Anders – han spørger bare!

IMG_0199Engang blev chefredaktøren på det magasin, jeg arbejdede på, fyret. Hans midlertidige afløser holdt en lille tiltrædelsestale, hvori han erklærede, at han havde tænkt sig at drive magasinet på den måde, at vi skulle lade som om, vi var alene hjemme. Det var ikke bare morsomt. Det frigjorde også en opsparet energi blandt vi meget ledelsesresistente og egensindige medarbejdere, der sprudlede over med nye ideer og spændende initiativer.

Jeg kom til at tænke på den episode, fordi jeg, mens du læser dette, sidder i Aalborg Kongrescenter for at overvære Liberal Alliances Landsmøde. (Jeg går naturligvis ud fra, at du læser klummen her som det første lørdag morgen. Med mindre du har smuglæst den allerede, da Børsen udkom i går aftes.) Det er nemlig nogenlunde samme måde, Anders Samuelsen forvalter sit lederskab af Liberal Alliance på. Det ved jeg en lille smule om, fordi jeg for et par år siden skrev hans historie i bogen ”Comeback Kid”. Hvordan det projekt kom i stand er i øvrigt et oplagt eksempel på den Samuelsenske metode: Jeg lavede et interview med Anders – som jeg aldrig havde mødt før – og efter 45 minutter, spurgte han: Kan du ikke hjælpe med en bog, jeg er ved at lave?

Sådan er det med ham. Hvis der er nogen, der kan være til gavn eller glæde, så spørger han. Han har ikke været bange for at få et nej, siden han i sin pure ungdom på Samsø brændte varm på Jane. Drengene var vilde med hende, men hun afviste alle. Det stoppede ikke Anders. Han tænkte: ”Jeg ringer sgu til hende!” Og så gjorde han det: ”Hej, det er præste-Anders nede fra Tranebjerg. Jeg tænkte på, om du kunne tænke dig at være kæreste med mig?” Og hun sagde sgu JA!

Den slags succeshistorier brænder sig ind i en ung drengs sjæl og bliver en del af hans handlingsmønster. Anders spørger bare uden at være bange for at få nej.

Derfor er det en broget flok, han nu kan se ud over her i kongrescenteret. Et væld af personligheder der har valgt at lægge deres engagement i alliancen. Folketingsgruppen alene er et sammenrend af individualister, der i udgangspunktet må være et mareridt for en leder. Mette Bock, Joachim B. Olsen, Merete Riisager, Ole Birk Olesen og Henrik Dahl er ikke folk, der er lette at få til at gå i takt. Hvad Anders Samuelsen da heller ikke forsøger. Men han sørger for at utakten bliver holdt bag hermetisk lukkede døre. Det er ikke alliancens gruppemøder, man kan læse anonyme referater fra i avisen.

De færreste ville evne at samle så mange så kompetente folk omkring sig og give dem plads. Liberale mennesker vil aldrig synes, de får plads nok, men gruppens medlemmer er klar over, at andre partiledere næppe ville have ladet dem udfolde sig i samme grad. Og sker det, at de går for vidt, så har Anders Samuelsen sin gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll og landsformand, Leif Mikkelsen med på tæskeholdet. Det er et fasttømret triumvirat af en ledelse, hvor nogen er mere håndfaste end andre, og det samarbejde er lykkes, fordi Anders Samuelsen ikke er bange for at give magt fra sig.

Selvom ikke alle i gruppen er enig med ham i alt, og selvom en frustrerende konfliktskyhed også er en del af partilederens DNA, så har medlemmerne en dyb respekt for ham. Få har taget så mange tæsk som ham og har overlevet det. ”Man skal ikke være bange for at blive ydmyget!” sagde han, da jeg i 2012 første gang interviewede ham og spurgte, hvilke værdier der talte for en leder. I Liberal Alliances første nul-komma-nul-år sagde de fleste journalister på Christiansborg: Dead man walking, når han kom gående ned ad gangen. Hvordan kunne man fortsætte og lade som om man var leder, når man var så latterlig? ”Man må indse, at man er latterlig. Hvis man kæmper imod det, bliver man som ham ridderen i Monty Python, der først får hugget den ene arm af; så den anden; så benene og til sidst siger: Lad os kalde det uafgjort! Det må man bare indse,” har han sagt. Ydmygelsen sidder i kroppen og har lært ham ydmyghed. Han ved helt ind i knoglerne, at han ikke er Cæcar. Og han ved, han har brug for andre. Det er helt typisk, at han i mandags skrev på sin facebookside: ”Arbejder på min landsmødetale. Hvad synes du er vigtigt at få med efter et fantastisk LA-år?” 177 gav deres besyv med. Hvis han følger dem, så kommer han vidt omkring: Afskaf pantsystemet, afskaf Grundejernes Investeringsfond, Outsource fængsling af kriminelle fra f.eks. tredje dom til et billigt land – måske Rumænien, Højere forsvarsbudget, Jeres sociale ansvarlighed. Jeres fokus på at kalde jer et arbejderparti. Jeres intention om at effektivisere velfærdsstaten.

Nå, men nu er jeg nødt til at smutte. Nu kommer talen fra ”Den store Leder”, som Lars Seier Christensen altid drillende kalder Anders Samuelsen. Det er sjovt – fordi det er sandt. For det første er partilederen ikke ret høj. Partisponsor Numero Uno er mindst en kvart meter højere. For det andet er Anders Samuelsen ikke nogen stor leder i klassisk forstand. Hvis nogen i disse tider kigger sig om efter en stærk mand, så er det ikke Anders fra Solbakkevej, man først får øje på.

Til gengæld er han en usædvanlig politisk leder med en Carpe diem-agtig tilgang til sit lederskab. Anders Samuelsen griber dagen og muligheden og lader andre drømme om Tusindårsriget, Utopia og Nirvarna.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *