september 2017
M T O T F L S
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  

Det er indlysende at se på mennesket bag

Hvem kan huske, hvad socialdemokraterne ville i 1990’erne? Men vi kan alle sammen huske, at Ritt Bjerregaard havde en ejlighed på Vesterbrogade. Det personlige har større og større betydning for de beslutninger, der biver taget, mener Henrik Qvortrup, chefredaktør på Se & Hør

Nu har jeg lidt for mange gange hørt hørt en erhvervsleder sige, at Berlingske Nyhedsmagasin er erhvervslivets Se & Hør, så nu vil jeg spørge en kvalificeret mand – synes du det?
”Ikke nok til min smag. Kvaliteten ved Nyhedsmagasinet tidligere var, at der var lidt gossip i det. Jeg synes, der er blevet for lidt sladder – det er sukkeret, der får det hele til at glide ned.”

Er der nogen, der siger, at Se & Hør er underholdningsbranchens Berlingske Nyhedsmagasin?
”Altså du kan ikke helt lave sammenligningen, vel? Men jeg ville være stolt, hvis nogen sagde det. Jeg vil gerne se sådan på Se & Hør, at vi er det mest journalistisk funderede af billedugebladene. Vi er til for at underholde, men det gør ikke noget, hvis det er baseret på klassisk god journalistik.”

Det er ikke lige noget, man forbinder med Se & Hør!
”Vi sætter os ikke for at afsløre korruption i Københavns Kommune eller uregelmæssigheder i virksomheders regnskaber og sådan nogle  ting. Men indenfor de rammer, der nu engang er Se & Hørs, som altså er underholdning fra de kendtes verden, der vil jeg gerne betjene mig af journalistiske principper. Lige efter jeg var startet, begyndte vi at lave – faktisk efter inspiration fra Nyhedsmagasinet – netværksportrætter. Selvfølgelig ikke af bankdirektører, men af skuespillere, filmstjerner, realityshowdeltagere og hvem, der ellers kunne være relevant i vores verden. Det er et eksempel på, at vi lader os inspirere af nogle af de ting, man kender fra andre former for journalistik. Et andet er, at når det gælder kongehuset f.eks., er jeg meget talsmand for, at vi skal bringe de principper i anvendelse, som man anvender i forhold til alle mulige andre autoritetspersoner i det her samfund; politikere, erhvervsledere og hvad ved jeg. Danske journalisters omgang med de kongelige har i mange år været krybende, slesk og behagesyg. Der prøver vi at lægge den der flinkeskole fra os.”

Se & Hør har vel aldrig ligefrem været flinkeskole?
”Jo! Men vi har strammet op, og vi har opsagt den uskrevne overenskomst mellem de kendte og Se & Hør. Jeg betragter det ikke, som min fornemste opgave at sørge for, at de kendte synes, det er vidunderligt, det vi laver. Det er der så mange af dem, der heller ikke gør. Det er der også nogle af medarbejderne på Se og Hør, der lige skal vænne sig til, for de kan – endog meget nemt – risikere at løbe ind i kendte, der afskyr det, vi laver.”

Men de kendte har vel også ret til et privatliv!
”Det har de bestemt. Og det er en myte, at de kendte bliver forfulgt; at de har ikke to minutters fred til at være sig selv – det er noget sludder, synes jeg.”

Det har du simpelthen ikke folk nok til!
”Nej, desværre havde jeg nær sagt! Jeg har det sådan, at hvad der foregår bag folks fire vægge, i deres soveværelser og sådan noget – det kunne jeg ikke finde på at grave i. Men de kendte, som vi interesserer os for, skal i højere grad end tidligere være opmærksomme på, hvad de render rundt og laver ude i det offentlige rum. Det med at gå på diskotek i København og så te sig ligeså åndssvagt, man vil og tro, det ikke havner i bladet – den tid er slut. Sådan er verden ikke længere.”

Kort tid efter du var startet, bragte I en meget omtalt historie, hvor man for første gang hørte om Anders Foghs polske lægeven – var det et eksempel på den nye journalistisk?
”Det udsprang faktisk af et af de der netværksportrætter. Vi ville lave et på Anders Fogh, og det med vennerne var en lille smule vanskeligt, fordi han har ikke så mange. Men der var dog en, nemlig denne her polske læge der bor i Århus. Vi havde bare forestillet os, det skulle være en lille del i det store netværksportræt, men så begyndte han pludselig at fortælle op og ned ad stolper, om hvordan de havde mødt hinanden og så videre. Det, syntes vi faktisk, var så interessant, at vi trak det ud og gjorde det til en selvstændig artikel.”

Som blev genstand for enorm spekulation!
”Jeg tror, den artikel blev meget overfortolket nogle steder. Det var en mand ovre i Århus, der fortalte indgående om sit venskab med Anders Fogh, og vi skrev, hvad han sagde. Hvad folk lægger af fortolkninger i det, skal jeg ikke kloge i.”

De fleste regnede vel med, at det var din spindoktor-insiderviden, der kom ud der!
”Det var det ikke. Jeg kendte til lægevennen, og det var derfor, vi ringede til ham, men folk tror, at jeg med den artikel prøvede at insinuere en hel masse, som jeg slet ikke gjorde.”

Du må jo have tænkt dit, da du lod den komme i bladet – du er da endnu ikke blevet beskyldt for at være dum!
”Lad os så sige, jeg ikke er dum, og derfor kan jeg heller ikke her i et interview til et blad, der bliver læst af alle mulige kloge mennesker, sidde og sige; Jamen, den artikel bragte vi, fordi vi dermed ville bidrage til en hel masse rygter. Det vil jeg ikke sige, fordi det ikke er sådan, det hænger sammen. Jeg vidste da godt, at dem, der ville, kunne læse den på en speciel måde. Og jeg var da heller ikke blind for, at det ikke gjorde historien ringere. Men tilbage står altså, at den polske læge sagde, hvad han sagde. Og det sætter vi i bladet. Fortæl mig, hvad skulle jeg ellers have gjort? Skulle jeg have ladet være med at bringe de udtalelser, fordi der var en risiko for, at nogen kunne overfortolke dem?”

Det er et dilemma!
”Ja, og hør nu her; Jeg tror faktisk ikke engang, statsministeren havde ondt af det, fordi han kender godt spillets regler. I underholdningsbranchen skal de først til at vænne sig til dem. Vi forsøger at tage nogle metoder i anvendelse, som ikke har været sædvanlige på et ugeblad, som Se & Hør. F.eks. at kunne stykke portrætter sammen af mennesker, der dybest set ikke ønsker at blive portrætteret. Automatreaktionen har været hos mange medarbejdere, at hvis en skuespiller ikke vil i Se & Hør, så er vi nødt til at trække os bukkende tilbage. Sådan ville man aldrig sige, hvis det var en politiker. Og erhvervsjournalisten ville jo aldrig sige, at han ikke kunne lave et portræt af Peter Straarup, fordi  Peter Straarup ikke ville være med, vel? Så ringer man til venner, fjender og kilder i øvrigt, der kan bidrage til en forståelse af, hvem den her mand er, og så skriver man det portræt under alle omstændigheder. Det har der ikke været tradition for på  Se & Hør, og det gør jeg op med. Det er jo ikke rocket science – det gælder om at tage klassiske journalistiske metoder i anvendelse.”

Mange vil jo sige, at det personlige er ligegyldigt – det er sagen, det handler om!
”Det er noget sniksnak. Det personlige har større og større betydning for de beslutninger, der bliver taget. Altså er kemien god mellem to parter? Er den dårlig? De menneskelige egenskaber kan være det, der bringer sagen den ene eller den anden vej. Sådan er det i hvert fald i politik. Så jeg synes, det er indlysende, at man kigger på mennesket bag politikeren. Jeg gætter på, at det samme gør sig gældende i erhvervslivet. Så kan du spørge, om det betyder noget, hvem der er mennesket bag skuespilleren? Der kan man ikke argumentere med samfundsinteresser. Jeg mener, at de kendte er nogen, som danskerne spejler sig i, og derfor er det rimelig og relevant at kigge på, hvad det er for nogen størrelser, vi går rundt og spejler os i.”

Selvom det er irrelevant?
”Relevant-irrelevant er sådan en målestok, som jeg ikke synes er rimelig at trække ned over det. Det optager bare mennesker. Det giver heller ikke mening at påstå, at det skulle være irrelevant, at man går op i, hvad andre mennesker går rundt og laver. Det er jo det, der styrer det meste i den her verden. Det er jo mennesker, der styrer den! Nu bliver det meget filosofisk.”

Det er der skam plads til her! Jeg kommer til at tænke på, at Paul Hammerich, da han lavede sin store folkelige Danmarkskrønike, stillede sig selv spørgsmålet: Hvad var vigtigst – at vi fik en landbrugsreform eller at mælken begyndte at komme i papkartoner!
”Det er rigtigt. De, der har så travlt med at fortælle os, hvad der er det rigtige at gå op i, peger på de store tendenser i samfundet, men ofte viser det sig, at det er anderledes små ting, der er afgørende. Hvem kan huske, hvad socialdemokraterne ville i 1990’erne? Men vi kan alle sammen huske, at Ritt Bjerregaard havde en lejlighed på Vesterbrogade. Det er sladder, som i den grad fik en politisk betydning, man slet ikke gør sig forestilling om. Det væltede en formand, og er måske en forklaringsmodel til meget af det, der senere er foregået  i det parti.”

Der er en del kendte, der virkelig hader dig, og du bliver også trukket i retten med jævne mellemrum, så du må vide noget om krisestyring. Har du tre gode råd til folk, der kommer i den slags stormvejr?
”Man skal i hvert fald udvælge sig sine opgør med omhu. Hvis man på forhånd kan se, at denne her er tabt, eller man definitivt har gjort noget forkert, så skal man lægge sig fladt ned med det samme. Det værste, man kan gøre, er at fremture, og så alligevel lægge sig fladt ned på tredjedagen.”

Hvorfor?
”Fordi tilbagetoget altid er spektakulært. De fleste har jo respekt for en mand, der siger, ok den missede jeg, det må I undskylde. Man har ikke respekt for ham, der argumenterer og argumenterer og så omsider lægger sig ned. TV2 nyhedernes ledelse fremturede i en måned med, at Triple A-indslaget var rigtigt, og da de omsider fandt ud af, at det var det ikke og sagde undskyld, så havde det en så patetisk karakter. Der var ingen, der havde talt om Triple A i dag, hvis de fra starten havde erkendt, at det her var noget lort. Så erkend fejlen, når den bliver begået, eller vær rimelig sikker på, at du kan vinde, hvis du tager kampen op.”

Nu snakker vi sladder, og jeg ved, at du er gift med en yngre kvinde, så jeg vil godt lige spørge – og det er ikke fordi, jeg er en bitter 43årig single, overhovedet ikke! – men altså hvad er det, der sker, siden det er blevet så moderne?
”Det bliver et meget generelt svar, for der er det paradoks, at selvom jeg er i spidsen for Se & Hør, har jeg en gang for alle besluttet mig for ikke at udtale mig om mit privatliv.”

Kan man det?
”Det kan jeg love dig for, man kan. I samme åndedrag vil jeg sige, at jeg synes, det er fair, du spørger. Men det forpligter mig ikke til at svare.”

Jeg spurgte sådan set også generelt – jeg kender dig jo ikke godt nok til, at det irriterer mig, at lige netop du har gjort det!
”Jeg ved ikke, om jeg kan sige noget meningsfuldt. Man forelsker sig; der er ting, der appellerer til en – formentlig også ungdommen, uspoleretheden og sådan noget. Jeg tænker på, om modne kvinder gider yngre mænd? Det gider de ikke! Der er vel også mange mænd, der oplever, at når den første fascination over det fysiske er aftaget, så opstår der problemer på grund af aldersforskellen. De ældre kvinder, der undlader at tage de unge mænd, er nok bedre til at forudse de problemer, det kan indebære. Måske tænker kvinderne i virkeligheden et skaktræk længere frem.”

Brunch på sidespor:

Yndlingsaversion: Bendt Bendtsen er min politiske yndlingsaversion. Han minder om hovedpersonen i den film, der hedder Goodbye Mr. Chance, hvor præsidentens gartner pludseligt bliver en stor mand ved at gå rundt og sige almindeligheder som, ”efter regn kommer sol”.

Sladdermongol: Sandheden er, at før jeg fik det her job, var jeg personligt græsk-katolsk i forhold til sladder om kendte. Jeg har skullet igennem en vis skoling på Se & Hør og lære hele ugebladspersongalleriet, og jeg må da ærligt sige, at jeg forstår heller ikke, hvorfor vi er så optagede af, hvem Casper Christensen er kæreste med. Men jeg må konstatere, at danskerne har den interesse. Og så vil jer gerne levere varen.

Kommentator: Da jeg kom ud på Se & Hør, tænkte jeg; Ok nu kan jeg pusle med min interesse for politik lidt for mig selv. Jeg vil aldrig mere blive kaldt i fjernsynet for at udtale mig om politik, fordi det forvirrer billedet, at der sidder en chefredaktør fra Se & Hør og udtaler sig om, hvad Anders Fogh gør. Der tog jeg heldigvis fejl.

Ukendte topledere: Man ser ikke topledere i Se & Hør, fordi de ikke har tilstrækkelig bred folkelig appel. Hvis jeg foreslog, at vi lavede en artikel om Michael Pram, ville de tro, jeg var blevet sindssyg ikke? Den første forudsætning for at komme i Se & Hør er, at man er meget kendt. Det er der ingen topledere der er, bortset fra Asger Aamund og han er det, fordi han er gift med Suzanne Bjerrehus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

hanne sindbæk
hanne sindbæk

Jeg arbejder som skribent, foredragsholder og rådgiver. Siden 1998 har jeg fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra - hvem de er, hvad de mener og hvordan de arbejder.

foredrag
foredrag

Jeg holder meget gerne foredrag og indlæg, der er lavet specielt til lejligheden, men jeg har også en række faste emner baseret på de bøger jeg har lavet og – nåja – et enkelt, der samler op på mine erfaringer med danske topchefer. Læs om mine foredrag her.

Bøgerne
4boger4

Jeg har - indtil videre - skrevet 4 bøger. De er alle meget personlige portrætter af mennesker, der har gjort en forskel. Den seneste handler om Herman Salling, men jeg har også skrevet om Anders Samuelsen, Fritz Schur og om Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen.

Kunsthåndværket
kuglen-lille

SIGNED:SINDBÆK
Jeg har en nebengeschæft, signed:sindbæk, hvor jeg sælger det unika kunsthåndværk, jeg laver. For det meste bruger jeg genbrugsmaterialer og for tiden især af gamle jyske korsstingsbroderier.