”Ytringsfriheden kan slet ikke bøjes”

Brunch med Asger Aamund

Hvis man begynder at se tingene fra den anden side, har man allerede taget det første skridt til at relativisere den danske ytringsfrihed. Det mener Asger Aamund, der synes statsministeren løste sin opgave til ug, da han insisterede på at holde det pressemøde, den tyrkiske premierminister blev væk fra.

Vi har lige overstået kommunalvalget – hvordan har du det med dem, vi kan kalde overløberne?
”Jeg synes nok, at der har været eksempler på, at man har kappet fortøjningerne fuldstændigt til almindelig anstændighed og respekt for demokratiet. Jeg tænker blandt andet på det, der foregår på Københavns Rådhus.”

På Wallait Khan?
”Ja, det viser, hvor tynd fernisen er i demokratisk forståelse hos mange indvandrere. Som dansker er man dog opdraget med, at folkestyret er vores smukkeste juvel. Men der er kommet mennesker ind i landet, som ikke er vant til det. Som ser folkestyret mere som et tag selv bord og siger: Hvad kan det gøre for mig? Hvordan kan jeg udnytte det her bedst muligt? Ellers kan man ikke foretage det slalomløb, han har gjort – ikke bare mellem de to danske politiske yderpoler, men samtidig også med den største begejstring lade sig indrullere som borgmesterkandidat i en pakistansk landsby.”

Hvad viser det?
”At man har et politisk kulturelt ståsted, som er milevidt fra den danske traditionelle opfattelse. Det, synes jeg, man må være ærlig og sige. Men det er godt, at den slags kommer frem, fordi vi danskere vil så gerne gøre alting ens, midtsøgende og leverpostejsfarvet. Vi kan ikke lide at konfrontere os med, at der altså er andre, der bor her, som har en fuldstændig diametral, kulturel opfattelse af, hvordan et samfund skal indrettes. Vi forsøger at inddæmme det og dække det til med gode afdæmpende argumenter. Jeg synes, det er godt for folkestyret, at man får den slags kontrasttilfælde, så man kan se, at der er altså nogen, der opfatter det fuldstændig anderledes, end vi gør. Folkestyret lever kun, hvis det bliver provokeret hele tiden.”

Men det er jo også blevet moderne at shoppe rundt politisk – shopper du selv rundt blandt partierne?
”Jeg har da gjort det nogle år. Men de sidste folketingsvalg har jeg stemt på det samme, og jeg ikke fortælle dig, hvem det er.”

Men hvad kan flytte din stemme – kan Irakkrigen for eksempel?
”Det ville den godt kunne. Jeg mener, det er et vigtigt spørgsmål. Det er en meget nødvendig aktion. Når vi taler om globalisering, tænker vi mest på økonomisk globalisering, men der er altså også en etisk globalisering på vej.”

En etisk globalisering?
”Ja! Hvis man ser på verden gennem en islamisk fundamentalists briller, kan jeg godt forstå, at de føler sig meget trængt, og at de er i færd med at lancere, hvad man kan kalde en livsbevarende terrorindsats. Tidligere lå Sovjetunionen og Kina som religiøse ingenmandslande, men den tid er ovre. Efterhånden udbredes demokratiet og den vestlige verdens ideologiske og kulturelle ståsted. For fundamentalistiske islamister er der fuldstændig lighedstegn mellem demokrati og kristendom, så de føler sig enormt klemt. De få tilbageværende diktaturer er under voldsomt pres i øjeblikket – Saddam Hussein var bare den første, der røg.”

Tror du det?
”Ja, for det bedste ved globaliseringen er, at den også har et etisk element. Det går meget stærkt i øjeblikket. De unge mennesker vil have den vestlige kultur og menneskeværdsforståelse, og det trænger igennem. Iran er et godt eksempel – de har en kæmpemæssig ungdomsbefolkning, som på et eller andet tidspunkt meget snart vil skaffe sig af med hele det præstestyre. De vil ikke leve på den måde. Det er en tikkende bombe, og den eksploderer.”

Hvad synes du om den tyrkiske premierministers udvandring fra det planlagte pressemøde?
”Han havde ikke rigtigt noget valg, fordi den tyrkiske regering jo har forpligtet sig til en hård linje overfor kurderne. Men heldigvis reagerede statsministeren, som han skulle. Tyrkerne havde nok ikke regnet med, at han ville holde den pressekonference, men det gjorde han, og det var modigt gjort. Dermed satte han foden ned og sagde; I kan reagere, som I vil, for I er tyrkere, men jeg er dansker, og jeg reagerer, som jeg vil. Det løste han til ug.”

Det viste vel også, at muslimske og vestlige samfund har meget forskellig opfattelse af ytringsfriheden, og hvor meget den kan bøjes?
”Det kan slet ikke bøjes! Nu har vi lige haft hele affæren med den tegnede profet. Det gode ved den var, at den tvang spillerne omkring bordet til at vise deres kort. Og det viste sig netop, at både Tyrkiet og Ægypten havde en fuldstændig fundamental mangel på forståelse for, hvordan ytringsfriheden virker. De tror, at det er regeringen, der bestemmer, og de kan simpelthen ikke få ind i deres hoveder, at det ikke er sådan. Så kan de have haft ambassadører her i 300 år, de forstår det stadig ikke. Der er faktisk et fuldstændig parallelt fortilfælde. Kina havde under kulturrevolutionen i 1960’erne den samme fanatisme, som du har i islamismen – altså det er en koranfascisme, vi kan lige så godt kalde det ved rette navn – og dengang bragte Dagbladet Aktuelt en tegning, hvor man brugte Maos hoved som den opgående sol. Den kinesiske ambassade gik fuldstændig agurk og rettede en skarp henvendelse til statsminister Krag og sagde, at det var en fornærmelse – ikke mod profeten, men mod formand Mao og den danske regering måtte omgående give en officiel undskyldning. Da skrev Jens Otto Krag et ualmindelig hvast og bidende svar, hvor han gav dem en lektion i, hvad dansk ytringsfrihed var. Det var fantastisk flot, kineserne hoppede op i kurven, og du har ikke hørt noget fra dem siden. Og det er det, man skal gøre i de tilfælde. Men det er vigtigt, at man har en identitet at forsvare. Hvis begynder at se det fra den anden side, har man allerede taget de første skridt til at relativisere den danske ytringsfrihed.”

Det er jo lidt svært, for det er imod vores mentalitet, hvor vi egentlig godt lige vil høre, hvad modparten siger!
”Det er derfor, at demokratiet altid taber første runde mod fascismen! Men vi har besejret dem alle sammen fra latino-fascismen i Italien og Spanien, den germanske fascisme i form af nazisme, sovjetfascismen i form af kommunisme – nu kommer så den sidste fascistiske bevægelse…”

Den sidste – du er en meget optimistisk mand!
”Ja, og vi kan kalde den koranfascismen, som ikke er at forveksle med islam. Islam er en smuk religion, som har enorm betydning for mange mennesker, men når du bruger det i en fascistisk undertrykkende retning som islamismen, så er det koranfascisme. Den vil i sin laserstrålerettede brutalitet, som er en desperat overlevelseskamp, selvfølgelig notere sig nogle sejre undervejs. Demokratiet vil altid gå baglæns i starten, fordi vi er der så mange, der skal finde fodslag. Men på et eller andet tidspunkt slutter vi rækkerne sammen, og så går det den modsatte vej. Det er der, vi er ved at være nu.”

©Hanne Sindbæk

Brunch på sidespor

Prøjsersjæl: Egentlig ville jeg helst stå sent op og gå sent i seng, men jeg har en prøjsersjæl. Da jeg skiftede fra at være administrerende direktør til som bestyrelsesformand selv at bestemme over min tid, gik jeg en tur ned ad Strøget klokken 11 om formiddagen. Jeg listede som en tyv langs husmurene – det var som at skulke fra skole!

På frihjul: Det giver en vis gennemslagskraft i debatten, at jeg ikke repræsenterer andet end mig selv. Der er mange politikere, der har haft fat i mig og sagt at jeg kører på frihjul, og hvis jeg virkelig mente noget med det, skulle jeg tage seletøjet på og melde mig ind i et politisk parti. Det er fordi, politikerne også er vanemennesker, der tror, man kun kan ændre samfundet, hvis man er statsautoriseret politiker. Men sådan fungerer det moderne demokrati ikke.

Exit FN: FN har udspillet sin rolle som verdens politibetjent – fuldstændig. Vi bliver nødt til at finde et andet forum af folk, der sætter en anden dagsorden. Ulykken er, at der ikke er et samlet Europa, som går ind og forstår, at vi har en dyb etisk forpligtelse til at forsvare menneskerettighederne, vores livssyn, vores kulturforståelse og ikke mindst vores demokrati.

Herreværelset: Mit kontor er temmelig stort og indrettet som et herreværelse. Man får altid enorm medlidenhed med sig selv, hvis man skal arbejde, når andre har fri, så derfor har jeg lavet et sted, hvor det er rart at være. Det er indrettet lidt som et bibliotek; jeg har gode malerier på væggen, stereoanlæg og tv, og jeg har en større samling bøger. Det er sådan, at jeg kan lide at være der på alle tidspunkter på døgnet.”

Milliardtab: Jeg har ikke rigtig noget forhold til det at tabe penge, når kursen på mine aktier falder. Det er ligesom at have et parcelhus, som den ene dag er 900.000 værd, den næste seks mio., og så kommer der et tilbageslag, så det pludselig er to mio. værd. Du kan være ligeglad, du bor der jo bare.

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *