Ærlig talt Nordea, det er en giftig sump, I bevæger jer ud i

nordeaYtringsfrihed er blevet et af de mest værdiladede og sprængfarlige ord i vores sprog. Det har delt befolkningen i to, nemlig i Ytringsfrihed PUNKTUM og i Ytringsfrihed MEN… Ordet kommer med en hale af martyrer fra begge fløje. Senest er det udgiverparret Pittelkow/Jespersen, der skingert hævder, at ytringsfriheden er truet, fordi en række af annoncører har droppet deres netudgivelse, Den Korte Avis.

Selvfølgelig truer det på ingen måde ytringsfriheden. Pittelkow og Jespersen kan sige og skrive nøjagtigt det samme i dag som for en uge siden. Helt uden at risikerer liv og lemmer. De kan muligvis ikke tjene det samme på det, men det er noget ganske andet. Der er ikke gået nogen skår af ytringsfriheden, fordi der ikke længere popper bannerannoncer op på denkorteavis.dk fra Nordea, Føtex, IKEA, Telia, Elgiganten, YouSee, Alm. Brand, McDonald’s, Sportmaster, Curvissa, Bravo Tours, Cirkle K, Læger Uden Grænser, Fredericia Teater, Samsung Danmark, Vejle Kommune, Spies, TUI Danmark, Just Eat, Momondo, Sofakompagniet, Plan Danmark, Drive Now, Organicup, Visit Norway, Flexfone, Kipling Travel, Nespresso og Fliseuniverset Aarhus. Hvad der derimod er gået skår af, er disse virksomheders handlefrihed i fremtiden.

Ingen af dem har valgt at annoncere på Den Korte Avis af politiske grunde, men de har fravalgt det af politiske grunde. Dermed har de bevæget sig ud i den giftige sump, som politik altid vil være for erhvervsvirksomheder. De kan nemlig ikke den ene dag påberåbe sig at være apolitiske og kun arbejde til gavn for kunderne, for så den næste at give sig til at lave moralske vurderinger, som de har gjort det i sagen om Den Korte Avis.

”Den Korte Avis’ journalistiske profil ikke passer til Nordea”, lød det fra banken, der også af vane – virkelig dårlig vane – er min bank. (Der skal åbenbart uhyrligt meget til at ændre på det, for jeg har været kunde der, siden jeg fik min første bankbog. Dengang hed det Andelsbanken, og jeg er blevet, selvom jeg efterhånden har et veludviklet had-had-forhold til den.) Jeg ville ønske, den holdt op med at lege smagsdommer og koncentrerede sig om at skabe reel værdi for mig som kunde. Men det er der ikke noget af. Det er i min erfaring langsommelighed, fejl, mangler og fejlslagne fjollerier som swipp, der optager Nordea. Så det er til at skrige af grin over, at de føler, de kan stille sig til dommer over andres holdninger. Dem om det. Jeg kan jo bare smutte, hvis jeg ellers kunne få lettet måsen.

Hvis Nordea mente, at deres annoncering ville støde store kundegrupper, så kunne de diskret have udfaset Den Korte Avis som annoncemedie. I stedet larmede de op og prøvede at score nogle billige politisk korrekte point.

Nu hænger de på den. Kunderne kan med rette forvente, at banken fremover bruger krudt på at forholde sig til alle mulige medier, de annoncerer i. Økologer kan være fornærmede over, at banken støtter konventionelt landbrug repræsenteret ved Landbrugsavisen for eksempel. Eller religiøse grupper kan tage anstød af annoncering i Ekstra Bladet, der vælter sig i nøgne damer og prostitueredes annoncer. Og sådan kan det blive ved. Da var det enklere og bedre, om man som før nøjedes med at vurdere et medie ud fra, om det ville ramme de udvalgte kundegrupper. Og så bøvle lidt med at forklare kunderne, at annoncer ikke er tænkt som en støtte til et medie. De er faktisk tænkt som et salgsredskab, der skal skaffe flest mulige bedst mulige kunder ind i butikken.

Den problematik har virksomheder rodet rundt i, siden den politiske forbruger blev opfundet i 1980’erne. Og der er aldrig rigtig kommet noget godt ud af at prøve at tækkes denne forbrugertype. For det første er det ekstremt volatilt – man ved aldrig, hvor de nu sejler hen, og hvad der bliver moderne at mene i morgen. For det andet er disse forbrugere som regel ikke mere politiske, end at de vælger at lægge deres penge der, hvor de får mest og bedst ud af dem. Det taler de bare ikke så meget om.

Det politisk korrekte er en kortsigtet satsning for en virksomhed. Det kan godt være, der er nogle få, der sætter pris på, at IKEA er holdt op med at bruge ordet jul, men de fleste synes nu nok, det er temmelig underligt, at varehuset svømmer over med glitrende julestads og røde nisser og kalder hele molesjavsen for ”Vinter”. Som om det var særlig vinteragtigt at pynte op med guldguirlander, sølvklokker og hvide stjerner. Så la’ da vær’!

En virksomhed er sat i verden for at tjene forbrugerne med, hvad de nu er specialister i at tjene forbrugerne med. Og det er aldrig politik.

Personligt var jeg begejstret, da Den Korte Avis blev skabt i 2012, fordi det er så vigtigt for vores samfundsudvikling at have et bredspektret mediebillede. Alt skal ikke være DR. Faktisk bør meget mindre være DR. Det vil være et gode at have mange meget forskellige medier og alle holdninger repræsenteret i dem.

For mig blev Den Korte Avis stadigt mindre troværdig, ja den blev faktisk irrelevant. Hvis mange andre har det lige sådan, så bliver den også irrelevant som annoncemedie. Ikke fordi den repræsenterer nogle politisk ukorrekte holdninger, men fordi den har for få læsere at eksponere annoncerne til. Det er den ubarmhjertige gang i en liberal medieverden. Det er den udvikling, de annoncerende virksomheder bør tage pejling af. Og det kommer ikke til at betyde en dyt for ytringsfriheden.

Nu vil jeg tage mig den frihed at ytre mig noget mindre et stykke tid. Der skal skrives bog, så jeg stopper som Børsens klummegøj. Men jeg stopper på Frank Sinatra-måden, og så ved man aldrig, hvor mange comebacks og farvel-turneer, der ligger foran.

Året går på hæld, og jeg går med. Det har været en fornøjelse at ytre mig her.

 

Det er endnu et shitstormløb mod sund fornuft

img_5754Når jeg ser en shitstorm, er det blevet en automatreaktion for mig at lede efter dens udspring, for når først det virkeligt blæser på de sociale og for den sags skyld alle de andre medier, så fortaber al sund fornuft sig i harske one-liners. For DF’ernes EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, blev one-lineren, der ryddede bordet: ”Skyd på bådflygtninge”. Det er så ubehagelig en udtalelse, at ingen ordentlige mennesker kan gå ind for det. Ergo er Kenneth Kristensen Berth ikke noget ordentligt menneske. Så er det på plads. Eller er det?

Han forsøgte selv at dæmme op for de værste brodsøer ved at padle baglæns og sige, at han sandelig ikke mente, man skal skyde direkte på folk i bådene, men skyde varselsskud. Det anfægtede ikke shitstormerne: ”Jeg lod sådan set bare munden løbe med mine voldsfantasier. Jeg synes sådan set at det er i orden at myrde ubevæbnede mennesker med koldt blod,” lød det fra en af debattørerne, mens socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil tog den et skridt videre: ”det mest vanvittige jeg til dato har hørt i en debat! Først flygter en familie fra rædslerne i Syrien. Herefter mødes de af kugler ved grænsen til Europa. Det er dog det sygeste, jeg har hørt længe. Nu trækker han så lidt i land oven på en shitstorm. Men hvad hjertet er fuldt af…”

Mens de skriger og grynter ad hinanden, kan vi andre søge til kilden og selv bedømme graden af ondskab og vanvid. Men jeg advarer om, at I så ikke længere bare kan læne jer tilbage i jeres følelsers vold. Fornuften vil indtage jer.

Oprindelsen til ugens onde citat er et formentlig komplet u- og overset debatprogram, ”EuropaMagasinet”, sponseret af Europa-Nævnet udsendt på et helt ukendt medie, Mediehuset København. Værten er der imod ikke ukendt, men gode gamle Ole Stephensen. Han havde i ugen, der gik, Kenneth Kristensen Berth inde til en debat med Stine Bosse, formand for Europabevægelsen. Meget hurtigt kom den diskussion til at dreje sig om EU’s komplette fiasko i forhold til at bevogte Europas ydre grænse. Midt i sin udredning af dette faktum (mine ord, men der ikke er nogen, der bestrider, at EU har fejlet her) siger DF’eren så: ”Den eneste måde man kan gøre det på er at vende bådene og sige: Du må ikke sejle indenfor denne territorialgrænse. Hvis du gør det, bliver du enten beskudt, eller du bliver vendt om og sejlet tilbage. Det vil EU ikke.”

Den ville Ole Stephensen så godt lige have i langsom gengivelse og lagde derpå Kenneth Kristensen Berth disse ord i munden: ”Du mener, at hvis de kommer indenfor en vis sømilegrænse, så skal man skyde på dem… Du taler om flygtninge i gummibådene.” Og da var udtalelsen allerede eskaleret ud af kontrol for DF’eren. Han forsøgte at forklare: ”Jeg taler om, at hvis man skal kunne opretholde den ydre grænse – vi skal gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre, at grænsen ikke bliver overtrådt. Jeg vil så sige, at jeg er slet ikke sikker på, det er nødvendigt. Hvis man fælles i Europa kunne blive enige om at sige: Man kan ikke få permanent opholdstilladelse i Europa. Heller ikke hvis man kommer som flygtning. Man får aldrig mulighed for at blive i Europa for evighed. Så vil den andel af personer, der vælger at komme hertil fra Afrika og Mellemøsten falde ganske betydeligt. Og så vil det slet ikke være nødvendigt med den slags midler,” sagde han, mens Stine Bosse himlede med øjnene i et tempo, så man blev nervøs for, om hun var ved at få et epileptisk anfald.

På det tidspunkt var det for sent for Kenneth Kristensen Berth. En shitstorm var under opsejling fra de folk, der holder af at træde i vande, når det gælder ubehagelige spørgsmåls ubehagelige løsninger. For det er langt dejligere at kunne udpege nogen, der bare er de onde. Det får en til at føle sig SÅ god. Imens må andre tage sig af det virkelige livs virkeligt onde dilemmaer.

Jeg ville da ønske, man kunne forsvare sit lands og Europas grænser ved at benytte sig af det forslag, som Stine Bosse ser som løsingen på alt fra uenigheden om hvor vidt Spaghetti Carbonara er med eller uden fløde til at skabe fred i Mellemøsten, nemlig hendes idelige: ”Vi må sætte os ned og tale om, hvordan vi løser problemerne.” Det må vi selvfølgelig også, men når vi så har talt længe nok, er der nogen, der må gøre noget. Og det noget er ikke altid ret rart.

Som en af Berths kritikere påpegede: ”Man fyrer ikke varselsskud af med mindre man er parat til at affyre flere skud.” Præcis. Vil man forsvare sin grænse eller vil man ikke? Dét er spørgsmålet. Hvis ikke indtrængerne forstår fine hentydninger, venlige henstillinger, saglige argumentationer eller et rødt og hvidt STOP-skilt – hvad gør man så?

Den tidligere supereuropæer og forsvarer af EU, professor Uffe Østergård, mener, der skal mure, pigtråd og mere magt til, hvis vi skal bevare det, ”der gør vores samfund attraktivt for flygtninge og indvandrere.” Det har han sagt til adskillige medier, uden der er rejst nogle shitstorme af den grund.

Den situation Europa står i nu, har jeg personlig gyst over siden 1990, hvor BBC producerede filmen ”The March”. Her samler hundredetusindevis af afrikanere sig fra Sudan og nordpå for at marchere ind i Europa. Efterhånden som gruppen bliver større, begynder man at tage det alvorligt i EU og udviklingskommisæren – der spilles af Juliet Stevenson – mødes med marchens leder Isa El-Mahdi, der spilles af Malick Bowens, der blev kendt som Farah i Karen Blixen-filmen Out of Africa. På bedste europæiske vis siger hun: ”Jeg er kommet for at finde ud af, hvad vi kan gøre for at hjælpe.” Isa El-Mahdi svarer: ”Du kan komme og bo her, så kan jeg rejse op og bo i dit hus.”

Den kan man gense på Youtube og konstatere, at den faktisk minder uhyggeligt meget om den situation, vi faktisk er kommet i nu. Og den bliver næppe løst med lidt charme og en buket blomster. Jeg vil lade professor Uffe Østergård få det sidste – fornuftige – ord i den sag i denne klumme: ”Når vi har talt om ’universelle rettigheder’ i EU, så skal det forstås som rettigheder, der gælder for alle inden for fællesskabet, eller sammenslutningen. Ikke hele verden. Værdierne kan eksporteres, og vi kan hjælpe andre. Men ikke invitere alle ind. Og jeg vil derfor give Liberal Alliance ret, når de siger, at der kun er to veje at gå: enten at lukke grænserne og åbne kasserne – eller at åbne grænserne og lukke kasserne. Det undrer mig, at der er så mange, der lader, som om det ikke forholder sig sådan.”

Driv dem til vanvid, Thyra. Sæt i gang!

img_5420

Gosh! Mit facebook-feed er ved at segne af sorg og undergangstoner. Alt sammen blot fordi vi har fået en ny regering. En socialdemokrat minder sine sørgende følgere om Zen-ordsproget: This too shall pass… until then, fetch wood, carry water and walk the earth. Det lyder meget sødt, men det er det ikke. Med mindre selvfølgeligt, at det ikke var den nye regering men for eksempel en forkølelse, citatet var møntet på. I så fald undskylder jeg på forhånd. Sørgestemningen pibler frem mange steder. En af de overprivilegerede 68’ere harcelerer over, at vi har fået en Ældreminister, ”som om ældre ikke er en del af samfundet, men en byrde,” skriver hun og tænker, som 68’ere har for vane, kun på sig selv. Nej, det er ikke helt retfærdigt. Nogle gange tænker de også på mennesker, der har det svært i lande langt herfra. Men at forestille sig, at der faktisk er en stor – og voksende – gruppe af ældre, der hører til blandt de allersvageste i vores samfund, den tanke kan åbenbart ikke rummes oppe i de nordlige forstæder. Der har de det da meget godt. Ikke også Fritz og Poul?

De yngre privilegerede Facebook-venner er også godt med og er så sjove med bogstavkombinationerne af V, LA og K, at hvis ikke jeg var sådan et kontrolleret menneske, så døde jeg da af grin. Deres eneste ”lille lys i mørket” – og ja det er rigtigt citeret – er, at Joachim B. Olsen ikke blev minister. Jeg er lige ved at sige, jeg mangler ord. Men det gør jeg så ikke! Jeg har masser på lager. Ikke mindst, når det gælder Audi-Anders, som – må jeg forstå – har solgt sin idealistiske sjæl for en fin titel og en stor bil. Ham ved jeg en del om, fordi jeg har skrevet hans biografi, Comeback Kid, og jeg skal hilse og sige, at det er ønsketænkning fra dystopikernes side, at Anders skulle kunne passiviseres med et fancy køretøj. Som om han nogensinde har interesseret sig for biler. Magt der imod, dét interesserer ham. Og han ved lige, hvad han vil med den. Og det er altså mere end en sænkelse af topskatten på fem procent, selvom man ikke skulle tro det, når man hørte de enslydende spørgsmål fra journalisterne, efter det 86 sider lange regeringsgrundlag var bladret igennem. Ingen steder fandtes den nøjagtige ordlyd: 5 procents sænkelse af topskatten, så han måtte da have slugt en hel karavane af kameler, ikke?

