ISS’ Eric Rylberg vil hellere være i end rumraket end på den gyldne middelvej. Og så mener han, det er på tide, at bekæmpelsen af kvindeundertrykkende totalitære regimer kommer højere op på agendaen.
”Gefärlich – hvad består det farlige mon i? Dybest set er der jo ikke nogen, der kan gøre os noget. Det skal man også tænke på, når man sidder og roder med milliarder. Var det ikke Jesus, der sagde til sine domsmænd: I kan ikke gøre mig noget, mit rige er ikke af denne verden? Det er mit rige selvfølgeligt, men nogle gange skal man overveje, om de bekymringer, man gør sig, står i et rimeligt forhold til virkeligheden. Man har da haft mange bekymringer i livet, som ikke er blevet til noget!”
Og så er der ting, der sker, uden man har bekymret sig – hvordan var det lige det gik med dig i Copenhagen Marathon?
”Godt, men jeg faldt og slog mig. Blodet løb, og jeg brækkede fingeren, så det var noget værre noget. Det var desværre allerede efter 10 km – så der var altså langt hjem. Men jeg kom op og løb videre, og der blev da taget nogle ret dramatiske billeder af mig med blodet silende.”
Det er jo ikke spor fornuftigt – hvorfor gør du sådan noget?
”Hvis du kun gør det, der er strengt fornuftigt, så finder du for det første aldrig grænsen og for det andet, så sker der aldrig andet, end hvad der er trygt og konformt. Jeg kan huske min mor havde et udtryk, jeg hadede: Den gyldne middelvej. Jeg vil f… ikke være på den gyldne middelvej. Der vader de alle sammen rundt, og man kan næsten høre dem synge ”Langt højere bjerge”.”
Men hvorfor skal det være så ekstremt?
”Det ved jeg ikke… forleden præsenterede vi vores kvartalsregnskab – det foregår med live webcast, hvor der er sådan en countdown, og da slog det mig pludseligt: Tænk hvis vi sad i toppen af en rumraket, og der var 30 sekunder til, vi blev skudt af sted. Så ville vi nok ikke være så afslappede… vi ville have godt fat i armlænene – og dér leves livet! Det må være en oplevelse out of the ordinary. Man kan rejse hele verden rundt, men jeg er godt nok aldrig blevet chokeret over, at træerne er blå. De er grønne over alt. Så mere forskellig er verden heller ikke. Hvis du virkelig skal ud, hvor det rykker, er det sikkert i verdensrummet eller på toppen af Mount Everst.”
Jeg har tit tænkt på, at der er en forståelseskløft mellem erhvervslivet og de humanister, der præger debatten. Har erhvervslivet gjort nok for at fylde den kløft op?
”Nej, det har man ikke. Punktum. Men så vil jeg godt sige, at det gør mig pessimistisk, at samfundet som sådan afskyer det kommercielle og på den anden side er glade for at leve af de skattekroner, der kommer ind den vej. Og jeg kan ikke lade være at tænke på, at når man herhjemme taler om, at arbejdsløsheden stiger, så glemmer man, at den altså falder i verden. Hvis man nu hævede sig lidt op i paraplyen, kunne man vel spørge: Er det ikke bare vi forkælede folks problem? Vi vil ikke acceptere globaliseringens vilkår og tage handsken op. Vi er ikke længere de særligt udvalgte få. De andre vil også være med nu – det øger kravene til os. Så kommer der sådan en antiglobaliseringsbevægelse, som jeg synes er asocial – inderne og kineserne har da lige så meget ret til at få et godt liv!”
Tilbage til forståelseskløften!
”Hvordan man får den forståelseskløft fyldt op, ved jeg ikke. Jeg synes bare, man skal passe på, at hele samfundet ikke bliver akommercielt. Det er markedsøkonomien, der har sænket den globale arbejdsløshed. Den har åbnet mange samfund og gjort mange ting – det kan man ikke argumentere imod. Med den succes markedsøkonomien har haft i hele verden også politisk, så lad være at kvæle den her i et af verdens mest planøkonomiske samfund.”
Hvis en humanist og en kommercialist skal tale sammen, bliver de hurtigt fjerne i blikket, når den anden siger noget…
”Ja, og hvis man så snakker politik, så bliver vi sikkert også hurtigt uenige. Jeg har en tyrkertro på, at man næsten altid er nødt til at have en absolut holdning. Når du ser totalitær ondskab, må du bare bekæmpe den no matter what. Du skal ikke stille dig selv alt for store dybsindige spørgsmål, for det virker ikke på sådan et regime.”
Så har vi i den vestlige verden da et stramt program – du kan finde de første 10 totalitære regimer bare i Afrika!
”Det behøver ikke nødvendigvis bekæmpes militært, men vi kan da godt have det som dagsorden, at vi ikke vil tolerere, at der er sådan nogle bavianer, selvom de ikke generer os. Ud fra en human betragtning vil vi ikke tolerere, at der er mennesker her på jorden, der lever under regimer, der er rædselsfulde og ødelægger hele deres liv. Der er kvinder, der aldrig når at have et liv for fanden. Det må højere op på agendaen.”
Hvad gør du for at forbedre verden?
”Ud over at betale en hulens skat til dem, der har tid til at gøre noget ved det, så gør vi faktisk noget på det lange sigt. Vi er f.eks. med til at indføre en skandinavisk holdning til korruption og bestikkelse rundt omkring. Med alle de mennesker der går igennem vores system er det meget vigtigt. Altså, vi gør mig bekendt ikke forretning i udlandet på en måde, som jeg ikke vil være stolt af også i Danmark.”
Ligger der ikke meget i det der ”mig bekendt”?
”Ikke andet end når man har 280.000 mennesker ansat, så er der altid en risiko for, at en eller anden gør noget, som er imod virksomhedens holdninger. Men jeg lover dig, at vi har blodhundene efter dem. Og vi har også taget en anden konsekvens af vores holdninger. Der er lande, jeg vil ikke nævne hvilke, hvor vi går uden om en række forskellige kundetyper, hvor vi ved at korruption er udbredt. Så tager vi konsekvensen, selvom vi får mindre forretning. Det koster virkeligt omsætning, at vi ikke vil bruge de lokale metoder.”
Gik du ind for Irak-krigen?
”Jeg synes, den gamle Bush skulle have fortsat til Bagdad for 10 år siden. For mig handler det ikke om masseødelæggelsesvåben eller ej – Sadam Hussein har simpelthen for mange liv på samvittigheden.”
Nogle mener jo, at USA bare var ude efter Iraks olie!
”Det er SÅ naivt. Hvis du ser på, hvad den krig koster amerikanerne! Om de så graver al olie op af Iraks jord de næste 40 år, kan det ikke betale det.”
Så du tror, amerikanernes motiver var ædle?
”Jeg sad i en lounge i Malaysias lufthavn sammen med en flok amerikanere, mens der blev talt stemmer op ved præsidentvalget. Det tydede på, at Bush ville vinde, og jeg spurgte en amerikaner, der var meget kritisk overfor Bush, hvorfor han dog blev genvalgt. Han sagde, det var meget simpelt. ”Det kan godt være, man er hamrende uenig med Bush, men vi tror alle sammen på, at han mener, hvad han siger. Kerry der imod siger de rigtige ting, men vi er saftsusemig i tvivl, om han mener det” Sådan har jeg det også – jeg tror dybest set, Bush tror på det, han gør.”
©Hanne Sindbæk
Brunch på sidespor
Bøger: En bog som jøden Klemperers dagbog fra krigens Dresden er enormt tung at komme igennem, men tilfredsstillelsen ved at have læst den er meget større, end hvis jeg læser et eller andet mysterium, hvor man siger: Nå, og hvad så – det var nogle hurtige kalorier.
Statsministeren: Hans styrke er, at hans projekt står ret klart. Han har holdt sine valgløfter, er meget forudsigelig og det er transparent, hvad der foregår. Hvis der kommer en valgkamp nu, har han nogenlunde let ved at sige hvad han vil. Han har faktisk bøjet det i neon.
Fortrydelser: At jeg ikke blev fysiker, vil jeg nok fortryde til mine dages ende. Men hvis jeg var blevet fysiker, ville jeg nok fortryde, jeg ikke blev økonom.
