Klaus Riskær Pedersen er en ”fortsættelse følger”-historie. Han mener, det er derfor, medierne og altså læserne bliver ved med at interessere sig for ham. Det er ikke altid en fordel, fortæller han.
”Er det virkelig 19 år siden, vi har lavet interview? Det var satans. Det må have været i forbindelse med Kanal2-balladen. Hvert fem-år har sin sag. Sådan er det for mig. Hvert femte år er der et nyt afsluttet projekt, og så kommer der en byge af retssager. Det er med i pakken. Først var der medieeventyret, fem år senere er det Accumulator Invest, og så er der CyberCity, der blev skabt i 1995, solgt i 2000. Det er ganske deprimerende, egentlig.”
Du ser ikke ret deprimeret ud!
”Jeg har åbenbart vænnet mig til, at hver gang jeg laver noget, og folk er uenige med mig, så føler de sig forpligtede til at sagsøge mig. Man gør det på en amerikansk facon, fordi det er Klaus Riskær. Der går vi bare i gang, fordi vi ved, han har det største beredskab af advokater i København. Vi behøver bare at prikke til ham, så sker der nok et eller andet.”
Hvad gør det ved dig?
”Det ved jeg ikke – nu skal du ikke gøre det til hovedtemaet. Jeg ved ikke hvorfor, vi kom til at snakke om det.”
Jeg ved det heller ikke, men når du nu lever sådan et liv, kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan det er?
”Det er møgærgerligt. Det gør, at hver gang jeg laver et resultat, som jeg synes, er flot, så bliver duften taget af. Det er skideirriterende ud fra et kunstnerisk synspunkt. Man laver noget, man synes – det er sgu et godt billede! Og så er der en eller anden, der finder ud af, at der er en sort klat i bunden og spørger, om den sorte klat i virkeligheden ikke ødelægger hele billedet.”
Man sagsøger, fordi det gør man med Riskær?
”Ja – ligesom i Amerika. Jeg ved ikke hvad pokker det er.”
Og det er synd, fordi du er sådan et blidt gemyt?
”Det ved jeg nu ikke, men jeg må bare konstatere, at jeg i flere runder er blevet kastet ind i en hvirvel af efterdønninger. Det er en beklagelig situation, som jeg må se, hvad jeg kan gøre ved. Jeg fylder 50 her til foråret, og så må jeg prøve at tilrettelægge mit liv på en sådan måde, at jeg undgår, at jeg, hver gang jeg laver noget, bagefter lander i uklarheder, som gør, at jeg har enten civile sager eller straffesager.”
Hvad kan du gøre?
”Jeg tror nærmest, jeg er nødt til at lave projekterne om. Projekterne er i deres natur af sådan en grænseoverskridende karakter, at de åbner op for, at der bagefter kan diskuteres ting og sager. Da vi lavede radio og tv, var det før lovgivningen overhovedet var på plads. CyberCity var et monopolbrud og hele tiden ude på grænsen af, hvad lovgivningen kunne bære.”
Med CopyGene har du jo igen kastet dig ovre en wild west business!
”Nej, det er sgu ikke wild west! Wild west var en gang lykkejægere, drukkenbolte og kriminelle, der rejste ud for at finde guldet – alle dem som ikke kunne være andre steder. Det vil jeg ikke have sammenlignet med det, jeg har specialiseret mig i: At omdanne konceptuelle muligheder til kommerciel virkelighed. Det er det, der er min business, og det er ikke wild west. Jeg er ude i grænselandet af, hvor den eksisterende kommercielle virkelighed ligger, jeg arbejder i et miljø uden kutymer og regelbøger, hvor lovgivningen formentligt ikke engang er på plads. Jeg lever ikke i wild west, men i en forretningsmæssig pionertid med det, jeg gør.”
Med alt hvad du har gjort?
”Med alt, hvad jeg har gjort med succes i hvert fald.”
Balladen kommer vel, fordi du træder ind på de her nye og kontroversielle områder – du kunne jo have prøvet med noget mere traditionelt?
”Jeg kunne have arbejdet på en anden måde. Jeg kunne have lavet én ting godt og beskæftiget mig med den resten af mit liv, meldt mig ind i en lang række foreninger og opført mig ordentligt. Det er også en vej at gå, og jeg respekterer den. Problemet er bare, at det, jeg kan bidrage med, primært er en kreativ komponent. Det er en særlig arbejdsevne, en særlig kunnen og hvorfor ikke lave det, jeg er bedst til? Det vil svare til, at man sagde til Van Gogh: Du skal ikke lave oliemalerier – du skal lave plakater! Hvorfor fa’en skulle jeg lave plakater, når jeg er bedre til at lave oliemalerier?”
Når du beskriver dit arbejde, bruger du mange ord, man kunne bruge om kunstnere. Mange dygtige kunstnere er jo også kyniske og kompromisløse i deres arbejdsprocesser – er der ligheder?
”Ja, de får også altid bøvl med alt muligt. Det går op for mig, hver gang jeg møder dem, jeg kender, som laver film og skriver bøger. Dem har jeg det fint sammen med, for vi har alt det samme lort at slås med. Andy Warhol hang ud med nogle af de der iværksættertyper, fordi det, de gjorde, var at lave koncepter om til virkelighed. Ligesom ham selv – han lavede tanker om til billeder. De lavede tanker om til et eller andet produkt, man pludseligt kunne købe nede i supermarkedet – dét interesserede ham. Han kaldte det business art. Jeg vil ikke sige, jeg laver business art, for deri kunne man lægge, at vi ikke følger spillereglerne – gu’ følger vi spillereglerne. Men tilblivelsen er en kreativ proces. Det bidrag, jeg kan give, er et kreativt bidrag.”
Er det en udvikling i dig selv, du har reflekteret over?
”Det er noget, jeg er blevet opmærksom på, her hvor jeg har lavet CopyGene. Jeg lavede CyberCity og hold kæft, så var jeg bare helt tom oven i bærret, og pludseligt efter at have rejst rundt og drukket gin-tonics i tre år, så ser jeg: Det er sgu det der, jeg vil lave nu – det er her, der sker noget nu.”
Du bliver 50 år næste gang – bliver du ikke snart træt?
”Det er så en anden side af sagen. Men jeg er nået til den erkendelse, at nok var det Eisenhower, der blev præsident, men det var sgu general Patton, der vandt krigen. De egenskaber, man har i krigszonen – det, der skal til for at operere derude, er ikke de samme egenskaber, som gør dig til blue chip boardroom member – det må man bare se i øjnene.”
Det minder mig om, at da jeg interviewede dig for 19 år siden, beskrev du, hvordan du følte, din Porsche forvandlede sig til en kampvogn, jo nærmere du kom byen!
”Sagde jeg det? Der er lidt om det. Nu arbejder jeg på et projekt, der går ud på at tage det første spadestik til at ændre os fra at være et sygdomsbehandlende til et sygdomsforebyggende samfund. Det kommer til at give diskussioner, og der vil være byger af spørgsmål, som relaterer sig til det forhold at problemstillingen er ny. Det har ikke noget med mig at gøre, men det er alligevel mig, der må rode med det og tage de øretæver, der kommer. Og så er man i kugleregnen.”
Har du så en evne til at beskytte dig selv?
”Jeg er efterhånden en gammel trænet soldat på de slagmarker. Dem, der bliver præsidenter, er dette livs Peter Straarup’er. Jeg sidder bare i den enkelte kampvogn og fører en lille krig her og der. Men jeg synes, at præsidenterne i højere grad burde lære at værdsætte de generaler, der tager kampene. De synes altid, der er noget galt med os. Men hvis ikke vi var der, hvad så? Du kan ikke bare sidde og flytte pengene rundt fra konto 1 til konto 2, uden der sker noget med dem. Ting udvikler sig ikke af sig selv.”
I foråret blev der lavet en læseranalyse for Berlingske Nyhedsmagasin, der viste, at læserne gerne vil læse om Klaus Riskær – hvorfor vil de det?
”Jeg tror, det har noget at gøre med, at det er en continued story. Klaus Riskær er: To be continued… Hvad der end er af ballade, og hvad der end står i aviser, så ved danskeren – ham man skriver for – han ved, at der kommer et nyt afsnit. The game ain’t over! Sådan er det bare.”
©Hanne Sindbæk
Brunch på sidespor
Medieomtale: Det er ikke altid en fordel, at dine projekter med det samme er på radarskærmen. I det projekt, jeg laver nu, havde jeg hellere været foruden.
Prisen: Når du arbejder, som jeg gør, så er du en egoistisk bastard. Det er det, du laver, der engagerer dig – og det er meget at kræve af dine omgivelser, at de skal leve med sådan en type, der melder sig lidt ud af den sociale gruppe en familie er.
Sammenbruddet: Den sociale udstødning af mig efter Accumulator Invest – det var da en frygtelig oplevelse. Da måtte jeg trække mig tilbage, holde mig for mig selv, bearbejde mig selv intellektuelt og finde ud af, hvad jeg havde gjort rigtigt og forkert. I begyndelsen var det alle de andre, der var nogle idioter.
Ung kone: Ditte er født i 1982. Hun kendte slet ikke Klaus Riskær – havde aldrig hørt om ham! At hun er meget ung, er et problem for mig, ikke for hende. Det kan være, jeg får et los i røven, når jeg bliver lidt for gammel.
