Oppdalen, Norge, 31. december 2017

Nå. Det er vel med Ekstraladets nytårstorsk som med elefanter: de kan godt ædes, bare man gør det i små bidder. Som om denne december ikke har været ydmygende nok, skal den åbenbart lige toppes op inden årets udgang med udnævnelsen til årets nytårstorsk. Det er en ringe trøst, at jeg er i godt selskab; både Uffe Ellemann Jensen, Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt har fået den før mig, uden det har lagt deres politiske karrierer i grus. I det mindste kan jeg få nogle af frustrationerne ud på de gode gamle langrendsløjper her i Oppdalen, og jeg kan slappe af med familien resten af tiden. Guderne skal vide, jeg trænger til lidt ubetinget venlighed og forståelse.

Faktisk et meget sjovt interview, journalisten fik ud af mine spage ytringer i telefonen – artiklen emmer af et overskud, jeg bestemt ikke har. Siger mere om skribentens humoristiske talent end om mig. Jeg er helt flad nu. Hvad står der?

”Nå, men hvor stor var min sejr i år?

– Den var meget overlegen. Du fik mere end 1.000 flere stemmer end nummer to, Esben Lunde.

Esben Lunde? Ham kan alle vel slå.

– Det ved jeg ikke. Jeg har da en fornemmelse af, at han har en torsk i sig.

Det kan du måske have ret i.

– Vil du mene, at du er danmarkshistoriens mest kompetente nytårstorsk?

Her holdt Anders Samuelsen en pause i telefonen. Muligvis på grund af bevægelse.

– Det ved jeg ikke. Det vil jeg lade andre bedømme …”

 

Efter mit første hektiske år som udenrigsminister havde jeg set meget frem til en fredelig og hyggelig juleferie i 2017. Der var da også alle tegn på, at det kunne lade sig gøre. Vi skulle bare lige have landet finansloven først. Det var trukket ud, fordi de forhandlinger var blevet kædet sammen med tre andre væsentlige forhandlinger. Vi i regeringen regnede med, at det nok skulle gå. Ud over finansloven ville vi lave en aftale om skattelettelser, udlændingestramninger og flere penge til forsvaret. Det var altså helt klassisk: Der var noget, Liberal Alliance ønskede sig, noget, Dansk Folkeparti ønskede sig, og noget, Det Konservative Folkeparti ønskede sig. Med Venstre for bordenden kunne vi vel nok finde hinanden, så alle blev glade.

For Dansk Folkeparti var det meget vigtigt at få et ”paradigmeskifte” i udlændingepolitikken, så vi regnede med, at de var meget forhandlingsvillige. Uden varsel meldte Kristian Thulesen Dahl imidlertid ud i pressen, at de ville have skilt tingene ad: Først skulle vi forhandle paradigmeskifte, og siden kunne vi tale om skattelettelser. Men da sagde vi stop. Vi var helt sikre på, at hvis vi først havde give Dansk Folkeparti, hvad de ønskede sig, så stod vi uden noget at forhandle med. Så vi insisterede på at holde forhandlingerne samlet.

Kristian Thulesen Dahl havde allerede efter sit partis sommergruppemøde forlangt, at vi droppede ideen om lettelse af topskatten. I september havde han til partiets landsmøde sat trumf på ved at indlede sin tale med et spørgsmål til baglandet: Er I klar til valg? Og det var de selvfølgelig.

Derfor havde jeg slugt kamelen og i første omgang solgt topskattelettelsen mod at få andre skattelettelser. Så det forslag til en skattereform, regeringen havde lagt frem, var tilrettelagt, så det burde være spiseligt for Dansk Folkeparti, selvom det stadig var en plan med historisk store skattelettelser.

Der havde været forhandlinger om reformen i løbet af efteråret, men forhandlingerne havde ikke flyttet sig ud af stedet og endte derfor med at blive knyttet sammen med finansloven og udlændingestramningerne. I hvert fald indtil Dansk Folkeparti pludselig besluttede, at de ville have skilt tingene ad. Da Thulesen Dahl blev spurgt af journalisterne hvorfor, svarede han, at det ”tager jo lang tid” at komme i dybden med hans partis krav til udlændingepolitikken.

I Liberal Alliance syntes vi mildest talt ikke, det var nogen god ide. Vi havde gjort temmelig meget for at gøre en skatteaftale spiselig for Dansk Folkeparti, så det var nu eller aldrig. Det tog ikke lang tid for os at blive enige i folketingsgruppen: Det der, kunne vi ikke være med til. Overhovedet!

Så var konflikten i gang.

I kulissen blev der arbejdet videre med både paradigmeskifte og skat, og til sidst lå der faktisk en fuldt færdig skatteplan og en plan for paradigmeskifte klar. Det skulle bare klapses af. Sammen med finansloven. Stemningen mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti var rigtig dårlig, så Venstre havde overtaget forhandlingerne, men den ottende december fik vi en forsikring om en aftale om, at skattereformen ville være i hus, inden finansloven blev færdigbehandlet i Folketinget i slutningen af december. Derfor kunne vi roligt skrive under på en aftale om en finanslov samme aften. En lille usikkerhed nagede dog Simon Emil og jeg: Var den aftale nu også helt på plads? For at understrege, at det her altså var alvor for os, fik vi Joachim B. Olsen, der var med til finanslovsforhandlingerne, til at sende et tweet ud: I aften lander vi en aftale om finansloven. Den bliver kun vedtaget, hvis den skatteaftale, som ligger på bordet, falder på plads. Det er aftalen. Det har alle journalister ikke fanget. Men skidt med det. Lavere skat og strammere udlændingepolitik på vej. En god dag for Danmark.

Selv sad jeg på min stamcafe Les Voyageurs, der ligger lige over for min folketingslejlighed, og jeg kunne næsten mærke det sug, der gik igennem Christiansborg efter Joachims Tweet. Straks summede rygterne om, at vi indirekte truede med at stemme imod finansloven. Og det blev kun understreget af mit eget tweet senere på aftenen: Mange har tvivlet på, om skattelettelserne kom. Nu kommer de. Inden jul endda. Og de bliver de største i mands minde. Tillykke Danmark. #størstejulegavetildanskerne.

Det var selvfølgelig helt bevidst. Dansk Folkeparti havde drevet os rundt i manegen én gang for meget. Nu måtte det bare stoppe. Det var vi fast besluttede på i folketingsgruppen, og jeg syntes ikke, jeg havde noget valg, hvis ikke jeg ville fornedres det næste halvandet års tid.

I regeringsgrundlag havde vi faktisk skrevet at Regeringen ønsker at reducere marginalskatten, og at topskatten skal spille en langt mindre rolle end i dag, fordi den koster vækst og beskæftigelse. Der var altså intet nyt under solen i det, men det var som om, mange i pressen og blandt politikerne havde glemt alt om det.

Jeg havde bøjet mig utrolig langt for at komme Dansk Folkeparti i møde. Nu kunne jeg ikke bøjes længere. Det troede jeg, men jeg skulle blive meget klogere…

Det var ikke bare for os, det var blevet en principsag, det var det også for Dansk Folkeparti, og der blev sat hårdt mod hårdt. Lars Løkke havde nogle virkelig travle og frustrerende dage. Han forsøgte at tale Dansk Folkeparti til rette, han forsøgte at få os til at opgive vores krav om skattereform i december, og det stod meget i stampe. Lars Løkke og Claus Hjort forsøgte at tale med Simon Emil og mig hver for sig, vel i et eller andet håb om at kunne en drive en kile ind imellem os. Men det er simpelthen ikke muligt. Simon Emil og jeg har været igennem så mange ting sammen. Vi stoler 100 procent på hinanden.

Kritikken haglede ned over os, men indimellem ramte den også Dansk Folkeparti. Jyllands-Posten skrev i sin leder den 14. december: Forløbet af forhandlingerne om finansloven og regeringens skatteudspil har sandt for dyden ikke udmærket sig ved nogen skønhedsværdi. Faktisk har det hidtidige forløb været af en beskaffenhed, der sår berettiget tvivl om, hvorvidt Dansk Folkeparti egentlig kan betegnes som ”støtteparti”.

Men som dagene gik, blev det stadig mere tydeligt, at vi ikke ville få vores skatteaftale. Spørgsmålet var så, om vi skulle gøre alvor af vores trusler. Jeg havde været så sikker i min sag, men nu begyndte jeg at tvivle. Ultimative krav havde skaffet os ind i denne regering, hvordan ville det blive modtaget af vælgerne, hvis vi nu gik ud igen? Jeg blev stadig mere sikker på, at det ville blive vores død. Baglandet var splittet. Der var både dem, der sagde, at nu skulle vi stå fast og smadre det hele om nødvendigt. Og der var andre, der var lige så passionerede i deres protest mod linjen. De frygtede, det ville ende med, at Mette Frederiksen blev statsminister, og alt ville være tabt.

