Tag en tudekiks

IMG_0054


Godt nytår! Bliver det et godt nyt år? Dét er spørgsmålet. Hvad vil du gøre for at sikre, det bliver bedre end sidste år? Altså bortset fra sædvanlige nytårsforsætter som aldrig drikke Amarone mere. Eller ryge. Heller ikke cigarer direkte importeret fra Havanna. Og selvfølgelig helt slutte med at flirte med den forkerte og følge det dumme råd: Dance like there’s nobody watching! Alt det er de indlysende forsætter. De gælder alle. Ikke? Nå, ok – det er så bare mig. Den slags nytårsforsætter vil alligevel ikke gøre 2016 til et markant bedre år. Ikke engang for mig. Og da slet ikke for Amarone.
Så er det mere interessant, hvad der kan være af nytårsforsætter der, hvor det virkelig kan flytte noget: Ude i dansk erhvervsliv.
Her tænker jeg ikke så meget på lønmodtagersiden, hvor det er et godt gæt, at work-life-balance er højt på listen. Ikke fordi arbejdet fylder så meget mere, som fordi privatlivet er blevet så krævende. Det er ikke nok at være til stede, man skal også være tilstedeværende og være coach for både børn og ægtefælle. Man skal være med til at redde klimaet med høns i baghaven, økologisk grøntsagsdyrkning i bede på terrassen og andre krævende tiltag, der ikke flytter en grad på noget andet end ens samvittighed.
Jeg tænker mere på erhvervslivets ledere, for nytårsforsætter er noget med at sætte sig mål og nå dem, og det er lige deres spidskompetence. ”Du kender sådan nogle movers and shakers,” sagde en ung ven til mig. Og det er rigtigt. Det er det, de er, de gode erhvervsledere – movers and shakers. Der sker noget, hvor de går ind. Så jeg spurgte et par af dem, hvad de mener, erhvervslivets skal fokusere på i 2016. Og de har alle tre fra hver deres specielle udkigspost blikket rettet mod samme mål: Der skal startes flere nye virksomheder!
Lars Seier, der selv i 2016 bliver fuldtidsinvestor især med blikket rettet mod start-ups, siger, at de etablerede virksomheder bør understøtte og investere i nystartede virksomheder indenfor deres eget felt. Ikke af godgørenhed og idealisme forstås, men for at så nye frø og få nytte af den innovation, der foregår udenfor virksomhedernes egne udviklingsafdelinger.
Jan Stig Andersen fra Trollbeads tøver heller ikke: Industrien bør fokusere på at knopskyde, så der kommer flere entreprenører i dette land. Den danske risikoaversion, som tryghedssamfundet har fremelsket, lægger en dæmper på udfoldelserne. Vi stagnerer som nation, hvis vi ikke finder en ny måde at stimulere sult, ærgerrighed og mod, mener han.
Og Leif Tullberg, der selv har startet en af landets helt store virksomheder, DSV, mener, at dansk erhvervsliv skulle tage en tudekiks og holde op med at hakke så meget på politikerne. I stedet skal de fortælle om, hvor gode muligheder der er for drive erhverv i Danmark. Det vil stimulere foretagsomheden og lysten til at skabe nye virksomheder.
At starte flere nye virksomheder er et nytårsforsæt, der virkelig kan forandre samfundet til det bedre. Hvis de danske erhvervsledere kan blive enige om det, ser 2016 allerede noget lysere ud.
Det vil selvfølgelig være en hjælp, hvis politikerne ryddede nogle af de væsentlige forhindringer af vejen. Skat er en af dem. Ikke for det. De fleste virksomheder og deres ledere er skam villige nok til at bidrage til samfundet. Det fik jeg et strålende eksempel på under julefrokosten fra min svoger, vendelboen. Han fortalte, at blandt visse jyder var Limfjorden kendt som ”momslinjen” – nord for den betalte man i jyske dollar, og det skulle staten ikke blande sig i. I hvert fald indtil en dag hvor skrothandleren i Vodskov – og det er ellers, som svoger siger, en branche med et spændende forhold til skat – pludselig meddelte sin dybt forbløffede medarbejder, at der ikke længere skulle gå noget uden om kasseapparatet. Nyheden for som en løbeild igennem byen: Momsen gået over Limfjorden!
Det var, mens Carsten Kock var skatteminister, og han havde praktiseret en forståelse for erhvervslivet, der havde virket så overbevisende på vendelboerne, at de begyndte at betale skat. Ikke med glæde og ikke i alle afkroge, men i hvert fald inden for rimelighedens grænser.
Hvor vil 2016 blive et spændende år, hvis politikere og erhvervsledere ikke bare fortsætter som de plejer, men har nytårsforsætter, der baner vejen for iværksættere.
Det vil jeg gerne skåle på – i Amarone.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *