Kategoriarkiv: Klummer

Ærlig talt: Så GØR dog noget

IMG_7456“Politikerne i Danmark kan ikke håndtere et kreditkort!”

Sådan skrev den pensionerede yndlingstopchef til mig. Jeg sendte ham det glade budskab, at staten nu ikke længere havde nogen lån i udenlandsk valuta. Jeg havde nu nok en lumsk mistanke om, at det ikke betød, at Danmark nu var gældfrit. “Landet Danmark, sparer op, men staten vedbliver at øge sin gæld, dog mindre end den private sektor sparer op,” forklarede han og konkluderede, at politikerne opfører sig som teenagere, der udstyret med et kreditkort kører lige lukt mod luksusfælden.

Man bliver nemlig altid populær på at bruge penge. Også når det er andre folks penge. Knap så populær blive man på at rationalisere. De gode bruger penge. De onde holder hus. Det ved enhver. Jeg slog op i Danmarks Statistik og fandt den nedslående information, at bruttostatsgælden i januar i år var 658 milliarder kroner – sådan cirka en tredjedel af bruttonationalproduktet. Øv altså.

Der er ikke mange tegn på bedring i den afdeling, selvom vi har en helt unik mulighed med en borgerlig regering, der sammen med sit støtteparti har flertal. Lige så optimistisk er jeg gået ud fra, at nu skulle der reformeres. Det kunne blive win for Danmark, og win-win-win-win for de fire partier. Dansk Folkeparti kunne få alt, de kunne ønske sig, på udlændingeområdet, de konservative alle de kampfly, de har sukket efter, LA kunne få topskatten væk og Venstre kunne få? tjaaa alt det nævnte plus statsministeriet på ubestemt tid. What’s not to like, sommansir?

Men næ nej. DF ville hellere ævle-kævle og kissemisse med socialdemokraterne, så denne historiske mulighed ser ud til at blive tabt på gulvet. Medierne har ikke gjort sagen bedre med deres konstante holden status quo i et jerngreb, hvor det er yderligheder, der er nyheder.

Man får lyst til at skrige: Så GØR dog noget! Men så gør man klogt i at vende sit blik væk fra politikerne og hen mod dem, der uafladeligt og come-hell-or-high-water GØR noget. Dem, Børsen har døbt “de handlende”. De er mine helte. Det er folk, der kunne bade i champagne resten af deres liv, men som bliver ved med at stå tidligt op om morgenen og gøre noget. Bare fordi det kan gøres. Dem, for hvem det at gøre noget er selve livet. En serieiværksætter som Mads Peter Veiby, der solgte sit mobilselskab M1 i 2009 og siden har engageret sig i Parkpark, Spilnu.dk og i øvrigt er i gang med at udvikle en helt ny bydel udenfor Aalborg. Eller Michael Ring, der reddede Stelton fra en krank skæbne i støvets glemsel.

Eller Mads Krage uden hvem, der ikke havde været Netto. Eller Lars Liebst, der helt mirakuløst faktisk gjorde Tivoli til en god forretning og en kulturel højborg. Eller Erik Sørensen, Mads Øvlisen, Steen Riisgaard, Lars Rebien og alle de andre Novo Nordisk-helte, jeg er i gang med at lave en bog om.

Det er helt perfekt, at Børsen har valgt at hylde alle dem, der lykkes med at gøre noget. Men vi skal huske, at det langt fra altid ender med hæder og ære. Hvis man tør noget og gør noget, så går det ind imellem galt. Og så skal vi huske at hylde dem alligevel – fordi de handler.

Finn Helmer er et godt eksempel. Han kunne have levet i sus og dus af de 300 millioner kroner, der var hans andel af år 2000’s helt store it-handel. Men sus og dus interesserede ham slet ikke. Han brugte hver og en af sine millioner på at prøve at sætte nye ting i gang. Han investerede i mange små virksomheder og fik aldrig rigtig sat lidt til side til sig selv. Så i dag har han intet. Der bliver ikke rejst nogen statue af ham, men i min bog er han en handlehelt.

En anden af slagsen er min ven, Jim Pedersen. Det var ham, der kørte OW Bunker i hegnet, tænker I nok. Men nu skal jeg fortælle jer noget. Allerførst byggede han det faktisk op.

Da han ankom til Allborg i 1997 var der godt 50 ansatte, en omsætning på 2,2 mia. kr. og et overskud på 17 mio. kr. I 2014 var omsætningen steget til 100 mia. kr., overskuddet til 500 mio. kr., og der var omkring 600 ansatte – bare i OW Bunker. Til det skulle lægges koncernens anden virksomhed, Wrist Ship Supply, med 981 ansatte, en omsætning på 3 mia. kr. og overskud på 180 millioner. Den blev skilt fra inden børsnoteringen af OW Bunker, og Altor ejer fortsat virksomheden, så kapitalfonden skal nok holde skindet på næsten. Hvis nogen ellers skulle være i tvivl.

OW Bunker og Wrist Ship Supply blev kæmpestore foretagender, Jim kunne være stolt af. Det var han sikkert også, men han gjorde aldrig noget væsen af sig. Han knoklede på. Ikke for guld og grønne skove. For den slags handlemennesker er det blot en sidegevinst. Han gjorde det, fordi han kunne.

Da OW Bunker imploderede i 2015, var Jim den af alle, der var hårdest ramt. Han var knust. Han havde ikke blot tabt penge. Han havde også tabt andres penge. Og værst af alt var det hans livsværk, der lå i ruiner og blev spredt for alle vinde. Da den første rystelse havde lagt sig, ønskede han kun en ting, og det var at få ryddet op. Det brugte han den resterende del af sit alt for korte liv på.

Jeg græder for min ven Jim. Men når jeg har tørret tårerne, vil jeg huske at hylde ham for hans mod til at turde, hans vilje til at gøre og hans evne til at handle.

Ærlig talt Nordea, det er en giftig sump, I bevæger jer ud i

nordeaYtringsfrihed er blevet et af de mest værdiladede og sprængfarlige ord i vores sprog. Det har delt befolkningen i to, nemlig i Ytringsfrihed PUNKTUM og i Ytringsfrihed MEN… Ordet kommer med en hale af martyrer fra begge fløje. Senest er det udgiverparret Pittelkow/Jespersen, der skingert hævder, at ytringsfriheden er truet, fordi en række af annoncører har droppet deres netudgivelse, Den Korte Avis.

Selvfølgelig truer det på ingen måde ytringsfriheden. Pittelkow og Jespersen kan sige og skrive nøjagtigt det samme i dag som for en uge siden. Helt uden at risikerer liv og lemmer. De kan muligvis ikke tjene det samme på det, men det er noget ganske andet. Der er ikke gået nogen skår af ytringsfriheden, fordi der ikke længere popper bannerannoncer op på denkorteavis.dk fra Nordea, Føtex, IKEA, Telia, Elgiganten, YouSee, Alm. Brand, McDonald’s, Sportmaster, Curvissa, Bravo Tours, Cirkle K, Læger Uden Grænser, Fredericia Teater, Samsung Danmark, Vejle Kommune, Spies, TUI Danmark, Just Eat, Momondo, Sofakompagniet, Plan Danmark, Drive Now, Organicup, Visit Norway, Flexfone, Kipling Travel, Nespresso og Fliseuniverset Aarhus. Hvad der derimod er gået skår af, er disse virksomheders handlefrihed i fremtiden.

Ingen af dem har valgt at annoncere på Den Korte Avis af politiske grunde, men de har fravalgt det af politiske grunde. Dermed har de bevæget sig ud i den giftige sump, som politik altid vil være for erhvervsvirksomheder. De kan nemlig ikke den ene dag påberåbe sig at være apolitiske og kun arbejde til gavn for kunderne, for så den næste at give sig til at lave moralske vurderinger, som de har gjort det i sagen om Den Korte Avis.

”Den Korte Avis’ journalistiske profil ikke passer til Nordea”, lød det fra banken, der også af vane – virkelig dårlig vane – er min bank. (Der skal åbenbart uhyrligt meget til at ændre på det, for jeg har været kunde der, siden jeg fik min første bankbog. Dengang hed det Andelsbanken, og jeg er blevet, selvom jeg efterhånden har et veludviklet had-had-forhold til den.) Jeg ville ønske, den holdt op med at lege smagsdommer og koncentrerede sig om at skabe reel værdi for mig som kunde. Men det er der ikke noget af. Det er i min erfaring langsommelighed, fejl, mangler og fejlslagne fjollerier som swipp, der optager Nordea. Så det er til at skrige af grin over, at de føler, de kan stille sig til dommer over andres holdninger. Dem om det. Jeg kan jo bare smutte, hvis jeg ellers kunne få lettet måsen.

Hvis Nordea mente, at deres annoncering ville støde store kundegrupper, så kunne de diskret have udfaset Den Korte Avis som annoncemedie. I stedet larmede de op og prøvede at score nogle billige politisk korrekte point.

Nu hænger de på den. Kunderne kan med rette forvente, at banken fremover bruger krudt på at forholde sig til alle mulige medier, de annoncerer i. Økologer kan være fornærmede over, at banken støtter konventionelt landbrug repræsenteret ved Landbrugsavisen for eksempel. Eller religiøse grupper kan tage anstød af annoncering i Ekstra Bladet, der vælter sig i nøgne damer og prostitueredes annoncer. Og sådan kan det blive ved. Da var det enklere og bedre, om man som før nøjedes med at vurdere et medie ud fra, om det ville ramme de udvalgte kundegrupper. Og så bøvle lidt med at forklare kunderne, at annoncer ikke er tænkt som en støtte til et medie. De er faktisk tænkt som et salgsredskab, der skal skaffe flest mulige bedst mulige kunder ind i butikken.

Den problematik har virksomheder rodet rundt i, siden den politiske forbruger blev opfundet i 1980’erne. Og der er aldrig rigtig kommet noget godt ud af at prøve at tækkes denne forbrugertype. For det første er det ekstremt volatilt – man ved aldrig, hvor de nu sejler hen, og hvad der bliver moderne at mene i morgen. For det andet er disse forbrugere som regel ikke mere politiske, end at de vælger at lægge deres penge der, hvor de får mest og bedst ud af dem. Det taler de bare ikke så meget om.

Det politisk korrekte er en kortsigtet satsning for en virksomhed. Det kan godt være, der er nogle få, der sætter pris på, at IKEA er holdt op med at bruge ordet jul, men de fleste synes nu nok, det er temmelig underligt, at varehuset svømmer over med glitrende julestads og røde nisser og kalder hele molesjavsen for ”Vinter”. Som om det var særlig vinteragtigt at pynte op med guldguirlander, sølvklokker og hvide stjerner. Så la’ da vær’!

En virksomhed er sat i verden for at tjene forbrugerne med, hvad de nu er specialister i at tjene forbrugerne med. Og det er aldrig politik.

Personligt var jeg begejstret, da Den Korte Avis blev skabt i 2012, fordi det er så vigtigt for vores samfundsudvikling at have et bredspektret mediebillede. Alt skal ikke være DR. Faktisk bør meget mindre være DR. Det vil være et gode at have mange meget forskellige medier og alle holdninger repræsenteret i dem.

For mig blev Den Korte Avis stadigt mindre troværdig, ja den blev faktisk irrelevant. Hvis mange andre har det lige sådan, så bliver den også irrelevant som annoncemedie. Ikke fordi den repræsenterer nogle politisk ukorrekte holdninger, men fordi den har for få læsere at eksponere annoncerne til. Det er den ubarmhjertige gang i en liberal medieverden. Det er den udvikling, de annoncerende virksomheder bør tage pejling af. Og det kommer ikke til at betyde en dyt for ytringsfriheden.

Nu vil jeg tage mig den frihed at ytre mig noget mindre et stykke tid. Der skal skrives bog, så jeg stopper som Børsens klummegøj. Men jeg stopper på Frank Sinatra-måden, og så ved man aldrig, hvor mange comebacks og farvel-turneer, der ligger foran.

Året går på hæld, og jeg går med. Det har været en fornøjelse at ytre mig her.

 

Det er endnu et shitstormløb mod sund fornuft

img_5754Når jeg ser en shitstorm, er det blevet en automatreaktion for mig at lede efter dens udspring, for når først det virkeligt blæser på de sociale og for den sags skyld alle de andre medier, så fortaber al sund fornuft sig i harske one-liners. For DF’ernes EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, blev one-lineren, der ryddede bordet: ”Skyd på bådflygtninge”. Det er så ubehagelig en udtalelse, at ingen ordentlige mennesker kan gå ind for det. Ergo er Kenneth Kristensen Berth ikke noget ordentligt menneske. Så er det på plads. Eller er det?

Han forsøgte selv at dæmme op for de værste brodsøer ved at padle baglæns og sige, at han sandelig ikke mente, man skal skyde direkte på folk i bådene, men skyde varselsskud. Det anfægtede ikke shitstormerne: ”Jeg lod sådan set bare munden løbe med mine voldsfantasier. Jeg synes sådan set at det er i orden at myrde ubevæbnede mennesker med koldt blod,” lød det fra en af debattørerne, mens socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil tog den et skridt videre: ”det mest vanvittige jeg til dato har hørt i en debat! Først flygter en familie fra rædslerne i Syrien. Herefter mødes de af kugler ved grænsen til Europa. Det er dog det sygeste, jeg har hørt længe. Nu trækker han så lidt i land oven på en shitstorm. Men hvad hjertet er fuldt af…”

Mens de skriger og grynter ad hinanden, kan vi andre søge til kilden og selv bedømme graden af ondskab og vanvid. Men jeg advarer om, at I så ikke længere bare kan læne jer tilbage i jeres følelsers vold. Fornuften vil indtage jer.

Oprindelsen til ugens onde citat er et formentlig komplet u- og overset debatprogram, ”EuropaMagasinet”, sponseret af Europa-Nævnet udsendt på et helt ukendt medie, Mediehuset København. Værten er der imod ikke ukendt, men gode gamle Ole Stephensen. Han havde i ugen, der gik, Kenneth Kristensen Berth inde til en debat med Stine Bosse, formand for Europabevægelsen. Meget hurtigt kom den diskussion til at dreje sig om EU’s komplette fiasko i forhold til at bevogte Europas ydre grænse. Midt i sin udredning af dette faktum (mine ord, men der ikke er nogen, der bestrider, at EU har fejlet her) siger DF’eren så: ”Den eneste måde man kan gøre det på er at vende bådene og sige: Du må ikke sejle indenfor denne territorialgrænse. Hvis du gør det, bliver du enten beskudt, eller du bliver vendt om og sejlet tilbage. Det vil EU ikke.”

Den ville Ole Stephensen så godt lige have i langsom gengivelse og lagde derpå Kenneth Kristensen Berth disse ord i munden: ”Du mener, at hvis de kommer indenfor en vis sømilegrænse, så skal man skyde på dem… Du taler om flygtninge i gummibådene.” Og da var udtalelsen allerede eskaleret ud af kontrol for DF’eren. Han forsøgte at forklare: ”Jeg taler om, at hvis man skal kunne opretholde den ydre grænse – vi skal gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre, at grænsen ikke bliver overtrådt. Jeg vil så sige, at jeg er slet ikke sikker på, det er nødvendigt. Hvis man fælles i Europa kunne blive enige om at sige: Man kan ikke få permanent opholdstilladelse i Europa. Heller ikke hvis man kommer som flygtning. Man får aldrig mulighed for at blive i Europa for evighed. Så vil den andel af personer, der vælger at komme hertil fra Afrika og Mellemøsten falde ganske betydeligt. Og så vil det slet ikke være nødvendigt med den slags midler,” sagde han, mens Stine Bosse himlede med øjnene i et tempo, så man blev nervøs for, om hun var ved at få et epileptisk anfald.

På det tidspunkt var det for sent for Kenneth Kristensen Berth. En shitstorm var under opsejling fra de folk, der holder af at træde i vande, når det gælder ubehagelige spørgsmåls ubehagelige løsninger. For det er langt dejligere at kunne udpege nogen, der bare er de onde. Det får en til at føle sig SÅ god. Imens må andre tage sig af det virkelige livs virkeligt onde dilemmaer.

Jeg ville da ønske, man kunne forsvare sit lands og Europas grænser ved at benytte sig af det forslag, som Stine Bosse ser som løsingen på alt fra uenigheden om hvor vidt Spaghetti Carbonara er med eller uden fløde til at skabe fred i Mellemøsten, nemlig hendes idelige: ”Vi må sætte os ned og tale om, hvordan vi løser problemerne.” Det må vi selvfølgelig også, men når vi så har talt længe nok, er der nogen, der må gøre noget. Og det noget er ikke altid ret rart.

Som en af Berths kritikere påpegede: ”Man fyrer ikke varselsskud af med mindre man er parat til at affyre flere skud.” Præcis. Vil man forsvare sin grænse eller vil man ikke? Dét er spørgsmålet. Hvis ikke indtrængerne forstår fine hentydninger, venlige henstillinger, saglige argumentationer eller et rødt og hvidt STOP-skilt – hvad gør man så?

Den tidligere supereuropæer og forsvarer af EU, professor Uffe Østergård, mener, der skal mure, pigtråd og mere magt til, hvis vi skal bevare det, ”der gør vores samfund attraktivt for flygtninge og indvandrere.” Det har han sagt til adskillige medier, uden der er rejst nogle shitstorme af den grund.

Den situation Europa står i nu, har jeg personlig gyst over siden 1990, hvor BBC producerede filmen ”The March”. Her samler hundredetusindevis af afrikanere sig fra Sudan og nordpå for at marchere ind i Europa. Efterhånden som gruppen bliver større, begynder man at tage det alvorligt i EU og udviklingskommisæren – der spilles af Juliet Stevenson – mødes med marchens leder Isa El-Mahdi, der spilles af Malick Bowens, der blev kendt som Farah i Karen Blixen-filmen Out of Africa. På bedste europæiske vis siger hun: ”Jeg er kommet for at finde ud af, hvad vi kan gøre for at hjælpe.” Isa El-Mahdi svarer: ”Du kan komme og bo her, så kan jeg rejse op og bo i dit hus.”

Den kan man gense på Youtube og konstatere, at den faktisk minder uhyggeligt meget om den situation, vi faktisk er kommet i nu. Og den bliver næppe løst med lidt charme og en buket blomster. Jeg vil lade professor Uffe Østergård få det sidste – fornuftige – ord i den sag i denne klumme: ”Når vi har talt om ’universelle rettigheder’ i EU, så skal det forstås som rettigheder, der gælder for alle inden for fællesskabet, eller sammenslutningen. Ikke hele verden. Værdierne kan eksporteres, og vi kan hjælpe andre. Men ikke invitere alle ind. Og jeg vil derfor give Liberal Alliance ret, når de siger, at der kun er to veje at gå: enten at lukke grænserne og åbne kasserne – eller at åbne grænserne og lukke kasserne. Det undrer mig, at der er så mange, der lader, som om det ikke forholder sig sådan.”

Driv dem til vanvid, Thyra. Sæt i gang!

img_5420

Gosh! Mit facebook-feed er ved at segne af sorg og undergangstoner. Alt sammen blot fordi vi har fået en ny regering. En socialdemokrat minder sine sørgende følgere om Zen-ordsproget: This too shall pass… until then, fetch wood, carry water and walk the earth. Det lyder meget sødt, men det er det ikke. Med mindre selvfølgeligt, at det ikke var den nye regering men for eksempel en forkølelse, citatet var møntet på. I så fald undskylder jeg på forhånd. Sørgestemningen pibler frem mange steder. En af de overprivilegerede 68’ere harcelerer over, at vi har fået en Ældreminister, ”som om ældre ikke er en del af samfundet, men en byrde,” skriver hun og tænker, som 68’ere har for vane, kun på sig selv. Nej, det er ikke helt retfærdigt. Nogle gange tænker de også på mennesker, der har det svært i lande langt herfra. Men at forestille sig, at der faktisk er en stor – og voksende – gruppe af ældre, der hører til blandt de allersvageste i vores samfund, den tanke kan åbenbart ikke rummes oppe i de nordlige forstæder. Der har de det da meget godt. Ikke også Fritz og Poul?

De yngre privilegerede Facebook-venner er også godt med og er så sjove med bogstavkombinationerne af V, LA og K, at hvis ikke jeg var sådan et kontrolleret menneske, så døde jeg da af grin. Deres eneste ”lille lys i mørket” – og ja det er rigtigt citeret – er, at Joachim B. Olsen ikke blev minister. Jeg er lige ved at sige, jeg mangler ord. Men det gør jeg så ikke! Jeg har masser på lager. Ikke mindst, når det gælder Audi-Anders, som – må jeg forstå – har solgt sin idealistiske sjæl for en fin titel og en stor bil. Ham ved jeg en del om, fordi jeg har skrevet hans biografi, Comeback Kid, og jeg skal hilse og sige, at det er ønsketænkning fra dystopikernes side, at Anders skulle kunne passiviseres med et fancy køretøj. Som om han nogensinde har interesseret sig for biler. Magt der imod, dét interesserer ham. Og han ved lige, hvad han vil med den. Og det er altså mere end en sænkelse af topskatten på fem procent, selvom man ikke skulle tro det, når man hørte de enslydende spørgsmål fra journalisterne, efter det 86 sider lange regeringsgrundlag var bladret igennem. Ingen steder fandtes den nøjagtige ordlyd: 5 procents sænkelse af topskatten, så han måtte da have slugt en hel karavane af kameler, ikke?

Der var dog enkelte, der gav sig tid til at læse hele dokumentet og som havde bedre forudsætninger for at forstå det. Arne Ullum, der med sit spritnye politisk-økonomiske nyhedssite, DK-økonomi.dk ramler lige ned i et gabende hul i markedet for at tolke tallene kompetent. Hans hurtige bladring inden pressemødet på Marienborg gav det resultat, at der var langt flere penge til skattelettelser i regeringsgrundlaget end den ene milliard, LAs fem procents topskattelettelse ville koste. I sin blog kaldte han regeringsgrundlaget ”et markant liberalt ryk” og regnede sig frem til, at der var ”et betydeligt milliardbeløb til personskattelettelser. Et godt gæt kunne være et pænt stykke op imod de 13 milliarder kroner ekstra.”

Det overrasker ikke mig. Anders Samuelsen har været undertippet hele vejen igennem. Man skal ikke undervurdere, den styrke ydmygelserne i hans fortid har givet ham. Han fik en hård lektion, da han sammen med Naser Khader første gang var tungen på vægtskålen for Anders Fogh Rasmussens regering. Det blev en kamp om, hvem der blinkede først, og det blev ikke Anders Fogh.

Tror jeg, der kommer en liberal revolution? Nej gud fri mig, det ville ikke være godt for nogen. Men jeg tror, der vil blive skubbet til den supertanker, der hedder Velfærdssamfundet, så det kommer til at sejle i en ny og mere bæredygtig retning. De af mine Facebook-venner, der frygter et mere liberalt Danmark, kan altså roligt være bange. At jeg så ikke helt forstår frygten er en anden sag. Det er, som om socialdemokratisme er blevet det neutrale punkt i politik. At være socialdemokrat er ikke noget, der fundamentalt kan kritiseres. Heller ikke når de taler om skat, som om det var penge til velgørenhed, der udelukkende blev brugt til at afhjælpe helt basale problemer for rigtige mennesker og fortier, at det fodrer et 800.000-hovedet monster, der først og fremmest sørger for sin egen opretholdelse. Kan vi ikke tale om at forandre det forstenede system uden at blive betegnet som ultra-neo-liberalister?

Et andet spørgsmål, der melder sig, når man læser alle hjertesukkene, er: Hvad er alternativet? Har de gamle partier, ikke mindst socialdemokratier, været i stand til at dæmme op for de radikaliseringsbølger, der går gennem Europa i disse år? Hvem stopper den islamistiske- og den deraf følgende højreradikaliseringsbølge? Intet tyder på, det bliver socialdemokraterne. I Frankrig tegner Francois Fillon til at være det bedste bud på en anden vej end Marine Le Pens. Den slags tror jeg, ligger det nye regeringsparti meget på sinde. Anders Samuelsen sagde da også ved sin tiltrædelse som udenrigsminister: ”Vi skal være bevidst om, hvor farlig globaliseringen føles for nogen, og især hvor problematisk det er som tændvæske til populistiske bevægelser rundt om i verden. Vi vil gerne vise, at der er et alternativ til populismen, nemlig en dedikeret omsorgsfuld politik, der rækker både ind og ud.” Måske var det – mine kære Facebook-venner – en god ide at være lidt ydmyg og give noget nyt en chance.

Det bliver spændende at se, hvor meget af LAs omsorgsfulde politik, der kommer til at slå igennem. Ældreministeriet er spritnyt og Thyra Frank dets uprøvede leder. Hun er en mildest talt uortodoks politiker og bliver en lige så uortodoks minister. Skulle hun et øjeblik være i tvivl om, hvordan hun skal tackle sin nye position, så kommer her et råd: Thyra luk øjnene og tænk tilbage på din tid som leder af plejehjemmet Lotte. Forestil dig så, at du på din mest frustrerende dag dumpede ned lige midt i kommunalforvaltningen med al magt i dine hænder. Hvad ville du så gøre Thyra? Du ville drive dem til vanvid, ville du. Og det er det, der er din opgave nu. Du skal blive ældreområdets vildt irriterende Spørge-Jørgen: Hvorfor skal de udfylde dit, hvad nytte gør dat, og hvor mange bureaukrater skal der til for at skrue et fantastisk plejehjem sammen? Sæt i gang! Og bliv ved til der kun er varme hænder tilbage i systemet.

Fyn er noget man suser forbi, ikke?

img_0063Altså Fyn, ikke… Det er noget, man kører over så hurtigt som muligt. Der er jo en grund til, at motorvejen altid er totalt proppet derovre. Der er ingen, der skal dreje fra. Alle skal bare over øen i midten, og det skal være NU! Der er ikke sket noget på Fyn, siden H.C. Andersen blev født. Og det var der heller ikke nogen, der lagde mærke til.

På et luftfoto over øens hovedstad kan man ligefrem se, hvordan byens fædre har tænkt, de måtte hjælpe folk med at komme hurtigst muligt gennem Odense, for indre by er gennemskåret af veje i motortrafikstørrelse. (Jeg er ret sikker på, det ikke var byens mødre, for de ville have nødet folk til at blive til en kop tår kaff…) Via den imposante Thomas B. Thriges gade kunne man på motorvejsmåden suse lige hen over digterens barndomshjem og resten af byen med for den sags skyld. Som om Odense udmærket vidste, at der sandelig ikke var nogen grund til at stoppe op.

Der var selvfølgelig Brandts Klædefabrik, Kongens Have med det fine eventyrlige klatretræ og Hansens værtshus. Men det var så også det. Man kunne ikke nævne navnet på én væsentlig erhvervsmand fra Fyn. Og da A. P. Møller-Mærsk i 2009 meddelte, at de ville lukke Lindø-værftet, så var alt håb stort set ude. Der kom aldrig til at ske noget på Fyn. Man kunne ikke engang finde et ordentligt hotelværelse. Det grandiose Grand Hotel var som en østeuropæisk tidslomme, og lod man sig lokke af det eventyrlige navn: Hotel H. C. Andersen, blev man svært skuffet. For der er mere 70’er fagbevægelsesarkitektur end poesi over den bastante bygning. Hotellet har forsøgt at dulme skuffelsen ved at drysse diverse skulpturer af digteren og hans eventyrfigurer rundt omkring.

Fynboerne ved udmærket selv, at Odense var en forkert bemærkning og to hop i spinatbedet fra at være en spøgelsesby. ”Der er gået Odense i det” blev en talemåde, man bruger for at forklare, at noget er gået helt i stå.

Alt tyder på, at den talemåde enten ryger lynhurtigt ud af sproget eller får den modsatte betydning. For hej-hop, hvor der sker ting og sager i Odense nu. Først hørte man lidt om noget robotværk. Så hørte man mere og mere. Og da man i Børsen i torsdags kunne læse, at kapitalfonden Vækstpartner Kapital havde købt 36 procent af Robotfirmaet Trivision, blev man slet ikke spor overrasket. Da havde vi jo læst om salget af Universal Robots og Joergensen Engeneering, så vi begyndte at forstå, at begrebet Robotic Valley ikke var et udslag af storhedsvanvid, men en kendsgerning i Odense. Det er faktisk lykkes at skabe en klynge at robotvirksomheder, hvor samarbejde og info flyder frit mellem dem og universitetets forskere.

Og det er ikke den eneste vellykkede virksomhedsklynge. Det lukkede Lindøværft står nemlig ikke – i modsætning til det legendariske B&W – som et støvet minde om tidligere tiders industrielle storhed. Nej derude ved Odense Fjord er der et mylder af liv. 86 virksomheder indenfor den maritime-, offshore- og vindmølleindustri har slået sig ned og skabt omkring 1500 arbejdspladser. Foreløbigt.

Stadigt flere fynske navne dukker op i Børsens spalter. En af dem, Torben Frigaard Rasmussen, forklarer den rivende udvikling i Odense på denne måde: ”Tidligere blev alle nye initiativer talt ned. Men nu sker der så meget, at de gamle nej-sigere simpelthen ikke kan nå at sige nej til det hele!” Det drejer sig ikke længere nogle få heldige initiativer her og der, men om en bevægelse, der er sat i gang, mener Torben Frigaard Rasmussen, der selv er gået fra at være CEO for det succesfulde københavnske it-virksomhed e-conomics til at tage hjem til Fyn og deltage i udviklingen. Her er han blandt andet bestyrelsesformand for robotvirksomheden MIR.

Han er tilbøjelig til at give en del af rosen for udviklingen til de lokale politikere. Ikke mindst til den afdøde konservative borgmester Jan Boye, der efter 69 års ubrudt socialdemokratisk styre kom til i 2006 og fik sat gang i mange af de planer, der havde rumlet rundt i nogle år. For eksempel om at bygge en letbane i byen. De forskellige forslag, der blev vedtaget dengang, betyder, at der over de kommende år investeres 34 milliarder kroner i strategisk byudvikling i Odense. Den hæslige motorvejsagtige Thomas B. Thriges gade er allerede revet ned. Den skal erstattes af grønne byrum, boliger, kulturinstitutioner, butikker og retablering af de gamle gader.

Selvfølgelig skal politikerne have en del af æren. Ikke for at have startet bevægelsen, men fordi de som dygtige politikere opsnusede, at en bølge var i gang, og så stillede de med det nødvendige antal surf brædder, så byen kunne ride med på den.

Bevægelsen er formentlig en sum af de rigtige personer – universitetsfolk, erhvervsfolk, kulturfolk og politikere – på det rigtige sted til rette tid. Men udviklingstsunamien kan meget vel have sit udspring dengang i 1997, hvor

Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet blev dannet. Det havde så høj en prioritet for A.P. Møller og Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, at de betalte 75 millioner kroner for en helt ny bygning tegnet af Henning Larsens Tegnestue. Det var der, roboteventyret startede, for instituttet driver forskning og uddannelse indenfor robotteknologi, softwareudvikling, elektroteknik og kunstig intelligens.

Der gik nogle år derefter, før der for alvor kom gang i udviklingen, men så var det også med fuld ketchupeffekt. Siden er ikke bare universitets- og erhvervslivet blomstret op. Kulturlivet har fået en renæssance med initiativer som den store Tinderbox-musikfestival og H.C. Andersen festivalen, som en række erhvervsfolk fik stablet på benene i 2013 for at sætte Odense på landkortet.

Så alt er forandret og intet det samme i Odense. Bortset fra Hotel H.C. Andersen, der har samme arkitektoniske mangel på skønhed som motortrafikvejen gennem centrum. Men så kan man jo indlogere sig på Grand Hotel, der har fået den helt store overhaling og igen funkler som byens klassiske hoteljuvel.

Der er ikke længere grund til at suse forbi Odense. Stop dog op og få en tår kaff og en brunsviger.

Magic Cards gør investeringslærdom til en leg

img_5058
Nå for Søren. Nu skal bankerne snart til at have penge for at have mine penge stående. Lige i øjeblikket får jeg nådigt 0,0 procent i rente, men det ender næppe der, kan jeg forstå. Det hedder vel ellers indlån, som betyder, man låner penge IND til banken. I modsætning til udlån, hvor man låner penge UD af banken. Det sidste til en rente på 10,25 procent, kan jeg se. Banken tjener altså godt på at låne mig penge, mens jeg snart skal betale for at låne banken penge.

Det vender op og ned på min børnelærdom. Ifølge den skulle man kunne tjene penge på at gemme penge. Men ok, den børnelærdom er ikke bare håbløst forældet, den er også meget begrænset. Jeg har som de fleste andre haft færdselslære, filmkundskab og fransk i skolen, men ikke en eneste lektion i hvordan økonomi virker, og hvordan man styrer den. Derfor er jeg, som så mange andre voksne mennesker noget nær finansiel analfabet.

Så er det anderledes med min 14-årige nevø, Tue. For tre år siden købte han værdipapirer for 400 kroner, som han lige har solgt for 1.000 kroner. Det er en forrentning, han med rette er temmelig stolt af. Tue har et godt blik for hvilke papirer, der har potentiale, og i hans erfaring er de bedste papirer dem, der stiger meget langsomt.

Nu er det ikke, fordi skolerne har ændret sig og erkendt, hvor væsentligt det er at lære eleverne at klare sig selv, også når det angår de økonomiske aspekter af tilværelsen. På den front er der intet sket. Næh, Tues sans for investering og pengenes sande natur har han samlet op i eventyrspiluniverset. Værdipapirerne er hverken aktier eller obligationer. Det er Magic Cards. Men pengene han tjener eller taber – dem er der ikke noget overnaturligt ved. De er ganske virkelige, og han holder nøje øje med dem.

Magic Cards har været på markedet siden 1993. Det var oprindeligt et samlekortspil – nøjagtig som de bil- eller fodboldspillerkort, der var populære, da Ruder Konge var knægt. Men Magic Cards udviklede sig og udvikler sig stadigt. Det er et strategispil, der foregår i et miljø inspireret af rollespilsverdenen, hvor hvert kort har særlige mere eller mindre værdifulde egenskaber. Man kan hyggespille med hinanden, men tilsyneladende er Magic Cards noget man bliver lige så bidt af, som andre bliver af bridge. Gamerne mødes til turneringer, hvor de i koncentreret tavshed kæmper mod hinanden i en serie spil. Ligesom i bridge spiller man med helt nye kort, der åbnes ved bordet, og vinderen er ofte ikke den med de bedste kort men den, der kan spille sine kort bedst.

Så ophører sammenligningen med bridge. For en del af verdens seks millioner Magic Card-entusiaster har spillet en ekstra dimension: Handlen med kort. Til det formål er der ligefrem udviklet handelsplatforme, hvor man dels kan følge markedspriserne på de mest handlede kort, dels kan handle med dem.

Indtil videre er der udgivet 46.000 kort, og der kommer nye hver tredje måned. Når man spiller turneringer som min nevø, så får man en tydelig fornemmelse af, hvilke kort, der virker godt og vil blive mest efterspurgte. Det er erfaringer han tager med sig hjem til computeren, når han giver sig i kast med handlen.

For eksempel er nogle af kortene ifølge nevøen så gode ved spillebordet, at man kan forudse, at de vil blive ”banned”, som det hedder i spillet. Sådan nogle kort stiger voldsomt i pris, fordi de er så gode, men falder selvfølgeligt som en sten, når de er blevet ”banned”.

Og det med at købe de færdige pakker med 14 styks i hver er kun noget, man skal gøre for sjov. Det er stort set altid en forfærdelig investering. De bedste er altid dem, der stiger meget langsomt som for eksempel Grim Flayer-kortet. Det kostede 2 euro ved udgivelsen, men det kunne Tue se var alt for billigt i forhold til kvaliteten. Det er da også steget stødt siden og er nu oppe på 16 euro. Det omvendte skete med Goblin Piledriver, som kostede 20 euro, da det blev ”noteret”, men det faldt med 18 euro indenfor en uge.

Som alle investorer taler nevøen mere om sine gode deals end de dårlige, men det lykkes da at få vredet ud af ham, at købet af Thought Seas-kortet til 20 euro, var en fejl. Det har tabt i værdi siden og ligger nu omkring 12,5 euro. Nevøen kom ud da det lå på 15.

Tag tabene i tide, er en lektion, han allerede har lært. Ligesom han har fået indsigt i markedsmekanismer og psykologien bag værdipapirshandel. Der er heller ingen ben i for ham at handle i dollar og euro og begribe værdien umiddelbart. Det er ikke som faster, der skal have lommeregneren frem, bare hun skal købe en croissant på parisisk fortovscafé.

Med lidt træning kunne han såmænd godt begå sig på et tradingfloor, inden han når gymnasiealderen. For Magic Card-handlen er en god skole. På MTGStocks.com kan man se, at Copperlin Gorge er steget 5,5 procent siden i går, at Yidris, Maelstrom Wielder er steget 64,7 procent siden i går, mens Strip Mine er faldet med 34,4 procent. Der er ikke stor forskel på det og OMX-indeksene. Der er måske lidt færre daytradere på Magic-markedet, og det er ikke udviklet med derivater endnu, men det kan sagtens komme.

Også omkring andre spil er der skudt handelsplatforme op. Man kan for eksempel købe sig fordele i World of Warcraft-spillet, hvor våben, rustninger, guldmønter og andet, der kan hjælpe en op på næste niveau, er til salg for højest bydende. Der florerer sågar en livlig handel med spiller-profiler, så man slipper for selv at spille tusindvis af timer for at nå ligeså langt. En form for digital doping, der kan ende med at ødelægge spillet, fordi gamerne mister interessen, hvis den reelle konkurrence er sat ud af kraft.

Man bruger masser af år i skolen uden at lære noget som helst om penge. Hvordan man så forventer, de unge mennesker skal blive ansvarlige og selvkørende på den front, er mig en gåde. Nogle kommer så alligevel over den finansielle ordblindhed, der præger de fleste. Men det er ikke skolen, der hjælper dem til det. I øjeblikket er det i spillenes verden, den undervisning foregår på allermest spændende vis. Det kunne skolerne godt lade sig inspirere af.

Når man først har fattet spillet, så er investering åbenlyst Magic – hvad end man sætter sine penge i papirer med navne som Goblin Matron, Steel of Goodhead, Tawno’s Coffin eller mere klassisk klingende C20-navne som Coloplast, Carlsberg og Chr. Hansen.

Ærlig talt: Nogle gange må man bare smide en bombe

img_4679

Jeg kender en erhvervsleder, der to måneder efter sin overtagelse af topposten i en større virksomhed, simpelthen fyrede en tredjedel af medarbejderne. Det var ikke fordi, det egentlig gik dårligt. Ganske vist var omkostningerne løbet løbsk, men virksomheden tjente rigeligt med penge og havde mange dygtige folk, der arbejdede med masser af gode projekter. Derfor vakte en fyringsmassakre af den størrelsesorden selvfølgelig ramaskrig. Især fra medarbejderne der alle som en syntes, de udførte et helt afgørende opgaver for firmaet.
Umiddelbart virkede det hele også meget tilforladeligt. De kunne alle sammen forklare hvilke opgaver, de løste. Problemet var bare, at der ikke skete noget. Ingenting flyttede sig, og der var ikke sendt et nyt produkt på markedet i årevis. I stedet var der opstået komiteer i hobetal, hvor de dygtige folk evaluerede ideer, oplæg, igangværende og fremtidige projekter på parametre som det etiske, praktiske, ressourcemæssige, imagemæssige og I kan selv fortsætte rækken. Det var som om, virksomheden var ved at drukne i bureaukrati og flueknepperi.
Mod den slags kæmper såvel gode viljer som fornuftige argumenter forgæves. ”Så er det bedre at smide en bombe, og se hvad der er tilbage, når støvet lægger sig,” forklarede erhvervslederen mig. Og det gjorde han.
Mon ikke det er netop sådan, de amerikanske vælgere rent instinktivt har reageret. Det store system, der har ædt sig stadig mere ind på deres liv og udfoldelsesmuligheder, kan man ikke snakke fornuft med. Man kan kæmpe som vanvittig for at få afskaffet ti regler. Det fører med sikkerhed blot til 30 nye.
Hvis USA minder lidt om det danske samfund, så er det umuligt at lave noget om i det offentlige system. Der er der ikke nogen, der kan undværes, og der er djøf’ere i hobetal, der står klar til at beregne og forklare, hvorfor der kun er ét svar på alting, og det svar er: Send flere penge. Måske synes man godt, man kunne have undværet den komité og de kommunikationsfolk, der har lavevt de formynderiske skilte, jeg så i alle subway-vognene, da jeg var i New York i maj. Med tegninger og formanende ord gjorde de passagererne opmærksom på, at det var en togvogn, ikke en spisevogn; at det var en togvogn, ikke et badeværelse, så det med at frisere sig og klippe negle, var ikke tilladt. Og – min yndlings – piktogramfiguren, der svinger sig i vognstangen under overskriften ”Poles Are For Your Safety, Not Your Latest Routine”. At der har siddet voksne mennesker og ment, de skulle formane andre voksne mennesker om ikke at poledanse i s-toget, siger noget om, at det ikke er penge og personale, der er mangel på. At kæmpe mod den slags er som at være barn og kæmpe mod Darth Vader med et legetøjslyssværd. The force er med the dark side.
Som borger kan man blive fuldstændig desperat, når man er nødt til at have med systemet at gøre. Hvad end det er skattebilletten, man kigger på, ejendomsvurderingerne der er helt i skoven, man har brug for en byggetilladelse eller en børnehaveplads. Jeg vil tro, at langt de fleste har mærket denne desperate afmagt overfor systemet, der altid har masser af forklaringer på, hvorfor ingenting kan gøres anderledes eller bedre. Og hvis man som jeg har en kraftig formodning om, at det faktisk kan gøres meget bedre og meget billigere, så kan man gå og hen og blive ret så forbandet på systemet. Det er repræsenteret ved politikerne, som vi i det mindste kan smide ud, når der er gået fire år. Som regel fører heller ikke det til de store ændringer, men en gang imellem dukker der nogen op på det politiske firmament, vi tiltror en forandrende kraft. Og det er en tiltro amerikanerne i åbenbart overraskende omfang har til Donald Trump. De håber, ønsker og tror, han som min erhvervslederven vil smide en bombe ind i det offentlige system og bringe den indædte inerti til eksplosion. Kønt er det ikke, rart bliver det aldrig, men det er muligvis den eneste effektive måde at skabe forandringer på.
For en ægte demokrat er det gode nyheder, at det pres kom fra vælgerne. Systemet, medierne og de politiske partier har i enormt omfang presset på for det modsatte, som vel må være, at systemet bare skulle have nusset tæerne og nulret ørerne, så fik det nok lyst til at udvikle sig.
Selv nogle af de mest hardcore venstreorienterede kan nu se, at fejlene ikke skal findes hos vælgerne, men hos dem selv. Filmmageren Michael Moore postede på Facebook sin ”Morgenen-efter-to-do-liste”. Den gik vildt viralt, og særligt tre af dens fem punkter var interessante. Nummer 1: Overtage Det Demokratiske Parti og returnere det til folket. Nummer 2: Fyre alle bedrevidende, sandsigersker, meningsmålingsryttere og alle andre i mediebranchen, der tegnede en historie, de ikke ville give slip på og nummer 4: Folk skal stoppe med at sige, at de er “overraskede” og “chokerede.” Hvad I burde sige er, at I lukkede jer inde i en boble og ikke var opmærksomme på jeres landsmænd og deres fortvivlelse.
Selvransagelse var i det hele taget – ganske klædeligt – dagens ord den 9. november. Mads Kastrup skrev i Ekstra Bladet: ”Vi medier burde undskylde. Vi bør skamme os. Vi bør selvransage. Vi ophørte tilsyneladende på et tidspunkt som den fjerde statsmagt og gled umærkeligt for os selv ind som en fuldt integreret del af den etablerede magt. Vi svigtede.” Og det havde han jo ret i. Medierne består efterhånden mere af kommentatorer og wannabe-kommentatorer end af egentlige journalister. Fra den boble beskriver man virkeligheden, som man ønsker, den ser ud, i stedet for som den faktisk ser ud. Ikke kun fordi alle vi journalister er selvpromoverende, men fordi meninger er vældig klikbart og ekstrem billigt stof, og dét er noget, medieledelserne kan lide i al deres afmagt.
Kommentatoren Mads Fuglede kaldte sig selv ”Komiske Ali”, fordi han konsekvent hele vejen gennem valget havde fejlbedømt de amerikanske vælgere. Han skrev,”Trump og Sanders er ikke blot outsidere med en lucifersk strålekrans. De var to håndgranater, som vælgerne i begge partier trillede ind i rækkerne af karrierepolitikere, mens de gyste af fryd ved tanken om en eksplosion blandt den klasse, der er foragtet for alt fra Irak-krigen over finanskrisens hærgen til den multikulturelle dagsorden, de omfavner.”
Det bliver spændende at følge, om Trump faktisk smider en bombe ind i det stivnede system, og om det vil løsne op for noget, så det igen kan blive staten, der tjener borgerne i stedet for det omvendte.
Nu spekulerer I nok på, hvad der skete med den virksomhed, hvor en tredjedel af medarbejderne blev fyret. Det skal jeg fortælle jer: Ingenting! Mandag morgen kom efter sorte fredag, og selvom det nok var ret anderledes for medarbejderne, så led virksomheden slet ingen nød. Kunderne blev passet, kerneforretningen konsolideret og udviklet og – hold nu fast – nye produkter kom på markedet. BUM!

Væk med glansbillederne

img_4997Det kan godt være, at Geeti Amiri er ret lille, men hun er en stor personlighed. Den flittige debattør og blogger er smuk og smilende, men i panden svagt markeret har hun to lodrette vredesrynker, som man nok bør tage sig i agt for. Hun mener det alvorligt.

Geeti Amiri har grund til at være vred. Lige siden hun blev født for 27 år siden i Kabul har livet kastet hende rundt i kulturernes store kværnende tørretumbler. Gang på gang er hun kommet fortumlet ud og tænkt, at nu var det sidste tur – nu måtte hun da være blevet tør bag ørerne, for så at blive smidt tilbage igen.

Det kan man alt sammen blive meget klogere på ved at læse selvbiografien fra hendes korte liv, Glansbilleder, som udkommer i dag. På mange måder en tung historie, men en let og varmt skrevet, så man som læser suser med på hendes eventyr på godt og ondt. Varmt så den rummer og forstår såvel hendes fars fejl og mangler, hendes mors passivitet og hendes brors voldsregime overfor hende. Efter faderens død var broderen hjemmets hersker på afghansk vis, og det blev til en jævnlig kontakt med skadestuen for Geeti Amiris vedkommende. Alligevel lykkes det hende at komme igennem hadet til broderen og ud på den anden side med en vis forståelse.

Og hvorfor skriver jeg så om det i Børsen, kan jeg høre, I spørger undrende ud i luften. Svaret er: Fordi det er vigtigt. Måske noget af det vigtigste, der foregår i Danmark i disse år. Mens kløften mellem ”dem” og ”os” vokser sig stadig større, dukker der unge kloge kvinder som Geeti Amiri med muslimsk baggrund op og tager bladet fra munden. Og det bliver først og fremmest dem, vi vil have at takke, hvis det lykkes at få genskabt et nogenlunde sammenhængende samfund.

Der er også adskillige hvide danskere, der gør, hvad de kan for at få diskuteret de vigtige ting, men de kan ikke som de brune (Geeti Amiris udtryk) kvinder tale samme sprog både i bogstavelig og overført betydning som de gør i Ghettokøbing og omegn. For hvad ved vi om det liv?

Jeg kendte engang en ung moderne dansk/pakistansk kvinde, der glædede sig noget så meget til at blive gift med sin forlovede. Når hun fortalte om det, syntes jeg, det lød, som når små børn fortæller om julemanden, der kommer juleaften. Og den eventyrtale stod meget i kontrast til hendes tjekkede businessliv. Det blev heller ikke til noget med det bryllup. Hendes dansk/pakistanske forlovedes familie mente, hun var blevet for dansk til at være et godt parti for deres søn. For en kvinde fra den vestjyske middelklasse, så er det simpelthen ikke til at fatte. Men Geeti Amiri har nøjagtigt samme oplevelse i bagagen, og den kuldsejlede drøm åbnede for alvor hendes øjne for den gamle kulturs fallit og mulighederne i den nye: ”Mens min mors omstændigheder ikke tillod hende at leve et liv uden en mand, fordi hun var en kvinde i Afghanistan, adskilte mine omstændigheder sig, fordi jeg er en kvinde i Danmark.”

De nye brune kvindelige debattører har det til fælles, at de ved og ankerkender, at der er et problem. Hvor deres forgængere har ment, at vi bare skulle skræve over denne kulturkløft – det kunne bukserne sagtens holde til – så mener de ny, at der må forandringer til i Ghettokøbing. Kvinder som Geeti Amiri har skrævet over den kløft så længe og så meget, at de er nået til den erkendelse, at det ikke nytter at bygge bro. Noget skal laves helt om. De værdsætter de vestlige værdier og kæmper mod ”det rådne kvindesyn”, som Geeti Amiri kalder det, der hersker i minoritetsmiljøet.

Og de bliver – som det lyder i Trilles rødstrømpesang fra 1970erne: ”fler og fler der gir den gamle køreplan et knæk – de har smidt returbilletten væk.”

Det er kvinder som Sosun Sendi, Mersiha Cokovic, Natasha Al-Hariri, Iban Nabil, Jaleh Tavakoli, Khaterah Parwani, Latifa Ljørring, Yildiz Akdogan, Hayat Faizi, Özlem Cekic, Sanila Rana, der har skabt netværket Multicultural Business Women, Elmas Bjerke der sidste år fortalte sin egen barske historie i bogen ”Tavshedens pris” og Rushy Rashid, der i årevis har inviteret alle holdninger ind i sit radiostudie under sloganet: ”Intet er helligt og alt er til debat”.

Nogle af dem bryder sig nok ikke om at blive nævnt i samme åndedrag med nogle af de andre. De spænder over hele det politiske spektrum fra yderste højre til yderste venstre. Selv har Geeti Amiri udtrykt sin sympati med SF. Men de har det til fælles, at de fra hver sin vinkel bearbejder den kultur de kommer fra. Nogle prøver at nydefinere islam til at rumme det moderne samfundsliv, hvor mand og kvinde er mere ligestillet og hvor homoseksualitet anerkendes (som Sabaah, der betyder ”Ny begyndelse” og er en forening for homo-, bi- og transseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund og andre som sympatiserer med gruppen og dens aktiviteter.) Andre arbejder for at få religionen ud af samfundslivslivet. Og de oplever – som nyligt afdøde Trille sang – at ”ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud.”

Fælles for dem alle er, at de løber en stor risiko. Vold er en udbredt debatform i minoritetsmiljøet, men næsten lige så slem er den udstødelse, mange oplever.

”At være debattør er langtfra en dans på roser. Og det er forbundet med så meget mere smerte, når ens deltagelse i debatten tager udgangspunkt i ens egen historie. Jeg har ikke haft et skjold at beskytte mig med, jeg har ikke haft en organisation eller et politisk parti at sparre med, inden jeg kaster mig ud i noget. De seneste år har budt på masser af modstand, og modsat enhver forventning har modstanden været allerstærkest fra dem, der egentlig burde have støttet mig,” beretter Geeti Amiri.

Herfra skal lyde en opfordring til, at vi alle sammen hjælper med at passe på og støtte de brune kvindelige debattører. Ikke kun for deres skyld, men fordi de er det bedste bud på en vej til et bedre dansk samfund. Først kommer de veluddannede velformulerede kvinder, så følger de almindelige kvinder og så kommer mændene også med på den vogn. Enten fordi de løber tør for kæresteemner af den gamle skole, eller fordi deres mødre opdrager dem anderledes. Væk med glansbillederne og ind med de ægte.

Nigel Farage er disruption personificeret

disruptionDer skulle en Nigel Farage til at få det til at falde på plads for mig, hvad det der disruption egentlig er for noget. Jeg er næppe den eneste, der har haft vanskeligheder med at forstå det nye modebegreb helt ind i knoglerne. I hvert fald kunne lektoren fra det fine Oxford-universet heller ikke rigtigt forklare det for konferencedeltagerne. Hun mente, at disruption blot var et andet ord for innovation. Sådan må det åbenbart tage sig ud fra skrivebordet.

Tiøren faldt på Presidents Institutes halvårlige topmøde, der løb af stablen i tirsdags. Organisationen og dens topmøder er lidt af en velbevaret hemmelighed til trods for, at der faktisk møder 1600 medlemmer fra otte lande op for at høre ikoniske ledere som Richard Branson, Jack Welch, Mitt Romney og Gordon Brown dele ud af deres erfaringer. I tirsdags var emnet så disruption og konferencens centerpiece var Apple-stifter Steve Wozniak.

Det var fantastisk at opleve ”Woz” i levende live, men det var ikke ham, der havde over- og indblik i og store visioner for fremtidens teknologier. ”Jeg er it-ingeniøren og opfinder – jeg bygger ting. Jeg er ikke businessmand,” understregede han igen og igen. Hans ambition havde været at lave en maskine, der gjorde verden bedre, mens Steve Jobs ambition havde været at blive til noget. Og det noget blev Apple. (Funfact: Steve Wozniak – denne lille trinde mand – har faktisk været med i Vild med dans.)

Den helt store indsigt for mig kom, da Nigel Farage trådte ind på scenen ulasteligt klædt med et twist bestående i blå sokker med gule £-tegn. Det gik op for mig, at UKIPs frontfigur simpelthen ER disruption personificeret. Han indledte med at fortælle, at han var disruptive allerede i skolen. Vi troede ham og grinede. Han har næppe været lærernes artige kæledægge. Han kom sikkert hele tiden med irriterende kommentarer og satte spørgsmålstegn ved alle autoriteter.

Nigel Farage har ændret Europas kurs fundamentalt på en måde, vi endnu ikke kan begribe omfanget af. Vi kan simpelthen ikke forestille os, hvordan fremtiden nu kommer til at tage sig ud, men vi ved, den bliver anderledes, end vi havde troet for bare et år siden. Det er disruption i en nøddeskal. ”Undervurdér ikke kraften i den disruption, der stadig er på vej,” advarede Nigel Farage selv.

Sådan er det: Disruption starter med en ide, ingen kan se ideen i. Når den bliver markedsført, tænker man, den godt nok er crazy. Derpå kommer en fase, hvor flere begynder at overveje, om der ikke er noget i den alligevel. Pludselig er der mange, der er tossede med ideen, men ingen – heller ikke ideens ophavsmænd og –kvinder kan se enden på den udvikling, der er sparket i gang. Og sådan har det altid været. Stenalderen sluttede ikke på grund af mangel på sten, som en taler påpegede. Nogen fandt på noget helt nyt, der totalt forandrede menneskets liv, nemlig at støbe metal.

Det nye er, at udviklingen går så sindssygt stærkt, og man kan ikke bruge hverken år eller måneder på at analysere sig frem til den rigtige beslutning, for så er toget kørt. Det var en erfaring, flere talere havde gjort sig. Blandt andet Shelby Clark, der er i gang med at vende op og ned på bilindustrien med sit firma ”Turo”. Det var ifølge magasinet Forbes blandt de 14 hotteste start-ups i 2015. Turo er en app, der giver private mulighed for at leje deres bil ud til andre private. Dårligt nyt for bilindustrien, for hvem vil eje, hvis man kan skifte biltype som man skifter modetøj uden det koster ekstra? Alligevel besluttede General Motors sig for at det var bedre at se det som en mulighed end at blive siddende og surmule på sidelinjen og se udviklingen køre forbi. Derfor har de etableret et samarbejde med disrupteren, som blandt andet betyder, at de har udviklet en lås til GM-bilerne, så de kan åbnes via Turo’s app.

De har købt Turos argument om, at der er større muligheder i at sælge mobilitet end at sælge biler. Den slags tanker er der også andre, der pusler med. ”Fjern det fysiske – der har du din nye forretning. Skype er en telefon uden telefon, Airbnb et hotel uden værelser og Uber et taxaselskaber uden biler,” som innovationskonsulenten Dietmar Dahmen udtrykte det.

Bjørn Kjos skaber og leder af Norwegian blev disruptiv mod sin vilje. Hans forretningside var helt enkelt at flyve indenrigs i Norge og tjene gode penge på det. Men SAS bekæmpede det lille selskab med næb og klør, og så konkluderede han, at der ikke var andet at gøre end at opfinde sine helt egne spilleregler for, hvordan man drev flyselskab. I dag er det SAS, der er truet af Norwegian.

David er blevet den nye Goliat. Det er der efterhånden mange eksempler på.

Marc Randolph, skaberen af Netflix, er et af dem. Han havde skabt en god forretning med at sende dvd-film til kunder med posten, men regnede ikke med at dvd’en holdt som medium. Streaming ville blive det nye. Giganten Blockbuster var interesserede nok til at holde et møde med om en eventuel overtagelse, men havde kun latter til overs for den pris, der blev forlangt. ”Pokkers også! Nu er vi nødt til at kick their ass!” tænkte Randolph. Og det måtte man da lige sige, at Netflix gjorde, for de drev Blockbuster til konkurs.

Marc Randolph fortalte, at han ikke troede ”den store ide” men på at prøve virkeligt mange ideer af. ”Netflix fandt vi på bunden af en bunke med virkeligt dårlige ideer,” sagde han og understregede, at chancen for at få succes er proportionel med ens tolerance for risiko og kapacitet for ideer garneret med evnen til at tro virkeligt stærk på sin ide.

Det må man sige, Nigel Farage har gjort. Han kaldte den ligefrem for et korstog mod et fejlslagent europæisk projekt. Som alle disruptive ideer, så også ideen om at få Storbritannien ud af EU helt crazy ud. Nu er der ingen, der griner mere.

Hvad gør man så, hvis man har den helt store disruptive ide og vil drive den til succes?

Nigel Farage’s råd til de 1600 erhvervsledere var et Churchill citat: KBO – Keep buggering on!

Er det kun mig der gyser?

nudge”Kære Hanne

…jeg med glæde konstatere, at vi har fuldstændig samme indstilling til økonomi og økonomiopfølgning…”

”Kære Hanne

Hvor er det dejligt, vi er enige om…”

Arrrrghhhh hvad sker der lige her? Jo det skal jeg sige jer: Nudging – det er, hvad der sker. Og det er den nye plage i arbejdslivet. Det er en form for snedig klistret sød manipulation, der har bredt sig fra reklamebranchen ud over alskens former for kommunikation.

Det er blevet en afløser for girafsproget, nu hvor de fleste alligevel har afkodet falskheden i der. Det hedder ikke længere girafagtigt ”Jeg har brug for at fortælle dig…”, men nudge-agtigt ”hvor er det mega-skønt, at vi er enige…”. Og man kan roligt regne med, at det dækker over, at vi overhovedet ikke enige.

Det startede med en flue i et toilet. Eller rettere med et billede af en lille flue malet i bunden af kummen i et urinal i Schiphol lufthavnen i Amsterdam. Måske startede det ikke der, men det er i hvert fald nudging’ens mest udbredte eksempel. Fluen gav mændene noget at fokusere på og sigte efter, når de stod der og ladede vandet, og det resulterede efter sigende i 80 procent mindre tis på gulvet. I stedet for forbud, påbud og truende skilte om ”Ingen tisseri på gulvet din gris!” så dette lille umærkelige og venlige vink med et vinget væsen, der fik mændene til at ændre adfærd uden de tænkte over det.

Nudging blev udviklet af Chicago-professoren Richard H Thaler, som sammen med Cass R Sunstein skrev bogen ”Nudging” i 2008. På forsiden er i silhuet en voksen elefant, der med snablen blidt puffer en unge fremad, og det gik hen og blev symbolet på denne filosofi. At nudge er at give et lille kærligt skub i den rigtige retning.

Det er bestemt glimrende, når det gælder en bedre hygiejne, men i de fleste andre sammenhænge skal man nok lige vogte sig for, hvem det er, der mener at vide, hvad den rigtige retning er. Der er skræmmende mange derude i såvel den politiske som konsulentverdenen, der ikke har spor problemer med helt skråsikkert at definere det.

”Nudging handler om, hvordan man skaber adfærdsændringer på måder, som virker automatisk og uden at tage valgfriheden fra folk. Nudging er således et godt redskab, hvor der er behov for at gøre det lettere for medarbejdere at træffe de rigtige valg i hverdagen,” skriver byggerådgiveren Alectia, der også sælger nudging-forløb

Brave er et andet bureau, der tilbyder sig som eksperter i denne nye disciplin, som de beskriver således: ”Nudging er en måde at friste kunder til at træffe et andet valg, uden at de føler, de er blevet tvunget til en ny adfærd. Nudging er forførelsens kunst. Hvad vil dine kunder helst have fra dig – et puf eller tvang? Nudging er det nye menneskesprog. Vi forsøger at kommunikere til mennesker på en indirekte måde. Kommunikationen skal føre dem i en bestem retning, således at de oplever “bedre helbred, velfærd og lykke”.

Er der andre end mig derude, der gyser og føler sig hensat til en Big Brother, eller rettere Big Mother-verden? Og det bliver ikke bedre af, at eksperterne forklarer, at nudging er ”adfærdsdesign” og “valgarkitektur”. De skal altså formgive vores valg og designe vores adfærd. Gys og Gru!

“Sometimes satan comes as a man of peace,” som Nobel-Dylan synger

Ophavsmændene Thaler og Sunstein definerer nudge som ”any aspect of the choice architecture that alters people’s behavior in a predictable way without forbidding any options or significantly changing their economic incentives.”

Men hvorfor siger ingen det, som det er, at nudging er manipulation? Det er der i sig selv ikke noget galt i. Det er en helt almindelig del af vores liv, og reklamebranchen er bygget på det. Det er dejligt med nye fif og ny viden til, hvordan man kan manipulere mennesker på en rar måde. Men at begynde at underbygge det med, at der er elitemennesker, der ved, hvad de rigtige valg er for alle andre mennesker – dét er uhyggeligt. Og det holder heller ikke i længden. Folk vil gennemskue det. Som de gennemskuede girafsproget vamle overpædagogik.

Men inden da må vi leve med, at nudgingen har bredt sig fra kampagne-planlæggerne og langt ind i arbejdskommunikationen, hvor den har spundet enhver korrespondance ind i et candyfloss-spind, hvor vi alle sammen er så søde som dådyr i en Disneyfilm. Jeg undres igen og igen over, at man ikke bare kan sige tingene som de er. Hvorfor er vi så bange for at være uenige, at vi hellere bruge krudt på at pakke sine holdninger ind i sukker, vat og garnere dem med sjove smileys?

Ok smileys er jeg godt nok selv pænt glad for. Jeg nyder at bruge dette ordløse sprog og den diffuse betydning, de små tegninger har. Så længe det varer. Snart vil de have en betydning lige så konkret som ord, at man vil kunne fornærme folk ved at bruge eller udlade at bruge bestemte smiley’er. Måske på det tidspunkt er vi blevet trætte af alt det søde stads, at vi er klar til lidt mere eddikesyrligt, tabascoskrapt direkte sprog uden glasuromsvøb.

Det vil jeg glæde mig til. Selvfølgelig er det rart at blive strøget med hårene fra tid til anden, men alt med fucking måde! nudge nudge, wink wink, know whatImean…