Der var dog enkelte, der gav sig tid til at læse hele dokumentet og som havde bedre forudsætninger for at forstå det. Arne Ullum, der med sit spritnye politisk-økonomiske nyhedssite, DK-økonomi.dk ramler lige ned i et gabende hul i markedet for at tolke tallene kompetent. Hans hurtige bladring inden pressemødet på Marienborg gav det resultat, at der var langt flere penge til skattelettelser i regeringsgrundlaget end den ene milliard, LAs fem procents topskattelettelse ville koste. I sin blog kaldte han regeringsgrundlaget ”et markant liberalt ryk” og regnede sig frem til, at der var ”et betydeligt milliardbeløb til personskattelettelser. Et godt gæt kunne være et pænt stykke op imod de 13 milliarder kroner ekstra.”

Det overrasker ikke mig. Anders Samuelsen har været undertippet hele vejen igennem. Man skal ikke undervurdere, den styrke ydmygelserne i hans fortid har givet ham. Han fik en hård lektion, da han sammen med Naser Khader første gang var tungen på vægtskålen for Anders Fogh Rasmussens regering. Det blev en kamp om, hvem der blinkede først, og det blev ikke Anders Fogh.

Tror jeg, der kommer en liberal revolution? Nej gud fri mig, det ville ikke være godt for nogen. Men jeg tror, der vil blive skubbet til den supertanker, der hedder Velfærdssamfundet, så det kommer til at sejle i en ny og mere bæredygtig retning. De af mine Facebook-venner, der frygter et mere liberalt Danmark, kan altså roligt være bange. At jeg så ikke helt forstår frygten er en anden sag. Det er, som om socialdemokratisme er blevet det neutrale punkt i politik. At være socialdemokrat er ikke noget, der fundamentalt kan kritiseres. Heller ikke når de taler om skat, som om det var penge til velgørenhed, der udelukkende blev brugt til at afhjælpe helt basale problemer for rigtige mennesker og fortier, at det fodrer et 800.000-hovedet monster, der først og fremmest sørger for sin egen opretholdelse. Kan vi ikke tale om at forandre det forstenede system uden at blive betegnet som ultra-neo-liberalister?

Et andet spørgsmål, der melder sig, når man læser alle hjertesukkene, er: Hvad er alternativet? Har de gamle partier, ikke mindst socialdemokratier, været i stand til at dæmme op for de radikaliseringsbølger, der går gennem Europa i disse år? Hvem stopper den islamistiske- og den deraf følgende højreradikaliseringsbølge? Intet tyder på, det bliver socialdemokraterne. I Frankrig tegner Francois Fillon til at være det bedste bud på en anden vej end Marine Le Pens. Den slags tror jeg, ligger det nye regeringsparti meget på sinde. Anders Samuelsen sagde da også ved sin tiltrædelse som udenrigsminister: ”Vi skal være bevidst om, hvor farlig globaliseringen føles for nogen, og især hvor problematisk det er som tændvæske til populistiske bevægelser rundt om i verden. Vi vil gerne vise, at der er et alternativ til populismen, nemlig en dedikeret omsorgsfuld politik, der rækker både ind og ud.” Måske var det – mine kære Facebook-venner – en god ide at være lidt ydmyg og give noget nyt en chance.

Det bliver spændende at se, hvor meget af LAs omsorgsfulde politik, der kommer til at slå igennem. Ældreministeriet er spritnyt og Thyra Frank dets uprøvede leder. Hun er en mildest talt uortodoks politiker og bliver en lige så uortodoks minister. Skulle hun et øjeblik være i tvivl om, hvordan hun skal tackle sin nye position, så kommer her et råd: Thyra luk øjnene og tænk tilbage på din tid som leder af plejehjemmet Lotte. Forestil dig så, at du på din mest frustrerende dag dumpede ned lige midt i kommunalforvaltningen med al magt i dine hænder. Hvad ville du så gøre Thyra? Du ville drive dem til vanvid, ville du. Og det er det, der er din opgave nu. Du skal blive ældreområdets vildt irriterende Spørge-Jørgen: Hvorfor skal de udfylde dit, hvad nytte gør dat, og hvor mange bureaukrater skal der til for at skrue et fantastisk plejehjem sammen? Sæt i gang! Og bliv ved til der kun er varme hænder tilbage i systemet.