Var det Ateas dna, den var gal med?

Nogle gange tager man fejl. Det skal man ikke være for fin til at indrømme. Det er jeg da heller ikke. Desværre er der delte meninger om, præcis hvordan jeg tog fejl i min seneste klumme. Her spurgte jeg, om Atea havde glemt sit ståsted, og om det måske kunne være den dybereliggende årsag til, at it-kæmpen er løbet ind i en sag om bestikkelse.

Det mente Ateas topchef, Steinar Sønsteby, bestemt ikke. Han skrev til mig:

”Kjære Hanne,

Vi kjenner hverandre ikke – ikke tror jeg du kjenner Atea som selskap heller. Etter mange år i selskapet og siste 2.5 årene som konsernsjef kjenner jeg det godt. Jeg kjenner det som 7000 herlige mennesker i 7 lande med over 25000 kunder som kjøper og er fornøyde hvert år. Vi er ikke Ib Kunøe’s selskap, men heller ett norsk selskap som er børsnoterte i Oslo med 19000 aksjonærer (Kunøe er en av de store) og som feirer 50 år i 2017. Det er helt riktig at 4 tidligere ansatte (som sluttet hos oss for snart 3 år siden og har stiftet konkurrenten 3A-it) har brutt selskapets interne regler for kundebehandling. Om det har foregått noe kriminelt får sakens videre gang vise, men ikke under noen omstendighet er det korrupsjon i milliard klassen ( politiet har så langt sagt at det er brukt ca 1 mill over 5 år i kundebehandling som det kan stilles spørsmålstegn ved).

Om du ønsker å lære å kjenne det Atea jeg kjenner er du velkommen til å kontakte meg – så skal jeg vise deg at vi ikke har glemt vårt ståsted.”

Det er nærmest uimodståeligt, når man bliver skrevet til på norsk på den måde. Det kunne sagtens have fået mig til at gribe dybt ned i posen efter beklagelser. På det tidspunkt havde jeg bare allerede fået en anden henvendelse. Den kom fra en tidligere mangeårig leverandør til virksomheden. Han mente også, jeg tog fejl. Men på en helt anden måde: ”Din artikel i Børsen om Atea. Du har desværre ikke ret. Det er nærmere: ”Ateas DNA som barn kunne have afsløret, hvordan Atea blev som voksen,” skrev han. Og så fulgte en række eksempler på en ret særegen forretningspraksis i den danske del af selskabet – den der hed Topnordic indtil 2008, hvor fusionen med norske Ementor og svenske Atea var fuldt gennemført. Det havde for eksempel været helt almindeligt, at leverandører til Topnordic leverede ekstrating uden beregning. Det kunne for eksempel ske, når en stor offentlig virksomhed skulle have nye computerskærme. Så leverede man en dyr fladskærm uden beregning, som Topnordic kunne forære den indkøbsansvarlige som tak for samarbejdet.

Derfor svarede jeg Steinar Sønsteby, at han havde ret i, at jeg ikke kendte meget til Atea. Jeg var fan af deres årlige IT-Expo, hvor man kan opleve alle de nye smarte teknologier, der er på vej. Det havde jeg tænkt mig at deltage i igen i år. Her skal jeg for eksempel høre Natasha Friis Saxberg, der er digital strateg og forfatter, fortælle om de vigtigste digitale tendenser og teknologier, og hvordan de påvirker hverdagen for brugere, kunder og borgere. Og det glædede jeg mig til. Bortset fra det, var min viden om den nordiske it-virksomhed begrænset. Men jeg forklarede topchefen, at jeg havde hørt fra folk, der vidste noget fra leverandørsiden, der tydede på, at han som topchef havde en stor opgave foran sig i at få en sundere kultur frem i virksomheden.

Det mente han imidlertid, han allerede havde klaret:

”La meg kort forklare for deg mitt ståsted i dette – jeg overtok som konsernsjef februar 2014. Det første jeg gjorde var å ansette en ny adm. Dir. for Atea i Danmark – Morten Felding startet i Juni 2014 og allerede på efteråret 2014 ble Morten og jeg klar over en usunn praksis på kundepleie i ett av salgsteamene i Danmark. Dette var ledet av tidligere ledende ansatte som hadde stoppet på foråret 2014. Over de neste 6 månedene ble vi bedre kjent med dette og vi diskuterte det med blant annet Region Skjælland. Dette førte til at Politiet ble gjort kjent med forholdene og til aksjonen av politiet 9 Juni 2015. Både før 9. Juni og etter 9. Juni har vi avviklet vårt arbeidsforhold til alle de vi har blitt kjent med at har vært involvert.

Så Hanne – jeg er enig i at det har foregått en praksis vi som selskap ikke er stolte av – jeg er involvert (ja kanskje endog grunnen til oppryddingen) og vi tar ansvaret for å få dette sett 100% igjennom. Om det som har skjedd er kriminelt er jeg ikke sikker på, men det må finne ut av og vi vill fortsette å samarbeide med Politiet for å få lagt dette bak oss. Vi har innført nye rutiner for kundepleie og ett system med eksamener for alle ansatte i disse nye rutinene, osv.

Når det er sagt, mener jeg fortsatt at dette er knyttet til noen få tidligere ansatte og ikke representere verdiene i selskapet og den fantastiske jobben mine ansatte utfører vær dag. Og husk – vi i Norden lever etter ett meget godt prinsipp om at man er uskyldig til man er dømt.”

Nu havde jeg sådan set ikke dømt nogen, bare påpeget at de var tiltalt, men jeg var blevet nysgerrig og vendte tilbage til min helt egen tys-tys-kilde, den tidligere Atea-leverandør for at høre mere. Han kunne fortælle festlige historier om det, der blev kaldt amok-dage, hvor Atea Danmarks sælgere simpelthen skulle powersælge. For at motivere dem til det, havde leverandørerne på opfordring doneret generøse gavekort i læssevis. Dem vekslede de vindende sælgere som regel til kontanter, som skattevæsnet aldrig hørte om. Ja, faktisk blev det regnet som en del af lønnen. Min kilde kunne fortælle, hvordan sælgere til ansættelsessamtalen fik besked om, at de kunne forvente at få mange tusinde kroner i (skattefri) gavekort. ”Så de glemte ikke noget ståsted. Det var i dna’en. Jeg ser dem ikke som en flok forbrydere. Det er søde mennesker, der bare langsomt er begyndt at se et usundt forretningsmiljø som noget helt naturligt,” skrev han.

Arvemasse er jo ikke lige sådan at lave om på, så mon ikke Steinar Sønsteby er rigelig optimistisk i at tro, at det er slut. I det mindste er det kun dna’en i den danske del, der oprindeligt hed Topnordic, den er gal med. Så man kan håbe, de ikke har blandet for meget blod med norske ementor og svenske Atea.

Hvis topchefen har ret, og de få rådne æbler er sorteret fra, vil jeg glæde mig meget over det. Hvis kilden har ret, står Steinar Sønsteby over for en af de sværeste opgaver, en topchef kan have: at lave om på en virksomhedskultur, som ingen synes er forkert.
I så fald kan jeg vel håbe på kriminelt lækre goodiebags ved Ateas IT-Expo i næste uge.

Det giver ikke penge, det giver mening.

img_4292

Ind i mellem får jeg en henvendelse fra en virksomhed, der har været ude i en mediestorm, så de spørger, om jeg ikke liiiige kan hjælpe med at sørge for, der bliver skrevet noget pænt om dem i aviserne. Jeg prøver – ultrakundevenlig som jeg er – altid at være positiv: Jow jow da, og når jeg nu alligevel er i gang med at skrue tidsmaskinen 20 år tilbage, er der så andet, du skal have med?

I langt de fleste tilfælde findes årsagen til problemerne netop et sted i fortiden, nemlig lige præcis dengang virksomheden forlod sit oprindelige ståsted og begyndte at stirre sig blind på tallene.

Det kommer jeg til at tænke på nu, hvor jeg læser Svend Brinkmanns nye bog ”Ståsteder”. Brinkmann er ham, der fik os til at stå fast og tage nejhatten på, og jeg havde håbet, jeg kunne slippe nemt om ved en klumme og blot anbefale hans nye bog varmt. Det kan jeg ikke. Hvis jeg kender Børsen-læserne ret, så har I så travlt med at få ting til at ske i virksomhederne, at I slet ikke har tålmodighed til sætninger som: ”Der er intet samlet tankesystem i Nietzsches filosofi, men en tendens til at ”filosofere med hammeren”, som han skrev, altså ødelægge etablerede sandheder, bl.a. ved at spore deres oprindelse og virkningshistorie.”

Kort fortalt mener Svend Brinkmann, at det er gået for vidt med cost/benefit-analyser overalt i vores liv og samfund. Alting skal altid kunne bruges til noget, og vi skal hele tiden have noget ud af alt, hvad vi gør. I det ræs glemmer vi fuldstændigt meningen med livet.

Det kan der være noget om. Også i erhvervslivet, hvor vi har så travlt med bundlinjer og brugbare kompetencer, at vi nogle gange glemmer, hvad vi egentlig er her for.

Mon det ikke netop er hvad, der er sket for Atea, som nu er sigtet for at have bestukket sig til it-kontrakter i milliardklassen. Noget-for-noget har i hvert fald været den fremherskende tankegang, og dermed lægger Ib Kunøs virksomhed sig lige midt i den tendens, Brinkmann kalder instrumentaliseringen. Det er der, hvor alt er et middel til et mål, og intet er et mål i sig selv. Og nej, penge kan ikke være et mål i sig selv, da penge pr definition er et middel. Et smart middel erkender også filosoffen fra Randers. For penge er et instrument, der gør det muligt faktisk at sammenligne æbler med pærer.

Brinkmann har fat i noget. Og jeg tror, at denne instrumentaliseringstankegang ikke bare har ført en grad af meningsløshed med sig, men også dehumanisering. Det er derfor, personalet på et plejehjem kan prioritere computerarbejdet højere end plejen af beboerne, for computerarbejdet giver konkrete resultater, der kan måles på bundlinjen. Det samme kan man ikke sige om plejen. Det er også mit gæt, at instrumentaliseringen er årsagen til de mange storrumskontorer, hvor ingen har faste pladser, for det er ikke en rationel måde at bruge dyre kvadratmeter på. Det fører godt nok ifølge adskillige undersøgelser til mistrivsel blandt medarbejderne, men den slags ses ikke direkte på bundlinjen.

Hvis vi skal få et bedre, mere meningsfuldt liv, skal vi ifølge Brinkmann finde vores eget ståsted i tilværelsen. Finde lige det, vi vil stå fast på come hell or high water. Også når vi slet ikke kan argumentere rationelt for det. I sin bog præsenterer han os for 10 mulige ståsteder. Det gode, Sandheden og Ansvaret for eksempel. Man skal gøre ting, blot fordi de er gode/sande/ansvarlige. Ikke fordi den gode/sande/ansvarlige handling i sig selv fører noget med sig.

Det kan virkelig forenkle livet og tilføre mening, hvis man lykkes med det. Også som virksomhed. Langt de fleste ved allerede, at det ikke er nok at have et mål om at tjene penge. Derfor finder man alle mulige forskellige formuleringer om at tjene kunderne på den ene eller anden måde. Om det så giver den helt dybe mening, tvivler jeg på.

Ståsteder kan man ikke trække i en konsulentautomat ligesom værdier eller CSR-politikker. Dem er der gået inflation i, og de er som oftest de rene markedsføringsinstrumenter, der skal brande virksomheder som bæredygtige, ansvarlige og alt godt fra floskelhavet. Meningen med dem er at lave en bedre = større forretning. Ståsteder der imod kommer indefra, og man kan ikke regne med, de giver pote økonomisk. De giver til gengæld mening.

Måske skal noget af årsagen til Novo Nordisk’ solide succes findes i deres helt originale ståsted. Virksomheden har stort set altid haft fokus på diabetespatienterne – ikke på lægerne, ikke på kunderne, men på patienterne. Med masser af svinkærinder undervejs ganske vist, men jeg tror, man ofte har kunnet argumentere handlinger igennem i Novo Nordisk ved at henvise til, at det gavnede patienterne. Fra begyndelsen i 1923 kunne man ikke vide, at den indstilling også ville kunne betale sig.

Det kunne Google heller ikke, da de i 2000 – to år efter grundlæggelsen – besluttede sig for firma-mottoet: Don’t be evil! På det tidspunkt mente ledelsen, at konkurrenterne groft udnyttede brugerne, og den vej ville de ikke gå ned ad. I prospektet ved børsintroduktionen i 2004 slog de deres ståsted fast med syvtommesøm: ”Don’t be evil. We believe strongly that in the long term, we will be better served — as shareholders and in all other ways — by a company that does good things for the world even if we forgo some short term gains.”

Det ståsted har tjent Google godt og været et solidt pejlemærke for ledere og medarbejdere. Om det er blevet en mere eller mindre profitabel virksomhed af den grund er irrelevant. Det er blevet en virksomhed, der giver mere mening. Og så kan man sige, at det ikke gør noget, man går i stå. Bare man står det rigtige sted, når det sker.

Ærlig talt: Lars Rebien fortjener 86,7 millioner TAK!

img_4133

Man skulle tro, at ansættelseskomitéen i Novo Nordisk havde konsulteret en numerolog, da de skulle finde en ny topchef. De har villet sikre, at de fik en leder, der kunne holde snuden i det guldspor, Lars Rebien Sørensen møjsommeligt har pløjet gennem de seneste 15 år. ”Jamen uha så må I have en med det samme navn,” har numerologen sagt. ”Allerhøjst må det afvige med to bogstaver!” Og så var der kun Så blev Lars Sørensen til Lars r kun én mulighed: Lars Sørensen blev til Lars Jørgensen.

Da de to stod ved siden af hinanden i pressevirvaret, var det godt nok svært at se, hvem der var ældst. Men ifølge Novo Nordisk er den nye Lars 12 år yngre end den gamle, så et generationsskifte var det.

Ekstra Bladet sagde farvel og tak til Lars Rebien Sørensen med denne overskrift: ”Novo-chefens gyldne håndtryk: Svarer til 332 sosu’ers årsløn”

Avisen havde regnet løn, pension, bonus og aktier sammen til, at han ville få 86,7 millioner med sig ud af chefkontoret. Og da vi læsere jo har svært ved at forstå beløb i den størrelsesorden, fik vi lige et jordnært sammenligningsgrundlag: ”En kvindelig sosu-assistent tjener i gennemsnit 261.000 kroner om året. Dermed svarer Novo-topchefens gyldne håndtryk til hele 332 sosu-assistenters årsløn.”

Det mest oplagte spørgsmål her er, om kvindelige social- og sundhedsassistenter får mere eller mindre i løn end deres mandlige kolleger. Det fik vi ikke svar på. Men vi fik så meget andet. For eksempel et indslag i satireprogrammet Den korte Radioavis, som kunne berette, at Novo Nordisk’ bestyrelsesformand havde handlet på de nye informationer: ”Vi kunne alle se det idiotiske i at ansætte én kompetent mand, når vi kunne ansætte 332 sosu-assistenter i stedet for. Med implementeringen af de 332 susassistenter i chefstolen har der været nogle barselssmerter, men at det kun er naturligt. Vi skal jo lige vænne os til, at 185 af dem altid står nede i gården og ryger, mens den anden halvdel brokker sig meget over deres børn, som de synes spiller for meget lort på nettet. Ja, og så har vi måttet lukke for adgangen til spilnu.dk i en periode. Men ellers tror jeg, de her tøser er gjort af det helt rigtige stof til at lede Novo Nordisk ind i det 21. århundrede,” udtalte bestyrelsesformanden ifølge den fiktive stjernejournalist, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Her på Ærlig Talt synes vi, der kan være grund til at sætte Lars Rebiens udbytte af sin indsats i yderligere relief, således at alle har et rimeligt sammenligningsgrundlag, når de skal beslutte sig for, hvor på misundelsesbarometeret de vil ligge. Så her kommer…drrrrrrrrrrr ching!:

Top 10 over ting, man kunne få for 86,7 millioner kroner:

10:    Trekvart Melodi Grand Prix inklusiv projektuansvarlige og skæggede damer

9:      To en halv måneds drift af it-systemet Sundhedsplatformen på Herlev Gentofte Hospitaler – altså kun ekstraregningen. Den ordinære drift kommer oveni.

8:      Refusion af 0,7 procent flere skatter for ikke-eksisterende aktieudbytter.

7:      Ekstra Bladets mediestøtte i fem år – med tilhørende side 9 piger (godt 1700 styks)

6:      2.318 fodhvilere til cyklister, som vil blive sparet for anstrengelsen ved at sætte foden helt ned på asfalten.

5:      86,7 styks interaktive bænke med lysshow – der dur engang imellem.

4:      1,4 IC4 togsæt – inklusiv driftsproblemer

3:      4,8 styks hasselmusbroer over motorvejene – eksklusiv bro-træning af hasselmus.

2:      214 minutters af tv-serien 1864 –

1:      Man kunne også købe 1.734.000 lottokuponer – med Joker – og se, om gevinsterne kunne matche udbytterne fra Novo Nordisk de seneste 15 år.

Da Lars Rebien Sørensen overtog ledelsen i 2000, omsatte selskabet for 20,8 milliarder kroner og havde et resultat på 3,1 milliarder. Sidste år var omsætningen 108 milliarder kroner og nettoresultatet 35 milliarder kroner. En aktie i Novo Nordisk kostede 18,13 kroner i 2000, og da børsen i sidste uge lukkede dagen inden fratrædelsen blev offentliggjort var kursen 312,70 kroner. Det er en stigning på 1.625 procent. Markedsværdien af Novo Nordisk er 800 milliarder kroner. Det er tre gange A.P. Møller Mærsk og gør insulinproducenten til Danmarks suverænt mest værdifulde virksomhed.

Novo Nordisk er Danmarks svar på Apple – bortset fra, at Novo Nordisk faktisk betaler skat. 8,6 milliarder kroner blev det til i 2015 fordelt på en række lande. Størstedelen af den kage havner nu i Danmark. I 2014 røg der 5,3 milliarder kroner fra Novo Nordisk ind i den danske statskasse. Det kunne man faktisk få 20.307 sosu-assistenter for. Kvindelige.

Endelig er det vel også en tanke værd, hvordan det var gået, hvis sosu-assistenternes pensionsmidler var blevet sat i Novo Nordisk aktier. Det er nok ikke et tosset gæt, at deres pensionsselskab har investeret en del af midlerne netop der.

Hvis en sosu-assistent havde investeret 100.000 af sine pensionskroner i Novo Nordisk aktier i år 2000, så er de nu 1,6 millioner kroner værd.

Jamen, det er da noget af en pragtpræstation. Derfor vil jeg gerne på

pensionskunders, skatteyderes, aktionærers, 42.300 ansattes og ikke mindst diabetespatienters vegne sige 86,7 millioner TAK til Lars Rebien for indsatsen.

Drop bitchfighten i underklassen og giv plads til Karina-effekten

IMG_4094Der skete noget højst besynderligt ovre i Debatdanmark i denne uge. Der udspillede sig det, man vel nærmest kan kalde en bitchfight om retten til at have holdninger til underklassen. Ja, I læste rigtigt: der står ”underklassen”. Det er altså ikke noget, jeg har selv fundet på. For ordet føles ligeså uartigt at skrive som neger. Det må man heller ikke bruge med mindre, man altså er det. Det var de også engang, de to kvinder i mudderkampen, som nu begge har kæmpet sig ind i middelklassen.

Det virkede som om, at dronningen af underklassen, Lisbeth Zornig, følte tronen vakle, og så fandt hun de beskidte tricks frem. Det var underligt at overvære.

Hvis I ikke rigtigt har fulgt med, kommer der et resume her: Karina Pedersen, der har haft en møgopvækst med verdens dårligste mor i en ghetto i Fredericia ( ja det har de åbenbart også i større købstæder) har skrevet en usentimental bog om, hvordan det var. ”Helt ude i hampen” hedder den. I den anledning bragte Zetland et godt og langt interview med hende under overskriften: ”Tag pengene fra underklassen. Den har ingen moral.” Det statement fik Lisbeth Zornig til at reagere med denne opdatering: ”Karina tigger selv. Normalt beskytter jeg udsatte mennesker som Karina – men når hun puster så giftigt til en debat og risikerer at sætte indsatsen overfor udsatte årtier tilbage, må jeg reagere,” skrev Zornig og fortalte, hvordan hun havde lånt Karina Pedersen penge engang.

Kampen fortsatte og blev stadigt mere bizar. Karina Pedersen havde åbenbart på et tidspunkt ytret, at Martin Ågerup fra tænketanken Cepos havde hjulpet hende betydeligt mere end Zornig – uden det fremgik om det var med pekuniær eller moralsk støtte. Derpå fik den på alle konspirationsteori-tangenterne og Zornig og hendes mand afkrævede på skift Martin Ågerup svar på, hvor mange penge, han havde givet Karina, idet de erklærede, at det ikke længere var Karina, der var målet for deres kamp. Det var Cepos, som brugte Karina i en ”uanstændig ideologisk krig”. Zornig rakte helt ned i nederste skuffe med perfiditeter og udspyede et: ”Har I givet hende penge eller har I bare som de der Herlufsholmdrenge knaldet hende og spyttet hende ud!”

Den pæne Ågerup var stødt og bevægede sig vaklende i en diskussion af den (under)klasse: ”CEPOS har intet haft med denne bogudgivelse at gøre. Vi har ikke støttet den. Vi har ikke set manuskriptet før bogudgivelsen. Vi har ingen indflydelse haft på den overhovedet. Jeg må tage afstand fra den måde, I skriver om Karina på. Som om hun var et manipulerbart objekt uden selvstændig vilje. Det er totalt respektløst.”

Al den larm forhindrede effektivt, at nogen hørte efter, hvad Karina Pedersen faktisk havde at sige. Det var vel også målet for Huset Zornig, som gerne ville bevare status som eneste alvidende på underklasseområdet.

På den måde kom det til at minde om den der Monty Python-sketch, hvor de overgår hinanden i at have haft det hårdest: ”A Cardboard box? You were lucky! We lived for three months in a brown paper bag in a septic tank…”

Ærgerligt er det, hvis ikke Karinas erfaringer og tanker kan bruges til at generere nye ideer om, hvordan vi bedst hjælper socialt udsatte.

Jeg kan tage fejl, men jeg husker, at da Zornig kom ind i medierne og dermed i mit synsfelt, var det også ridende på sin egen historie og med nye ideer genereret ud af den. Hun talte som Karina om, hvordan kontanthjælpen bliver brugt til de voksne, før de bliver brugt til børnene og om, hvor væsentligt det var at aktivere civilsamfundet. ”…for man kan aldrig blive venner med en kommune, man kan blive venner med et menneske,” sagde hun.

Karina har sagt det mere brutalt: ”Min mormor og morfar forsøgte at få min mor på rette spor ved at sige, at hun ikke fik flere penge, men så kunne hun bare lægge røret på og gå ned på kommunen og sige, at hun havde fem børn, og det hele var så hårdt. Så hvis der ikke havde været kontanthjælp, havde min mor været afhængig af min mormor og morfar, og så havde der været andre boller på suppen. Det kan jeg godt love dig for.”

Der er brug for alle gode kræfter og for nye ideer indenfor socialområdet. Hvis man som jeg har haft et handicappet familiemedlem, der holdt adskillige mennesker beskæftiget på rådhuset med at kontrollere dem, der faktisk hjalp hende – så tænker man uvægerligt, at det må kunne gøres bedre. For at finde ud af hvordan, er det en god ide at lytte til dem med erfaringerne.

Som for eksempel Lisbeth Zornig. Hun holdt en spændende og inspirerende tale på Liberal Alliances Årsmøde i 2013. Her lancerede hun interessante tanker for eksempel om at udstede sociale obligationer, som pensionskasser kunne købe for at være med til at investere i løsninger for de allermest udsatte. Hun mente, det ville give en besparelse på de offentlige budgetter, som pensionskasserne så kunne få et afkast af. Hun foreslog, at man skabte fordelagtige vilkår for virksomheder, der tager socialt ansvar, og citerede den mest forhadte LA’er: “Som Joachim B. Olsen siger: det starter og slutter med job!”

Om det var gode ideer i sig selv, ved jeg ikke, men det var et godt afsæt for en diskussion om nye måder at gøre tingene på. Det virker desværre som om, Zornigs ideer siden da er blevet stadig mere konforme. De ender alle med standardløsningen: send flere penge.

Det er der måske ikke noget at sige til, når man har gjort en karriere ud af at være statens underklassekonsulent #1.

Men alle vi andre skulle tage at slå lyttelapperne ud og høre, hvad Karina Pedersen har at sige, for det er usædvanligt, at folk med hendes erfaringer kommer ud på den anden side og er i stand til at sætte så tydelige ord på. Berlingskes anmelder kalde hende rammende en ”hvid, kvindelig udgave af Yahya Hassan.” Måske kan Karina Pedersen give inspiration til nye måder at bedrive socialpolitik på, hvor vi sørger for at pengene havner der, hvor de faktisk gør nytte.

Personligt håber jeg på en ny Karina-effekt, der bliver ligeså markant som den gamle Carina-effekt. Det var den, der fik os til at se vores kontanthjælpssystem i et helt nyt lys, da det viste sig, at det var helt almindeligt, at kontanthjælpsmodtagere havde det samme eller mere i disponibel indkomst end folk i arbejde.

For jeg tror – med fare for at lyde som Uffe Elbæk – at vi skal til at tænke socialpolitik på en helt ny måde.