I de dage holdt vi utroligt mange møder med Lars Løkke og Kristian Jensen for at prøve at finde en løsning. I Liberal Alliance følte vi, at vi stod med to dårlige valgmuligheder. Så var det, jeg ringede til Helge Simmelsgaard, min gamle chef fra Castberggård, en højskole for døve og hørehæmmede. Han har været min mentor, ven og spindoktor, siden jeg første gang stillede op til Folketinget i 1994. Dengang Ny Alliance havde været ved at gå i stykker, overvejede jeg at trække mig ud af det, og da havde han sagt: Nu giver jeg dig et råd, Anders, som du vil forbande mig for i flere år. Du skal blive! Det er det bedste. Du kan måske gå om et år eller halvandet, men folk har altså stemt på dig og vist dig tillid, og så kan du ikke bare gå. Det tænkte jeg på nu. Det kunne godt være, det ikke var gloriøst at blive – det ville helt sikkert være bøvlet og ydmygende, men ville det være rigtigt?

Jeg er ikke i kontakt med Helge så ofte, som jeg var tidligere, men nu ringede jeg, og spurgte, hvad han syntes. Og jeg kunne bestemt ikke få hans velsignelse til at sprænge regeringen i luften. Helge mente, at vi skulle blive i regeringen. Han sagde, at så snart vi havde taget beslutningen og meldt det ud, ville nedturen stoppe. Det var med både dyb frustration og vis lettelse, jeg tog beslutningen om at hoppe ned fra træet, også selvom det gav nogle knubs.

Jeg stolede på Helges vurdering, som flugtede med både min, Simon Emils og Leif Mikkelsens mavefornemmelse. Vi var simpelthen nødt til at finde en vej ud. Det ville komme til at tage tid at få rettet vælgernes tillid til os op igen, men som Helge sagde, så måtte vi få det overstået, få hevet det plaster af, og bare komme tilbage i arbejdstøjet og begynde at levere resultater. Så skulle det nok rette sig.

Vi besluttede at indvillige i at skubbe forhandlingerne om en skatteaftale og en udlændingeaftale til januar og stemme for finansloven. Til gengæld skulle Lars Løkke bekræfte offentligt, at der faktisk havde ligget en aftale med Dansk Folkeparti, sådan at folk kunne forstå, det ikke var uden grund, jeg var klatret op i det træ.

Den 19. december holdt jeg et pressemøde, hvor jeg forklarede, at vi var skuffede over at være endt i denne situation, for der havde været en forståelse med Dansk Folkeparti om at lave en skatteaftale inden jul. Men nu havde vi altså besluttet at stemme for finansloven alligevel og arbejde for en god skatteaftale i januar. Jeg sad alene til det pressemøde, for jeg tænkte, det trods alt var bedre, at nederlaget kun blev associeret med mig.

Efter aftale holdt Lars Løkke et pressemøde bagefter, hvor han bekræftede, at der havde været en sådan forståelse med Kristian Thulesen Dahl, og han sagde, at han var ”tryg ved”, at hans regering efter juleferien kunne indgå en skatteaftale med Dansk Folkeparti, men der ville ikke blive tale om de lovede topskattelettelser.

Ydmyget og helt mast gik jeg på juleferie. Noget af det, der holdt mig oppe, var tanken om den helt vidunderlige 50-årsfødselsdagsfest, jeg havde holdt tre måneder forinden. Jeg havde haft lidt 50-årskrise som så mange andre vel, og havde været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fejre det overhovedet. Jeg havde ingen kæreste, og hvem var der overhovedet, der skulle med til sådan en fest? Det er altid sådan noget med, om kusiner og fætre eller hvad med den onkel eller den ven. Jeg begyndte at bladre min telefonliste igennem, og pludselig vidste jeg, at det ville være fantastisk at samle dem, der har hjulpet mig i mit liv. Og jeg begyndte straks at skrive ned: Jeg ønsker at samle dem, der på et tidspunkt i mit liv har rakt hånden frem og hjulpet mig over endnu en forhindring :-)

Det viste sig at være en fabelagtig måde at invitere folk på. Jeg fik ingen afbud. Per Mikael hjalp mig med at arrangere det, så det blev helt uformelt og skønt. Ikke noget med at sidde bænket ved og lænket til borde.

Det var stående buffet, og folk blandede sig med hinanden, og det var en vidunderlig aften. Der var min gamle dansklærer fra gymnasiet, der talte med min specialevejleder fra universitetet, som talte med min psykolog. De kom alle sammen. Min første kæreste fra Samsø, min løbeven fra Aarhus-tiden, min familie, gamle venner og nye venner. Naser Khader holdt den varmeste tale, min psykolog holdt tale, og Simon Emil blæste alle bagover med sin tale.

Jeg føler tit, jeg ikke slår til. Jeg er der ikke nok for mennesker, jeg holder af. Men til festen blev jeg overvældet af deres kærlighed og fik en fornemmelse af, at de også ville være der, når det gik nedad igen. For det går op og ned både i showbizz og politik. Det var klart et højdepunkt, jeg varmede mig ved i den iskolde december. Og det gav mig styrke til at fortsætte.

Den 1. januar var jeg tilbage i København til dronningens nytårstaffel. Jeg havde samlet kræfter og sad nu mellem kronprinsesse Mary og prinsesse Marie og tænkte, at helt færdige var vi altså ikke. Vi ville kæmpe videre. Den nye strategi skulle være at følge Helges råd; at komme helt ned fra træet, helt ned til rødderne og få fat i vores fire mærkesager. Vi holdt et gruppemøde ude på Villum Christensens konferencecenter ved Slagelse, hvor vi bestemte, at der kun var ét at gøre: at gå tilbage til kerneværdierne og køre på de sager igen. Vi skulle holde fast i, at det var der, vi kom fra. Nu skyldte vi ikke nogen noget længere og kunne tale med klar stemme om de ting. Vi ville bevæge os væk fra alt det med ultimative krav og hen til et forhandlingsbord og se, hvor langt vi kunne nå på den måde. Der lå allerede aftaler om elementer af skatteplanen, som beløb sig til besparelser på seks-otte milliarder, og så fortsatte vi derfra. Og vi fik meget markante skattelettelser i 2018, men vi lod være at råbe så højt op om dem. Vi kan jo se nu, at vi har fået vedtaget større skattelettelser i 2018 end i 2017, og større skattelettelser i 2017 end i 2016, så trenden er den rigtige. Vi vil blive ved med at levere stadig større skattelettelser, så længe vi er i regering. Udenfor regeringen er det praktisk taget umuligt.

Den 10. januar besluttede jeg, at det var på tide at hive plasteret helt af, og jeg offentliggjorde min uforbeholdne undskyldning for forløbet: Det har ganske enkelt ikke været værdigt, og jeg beklager dybt over for jer alle. Uden forbehold. Jeg bøjer nakken. Jeg har fejlet. Vi skal kæmpe videre nu! Det vil jeg fortsat gøre på trods af de fortjente øretæver, spot og latterliggørelse.

Jeg kom til at tænke på, at min psykolog og coach, Jens Hansen, i 2009, da jeg gennemlevede den frygtelige tid, hvor mit ægteskab var forlist og jeg stod med ledelsen af et helt fejlslagent parti, havde citeret Churchill: If you’re going through hell, keep going! Det havde hjulpet mig dengang, og jeg begyndte at lede efter opmuntrende citater: Success is what happens after you survive all your mistakes. Most great people have attained their greatest success just one step beyond their greatest failure. Og igen geniale Churchill: Success is stumbling from failure to failure with no loss of enthusiasm. Uden tab af entusiasme – netop sådan skulle det være. Ikke noget med at blive modløs og opgivende. Jeg måtte videre fremad mod nye solbeskinnede højder, som min far sagde. Og så måtte jeg tage de fiaskoer, der var undervejs, for det var den eneste måde at sikre den egentlige succes; at vi fik skubbet Danmark i en bedre og mere liberal retning. There are no traffic jams along the extra mile, var endnu et citat, jeg fandt, og gjorde til et mantra. Vi måtte bare slide ekstra, så vi fik resultater, der var overbevisende for vores vælgere.

Simon Emil og jeg tog en rundrejse til storkredsene for at forklare forløbet og tage tæskene. Det var en trykket stemning, men det var godt at få set hinanden i øjnene og talt ud om det, der var sket, og hvordan vi kom videre herfra.

Nogle var sure over, at vi ikke var stået fast og havde taget det valg, mens andre var lettede. Vi kunne alle blive enige om, at den kunstneriske værdi af vores december-optræden ikke havde været høj.

Ud af det hele voksede sloganet, ingen kæmper hårdere end os. Meget kan man sige om os, men det er i hvert fald rigtigt.