Ærlig talt: Nogle gange må man bare smide en bombe

img_4679

Jeg kender en erhvervsleder, der to måneder efter sin overtagelse af topposten i en større virksomhed, simpelthen fyrede en tredjedel af medarbejderne. Det var ikke fordi, det egentlig gik dårligt. Ganske vist var omkostningerne løbet løbsk, men virksomheden tjente rigeligt med penge og havde mange dygtige folk, der arbejdede med masser af gode projekter. Derfor vakte en fyringsmassakre af den størrelsesorden selvfølgelig ramaskrig. Især fra medarbejderne der alle som en syntes, de udførte et helt afgørende opgaver for firmaet.
Umiddelbart virkede det hele også meget tilforladeligt. De kunne alle sammen forklare hvilke opgaver, de løste. Problemet var bare, at der ikke skete noget. Ingenting flyttede sig, og der var ikke sendt et nyt produkt på markedet i årevis. I stedet var der opstået komiteer i hobetal, hvor de dygtige folk evaluerede ideer, oplæg, igangværende og fremtidige projekter på parametre som det etiske, praktiske, ressourcemæssige, imagemæssige og I kan selv fortsætte rækken. Det var som om, virksomheden var ved at drukne i bureaukrati og flueknepperi.
Mod den slags kæmper såvel gode viljer som fornuftige argumenter forgæves. ”Så er det bedre at smide en bombe, og se hvad der er tilbage, når støvet lægger sig,” forklarede erhvervslederen mig. Og det gjorde han.
Mon ikke det er netop sådan, de amerikanske vælgere rent instinktivt har reageret. Det store system, der har ædt sig stadig mere ind på deres liv og udfoldelsesmuligheder, kan man ikke snakke fornuft med. Man kan kæmpe som vanvittig for at få afskaffet ti regler. Det fører med sikkerhed blot til 30 nye.
Hvis USA minder lidt om det danske samfund, så er det umuligt at lave noget om i det offentlige system. Der er der ikke nogen, der kan undværes, og der er djøf’ere i hobetal, der står klar til at beregne og forklare, hvorfor der kun er ét svar på alting, og det svar er: Send flere penge. Måske synes man godt, man kunne have undværet den komité og de kommunikationsfolk, der har lavevt de formynderiske skilte, jeg så i alle subway-vognene, da jeg var i New York i maj. Med tegninger og formanende ord gjorde de passagererne opmærksom på, at det var en togvogn, ikke en spisevogn; at det var en togvogn, ikke et badeværelse, så det med at frisere sig og klippe negle, var ikke tilladt. Og – min yndlings – piktogramfiguren, der svinger sig i vognstangen under overskriften ”Poles Are For Your Safety, Not Your Latest Routine”. At der har siddet voksne mennesker og ment, de skulle formane andre voksne mennesker om ikke at poledanse i s-toget, siger noget om, at det ikke er penge og personale, der er mangel på. At kæmpe mod den slags er som at være barn og kæmpe mod Darth Vader med et legetøjslyssværd. The force er med the dark side.
Som borger kan man blive fuldstændig desperat, når man er nødt til at have med systemet at gøre. Hvad end det er skattebilletten, man kigger på, ejendomsvurderingerne der er helt i skoven, man har brug for en byggetilladelse eller en børnehaveplads. Jeg vil tro, at langt de fleste har mærket denne desperate afmagt overfor systemet, der altid har masser af forklaringer på, hvorfor ingenting kan gøres anderledes eller bedre. Og hvis man som jeg har en kraftig formodning om, at det faktisk kan gøres meget bedre og meget billigere, så kan man gå og hen og blive ret så forbandet på systemet. Det er repræsenteret ved politikerne, som vi i det mindste kan smide ud, når der er gået fire år. Som regel fører heller ikke det til de store ændringer, men en gang imellem dukker der nogen op på det politiske firmament, vi tiltror en forandrende kraft. Og det er en tiltro amerikanerne i åbenbart overraskende omfang har til Donald Trump. De håber, ønsker og tror, han som min erhvervslederven vil smide en bombe ind i det offentlige system og bringe den indædte inerti til eksplosion. Kønt er det ikke, rart bliver det aldrig, men det er muligvis den eneste effektive måde at skabe forandringer på.
For en ægte demokrat er det gode nyheder, at det pres kom fra vælgerne. Systemet, medierne og de politiske partier har i enormt omfang presset på for det modsatte, som vel må være, at systemet bare skulle have nusset tæerne og nulret ørerne, så fik det nok lyst til at udvikle sig.
Selv nogle af de mest hardcore venstreorienterede kan nu se, at fejlene ikke skal findes hos vælgerne, men hos dem selv. Filmmageren Michael Moore postede på Facebook sin ”Morgenen-efter-to-do-liste”. Den gik vildt viralt, og særligt tre af dens fem punkter var interessante. Nummer 1: Overtage Det Demokratiske Parti og returnere det til folket. Nummer 2: Fyre alle bedrevidende, sandsigersker, meningsmålingsryttere og alle andre i mediebranchen, der tegnede en historie, de ikke ville give slip på og nummer 4: Folk skal stoppe med at sige, at de er “overraskede” og “chokerede.” Hvad I burde sige er, at I lukkede jer inde i en boble og ikke var opmærksomme på jeres landsmænd og deres fortvivlelse.
Selvransagelse var i det hele taget – ganske klædeligt – dagens ord den 9. november. Mads Kastrup skrev i Ekstra Bladet: ”Vi medier burde undskylde. Vi bør skamme os. Vi bør selvransage. Vi ophørte tilsyneladende på et tidspunkt som den fjerde statsmagt og gled umærkeligt for os selv ind som en fuldt integreret del af den etablerede magt. Vi svigtede.” Og det havde han jo ret i. Medierne består efterhånden mere af kommentatorer og wannabe-kommentatorer end af egentlige journalister. Fra den boble beskriver man virkeligheden, som man ønsker, den ser ud, i stedet for som den faktisk ser ud. Ikke kun fordi alle vi journalister er selvpromoverende, men fordi meninger er vældig klikbart og ekstrem billigt stof, og dét er noget, medieledelserne kan lide i al deres afmagt.
Kommentatoren Mads Fuglede kaldte sig selv ”Komiske Ali”, fordi han konsekvent hele vejen gennem valget havde fejlbedømt de amerikanske vælgere. Han skrev,”Trump og Sanders er ikke blot outsidere med en lucifersk strålekrans. De var to håndgranater, som vælgerne i begge partier trillede ind i rækkerne af karrierepolitikere, mens de gyste af fryd ved tanken om en eksplosion blandt den klasse, der er foragtet for alt fra Irak-krigen over finanskrisens hærgen til den multikulturelle dagsorden, de omfavner.”
Det bliver spændende at følge, om Trump faktisk smider en bombe ind i det stivnede system, og om det vil løsne op for noget, så det igen kan blive staten, der tjener borgerne i stedet for det omvendte.
Nu spekulerer I nok på, hvad der skete med den virksomhed, hvor en tredjedel af medarbejderne blev fyret. Det skal jeg fortælle jer: Ingenting! Mandag morgen kom efter sorte fredag, og selvom det nok var ret anderledes for medarbejderne, så led virksomheden slet ingen nød. Kunderne blev passet, kerneforretningen konsolideret og udviklet og – hold nu fast – nye produkter kom på markedet. BUM!

Hanne Sindbæk

2 thoughts on “Ærlig talt: Nogle gange må man bare smide en bombe

  1. Leif Tullberg says:

    Det er bare så godt skrevet, ramt lige på kornet,
    Samt forklaret ganske enkelt.
    Jeg håber vi i Danmark kan lære noget af dette.
    Store langsigtede planer bliver skudt ned på grund af uenighed på mindre end 1 % af nationalbudgettet,
    Og der bliver af samme grund total politisk handlingslammelse.
    Hvem smider bomben.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *