Magasin skulle have ejere, der var stolte af det, så måtte det være underordnet, hvilken nationalitet, de havde. Grænserne brydes ned også for nationalklenodier, mener Tivolidirektør og Magasin-bestyrelsesmedlem, Lars Liebst. Over brunchen giver han også et par tips til oplevelser i juleferien.
Fortæl mig – hvordan er han, ham der Jon Asgeir Johanneson?
”Jeg har kun mødt ham et par gange, men forleden var vi til middag med islændingene og min kone havde ham til bords. Hun sagde bagefter: ”Han er da en dejlig mand, men lidt hemmelighedsfuld.” Jeg tror, det er meget rammende, sådan det stille vand, den dybe grund. Men jeg kender ham ikke ret meget. Det er ikke os, der har solgt Magasin, det er Jyske Bank,” siger Tivolidirektør, tidligere næstformand nu bestyrelsesmedlem i Magasin, Lars Liebst.
For en del især kvinder er Magasin lidt af et nationalklenodie – hvis man kan sælge det til udlandet, hvad bliver så det næste – Tivoli?
”Det tror jeg ikke. Vi var igennem hele møllen dengang i 2000, hvor vi var sat til salg, og i dag har vi nogle meget gode ejere [Skandinavisk Tobakskompagni, red.]. I virkeligheden skal man tænke på virksomhedens tarv. Hvad vil den have det bedst med? Hvordan udvikler man den bedst? Kan danskere noget, som andre ikke kan? Jeg tror, grænserne er begyndt at falde på det område. Man er ikke så nationale længere. Der er nogle virksomheder som f.eks. Tivoli, hvor overliggeren nok kommer meget højt op, før det kommer til at ske. Men grænserne brydes ned. For et års tid siden var der ingen, der kunne forestille sig, at Lego kunne blive sat til salg. Ikke fordi jeg tror, det kommer til at ske, men det er der nogen, der er begyndt at tale om. Vil de være et bedre match med nogle andre?”
Hvordan havde du det selv med, at Magasin blev solgt?
”Jeg havde det sådan, at den situation Magasin var i, da var det det rigtige for stormagasinet. Det skulle have nogle ejere, der ville være stolte af at eje og drive Magasin, og som ville udvikle det. I stedet for nogle ejere, der havde et helt andet formål, nemlig at drive bankvirksomhed, og som hele tiden meldte ud: Jeg vil gerne sælge, jeg vil gerne sælge! Prøv at forestille dig, hvordan det er at være medarbejder i sådan en virksomhed. Det er ikke sjovt i det lange løb, det er det altså ikke!”
Og det har jo været et langt løb!
”Ja, for hele den branche har haft det meget svært – ikke bare i Danmark. Det har været barsk for medarbejderne, at hver gang de slog op i en avis, stod der, at din ejer vil af med dig.”
Hvorfor sagde du ja til at komme ind i bestyrelsen for fem år siden?
”Fordi jeg gerne ville vide noget mere om at drive og udvikle en detailhandels og servicevirksomhed. Det ville jeg kunne bruge i min egen virksomhed. Og så anså jeg Magasin for et klenodie, som mange danskere har et forhold til, ligesom Tivoli.”
Hvad kunne du selv bidrage med?
”Jeg håbede, at jeg kunne komme med mine egne erfaringer fra den turn around, vi har lavet i Tivoli – med nogle ideer om, hvad man skal gøre og hvor man skal fokusere, nemlig nede på gulvet. Man skal sørge for, at folk får en god oplevelse, og for at pris og service hænger sammen.”
Jamen, har du talt for døve øren der?
”Skal vi ikke lade det stå… man er jo ikke enig i alt, og det tager tid at udvikle en gammel virksomhed. Jeg regner med, at der nu er kommet nye ejere, der har den rette indstilling, og som kan gennemføre det, fordi de har penge at putte i. Det er ikke alle beslutninger, der er gratis. I Magasin har vi været i den situation, at vi ikke havde tilstrækkeligt økonomi til at udvikle – det måtte vi bare erkende.”
Hvordan havde du det personligt med at det kom på udenlandske hænder?
”Det har været tydeligt i den periode vi havde været igennem, at sådan måtte det ende. Det er ligesom en ejendomshandel. Hvis til-salg-skiltet har stået udenfor meget længe, så er det et signal om, at enten skal prisen ned, eller også skal du finde nogle helt andre kunder. Indenfor Magasins verden kunne vi godt se, at vi nok måtte over grænsen nede ved Kruså for at finde en køber. Men der var vist ikke nogen af os, der havde forestillet os, at det var oppe på den anden side af Skagerrak, de skulle komme fra.”
Din egen virksomhed får hug i avisen i dag fra Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, som ikke synes den nye rutschebane forskønner noget!
”Ja, og den form for kritik er slet ikke ny. Da den gamle rutschebane blev bygget i 1914, krævede Københavns Borgerrepræsentation kort efter, at vi rev toppene af de kunstige bjerge ned og byggede en stor mur, så folk fra provinsen, der kom ind med toget, ikke straks skulle se dette Sodoma og Gomorra, der lå lige udenfor Hovedbanegården. Til næste år agter vi at sætte de to toppe tilbage på bjerget igen, så den kommer op til sin oprindelige højde.”
Hvornår river du så muren ned?
”Til foråret offentliggør vi et stort projekt, som vi har lavet med nogle amerikanske arkitekter – det indebærer bl.a., at vi åbner haven mere op. Så må vi se, hvordan det bliver modtaget.”
Nu er du jo direktør i et forlystelsesetablissement og har lidt styr på de kulturelle events – har du nogle gode ideer til læserne, hvad de skal stresse af med i juleferien?
”De skulle nok beskæftige sig med familien, og får man for meget af det, findes der masser af gode bogudgivelser. Tredje bind af Hans Edvard Nørregård-Nielsens egen personlige Danmarks-historie, ”Noget nær”, er en fremragende bog. Da Vinci Mysteriet, som mange allerede har læst, er jeg midt i, og den er virkelig god. Interesserer man sig for politik, synes jeg man skal læse både hr. og fru Clintons biografi.”
Hvad skal man se med familien?
”Jeg ville nok gå på kunstudstilling. Gå ind og se William Turner-udstillingen på Statens Museums for Kunst. Det er noget, der siger bang – også hos børn. Hvis man gider sætte sig lidt ind i det religiøse perspektiv, han har, så kan man fortælle børnene om det – børn elsker at høre om det der store mystiske. Hvis man er rigtigt avanceret, kunne man jo koble det sammen med en tur i kirken.”
Hvad med en film?
”Så skulle det være den nye tegnefilm fra Dreamworks, Stor ståhaj, eller Polarekspressen med Tom Hanks.”
Og hvad skal man gøre for at nurse parforholdet?
”Man kan udfordre skæbnen lidt og diskutere, om man næste gang, man skal have en weekend for sig selv, ikke skulle droppe Paris og London, og i stedet tage op til det nordsvenske ishotel, Icehotel Artcenter, i Jukkasjärvi, 200 km nord for polarcirklen. Bruge noget tid på at sætte sig ned og tale om det. Man kunne stille sin kone det spørgsmål: Hvad vil du allerhelst sammen med mig?”
Hvad hvis hun svarer: Jeg vil allerhelst, du får ordnet den vandhane, og får besøgt morfar?
”Så er det det, man gør!”
©Hanne Sindbæk
Brunch på sidespor:
Dansk dilemma: Vi ville blive enormt stolte, hvis en dansker satte sig i direktørstolen i Covent Garden, men har svært ved at forestille os en udlænding i toppen af et af de danske nationalklenodier. Det er sådan et dansk paradoks, ligesom vi ikke vil have, at der er nogen uden dansk indfødsret, der køber sommerhus her, mens vi køber sommerhuse selv i hele verden.
Seminarer: Efterhånden giver jeg ikke så meget for alle de der bestyrelses- og direktionsseminarer. Istedet handler det om at lytte til, hvad direktionen siger, hvad kunderne siger, analysere forretningen ordentligt igennem og sørge for at få truffet nogle fornuftige beslutninger om hvilken retning, man skal gå i – det er det væsentligste.
Fritid: Jeg kan ikke dele min tilværelse op i arbejde og fritid. Min virksomhed har åbent syv dage om ugen fra 10 til 24, så kan det ikke nytte noget at signalere overfor medarbejderne, at jeg er der mandag til fredag fra 8-16, farvel! Glem det. Jeg er der fra mandag til mandag. Og jeg har det godt med det. Jeg slapper mere af med det, end ved at sidde derhjemme på tvungen fridag.
