Var det Ateas dna, den var gal med?

Nogle gange tager man fejl. Det skal man ikke være for fin til at indrømme. Det er jeg da heller ikke. Desværre er der delte meninger om, præcis hvordan jeg tog fejl i min seneste klumme. Her spurgte jeg, om Atea havde glemt sit ståsted, og om det måske kunne være den dybereliggende årsag til, at it-kæmpen er løbet ind i en sag om bestikkelse.

Det mente Ateas topchef, Steinar Sønsteby, bestemt ikke. Han skrev til mig:

”Kjære Hanne,

Vi kjenner hverandre ikke – ikke tror jeg du kjenner Atea som selskap heller. Etter mange år i selskapet og siste 2.5 årene som konsernsjef kjenner jeg det godt. Jeg kjenner det som 7000 herlige mennesker i 7 lande med over 25000 kunder som kjøper og er fornøyde hvert år. Vi er ikke Ib Kunøe’s selskap, men heller ett norsk selskap som er børsnoterte i Oslo med 19000 aksjonærer (Kunøe er en av de store) og som feirer 50 år i 2017. Det er helt riktig at 4 tidligere ansatte (som sluttet hos oss for snart 3 år siden og har stiftet konkurrenten 3A-it) har brutt selskapets interne regler for kundebehandling. Om det har foregått noe kriminelt får sakens videre gang vise, men ikke under noen omstendighet er det korrupsjon i milliard klassen ( politiet har så langt sagt at det er brukt ca 1 mill over 5 år i kundebehandling som det kan stilles spørsmålstegn ved).

Om du ønsker å lære å kjenne det Atea jeg kjenner er du velkommen til å kontakte meg – så skal jeg vise deg at vi ikke har glemt vårt ståsted.”

Det er nærmest uimodståeligt, når man bliver skrevet til på norsk på den måde. Det kunne sagtens have fået mig til at gribe dybt ned i posen efter beklagelser. På det tidspunkt havde jeg bare allerede fået en anden henvendelse. Den kom fra en tidligere mangeårig leverandør til virksomheden. Han mente også, jeg tog fejl. Men på en helt anden måde: ”Din artikel i Børsen om Atea. Du har desværre ikke ret. Det er nærmere: ”Ateas DNA som barn kunne have afsløret, hvordan Atea blev som voksen,” skrev han. Og så fulgte en række eksempler på en ret særegen forretningspraksis i den danske del af selskabet – den der hed Topnordic indtil 2008, hvor fusionen med norske Ementor og svenske Atea var fuldt gennemført. Det havde for eksempel været helt almindeligt, at leverandører til Topnordic leverede ekstrating uden beregning. Det kunne for eksempel ske, når en stor offentlig virksomhed skulle have nye computerskærme. Så leverede man en dyr fladskærm uden beregning, som Topnordic kunne forære den indkøbsansvarlige som tak for samarbejdet.

Derfor svarede jeg Steinar Sønsteby, at han havde ret i, at jeg ikke kendte meget til Atea. Jeg var fan af deres årlige IT-Expo, hvor man kan opleve alle de nye smarte teknologier, der er på vej. Det havde jeg tænkt mig at deltage i igen i år. Her skal jeg for eksempel høre Natasha Friis Saxberg, der er digital strateg og forfatter, fortælle om de vigtigste digitale tendenser og teknologier, og hvordan de påvirker hverdagen for brugere, kunder og borgere. Og det glædede jeg mig til. Bortset fra det, var min viden om den nordiske it-virksomhed begrænset. Men jeg forklarede topchefen, at jeg havde hørt fra folk, der vidste noget fra leverandørsiden, der tydede på, at han som topchef havde en stor opgave foran sig i at få en sundere kultur frem i virksomheden.

Det mente han imidlertid, han allerede havde klaret:

”La meg kort forklare for deg mitt ståsted i dette – jeg overtok som konsernsjef februar 2014. Det første jeg gjorde var å ansette en ny adm. Dir. for Atea i Danmark – Morten Felding startet i Juni 2014 og allerede på efteråret 2014 ble Morten og jeg klar over en usunn praksis på kundepleie i ett av salgsteamene i Danmark. Dette var ledet av tidligere ledende ansatte som hadde stoppet på foråret 2014. Over de neste 6 månedene ble vi bedre kjent med dette og vi diskuterte det med blant annet Region Skjælland. Dette førte til at Politiet ble gjort kjent med forholdene og til aksjonen av politiet 9 Juni 2015. Både før 9. Juni og etter 9. Juni har vi avviklet vårt arbeidsforhold til alle de vi har blitt kjent med at har vært involvert.

Så Hanne – jeg er enig i at det har foregått en praksis vi som selskap ikke er stolte av – jeg er involvert (ja kanskje endog grunnen til oppryddingen) og vi tar ansvaret for å få dette sett 100% igjennom. Om det som har skjedd er kriminelt er jeg ikke sikker på, men det må finne ut av og vi vill fortsette å samarbeide med Politiet for å få lagt dette bak oss. Vi har innført nye rutiner for kundepleie og ett system med eksamener for alle ansatte i disse nye rutinene, osv.

Når det er sagt, mener jeg fortsatt at dette er knyttet til noen få tidligere ansatte og ikke representere verdiene i selskapet og den fantastiske jobben mine ansatte utfører vær dag. Og husk – vi i Norden lever etter ett meget godt prinsipp om at man er uskyldig til man er dømt.”

Nu havde jeg sådan set ikke dømt nogen, bare påpeget at de var tiltalt, men jeg var blevet nysgerrig og vendte tilbage til min helt egen tys-tys-kilde, den tidligere Atea-leverandør for at høre mere. Han kunne fortælle festlige historier om det, der blev kaldt amok-dage, hvor Atea Danmarks sælgere simpelthen skulle powersælge. For at motivere dem til det, havde leverandørerne på opfordring doneret generøse gavekort i læssevis. Dem vekslede de vindende sælgere som regel til kontanter, som skattevæsnet aldrig hørte om. Ja, faktisk blev det regnet som en del af lønnen. Min kilde kunne fortælle, hvordan sælgere til ansættelsessamtalen fik besked om, at de kunne forvente at få mange tusinde kroner i (skattefri) gavekort. ”Så de glemte ikke noget ståsted. Det var i dna’en. Jeg ser dem ikke som en flok forbrydere. Det er søde mennesker, der bare langsomt er begyndt at se et usundt forretningsmiljø som noget helt naturligt,” skrev han.

Arvemasse er jo ikke lige sådan at lave om på, så mon ikke Steinar Sønsteby er rigelig optimistisk i at tro, at det er slut. I det mindste er det kun dna’en i den danske del, der oprindeligt hed Topnordic, den er gal med. Så man kan håbe, de ikke har blandet for meget blod med norske ementor og svenske Atea.

Hvis topchefen har ret, og de få rådne æbler er sorteret fra, vil jeg glæde mig meget over det. Hvis kilden har ret, står Steinar Sønsteby over for en af de sværeste opgaver, en topchef kan have: at lave om på en virksomhedskultur, som ingen synes er forkert.
I så fald kan jeg vel håbe på kriminelt lækre goodiebags ved Ateas IT-Expo i næste uge.

Maskinstormer Go

IMG_0383_3

 

Personer, hvis fantasi har udviklet sig til en rædselsgenerator, går glip af de meget sjovere fantasibilleder af mulighederne i det nye.

Gotcha! HA! Så fik jeg sgu lige ram på en af de der pokémons. Den hedder Bulbasaur, viser det sig, da jeg googler. Det er jeg nødt til, for jeg er ingen kender af de farverige figurer, men selvom det er sommer, eller noget der ligner, og jeg derfor ikke hænger godt ved i nyhedsstrømmen, så har de mange historier om det nye revolutionerende Pokémon Go-spil til mobiltelefonen alligevel hypet sig frem til mit dasende liv. Og det virker for godt til at være sandt. At man sådan kan fange sjove dyr med sin mobiltelefon ude i den virkelige verden. Jeg downloader spillet, og giver det min sædvanlige tålmodighedsration med den slags – sådan cirka halvandet minut. I løbet af den tid opdager jeg, at der åbenbart befinder sig sådan en pokémon ude i min have! På Tuse Næs, hvor der aldrig sker noget og hvor al udvikling er gået ram forbi, ja der er der åbenbart nu et lille farverigt moderne monster på spil. Da jeg kommer ud og flakser min mobiltelefon rundt i luften som en idiot, er der bingo! Den sidder i træet ved mit brændeskur og er helt tydelig set gennem mobilkameraet. Jeg swiper bolden som en gal og pludselig: Gotcha!

Jamen altså. Det er sgu da morsomt. Jeg fik ikke fanget flere deroppe, for det var mere virkelige dyr som egern, rådyr, pindsvin og fasaner, der befolkede min have end eventyrfigurer. Men jeg var begejstret. Det må jeg indrømme. I årevis har jeg hørt om det der augmentet reality, hvor virkeligheden og det virtuelle smelter sammen til en udvidet virkelighed, men det har forekommet temmelig langhåret og teoretisk. Nu så jeg det udspille sig for øjnene af mig, og det var indlysende, at det er begyndelsen på noget helt nyt. Præcist hvad, det vil udvikle sig til og i hvor mange retninger, er helt uoverskueligt, men nye og endnu mere brugbare ting vil følge i kølvandet. Dét er sikkert.

Derfor var jeg noget forbløffet over at se, hvordan der i mit facebookfeed rejste sig den ene mere bekymrede type efter den anden. Anført af den efterhånden professionelt bekymrede Stine Bosse, der syntes, det var ”grotesk” når overivrige pokémon-jægere forvildede sig ind i private haver. ”Hold dog op, og find noget andet og måske lidt mere væsentligt at beskæftige dig med end at fise rundt og fange ting, der ikke findes,” sagde hun til Kristeligt Dagblad og forsøgte at komme kritikken af hendes kritik I forkøbet: 
“Jeg kan godt høre mig selv være gammel, når jeg siger det… Jeg tror, det er enormt vigtigt, at man taler om det og ikke lader være med at sige, at det er åndsvagt. Man skal forholde sig kritisk til det, tage det op ved middagsbordet og ikke bare lade sig rive med af de her trends,” sagde hun og lød ikke gammel, men gammeldags. På den der 1970’eragtige måde. Dengang kaldte man hendes slags maskinstormere. Sådan nogle der så skjulte farer i al moderne teknik og syntes, det var bedre, om man holdt sig til at trille tøndebånd og andre gode gamle lege fra oldefars tid. Maskinstormerne var dem, der fik vores forældre til at bekymre sig – og os – om, at vi fik firkantede øjne af at se fjernsyn, så vi lige måtte tjekke efter med spejlet, når vi var færdig med at se Tyllefyllebølleby Banegård. Og de bildte vores forældre ind, at vi ikke kunne læse lektier med stereoanlægget tændt.

Maskinstormere er simpelthen folk, hvis fantasi har udviklet sig til en rædselsgenerator, og som derfor ser farerne lure overalt og helt går glip af de meget sjovere fantasibilleder af mulighederne i det nye. Som Stine Bosse, der ser for sig, hvordan den nye dille kan udvikles til noget farligt, for “når et lille spil så let kan få så mange mennesker til at lade sig styre af mobiltelefonen, så kan ellers fredelige og fordragelige mennesker også gøre noget små-kriminelt.”

Øh ja og bridge fører da helt sikkert ludomani med sig for de mange, der er totalt opslugte af det, eller hvordan?

Tænk at nogen kan blive så oprørte over noget så morsomt som Pokémon og mene, det er grotesk, at man render rundt og ”fanger noget der ikke findes,” som bekymringsBoss’en udtrykte sig i et forsøg på at latterliggøre denne revolutionerende nyskabelse.

Som om børn ikke til alle tider har har rendt rundt og forsøgt at fange imaginære figurer i det fri, hvad end det var cowboys og indianere eller nedgravede sørøverskatte, de var på jagt efter. Den slags har der måske ikke være så meget af de senere år, for børnene har hellere villet sidde ved computeren og leve sig ind i spillenes spændende verden. Men nu kommer de børn pludselig ud i den friske luft og går let 10 kilometer i løbet af dagens jagt.

Det gør vi voksne også. Nogle endda i selskab med deres børn. Ikke kun for at være gode forældre, men fordi de spilvante børn er en omvandrende hotline, og vi voksne ikke helt er klar over finesserne i, hvordan vi kommer ind i Pokémons virtuelle træningscentre, og hvordan vi batler med andre spilleres Pokémons til en af dem besvimer – altså ikke spillerne men fantasidyrene. Nu går vi sammen rundt i landskabet. Og hvad der er endnu vildere, er de mange positive historier, der dukker op om autister og socialt angste, der ikke har kunne gå udenfor en dør i årevis, men nu bevæger sig frit rundt i legen og taler med andre mennesker/spillere. Det kan altså mere, end spiludviklerne nok lige havde forudset, da de sendte Pidgey, Drowzee, Charmander, Pikachu og alle de andre ud i vores virkelighed. De havde næppe heller forudset en gruppe tossede schweizere udspille ”Pokémon Hævnen”, hvor de udklædt i Pikachudragter med kæmpebadebolde malet i de rette rød/hvid/sorte farver, drøner rundt i Basel og smider boldene på formodede pokemonspillere. Det er sjovt.

Da jeg opdagede spillet var jeg midt i en bekymret snak om, hvad facebook og de andre sociale medier gør ved vores evne til fordybelse ja i det hele taget vores evne til at holde koncentrationen. Noget jeg mærkede på egen krop var en ret reel bekymringsmulighed, for jeg skal da tjekke hvert femte minut, om der er sket noget. Så kom Pokémon Go og ødelagde den bekymring, for jeg skal da lige love for, at jeg kunne holde koncentrationen i laaang tid i jagten på Pikachu.

Jeg synes bare, Nintendo skal lave en ny version, hvor man kan poke maskinstormere, som med et Gotcha! vil blive fanget i et medietomt rum i ugevis. Se dét vil være løjer, sådan et spil Maskinstormer Go!

Studentermedhjælpere søges

co2

Du skal:

  • kunne vinkle historier og skrive rigtig godt
  • være åben og nysgerrig og have lyst til at give dig i kast med mange forskellige typer opgaver
  • være en glad, flittig og erfaren bruger af sociale medier og nysgerrig efter at opdage nye måder at bruge dem på professionelt
  • synes det er sjovt at eksperimentere med foto, video, lyd og redigering af det hele
  • have flair for det tekniske og mac’ens muligheder
  • elske at researche og være helt uden telefonskræk

 

Du får travlt med:

  • hjælpe med at opbygge to større virksomheders profil på de sociale medier
  • skrive artikler til kommercielle kunder
  • researche og skrive råmanus til bøger, klummer, foredrag
  • sikkert ret mange andre ting, jeg ikke kan komme i tanke om nu

 

Du bliver:

  • en del af et lille passioneret team af faste og freelancere, der holder til i supercool lokaler på det inderste Nørrebro ved Søerne
  • lønnet
  • erfaren og får adgang til et godt professionelt netværk

 

Jobbet er 10-20 timer ugentligt – vi finder sammen ud af at fordele timerne på dage.

Start 1. september, så skynd dig at skriv til hanne@sindbaek.com 

Børskrise for hvem?

IMG_0258

 

Nu siger jeg lige noget: Den der børskrise – er det ikke i virkeligheden mere en krise for børsen end for de små iværksættere?

Det har jeg tænkt på lige siden avisens debatmøde om kapitalskatterne i april. Her blev der talt rigtig meget om børskrisen – ikke mindst chefen for Nasdaq OMX København, Bjørn Sibbern, syntes, det var et helt enormt problem, at de mindre virksomheder har opgivet hans danske børs. Og det kan man jo godt forstå, han er ked af. Men er det et problem for andre end ham og hans virksomhed? Det behøver faktisk ikke betyde, at små danske virksomheder lider i en total kapitaltørke. Det kan være, de simpelthen – GISP! – vælger den gode gamle børs fra.

Det sad jeg og tænkte på, mens Bjørn Sibbern talte. Når jeg kneb øjnene sammen kunne jeg se, at det praktisk taget støvede ud af munden på ham. Jeg kan selvfølgelig have set forkert, for jeg var blevet lidt speedet af al den kaffe, jeg havde drukket og alle de små delikate DI-kager, jeg havde guffet i mig, for at holde mig vågen, mens vi badede i ord som erhvervsbeskatningsreform, vækstkapital, small cap, hovedaktionærmodel og minimumsbeskattet aktiebaseret investeringsforening.

Men ærlig talt: Er fondsbørsen ikke kapitalmarkedets svar på den gammeldags telefon med sammenfiltret spiralledning og det hele. Den virker udmærket og pålideligt stadigvæk, men den er dyr, stationær, upraktisk, tung og – helt overflødig.

Ligesom telefoner nu er trådløse, smarte med både skype, facetime og en verden af apps, så har moderne nye firmaer helt nye kanaler at hente kapital igennem. I gamle dage for 20 år siden kunne man løfte det tunge telefonrør og ringe til sin bank eller børsmægler i kontortiden. Nu er det muligt at komme i kontakt med en overflod af potentielle investorer med et enkelt klik – hvor som helst, når som helst.

De spæde ideer henter penge ved crowdfunding på for eksempel Kickstarter.com, Indiegogo.com eller den danske udgave: Boomerang.dk. Crowdfunding er det nye, hvor helt almindelige mennesker investerer et beløb, de kan overskue, i et projekt, de tror på og gerne vil følge. Det foregår efter mange-bække-små-filosofien. Og den passer vældig fint med risikovilligheden hos almindelige mennesker med almindelige lønmodtagerindkomster. Der er næppe mange blandt dem, der på egen hånd tør investere en halv million i nye og uprøvede virksomheder. Heller ikke selvom de kunne trække beløbet fra i skat. På Børsens debatmøde så Martin Lidegaard ellers et enormt potentiale i netop det forslag. Nu er det også hans eget parti, der er kommet med ideen om, at den første halve million, der investeres i iværksættervirksomheder, skal kunne trækkes fra i den skattepligtige indkomst.

For de helt spæde udviklingsprojekter er crowdfundingen den moderne mulighed. For dem, der er nået lidt videre og måske skal rejse et par millioner, vil fondsbørsen næppe heller være et førstevalg uanset hvor mange statslige indgreb, Bjørn Sibbern kan få lokket Lidegaard & Co med på. Startup’erne vil have mere end penge. De overvejer dårligt nok på at spørge, om banken vil være med i deres eventyr. Det kan man godt forstå, når man oplever den arrogance som Nordeas topledelse udviser for tiden. Bestyrelsesformand Björn Wahlroos sagde ved et foredrag i PFA, at cirka 80 procent af folk er idioter, når det kommer til penge: ”Finanssektoren er en tunnel, der tager penge fra idioter til folk, der er bedre med penge, så alle får det bedre, både idioterne og de andre.” Helt ærligt med et navn som Wahlroos og et overskæg, der matcher, skulle han nok ikke spille så smart…

Men der er også det med startup’erne, at de ikke bare vil have penge. De vil have kloge penge. Jeg ved lidt om det, for jeg er så heldig at have en startup-søn, der giver den gas i Silicon Alley, der er New Yorks svar på Silicon Valley. Startup’erne vil have investorer, der kan byde på mere end kontanter; rådgivning, sparring, forbindelser og juridisk bistand for eksempel. Det får de fra de nye Venture Kapitalister, der ofte er folk, der har haft økonomisk succes med deres egen startup og som bliver i miljøet og funder de nye startups. Der er simpelthen tale om en helt lille lukket økosystem. Den ene venture kapitalist taler med den anden, og de går sammen ind i projekter, som de kan hjælpe med at løfte til nye højder. Ligesom man ser det i programmet ”Løvens Hule”. Det er investorer, der selv tager fat og hjælper konkret, når det skal til.

Næste niveau er startup-acceleratorerne, hvor Y Combinator nok er den fremmeste. De har gennemindustrialiseret processen, der skal bringe de nye virksomheder frem til storhed, der måske ender med en børsnotering. Men det sker som regel først, hvis det når op på Facebook-niveau, så Bjørn Sibbern skal ikke glæde sig for tidligt.

”Vi skal have knækket børskrisen i Danmark og om fem år have etableret et marked for børsintroduktioner af små og mellemstore virksomheder,” sagde erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen til avisen.

Skal vi nu også det?

Anders – han spørger bare!

IMG_0199Engang blev chefredaktøren på det magasin, jeg arbejdede på, fyret. Hans midlertidige afløser holdt en lille tiltrædelsestale, hvori han erklærede, at han havde tænkt sig at drive magasinet på den måde, at vi skulle lade som om, vi var alene hjemme. Det var ikke bare morsomt. Det frigjorde også en opsparet energi blandt vi meget ledelsesresistente og egensindige medarbejdere, der sprudlede over med nye ideer og spændende initiativer.

Jeg kom til at tænke på den episode, fordi jeg, mens du læser dette, sidder i Aalborg Kongrescenter for at overvære Liberal Alliances Landsmøde. (Jeg går naturligvis ud fra, at du læser klummen her som det første lørdag morgen. Med mindre du har smuglæst den allerede, da Børsen udkom i går aftes.) Det er nemlig nogenlunde samme måde, Anders Samuelsen forvalter sit lederskab af Liberal Alliance på. Det ved jeg en lille smule om, fordi jeg for et par år siden skrev hans historie i bogen ”Comeback Kid”. Hvordan det projekt kom i stand er i øvrigt et oplagt eksempel på den Samuelsenske metode: Jeg lavede et interview med Anders – som jeg aldrig havde mødt før – og efter 45 minutter, spurgte han: Kan du ikke hjælpe med en bog, jeg er ved at lave?

Sådan er det med ham. Hvis der er nogen, der kan være til gavn eller glæde, så spørger han. Han har ikke været bange for at få et nej, siden han i sin pure ungdom på Samsø brændte varm på Jane. Drengene var vilde med hende, men hun afviste alle. Det stoppede ikke Anders. Han tænkte: ”Jeg ringer sgu til hende!” Og så gjorde han det: ”Hej, det er præste-Anders nede fra Tranebjerg. Jeg tænkte på, om du kunne tænke dig at være kæreste med mig?” Og hun sagde sgu JA!

Den slags succeshistorier brænder sig ind i en ung drengs sjæl og bliver en del af hans handlingsmønster. Anders spørger bare uden at være bange for at få nej.

Derfor er det en broget flok, han nu kan se ud over her i kongrescenteret. Et væld af personligheder der har valgt at lægge deres engagement i alliancen. Folketingsgruppen alene er et sammenrend af individualister, der i udgangspunktet må være et mareridt for en leder. Mette Bock, Joachim B. Olsen, Merete Riisager, Ole Birk Olesen og Henrik Dahl er ikke folk, der er lette at få til at gå i takt. Hvad Anders Samuelsen da heller ikke forsøger. Men han sørger for at utakten bliver holdt bag hermetisk lukkede døre. Det er ikke alliancens gruppemøder, man kan læse anonyme referater fra i avisen.

De færreste ville evne at samle så mange så kompetente folk omkring sig og give dem plads. Liberale mennesker vil aldrig synes, de får plads nok, men gruppens medlemmer er klar over, at andre partiledere næppe ville have ladet dem udfolde sig i samme grad. Og sker det, at de går for vidt, så har Anders Samuelsen sin gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll og landsformand, Leif Mikkelsen med på tæskeholdet. Det er et fasttømret triumvirat af en ledelse, hvor nogen er mere håndfaste end andre, og det samarbejde er lykkes, fordi Anders Samuelsen ikke er bange for at give magt fra sig.

Selvom ikke alle i gruppen er enig med ham i alt, og selvom en frustrerende konfliktskyhed også er en del af partilederens DNA, så har medlemmerne en dyb respekt for ham. Få har taget så mange tæsk som ham og har overlevet det. ”Man skal ikke være bange for at blive ydmyget!” sagde han, da jeg i 2012 første gang interviewede ham og spurgte, hvilke værdier der talte for en leder. I Liberal Alliances første nul-komma-nul-år sagde de fleste journalister på Christiansborg: Dead man walking, når han kom gående ned ad gangen. Hvordan kunne man fortsætte og lade som om man var leder, når man var så latterlig? ”Man må indse, at man er latterlig. Hvis man kæmper imod det, bliver man som ham ridderen i Monty Python, der først får hugget den ene arm af; så den anden; så benene og til sidst siger: Lad os kalde det uafgjort! Det må man bare indse,” har han sagt. Ydmygelsen sidder i kroppen og har lært ham ydmyghed. Han ved helt ind i knoglerne, at han ikke er Cæcar. Og han ved, han har brug for andre. Det er helt typisk, at han i mandags skrev på sin facebookside: ”Arbejder på min landsmødetale. Hvad synes du er vigtigt at få med efter et fantastisk LA-år?” 177 gav deres besyv med. Hvis han følger dem, så kommer han vidt omkring: Afskaf pantsystemet, afskaf Grundejernes Investeringsfond, Outsource fængsling af kriminelle fra f.eks. tredje dom til et billigt land – måske Rumænien, Højere forsvarsbudget, Jeres sociale ansvarlighed. Jeres fokus på at kalde jer et arbejderparti. Jeres intention om at effektivisere velfærdsstaten.

Nå, men nu er jeg nødt til at smutte. Nu kommer talen fra ”Den store Leder”, som Lars Seier Christensen altid drillende kalder Anders Samuelsen. Det er sjovt – fordi det er sandt. For det første er partilederen ikke ret høj. Partisponsor Numero Uno er mindst en kvart meter højere. For det andet er Anders Samuelsen ikke nogen stor leder i klassisk forstand. Hvis nogen i disse tider kigger sig om efter en stærk mand, så er det ikke Anders fra Solbakkevej, man først får øje på.

Til gengæld er han en usædvanlig politisk leder med en Carpe diem-agtig tilgang til sit lederskab. Anders Samuelsen griber dagen og muligheden og lader andre drømme om Tusindårsriget, Utopia og Nirvarna.

Fri mig fra føleri på arbejdspladsen

Fri mig fra føleri på jobbet

Nogle udgivelser lander på ens bord med en timing som en kold øl i august. Først kom Svend Brinkmanns bog om at stå fast og tage nejhatten på og nu følger Charlotte Mandrups ”Vær professionel på jobbet”. Det er lige til at blive i godt humør af. Hun mener, vi skal lade følelserne blive hjemme og holde op med at forvente, at arbejdet skal være livets mening. Ind imellem er arbejde træls, og nogle gange er et arbejde kun et arbejde, hvor selve meningen er, at man forsørger sig selv og bidrager til fællesskabet. Og det er vel heller ikke så lidt endda.

Personligt har jeg i årevis været træt af den følelsesmæssige omklamring, der er blevet almindelig på arbejdspladserne. Det er længe siden, det var nok at have et nært professionelt forhold til hinanden. Og det er da ellers nogen af de bedste forhold i livet, synes jeg.

Jeg er virkelig helst fri for at forholde mig til kollegers venners hundes sygdomme. Eller høre om den middag, de lavede i går, og hvad lillemanden nu har sagt. Jeg er ikke engang særlig interesseret i at høre om deres seneste elskovs-affærer. Alt sammen emner, der interesserer mig voldsomt, når det gælder mine egne venner og familie. Men jeg har – som sikkert mange andre – til en vis grad lagt øre til og nikket forstående, forhåbentlig på de rette tidspunkter, fordi sådan er reglerne. Nu er tiden så ved at skifte. Det satser jeg i hvert fald på, at Charlotte Mandrups bog er et varsel om. Hun er trods alt kvinden, der skubbede voldsomt til mindfulness-bølgen og sendte den som en tsunami ind i chefgangene i de danske virksomheder. Nu er hun den angrende synder. Efter i 20 år at have trænet danske ledere i at være coachende og anerkendende, ser hun, at det er løbet af sporet.

”Jeg vil gerne bidrage til at gøre op med den omsorgstyngede retorik, der tvinger mennesker tilbage til infantil sårbarhed og hjælpeløshed,” skriver hun og mener at en del af stressepidemien kan tilskrives alle disse følelser, der roterer rundt i arbejdslivet.

Det er sjovt nok ikke så ofte brandmænd og Falck-reddere, der bukker under for stress. Man skulle ellers mene, at deres arbejde konstant bringer dem op i det røde felt. Næh, der er undervisere, akademikere, psykologer og andre computerkrammere. Det tætteste vi kommer på liv-eller-død-situationer i vores arbejde, er, hvis vi kommer for sent til frokostbuffeten.

Det startede ellers som en god ide. Passionerede medarbejdere var guld værd for virksomhederne. ”Jeg vil have deres sjæl og deres hjerte. Deres krop, hjerne og fysiske tilstedeværelse har jeg kontrakt på, men jeg skal have hjertet og sjælen – det er der, det kan rykke noget.” Sådan sagde Erik Sørensen til mig i 2004. Og han fik for alvor rykket noget som CEO for både Chr. Hansen og Alk-Abelló.

Hvem kunne vide, at al den passion ville føre til, at stress blev en folkesygdom.

Vi bliver ikke syge af, at arbejde for meget. De 35-45 timer om ugen er trods alt ikke mere end 15 procent af et liv, fortæller Mandrup. Vi bliver syge, fordi vi i hidtil uset grad ”gifter” os med vores arbejde. Vi lægger uendeligt mange følelser i det, og forventer loyalitet, anerkendelse, ja praktisk taget kærlighed retur . Ud over – selvfølgelig – en velvoksen løncheck.

Man skal nok ikke regne med, at det bliver bedre, når curling-børnene begynder at indtage arbejdsmarkedet. Så skal der for alvor roses og nurses og pusles om og passes på. Noget må gøres for at dæmme op for det.

Måske skulle vidensarbejderne gøre som håndværkerne, som gifter sig med deres fag, ikke med deres arbejdsplads. Det gør det noget nemmere – følelsesmæssigt – at skifte arbejdsplads.

Meget af stressen bunder nemlig i frygt, mener Mandrup. Frygt for ikke at slå til fagligt og følelsesmæssigt. Frygt for at ledelsen ikke kan lide en. Eller kollegerne. Ultimativt frygten for at blive fyret. Mange er så forandringsparate, at de vil gøre alt, for ikke at blive fyret. Det bliver hverken deres arbejde eller deres liv ikke nødvendigvis bedre af. Og mange vælger den taktik at sovse chefen og kollegerne så meget ind i privatsfæren, at det vil føles illoyalt at fyre dem. Men – surprise! – fyret bliver de alligevel.

Og det er da ubehageligt. På den anden side er det ingen skam, for det er der så mange, der bliver. De fleste bliver også hyret igen. Ubehageligheder hører med til arbejdslivet. Jeg har samlet et lille tip op fra mit livs første yogatime, som er allround anvendeligt til den slags: Mærk det. (Og når du har gjort det) Acceptér det. (Og når du har gjort det) Gå videre.

Eller som min far altid sagde: Schwamm darüber.

Eller som min kloge veninde siger: Det er, som det er.

Med disse tre gode råd til at tackle ubehagelighederne, håber jeg, læserne er klar til at lægge følelserne på hylden, inden de i morgen går på arbejde. Følelserne er langt bedre brugt i privatlivet, og så kan vi måske nå frem – eller tilbage – til den situation, hvor vi fløjtende kan gå ud i det, Lise Nørregaard kaldte: Dette store rekreative område de kalder arbejdsmarkedet.

Nogen bærer ikke deres brandert særlig godt

IMG_1678

Så blev det HOC-tid igen. Ved I ikke hvad det er? Altså, virkelig ikke? Så er der godt nok ikke meget bysmart over jer. Sirdetbar… Det handler selvfølgelig om House of Cards. Netflix har lige åbnet for 13 spritnye afsnit, hvor det ultimative powercouple Claire og Frank Underwood med alle deres modbydelige med- og modspillere kan svindle, sleske, slå og slagte sig vej til magten. Det hygger vi os meget med herovre i den kreative klasse og omegn.

Det vil sige… Jeg hygger mig faktisk ikke så meget med det mere. Siden Frank helt koldt, beregnende og uden skrupler myrdede den unge journalist Zoe ved at skubbe hende ud foran et tog, er min fascination dalet. Det var endda ikke første gang, han slog nogen ihjel, men efter dette var enhver mulighed for den mindste godhed nogen steder helt forsvundet. Der er ingen tilbage i serien – slet ikke hans hustru Claire – der har nogen idealer eller nogen intentioner om at være noget godt for nogen. Alle ser kun magten, og gør hvad som helst for at komme ind til centrum af den. For mig bliver det en smule kedeligt, men det virker bredt accepteret, at jo mere kynisk en fortælling er, jo mere sand er den. Som om dystopier var et klarsyn direkte ind i fremtiden. At ond er mere sandt end god. At sund fornuft er ond fornuft.

Det er fjollet, men vi mennesker er åbenbart tilbøjelige til at vælge frygten som rettesnor. Lige fra de små emner som cykelhjelme og racehygiejne blandt hunde til de helt store emner som Den Kolde Krig. Dengang mange helt sikre på, at Sovjetunionen ville smide A-bomben. På den anden side af jerntæppet har de sikkert være lige så sikre på, at amerikanerne ville gøre det.

Og i dag er vi ved at ”smadre” vores klode. Det er i hvert fald et udtryk, man hører lidt for tit. Som om det værste helt sikkert vil ske. Rykker man blot en anelse på mængden af gødning, er det SLUT med rent drikkevand for de kommende generationer. Og massedød blandt bier er et tydeligt tegn på, at vi er rykket et skridt nærmere kanten: ”Bierne er truet af klimaforandringer, parasitter og pesticider – og uden de summende insekters bestøvning ville vores verden se ganske anderledes ud,” skrev for eksempel Sjællandske Nyheder. I samme artikel fortalte en smoothies-producent om sin frygt for fremtiden, for ingen honning, ingen smoothies:

“Forestil dig en verden uden grønne æbler, røde tomater, gule gulerødder eller uden spraglede, strålende forårsblomster. Det synes vi simpelthen lyder så trist – og det vil vi gerne gøre noget for at forhindre,” sagde smoothies-damen og lovede, at hendes firma ville udsætte én bi for hver smoothie, de solgte de kommende to måneder.

Frygt sælger simpelthen godt. Vi er prædestinerede til at tro på det dårlige. Langt de fleste tror, at miljøbevægelser er de bedste kilder til information. 70-80 procent af os stoler mere på dem end på Miljøstyrelsen, Miljøministeriet og uafhængige forskere fra universiteterne. Og miljøbevægelserne har jo aldrig noget rart at fortælle.

Måske hygger vi os egentlig godt med frygten. Vi rykker tættere sammen om det imaginære lejrbål, når vi sådan taler om de store farer, der lurer. Ellers kan jeg ikke regne ud, hvad der er så attraktivt ved frygten og ondskaben.

Frygten for udviklingen, klimaet, trafikken, sygdomme, krig, terror, tyveri eller mandeinfluenza. Vi svælger i frygt. Vent bare… Det onde vil ske.

Når jeg hører folk trutte fornøjeligt i dommedagstrompeterne, kommer jeg altid til at tænke på det kapitel i Emil Fra Lønneberg, hvor kometen kommer! ”…folk i Småland gik og ventede på en stor komet, som skulle komme og nu havde det stået i Vimmerby Tidende, at kometen ville komme susende netop den 31. oktober og måske støde sammen med jordkloden, så den gik i tusinde stykker.” Så kan det ellers være, at Lønnebergs borgere gik i gang med at forberede sig på det store endeligt. De for rundt som forvildede høns i frydblandet skræk og rædsel.

Det gode findes. Det er lige så udbredt som det onde. Det er min knivskarpe analyse.

Det findes også i politik – endda i storpolitik. Gandhi er et lysende eksempel. ”Vær den forandring, du ønsker at se i verden,” sagde han og levede som han prædikede. Dystopikerne vil nok sige, at han bare var naiv. Eller måske ligefrem så ond, at han spillede god for at opnå magten i en vanvittig ond hensigt. Nej, nu får jeg snart hovedpine.

Det er ikke fordi, jeg er fuldkommen idiot. Fuldkommen er der ikke så mange, der er i det hele taget. Jeg ved udmærket, at magt korrumperer, og follow the money er en glimrende rettesnor for at blive klogere på sammenhængene.

Magt er ligesom kærlighed berusende. Og nogen bærer ikke deres brandert særlig godt.

Men er Frank og Claire Underwood i deres magtrus ikke nogenlunde lige så irriterende som et nyforelsket par. Hvem gider dog tilbringe en time i sådan et selskab?

Jeg savner Soldbro og Salling for alt det, de ku’

IMG_0156Engang var der en supermarkedskæde, der hed ISO. Det er der ikke mere. Den blev solgt, den blev solgt igen og så blev den lukket. Det var egentlig mærkeligt, for det var et fantastisk supermarked, der gjorde mange kunder nærmest lykkelige med friske fisk, frugtafdelinger som et tyrkisk marked og en service, man aldrig havde kendt mage til. Når det var myldretid, var alle kasser – og der var mange – hurtigt betjent og for enden, stod der et flinkt menneske og hjalp en med at få varerne i poser. Man nåede aldrig at blive svedig af stress der.

Det var nu hverken de friske fisk eller varepakkerne, der var ISOs stærkeste kort. Det var virksomhedens usvigeligt sikre sans for kundernes behov. Det handlede ikke kun om den gode betjening og de delikate varer. Det handlede især om, at ISO altid havde det, man skulle bruge. Om det var champagne eller sødmælk; pasta eller jordskokker; kattegrus eller Libero-bleer, så gik man aldrig forgæves. Især derfor væltede kunderne ind, og der skød nye ISO’er op rundt omkring med samme høje standard. Det blev så god en forretning, at svenske ICA slikkede sig om munden og sagde haps! Det tabte de 415 millioner kroner på, inden de solgte til Dagrofa, som heller ikke kunne få det til at fungere og lukkede.

Det er sikkert en case, der botaniseres over på diverse MBA-kurser. Hvordan kunne det gå ned så hurtigt, når det var de samme varer, de samme steder med de samme ansatte? I kan springe de lektioner over, for her kommer svaret: Niels Jørgen Soldbro!

Han var ejeren og udvikleren af kæden. Jeg kender ham ikke personligt, men så ham ofte på inspektionsrunde i min lokale ISO. I samtale med kunder og personale på evig jagt efter forbedringsmuligheder.

Jeg kom til at tænke på det forleden, da jeg var ude og holde et foredrag om Herman Salling. Ham har jeg skrevet en bog om. Han havde det samme ekstreme kundefokus som Soldbro, og med det forvandlede han en større manufakturhandel i Aarhus til Dansk Supermarked. Yderligere præsentation vel unødvendig, men sidst jeg tjekkede, havde virksomheden mere end 46.000 medarbejdere. Herman Salling hadede titlen administrerende direktør. Det var ikke fra kontoret, man ekspanderede virksomheden. Det var fra butikkerne – ude hos kunderne. For at huske sig selv på det gik han livet igennem rundt med en stumpsnudet metervaresaks i lommen. Den mindede ham om, hvor han kom fra, og hvad han var til for: kunderne.

Han var en stor personlighed. Virksomheden blev praktisk taget skabt i hans billede, og hans indflydelse gør sig stadig gældende. Den dag i dag er der en betinget refleks hos medarbejderne, der direkte kan føres tilbage til ham. Jeg kalder den Herman-refleksen. Går man gennem en butik med en hvilken som helst Dansk Supermarkeds-person, samler de automatisk op, hvis der ligger et eller andet på gulvet; en vare, et stykke papir – hvad som helst irrelevant. De stopper ikke samtalen men bukker sig ned og samler op uden at tænke over det. Lige fra de yngste medarbejder til fru Salling selv. En af de pensionerede chefer fortalte mig, at hans kone sagde, at nu måtte han godt stoppe det der. Især når det var Kvickly, de gik rundt i.

Utallige gange har jeg som erhvervsjournalist måtte lægge øre til en topchefs insisteren på kun at tale om virksomheden. ”Min person er ikke interessant,” siger de. (Ja, den var især møntet på dig, Lars Rebien!). Og det er det vildeste vrøvl. Personen er helt afgørende. Det øjeblik personen Niels Jørgen Soldbro var ude af ISO, og ICA rykkede ind med helt andre værdier, dalede kvaliteten omgående på alle parametre. Jeg ved det, for jeg så det. Dansk Supermarked kørte i mange år og til en vis grad stadig videre i Herman Sallings ånd, selvom det bestemt også påvirkede forretningen, at han forlod den og denne verden i 2006. Personen er helt afgørende. Det er ikke virksomheder, der laver virksomheder. Det er mennesker. Flittige passionerede mennesker.

Sådan nogle er ikke altid ligefrem krammebamser. Det var Herman Salling så sandelig heller ikke. Han kunne være modbydeligt kolerisk og skælde sine chefer fra hæder og ære og i det hele taget opføre sig fuldstændig utilgiveligt.

Det er set før. Det er sjældent en virksomhedsleders behagelige væsen og varme interesse for sine medmennesker, der gør hans virksomhed succesfuld. Steve Jobs kunne ikke bare finde på at tude for at få sin vilje – det var en helt almindelig foreteelse, at han gjorde det, ligesom han også ofte råbte, skreg og nedgjorde folk. Men han udviklede Apple fra at være et projekt i sine forældres garage til at blive verdens mest værdifulde virksomhed. Det skal vi huske, når vi forarges over hans dårlige opførsel. Hvis man giver meget til verden, så må vi, der giver mindre, være overbærende. Det er det mindste, vi kan gøre. Sådan nogle personligheder er meget lettere at holde af, når de er døde. Så kan man lave film om dem, for det egner de sig enormt godt til. Der er allerede lavet to om Steve Jobs, og det er forhåbentlig et spørgsmål om tid, før der bliver lavet en om Herman Salling.

Men vi skal huske på at sætte pris på dem, mens de er her. En dag er det slut og vi vil måske ikke savne dem. Men vi vil savne det, de kan. Jeg vil have ISO tilbage!

Gå hjem og tag jer af jeres døtre!

IMG_0052Jeg har altid haft et blødt punkt for Ritt Bjerregaard. Vi er nok ikke heeeelt i sync politisk, men hun har alle dage været forbilledlig kold overfor shitstorme og andres meninger om hende. Det kom jeg til at tænke på forleden, da den klassiske historie om manglen på kvindelige ledere endnu en gang blev genudsendt i medierne. Igen igen var der ikke rigtigt noget nyt. Det er en sørgelig historie, der ikke bevæger sig ud af stedet. Der mangler rollemodeller, hed det sig. På det punkt har Ritt gjort sit. Hun er gået direkte efter magten hele sit liv. Det fremgår så tydeligt af første bind af hendes erindringer, at man næsten ikke kan vente på næste. Ritt takes no shit!

Jeg prøvede engang at udfordre hende på hendes forkærlighed for kvindekvoter. Hun måtte da forstå, at det ikke kunne være sjovt at komme ind på en badebillet. Ritt var kold:

”Jeg ville være fuldstændig ligeglad – hvis først vi får posten, skal vi nok demonstrere, at vi kan håndtere det!” Ret så kækt, men det er vel det nøjagtigt det, mændene gør. De tager chancen og får de jobbet, finder de hen ad vejen ud af, hvordan de klarer det.

En anden rollemodel er Kirsten Drejer. Hun er på 15. år topchef for biotekselskabet Symphogen, som hun faktisk startede, fordi hun indså, at hun aldrig ville blive topchef på sine egne præmisser i Novo Nordisk.

”Der kommer uvægerligt magtkampe. Og den slags udkæmpes mellem krondyrene med de store gevirer. Sådan et er jeg ikke udstyret med det. Det, der skal til, for at få geviret til at vokse ud er hormonet testosteron. Det har jeg ikke; det er jeg glad for, og jeg synes, det skal være min force frem for min svaghed,” fortalte hun mig engang. Hun mente, at kvinder generelt havde det handicap, at de troede på det, de havde lært i skolen, nemlig at det er indholdet, der tæller. At jo dygtigere man er, jo bedre går det: ”Vi lærte ikke, hvor vigtig formen er. Det, som tæller ude i erhvervslivet, er at netværke. Ud og snak og skab netværk, for det er der forretningerne foregår. Det ved mænd intuitivt, men vi andre sidder med vores indhold og venter på, at nogen giver os en fin karakter.”

Det er egentlig også sørgeligt, hvis ambitiøse kvinder er nødt til at starte deres egne virksomheder for at blive ledere. Sådan behøver det ikke at være i fremtiden. Faktisk kan vi med et trylleslag sørge for at mangedoble puljen af kvindelige lederkandidater. Det kræver bare en enkelt ting: At fædre tager sig mere af deres døtre!

Jeg læste i en bog af Lone Kühlmann om en undersøgelse, amerikanske forskere for mange år siden lavede. De ville finde fællesnævneren for kvinder med succes og spurgte en hel masse af dem om alt mellem himmel og jord. Det viste sig, at der ikke var nogen. Forskerne blev stædige og sendte en ny byge af spørgsmål tilbage til gruppen, og nu stod det pludselig lysende klart, at fællestrækket for de succesfulde kvinder var, at deres fædre havde syntes, de var alletiders.

Siden er der lavet rigtig meget mere research, der peger i samme retning.

Noget bliver opsummeret af professor Linda Nielsen i artiklen How Dads Affect Their Daughters into Adulthood. Og inspiration kan hentes i Meg Meekers bestseller, Strong Fathers, Strong Daughters.

Det bliver alt sammen understøttet af min egen mangeårige, men trods alt uvidenskabelige research i emnet. Jeg har interviewet talrige kvinder med succes og har spurgt til deres far-datter-forhold. De bekræfter alle som en de amerikanske undersøgelser.

Kirsten Drejer er ingen undtagelse. Hendes far gik meget op i hendes gøren og laden.

Da hendes mor engang viste ham noget deres syvårige datter strikkede, sagde han, at han hellere så, at hun læste en bog frem for det nørkleri. ”Siden har det været med ganske katastrofale resultater, når jeg har forsøgt mig med håndarbejde.” Omvendt har hendes boglige og erhvervsmæssige præstationer været helt i top.

Også Ritt Bjerregaard har haft en far, der var stærkt engageret i hende: ”Alle de gange, min far har stået der og ventet på mig. Med glæde og opmærksomhed i blikket. I skolen, ved idrætsdage, hjemme, i kolonihaven, når vi badede. Altid var han der, når der var brug for det, med sin kærlighed og glæde over sit barn,” skriver hun.

Så nemt er det altså at skabe en kvindelig leder.

Alle I mænd der lige nu sidder i bestyrelseslokalerne og på endeløse direktionsseminarer og overvejer, hvordan I kan bidrage til, at der bliver flere kvinder på topposterne – gå hjem!

Det er den sikreste vej frem mod målet. Det er godt nok en langsigtet løsning. Til gengæld er den holdbar.

Gå hjem og vær sammen med jeres døtre. Sørg for at de forstår, de ikke bare er søde, de er også kloge og i øvrigt helt fantastiske.

Ærlig talt: Det er på tide med en ægte Cuba Libre

IMG_0056

 

Hvis Cuba var en aktie, var det nu, man skulle købe. Okay, det er ikke en stensikker fidus, men hvilket tip med store gevinstmuligheder er det?

Genoprettelsen af de diplomatiske forbindelser mellem det tropiske socialistparadis og
USA har åbnet en dør på klem, så der er en vis chance for, at det er nu nu NU! Er man blandt de første, kan der være store penge at hente. Som dengang Mads Krage straks efter murens fald etablerede Netto i Østtyskland og gav baghjul til selv store vesttyske supermarkedskæder. Stor risiko giver ikke kun chance for stor gevinst, men også for store tab. Så inden dansk erhvervsliv kaster sig hovedkulds ind i de nye caribiske muligheder, kommer her som en service en lille SWOT-analyse baseret på feltstudier:

 

Strengths: Det er et godt tegn, at den gamle børsbygning er en af de få vedligeholdte bygninger i Havanna. Selv handelsguden Merkur på taget er stadig er i fin form. Men der skal selvfølgelig mere til end tegn. Der skal også fornemmelser… Og det er denne udsendte klummeskribents klare oplevelse, at cubanerne – især i Havanna – er SÅ klar til nye kommercielle tider. 57 års socialistisk styre har ikke ødelagt deres sans for pengenes værdi. De er nemme at arbejde med, for de er nogenlunde veluddannede, og der er ingen videre kulturel barriere. De er sultne efter alt nyt, for der er intet sket siden revolutionen. De store dollargrin fra den amerikanske bilindustris guldalder i 1950erne er ikke for sjov. Det er, hvad de har. Som gæst er man hele tiden bange for at ødelægge noget; en stol, en bildør, et toiletafløb, fordi det er umuligt at få noget nyt til erstatning. Men manglen har udviklet cubanernes kreativitet. Alt kan repareres eller bruges som reservedele.

På styrkesiden tæller det også, at ”Damerne i Hvidt”, der i 11 år har demonstreret hver søndag mod styret, langt om længe har fået selskab. Siden maj har en gruppe kaldet The forum for the Rights and Freedom med hashtag’et #todosmarchamos også stået under gummitræerne i ambassadekvarteret, hvor de har råbt ned med kommunismen – leve friheden!

 

Weaknesses: Den liste kan blive meget lang, for der er mange svagheder ved Cuba. Så blot et par stykker: Cubanerne har ingen penge. I første omgang er det ikke eksport til dem, der er forretningsmuligheden. Der produceres heller intet af betydning i Cuba bortset fra rom, musik og tobak (som alt er fremragende). Tager man en tur på landet for at se, hvad de dyrker, vil svaret være: Ikke spor! 60 procent af fødevarerne importeres, for det meste af det frodige land ligger simpelthen brak. En svaghed, der kan være en mulighed for en entreprenant dansk jordbruger. Oven i købet kan jorden vel klassificeres som økologisk, fordi der ikke har været råd til sprøjtemidler eller kunstgødning.

 

Opportunities: Cuba har i en årrække haft én stor eksportvare: Læger. Landets største indtægt kommer fra udlejning af læger til Angola, Brasilien og Venezuela. Lægerne er dygtige, og der foregår også seriøs medicinsk forskning, der blandt andet har resulteret i en vaccine mod lungekræft. Medico- Pharmavirksomheder og privathospitaler af enhver art vil altså kunne finde kvalificeret og billig arbejdskraft på øen.

Sukkerproduktionen er overvældende og overstiger langt landets eget behov. Det er altså en god, billig og lettilgængelig råvare. Arbejdskraften mangler heller ikke, så måske skulle danske konfitureproducenter tage på en rekognosceringtur.

”Noget skønnere kan et menneske ikke sætte sit øje på,” sagde Columbus, da han opdagede Cuba i 1492. Det er S-M-U-K-T! Turistmulighederne er uendelige, hvis man har lidt mere begreb om service end cubanerne. Og det har alle.

 

Threats: Den allerstørste trussel mod forretning i Cuba er staten. Det ved Ivan Nadelmann alt om. Man kan stadig se resterne af hans engang så fine store biludlejningsfirma. Efter 13 år blev det pludselig overtaget af staten. Siden har han givet det råd, hvis man vil handle med Cuba: ”Man skal altid have pengene up front, aldrig give kredit!” Det er stadig risikabelt at lave forretning med staten og umuligt at lave det udenom. Og det er bureaukratisk med detailregulering af alt, helt ned til kunstige negle, som det kun er tilladt at importere 24 styks af pr. person.

 

Lige nu er Cuba et billede på fattigdom i farver, men det er også et sted, der bare venter på at komme i gang. Det bliver en skøn dag – især for cubanerne – når Bacardi-familien vender tilbage til firmaets smukke art deco hovedsæde i Havanna, og når de kan skifte den frygtelige lokale ”Colada” ud med den rigtige Coca Cola. Så vil de endelig kunne få en på alle måder ægte Cuba Libre i Havanna.