At være juicer – dét er et mandejob

joeNogle gange sætter en virksomhed altså røven lige i klaskehøjde. Det må man sige Joe & The Juice gør det med sin seneste promotionvideo. Den har fået titlen ”Preparation Shift”, og handler dybest set om en ung mand, der skal op og på arbejde. Det gider han egentlig ikke, men kommer så i tanke om, at han arbejder hos Joe & The Juice.

”Dit hoved fortæller dig, at det bare er et job. At du kun behøver at møde op og komme igennem dagen. Men du tager fejl. Det her er ikke bare et job. Det er en kultur – et broderskab,” lyder speak’en på dyb amerikansk.

Videoen havde ikke levet mange dage, inden det første klask lød. Det kom fra Berlingske-blogger og Radio 24syv-vært Anne Sophia Hermansen, der som en elegant dominatrix svingede pisken over de lidt for kække gutter:

         Du vågner alene sammen med alle dine hipster-tatoveringer. Du har ikke lært at barbere dig eller stryge en skjorte og kører stadig på skateboard, selv om du er voksen. “Træf valg”, lyder det, “hvem vil du være i dag?”, og du vælger, at du vil servere avocadosandwich med grønsagsjuice til. Du tager på arbejde, maler tribalstriber i ansigtet og kniber øjnene sammen på Dan Jørgensen-måden – klar til at gøre en forskel i verden og spørge: skal det være en stor eller lille juice? Du er kriger, så du vil kæmpe for, at den skal være stor.

         Når det bliver lukketid, går du mod solnedgangen og ved nøjagtigt, hvordan Attila, Hannibal og Spartacus har følt det, bortset fra at du ikke ved, hvem de er. Du ved, at i morgen er der atter en dag med nye kampe, nye valg og måske skal du have en halstatovering, og måske skal der ikke mynte i DIN juice.

         Og selvfølgelig griner du ikke, når du ser den her video. Det er jo sådan det er, jobbet som juicer, som badass krigerkonge af selleri og seriøst spicy tuna.

Når Anne Sophia Hermansen er god er hun virkelig god. Men når hun er ond, er hun endnu bedre.

Hendes beskrivelse af filmen er ramt lige på kornet, og det gav da også lige 2800 likes på nul komma dut. Jeg grinede og skulle lige til at hamre begejstret i vild-med-tasten, men så var det jeg kom til at tænke. Den der video var nok ikke liiiige møntet på mig – en temmelig voksen kvinde fra Jylland. Jeg tror, den er beregnet til at begejstre medarbejdere og potentielle medarbejdere i Kaspar Basses hastigt voksende imperium. Den målgruppe er unge mænd.

Det er så ikke alle unge mænd, videoen rammer, forstår man på kommentarerne: ”You could have put all the money this cost into a bin, set it on fire and filmed it on a iphone6, stuck a logo on it, and it would have done a better job,” lyder en af dem.

”Juicebrikkens svar på paradise hotel, langes over disken med kreatin pumpede selfiesticks…,” lyder en anden, mens ungdommens hårdtpumpede hippe mediefænomen Vice tager sådan her imod videoen: ”Mens du læser det her, sidder der en tømmermændsramt, arbejdsløs CBS-dropout-type med et brændende ønske om at bringe sine sømandstatoveringer og halvtrænede overkrop i spil. Og hvis vi ikke stopper det, styrer han direkte mod nærmeste Joe & the Juice, hvor han vil blive suget ind i et vakuum af grøntsagssaft, blenderromantik og loungemusik, hvorefter han vil være uden for rækkevidde, indtil han en dag vågner op og indser, hvem han har solgt sin sjæl til.”

Det er sjovt fundet på alt sammen, men inden jeg selv kammer over i spydigheder – og guderne skal vide, de ligger lige på tungen – er det værd at kigge på firmaets resultater. Og de er strålende. Intet mindre. Det, de gør, virker altså.

”Det var mit ønske at dramatisere det typiske, kedelige ved frugt og grønt,” har stifteren af Joe & The Juice, Kaspar Basse, sagt. Det lyder ret latterligt, men det er faktisk, hvad han har gjort.

Det job, der kunne være lige så dødsygt som at lange rungstykker over disken hos Guldbageren, har han gjort til en livsstil fuld af sjov, fællesskab og glæde. Som regel kræver det anseelige mængder af alkohol for unge mænd at more sig så meget sammen, som de gør i Basses butikker. Men her er ingen vodkashots eller Jägerbombs. Her er kun friskpresset saft, kaffe og sandwiches.

Det er ret vildt at få det til at lykkes. Medarbejdere bliver ikke ansat hos Joe & The Juice. De bliver castet. Udseende, personlighed og attitude er vigtigere end erfaringer fra lignende jobs. For der findes ikke lignende jobs. Det er godt klaret at lave så stærk en firmakultur, at unge mænd står i kø for at blive en del af den.

Som kunde opleves kulturen ret autentisk. De unge mænd bag disken virker som om, de er en del af et stærkt og sjovt fællesskab i en forretning, hvor man gerne må jonglere med varerne grine, stort og spille rigtig høj musik. Hver dag er en fest for de gutter. Det virker i hvert fald så autentisk, at jeg altid krydser fingre for at få min avocadosandwich og min Pick me Up-juice i en fart, så jeg kan få bugseret mit lidt for voksne selv ud og væk.

At være juicer, som de kalder det, er nærmest blevet et kald og det gode budskab er i gang med at blive spredt ud i verden. Joe & The Juice har næsten 150 forretninger. Flest i Danmark, men også en del i resten af Skandinavien og Storbritannien, men også i Frankrig, Schweiz og New York kan man få sig en Go away Doc. Succes i den skala er svær at argumentere meningsfuldt imod.

Jeg håber blot, at Joe hjælper sine juicere til at se, der også er et liv bagefter. Et liv, hvor man får uddannelse og voksenarbejde.

Og så undrer jeg mig over, hvordan det er lykkes at komme uden om ligestillingsloven og holde kvinderne ud fra det søde liv hos Joe. I dag kan kvinder ellers blive alt fra jord- og betonarbejdere til jagerpiloter. Men at være juicer – dét er et mandejob.

Rend mig i tonen!

IMG_0399

 

Kender I det, at man vågner op og er grundsur. Ikke over noget bestemt. Bare sådan rundt regnet rasende. Man sparker til skoene, der står i vejen, så de kommer helt på tværs. Og man lader sin trafik-tourette få lov til at folde sig fuldstændigt ud som en stor ækel kødædende blomst. Egentlig er man lidt flov, for vrede klæder ingen. Man håber, at dem i bilerne ved siden af tror, man bare synger med på lidt heavy metal. Det gør man ikke. Man skriger &%¤#!@#!*% ”sleske spytslikker”, ”interplanetariske slørhale” og andet fra Kaptajn Haddocks fantasifulde bandeskuffe.

Hvis det lige får taget toppen af galden, så kan man muligvis lige trække vejret længe nok til at finde den flig af selvironi, der kan få en til at nøjes med at synge Tante Sofies vise fra Folk og røvere i Kardemommeby. Det er i hvert fald, hvad jeg gør, når det kommer over mig:
Uha da da hvor er jeg gal
jeg er så vred og sur
for her i Kardemomme
er der ingenting der dur!

Så er dét på plads.

Bagefter må man lede efter en måde at bruge vreden på godt og konstruktivt. Den kan faktisk hjælpe en til at få talt om ting, man ikke har turdet tage op før.

Lad mig bare indrømme, at sådan en dag har jeg i dag. Jeg ser mig om i medielandskabet for at finde et passede mål, og jeg behøver ikke kigge langt for at finde noget, der virkelig trænger til at blive sat på plads. Op af tågerne dukker nemlig endnu engang debatten om tonen i debatten.

Egentlig er jeg ikke meget for at bidrage til at spilde mere spalteplads på det, for min pointe er netop, at der er brugt alt for meget krudt på denne pseudodebat allerede. Men kan dagens vrede hjælpe til at banke den helt i jorden, så er den gået til et godt formål. For hvordan kan det være, at mens terroren har øget sine punktnedslag i Europa og det kun er et spørgsmål om tid, før den når Danmark, og mens velfærdssamfundet er ved at blive tvunget i knæ af krav og forventninger, og det stadig ikke er lykkes at få gang i noget vækst, der kan betale for gildet – mens alt det sker, og det haster med ideer til løsninger, så er der begavede mennesker, der bruger krudt på at harcelere over tonen i debatten? Tonen – ikke indholdet!

Selvfølgelig går jeg ikke ind for, at man taler grimt. Jeg synes bare ikke, det er det vigtigste. Det vigtige er, hvad man siger – ikke hvordan man siger det. Det er et demokratisk gode, at de nye medier og kanaler har givet mulighed for, at mange flere kan deltage i debatten. Det tavse flertal er blevet mindre tavst. Så kan det godt være, at folkene dér ikke kan ord som diskurs og paradigme, men de ved godt, hvad de mener, og de udtrykker sig som oftest i umisforståelige vendinger.

Det samme kan man langt fra altid sige om tonen-i-debatten-debattørerne. Som for eksempel Henrik Marstal, der for nylig skrev en kronik i Berlingske – vist nok til forsvar for politisk korrekthed: ”Krænkelseskultur og offermentalitet er ord opfundet af dem, der gerne vil blive med at krænke og offergøre. De er en del af det neoliberalistiske nysprog, hvis etos ikke bare er den stærkes ret, men også retten til verbalt at svine ofrene til.”

Ærlig talt forstår jeg ikke en fløjtende fis af den sætning. Jeg får en fornemmelse af, at den heller ikke er møntet på mig, men den bliver brugt til at pynte sig med overfor ligesindede og –uddannede. Og mens man sådan gør sig til for hinanden, så vokser de virkelige problemer i samfundet. Det er dem, det ikke så tavse flertal er begyndt at forholde sig til i uforblommede vendinger.

Debatten om tonen er blevet en hel stråmand i sig selv, der skal få det til at se ud som om, man faktisk bekymrer sig om samfundsudviklingen. Det gør man ikke. Man har kun blik for sig selv, og for hvordan man tager sig ud.

Det er debatten om ytringsfriheden om igen. Når man talte om, hvor vigtig ytringsfriheden var, og hvordan vi skulle forholde os til truslerne mod den, så var der altid nogle, der begyndte at tale om ytringsfrihed, men… ”Vi har ytringsfrihed, men… ikke ytringspligt,” sagde de. Og så kunne man bruge lang tid på den pseudodebat i stedet for at finde ud af, hvordan vi kunne værne om denne grundsten i vores samfund.

Det siger sig selv, at når alle dem, der hidtil bare har kunnet råbe ad fjernsynet, pludselig i hånden har en mulighed for at give deres besyv med, når noget oprører dem, så ryger der finker af panden i hobetal. Det skal nok finde sit leje på et tidspunkt. Vi må lære at sige fra, at blokere, at slette og svare igen, når nogen er grove. Med ord skal ord bekæmpes – og det bliver de da også. Man skal huske på, at det ikke er nær så belastende, at nogen kalder en et idiotisk røvhul. Det er meget værre med dem, der faktisk kan vise, at man er det. Dem der har indhold i ordene, er dem, man bør frygte. Det andet er bare en shitstorm i et glas vand. Vi kommer til at lære at sortere det.

Det står langt værre til med typer som Henrik Marstal, der taler pænt, men fuldstændig uforståeligt: ”Og hvad er det så for en magtudøvelse? Jo, det, som de ”politisk ukorrekte” siger, er: ”Vi kræver retten til at tale nedladende til og om andre, hvis vi har lyst til det – og det må ingen kritisere os for at ville.” Det er denne ret, denne privilegierigdom, som disse personer forsvarer ved at forsøge at udskamme alle, der betvivler deres ret, og dømme dem ude som ”politisk korrekte”.

Volapyk, men selvom jeg er rundtosset af det, kan jeg spotte en ekstra stråmand, hvor han lægger fiktive modstandere ord i munden. Det må vist være en stråmand inden i en stråmand. En slags stråmændenes trojanske hest. Mens vi spekulerer over det, så sker der ikke en dyt ude i samfundet. Og det kan gøre mig så rasende, at jeg må synge de sidste fire linjer fra Kardemomme-Sofie for at falde ned og grine lidt ad mig selv igen:

Hvis alle bare var som jeg
så gik det nok til sidst.
Men ingen andre er som mig
og det er meget trist, ÆV!

Maskinstormer Go

IMG_0383_3

 

Personer, hvis fantasi har udviklet sig til en rædselsgenerator, går glip af de meget sjovere fantasibilleder af mulighederne i det nye.

Gotcha! HA! Så fik jeg sgu lige ram på en af de der pokémons. Den hedder Bulbasaur, viser det sig, da jeg googler. Det er jeg nødt til, for jeg er ingen kender af de farverige figurer, men selvom det er sommer, eller noget der ligner, og jeg derfor ikke hænger godt ved i nyhedsstrømmen, så har de mange historier om det nye revolutionerende Pokémon Go-spil til mobiltelefonen alligevel hypet sig frem til mit dasende liv. Og det virker for godt til at være sandt. At man sådan kan fange sjove dyr med sin mobiltelefon ude i den virkelige verden. Jeg downloader spillet, og giver det min sædvanlige tålmodighedsration med den slags – sådan cirka halvandet minut. I løbet af den tid opdager jeg, at der åbenbart befinder sig sådan en pokémon ude i min have! På Tuse Næs, hvor der aldrig sker noget og hvor al udvikling er gået ram forbi, ja der er der åbenbart nu et lille farverigt moderne monster på spil. Da jeg kommer ud og flakser min mobiltelefon rundt i luften som en idiot, er der bingo! Den sidder i træet ved mit brændeskur og er helt tydelig set gennem mobilkameraet. Jeg swiper bolden som en gal og pludselig: Gotcha!

Jamen altså. Det er sgu da morsomt. Jeg fik ikke fanget flere deroppe, for det var mere virkelige dyr som egern, rådyr, pindsvin og fasaner, der befolkede min have end eventyrfigurer. Men jeg var begejstret. Det må jeg indrømme. I årevis har jeg hørt om det der augmentet reality, hvor virkeligheden og det virtuelle smelter sammen til en udvidet virkelighed, men det har forekommet temmelig langhåret og teoretisk. Nu så jeg det udspille sig for øjnene af mig, og det var indlysende, at det er begyndelsen på noget helt nyt. Præcist hvad, det vil udvikle sig til og i hvor mange retninger, er helt uoverskueligt, men nye og endnu mere brugbare ting vil følge i kølvandet. Dét er sikkert.

Derfor var jeg noget forbløffet over at se, hvordan der i mit facebookfeed rejste sig den ene mere bekymrede type efter den anden. Anført af den efterhånden professionelt bekymrede Stine Bosse, der syntes, det var ”grotesk” når overivrige pokémon-jægere forvildede sig ind i private haver. ”Hold dog op, og find noget andet og måske lidt mere væsentligt at beskæftige dig med end at fise rundt og fange ting, der ikke findes,” sagde hun til Kristeligt Dagblad og forsøgte at komme kritikken af hendes kritik I forkøbet: 
“Jeg kan godt høre mig selv være gammel, når jeg siger det… Jeg tror, det er enormt vigtigt, at man taler om det og ikke lader være med at sige, at det er åndsvagt. Man skal forholde sig kritisk til det, tage det op ved middagsbordet og ikke bare lade sig rive med af de her trends,” sagde hun og lød ikke gammel, men gammeldags. På den der 1970’eragtige måde. Dengang kaldte man hendes slags maskinstormere. Sådan nogle der så skjulte farer i al moderne teknik og syntes, det var bedre, om man holdt sig til at trille tøndebånd og andre gode gamle lege fra oldefars tid. Maskinstormerne var dem, der fik vores forældre til at bekymre sig – og os – om, at vi fik firkantede øjne af at se fjernsyn, så vi lige måtte tjekke efter med spejlet, når vi var færdig med at se Tyllefyllebølleby Banegård. Og de bildte vores forældre ind, at vi ikke kunne læse lektier med stereoanlægget tændt.

Maskinstormere er simpelthen folk, hvis fantasi har udviklet sig til en rædselsgenerator, og som derfor ser farerne lure overalt og helt går glip af de meget sjovere fantasibilleder af mulighederne i det nye. Som Stine Bosse, der ser for sig, hvordan den nye dille kan udvikles til noget farligt, for “når et lille spil så let kan få så mange mennesker til at lade sig styre af mobiltelefonen, så kan ellers fredelige og fordragelige mennesker også gøre noget små-kriminelt.”

Øh ja og bridge fører da helt sikkert ludomani med sig for de mange, der er totalt opslugte af det, eller hvordan?

Tænk at nogen kan blive så oprørte over noget så morsomt som Pokémon og mene, det er grotesk, at man render rundt og ”fanger noget der ikke findes,” som bekymringsBoss’en udtrykte sig i et forsøg på at latterliggøre denne revolutionerende nyskabelse.

Som om børn ikke til alle tider har har rendt rundt og forsøgt at fange imaginære figurer i det fri, hvad end det var cowboys og indianere eller nedgravede sørøverskatte, de var på jagt efter. Den slags har der måske ikke være så meget af de senere år, for børnene har hellere villet sidde ved computeren og leve sig ind i spillenes spændende verden. Men nu kommer de børn pludselig ud i den friske luft og går let 10 kilometer i løbet af dagens jagt.

Det gør vi voksne også. Nogle endda i selskab med deres børn. Ikke kun for at være gode forældre, men fordi de spilvante børn er en omvandrende hotline, og vi voksne ikke helt er klar over finesserne i, hvordan vi kommer ind i Pokémons virtuelle træningscentre, og hvordan vi batler med andre spilleres Pokémons til en af dem besvimer – altså ikke spillerne men fantasidyrene. Nu går vi sammen rundt i landskabet. Og hvad der er endnu vildere, er de mange positive historier, der dukker op om autister og socialt angste, der ikke har kunne gå udenfor en dør i årevis, men nu bevæger sig frit rundt i legen og taler med andre mennesker/spillere. Det kan altså mere, end spiludviklerne nok lige havde forudset, da de sendte Pidgey, Drowzee, Charmander, Pikachu og alle de andre ud i vores virkelighed. De havde næppe heller forudset en gruppe tossede schweizere udspille ”Pokémon Hævnen”, hvor de udklædt i Pikachudragter med kæmpebadebolde malet i de rette rød/hvid/sorte farver, drøner rundt i Basel og smider boldene på formodede pokemonspillere. Det er sjovt.

Da jeg opdagede spillet var jeg midt i en bekymret snak om, hvad facebook og de andre sociale medier gør ved vores evne til fordybelse ja i det hele taget vores evne til at holde koncentrationen. Noget jeg mærkede på egen krop var en ret reel bekymringsmulighed, for jeg skal da tjekke hvert femte minut, om der er sket noget. Så kom Pokémon Go og ødelagde den bekymring, for jeg skal da lige love for, at jeg kunne holde koncentrationen i laaang tid i jagten på Pikachu.

Jeg synes bare, Nintendo skal lave en ny version, hvor man kan poke maskinstormere, som med et Gotcha! vil blive fanget i et medietomt rum i ugevis. Se dét vil være løjer, sådan et spil Maskinstormer Go!

DR en ommer sommer

 

imageDet er en ommer sommer. Sirdetbar’. Jeg vil have agurketiden tilbage. Denne langsomme periode fyldt af ligegyldighed, hvor absolut ingenting sker, og man kan koncentrere sig om afstressende aktiviteter som at lægge alle husets kortspil i orden efter farve og værdi og føle, at man har udrettet noget derved. Den tid, hvor de voldsomste intellektuelle bryderier handler om krydsord eller om muligheden for at få jomfruhummer fra kutteren nede på havnen. Hvor man kan skrive hånlige opdateringer på Facebook over mediernes fantasiløshed, fordi de igen-igen kun kan finde på at lave historier om kvaliteten af badestrande, mængden af vandmænd, dræbersnegle og solgte is samt test af koldskål. Det blev der ikke noget af i år. I stedet fik vi Brexit, Donald Trump, lastbilen i Nice, massedrabet i München, øksemorderen i toget og selvmordsbomberen i Tyskland. Og lige som man tænkte, at NU kunne der ikke klemmes flere breaking news ind i den sommer, så kom nyheden, der toppede det hele og fik koldsveden frem: Militærkup i Tyrkiet!
Var man en af dem, der stadig af gammel vane tændte for DR for at blive oplyst, blev man skuffet. Det var som om det højtbetalte statsmedie insisterede på agurketid, for her var det ikke live-video af tanks på Bosporusbroen i Istanbul, der tonede frem, men Owen Wilson på slentretur langs Seinen i Woody Allen-filmen Midnight in Paris.

Det fejlslagne militærkup i Tyrkiet er sandsynligvis den enkeltstående begivenhed i år, der får størst indflydelse på vores fremtid. Men det var ikke værd af gå i breaking-mode for på DR. Det er så stor en skandale, at der burde rulle hoveder. (I disse tider bør jeg nok lige nævne, at jeg mener det i overført betydning).

DR lavede samme fejl sidste år i forbindelse med terrorangrebet i København. Her lukkede man for live-dækningen kl. 24, da attentatmanden stadig var på fri fod. 50 minutter senere skød han så Dan Uzan og to politibetjente ved synagogen i Krystalgade.

Den vagthavende redaktionschef Thomas Falbe beklagede i ugens løb og sagde, det var en fejl, at militærkuppet ikke blev livedækket. I Radio24syv forklarede han det med ferietid og deraf følgende mangel på ressourcer. Her vil jeg undlade spydige bemærkninger om de 3,5 milliarder kroner, skatteborgerne poster i projekt DR, for jeg tror, det handler om noget endnu større. Det handler om et skred i statsradiofoniens selvopfattelse. Public Service betyder for DR ikke længere at tjene offentligheden, men at vurdere hvad offentligheden har godt af. På god gammeldaws Pravda-vis.
Just i denne uge tog ledelsen beslutningen om, at DR som hovedregel ikke vil bringe billeder af terrorister, fordi det kan ”inspirere andre tosser”, som nyhedsdirektør Ulrik Haagerup udtrykte det. I én fejende flot bevægelse fik han dermed reduceret den krig, islamister i disse år fører, til noget værre tosseri, som man egentlig burde kunne stoppe med et fy-fy-skamme. Jamen altså! Hans højre hånd, TV-Avisens chef Naja Nielsen, var i Deadline og forklare, hvordan det jo ikke var et decideret billedforbud. Næh, man ville blot tænke sig om både to og tre gange fremover, inden man bragte fotos af terrorister. ”Vi risikerer at blive en del af våbnet,” sagde hun og lød som en teoretisk diskussion i 1970’ernes marxistiske studiegrupper. Noget hun da også har gode forudsætninger for, da hun har været medlem af det danske kommunistpartis ledelse og oven i købet været et halvt år på partiskole i Moskva, da det hed Sovjetunionen.

Det er ikke journalisterne og redaktørerne eller for den sags skyld redaktionscheferne i DR Nyheder, der skal tænke sig ekstra om. For de har slet ikke kompetence til at tage så væsentlige beslutninger. Den slags skal ind på Naja Nielsens og/eller Ulrik Haagerups bord. At nyhederne så i mellemtiden sejler videre, er åbenbart uvæsenligt.

Det er ikke første gang, samme ledelse har taget en beslutning af den karakter. Sidste år nedlagde den forbud mod at bringe Muhammed-tegninger. Det vil sige, det var selvfølgelig ikke et decideret forbud. DR ville skam bringe tegningerne, hvis det var relevant, men ”aldrig som provokation, demonstration eller fordi vi kan,” sagde Ulrik Haagerup. Som om provokation var en udbredt journalistisk disciplin i hans stab. De professionelle journalister og redaktører, han har ansat, er åbenbart slet ikke kompetente nok til at tage den slags professionelle beslutninger. DR Nyheders ledelse stoler åbenlyst ikke på sine ansatte, men vil have de ellers så udprægede redaktionelle afgørelser diskuteret i ”centralkomiteen” først.

Det er den holdning, der har lammet redaktionsledelserne i en grad, så de hellere undlader at gøre noget end at risikere at forbryde sig mod de mange såkaldt etiske regler, DR Nyheder nu kører med. Og lige der finder man årsagen til, at begavede redaktører som eksempelvis Thomas Falbe ikke kan se en indlysende breaking news, selvom den rammer ham lige midt mellem øjnene. Hans professionelle dømmekraft er simpelthen slidt ned af ledelsen.

Det er så meget en ommer, DR, at institutionen burde skifte DR Nyheders topledelse ud og starte forfra med nogen, der ikke tror sig alvidende, og som stadig har en vis forbindelse til den virkelige verden. Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, kunne være en glimrende kandidat. Han sagde det så fint og meget diplomatisk til Naja Nielsen i Deadlines debat i onsdags: ”Jeg er bekymret for, om vi skærer skiver af den måde, vi kan dække virkeligheden på. Vores opgave er at bringe lys over begivenheder ikke at mørkelægge dem.”