Brug pæren når det klør i lovgivningsfingeren

”Pæne pærer? Alle vores pærer er da pæne!” Jeg kunne se på ekspedienten i byggemarkedet, at han godt selv vidste, han løj. Det var det tredje sted, jeg havde ledt efter el-pærer, der var til at holde ud at se på, både når de var tændt og slukket. Det bedste bud var mærket Vintage, som var en nostalgisk serie efterligninger af Edisons gode gamle glødepærer. De var fine at se på. Desværre var det helt minimalt, hvad de gav af lys.

Det er alligevel vildt at tænke på, at her tre år efter det totale forbud mod glødepæren, er der stadig ikke kommet et lysende godt alternativ. Bevares der er kommet rigtig mange mere og især mindre spændende bud, men jeg er næppe den eneste, der har spildt rigtig mange penge på pærer, der gav for lidt, for meget, for deprimerende lys eller gik i stykker på nul-komma-dut.

Det burde den lovgivende klasse tænke lidt over. (Den omfatter både lovgiverne og dem, der lobbyer for lovgivning).

Intentionen var nobel. Der kunne spares voldsomme mængder energi, hvis alle i EU skiftede til sparepærer, og man regnede med, at et forbud ville presse producenterne til at udvikle noget nyt og godt.

Tænk, hvis man gjorde det samme med biler og besluttede, at fem år fra nu er det forbudt at køre i benzindrevne personbiler! Så ville vejene være fyldt med elbiler, og hovedparten af dem ville stå stille.

Jeg har over sommeren fulgt en Facebookvens glæder og især sorger over sin nyerhvervede el-bil. Om hvordan det koster hende 120-195 kroner blot at holde på den parkeringsplads i København, hvor hun kan oplade bilen i de 8 timer, det tager. Om hvordan en fuld opladning kun giver halvanden times kørsel. Om hvordan rækkevidden halveres, hvis hun hører radio. Nu er hun træt og går tilbage til benzinbilen. Det er godt, hun har den mulighed. Det har vi lysfølsomme elpærekunder ikke.

Helt uden hjælp fra forbud er der alligevel udsigt til, at meget bedre el-biler kommer på markedet. Tesla’en har åbenbart løst en del af problemerne. Den kan køre op mod 500 km på en opladning, og er man i nærheden af en af Tesla’s superchargere, tager det minutter ikke timer at blive klar igen. Bilen ser oven i købet laber ud og kan accelerere fra 0 til 100 km/t på tre sekunder. Så koster den også på den smertefulde side af en halv million kroner. Men den er der. Den dur. Og den bliver stadig mere almindelig i gadebilledet. Mon ikke en del af Tesla’ens nye teknologier vil blive overført til biler, der kan produceres til en mere folkelig pris? Jeg tror det.

Tesla’s udvikling er drevet af vor tids Edison, Elon Musk. For 125 år siden løste Edison en mængde problemer og gjorde strøm alment brugbar ved de produkter, hans virksomhed General Electric udviklede. Der var ikke meget ved at have opfundet glødepæren, hvis ikke der var elværker, der kunne forsyne brugerne med strøm. Derfor udviklede han også kraftværker. Elon Musk’s vilde ambition er at lave kolonier på Mars. Så han opfinder og udvikler på livet løs: Raketter, rumfartøjer, solenergisystemer. I slipstrømmen af de mange ideer kunne nogle bruges i en mere almindelig jordelig hverdag. I bilen som er opkaldt efter Edisons skarpe konkurrent, opfinderen af vekselstrømmen, Nikola Tesla.

Det ville være dejligt, hvis flere så lyset, og gav mere plads til folk med visioner om at skabe nyt og mindre til dem med visioner om at skabe forbud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *