”Man skal kunne tåle at blive ydmyget”

Hvis man vil vide noget om at lede i strid modvind, så er der næppe nogen bedre at spørge end Liberal Alliances frontfigur Anders Samuelsen. Han blev leder på afbud for et fallitbo, han selv havde været med til at skabe. Hans historie kunne have stået model til det gamle slagord: Du har ikke en chance – brug den! I dag er hans største bekymring som leder, hvordan han undgår at blive blændet af successen. ”For så er det, man kaster sig ind i nedturen med bind for øjnene,” sagde han, da jeg interviewede ham i november 2012.

Hvad er godt lederskab?

”Det er 50 procent at lytte – 50 procent at eksekvere; at handle. Det har jeg lært af Lars Seier Christensen. En ting er at snakke, men der skal også handles. Når det at lytte fylder så meget for mig, skyldes det, at jeg er ret bevidst om alt det, jeg ikke kan. Derfor har jeg brug for at knytte folk til mig og stole på, at de gør det bedste.”

Hvad egenskaber tæller som leder?

”Jeg tror, det er evnen til at eksekvere og til at holde fast. Vedholdenhed. Man skal ikke være bange for at blive ydmyget. I hvert fald ikke i den branche jeg er i. Man bliver bedømt hver dag, og man kan ikke blive bedømt godt hver dag.”

Hvilke lederkvalifikationer har du?

”Jeg tør godt risikere noget, og det er måske det, der gør mig til leder. Jeg kom ikke ind i politik ved at arbejde mig op fra Radikal Ungdom. Jeg kom ind ved et tilfælde med kun 173 personlige stemmer i 1998. I 2005 havde jeg efterhånden været så længe i politik, at jeg havde ideer til, hvordan man kunne gøre det anderledes. Jeg foreslog, at de radikale skulle gå til valg – ikke på at vælte Anders Fogh, men på at ændre hans politik. Det ville de ikke høre tale om, og så vidste jeg godt mine dage i partiet var talte. Da var det at Gitte Seberg og Naser Khader kom ind over, og vi havde den ide om at redde Danmark og skabte Ny Alliance. Men vi var forholdsvis uforberedt, og det gik så også galt. Vi manglede en plan om, hvad vi egentlig ville.”

Har du forandret dig i den proces?

”Jeg har været nødt til at finde nogle andre sider frem i mig selv, for jeg har aldrig drømt om at være partileder. Jeg har været tæt på Marianne Jelved og har set, at det ikke er et særligt taknemmeligt job partileder. Der er sjældent nogen, der takker en for det, man gør. I Liberal Alliance har vi fem procents opbakning, og det vil sige, der er 95 procent der ikke stemmer på os. Men da alle andre forsvandt, var der kun mig tilbage, og så måtte det blive sådan.”

Det var et fallitbo, du overtog – et fallitbo du selv havde været med til at lave. Hvorfor troede du, du kunne?

”Det var helt banalt fordi Lars Seier Christensen og Leif Mikkelsen stadigvæk troede på projektet, og de troede på mig. Jeg havde hele tiden haft en fornemmelse af, at det ikke var umuligt at få to procent af stemmerne, men den afgørende forudsætning var, at jeg havde de bedste folk omkring mig.”

I havde været tre om at lave det fallit bo – følte du dig ikke selv som en fiasko?

”Helt enormt! Grunden til, at jeg alligevel turde kaste mig ud i at blive leder for Liberal Alliance, var, at der er tre ting, man som politiker ikke må: Blive anklaget for at være doven, for at være faglig inkompetent og for at lyve. En af delene kan man måske klare – to så er man på spanden; tre så er man færdig. Der var ikke nogen, der havde anklaget mig for nogen af de tre ting. Så jeg havde en mulighed for at komme tilbage.”

Du havde brug for at tiltrække folk, men hvordan kan man det, når hele verden ser en som en taber?

”Ja og man blev skilt samtidig…”

Selvfølgelig gjorde du det…

”0,0 procent af stemmerne i meningsmålinger og fraskilt. Da var det, jeg begyndte at løbe igen – for det er noget, jeg kan bedre end de fleste. Det er svært at være i dårligt humør, når man har løbet, så jeg besluttede, at jeg skulle løbe en tur hver gang jeg kom i dårligt humør. I løbet af tre måneder var jeg i form til et maraton! Jeg var nødt til at løbe to gange om dagen, så elendigt et humør var jeg i. Så løb jeg maraton i Berlin på under tre timer, og det rundede på en måde nedturen af. En uge før vi startede Ny Alliance havde jeg løbet maraton i Hamborg også på under tre timer.”

Så du fik hevet dig selv op?

”Ja, for jeg er også meget påvirket af min fars historie. Da han røg ud af politik og blev skilt, kollapsede han. Han drak sig selv ihjel over en 20årig periode. Det har jeg lovet mig selv aldrig at gøre overfor mig selv og mine børn. Når man er på 0,0 over to år og er blevet skilt, så kan det jo ikke blive værre. Så har man ramt bunden. Mentalt er det enormt vigtigt, at der er folk, der bliver ved med at tro på en. Jeg har haft en mentor hele vejen igennem. Han hedder Helge Simmelsgaard og var min chef på Castberggård Højskole for døve og hørehæmmede. Han er en mand, jeg stoler 100 procent på. Han går ikke efter mit job. Han vil mig det bedste. Det er folk, som vil mig og partiet det bedste, som jeg omgås. Da vi var på 0,0 var det en kerne bestående af Lars Seier Christensen, Leif Mikkelsen, min mentor Helge, Søren Kenner, min storesøster, min ven Bjarne og fra sommeren 2009 Simon Emil Ammitzbøll, der blev ved med at sige: Du kan godt.”

Men du måtte vel mande dig op og være leder. Hvad gjorde du for ikke at virke latterlig?

”Det kunne jeg ikke undgå. Dengang sagde de fleste journalister på Christiansborg, når jeg kom gående: Dead man walking. Jeg var latterlig. Hvis man kæmper imod det, bliver man som ham ridderen i Monty Python, der først får hugget den ene arm af; så den anden; så benene og til sidst siger: Lad os kalde det uafgjort! Det må man bare indse.”

Det var som den gamle slagord: Du har ikke en chance – brug den! Men hvad gjorde du helt konkret, der bragte jer videre?

”Lars Seier Christensen sagde på et tidspunkt til mig, at det ikke kunne passe, at politik var så forskelligt fra erhvervsliv. Hvis man lagde en god plan og eksekverede på den, så skulle det kunne lade sig gøre. Så vi lavede en analyse af, hvor de andre partier lå, kontra det vi ville stå for. Hvis konklusionen på den analyse havde været, at det, vi ville stå for, stod de andre allerede for, så havde vi droppet hele projektet. Men det var så tydeligt at vi stod for noget, som rigtig mange i bund og grund efterspurgte og ingen leverede.”

Lavede I simpelthen en matrix?

”Vi lavede sådan en firefaldstabel, som meget enkelt forklarede det. En x-akse med den gamle måde at dele partierne op på en højre venstre skala. Socialister i den ene side og folk der troede på markedsstyring til den anden side. Dengang de radikale var i midten, socialdemokratiet og SF til venstre; kommunisterne helt ude på den ene fløj og på den anden de konservative, Venstre og Fremskridtspartiet. Men der kom en helt ny dimension ind i politik, så det ikke længere kun var højre-venstre. Partierne delte sig op på en y-akse med global versus national orientering. Det gav et helt nyt politisk landskab, og da vi fik plottet alle partierne ind i det i vores analyse, kunne vi se, at vi lå ret alene i området for de globalt orienterede markedsstyring.”

Der var altså et enormt ”marked” ingen havde sat sig på?

”Naser Khader, Gitte Seeberg og jeg kom med hver vores til Ny Alliance. Jeg kom med max 40 procent skat, som vi også siger i dag. Naser kom med integration, Gitte med den rare sociale konservative. Da de forsvandt stod vi tilbage med det, jeg var kommet med. Det var kernen. Hvis Anders Fog Rasmussen ikke havde flyttet Venstre ned mod Socialdemokraterne, havde der ikke været nogen grund til vores eksistens.”

Du stod vel med en troværdighedsudfordring efter Ny Alliance, hvordan overkom du de vanskeligheder?

”I Ny Alliance meldte folk sig på baggrund af, hvad de troede, vi stod for. I Liberal Alliance valgte vi at gøre det modsatte. Vi valgte fire ting, vi stod for, så folk vidste, hvad de meldte sig til. Hvis de ville høre noget om døde frøer og en pose lakridser i Nordjylland, så måtte de gå til nogle andre. Vi udtalte os ikke om den slags. Det blev en kæmpe forløsning. I Ny Alliance meldte folk sig ud i skuffelse, når jeg åbnede munden. I Liberal Alliance blev folk bekræftede i, hvorfor de havde meldt sig ind. Der var ingen, der blev overraskede, når jeg sagde 40 procents skat. Det var en kæmpe turn around mentalt.”

Hvad gjorde du i praksis?

”I efteråret 2009 var der kommunalvalg, og jeg stillede op i min hjemby Horsens. Der oplevede jeg det samme lokalt, som jeg havde oplevet nationalt; nemlig at ingen gad citere mig. Derfor ringede jeg til reklamemanden Søren Kenner og sagde, han måtte hjælpe. Jeg ville indrykke annoncer – meget store annoncer.”

Hvorfor stillede du egentlig op til kommunalvalget?

”Det var et forsøg på at vise, at der, hvor man kendte mig, kunne jeg få over to procent af stemmerne. Kunne jeg det lokalt, kunne jeg også nationalt. Søren Kenner skrev to meget teksttunge annoncer med hele vores principprogram og så de tre ting, jeg ville gøre i Horsens. De kom i avisen om lørdagen og mandagen, hvor valget var om tirsdagen. Det gav to ting: Dels fik jeg forklaret, hvad jeg stod for, dels gav det et indtryk af, der var muskler bagved. Da jeg fik 3,8 procent af stemmerne der og mandatet, så måtte det være den rigtige løsning også nationalt: Vi skulle annoncere. Vi – især Søren Kenner – brugte et halvt år på at planlægge det, inden vi i starten af marts indrykkede den første annoncekampagne. Halvanden måned efter var vi over to procent i meningsmålingerne. Og det var vel at mærke ikke annoncer, der så lækre ud. Det var politik og masser af indhold. Det virkede. Og det var helsides annoncer, så folk kunne mærke der var pondus bag.”

Det kunne vel også give bagslag, at det var nogle pengemænd, der stod bag?

”Ja, men det er vores vælgere helt ligeglade med. For nylig blev jeg spurgt af Politiken, om Saxo Bank havde afgørende betydning for vores eksistens. Jeg sagde bare ja. For uden dem havde vi ikke haft penge til vores annoncer. Det afgørende er, at jeg flytter ikke mig på grund af det.”

I har i modsætning til andre partier valgt at stå ved jeres sponsorer?

”Ja og takkede dem på Landsmødet. De holdt ved gennem de år, hvor vi lå på 0,0 af stemmerne og var dårlig presse for banken. Det gør altså indtryk. Da Lars Seier Christensen på et tidspunkt kom i modvind og spurgte, om han ikke skulle trække sig, for han risikerede at være dårlig presse for partiet. Da sagde jeg, at det kommer ikke til at ske, for jeg står ved vores samarbejde. Det skaber nogle relationer, der er så nære, at jeg ikke behøver at frygte at få en kniv i ryggen.”

Deler du også Lars Seier Christensens ultraliberale holdninger?

”Nej, vi står ikke samme sted. Lars er begejstret for Ayn Rand, som jeg aldrig har læst. Men Lars vil gerne støtte noget, der trækker i den rigtige retning. Han ved godt, at vi ikke står samme sted, men han stoler på, jeg ikke forvandler mig til en socialdemokrat den dag, vi står med de afgørende mandater. Det har inspireret mig at mærke, at Lars er enormt stolt over at have været med til at lave det her.

Saxo Bank har jo også fået mange tæsk gennem tiden – har du kunnet spejle dig i det?

”Absolut. De brugte i en annoncekampagne Churchill-citatet: ”If you’re going through hell keep going.” Det passede lige på Liberal Alliance også.”

Op til valget var du ude og tale for selv bittesmå forsamlinger med otte mennesker. Hvorfor gjorde du det?

”Fordi min ven Bjarne skubbede til mig, fordi man på den måde får en time eller halvanden med folk, hvor man kan fortælle sin historie – også den personlige. Samlet set nåede jeg at møde 20.000 mennesker, og hvis hver af dem fortalte om det til 10, så har mine helt egne budskaber 200.000 mennesker. Der er lidt pyramidespil over det. Da valget så kom, havde vi et princip, der hed arme og ben inde i bussen. Altså vi skulle fokusere på vores kernebudskaber udelukkende. Jeg eksekverer stadig på det. Jeg blev for nylig tilbudt at komme med i Clement i 25 minutter på nationalt tv. Det vil man som politiker gerne. Men det skulle handle om USA, og det ved jeg helt banalt ikke nok om, så jeg takkede nej. Det skal man turde. Vi har fire mærkesager og det fokuserer vi på.”

Det må være svært for en politiker at sige nej til at udtale sig?

”I starten var det ikke noget problem, for da var der ingen der spurgte! Men selvom vi blev skoset for eksempelvis ikke at have en udenrigspolitik, så stod vi bare fast. Og jeg tror det lokkede flere til, fordi de kunne lide at vi fokuserede. Vi bestemte os for en masterplan, der hed: Giv os 8 mandater! Det syntes mange var helt vildt. Men vi var hele tiden meget bevidste om, at hvis vi lykkedes med vores projekt, så ville alt det dårlige komme godt tilbage. Man får en enorm anerkendelse som the come back kid. At man havde stået det igennem giver i sig selv lederpoint. Derefter behøver man ikke forklare, at man er leder. Man er det bare. Og stemmemæssigt ville det være sådan, at hvis vi først kom over to procent, var der ikke langt til tre og fire procent alene på grund af come back-effekten.”

Du satte selv dit hold – hvad tænkte du da?

”Vi pegede ud, hvem der skulle være spidskandidater i hvilke kredse, og det var mig, der skulle placere dem. Det har jeg lært af Pia Kjærsgaard; topstyring er afgørende, når man starter noget nyt. Leif Mikkelsen sagde til dem, at i det øjeblik valget var udskrevet, ville vi låse dem ned i en kælder og først åbne tre uger efter, og så ville de være valgt til Folketinget. I de tre uger kunne de ikke bidrage med noget som helst.”

Gosh!

”Sådan var det. De skulle ikke være særligt synlige, for den eneste grund til, at de ville blive citeret, var hvis de et kort øjeblik sagde noget dumt. Det var ikke svært at overbevise folk om det – vi kunne bare henvise til, hvordan det gik Lars Kolind. Godt nok blev han berømt, men han kom ikke ind. Så i valgkampen var det Simon Emil Amnitzbøl og jeg, der tegnede butikken.”

Men det er jo et hold af individualister – hvordan kan de trives i topstyring?

”Fasen efter valget og frem til næste er noget andet. Lige i starten havde vi et behov for at vise, vi ikke kollapsede. Det har vi også klaret. Vi er stadig på fem procent. Nu er folkene ude og arbejde og lave forhandlinger. Joachims sag med Carina var f.eks. ikke planlagt og topstyret. Det var hans initiativ. Men han og alle vi andre er opmærksom på, at vi ikke vil sige noget baseret på en følelse. Det skal være fagligt funderet. Da han var ude hos Carina, var han ikke heldig men forberedt. Vi sagde til ham, han ikke skulle stille op, før han havde fået tallene – de helt præcise tal for Carina. Det var det, der ødelagde det for Özlem. Hun kendte ikke tallene, kun følelsen. Det var noget af det vildeste tv siden Glistrup.”

Hvad er din næste store udfordring?

”Det er at huske, vi ikke er ufejlbarlige, for så bliver det farligt. Så bliver man blind for mange ting. Jeg prøver at være opmærksom på at undgå at de ting, der er gået godt for mig, blænder. For så er det, man kaster sig ind i nedturen med bind for øjnene. Det er det, der adskiller den gode leder fra den dårlige.”

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *