december 2017
M T O T F L S
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Ærlig talt Nordea, det er en giftig sump, I bevæger jer ud i

nordeaYtringsfrihed er blevet et af de mest værdiladede og sprængfarlige ord i vores sprog. Det har delt befolkningen i to, nemlig i Ytringsfrihed PUNKTUM og i Ytringsfrihed MEN… Ordet kommer med en hale af martyrer fra begge fløje. Senest er det udgiverparret Pittelkow/Jespersen, der skingert hævder, at ytringsfriheden er truet, fordi en række af annoncører har droppet deres netudgivelse, Den Korte Avis.

Selvfølgelig truer det på ingen måde ytringsfriheden. Pittelkow og Jespersen kan sige og skrive nøjagtigt det samme i dag som for en uge siden. Helt uden at risikerer liv og lemmer. De kan muligvis ikke tjene det samme på det, men det er noget ganske andet. Der er ikke gået nogen skår af ytringsfriheden, fordi der ikke længere popper bannerannoncer op på denkorteavis.dk fra Nordea, Føtex, IKEA, Telia, Elgiganten, YouSee, Alm. Brand, McDonald’s, Sportmaster, Curvissa, Bravo Tours, Cirkle K, Læger Uden Grænser, Fredericia Teater, Samsung Danmark, Vejle Kommune, Spies, TUI Danmark, Just Eat, Momondo, Sofakompagniet, Plan Danmark, Drive Now, Organicup, Visit Norway, Flexfone, Kipling Travel, Nespresso og Fliseuniverset Aarhus. Hvad der derimod er gået skår af, er disse virksomheders handlefrihed i fremtiden.

Ingen af dem har valgt at annoncere på Den Korte Avis af politiske grunde, men de har fravalgt det af politiske grunde. Dermed har de bevæget sig ud i den giftige sump, som politik altid vil være for erhvervsvirksomheder. De kan nemlig ikke den ene dag påberåbe sig at være apolitiske og kun arbejde til gavn for kunderne, for så den næste at give sig til at lave moralske vurderinger, som de har gjort det i sagen om Den Korte Avis.

”Den Korte Avis’ journalistiske profil ikke passer til Nordea”, lød det fra banken, der også af vane – virkelig dårlig vane – er min bank. (Der skal åbenbart uhyrligt meget til at ændre på det, for jeg har været kunde der, siden jeg fik min første bankbog. Dengang hed det Andelsbanken, og jeg er blevet, selvom jeg efterhånden har et veludviklet had-had-forhold til den.) Jeg ville ønske, den holdt op med at lege smagsdommer og koncentrerede sig om at skabe reel værdi for mig som kunde. Men det er der ikke noget af. Det er i min erfaring langsommelighed, fejl, mangler og fejlslagne fjollerier som swipp, der optager Nordea. Så det er til at skrige af grin over, at de føler, de kan stille sig til dommer over andres holdninger. Dem om det. Jeg kan jo bare smutte, hvis jeg ellers kunne få lettet måsen.

Hvis Nordea mente, at deres annoncering ville støde store kundegrupper, så kunne de diskret have udfaset Den Korte Avis som annoncemedie. I stedet larmede de op og prøvede at score nogle billige politisk korrekte point.

Nu hænger de på den. Kunderne kan med rette forvente, at banken fremover bruger krudt på at forholde sig til alle mulige medier, de annoncerer i. Økologer kan være fornærmede over, at banken støtter konventionelt landbrug repræsenteret ved Landbrugsavisen for eksempel. Eller religiøse grupper kan tage anstød af annoncering i Ekstra Bladet, der vælter sig i nøgne damer og prostitueredes annoncer. Og sådan kan det blive ved. Da var det enklere og bedre, om man som før nøjedes med at vurdere et medie ud fra, om det ville ramme de udvalgte kundegrupper. Og så bøvle lidt med at forklare kunderne, at annoncer ikke er tænkt som en støtte til et medie. De er faktisk tænkt som et salgsredskab, der skal skaffe flest mulige bedst mulige kunder ind i butikken.

Den problematik har virksomheder rodet rundt i, siden den politiske forbruger blev opfundet i 1980’erne. Og der er aldrig rigtig kommet noget godt ud af at prøve at tækkes denne forbrugertype. For det første er det ekstremt volatilt – man ved aldrig, hvor de nu sejler hen, og hvad der bliver moderne at mene i morgen. For det andet er disse forbrugere som regel ikke mere politiske, end at de vælger at lægge deres penge der, hvor de får mest og bedst ud af dem. Det taler de bare ikke så meget om.

Det politisk korrekte er en kortsigtet satsning for en virksomhed. Det kan godt være, der er nogle få, der sætter pris på, at IKEA er holdt op med at bruge ordet jul, men de fleste synes nu nok, det er temmelig underligt, at varehuset svømmer over med glitrende julestads og røde nisser og kalder hele molesjavsen for ”Vinter”. Som om det var særlig vinteragtigt at pynte op med guldguirlander, sølvklokker og hvide stjerner. Så la’ da vær’!

En virksomhed er sat i verden for at tjene forbrugerne med, hvad de nu er specialister i at tjene forbrugerne med. Og det er aldrig politik.

Personligt var jeg begejstret, da Den Korte Avis blev skabt i 2012, fordi det er så vigtigt for vores samfundsudvikling at have et bredspektret mediebillede. Alt skal ikke være DR. Faktisk bør meget mindre være DR. Det vil være et gode at have mange meget forskellige medier og alle holdninger repræsenteret i dem.

For mig blev Den Korte Avis stadigt mindre troværdig, ja den blev faktisk irrelevant. Hvis mange andre har det lige sådan, så bliver den også irrelevant som annoncemedie. Ikke fordi den repræsenterer nogle politisk ukorrekte holdninger, men fordi den har for få læsere at eksponere annoncerne til. Det er den ubarmhjertige gang i en liberal medieverden. Det er den udvikling, de annoncerende virksomheder bør tage pejling af. Og det kommer ikke til at betyde en dyt for ytringsfriheden.

Nu vil jeg tage mig den frihed at ytre mig noget mindre et stykke tid. Der skal skrives bog, så jeg stopper som Børsens klummegøj. Men jeg stopper på Frank Sinatra-måden, og så ved man aldrig, hvor mange comebacks og farvel-turneer, der ligger foran.

Året går på hæld, og jeg går med. Det har været en fornøjelse at ytre mig her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

hanne sindbæk
hanne sindbæk

Jeg arbejder som skribent, foredragsholder og rådgiver. Siden 1998 har jeg fokuseret på at beskrive dansk erhvervslivs top indefra - hvem de er, hvad de mener og hvordan de arbejder.

foredrag
foredrag

Jeg holder meget gerne foredrag og indlæg, der er lavet specielt til lejligheden, men jeg har også en række faste emner baseret på de bøger jeg har lavet og – nåja – et enkelt, der samler op på mine erfaringer med danske topchefer. Læs om mine foredrag her.

Bøgerne
4boger4

Jeg har - indtil videre - skrevet 4 bøger. De er alle meget personlige portrætter af mennesker, der har gjort en forskel. Den seneste handler om Herman Salling, men jeg har også skrevet om Anders Samuelsen, Fritz Schur og om Saxo Bank-stifterne Kim Fournais og Lars Seier Christensen.

Kunsthåndværket
kuglen-lille

SIGNED:SINDBÆK
Jeg har en nebengeschæft, signed:sindbæk, hvor jeg sælger det unika kunsthåndværk, jeg laver. For det meste bruger jeg genbrugsmaterialer og for tiden især af gamle jyske korsstingsbroderier.