flere tusinde år, eller når jeg blev fortalt om alle de her giftige planter – det gav et vældigt gys. Jeg tolker det som en trang til at bevæge mig ind i noget, der var nyt. Altså fornemmelsen af, at når noget var mystisk, var det spændende. Vi lærte kemi i gymnasiet, men det var meget uinspirerende, fordi læreren var fysiklærer og syntes, kemi var uinteressant. Men jeg fik nogle små sejre hjem, hvor jeg pludseligt kunne svare på noget og løse opgaver, som andre ikke kunne. Så tænkte jeg, at kemi måske havde de elementer i sig – det mystiske og skabende, som var noget for mig.”

Men derfra og til at finde frem til Farmaceutisk Højskole (nu Farmaceutisk Universitet) er der vel et stykke vej!
”Jeg havde en fætter, der havde taget det valg, og jeg syntes det lød spændende og mystisk – tænk at være med til at skabe noget ny medicin! Dengang startede uddannelsen med to år på et apotek. Mit store held var, at vi havde en provisor – det hed farmaceuter på et apotek dengang – der var dybt interesseret i kemi. Han lavede kemiundervisning for mig, vi snakkede meget kemi, og han var dybt, dybt inspirerende. Jeg tror, det blev helt afgørende for mig. Jeg blev klar over, at det var kemien i alle dens mangfoldigheder indenfor det farmaceutiske område, der interesserede mig.”

Men hvordan kan sådan en knægt fra Mors overhovedet forestille sig, at man kunne leve af at være forsker?
”Det havde jeg slet ikke gjort mig nogen forestilling om. En måned efter jeg var startet på Farmaceutisk Højskole skete der noget, der sådan set blev mit held i uheld. Jeg fik konstateret tuberkulose. Jeg måtte altså ud af studiet og ind på et sanatorium i Skive. Det var en frustrerende periode. Først havde jeg brugt to år, som soldat, og et par år efter får jeg tuberkulose – altså fornemmelsen af at have spildt tre år! Den begyndte at gnave. Men det blev mit held, for pludselig sad jeg der og havde oceaner af tid.”

Hvordan blev det et held?
”Jeg begyndte at læse masser af kemibøger, som jeg ellers ikke ville have haft tid. Og jeg gik lange ture, lærte botanikken ude i naturen, samlede planter og fik lavet et ret flot herbarium. Jeg kunne godt mærke, at de planter, jeg mest interesserede mig mest for, var de giftige planter – der har du igen mystikken i det.
På den måde fik jeg et meget intenst og tæt forhold til både kemien og til botanikken. Jeg havde en dejlig overlæge på sanatoriet, som talte med mig om kemien, og han var inspirerende på alle de måder, han nu kunne være inspirerende på. Det var igen sådan et positivt puf, ligesom jeg fået det af provisoren på apoteket. Et positivt puf, hvor der var nogen, der virkelig seriøst interesserede sig for en og gav et af de her inspirerende puf… det har været en drivkraft i hele mit liv.”

Hvor fik du så det næste puf?
”På Farmaceutisk Højskole af professor Helmer Kofod. Det var mod slutningen af studiet, og jeg havde fundet ud af, at jeg godt ville være forsker, og derfor licentiatstuderende. Da jeg fortalte ham det, sagde han: ”Så må du sørge for at blive nummer et på holdet!” Det var jo noget af en melding, men det lykkedes altså. Han blev min vejleder. Det fik jeg nu ikke noget ud af, for han var meget verdensfjern og de samtaler, vi skulle have, blev aldrig til noget. Havde jeg ikke haft en medvejleder, så var det gået helt i fisk.”

Kunne det ikke tage pippet fra dig?
”Nej, for jeg kunne godt gennemskue, at han gerne ville støtte mig, men ikke kunne. Han var dybt intelligent, men hans forhold til virkeligheden var ekstremt skrøbeligt. Det nemmeste ville være at sige – nu kan det filenfisme være nok! Men jeg har altid haft det sådan, at jeg holder fast i en situation – uanset hvor broget den er, indtil jeg får noget positivt ud af den.”

Hvordan det?
”Der er mange situationer, der er vældig brogede. Tuberkulosen var faktisk noget værre møg, hvor man kunne have fordybet sig i frustration og bitterhed. Men jeg fastholder situationen; arbejder bevidst med den, indtil jeg finder et positivt hjørne. Jeg fik jo en masse tid og lejlighed til at fordybe mig, og det var jo positivt. Jeg kan ikke slippet et problem, før jeg har fået noget positivt ud af det.”

Det er jo ikke alle mennesker, der kan det!
”Dem har jeg ondt af. Hvis ikke man har den trang i sig til at få vredet noget positivt ud af en situation, så synes jeg, man mangler noget. Jeg synes, der er mange, som har en grundliggende negativ vinkel på oplevelser. Jeg kan ikke forstå det, selvom jeg kan sagtens forklare det. Jeg synes det gør det hele lidt fattigt.”

Lige da du havde fået din licentiatgrad, fik du job som lektor på Farmaceutisk Højskole – kan du huske omstændighederne omkring det?
”Det kan du lige rolig regne med, jeg kan huske! Jeg blev kaldt ned til professoren, og hun spurgte om den ledige lektorstilling var noget for mig. Og det var det bestemt. Det gik så op for mig, at jeg skulle ansættes til at bygge et helt nyt forskningsprogram op indenfor medicinalkemi.”

Hvilken følelse gav det dig?
”Jeg kunne ikke rigtigt finde hoved og hale i det. Pludselig skulle jeg jo finde på noget, som skulle rive andre med, og som skulle være bæredygtigt. Der gik nogle måneder, hvor jeg havde det ret skidt. Så blev jeg gjort opmærksom på en videnskabelig artikel om den røde fluesvamp, og da jeg læste den, tænkte jeg helt spontant: Der er det!”

Hvad var det, der var der?
”Hele ideen til ny og original forskning indenfor medicinalkemi. Det var ikke alle, der kunne se det. Der var en gammel lektor, der blev virkelig ophidset og sagde, jeg ikke var rigtig klog at tro, jeg kunne lave noget ud af den røde fluesvamp, der kunne blive til lægemidler. Men jeg syntes, man skulle tænke over, hvorfor fluesvampen er giftig. Hvis der som i fluesvampen er nogle stoffer, som påvirker centrale mekanismer og processer i kroppen, bør man tænke, om det kan lade sig gøre at dreje den uheldige effekt til noget positivt.”

Hvor pudsigt – det er ligesom du lige har beskrevet hele din livsholdning – at vende og dreje negative ting til der kommer noget positivt!
”Ja, det er jo det – sådan vil jeg forklare det.”

Du forskede så i fluesvampens giftstoffer nogle år. Var der sådan et tidspunkt, hvor du følte – Ja, nu har jeg fundet det!?
”Absolut! Vi var i Australien og arbejde videre med stofferne, og det sidste trin i at finde noget rigtig spændende, er en test af stoffet i en særlig maskine. Den siger tik…tik…tik…mens den behandler stoffet, og jo mere kraftigt det er, jo længere er der mellem tik’ene. Jeg havde regnet ud, at den ville nå frem til mit stof midt om natten, så jeg stod op og gik hen på laboratoriet – og der var fuldstændig musestille, som næsten kun en australsk nat kan være. Fordi der var så stille, kunne jeg allerede inde i biblioteket høre, maskinen sagde tik………….tik…………..tik. Den var lige ved at gå i stå, og da var jeg klar over, at jeg havde gjort en fundamental opdagelse. Det var helt ubeskriveligt.”

Midt om natten, helt alene, fundamental opdagelse – det må være meget syret!
”Det var en total drømmetilstand. Jeg vidste, at det her var et gennembrud, som jeg slet ikke havde kunnet forestille mig. Her var noget, som var aldeles nyt. Det var dybt fascinerende. Jeg gik hjem gennem den australske nat, hvor opossumerne kiggede på mig med deres runde øjne oppe fra træerne. Jeg var helt distræt, gik igennem skoven og ind i sådan et stort australsk edderkoppespind af den mest klistrede slags. Selvom det var dybt ubehagelig, havde jeg kun den der fantastiske fornemmelse af at have skabt et gennembrud.”

Opdagelsen blev starten på et meget hektisk årti for Povl-Krogsgaard-Larsen. Han blev berømt i videnskabelige kredse, rejste verden rundt og forelæste. Han forskede videre, gjorde endnu en fundamental opdagelse, og som 45-årig havde han nået mere, end de fleste forskere når et helt liv. Han blev dr. pharm. i 1980, professor i 1986, hvor han også blev optaget i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab – en 263 år gammel institution, der er den absolutte top på det videnskabelige Parnas. Her får kun de ypperste 250 af de danske grundforskere tilbudt medlemskab. Selskabet udpeger blandt sine medlemmer de fem, der skal udgøre Carlsbergfondets direktion og dermed være grundstammen i Carlsbergbryggeriets bestyrelse. Povl Krogsgaard-Larsen kom med i Carlsbergfondet i 1993 og i 2002 blev han formand, og altså også formand for bryggeriet.

Hvordan føler du dig egentligt kvalificeret til posten som bestyrelsesformand for Carlsberg?
”Det gør jeg, fordi jeg ved, at jeg er omgivet af kompetente mennesker. Jeg modtager impulser, råd og vejledning hele tiden fra de mennesker, jeg er omgivet af. Hvis jeg skulle have siddet alene i lønkammeret, og regne mig frem til beslutningerne selv, så ville det da ikke være forsvarligt.”

Du kunne jo lave det om, så det ikke var professorer, der sad i bestyrelsen!
”Professorerne sidder jo sammen med nogle så erhvervskyndige folk som Jens Bigum, Henning Dyremose og Søren Bjerre-Nielsen. Jeg mener, at komplementaritet spiller en meget vigtig rolle i bestyrelser. Nu sidder vi altså vi fem professorer i Carlsberg-bestyrelsen, der sidder tre fremragende erhvervsfolk, og så har vi medarbejderrepræsentanterne. Den vægtning kunne godt være anderledes, for fundatsen siger ikke noget om, at disse fem professorer skal sidde i bestyrelsen. Men min oplevelse er, at samspillet mellem professorerne, som hver for sig dækker meget forskellige fagområder og de erhvervskyndige har været fremragende. Og så skal du huske på, der er altså en solid tradition i det. Brygger Jacobsen overlod altså sit bryggeri til professorerne.”

Mange ting ændrer sig jo på 118 år – har du aldrig tænkt på, om man kunne få et bedre udbytte, hvis man overlod bestyrelsesposterne til erhvervsfolk?
”Jeg har stor respekt for dygtige forretningsfolk, men jeg tror sådan set ikke, de kunne gøre det ret meget bedre. Man kan spørge – har bestyrelsen gjort det godt? Ja, det har den vel! Har Carlsberg klaret sig fornuftigt? Ja, det tror jeg! Kunne det have klaret sig bedre, hvis der havde været en anden sammensætning i bestyrelsen? Jamen altså svaret på det blæser i vinden…”

©Hanne Sindbæk

Povl Krogsgaard-Larsen om…

…moderne elektronik
Det er ikke noget, jeg tillægger nogen større betydning. Jeg bruger ikke selv computer. I mine omgivelser er der nogle mennesker, der er fantastisk skrappe til det, og de vil altid være hundrede gange bedre til, end jeg er. Hvorfor skulle jeg så bruge min tid på det? Som videnskabsmand har jeg skrevet rigtig mange artikler. Hvert eneste manuskript er skrevet i hånden. Det er altså en proces. Når jeg sidder med en blyant former tankerne sig, som et led i den proces. Og det kan ikke forme sig på samme måde for mig, når jeg skriver på maskine. Det skal på eller anden måde gå igennem hånden.

…forfriskninger
Altså når man drikker noget, så skal det ha’ en mening. Derfor drikker jeg stærk kaffe om morgenen plus te, men til gengæld ikke noget resten af dagen. Da drikker jeg helst vand. Om aftenen, når jeg runder af, så tager jeg mig en øl eller to. Det har jo også en mening. Det får takten til at rulle lidt langsommere, så kan man begynde at tænke.

…at have hund
Jesper Klein har sagt, at et hjem er et sted, hvor man selv føler sig hjemme – og det skal hunden også gøre. Det tror jeg i høj grad vores hund gør. Den fylder en del, og den er hundehamrende forkælet. Det første jeg gør, når jeg kommer hjem om aftenen, er at tale med den – og det forventer den sandelig også.

…om Gud
Jeg tror på det positive. Og jeg tror på Gud. Der er nogle gange en hånd, der giver de der små skub, som man ikke kan føle, som man pludselig opdager har været der. Selvom jeg er naturvidenskabsmand har jeg ingen problemer med, at Gud ikke kan bevises. Det er i virkeligheden snæversynet og lidt afstumpet at ville have bevis, når det gælder Gud og religiøsitet. Det er jo komplekst, uforklarligt og baseret på fornemmelser. Det er noget, jeg blankt erkender, ikke kan bevises, og som slet ikke trænger sig på med at skulle bevises.

…nærvær
Med det arbejdsprogram, jeg altid har haft, er der klart nogle omkostninger i forhold til familien. Men jeg synes, jeg nåede ganske mange ting med børnene. En af de rigtigste beslutninger, jeg har taget, da børnene var små, var at læse for dem, hver aften jeg var hjemme. Vi læste så mange bøger. Gøngehøvdingen, Ivanhoe og Ingemanns romaner, som man ellers skulle tro var for tunge for børn, men dem elskede  de. Somme tider sad vi og læste en time eller halvanden, indtil de var ved at gå omkuld.

Blå bog

Navn: Povl Krogsgaard-Larsen
Alder:  64 år
Job: Formand for direktionen i Carlsbergfondet, professor på Farmaceutisk Universitet (på halv tid) og bestyrelsesformand for Carlsberg.
Privat: Gift med Tove, der også er uddannet cand.pharm. og som arbejdede på Novo en årrække, indtil de fik børn. Datteren Nina er 30 år, biolog fra Københavns Universitet, siden immunolog på Rigshospitalet. Men i dag er hun forskningsassistent i et mindre firma i Australien og har som perler på snor leveret tre børnebørn, nemlig Daniel på fire år, Thomas på tre og Tanya på knap to. Sønnen Niels følger i fars fodspor, er uddannet cand.pharm. og ph.d.-studerende i et samspil mellem Lundbeck og Farmaceutisk Universitet.

”Der er altid nogen, man vil vise sig for”

Jan Stig Andersen, tidligere kronprins i Ecco, kommende konge over Brandtex, har samlet på mentorer. De to vigtigste har uden tvivl været faderen, der var teknisk direktør i Dansk Supermarked, og Eccos stifter, Karl Heinz Toosbuy – vise mænd, som det har været værd at vise sig for.

De fleste ville nok gå i stress-koma, hvis de havde bare en brøkdel af Jan Stig Andersens program for tiden. Han er ved at flytte fra USA til Danmark, sige farvel til Ecco, hvor han er direktør for Nordamerika, Latinamerika og Canada, og goddag til Brandtex, som han skal være topchef for. Sammen med familien har han indlogeret sig i kælderetagen hos sin mor i barndomshjemmet i Højbjerg i udkanten af Århus, mens de kigger på hus (i Silkeborg), på skoler til børnene, på biler, møbler og inventar til det nye hjem, de altså endnu ikke ved, hvor er. Samtidig er der et hus og to biler i USA, der skal sælges, og der er et hjem, der skal pakkes ned og sendes til Danmark. Men Jan Stig Andersen og familie virker ualmindeligt afslappede. ”Jeg tror, den eneste sikre tilstand, vi har idag, det er forandring. Jeg tror ikke på, at en virksomhed eller for den sags skyld en familie har en situation, der er statisk. Hvis der ikke er en forandringsproces igang, så er det tilbagegang. Forandring er det eneste holdepunkt, man har, og det lever jeg egentlig fint med,” siger Jan Stig Andersen. Han er på vej til USA for at afslutte sit liv derovre, både det private og forretningsmæssige, mens Lone og de to børn, Mads og Louise, bliver i Danmark og fortsætter hus-, bil-, skole- og inventarjagten.

”Vi har været vant til at arbejde på den måde altid. De sidste fem år i USA har jeg rejst mellem 150 og 170 dage om året, så dem der hjemme skal være rimeligt selvstændige, og det er Lone. Når man rejser meget, har konen og børnene deres helt eget liv. Hvis jeg kommer uventet hjem en eftermiddag, så er jeg nødt til at acceptere, at de ikke er hjemme, bare fordi jeg tilfældigvis er det.”
Er man så lidt turist i sin egen familie?
”Nej, men det er en fare, man skal være opmærksom på. Man skal sørge for hele tiden at engagere sig i, hvad børnene og ens kone laver og sørge for, at de også engagerer sig i det, jeg laver. Man skal passe på ikke at blive gæst i sig eget hus. Når familien har det program, de har – f.eks. har Lone lavet frivilligt arbejde på biblioteket i skolen og været med til mange skolearrangementer og hjulpet til med både ballet og gymnastik, så kan det ikke nytte at ærgre sig, hvis de ikke lige er der, når jeg kommer hjem. I stedet må man være stolt over, at de faktisk gør alle de ting, de gør, er dygtige til det og hjælper andre mennesker.”
Lå det i kortene, at I skulle hjem til Danmark nu?
”Nej, det gjorde det ikke. Hele familien var glade for at være i USA.”
Men det lå vel i kortene, at du var nået så langt i Ecco, som du kunne?
”Det er rigtigt. Men vi regnede med, at vi skulle blive i USA, og jeg fik også nogle virkeligt gode tilbud. Men som et lyn fra en klar himmel ringede der en headhunter og ville have mig til Danmark. Jeg fortalte ham, jeg kun var interesseret i sko- og tøjbranchen og faktisk slet ikke havde lyst til at tage hjem. ”Jamen, det er indenfor tøjbranchen – hvad skal der til, for at du er interesseret,” spurgte han. Så skal det være Brandtex, sagde jeg. Og det var det så!”
Hvorfor skulle det det?
”Fordi det er en rigtig spændende virksomhed. Der er tre store: Bestseller, Brandtex og IC Companys. Bestseller gør det allerede supergodt – det er juvelen i den danske tøjbranche. Brandtex; det er den uslebne diamant – der er så mange ting, der kan gøres, og jeg kan næsten ikke vente på at starte 1. september.”
Det her er dit barndomshjem – hvad er det første, du kan huske?
”Min mor og far byggede det her hus, da jeg gik i 5. klasse – de har selv tegnet det og designet al ting. Min far var teknisk direktør i Dansk Supermarked, hvor han arbejdede tæt sammen med Herman Salling i 39 år. De havde én butik, da han blev ansat, og han har så bygget alt, der er kommet til siden, for han var ansvarlig for al byggeri og inventar . Husbyggeriet her var en hobby for min mor og far. Jeg kan huske, hvordan jeg som lille dreng blev hevet med herud til byggeriet hver eneste aften. Far var udlært elektriker og gik selv og hjalp elektrikerne med at trække ledninger.”
Hvordan er du opdraget?
”Mine forældre har altid haft den opfattelse, at det var vigtigt, at jeg dyrkede sport og lavede det, jeg havde lyst til, for man kunne tidligt nok komme inde i det, der hed et seriøst liv. De har ikke pacet mig for, at jeg skulle være den bedste i skolen, men de ville godt have, man var i den bedste halvdel. Min far og mor kørte mig rundt til alt det her sport. Jeg har dyrket judo, bordtennis, håndbold, fodbold, badminton, squash og tennis, så min mor var en slags taxachauffør, og min far var også med hver eneste weekend, når han kunne – han arbejdede ret meget, men de var meget engagerede i både min lillebrors og mit liv.”

Jeg tror, vi egentlig alle sammen ofte gør ting, for at vise andre, hvad vi kan. Her havde jeg en, jeg skulle vise, jeg kunne.

Hvordan var din far?
”Han var en seriøs hårdtarbejdende barsk fyr med et stort hjerte. Hans et og alt var hans børn og siden også hans børnebørn. Der var ikke noget, der var vigtigere end det. Men ellers var det hårdt arbejde – han var helt væk i Dansk Supermarked og arbejdede mange timer.”
Hvad betød han for dig?
”Rigtig meget – han var faktisk min mentor. Jeg ringede tit og fortalte ham, hvad der skulle ske i løbet af dagen, og om aftenen var det vigtigt for mig at afrapportere, hvad der så faktisk var sket. Og så var han med til at sætte nye mål for mig. Han var en, jeg kunne ping-ponge med. Uden det skal være alt for blødt det her, vil jeg sige, at jeg tror, vi egentlig alle sammen ofte gør ting, for at vise andre, hvad vi kan. Her havde jeg en, jeg skulle vise, jeg kunne.”
Var han i tvivl om, at du kunne?
”Nej, det var han ikke – det kan jeg jo se nu. Men han blev ved med at sætte målenene lidt højere. Da han var død, hørte jeg, at han havde sagt til nogle af vennerne, at han var bange for, at det gik for hurtigt for mig. Som mennesker skal vi igennem en proces, og der er noget, vi ikke kan opnå blot ved at sætte det som et mål, nemlig livserfaring. Det kan godt være, man er 40 år og stor direktør, men der er altså den simple ting, der hedder livserfaring, og den har man ikke. Der er det vigtigt, man har nogle andre at støtte sig til. Min far repræsenterede den livserfaring, og jeg har været heldig i min karriere at have nogle mennesker tæt på mig, som har supporteret mig, som har været væsentligt ældre end mig, især Toosbuy nede på Ecco. Det er meget vigtigt, at du omgiver dig med nogle mennesker, der komplementerer dig. Noget af det mest ærlige er, at man erkender, hvad man ikke er god til, som min far sagde; Jan, det kan godt være, du ikke er bedst til det her. Det behøver du heller ikke, men så er du nødt til at sætte dig sammen med nogle som kan det.”
Er det naturligt for dig?
”Overhovedet ikke på det tidspunkt! Hvorfor tror du, jeg var bedst til enmands-sportsgrene? Hver gang jeg spillede double og tabte, havde jeg 120.000 forklaringer på, hvorfor vi ikke vandt i stedet for at arbejde på at få den double på plads, og da var det, min far gjorde mig opmærksom på, at det er vigtigt at kunne være en del af et team. Det er ikke alt, du kan kæmpe dig ud af selv. Det kan du gøre i mindre målestok, men lige så snart du kommer ind i en virksomhed som Ecco eller Brandtex, så skal du at have nogen, der kan noget andet, end du kan, og så går forskelligheden hen og bliver en kvalitet.”
Er det svært som individualist at nå den erkendelse?
”Dét er det, og hvis jeg skal sige én ting, jeg har haft succes med de sidste fem år, så er det det. De fire mennesker, der var tættest på mig i organisationen i USA, de var totalt anderledes end mig, og det gik op i en højere enhed.”
Jeg forestiller mig, det ikke har været en nem vej for dig at gå?
”Det har det ikke. Du kommer op mod mange udfordringer, når du er en enspænder og går efter selv at lave fingeraftryk. Så bliver du egoistisk i din tankegang, og nogle gange gennemtrumfer du ting, hvor det måske var fint nok, at du vandt det lille battle, men du tabte krigen og hvad så? Jeg arbejdede tæt sammen med Toosbuy som hans assistent, og fra starten satte vi det mål, at der hver måned skulle være noget, der var en synlig Jan Stig Andersen-ting. Fordi det var vigtigt, jeg ikke kun blev opfattet som hans forlængede arm. Den første ting var en Ecco-story, som fortalte om, hvor vi kom fra og hvordan vi var anderledes. Og det blev kendt i virksomheden som min. Det næste var et indstik i Jyllands-Posten, som folk også refererede til som mit. Og det var fint nok – det løftede mig fra et niveau til det næste. Problemet var bare, at det blev meget personfikseret. For at komme på det næste niveau i Ecco måtte jeg lære det med at få succes med en gruppe, og at det var gruppen og forskelligheden, der var kvaliteten.”
Men er det ikke svært at acceptere forskelligheden, hvis man har haft succes med sin egen måde?
”Kunsten er, at finde nogen, man kan respektere. Det er det vigtigste. Hvis der ikke er en fundamental personlig respekt, men man bare er stinkende dygtig, så kan man gøre alle de ting, man kan, og det kommer aldrig nogen sinde rigtig derhen til, hvor man skal. Hvis man respekterer hinanden, kan man lave mange fejl, og det betyder ikke noget. Man tror stadig på det, og man arbejder videre, for så har vi bare lært af det. Det, jeg oplever, er, at to og to bliver fem på den her måde.”
Din far var din mentor fra en tidlig alder – har du aldrig gjort oprør?
”Nej, det har jeg ikke. Men på et tidspunkt indså jeg, at nu var det nogle andre, jeg skulle vise mig overfor.”
Hvem?
”For Toosbuy, for J. G. Janssen (tidl adm. direktør og bestyrelsesmedlem i Ecco), for min ven og rådgiver, tidligere højskoleforstander Henrik Noer, for nogle af mine sportskammerater, som badmintontræneren Michael Kjeldsen, og på andre planer da også for mine børn, min kone og min mor.”
Hvornår døde din far?
”Han døde som 63-årig af kræft for fem år siden. Han var rigtig syg i halvandet år, og det var meget hårdt. Men lige så snart man er ovre den værste sorg, så er man mere glad for den tid, man har haft sammen med ham, end man er ulykkelig for den tid, som var hård. Det er det samme med Toosbuy, som ikke er der til at drive Ecco mere. I dag er jeg mere stolt af, at jeg havde 14 fantastiske år med sådan en mand, jeg lærte så meget af, end jeg er ked af, at han ikke er her længere. Der psykeregulerer man sig selv, for man skal videre. Det er det samme i sport: Du taber om lørdagen, så psykeregulerer du og løber videre søndag. Altså man har valget: Sætte sig ned og være ked af, at man tabte eller gå i gang med at træne – der er jeg typen, der går igang med at træne.”
Man må vel have lov til at være ked af, at ens far er død?
”Ja, det er klart – Jeg græd også meget og længe.”
Du flyttede til USA ikke så længe efter, han var død. Var der nogen sammenhæng?
”Nej, slet ikke. Men det var pudsigt. Jeg havde en kontakt til en af de allerstørste skokoncerner i verden, som ville have mig til USA, og det havde jeg diskuteret med min far. Han havde ikke svaret mig helt klart, men han havde sagt til min mor, at hvis Jan får det tilbud, så skal han gøre det. For han skal tage til USA og få den oplevelse. Det fortalte min mor mig bagefter, og det gjorde det endnu lettere for mig at tage afsted – det blev så med Ecco i stedet for.”

Jeg forestillede mig, at ligesom jeg havde succes med sport, ville jeg have succes indenfor business.

Da du var teenager, hvad troede du så du skulle være?
”Dengang havde jeg stadigvæk ikke andet end sport i hovedet. Da jeg meldte mig på Handelshøjskolen, havde jeg ikke forestillet mig hvilken industri, jeg skulle være indenfor, men jeg forestillede mig, at ligesom jeg havde succes med sport, ville jeg have succes indenfor business.”
Hvad har været de væsentligste vendepunkter i dit liv?
”Altså, der hvor der er sket et ryk?”
Det behøver ikke være opad – det kunne også være i en anden retning!
”Nej, der er kun én vej! Viljen er en del af talentet, mener jeg, og jeg har altid haft viljen. Det betyder for mig – og det er jeg ikke spor bange for at sige, selvom vi nu har snakket om alle de her bløde ting, og jeg nu pludseligt er rå: Der er kun én vej, og det er fremad! Man skal have respekt for historien, men der er kun en vej, og det er en fokuseret målrettet indsats mod resultater. Det er den eneste vej, der er i mit univers.”
Al den resultatorientering kan være fin nok, men du kan jo ikke bruge den overalt – i en familie f.eks. er det ikke kun resultater, der tæller!
”Det er bare på en anden måde. Resultater er ikke en destination, det er en journey – og det er det hele tiden. Du har aldrig nogen sinde et færdigt resultat – det er hele tiden en journey, og inden du når dit delmål, har du sat dig et nyt. Sådan er det også med børn. Måske skal du lære sine søn at spille bold. Man griber med to hænder, det næste er at gribe med en hånd, og så skal man se, om han kan kaste bag ryggen – det er også en proces med delmål. For mig selv kører jeg egentlig med konkurrencer hele tiden. Jeg har lige afsluttet et væddemål, jeg indgik over en julefrokost med min gamle badmintonkammerat, som ikke mente, jeg kunne løbe mere. I sidste måned løb jeg så broløbet over Øresundsbroen, som er en halvmaraton. Men jeg har også trænet meget lige siden 1. januar, praktisk taget hver dag i halvanden time med al slags sport. Så jeg er oppe hver morgen og træne fra kl. fem til halvsyv, inden jeg tager på arbejde.”
Synes du ikke selv, du lyder bare en lille smule irriterende?
”Jamen jeg vil jo ikke tage noget tid om aftenen fra børnene og Lone. De første to-tre uger var det lidt hårdt. Men jeg får det super godt af det, så jeg tror, jeg bliver ved. Jeg kom i gang på grund af det væddemål. Jeg er nødt til at have et mål hele tiden. Det er det, der driver mig.”
Hvilke milepæle er der i dit liv?
”Den første er, da jeg tager på et halvt års studieophold i USA, mens jeg læser cand. merc. Den næste er, da jeg starter på Ecco i 1990, og den næste da jeg tager til Sverige i 1996. Det er en milepæl, fordi jeg går fra en stabsfunktion til en linjefunktion og bliver ansvarlig for Ecco, Skandinavien – det var et stort skridt. Det var egentlig ikke så stort at komme hjem igen, selvom jeg kom i direktionen. Den næste milepæl er selvfølgelig, da min far dør. Da skal jeg tænke på nogle nye måder, finde en ny mentor, finde nogle andre at vise mig overfor. Og så er den næste milepæl, da jeg kommer til USA, og den sidste, bortset fra Brandtex selvfølgelig, er, da Toosbuy dør.”
Hvad betød det?
”Jeg var så tæt på Toosbuy, at han var en emotional link for mig til Ecco, en emotional binding, og jeg tror ikke, jeg kunne have sagt op til ham. Jeg tror også, at han ville have sikret, at jeg aldrig nogensinde havde taget det telefonopkald om Brandtex. Der er tidligere nogen, der gerne ville have fat i mig, og hver eneste gang har han enten kunnet mærke det eller har fundet ud af det, og så har han sørget for, at jeg ikke forlod Ecco.”
Så Toosbuys død er ikke kun et tab, men også en frigørelse?
”Ja, det er det. Jeg har været igennem alt på Ecco, og det er en ny åbning.”

©Hanne Sindbæk

Frihed, lighed og ultraliberalisme…

Lige for lige, når partnerskab skal holdes. Det princip hylder de to stiftere af, hovedaktionærer og adm. direktører i Saxo Bank. Lars Seier Christensen og Kim Fournais har samme aktiepost, samme løn, samme titel, samme niveau for biler og sågar samme kontor. Og for tre uger siden delte de 370 mio. kr. midt over, som de fik for at sælge 10 procent af deres aktiepost til kapitalfonden General Atlantic.

Hvis de var gift – hvilket de er, bare ikke med hinanden – ville Lars Seier Christensen og Kim Fournais den 15. marts i år have fejret kobberbryllup. I 12 et halvt år har de holdt sammen i medgang og modgang i hvad lykke, de mægtige finansmarkeder har tilskikket dem. På det seneste har medgangen været forrygende. Deres fælles barn, Saxo Bank, har vist sig at være tre mia. kroner værd. Det er godt gået af to gutter uden formel uddannelse, der i 1992 satsede 500.000 kroner og alle deres drømme på at skabe en investeringsbank, der var til for kunderne.
Prissætningen af banken kom bag på de fleste. Når sandheden skal frem, så kom det nok bag på mange, at der overhovedet var noget, der hed Saxo Bank, som var blevet så mange penge værd ved at handle med valuta og værdipapirer og sælge brugsretten til et online-handelssystem, banken har opfundet. De eneste, der helt sikkert ikke var overraskede over prisen, var Lars Seier Christensen og Kim Fournais.
”Det har faktisk været heldigt for os, at vores egen vurdering af bankens værdi hele tiden har ligget så meget højere end dem, der hidtil har været interesseret i at investere i os. Det er derfor, vi ikke har solgt noget før nu, hvor vi fik den pris, vi ville have,” siger Kim Fournais.

Nu er det kun en bid af banken, de med et vist vemod har solgt til den amerikanske kapitalfond General Atlantic. De ejer selv stadig 71 procent af aktierne. For de ti procent, de solgte, fik de en velanskrevet og kompetent medejer, der ikke mindst kan få betydning, når Saxo Bank formentligt på et tidspunkt skal børsnoteres. Og så fik de 370 mio. kroner til deling.
Hvordan føles det?
”Det er ikke ligesom at vinde i Lotto, hvor man det ene øjeblik har ingenting og det næste en masse penge. I den situation ville jeg nok blive ret glad. Nu spiller jeg ikke, hvilket nok forværrer mulighederne… Men altså, vi er ikke pludseligt blevet milliardærer. Vi havde det aktiv, og vi vidste, det havde en værdi. Vi havde også en meget klar ide om, hvad det var for en værdi. Så på den måde er det ikke overraskende. Det helt væsentlige er, at vi har fået andre til at verificere vores egen opfattelse af, hvad Saxo Bank var værd,” siger Lars Seier Christensen.
”Det er ikke sådan en champagnerus. Men det er rigtig vigtigt for os selv, vores ansatte og vores samarbejdspartnere, at der kommer denne her blåstempling, efter nogle meget professionelle folk har gennemgået virksomheden. Det er lige som om, det legitimerer tingene på en anden måde. Og efterfølgende er interessen for os, for at arbejde hos os, og være kunde hos os steget. Man kan ikke andet end gå rundt og smile lidt for sig selv. Nu har vi altid troet på det, men det er der mange andre, der ikke har, og de må så revidere deres opfattelse,” siger Kim Fournais.

Hvad betyder pengene?
”Det betyder meget, at man ved, hvis man falder om en dag, så er familien sikret. Men der ud over… Jeg læste i Berlingske Nyhedsmagasin, at mangemillionæren Finn Harald Simonsen sagde, at han godt kunne lide at gå ind i en butik og kigge, og han behøvede ikke at købe, for han vidste, han havde råd til det. Det, synes jeg, var ret rammende. Det er en ro, man får, at man ved, man kunne købe det, hvis man ville,” siger Lars Seier Christensen
”Og så er vi jo ikke folk, der tror på, at staten skal supportere os resten af livet, eller at andre skal komme og redde os ud af suppedasen, hvis der er noget, der går galt. Så det at vide, at nu er der sat nogle penge på helle, som er langt rigeligt til, at vi vil kunne klare os uden at gå på arbejde hver dag – det er det fedeste. At have den frihed og uafhængighed, det betyder ekstremt meget for Lars og jeg,” siger Kim Fournais.

Hvad sagde jeres børn til det?
”Mine piger er for små til at forstå det, men min søn, der er otte år, syntes det var helt vildt,” siger Kim Fournais

Sagde han ikke: Så skal jeg have…?
”Nej det ville han aldrig kunne finde på, og det ville jeg også være rigtig ked af, hvis han gjorde. Han får 50 kroner om ugen i lommepenge, og han føler selv han skal yde, før han er det værd. Én ting er, at jeg gerne vil gøre ham glad, men hvis han havde en forventning om, at nu skulle han have en elektrisk bil, fordi jeg havde tjent nogle penge, det ville være en uheldig mekanisme. Det ligger ikke til ham, og sådan er han heller ikke opdraget.”

Skal der slet ikke købes noget?
”Der er da ting, der er sjovere at bruge de her penge til end bare at kigge på dem på et kontoudtog. Men der er ikke noget, der kommer til at ændre sig fundamentalt. Det kan godt være, at man på nogle områder vil give den lidt mere gas. I feriesammhænge f.eks. er der ingen grund til at spare.”

Nu kan du uden at blinke købe et hus på dit foretrukne feriested!
”Det kan da godt være, at det bliver sådan nogle langvarige forbrugsgoder, der kommer til. Jeg mener også, at penge skal bruges på sjove ting,” siger Kim Fournais.

Hvad sagde dine børn, Lars?
”De lægger selvfølgelig mærke til, at far er i avisen, men jeg diskuterer ikke så meget forretning med børnene, hvilket måske er forkert. I hvert fald kom min 8-årige datter meget utilfreds hjem fra skole, fordi en af hendes klassekammerater havde sagt til hende, at hendes far ikke længere havde nogen bank. Det var hun meget ked af, for det fremstod åbenbart som noget dårligt for hende, hvis jeg ikke havde min bank mere.
En ting mere på plussiden er, at det giver mulighed for at dyrke en tendens, jeg er slået ind på de senere år, som jeg ellers har været dårlig til, nemlig at købe kvalitet i stedet for at finde alle mulige shortcuts. Det her vil betyde, at jeg altid vil forsøge at finde kvalitet. Hvorfor skulle man ikke, når man har pengene? Jeg har kigget efter et andet hus et stykke tid, men er lidt frustreret over det, jeg ser, på markedet. Så venter jeg hellere, til jeg finder det, der har den rigtige kvalitet, så jeg ikke behøver at overveje det igen i den forudseelige fremtid,” siger Lars Seier Christensen.

De to bankdirektører lærte hinanden at kende i begyndelsen af 1990’erne, hvor Lars Seier Christensen arbejde som børsmægler i London, og Kim Fournais var ansat i Lannung Bank, men havde en ide om at starte sin egen vekselerervirksomhed. Tilfældigt mødtes de i Nyhavn, drak en øl og fandt ud af at de havde mere end professionen til fælles. De havde begge et stærkt ønske om at blive selvstændige, de havde store ambitioner, og en solid ultraliberal overbevisning om at enhver virkelig er sin egen lykkes smed.
Dengang I startede i 1992 – kunne I så forestille jer, at I ville være, hvor I er i dag?
”Ja, det kunne vi. Det er nok fordi, vi var lidt sindssyge, og det er vi stadig. Du taler om salget, som om det er ”Yes, nu kom vi op på bjergtoppen og har vundet det hele.” Men det er ikke sådan, vi tænker. Det her er et etapeløb, hvor vi er kommet godt hjem på første etape, men der er flere, der skal køres, og man kan ikke regne med, at det går lige så godt på den næste,” siger Kim Fournais.
”General Atlantic er jo ikke kommet ind, fordi de ser os som værende på toppen, men i begyndelsen af et eller andet, som de synes, det kunne være spændende at være med i. De er her, fordi de mener, vi har et større potentiale, som de kan hjælpe os med at realisere. Det er også vores drøm – vi er langt fra færdige. Vi har altid været ambitiøse, og det er nok også derfor, vi arbejder sammen,” siger Lars Seier Christensen.
”Det er drømme, der driver det her værk. Hvis ikke vi havde troet på, at det kunne blive helt fantastisk, så havde vi for længst kastet håndklædet i ringen. Vi tror på, at the sky is the limit,” siger Kim Fournais

Hvad var drømmen dengang i 1992?
”Vores drøm var, at vi ville bygge noget stort indenfor globale kapitalmarkeder. Vi har altid været interesseret i de finansielle markeder; synes, de er spændende og har set muligheder i dem. Vi sad selvfølgelig ikke i 1992 og tænkte i internet, for det fandtes ikke, så det er kommet hen ad vejen. Men vi har altid troet på, vi ville blive ekstremt succesfulde og ville kunne bygge en god virksomhed op og være glad for at gøre det,” siger Kim Fournais
”Der er en interessant ting, man lærer undervejs; i takt med at man selv laver nogle stadigt mere spændende ting, har man privilegiet at møde andre mennesker, der har succes, og dét er interessant at møde mennesker, der er drevne og virkelig vil frem i bussen, men det giver også en klar forståelse af, at det er ganske almindelige mennesker. Så det er ikke skræmmende på den måde, at man tænker, man aldrig selv vil kunne klare det. Det er i virkeligheden en eyeopener og en bekræftelse på, at der ikke er nogen grund til, at man ikke selv skulle kunne drive det rigtig langt,” siger Lars Seier Christensen.

Hvordan er I blevet sådan nogen, der kunne drømme stort?
”Jeg tror, der er nogle mennesker, der har et særligt ønske om at tage ansvar for egen tilværelse, og så betyder det nok også noget, om man er villig til at tage det ansvar på et relativt tidligt tidspunkt i livet, før man når at få for meget, man kan miste. Jeg tog til Spanien direkte efter min studentereksamen og købte en restaurant, som jeg drev i fire år. Jeg syntes ikke, den løbebane, der var linet op for mig med en universitetsuddannelse var specielt attraktiv,” siger Lars Seier Christensen.
”Lars og jeg har det til fælles, at vi begge mistede vores fædre, da vi var 14-15 år. Jeg tror, det har betydet meget for vores livsopfattelse. Altså, når noget så forfærdeligt sker, finder man ud af, at det kan godt være, det er synd for en, men der kommer altså ikke nogen og ændrer på tingene – man må selv prøve at komme videre i teksten. Vi har oplevet, at vores sikkerhedsnet blev revet væk meget tidligt, og så kan det være, man bliver mindre bange for at risikere noget for at opfylde sine drømme.
Jeg har altid elsket uafhængighed – at kunne tage mine egne beslutninger. Jeg brød mig ikke om skolen, hvor det var lærerne, som dikterede, hvordan hverdagen skulle være. Jeg har altid været interesseret i maskiner og teknik, så jeg begyndte at læse til civilingeniør, men det var som at have en møllesten om halsen. Det var sådan noget levebrødsteknik. Altså hvor jeg gerne ville bygge flyvende biler og finde nye former for energimotorer, så var det tydeligt, at man ville ende med at sidde på Gram og designe køleskabskompressorer – det tændte mig slet ikke,” siger Kim Fournais

Flyvende biler?
”Jeg har altid haft vilde drømme. I min verden er det drømmene, der driver værket. Det er en fordel, når man kører forretning, men det er ikke nødvendigvis en fordel som menneske, for skyggesiden af det er, at det er svært at nyde nuet, når man hele tiden er på vej videre mod næste bakketop.”

I virker ret forskellige – hvordan har I holdt sammen i medgang og modgang?
”Lars og jeg er sammen, fordi vi gerne vil, og fordi det er til vores fordel, at vi er det. Vores værdisæt er meget ens, og vi har de samme holdninger til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert i denne her verden. Vi er begge ambitiøse og synes, det er sjovt, det vi laver,” siger Kim Fournais.
”Du siger, vi er meget forskellige, men intellektuelt interesserer vi os i meget høj grad  for de samme ting – også før vi overhovedet mødtes. Vi var begge interesserede i finansielle ting, syntes trading var sjovt, og vi er begge meget liberalistisk indstillede og ens i den forstand,” siger Lars Seier Christensen.

Hvordan er I forskellige?
”Det er mere på interesseplanet. Kim elsker sport, det er ikke lige min force, til gengæld tror jeg ikke, Kim kan se fascinationen i at ryge tre pakker smøger og stå og kværne pilsnere – det, synes jeg, er meget hyggeligt i venners selskab,” siger Lars Seier Christensen
”Lars er et bymenneske, og jeg er naturmenneske,” siger Kim Fournais.

Det virker som om, I en gang for alle har besluttet jer for at være sammen, lidt på samme måde som et ægteskab!
”Det er nok rigtigt, og hvis man skulle gå rundt og vende og dreje den beslutning i tide og utide, ville det ikke gå. Jeg tror, vi begge erkender, at som et team er vi mere end faktor to – vi er gode til at supplere hinanden. Vi giver hinanden modspil og har forskellige styrker og svagheder,” siger Kim Fournais.

Hvad er Lars styrke?
”Han er en rigtig god analytiker. Hvor jeg er meget utålmodig og gerne vil der ud ad, er Lars mere til lige vende skråen en gang til”.
”Jeg tror, der er meget få ting, der ikke bliver styrket af, at man diskuterer det med intelligente mennesker. Nu er vi oven i købet i den situation, at vi har fuldstændigt identiske interesser i den her virksomhed og identiske muligheder for at påvirke den. Det, at vi får diskuteret tingene igennem, gør, at vi får et bedre resultat. Kims absolutte topstyrke er, at han er rigtig god til at sætte gang i ting og få dem eksekveret,” siger Lars Seier Christensen.

Bliver I aldrig trætte af hinanden?
”Ikke ret længe ad gangen – det kan vare ti minutter, og så snakker vi om tingene. Der er ingen af os, der går i særlig små sko – vi kigger på de store linjer og måler og vejer ikke alting,” siger Kim Fournais.
”Vi har fra starten organiseret os sådan, at vi er fuldkommen ligestillede. Vi har samme aktiepost, samme løn, samme niveau for biler, samme titel og endda samme kontor. At vi har identiske økonomiske interesser betyder, at jeg ved, at hvis Kim gør et eller andet, som jeg er uenig i, så er det i hvert fald ikke gjort i ond tro for at skade mig. Det er gjort med henblik på at rykke Saxo Bank videre i teksten,” siger Lars Seier Christensen.
”Og så har vi altid haft en tæt dialog og har talt meget om tingene. Sådan et partnerskab handler om gensidig respekt, fælles værdier og så om at stå sammen i medgang og modgang,” siger Kim Fournais.

©Hanne Sindbæk

Kim Fournais om Lars Seier Christensen

Væsentligste karaktertræk: Integritet og dybde
Største fejl: For meget dybde kan være hæmmende for hastigheden.
Hvad hader han mere end noget andet:Socialdemokrater
Hvad sætter du mest pris på hos Lars: Hans venskab; at man kan stole på ham, og at han er en guttermand, som jeg godt kan lide at tale med, og som er intellektuelt stimulerende. Han er en god ven og partner.

Lars Seier Christensen om Kim Fournais

Væsentligste karaktertræk: Integritet og entusiasme
Største fejl: At være ivrig kan også være en fare – hvis man er for ivrig nogle gange.
Hvad hader Kim mere end noget andet: Alt fra socialdemokrater og ud mod venstre
Hvad sætter du mest pris på hos Kim: At jeg kan stole på ham, og min tillid til hans dømmekraft er meget høj, så jeg behøver ikke at være bekymret, når vi træffer beslutninger hver for sig. Og så muligheden for at sparre på ideer.

Blå bog

Navn: Lars Seier Christensen
Alder:  42 år
Job: Stifter af, hovedaktionær og adm. direktør i Saxo Bank.
Baggrund: Klassisk sproglig student, ejede og drev derefter en stor restaurant på Costa del Sol i fire år, inden han sparkede døren ind til Londons finansverden, hvor han arbejdede som børsmægler først hos Petley & Co, siden som chef for den skandinaviske desk hos LIT Europe og dernæst Gerald Metals, inden han i 1995 blev fuldtidsdirektør i Midas, det senere Saxo Bank, som han stiftede i 1992 sammen med Kim Fournais.
Privat: Gift med engelsk/nigerianske Yvonne, der arbejder i Saxo Bank med markedsføring. Sammen har de fem døtre i alderen 4-21 år. Ud over familien holder han af filosofisk/politiske bøger, biler, lige dele Michelin-stjerne-restauranter og cafe-sjusser med vennerne, samt bold – det sidste som tilskuer

Navn: Kim Fournais
Alder: 39 år
Job: Stifter af, hovedaktionær og adm. direktør i Saxo Bank.
Baggrund: Matematisk student, droppede desillusioneret ud af DTU og kom ind i finansverdenen, bl.a. via Klaus Riskærs Børsinformation, MSC Gruppen og Lannung Bank, inden han i 1992 sammen med Lars Seier Christensen stiftede og blev direktør for Midas, det senere Saxo Bank.
Privat: Gift med Trine, der arbejder med keramik. Sammen har de Emil på 8 år, og tvillingepiger på 5 år. Holder ud over familien af sport, ikke mindst er han en aktiv cykelrytter og sejlsportsmand.

Fuldstændig ualmindelig

”Jeg er rimelig nem, bare jeg får lov til at bestemme,” siger Leif Tullberg. Og sådan har han i øvrigt været siden han var dreng, hvor det var ”mutter” han tog sine kampe med, når hun mente, han skulle aflevere både løn og drikkepenge fra sin tjans som købmandsbud.

Hist hvor vejen slår en bugt i det idylliske Hornsherred ligger den danskeste af landsbyer, Skuldelev. Sådan kunne man starte historien om Leif Tullberg, der sammen med makkeren Kurt K. Larsen har skabt den europæiske transportgigant, DSV. Det ville være ganske vist, for han bor skam i Skuldelev. Og så alligevel… I historien om Leif Tullberg er langt fra alt, som det umiddelbart ser ud. Det er ikke det idylliske Skuldelev, han bor i, men landsbyens ydmyge industrikvarter. Han er blevet en velhavende mand, men hans hus er et gennemsnitligt hvidt murstensparcelhus, som der ikke er ændret på, siden han flyttede ind i 1972. Navneskiltet på døren er et billede på hans sparsommelighed. Han blev skilt for seks år siden, men der er vel ingen grund til at skifte et godt navneskilt ud, når man kan nøjes med at male ekskonens navn over!
Leif Tullberg kommer fra en solid arbejderfamilie, men kigger man nærmere efter, er den mere kompliceret end vore dages sammenbragte familier. F.eks. er han faktisk slet ikke i familie med sin storebror, som er den af de fem søskende, han er tættest på. Han gik ud af skolen i efter 7. klasse, men en af hans største fornøjelser i dag er at høre P1 og læse om Kirkegaard og andre store tænkere. Med andre ord er Leif Tullberg på overfladen noget af det mest almindelige, men går man lidt tættere på, er han tydeligvis fuldstændig ualmindelig.

Da du gik i skole, havde du vel næppe forestillet dig, at du skulle komme til at udtale dig til en avis og bruge ord som ”nettorentebærende gæld” – føler du dig nogen gange som en, der er gået forkert?
”Næh, egentlig ikke. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så stopper vi lige. Der er aldrig nogen, der bliver sure over, at man spørger. De fleste vil jo gerne fortælle, og jeg vil gerne lære. Det med den nettorentebærende gæld lærte jeg af økonomidirektøren i DFDS, da vi forhandlede om at købe deres transportselskab for fem mia. kr. Jeg bad ham om at forklare det, og han tegnede det for mig på tavlen. Det værste, man kan gøre, er at lade som om, man forstår det hele.”

Hvordan var du som dreng i skolen?
”Jeg følte ikke, jeg passede sammen med skolen. Det gik fint med kammeraterne, men selve skolen… jeg var nok lidt utilpasset. Jeg kunne godt lide at lave nogle numre og drille lærerne.”

Hvorfor passede du ikke med skolen?
”Det har jeg svært ved at se i dag – jeg trivedes bare ikke. Jeg havde ikke svært ved at følge med, det havde bare ikke min store interesse. Det gik helt galt for mig med engelsk, og det ærgrer mig i dag. Vores engelsklærer var ikke blandt de største pædagoger. Han var sådan, en der slog med nøgler. For satan det gjorde ondt. Han var lidt af en herremand, og ham kunne jeg godt nok ikke med. Vi kom op og toppes, da han gjorde nar af mig, fordi jeg udtalte noget forkert. Jeg reagerede ved at klappe bogen i, og så lærte jeg ikke noget i de to år. Man kan sige, at jeg sejrede ad helvede til. Det har jeg fortrudt, for det har jeg manglet, når vi har været ude og forhandle.”

Hvad var det værste ved skolen?
”Jeg tror, det har været disciplinen, jeg ikke kunne holde ud. Jeg er altså sådan, at jeg er rimelig nem, bare jeg får lov at bestemme. Det var nok også problemet dengang. Jeg havde det svært med, at andre skulle bestemme.”

Også derhjemme?
”Ja, jeg havde mange kampe med min mor. Min far havde en anden form for tolerance. Mit mutter – der måtte jeg kæmpe for hver meter. Vi kunne være uenige om alt. Hun ville have jeg både skulle aflevere min løn på 20 kroner og drikkepengene fra min tjans som købmandsbud, men der gav jeg mig nu ikke. Drikkepengene beholdt jeg. Vi skændtes, så folk, der ikke kendte os, kunne blive helt bekymrede. Vi skændtes, fra jeg var helt lille, til jeg flyttede hjemmefra. Vi lignede også hinanden ret meget og ville bestemme begge to.”

Min far var den flotteste fyr i Helsingør, og MajaLise var en af de flotteste piger, så det skulle lige prøves af. Men de levede som hund og kat, så det gik ikke. Min mor kom så fra Aalborg med en lille etårig purk i en taske, og det var mig.

Hvad er det første, du kan huske?
”Det er, at jeg står og skriger i et køkkenvindue, fordi jeg pludselig har opdaget, at jeg er alene. Så kom der en genbo og løftede mig ud. Jeg var helt panikslagen. Det er pudsigt, at man kan huske sådan noget. Jeg har vel været omkring fire år, og det var mens min far og mor boede på et værelse hos en smed.”

Hvordan var dit barndomshjem?
”Efter værelset hos smeden kom vi til at bo i en toværelses lejlighed på 1. sal i byen Kvistgård i nærheden af Helsingør. I dag synes man, det er underligt, men for os var det helt naturligt, at voksne og børn sov i samme soveværelse. Først var det bare mig. Jeg har ganske vist en storebror, men han boede i Sverige på det tidspunkt. Vores familieforhold er lidt specielle. Min far havde været gift før med en dame, jeg kaldte tante MajaLise, og de fik altså Rolf sammen. Da han var 12 år kom han og boede hos os. Først var jeg noget jaloux. Jeg havde jo været enebarn, men i dag er det faktisk ham, jeg har mest at gøre med.”

Altså din storebror er faktisk ikke din rigtige bror, for din far havde været gift før, men blev skilt?
”Ja. Min far var den flotteste fyr i Helsingør, og hun var en af de flotteste piger, så det skulle lige prøves af. Men de levede som hund og kat, så det gik ikke. Min mor kom så fra Aalborg med en lille etårig purk i en taske, og det var mig.”

Så din far var ikke din rigtige far?
”Nej, men det er der ikke rigtig nogen, der ved.”

Hvordan fik du det at vide?
”Jeg havde en ældre kusine, der drillede mig, og hun fortalte det. Og så har jeg altid været meget fremme i skoene, så forsøgte jeg at finde ud af noget – kigge i papirer og den slags, når jeg var alene hjemme. Og den var god nok.”

Hvad fandt du ud af – hvem var din rigtige far?
”Det fandt jeg ikke ud af – det interesserede mig ikke. Det, der var spændende, var, at det var noget, man ikke talte om. Jeg fandt ikke ud af, hvem han var, men jeg fandt ud af at jeg havde en storesøster, og hende har jeg truffet nogle gange, men vi har aldrig talt om, at vi var søskende.”

Hvad har det betydet for dig?
”Man skal ikke lægge for meget i det. Jeg har haft et fantastisk godt hjem. Det var solidt, og jeg lærte mange ting. Min mor havde jeg utrolig mange kampe med, men jeg holdt meget af hende. Og min far var en guttermand. Det hele fungerede fint, og så følte jeg ikke, det hørte sig til at begynde at tage det op.”

Har du ikke siden reflekteret over, hvad de specielle familieforhold har betydet for dig?
”Egentlig ikke. Det, der er vigtigt for mig, er tillid og anerkendelse. Får man det fra de mennesker, der er omkring en, så er det ikke så vigtigt om biologien lige passer.”

Hun havde sådan en hundepisk, som lige kunne nå os, hvis vi ikke gjorde, som hun sagde.

Hvad lavede dine forældre?
”De arbejdede på fabrik. Min fatter var på en samme emballagefabrik i 38 år og havde kun to sygedage. Han tog alt med arbejde meget alvorligt. Jeg har set ham sidde på fabrikken med en kæmpe frakke på og 41 i feber, men han passede sit arbejde. En overgang arbejdede min mor også på fabrikken, men hun fik andre jobs siden hen. Det lykkes dem også at få et hus. Da jeg var otte år, lavede man nogle statsgaranterede lån, så den almindelige arbejder kunne få et hus, og det hoppede min fatter og mutter på. Det var kanon for mig og min bror.”

Hvem passede dig, når dine forældre var på arbejde?
”Det gjorde min onkels mor, farmor kaldte jeg hende. Jeg stod op om morgenen selv, gik i skole og bagefter skole traskede jeg så ned til farmor og blev passet der sammen med min fætter.”

Hvordan var det at være der?
”Det var fint nok, og der var tjek på det. Hun var en meget kraftig dame. Hun sad ned enten i stuen eller køkkenet, for hun kunne næsten ikke gå, så kraftig var hun. Hun havde sådan en hundepisk, som lige kunne nå os, hvis vi ikke gjorde, som hun sagde. Men ellers var det fint – alle tiders sted ude på landet med åbne marker og et savværk skråt overfor.”

Du gik jo ud af 7. klasse – skuffede du dine forældres forventninger?
”Både ja og nej, for på den ene side ville de jo gerne have, at jeg fik en god skolegang, men på den anden side ville de også gerne have, at jeg snart fik noget arbejde og kunne forsørge mig selv. Pengene var små dengang. Der skulle altså slides mange timer for det daglige brød. I dag er det daglige brød det mindste at skaffe. Der er ikke noget glorværdigt i det, sådan var det bare for 80-90 procent af dem, jeg gik i skole med det.”
Hvad troede du, du skulle blive?
”Det var jeg ikke præcis om, men allerede på et tidligt tidspunkt var jeg sikker på, at bare jeg kom ud af skolen, så kunne jeg nå det, jeg ville. Jeg var overbevist om, at hvis jeg havde lyst til at blive statsminister, så kunne jeg blive det. Det var kun et spørgsmål, om hvad jeg ville. Jeg skulle bare have overstået de år, hvor jeg ikke havde nogen myndighed – det irriterede mig, at jeg ikke selv kunne bestemme. Jeg har altid haft en fantastisk selvtillid – det er det, jeg har klaret mig på – selvtillid og frækhed.”

Hvor kommer det fra – var du et meget elsket barn?
”Det følte jeg ikke. Jeg følte en beskyttelse fra min mors side, men også en form for kamp. Når jeg var på ferie hos min morfar fem-seks uger om sommeren der imod – dér måtte jeg alt. Han havde mange børnebørn, men jeg var noget særligt for ham. Han sagde altid: Den dreng, han bliver til noget. Hos ham var jeg simpelthen stjernen. Og min mormor var så overbærende. ”Vil du have en mellemmad, dreng?” Det var jeg ikke vant til hjemmefra – da fik man ikke lige mad i utide, så det var helt vidunderligt.”

Almindeligt kørekort fik jeg på min 18 års fødselsdag og det store tre måneder efter.

Du kom i lære som maskinarbejder?
”Det var lidt en tilfældighed. Jeg havde egentligt aftalt med min far, at jeg skulle i lære som elektriker. Men jeg arbejdede på en fabrik, der bl.a. lavede mælkekapsler, og det gik rigtig godt for mig ved maskinerne. Det var der en gammel maskinmester, der lagde mærke til, og han spurgte så, om jeg ikke ville i lære hos ham. Dengang var det ligesom at vinde i lotteriet at få en læreplads, så 14 dage efter startede jeg hos ham i Helsingør. Det var godt nok træls at stå i ugevis og rense rust af med en stålbørste på en boremaskine, men det gik, ikke mindst fordi min mester var en særlig type. Han kunne finde på at sige; du Leif, smut du bare ud og fisk i dag, men lad være med at sige det derhjemme. Jeg fiskede meget dengang, og havde en lang periode efter skolen, hvor jeg i det hele taget havde det bedst med at gå mine egne veje.”

Hvad troede du, du skulle være?
”Jeg vidste i hvert fald, jeg ikke skulle stå ved en maskine resten af mine dage. Da jeg var udlært fik jeg arbejde i Skævinge på Everlight, der lavede ovenlys og trapezplader. På et tidspunkt blev der et job ledigt som lastbilchauffør, og SÅ tændte den. Jeg var rigtig god til at være chauffør. Og det var simpelthen alle tiders job. Jeg havde lidt vrøvl med kollegerne, fordi jeg nåede alt for meget.”

Hvordan havde du fået stort kørekort?
”Det tog jeg, umiddelbart efter jeg blev 18 år – almindeligt kørekort fik jeg på min 18 års fødselsdag og det store tre måneder efter.”

Hvorfor gjorde du det?
”Jamen, jeg havde en eller anden ide med lastbiler – det har været en underliggende drøm altid. Lige fra jeg var 8-10 år lå jeg og legede med lastbiler hver eftermiddag. Det var noget, der trak.”

Havde du aldrig selv overvejet at blive mekaniker?
”Jo, men det var fuldstændig umuligt at skaffe sådan en læreplads – jeg havde ikke netværk nok. Men jeg havde arbejdet en del med biler, for mens jeg var i lære, tog jeg ud i weekenderne og tjente jeg penge på at reparere biler sammen med en kammerat, der var mekaniker.”

Hvornår fik du din første lastbil?
”Da var jeg 20 år – jeg blev gift allerede som 19-årig med kongebrev, fordi jeg var så ung, og da jeg skulle ind som soldat, byttede jeg familiebilen væk for en lastbil, og da jeg kom hjem, gik jeg i gang som vognmand sammen med en kammerat. I løbet af et års tid havde vi fem lastbiler, men et par år efter gør vi en søndag kassen op og finder ud af, at vi ikke tjener nogen penge. Så afviklede jeg det og tog jeg et job som sælger af kaffeautomater. Det var jeg ret god til, men da ham, der ejede det, ville gøre mig til direktør, sagde jeg min stilling op.”

Havde du noget andet på hånden?
”Nej, men jeg havde i mellemtiden startet et lille firma op, der handlede med fyringsolie, og jeg havde startet en grusgrav, og de ting gik godt. Men så fik jeg startet et lastbilforetagende op, og det gik ad h… til. Det var i 1974, og så havde jeg et par år, hvor jeg bare puslede med lidt blokvogne og en grusgrav, indtil jeg i 1976 blev jeg bedt om, jeg ville være med til at lede DSV for en flok vognmænd. Jeg havde den der entreprenørånd, så det ville jeg gerne.”

Det er ikke sikkert, jeg er så behagelig – det kan godt være, jeg ikke er hensynsfuld nok undervejs. Men DSV har været et fantastisk mål.

Nogen mener, du er en tough guy – er du det?
”Jeg opfatter mig ikke som tough. Men når jeg har sat mig noget for, så kæmper jeg længe og vedholdende for det – jeg giver aldrig op.”

Kan du komme til at tromle nogen ned på vejen?
”Det er klart, og det er jeg ked af – der er selvfølgeligt røget nogen undervejs. Men når først jeg er på, så bliver jeg ved, indtil resultatet er der. De fleste skvatter af undervejs. Det er ikke sikkert, jeg er så behagelig – det kan godt være, jeg ikke er hensynsfuld nok undervejs. Men DSV har været et fantastisk mål – at være med til at skabe den virksomhed og se den kører fantastisk.

Hvad betyder penge for dig?
”Det er ikke det, der har drevet mig. De senere år er vi blevet temmelig forgyldte, men det er ikke det, der har været fokus. Jeg er tilfreds med livet som det er. Det er vigtigt, at man har nok til at betale sine regninger.”

Hvad gør du så med resten?
”Det har jeg ikke tænkt over. Jeg ved ikke, om jeg har så mange. Kurt (K. Larsen) siger, jeg er fornæret, men jeg mener, jeg bare passer på dem.”

Du har i hvert fald ikke købt et smart hus?
”Nej, der er ellers utrolig mange mennesker med gode ideer om, at jeg skal købe et flot hus på Strandvejen, men jeg skal ikke måles på, hvordan jeg bor, eller hvilke materielle værdier jeg omgiver mig med. Jeg skal måles på det, jeg selv kan præstere og i et eller andet omfang blive anerkendt for det.”

Hvad tror du på?
”På Gud – jeg har min egen forbindelse, der ikke er afhængig af folkekirken. Jeg overvejer en gang imellem at melde mig ud, men jeg er også overtroisk, så jeg gør det ikke. Det er vigtigt at have noget at tro på. Det spiller en rolle for mig, at her er en, man kan kommunikere med. Der er kræfter, der er meget større, end vi mennesker kan håndtere. Min lillesøster har været ret syg. Hun fik fjernet den ene nyre her for et år siden – der var kræft i den. Så var vi lykkelige, for det gik fint og hurtigt, men sådan er den sygdom jo ikke. De sidste to en halv måned har hun ligget på Rigshospitalet og fået fjernet en tredjedel af maven. Hun er 45 år og har stort set aldrig fejlet noget. Det hun går igennem – det er jordens største røvtur, og helt umuligt at forstå. Så er det rart at have et sted man kan bede til og få tilgivelse fra.”

Uanset hvor meget verdensmester man tror, man er, så det at nogen holder af en, også når det brænder på og er mindre sjovt – jo det er sgu vigtigt.

Hvad er det bedste ved at være dig?
”Det er den frihed til i princippet gøre, hvad jeg har lyst til, men man er alligevel fanget af det arrangement, man selv har sat sig i arbejdsmæssigt. Det er lige hårdt nok i min alder. Det bedste ved at være mig er nok at have den overflod, der gør, at jeg kan sidde her og brokke mig over at have meget at lave. At vi er blevet så anerkendt, har fået utrolig god presse de senere år og flotte børskurser.”

Hvad er det værste ved at være dig?
”Den forventning til at man bare bliver ved, og at man har tjek på det hele. Det er muligvis bare inde i mit hoved, de forventninger er, men det er et fantastisk pres. Det er nok svært for andre at forestille sig, for hvem vil ikke gerne bytte med et topjob som mit?”

Er det ligesom topatleten, der skal slå sin egen rekord?
”Det er jo det – her for en uge siden var kursen oppe i 375, så fik jeg pludselig en sms fra en forleden dag, der spurgte, hvad der sker, for nu er den pludseligt nede i 355. Men 355 er altså også pænt.”

Du går på pension om et par år – bliver det fedt?
”Næ, det tror jeg ikke. Der bliver ved med at være meget tryk på arbejdsmæssigt i DSV, så det bliver ikke nogen naturlig nedtrapning. Det bliver en brat overgang. Men jeg vil da glæde mig til, at presset er væk.”

Hvad betyder kærlighed for dig?
”Utrolig meget. Hvis ikke der er nogen, der holder af en, så går det galt – det er meget vigtigere end alt andet, materielle værdier og den slags.”

Har du fået din kvote?
”Det synes jeg, men man får vel aldrig nok. Uanset hvor meget verdensmester man tror, man er, så det at nogen holder af en, også når det brænder på og er mindre sjovt – jo det er sgu vigtigt.”

Hvad frygter du mest?
”Fiasko. Man skal være ydmyg overfor, at man har været lidt småheldig, og det er gået lidt godt. Man skal holde ørerne stive, for tempoet er højt i vore tider. Det er vigtigt, at man hele tiden kan forandre sig. Jeg plejer at sige, at forandring skaber udvikling, udvikling skaber fremgang og fremgang kan godt gå hen og skabe velstand. Forandring er vigtigt, man kan meget let komme til at køre i nogle fastlåste termer og tænke, at nu er det godt nok. Man skal huske, at det er ALDRIG godt nok og bliver ALDRIG godt nok.”

©Hanne Sindbæk

Leif Tullberg om…

…drivkraften

”Anerkendelse betyder utrolig meget for mig. Sådan er det bare. Hvis jeg får den anerkendelse, og folk forstår at trykke på de rigtige knapper, så spræller jeg bare for at gøre mit bedste – det er det, der driver mig.”

…at sælge DSV

”Hvis nogen kommer med penge og en god plan og vil købe DSV, så er det da fint. Vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor konkurrencen er hård. Vi skal hele tiden producere varer bedre og billigere – det er det udskilningsløb, der kører. Hvis du ikke er med på den og begynder at bruge kræfterne på at skærme dig af, så taber du fokus.”

…forargelse

”Der er ikke meget, der forarger mig. Men da folketingsmanden Flemming Opfeldt for et stykke tid siden blev anholdt som pædofil, da forargede det mig, hvordan al retskraft blev sat ud af kraft. Jeg har ikke noget til overs for pædofile. Men i det her samfund hvor vi anerkender bøsser, og anerkender at der er trækkerdrenge bare de er over 15 år, så forarger det mig, at hele samfundet står på nakken af hinanden for at få skovlet noget lort over denne her mand. Den lemmingeffekt forarger mig.”

…sin dårligste egenskab

”Jeg er nok for selvovervurderende. Jeg tror for meget om mig selv, og hvis jeg bliver anerkendt, har jeg svært ved at stoppe. Og så er jeg nok bedre til at snakke end til at lytte. Jeg synes selv, jeg er blevet bedre til det, men andre vil måske mene noget andet. Man har jo et billede af sig selv, men hvis man så det billede, de andre har i kassen af en, ville man nok blive noget overrasket.”

…slankekuren
”Jeg løber hver morgen 2,5 km. Det har jeg gjort i 28 år. Jeg var simpelthen blevet for tung. Jeg vejede 112 kg. Det virkede ret håbløst, og jeg havde faktisk opgivet. Men så fik jeg nærmest en åbenbaring og gik på Jacobsens slankekur, selvom man var ved at blive sindssyg af alle hans grapefrugter og æg. Der var en, der fortalte mig, at det hjalp ikke en skid, hvis man ikke motionerede. Jeg var blevet så kraftig, at jeg ikke kunne løbe, så jeg startede med at gå, siden luntede jeg, og til sidst kunne jeg løbe – det var sejt! Jeg tror faktisk, jeg kom ned på 76 kg., men så begyndte de også at kalde mig konfirmanden!”

…Søren Kirkegaard-fascinationen

”Jeg elsker at læse om Søren Kirkegaard. Her er der en mand, som ved hvordan livet skal leves, men ikke kan finde ud af det selv. Tænkt, at han i midten af 1800-tallet kunne skrive så mange ting, der kan sætte os i brand stadigvæk. Jeg har masser af bøger om og af ham, men jeg holder mest af at få ham fortolket, og så kan jeg diskutere med mig selv, om jeg er enig. Jeg er ved at læse Joakim Garffs bog, SAK – Søren Aabye Kirkegaard. Nogle gange tager jeg også ind til de der Kirkegaardsaftner inde i Nørregade og hold da op, der er nogle nørder. Der er jeg godt nok amatør – det foregår på et højt niveau. Det er bare skægt at opleve det.”

Blå bog

Navn: Leif Tullberg
Alder: 59 år
Job: Adm. direktør for transportgiganten DSV, der har en markedsværdi på 7,5 mia. kroner og 12-13000 lastbiler på de europæiske veje, og adm. direktør for DSV Miljø, der har en omsætning 1 milliard, bare for at nævne noget.
Baggrund: Uddannet maskinarbejder, tidligere kaffeautomatsælger, og har ejet og drevet grusgrave, vognmandsforretning og et oliefirma, inden han i 1976 blev medstifter af og direktør i De sammensluttede Vognmænd, DSV.
Privat: Kæreste gennem seks år med DSV Miljøs økonomidirektør, Jytte Bengtsen. Fra sit tidligere 33 år lange ægteskab har han døtrene Janne og Mette, og er morfar til foreløbig to børnebørn Christel på 10 år og Mads på 4 år Spiller golf næsten hver lørdag med den 18 mands store golfklub, Lørdagsklubben, som han altid sørger for morgenmad til. Holder af at lave mad, høre P1, læse biografier om og bøger af store tænkere.

Riskær på hjemmebane

Klaus Riskærs ørkenvandring i London-exilet er for alvor slut. Han er tilbage i det København, han elsker og er omgående kommet tilbage i mediaspotlightet. Nu skal han give den som Danmarks svar på Donald Trump i tv-programmet “Hyret eller Fyret”, men det er en businessmagnat uden dankort, vi får at se.

Klaus Riskær er tilbage i Danmark. For fuld musik. Han havde dårligt nok tømt flyttekasserne fra sit London-exil i maj og stillet på plads i den enorme lejelejlighed på Østerbro, før han endnu engang befandt sig midt i mediespotlightet. Ikke kun fordi hans nye projekt, CopyGene der indsamler stamceller fra nyfødtes navlestrengsblod, i vanlig Riskær-stil er grænseoverskridende, nyt og kontroversielt. Ikke kun fordi han nu skal give den som det danske svar på Donald Trump i TV Danmarks ”Hyret eller fyret”. Også fordi det er Riskær. Vi journalister synes simpelthen, han er sjov at interviewe og ræsonerer, at så synes læserne nok også, han er spændende at læse om. Riskær er større end Klaus. Riskær er et fænomen.

Og han er sjov at interviewe. Han er tændt og fyldt med overraskende svar, og prøver sandelig ikke at please nogen. Hvis samtalen tager en drejning, han ikke bryder sig om, er han mester i at sige: ”Det er ikke temaet for interviewet – det er fuldkommen uinteressant”, så man krymper sig og tænker: ”Nåh nej, hvor er jeg dum – det er det da heller ikke.” Karakteristisk for Riskær er det ikke svære eller ubehagelige spørgsmål, han viger udenom. I virkeligheden er han allermest i hopla, hvis han har en superkritisk dybdeborende og kompetent erhvervsjournalist overfor sig, så jeg har ham mistænkt for, at der, hvor han lukker af, er, når det enten slet og ret keder ham, eller når han ikke kan finde på noget spændende at sige.
Problemet med at interviewe Riskær er selvfølgelig, om man overhovedet kan finde på noget at spørge ham om, han ikke er blevet spurgt om 100 gange før. Og det kan man måske heller ikke. Men jeg kan berolige læserne med, at Riskær sagtens kan finde på noget nyt at svare!

Jeg har læst Henrik Madsens meget fine biografi, ”Riskær”, og besluttet at starte med at tale lidt om kunst. For hans far var en del af Københavns avantgarde kunstnermiljø, og Riskær tilbragte de formende år af sin barndom hos ham. Når han altså ikke lige blev sendt rundt mellem fru Nyboe på Nørrebro, sin mormor i Hellerup, sine bedsteforældre i Aalborg eller på kostskole i Bagsværd. Han var lige så tryg ved sin fars Fluxus-kunstner-venner, som et andet barn er det ved børnehavepædagogerne. Fluxus betyder flydende, og leksikonet fortæller, at det “hentyder det til bevægelsens likvidering af den borgerlige kunst”. Og det forklarer måske noget om Riskær, der som en businessartist altid har givet det klassiske erhvervsliv et ordentlig dyt i hornet.
Han havde selv en flot samling af moderne europæisk kunst. Men da AccumulatorInvest var gået konkurs, blev den solgt på Bruun Rasmussens Auktioner som ”The Riskær Collection”.

Jeg boede da i en etværelses i København på et tidspunkt efter alt det der. Ja, ok, godt nok en stor etværelses – altså 300 kvadratmeter.”

Du har mange store hvide vægge i denne her lejlighed, hvad savner du mest fra din gamle kunstsamling?
”Man skal ikke traske tilbage i de spor, man har gået i tidligere. Den samling havde jeg købt gennem 1980’erne og 1990’erne. Det var et symbol på den tid, og forsvandt med den.”

Ville det i virkeligheden være forkert for dig at have et af dem hængende her?
”Ja, når du har et sammenbrud som det med AccumulatorInvest, og man rydder hylderne fuldstændig for alt – huse, biler, indbo, du beholder i princippet kun dit tøj, så ville det være meget forkert at tage nogle af disse referenceikoner, som malerierne var, og forsøge at putte dem ind i din nye tid. Forkert både overfor dig selv og overfor omgivelserne. Det er i sådan klassisk mytologisk forstand offeret, der må bringes.”

Hvis man holder fast i den tanke, så vil jeg da sige, at offentligheden nok godt ville have set dig i en toværelses ude i Herlev!
”Der er ingen grund til at proletarisere sig selv, hvis man kan undgå det, vel? Jeg boede da i en etværelses i København på et tidspunkt efter alt det der.”

I en etværelses?
”Ja, ok, godt nok en stor etværelses – altså 300 kvadratmeter.”

Det er ikke liiige det, jeg forstår ved en etværelses – jeg mener, man ville nok godt have set dig på bistandshjælp en overgang, ikke?
”Jo – formentlig! Men jeg stod altså på det sidste trin på stigen. Jeg havde på det tidspunkt trådt rigtig mange trin ned ad den stige. Mange flere end de fleste andre ville have kommet til at tage – selv i meget slemme situationer. Jeg nåede lige at holde mig på det sidste trin, og det er meget godt, hvis man skal kunne kravle op igen. Jeg havde stadigt noget at kunne gribe fat i.”

Du har en enkelt skulptur der – hvad er det?
”Den er fra 1962 og hedder ”Et brudstykke af Brøndby Strand”. Den er lavet af Arthur Köbcke som en karikatur på et samfund, han mente, ville drukne i sit eget møg.”

Har den været med dig hele vejen igennem?
”Det har den faktisk. Den tilhører min far, så den har overlevet konkursen. Men jeg har nu altid haft den stående. Den har fulgt mig troligt de sidste tretten år. Ligesom Joachim von And havde sin femogtyveøre, så har jeg min Arthur Köbcke collage.”

Interesserer du dig for kunst i dag?
”Ja, det gør jeg, og jeg er overbevist om, at vi står overfor et kvantespring. Det er nok også derfor, jeg ikke har så meget lige nu, fordi jeg fornemmer, at vi er i en tid, hvor man bliver mindre fokuseret på, om kunsten er et billede, der kan hænges op med ramme over pejsen. Jeg tror, at man vil se kunsten blive integreret, som en del af folks hverdagsliv. Jeg har en stor fladskærm hængende der, og hvis vi går lidt længere frem i tiden, vil jeg nok købe retten til at downloade kunstner X’s værk – f.eks. et tema over en vulkan i udbrud, som han har bearbejdet og streamer ud til folk, der abonnerer præcist på det. Og folk, der kommer her, vil sige: ”Gud er det lykkedes dig at få en af de streams fra ham – der er jo kun 20 af dem i hele verden!”

Jeg er jo inkarnationen, legemliggørelsen af en person, der overhovedet ikke prioriterer andet end mig selv – mit eget projekt og min egen tid.

Du havde jo en lidt speciel opvækst hos din far, der begik sig i de avantgarde kunstnermiljøer. Hvilke forventninger havde han til dig?
”Jeg tror ikke, han har haft nogen. Ligesom jeg ikke har nogen ambitioner kørende for mine børn eller noget format, de skal presses ind i. Jeg har virkelig set mange dele af det her samfund, både toppen og bunden, og jeg har set toppen i alle mulige afskygninger. Og hvis der er én ting, jeg har lært med stor, stor sikkerhed, så er det, at det absolut ikke er nogen garanti for en lykkelig tilværelse at have karrieremæssig eller økonomisk succes. Alle dem, der har det, går hele tiden på kanten af at kompromittere indholdet i deres personlige liv.”

Altså, hvis man sætter alt på et bræt, så er der en hel masse andet, der ryger i vasken – hvorfor gør du det så?
”Ja, jeg er allerværst. Folk må sidde og rive sig i håret, når jeg siger det her, for jeg er jo inkarnationen, legemliggørelsen af en person, der overhovedet ikke prioriterer andet end mig selv – mit eget projekt og min egen tid. Det er det eneste der – overhovedet i hele verden – interesserer mig, så jeg er aldeles uegnet til at komme med den her udtalelse. Men måske kan man så sige, at jeg med stor troværdighed kan tillade mig at komme med den, faktisk som en erkendelse.”
Hvorfor gør du det? Det er jo ikke et tog, du er hoppet på, hvor du ikke kan komme af – du har adskillige gange haft mulighed for at vælge og sige: Det gør jeg ikke en gang til, nu skal der andre boller på suppen!
”Det kunne jeg gøre lige nu! Det er almindelig kendt, at jeg lever af rundhåndede tilskud fra en fond, som er stiftet i 1997, så jeg har ikke noget økonomisk behov for at lave forretninger. Når jeg gør det, er det fordi, jeg ikke fungerer uden. Jeg vil lave nogle ting, som er sjove, spændende og giver mening for mig.”

Kunne du med den opvækst ikke lige så godt være blevet kunstner?
”Det tror jeg nu ikke, men jeg har for så vidt har taget en del af inspirationen fra kunstnermiljøet, hvor man er meget ubundet af normopfattelser og den slags – det er et miljø, der grænser til det ansvarsløse. Det går ikke, når du laver forretning”.

Bortset fra, at det måske lige var det, der skete dengang med AccumulatorInvest, ikke?
”Det handlede ikke om ansvarsløshed. Det var simpelthen manglende viden, erfaring, kunnen fra nogle unge mennesker. Den kunstneriske ansvarsløshed ligger mere i, at de næsten siger: Det vil jeg skide på! Det kan man ikke sige, jeg gjorde med AccumulatorInvest – jeg tog skraldet og levede op til mit ansvar.”

Du kalder det ansvarsløshed; kunne man ikke sige, at dygtige kunstnere ofte er kendetegnet ved et vist mål af kynisme?
”Jo, det ligger i kortene.”

Minder det ikke lidt om den måde, du arbejder på?
”I de projekter, jeg laver, har jeg en kynisme, hvor jeg siger: Det er sådan jeg vil lave det, for det er sådan, det bliver rigtigt! Og der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvordan det gøres, fordi det er mit projekt! Det er den frit formende kreative kapacitet, jeg har og bruger. Jo mere man hiver andre ind, der korrigerer og retter, jo mere fjerner man sig fra muligheden for, at man i det projekt, kan arbejde kreativt til et sådant niveau, at man sprænger grænserne. Mange projekter af den art vil typisk blive lavet med et vist forbehold fra omgivelserne. Det kan jeg nævne masser af eksempler på. Vi lavede radio og tv, før lovgivningen var på plads, CyberCity var endnu et monopolbrud og her med mit stamcelleprojekt startede balladen forfra med diskussionen i det offentlige rum. Og jeg lover dig – det bliver til at græde over – om 10 år sidder man og ryster på hovedet af, at man overhovedet havde den diskussion. Men det er den måde, jeg arbejder på. Jeg tager nogle muligheder, der er i tiden, sammensætter det på en ny måde, og omdanner derved en konceptionel mulighed til kommerciel virksomhed. Det er det, der er det virkelig svære. Der er masser af idemagere, masser af konceptudviklere med store tanker i denne verden, det er ikke pointen. Pointen er eksekution! Hvis du ikke kan bringe ideen ud i det virkelige rum, som et brugbart virkeligt projekt f.eks. et produkt, så er der ikke noget projekt, så er det bare fantasifostre.”

Penge korrumperer på den måde, at de kan forstyrre din prioritering og forståelse af, hvad du har lyst til at lave og ikke at lave, og det er farligt.

Der er blevet skrevet meget om dit arbejdsliv, men hvordan har pauserne egentlig formet sig – sidst mellem CyberCity og CopyGene?
”Jeg kalder dem ørkenvandringer – det er sådan en tomhed, hvor man går rundt uden at ane, hvad man skal lave. Hvad er spændende ved sådan en ventetid?”

Hvad skete der i praksis, da du havde solgt Cybercity?
”Så sad jeg bare i sådan et tomrum. Mine børn var flyttet op til deres mor, firmaet var solgt, og jeg var skilt. Jeg havde lejet en lejlighed i St. Kongensgade, hvor jeg havde en stor seng midt på gulvet, et stort skrivebord med en fladskærm på, min store bogreol, to sofaer, et spisebord og tolv stole rundt om – det var den lejlighed! Jeg havde ikke nogen kæreste, og jeg var træt efter CyberCity-indsatsen. Det mindede lidt om tiden efter kollapsen i 1992. Bortset fra at det selvfølgelig er rarere at være i den situation, når der kommer nogle solide checks hver måned, som du kan drukne sorgerne i. På den anden side er det måske meget godt for de processer her, at man ikke er for meget ovenpå materielt set, for jo federe du bliver, jo mere lazy bliver du.”

Blev du så det?
”Det synes jeg nok lidt! Penge korrumperer på den måde, at de kan forstyrre din prioritering og forståelse af, hvad du har lyst til at lave og ikke at lave, og det er farligt.”

Hvordan havde du det?
”Det var tomhed, tomhed. Sådan er det bare efter et projekt er sluttet. På en måde kan man sige, at jeg aldrig har det rigtig sjovt, fordi enten arbejder jeg røven ud af bukserne, og når jeg har lappet hullet i bukserne, går jeg rundt og bliver frustreret over, hvad jeg så skal give mig til.”

Har du det aldrig rigtig sjovt?
”Jeg kan da godt gå ud og fyre den af en aften, men desværre kan jeg ikke se på mit liv som sammenhængende, velfungerende, sjovt og hyggeligt. Enten er det arbejde og ballade, eller også kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal lave. Jeg har måske ikke fikset mit liv så godt, som andre har. Jeg kan godt misunde nogle af mine venner, der bor på 15. år i deres hus i Hellerup, og har deres tre børn – altså, jeg kan da godt se det, for fanden. Jeg føler mig lidt som pigen med svovlstikkerne engang imellem, der står med næsen presset mod ruden og kigger ind. Men det er et tableau for mig. Jeg ville gerne have kørt – måske ikke ligefrem i en Volvo – men i tilnærmelsesvis den samme bil i mere end et år ad gangen, ad de samme gader til de samme mennesker i de samme omstændigheder med de samme grillfester og traditioner, men det er fuldstændig out of body – det er en umulighed for mig.”

Jeg kan ikke engang få et Visa/Dankort!

Var det svært at komme tilbage og arbejde i Danmark?
”Nej, det var skønt. Jeg kan så godt lide danskerne. De er så søde og rare – skønne mennesker at arbejde med og sindssygt dygtige. Det her er min hjemmebane. Her har jeg mine kontakter med forretningslivet og erhvervslivet i almindelighed. De fleste kender mig igennem det offentlige rum og er dermed åbne, hvis jeg foreslår noget – hvis jeg lige ser bort fra bankerne.”

Der er du stadig ikke velset?
”Af uransagelige årsager. Altså jeg har måtte tigge og bede Danske Bank og true med at hive dem i Pengeinstitutankenævnet for at få lov at åbne en konto, jeg kunne sætte penge ind på. Jeg kan ikke engang få et Visa/Dankort! Det skal lige tilføjes, at Danske Bank ikke har tabt en krone på nogen af mine virksomheder på noget tidspunkt.”

Vil det sige, du lever kontant?
”Ja, jeg lever på hævekort.”

Jamen, går der ikke mange penge ind på din konto hver måned?
”Det gør der, men jeg har spurgt alle de ledende banker, og alle sammen har nægtet, fordi det at give mig Visa/Dankort, er det samme som at give mig en kredit. Og der er noget andet, jeg heller ikke kan. Jeg ville gerne købe et hus, da jeg kom hjem. Så fandt jeg et til syv mio. kr., som er ok til mine indkomstforhold. Jeg kom med 40 pct. i udbetaling, og ville låne de sidste 60, men kreditforeningen sagde nej. Jeg henvendte mig til samtlige kreditforeninger, og de sagde alle sammen nej!”

De må jo synes, at du er en risiko?
”Du kan ikke sige, at det er en risiko at låne 60 pct. i et hus! Eller give et Visa/Dankort til en med en minimumsindkomst på 1,5 mio. årligt. Er det en risiko, eller er det en politisk stillingtagen? Det vil jeg lade dig og læserne om at vurdere. Der er nok mange mennesker nu, der slår kors for sig og siger: Gud – tænk at sidde i Søndags Berlingske og udstille sin egen utilstrækkelighed på den måde! Jeg synes ikke, det er min utilstrækkelighed. Det kan ikke være rigtigt, at noget er så infantilt tåbeligt. Derfor vil jeg i stedet more mig lidt over det. Over at det er så åndssvagt – hvad siger folk dog til den her samtale? Det er bare en god historie, er det ikke? Hvor interessant er det egentlig? Det er bare mit problem – who cares?

Det pudsige er, at we care! Her 12 år efter vil vi stadigt høre Accumulator-historien – hvorfor, tror du?
”Det spørger jeg også mig selv om efterhånden. Det er bizart i virkeligheden.”

”Nu er jeg jo ikke sådan en vældig lovable character, vel?”

Efter Accumulatorsammenbruddet så det ud som om, familien rykkede tættere sammen, men så blev du alligevel skilt – hvad skete der?
”Det er en misforståelse at tro, at når man har problemer i tilværelsen, så er det lettere at have en familie – det er det overhovedet ikke. Det er bare en yderligere  byrde! Det er meget lettere at være alene. Man kan hurtigere kæmpe sig ud af det, hvis man bare har sig selv at tænke på.”

Nå!
”Ja, det er da klart.”

Nej, det er da ikke klart?
”Det, synes jeg, er ret klart. Du er altid bedre stillet, hvis du bare skal tænke på dig selv. Styrken henter du i dig selv. Det er noget, du må gennembearbejde alene og komme styrket ud af. I modgangstider er det i sig selv en stor belastning at forholde sig til omgivelsernes skuffede forventninger, uro, usikkerhed, behov for tryghed og den slags ting.”

Men da er det vel også vigtigt at vide, at der er nogen der elsker en uanset omstændighederne!
”Nu er jeg jo ikke sådan en vældig lovable character, vel?”

Er du ikke?
”Det ved jeg ikke, men jeg mener ikke, det er et tema for et interview at sidde og diskutere gamle ægteskaber. Mit ægteskab er ikke brudt sammen af andre grunde, end alle mulige andre menneskers ægteskab bryder sammen – punktum!”

Nu har du giftet dig igen, og din kone er 27 år yngre end dig!
”Jeg har giftet mig med Jill, på trods af hendes unge alder, ikke på grund af den. Selvom man er ung, kan man godt være en reflekteret og interessant personlighed. Min kone er ved at tage afgang på Kunstakademiets Arkitektskole i en alder af 23 år. Hun er knippelgodt begavet og intellektuel velfunderet – alderen er ikke et tema her. Det er den personlige relation, der er afgørende.”

Det siger de jo alle sammen – Peter Asschenfeldt, Bille August og Reimer Bo, er det ikke lidt af en kliche?
”Du skal ikke tro på Peter Assenfeldt og Bille August, du skal tro på mig! Jeg tror, det er en trend. Tiden ændrer sig. Du kommer til at se, at piger i en meget ung alder vil stifte familie, fordi de i uddannelsesårene har tid til at passe børn. Derfor vælger de lidt ældre mænd, der er mere stabile end de unge. Når de så er i 30’erne, vil du se, at hvor det i gamle dage var mændene, der sagde farvel til konerne, så bliver det pigerne, der siger farvel til mændene.”

Så forholdet er midlertidigt?
”Det er jo ikke noget, jeg opfinder. Man taler om serielt monogame forhold som tidens trend. Den vedvarende kernefamilie, der kører igennem et helt liv – det bliver en sjældenhed.”

Hvorfor er du med i TV Danmark-projektet, Hyret eller Fyret?
”Det er selvfølgelig lidt vanvittigt, fordi det ligger meget langt fra, hvad der dybest set interesserer mig. Men jeg laver det, fordi det passer godt i relation til andre projekter, jeg skal lave i foråret, men som jeg ikke vil tale om endnu. Hidtil har jeg holdt mig helt fra den del af programfladen, der handler om underholdning, men det her er så et iværksætterformat, hvor den, der vinder, vinder sin egen fremtid. Det er et eksperiment for mig, men jeg synes, jeg har plads til at lave det eksperiment.”

Har du overvejet, at du kan blive frygtelig til grin?
”Det tror jeg ikke, men hvis jeg gør, hvad så? Herre Gud, altså – det er da sjovt at få lov at lave fjorten tv udsendelser – det er da en foræring. Når jeg endelig går med i et underholdningsprogram, så har jeg sagt, ok, så lad mig gøre det full metal jacket! Så skal der altså være knald på. Hvorfor skulle jeg være så krukket, at jeg sagde: Tænk, hvis jeg får dårlig omtale! So what? Så er der bagefter år 2006 og 7 og 8 og 9 og 10!”

Vi husker det jo, som vi husker AccumulatorInvest fra 1992!
”Så kan det jo være, at det kan overtage AccumulatorInvests position, hvis det bliver et flop. Så er jeg da i hvert fald kommet 13 år frem i tiden!”

©Hanne Sindbæk

Klaus Riskær om…

…dansk skat

”Jeg betaler skat til Danmark, men gør det udfra det, der hedder globalitetsbetragtningen. Når ens generelle centrum for livsinteresser er i Danmark, dvs. at her har man ens sit primære virke eller arbejde, sin familie, sine interesser, så er man fuldt skattepligtig i Danmark – også selvom man opholder sig en større del af året udenfor Danmark.”

…London

”London Kensington er en ghetto af overskudstid. Der skal tiden bare fyldes ud, så det er ikke godt miljø at være i, hvis man gerne vil lave noget i denne verden.”

…Søren Kirkegaard

”Det tager seks til otte uger, seks til otte timer om dagen at læse ”Enten-Eller”. Det er lang tid siden, jeg gjorde det, men det er et banebrydende, et formaterende værk. Kierkegaard er fuldstændig afgørende for forståelsen af den måde, vi lever på. Selvom jeg aldrig har troet på, at mennesker enten var æstetikere eller etikere. Jeg tror vi har delkomponenter til begge dele i os, og det er mixet, der er interessant.”

…Danmark

”Danmark er mit laboratorium – det er her, jeg hører hjemme. Vi er et lille land højt mod nord, og vi er ikke særlig meget, som alle andre er. Vi har vores egen måde at kommunikere på, vores egen humor, vores egen måde at være sammen på. Her ved jeg, hvordan jeg skal forholde mig. Klaus Riskær ville ikke have en kinamands chance for at lave noget som helst andre steder end i Danmark.”

Blå bog

Navn: Klaus Riskær Pedersen
Alder: 49 år
Job: Grundlægger, ejer af og adm. direktør for CopyGene, der lagrer stamceller fra nyfødtes navlesnorsblod, som senere i barnets liv eventuelt kan bruges til sygdomsbekæmpelse.
Baggrund: Banebrydende og fornyende projekter som Børsinformation, Kanal 2, The Voice og CyberCity. Tidligere EU-parlamentariker for Venstre (57.000 personlige stemmer), floppede med et ostebutik-projekt, krakkede med AccumulatorInvest, dømt 2,5 års betinget fængsel for mandatsvig, skyldnersvig og overtrædelse af aktieselskabsloven i forbindelse med AccumulatorInvest.
Privat: Gift med Jill på 23, der er ved at tage afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole. De bor i en stor – meget stor – lejet patricierlejlighed på Indre Østerbro i København sammen med Jack Russel-terrieren Kashmir, og med Riskærs sønner, Christian og Frederik, når de er hjemme fra Bagsværd kostskole.