Ærlig talt: Det er på tide med en ægte Cuba Libre

IMG_0056

 

Hvis Cuba var en aktie, var det nu, man skulle købe. Okay, det er ikke en stensikker fidus, men hvilket tip med store gevinstmuligheder er det?

Genoprettelsen af de diplomatiske forbindelser mellem det tropiske socialistparadis og
USA har åbnet en dør på klem, så der er en vis chance for, at det er nu nu NU! Er man blandt de første, kan der være store penge at hente. Som dengang Mads Krage straks efter murens fald etablerede Netto i Østtyskland og gav baghjul til selv store vesttyske supermarkedskæder. Stor risiko giver ikke kun chance for stor gevinst, men også for store tab. Så inden dansk erhvervsliv kaster sig hovedkulds ind i de nye caribiske muligheder, kommer her som en service en lille SWOT-analyse baseret på feltstudier:

 

Strengths: Det er et godt tegn, at den gamle børsbygning er en af de få vedligeholdte bygninger i Havanna. Selv handelsguden Merkur på taget er stadig er i fin form. Men der skal selvfølgelig mere til end tegn. Der skal også fornemmelser… Og det er denne udsendte klummeskribents klare oplevelse, at cubanerne – især i Havanna – er SÅ klar til nye kommercielle tider. 57 års socialistisk styre har ikke ødelagt deres sans for pengenes værdi. De er nemme at arbejde med, for de er nogenlunde veluddannede, og der er ingen videre kulturel barriere. De er sultne efter alt nyt, for der er intet sket siden revolutionen. De store dollargrin fra den amerikanske bilindustris guldalder i 1950erne er ikke for sjov. Det er, hvad de har. Som gæst er man hele tiden bange for at ødelægge noget; en stol, en bildør, et toiletafløb, fordi det er umuligt at få noget nyt til erstatning. Men manglen har udviklet cubanernes kreativitet. Alt kan repareres eller bruges som reservedele.

På styrkesiden tæller det også, at ”Damerne i Hvidt”, der i 11 år har demonstreret hver søndag mod styret, langt om længe har fået selskab. Siden maj har en gruppe kaldet The forum for the Rights and Freedom med hashtag’et #todosmarchamos også stået under gummitræerne i ambassadekvarteret, hvor de har råbt ned med kommunismen – leve friheden!

 

Weaknesses: Den liste kan blive meget lang, for der er mange svagheder ved Cuba. Så blot et par stykker: Cubanerne har ingen penge. I første omgang er det ikke eksport til dem, der er forretningsmuligheden. Der produceres heller intet af betydning i Cuba bortset fra rom, musik og tobak (som alt er fremragende). Tager man en tur på landet for at se, hvad de dyrker, vil svaret være: Ikke spor! 60 procent af fødevarerne importeres, for det meste af det frodige land ligger simpelthen brak. En svaghed, der kan være en mulighed for en entreprenant dansk jordbruger. Oven i købet kan jorden vel klassificeres som økologisk, fordi der ikke har været råd til sprøjtemidler eller kunstgødning.

 

Opportunities: Cuba har i en årrække haft én stor eksportvare: Læger. Landets største indtægt kommer fra udlejning af læger til Angola, Brasilien og Venezuela. Lægerne er dygtige, og der foregår også seriøs medicinsk forskning, der blandt andet har resulteret i en vaccine mod lungekræft. Medico- Pharmavirksomheder og privathospitaler af enhver art vil altså kunne finde kvalificeret og billig arbejdskraft på øen.

Sukkerproduktionen er overvældende og overstiger langt landets eget behov. Det er altså en god, billig og lettilgængelig råvare. Arbejdskraften mangler heller ikke, så måske skulle danske konfitureproducenter tage på en rekognosceringtur.

”Noget skønnere kan et menneske ikke sætte sit øje på,” sagde Columbus, da han opdagede Cuba i 1492. Det er S-M-U-K-T! Turistmulighederne er uendelige, hvis man har lidt mere begreb om service end cubanerne. Og det har alle.

 

Threats: Den allerstørste trussel mod forretning i Cuba er staten. Det ved Ivan Nadelmann alt om. Man kan stadig se resterne af hans engang så fine store biludlejningsfirma. Efter 13 år blev det pludselig overtaget af staten. Siden har han givet det råd, hvis man vil handle med Cuba: ”Man skal altid have pengene up front, aldrig give kredit!” Det er stadig risikabelt at lave forretning med staten og umuligt at lave det udenom. Og det er bureaukratisk med detailregulering af alt, helt ned til kunstige negle, som det kun er tilladt at importere 24 styks af pr. person.

 

Lige nu er Cuba et billede på fattigdom i farver, men det er også et sted, der bare venter på at komme i gang. Det bliver en skøn dag – især for cubanerne – når Bacardi-familien vender tilbage til firmaets smukke art deco hovedsæde i Havanna, og når de kan skifte den frygtelige lokale ”Colada” ud med den rigtige Coca Cola. Så vil de endelig kunne få en på alle måder ægte Cuba Libre i Havanna.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *