Så GØR dog noget

“Politikerne i Danmark kan ikke håndtere et kreditkort!”

Sådan skrev den pensionerede yndlingstopchef til mig. Jeg sendte ham det glade budskab, at staten nu ikke længere havde nogen lån i udenlandsk valuta. Jeg havde nu nok en lumsk mistanke om, at det ikke betød, at Danmark nu var gældfrit. “Landet Danmark, sparer op, men staten vedbliver at øge sin gæld, dog mindre end den private sektor sparer op,” forklarede han og konkluderede, at politikerne opfører sig som teenagere, der udstyret med et kreditkort kører lige lukt mod luksusfælden.

Man bliver nemlig altid populær på at bruge penge. Også når det er andre folks penge. Knap så populær blive man på at rationalisere. De gode bruger penge. De onde holder hus. Det ved enhver. Jeg slog op i Danmarks Statistik og fandt den nedslående information, at bruttostatsgælden i januar i år var 658 milliarder kroner – sådan cirka en tredjedel af bruttonationalproduktet. Øv altså.

Der er ikke mange tegn på bedring i den afdeling, selvom vi har en helt unik mulighed med en borgerlig regering, der sammen med sit støtteparti har flertal. Lige så optimistisk er jeg gået ud fra, at nu skulle der reformeres. Det kunne blive win for Danmark, og win-win-win-win for de fire partier. Dansk Folkeparti kunne få alt, de kunne ønske sig, på udlændingeområdet, de konservative alle de kampfly, de har sukket efter, LA kunne få topskatten væk og Venstre kunne få? tjaaa alt det nævnte plus statsministeriet på ubestemt tid. What’s not to like, sommansir?

Men næ nej. DF ville hellere ævle-kævle og kissemisse med socialdemokraterne, så denne historiske mulighed ser ud til at blive tabt på gulvet. Medierne har ikke gjort sagen bedre med deres konstante holden status quo i et jerngreb, hvor det er yderligheder, der er nyheder.

Man får lyst til at skrige: Så GØR dog noget! Men så gør man klogt i at vende sit blik væk fra politikerne og hen mod dem, der uafladeligt og come-hell-or-high-water GØR noget. Dem, Børsen har døbt “de handlende”. De er mine helte. Det er folk, der kunne bade i champagne resten af deres liv, men som bliver ved med at stå tidligt op om morgenen og gøre noget. Bare fordi det kan gøres. Dem, for hvem det at gøre noget er selve livet. En serieiværksætter som Mads Peter Veiby, der solgte sit mobilselskab M1 i 2009 og siden har engageret sig i Parkpark, Spilnu.dk og i øvrigt er i gang med at udvikle en helt ny bydel udenfor Aalborg. Eller Michael Ring, der reddede Stelton fra en krank skæbne i støvets glemsel.

Eller Mads Krage uden hvem, der ikke havde været Netto. Eller Lars Liebst, der helt mirakuløst faktisk gjorde Tivoli til en god forretning og en kulturel højborg. Eller Erik Sørensen, Mads Øvlisen, Steen Riisgaard, Lars Rebien og alle de andre Novo Nordisk-helte, jeg er i gang med at lave en bog om.

Det er helt perfekt, at Børsen har valgt at hylde alle dem, der lykkes med at gøre noget. Men vi skal huske, at det langt fra altid ender med hæder og ære. Hvis man tør noget og gør noget, så går det ind imellem galt. Og så skal vi huske at hylde dem alligevel – fordi de handler.

Finn Helmer er et godt eksempel. Han kunne have levet i sus og dus af de 300 millioner kroner, der var hans andel af år 2000’s helt store it-handel. Men sus og dus interesserede ham slet ikke. Han brugte hver og en af sine millioner på at prøve at sætte nye ting i gang. Han investerede i mange små virksomheder og fik aldrig rigtig sat lidt til side til sig selv. Så i dag har han intet. Der bliver ikke rejst nogen statue af ham, men i min bog er han en handlehelt.

En anden af slagsen er min ven, Jim Pedersen. Det var ham, der kørte OW Bunker i hegnet, tænker I nok. Men nu skal jeg fortælle jer noget. Allerførst byggede han det faktisk op.

Da han ankom til Allborg i 1997 var der godt 50 ansatte, en omsætning på 2,2 mia. kr. og et overskud på 17 mio. kr. I 2014 var omsætningen steget til 100 mia. kr., overskuddet til 500 mio. kr., og der var omkring 600 ansatte – bare i OW Bunker. Til det skulle lægges koncernens anden virksomhed, Wrist Ship Supply, med 981 ansatte, en omsætning på 3 mia. kr. og overskud på 180 millioner. Den blev skilt fra inden børsnoteringen af OW Bunker, og Altor ejer fortsat virksomheden, så kapitalfonden skal nok holde skindet på næsten. Hvis nogen ellers skulle være i tvivl.

OW Bunker og Wrist Ship Supply blev kæmpestore foretagender, Jim kunne være stolt af. Det var han sikkert også, men han gjorde aldrig noget væsen af sig. Han knoklede på. Ikke for guld og grønne skove. For den slags handlemennesker er det blot en sidegevinst. Han gjorde det, fordi han kunne.

Da OW Bunker imploderede i 2015, var Jim den af alle, der var hårdest ramt. Han var knust. Han havde ikke blot tabt penge. Han havde også tabt andres penge. Og værst af alt var det hans livsværk, der lå i ruiner og blev spredt for alle vinde. Da den første rystelse havde lagt sig, ønskede han kun en ting, og det var at få ryddet op. Det brugte han den resterende del af sit alt for korte liv på.

Jeg græder for min ven Jim. Men når jeg har tørret tårerne, vil jeg huske at hylde ham for hans mod til at turde, hans vilje til at gøre og hans evne til at handle.