”Islændinge tager ikke et nej for et nej!”

Liberaliseringen af banksektoren blev startskuddet til islændinges fremmarch i europæisk erhvervsliv, og Kaupthing Bankens Sigurdur Einarsson var en nøglefigur, fortæller Søren Langvad. Han ejer og driver Pihl & Søn, hvis datterselskab, Istak, er den største og ældste entreprenør på Island.

søren langvadVi skal tale om de her islændinge, der køber op med arme og ben, men først skulle du måske lige redegøre for din islandske forbindelse!
”Min mor var islandsk, og vi boede deroppe under krigen, hvor jeg tog studentereksamen og første del af teknikum, og jeg taler sproget. Senere har jeg arbejdet der i fem år. Det var dengang Pihl & Søn etablerede sig deroppe, og i dag er vi den største og ældste entreprenør på Island.”

Du kender altså Island og islændingene vældig godt, så sig mig, hvad er det, de kan?
”Det er et samfund, hvor der for 200 år siden kun levede knapt 30.000 mennesker – i dag er de 300.000. Disse mennesker har måttet overleve under meget vanskelige forhold, og så får man sikkert på darwinistisk vis skabt nogle mennesker, som har viljen til at overleve. Islændinge har altid skullet klare sig selv, og når man lever i et samfund, hvor man ofte er presset for at kunne overleve, så er man indstillet på at tage chancer. Jeg tror, det er et træk ved den islandske karakter, at de tager ikke et nej for et nej, og de udelukker ikke nogen mulighed, hvor vanvittig den end måtte være.”

Hvad er det så, de kan?
”De unge har fået en vældig god basal uddannelse. De har forstået at supplere den med masteruddannelser ude i den store verden, og når man rejser ud, får man gode ideer – det gør vi alle sammen, når vi rejser, ikke?”

Hvad er der sket de seneste ti år deroppe, der har gjort, at de har fået sådan en fart på?
”Først og fremmest er kapitalmarkedet blevet åbnet. Islændingenes pensionskasser bugner, og de penge skal jo anbringes. Og så er bankerne, som har været delvist statskontrollerede, blevet privatiseret, og det har betydet, at pengemarkedet er blevet meget aktivt.”

Og det er sket Indenfor de sidste 10 år?
”Ja, og der er én mand, der har været med til at starte det hele. Han hedder Sigurdur Einarsson og er en søn af Islands tidligere udenrigsminister. Han blev cand. polit. i København, og nu er han en stor velhavende mand, der flyttede til England, og derfra lavede han Kaupthing Banken, som nu har købt FIH. Så har han i øvrigt købt banker i Sverige, Norge, Frankrig og Luxembourg – det er et helt imperium.”

Er det i virkeligheden nøglen til succesen, at man har en rigtig god bank, og så hjælper den de unge developere?
”Den hjælper en del af disse konsortier, og man kan godt sige, at Sigurdur Einarsson startede denne bølge af nyrige, der har investeret forholdsvis store formuer og er villige til at geare deres investeringer på en helt anden måde end de gamle foretagender deroppe.”

Så er det man tænker som lotto-reklamen: Hvor har de pengene fra?
”Altså, Jón Asgeir Jóhannessons far har tjent sine penge på Island på nogle store handelskæder, så det er meget let forklarligt. Pengene er kommet derfra, og så har de investeret nogle af dem og gearet dem højt med lån i England og nu også i Danmark.”

Men de der hurtige penge, og der er noget med nogle retssager – virker det ikke lidt odiøst?
”Jeg må tage afstand fra denne almindelige snak herhjemme om, at pengene er tjent på odiøs vis. Det er der ikke noget belæg for. Jeg tror, de er tjent ved dristige spekulationer, hvor man ikke er bange for at satse. Der var en af disse rige islændinge, der købte et bryggeri i Sankt Petersborg  lige efter muren faldt. Dette bryggeri lykkedes det ham, små ti år senere, at sælge til Heineken, så han rejste hjem med mere end to mia. danske kroner, fortælles det. Er det odiøst? Det tror jeg ikke, det er. Han havde taget en chance.”

Den dristighed er måske i virkeligheden noget af det særlige for de unge islændinge?
”Det er det nok. Og så er de dygtige handelsfolk. Der findes en pragtfuld historie, og det er ikke bevist, den er usand. I perioden før 1. Verdenskrig, var der en meget stor islandsk forretningsmand og digter – de fleste islændinge er digtere – der hed Einar Bennediktsson. Det lykkedes ham at overtale to tyskere til at købe retten til udnyttelse af det islandske nordlys!”

Det er da handelstalent, der vil noget!
”Det er en historie, jeg har hørt i 50 år. Som sagt ved jeg ikke, om den er sand, men den kan godt bruges til at karakterisere islændingene. Det er ikke ingeniører, der har skabt boomet – det er forretningsfolk. De er mægtig dygtige til at købe tingene, og tillykke med det. Men vi skal huske på, at det skal også drives. Det er ikke sikkert, de alle sammen er indstillet på det. Jeg kan godt forestille mig, at mange af dem køber, splitter det ad og sælger. Vi andre køber for at drive foretagendet, ikke for at købe og sælge.”

Hvordan har de gamle familier, som vel er dem du kender, reageret på de unge vilde?
”De gamle i de familier er jo døde, så det ved jeg ikke. Næste generation har været dem, der har stået for opløsningen af imperierne, og det er der sikkert lige så mange meninger om, som der er familiemedlemmer. Men altså, når der er mange om at bestemme, er det ikke altid de klogeste beslutninger, der bliver truffet.”

Nu er du selv 81 år og både ejer og driver stadigvæk Pihl & Søn – hvad skal der ske efter dig?
”Min tilværelse har aldrig været præget af drastiske beslutninger. Det er en opsummering af de muligheder, livet har givet. I øjeblikket befinder jeg mig udmærket med den måde, jeg kører firmaet på. Der er ikke sket så meget, siden vi talte sammen sidst.”

Da sagde du, at man ikke skulle lade den døde hånd råde, så arvingerne må hitte ud af det, når den tid kommer!
”Ja, og jeg er blevet bestyrket i, at det er rigtigt, fordi du ser, hvor hurtigt samfundsstrukturen og vilkårene kan ændre sig. Så de mennesker må på det tidspunkt beslutte, hvad de finder fornuftigt. Det er jo deres liv. Det er ikke mit liv.”

Hvad har byggeriet af Operaen betydet for jer?
”For det første har det vist os et nyt forretningsområde, byggestyring. Danmarks fornemste købmand, hr. Møller, fandt ud af, han ville have et entreprenørfirma til at styre sin byggeopgave – ikke en arkitekt, ikke et rådgivende firma, han ville have et merkantilt foretagende til det. Vi har lært, hvorledes sådan noget kan lade sig gøre, og det prøver vi at markedsføre.”

Var det rart for en gang skyld at være den unge mand?
”Pragtfuldt! Og det var et skønt samarbejde. Vi er vant til bygherrer, hvor beslutninger bliver henlagt til udvalg til nærmere undersøgelse, men her var det nok, bare hr. Møller nikkede. Han er sød nok – det her må du ikke skrive, for jeg må ikke fortælle noget om, hvad der foregår. Men altså jeg kom op til et møde og ventede i 10 minutter. Så kom han ud. ”Undskyld De måtte vente, det sker ellers aldrig her i huset,” siger han så. ”Sagen er den, at jeg har begået en dumhed. Jeg har købt mig en sejlbåd, og jeg måtte tale med denne skibsbygger og se at få det bragt i orden. Det er vigtigt, den er færdig til næste forår, for jeg har jo ikke så mange sejlsæsoner tilbage!”

Men det må jeg ikke skrive – det var da ellers en sød anekdote?
”Skriv det bare! Der sker ikke noget ved det…”

©Hanne Sindbæk

Brunch på sidespor

Lukrativt (Is)land: Det er økonomisk attraktivt for de unge islændinge at vende tilbage. Indkomsten er højere end i Danmark, og hvor vi betaler ca. 50 procent af bruttonationalproduktet i skatter og afgifter, betaler de på Island kun 35 procent. Og så koster det kun en femtedel af, hvad vi gør, i strøm og varme, fordi de kan producere det så billigt.

Forskelle: Jeg var skuffet, da vores udmærkede statsminister lukkede debatten om uligheder. At påstå, at folk ikke er forskellige! Det er forskellene, der driver alt. Hvis det hele var en flad mark, så var der ikke noget, der hed rulle op eller ned ad den igen. Hvad er det for noget pladder!

Broderfolk: Islændingenes forhold til danskerne er lidt som vores forhold til svenskerne. At købe Magasin, det, har de syntes, var rigtig skæg, men det var selvfølgelig ikke derfor, de gjorde det. Forleden dag talte jeg med en ven deroppe, og han godtede sig over, at de nu har købt Sterling og dermed Mærsk Air. ”Næste gang køber vi hele A.P. Møller,” sagde han.

Forarmelse: Er det klogt at sælge ØK? Jeg tror, Danmark bliver forarmet, hvis vi ikke opretholder virksomheder, der er aktive ledere. Min branche er blevet forarmet. Det er efterhånden ganske få danske moderfirmaer, der arbejder i udlandet og sørger for, en del af omsætningen kommer ind i det danske samfund.

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *