“Jeg vil have lov til at være kvinde”

Slagsmålet om topposterne udkæmpes mellem krondyrene med de store gevirer. Og sådan nogle har kvinder ikke, siger Kirsten Drejer, administrerende direktør i biotekselskabet Symphogen.

Jeg er ked af det, men vi er ved kvindernes kampdag, og nogen skal tale om det!
”Det er ellers et ret fortærsket et emne.”

Jo, men jeg vælger dog et positivt udgangspunkt og taler med en succesfuld kvinde fra en branche, hvor kvinder har succes, nemlig biotekbranchen.
”Det er egentlig underligt, at der er mange kvinder der, og det er kun i Danmark, det er sådan. Måske er det fordi, at biotek er ideelt for os, der vil ind og have indflydelse. Det er videnstunge virksomheder, hvor du arbejder sammen med højtuddannede folk om at lave nye lægemidler. Det er meget meningsfuldt, og det er en vigtig drivkraft for mig.”

Hvor tøset!
”Ja, men et stort must for mig og for mange andre kvinder. Et andet element er, at biotek’en har givet os, der er uddannet indenfor den naturvidenskabelige verden, mulighed for at hoppe ud og starte selv. Vi er mange, der har siddet i medicinalindustrien, hvor vi blev forfremmet, men aldrig helt op til toppen, så i mit tilfælde var det også et bevidst fravalg.”

Du var i Novo Nordisk, så hvorfor?
”Der var så mange kampe. Og den slags kæmpes mellem krondyrene med de store gevirer. Sådan nogle har vi kvinder ikke. Da jeg holdt op, forærede en kollega mig et udstoppet hoved af en kronhind. Sådan nogle har ikke gevir, men denne her havde udviklet en lille forkrøblet krølle af et gevir. Det har jeg tænkt meget over. Jeg tror, det er en erkendelse, mange af os kvinder gør, at vi ikke har det, der skal til, i de der kampe. Vi er ikke udstyret med testosteron, som er et meget vigtigt hormon, hvis man skal vinde en krig eller en kamp. Derfor er det uklogt at kaste sig ind på den arena. Man skal være meget maskulin for at gøre det, og det har været mig imod. Jeg vil have lov at tage mit køn på mig og være den kvinde, jeg nu engang er.”

Og bestemme selv?
”Ja, bestemme ultimativt og være med til at noget bliver til noget. Jeg har også arbejdet benhårdt i Novo Nordisk, men hvor mange lægemidler kom der ud af det?”

Hvorfor kom der ikke flere?
”Fordi det er en stor virksomhed, hvor man er mange om at bestemme; der er strategier, man følger, og man ændrer strategier undervejs, Jeg var kun en lille stemme i det store beslutningsdynasti. I biotek har man ét projekt, og man skal pinedød få det til at lykkes, ellers så lukker det.”

Jer biotekmadammer – har I dannet en klub?
”Nej, men vi snakker sammen, når vi mødes. Vi ses sjældent i København, men ofte på internationale konferencer. Der møder jeg især Mette Kirstine Agger fra 7tm Pharma, Eva Steinæs fra Zealand og Ingelise Saunders fra ACE BioSciences, som i øvrigt er en af de få kvinder, der har været direktør i Novo Nordisk.”

Forskere er I alle – Eva Steinæs har sagt, at der skal forskere til at lede forskere.
”Man får i hvert fald umiddelbart noget respekt. Det ville være en katastrofe, hvis der kom en, der ikke kendte forskningens grundvilkår, og som begyndte at råbe op om, hvorfor man ikke havde nået det ene og det andet. I biotek har man en hypotese, som man tester i laboratoriet. Nogle gange lykkes det, andre gange gør det ikke. Hvis ikke, er det, fordi hypotesen var forkert; ikke fordi forskerne var nogle idioter. Så det er nødvendigt, at man har forståelse for fundamentet for den mærkelige forretning, det er. Og det er det jo. Vi tjener ingen penge – i mange år bruger vi kun.”

Det siger man, at kvinder er gode til. Måske er det derfor, der er så mange af i biotek?
”I hvert fald stopper det os ikke. Vi har is i maven til at leve med det, men at the end of the day skal der alligevel være penge i tingene – i hvert fald i det, jeg arbejder med.”

Hvad tænker du, når dine gamle topchefer i Novo Nordisk siger, at de frygtelig gerne vil have kvinder i toppen?
”Det vil jeg helst ikke udtale mig om… Jeg synes, vi må kigge på resultaterne. Det er oftest kvinder, der bliver beskyldt for at snakke for meget. Hvis man sætter sig et mål, så må man forvente resultater i løbet af nogle år. Og da vil jeg sige: Se på resultatet. Har de bestået – har de ikke bestået?”

Det vil vi så lade læserne vurdere, men det er meget moderne at sige, man gerne vil have kvinder i toppen.
”Jeg synes så, man skal holde dem oppe på det, de siger. De skal walk the talk, som det hedder. Det lærer vi alle sammen på lederkurser. Tallene taler deres eget sprog. I min resultatorienterede verden er det sådan, at hvis folk stiller sig op og siger, de gerne vil have kvinder i topledelsen, så må de levere.”

Mange siger, at de kvindelige kandidater ikke er der.
”Det er decideret usandt. Så meget mening har jeg. Jeg taler med mange meget kvalificerede kvinder, som rigtig gerne vil påtage sig topjobs. De får dem ikke tilbudt. Det er så en anden ting, der nok har rod i biologien. Vi kvinder er vant til at skulle kåres. Vi prøver at vise, hvor gode vi er og tænker, at så må de snart få øje på mig. Men vi går ikke ud og siger: SE hvor dygtig jeg har været! I skolen lærer vi, at det er indholdet, der tæller. Jo dygtigere du er, jo højere karakter får du. Vi lærer ikke, hvor vigtig formen er. Vi lærer ikke det, som tæller ude i erhvervslivet, at netværke. Ud og snak og skab netværk, for det er der forretningerne foregår. Det ved mænd intuitivt, men vi andre sidder med vores indhold og venter på, at nogen giver os en fin karakter.”

Har du lært det?
”Ja, men jeg skulle blive relativt gammel, før jeg nåede så vidt. Det var en tidligere topchef i forskellige Novo-datterselskaber, der lærte mig det. Ham diskuterede jeg tit med, og han kunne få mig helt op i det røde felt med sit: ”Det er på golfbanen, det foregår Kirsten!”. På et tidspunkt bad han mig om at sætte en dag af til ham. Jeg tænkte, at jeg ville komme til at spilde en hel dag, og det var ikke til at holde ud, men jeg gjorde det, og han tog mig under armen, og så vi gik over på den anden side af gaden, hvor alle topdirektørerne indenfor salgsorganisationen sad. Han bankede på hos den ene efter den anden, smalltalkede lidt og spurgte, hvad der ellers skete i organisationen. Vi var rundt i både Bagsværd, Måløv og Gentofte, og den dag blev jeg så klog på, hvad der skete i Novo Nordisk. Det arbejde kunne jeg aldrig have lavet på mit kontor.”

Det lyder som lidt af en åbenbaring?
”Det tog lidt tid før det bundfældede sig, for jeg havde min stædighed, men jeg er ham dybt taknemmelig. I stedet for at bliver irriteret over at netværk er det, der rykker, har jeg sagt til mig selv, at så må jeg lære det.

©Hanne Sindbæk

Brunch på sidespor

Håndarbejde: Da jeg i 1. klasse strikkede noget til håndarbejde, viste min mor det til min far og spurgte om dét ikke var flot. Han sagde, at det ku’ da godt være, men han så hellere, jeg læste en bog frem for det nørkleri. Siden har det været med ganske katastrofale resultater, når jeg har forsøgt mig med håndarbejde.

Danisco: I Dansico er det hele så stort, velorganiseret og velgennemarbejdet. Det materiale, vi får i bestyrelsen, er let tilgængeligt og overskueligt og møderne er meget velorganiserede. Der er ressourcer til at køre alt professionelt. Der er klasser til forskel til os i Symphogen, hvor vi gør den slags så godt, vi kan.

Antishopper: Når jeg har fri, gider jeg ikke bruge tid på at gå i forretninger, men når jeg er ude og rejse, så nyder jeg det, hvis jeg kan nappe et par timer til at shoppe i San Fransisco, Tokyo og sådan nogle steder. Ellers er Københavns Lufthavn også ved at være et meget godt sted at købe sko f.ex.

Sliderne: Kvinder bliver jo forfremmet, gerne til funktionschefniveau, fordi de er karakteriseret ved at lave arbejde i store mængder, få det gjort og afleveret i fremragende kvalitet. Og det er der brug for, men det skaffer dem ikke topjobbet.

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *