Vi må håbe Lars Tvede-fænomenet spreder sig

 

Lars Tvede
Det kom bag på rigtig mange, da Lars Tvede udgav bogen ”Det kreative samfund” i 2014. Kunne en af 1980’ernes gulddrenge med en fortid i Klaus Riskærs finanseventyr virkelig have noget at sige, der kom almindelige mennesker ved? Finansmanden, der i mere end 20 år havde boet i Schweiz, havde ganske vist skrevet bøger før, men de havde titler som ”Børshaj” og ”Børshandlens psykologi”. Det var jo emner, der lå lige til højrebenet for en mand, der har tjent sin formue på at spekulere og investere. Kunne sådan en virkelig sige noget klogt om andet end aktiekurser og udviklingen i råvarepriser?
Det kunne han. ”Det kreative samfund” gik sin sejrsgang i Danmark, hvor den blev en bestseller, der gjorde rent bord hos anmelderne. Den fik ikke blot seks ud af seks stjerner i Berlingske Tidende og noget nær skamros i Børsen. Men selv Politiken gik bagover i begejstring. Avisen, der siden sin tilblivelse har kaldt sig ”organet for den højeste oplysning”, har ellers aldrig følt, at hvad der sker i og omkring markederne hørte til i kategorien ”højeste oplysning”, men nu måtte den give denne markedseksperts bog seks ud af seks hjerter. ”Lad det være sagt med det samme: Tvedes seneste bog er mageløst god, og man læser den med vidtåbne øjne som bulletiner fra en ven, der pludselig er dukket op fra ingenting,” skrev anmelderen.
For Børsens læsere er en mand som Lars Tvede ikke dukket op fra ingenting. I kender både ham og hans slags udmærket, og det kom selvfølgelig ikke bag på jer, at der var gods i hans bog. I ved om nogen, hvor meget børsfolk faktisk ved om verdens sande tilstand. Men alt for mange mennesker aner ikke, at det, der sker i markederne, er et spejl af det, der sker i verden globalt som lokalt. Alt for få er klar over, at man på tradernes skærme måske ikke direkte kan se, at en sommerfugl basker med vingerne i Brasilien, men den tornado, den forårsager i Texas, bliver lynhurtigt tydelig i markedet, hvis den for eksempel ødelægger hele årets bomuldshøst og får bomuldspriserne på børsen i New York til at stige voldsomt. For markedsanalytikeren er sådan noget som Det Kinesiske Kommunistpartis plenummøde heller ikke et fjernt og eksotisk fænomen, for de beslutninger der bliver taget der, viser sig straks i kurver og grafer og bliver til vind eller tab-situationer. Hvis man følger med i finansmarkederne, følger man intenst med i verdens gang.
De dygtigste af finansmarkedernes analytikere ved langt mere end de fleste nationaløkonomer og politiske analytikere, for de har nemlig hånden på kogepladen meget konkret. Hvis de tager fejl, koster det kunderne konkrete penge, og det skal ikke ske ret mange gange, før kunderne forsvinder og med dem analytikernes livsgrundlag. Der har universitetsprofessorer og tv-kommentatorer betydeligt større spillerum. De skal bare lyde overbevisende. De strategiske markedsanalytikere skal helst have ret, for der er rigtige kunder, der har investeret rigtige penge på deres råd.
En af de bedste – måske dén bedste – er Ed Hyman. 35 år i træk har de amerikanske institutionelle investorer udnævnt ham til Wall Streets topøkonom, og Bloomberg kalder ham ”den bedste strateg, du aldrig har hørt om”. Hyman er altså virkeligt kræs for kendere og fra sin investeringsvirksomhed Evercore ISI udsender han nyhedsbreve, hvor han og hans team analyserer økonomiske nøgletal og begivenheder i de finansielle markeder. Selvom han er berømt for at bruge et jævnt engelsk i sine analyser, hvor han gerne garnerer grafer og kurver med sine håndtegnede kommentarer og pile, så er det stadig kræs for investeringskendere. Hans artikler er deres vægt værd i guld. For at få lov at læse dem, skal man være kunde og lægge mindst $300.000 om året i kommissioner. Det er alligevel mange penge sidst på månen. Og nej, man kan ikke bare få flinke folk til at videresende dem. For at læse nyhedsbrevene skal man nemlig downloade en særlig app, der gør det umuligt at kopiere dem. Det er simpelthen lige før, de selvdestruerer efter endt læsning som en anden Mission Impossible gadget.
Det er i høj grad news you can use og et eksempel på, at markedet er mere end villig til at betale en høj pris for kvalitetsinformation. Det kunne man lige tænke over henne i medierne..
Hyman er den største, men der er også andre analytikere, der har snuden i verdens gangs spor. Jonathan Wilmot fra Credit Suisse, er en anden kæmpekapacitet, der holder sine kunder bedre orienteret om tingenes tilstand end de fleste til en pris, der kan betales af de færreste. I den mere overkommelige ende har Bank Credit Analyst en række publikationer, man kan blive klogere af. De koster ikke spidsen af en jetjager. De koster spidsen af 10! Nemlig omkring 165.000 kr. for et årsabonnement. Spidsen af jetjageren koster ifølge flyvevåbnet kun 16.000 kr.
Al den information har Lars Tvede fod på. Han læser Hyman dagligt, ligesom han følger alle de andre store. På den måde er han ikke speciel i den dyre ende af investeringsbranchen. Det specielle er, at han læser så meget andet. Tilfældige nedslag i de 25 note-sider i hans nye bog, ”Gåsen med de gyldne æg” (læs, læs, læs), viser hvor vidt hans interesse og research spænder: Darwins ”Origin of the Species”, Lenins ”The State Revolution”, Aristotoles’ ”Politics: A Treatise on Government”, FAO’s rapport ”Prospects for food and nutrition” plus alverdens videnskabelige, økonomiske og naturvidenskabelige tidsskrifter. Imidlertid er det, der gør ham helt unik, ikke den viden, han samler i sin søgen efter sandheden om, hvordan velstand og siden velfærd opstår i et samfund. Det er, at han deler den viden.
Normalt bruger børshajer kun deres overblik over verdens gang til at gøre sig selv og eventuelle kunder rige. Dér har Lars Tvede åbenbart lige en genetisk mutation, der gør, at han ønsker at gøre noget for andre. Det sætter ham i en kategori for sig. For vores samfunds fremgangs skyld må vi håbe, at han ikke forbliver alene i den kategori, men at hans kolleger i børsverdenen vil lade sig inspirere af Lars Tvede-fænomenet.

Oprørsudsalg i Storbrittanien

IMG_0025

 

Y2K – kan I huske det? De tre tegn fyldte os med gys og gru, da 1999 skulle blive til 2000. Vi regnede med, at det blev noget af et ragnarok, for ingen af de mange maskiner i verden var forberedt på, at de to første tal i årstallet kunne være andet end 19. Måske ville de inde ure i alle langdistanceraketterne eller atomkraftværkerne gå amok med uoverskuelige følger. Y2K blev et mytisk begreb, selvom det egentlig bare var en smart amerikansk måde at skrive 2000 på – Year 2 Kilo = År 2 x 1000.

Jeg synes, der er kommet lidt den sammen stemning over begrebet Brexit. Ingen kan forudsige præcis, hvad der sker, hvis Storbritannien faktisk melder sig ud af EU, men er det nødvendigvis lig med en katastrofe? Jeg løb lige ind i Lars Tvede herovre på Bornholm, hvor jeg er på Folkemøde – eller som vi kalder det: Distortion for djøf’ere. Han er en klog mand, så jeg spurgte, hvor galt det kunne gå med UK. Altså faktisk spurgte jeg, om han ikke kunne sige noget sjovt om Brexit. Det kunne han ikke. Og så alligevel… Han sagde nemlig, at selvfølgelig var der skrækscenarier. Storbritannien risikerede jo at ende som Schweiz eller Norge. Oh ve, oh skræk, oh rædsel!

Vi vil selvfølgelig savne vores britiske venner voldsomt i EU, for hvem skal ellers råbe op, protestere og trække den store Bruxelles maskine i den rigtige retning?

Men vi forstår dem godt. Mange danskere deler englændernes dybe skepsis overfor den anonyme union. Ikke kun når den kræver. Også når den giver. For eksempel når man kører forbi et skilt, der proklamerer, at dette regionsudviklingsprojekt er støttet af EU. Man tænker ikke ”hvor generøst”. Man ser instinktivt på det med skepsis. Måske fordi kransen af EU stjerner ligner noget fra en hemmelig loge. Og det er vel også meget rammende. Det er som om, der sker noget med folk, når de kommer ind i EU-systemet. Hvad end de er folkevalgte, udpegede eller ansatte, så er det som om, de ligesom mister lysten til at være en del af vi andre. De er kommet til en ny og bedre verden, hvor de kan regere i fred uden hele tiden at skulle have mandat fra folket. Måske er det sådan noget, de er trætte af, englænderne.

Det kan også være, de har fået nok af det absurde i at have en præsident og en udenrigsminister, de ikke har valgt, og som de ikke ville kunne udpege i et lineup på en politistation, om så deres liv afhang af det.

Muligvis spiller det også ind, at det var et chok at opdage, at EUs ydre grænser var helt ubeskyttede. EUs kerne er det indre marked – varer og menneskers frie bevægelighed. Det siger da sig selv, at mange mennesker i mindre heldige egne af verden gerne vil være en del af den succesopskrift. Behøvede man virkelig en krig og en flygtningekrise til at blive klar over det? Fra Afrika og Asien har de været på vej i årevis. Hvad var det EU ikke kunne se? En stats vigtigste opgave er beskyttelse af dets borgere. Den opgave bliver kun væsentligere, når man skaber en union af stater.

I slutningen af 90’erne proklamerede Poul Nyrup Rasmussen og Ritt Bjerregaard EU for et socialdemokratisk projekt. Det kan de meget vel have ret i, men det er det ikke blevet folkeligt af. Ikke spor. Faktisk kan man sige, at der er en RØD tråd i, hvad der er gået galt for EU? Dengang det handlede om afregulering, fjernelse af toldmure, fri bevægelighed, fri handel med varer og tjenesteydelser, da gik det godt. Da det begyndte at handle mere – meget mere – om regulering af adfærd og man byggede smørbjerge, skabte vinsøer og bestemte hvilken form agurker skulle have, da gik det skidt.

Gad vidst hvad der var sket, hvis man havde sat det til folkeafstemning: Vil I have mere regulering eller mere frihed? For de fleste havde det nok ikke været et svært spørgsmål. Svaret havde dog været ret træls for den evigt ekspanderende EU-maskine.

Måske synes briterne grundlæggende, at det er virkelig irriterende og helt unødvendigt at blive fortalt hvilke el-pærer og støvsugere, de må få eller ikke få. Især når det er de mindst effektive, de må få. De synes måske ligefrem, at det er fornærmende, at EU-centrale organer insisterer på at vide bedre. Kan det være, de mener, de udmærket selv er i stand til at tage de beslutninger? De, som har haft et verdensimperium, som startede den industrielle revolution og som vandt Anden Verdenskrig!

Hvis det ender med en Brexit, så kommer de britiske politikere på en hård opgave. Ikke bare skal de tilrettelægge post-EU-æraen, de mister også deres foretrukne syndebuk, når noget går galt. Så vil det være deres fejl, ikke EU’s. Hvad udfaldet end bliver, kan man håbe, det får den effekt, at EU kan tyde de klinkende klare signaler og sætter sig selv på en kraftig slankekur.

Jeg ønsker god valgdag på torsdag, sipper lidt Pimm’s, kipper med Union Jack og råber Rule Britannia! Jeg har en fornemmelse af, at briterne råber tilbage: Jamen det er jo netop det, vi vil: Rule Britannia…

Har du købt Dong-aktier? Held og lykke!

IMG_0002

Fik du hapset en karton Dong Energy aktier i torsdags? Jamen så tillykke! Eller skal man sige: kondolerer! Det er ikke til at vide endnu. Nok er der næppe risiko for en OW Bunker-situation, men mindre kan vel også være træls nok. Dong-aktiernes værdi hviler på et luftigt grundlag, nemlig vejr og vind. Og som om det ikke var utilregneligt nok, så afhænger indtægterne i grusom høj grad af diverse landes regeringers energipolitiske luner. Vil de mon blive ved med at have en forkærlighed for strøm fra møller? Svaret blæser i vinden. Held og lykke fristes man til at sige til de nyslåede aktionærer.

Ok, jeg er så ikke ligefrem investeringsekspert. Men da alle andre mandagstrænere har givet deres besyv med, vil jeg da også pippe lidt. Op til børsnoteringen har der været skrevet, talt og råbt meget om Dong og især om de milliarderne, der blev væk. Solgte staten for billigt til Goldman Sachs eller gjorde den ikke? De helt store konspirationsteorier har været i cirkulation, for hvordan kunne en virksomhed dog blive så meget mere værd på så kort tid? Tja, man kan vel starte med at se på den generelle stigning i aktiemarkedet. Fra Goldman Sachs købte i efteråret 2013 og til nu er det amerikanske SP500 steget ca. 50 procent og det danske OMXC20 ca. 70 procent. Set i det lys er den amerikanske kapitalfonds afkast af Dong-investeringen ikke overdrevet. Når man dertil lægger risikoen ved at investere så heftigt og direkte i en unoteret enkeltaktie som Dong – noget staten ikke selv ville – og dermed binde en stor sum penge i noget, der ikke umiddelbart kan afsættes i modsætning til noterede aktier, så er Goldman Sachs’ fortjeneste nok både rimelig og indenfor normalen.

I stedet for at fokusere på, hvad den amerikanske kapitalfond og pensionskasserne har fået, kunne man se lidt på, hvad de har givet. Kunne det ikke tænkes, at Dong Energy er blevet betydeligt mere attraktiv for investorer alene af den grund at Goldman Sachs, ATP og PFA allerede er med? Kunne det ikke muligvis forholde sig sådan, at de nye investorer går ud fra, at så hårde hunde allerede har lavet en grundig vurdering af virksomheden? Og at de har puffet på og vil fortsætte med at puffe på for at få reorganiseret, slanket og sat Dong på et spor, der vil gøre det til en rigtig rentabel forretning? At Goldman Sachs’ involvering simpelthen bliver opfattet som en blåstempling af Dong Energy som en god investeringscase? Jeg tror det.

Aktier køber man i tillid til, at investeringen vil forrente sig. De af jer der tror, at statsvirksomheder vil være dygtige til at forrente jeres penge, ræk lige fingeren op! Nå, det tænkte jeg nok. Når Dong-aktien blev så populær så hurtigt, har det nok en del at gøre med, at private investorer har følt tryghed ved det statsgaranterede og optimisme ved det privatkapitalistiske. At de to ting kan ende med at spænde ben for hinanden, har de fleste valgt at se bort fra.

Siden 2004 er der blevet råbt ”børsnoteringen kommer” så mange gange, at torsdag må have været en uvirkelig oplevelse for mine gamle kolleger i Dong. (Jeg arbejdede der i 1990erne) I 2009 havde man været tæt på en børsnotering så tit, at det var et emne i årets personalerevy. Jeg gav selv en hånd med at få versefødderne til at danse til den melodi, som Grethe Sønck og Volmer Sørensen gjorde kendt, da de som to pensionister sang ”Og så blev vi færdig med den dag”. I Dong-versionen lød omkvædet:

Vi’ stadig i gang, holder møder med Rothschild og regner på aktiernes pris

Vi taler og læser om IPO og IR og tegner prospekter i titusindevis

Og så regner vi igen og vi tjekker for fejl, der er nul – det’ en go’ dag

Så trykker vi på print, deler rundt og så er vi vist færdig’ med den sag.

Heller ikke dengang i 2009 blev det til noget. Derfor er det en pragtpræstation, at det overhovedet er lykkes at få Dong på børsen nu. Det eneste rigtigt ærgerlige er, at staten beholdt 50,1 procent af aktierne. Men godt begyndt er vel halv fuldendt. Og staten scorede da i hvert fald kassen mere end nogen. Som chefredaktøren skrev så præcis i sin leder i onsdags: ”Alle har vundet, ingen har tabt.”

Nej, den eneste rigtige skandale i sagen om Dong er den spektakulære fyring af Anders Eldrup i 2012. Billederne fra pressemødet på Hilton, hvor en alvorsfuld bestyrelsesformand trak tæppet helt væk under sin direktør har prentet sig ind i manges bevidsthed. ”…nu kommer det mest rystende desværre. For jeg er ikke færdig. Nu kommer det værste. For nu kommer der noget, som bestyrelsesmedlemmerne aldrig har set før…” lød en af Fritz Schurs mange teatralske replikker i forestillingen, som en kulturkommentator kaldte ”et barokt sørgedrama.” Siden hen supplerede bestyrelsens fineste navne, Lars Rebien Sørensen og Lars Nørby Johansen, med for rullende kameraer at agere tæskehold og rive Eldrups renommé i laser. ”…jeg har aldrig set noget lignende. Det er helt uhørt, det der er foregået,” fremturede Novo Nordisk’ topchef.

Eldrup blev i primetime fremstillet som skurkagtig og uduelig. Han har fået voldgiftrettens ord for, at han ikke er det første. Og det sidste modbevises af, at Dong i dag har succes med at følge hans storstilede havmøllestrategi. Det er glimrende, at det er en mere kommercielt orienteret direktør, der står for eksekveringen, men dramaet omkring direktørskiftet var både overflødigt og dybt skadeligt for virksomheden. Skarpretterne går fløjtende videre og lader som ingenting. De to bestyrelsesmedlemmer har formentlig privat beklaget overfor Anders Eldrup, men det ville have klædt både dem og dansk erhvervsliv, hvis de og formanden offentligt havde erkendt deres eklatante fejlskøn.

Donalds TRiUMPh er folkets styrke

image
I’m huuuuge! stod der på den lille røde pakke med en tegning af Donald Trump. Det var først senere, det gik op for mig, hvad det egentlig var. Jeg var ikke gået ind i Fishs Eddy for at se på politisk memorabilia. Faktisk var jeg temmelig overrasket over at finde den slags i den New England-lækre porcelænsbutik på det sydlige Manhattan. Midt mellem cremehvide middagsstel og vintagefajance åbenbarede sig et lille valgtema-område med krus, tallerkner, kort, glas og andet halløj dekoreret med politiske hoveder. Sørme en overraskende entusiasme at vise for præsidentvalget, tænkte jeg og prøvede at forestille mig noget lignende i Kop & Kande. Det var svært.
Mens jeg rodede nysgerrigt rundt i varerne, for det er nu min tilbøjelighed, gik det langsomt op for mig, at det ikke så meget var en fejring af folkestyret som et skjult statement til glæde for stamkunderne. Det var nemlig kun demokraternes kandidater, der var på de attraktive varer. Republikanerne fandt man andre steder. Hvis man ledte. Hillary Clintons portræt var på de store fine krus, og man kunne købe et sæt med hende og Bill sammen. Bernie Sanders, som mange newyorkere elsker, fyldte det meste. Først når man kiggede godt efter, kunne man få øje på republikanere. På låget af en blikdåse med Barber Que rub så man Ted Cruz. Og Trump? Ja det var ham på den lille røde pakke med ordene I’m huuuuge! Den viste sig at indeholde et kondom. Sådan set sjovt nok. Manden har trods alt flere gange offentligt pralet med at være usædvanligt veludrustet. For eksempel: “My fingers are long and beautiful, as, it has been well documented, are various other parts of my body.” Når jeg ikke rigtigt fnisede, skyldtes det, at det var alt, hvad der var med denne seriøse præsidentkandidat, og det gav mig en fornemmelse af, at hvis man stadig havde lavet spytbakker, havde der været sådan en med Trumps kontrafej.
Jeg købte ikke noget. Jeg fik akut forbrugsforstoppelse af den udemokratiske nedladenhed og indforståede politiske selvfedme, der flommede ud over den ellers så hyggelige porcelænsforretning. Lige der blandt blomstrede syltetøjsglas, salatbestik og lagkagefade gik det op for mig, at jeg alligevel ikke skulle blive den eneste klumme-gøj i dansk presse, der ikke klogede sig på fænomenet Trump.
Nu skal jeg ikke gøre mig selv bedre, end jeg er. Jeg har da heller ikke troet på det. Jeg har rullet med øjnene og spurgt, om nogen virkelig kunne forestille sig at USA’s, ja verdens højeste embede skulle beklædes af denne tegneseriepersonage, der med fugleredehentehår og konstant fornærmet trutmund er så karikeret, at han praktisk taget gør komikerne arbejdsløse? Nej, da har jeg godt nok været enig resten af den avislæsende klasse fra Østerbro til New Hampshire. Men vi er blevet indhentet af virkeligheden, der har grint os lige op i vores belæste men dumme ansigter. Trump er et hit. Ikke på trods af vores nedladenhed, men på grund af den. For hver dumsmart bemærkning, der er faldet om The Donald fra en eller anden Kloge Åge på tv, er der tusindvis af vælgere, der er blevet bekræftet i, at det etablerede system ikke fatter en bønne. Men det gør Trump. Han taler lige præcis om det, der optager dem allermest, nemlig frygten for at deres job bliver nappet af udlændinge, hvad end det er mexicanere i USA eller af kinesere i Kina. Og at hvis de er så heldige at beholde jobbet, så frygter de, at skatten napper deres surt tjente skillinger. Det er dem, Trump holder med. Og den mest effektive måde at vise det på er at udpege dem, han er imod. Det gør han med fynd og klem. Fjenden er de etablerede magthavere i Washington, de fremmede over en bred kam og kvinder – især de grimme – der kæfter op. Dem har han scoret mange netundertrøjepoint på at rase imod. Noget der såmænd også gået rent ind hos en del kvinder, der selv føler sig intimideret af superpræsterende kønsfæller. Kønt lyder det ikke, men sådan går det tit, når der skal sættes ord på virkelige menneskers virkelige bekymringer. Mattias Tesfaye havde fat i noget, da han sagde til Jyllands-Posten: ”Mange af de mennesker, som giver den lidt gas på Facebook, føler sig sat uden for indflydelse. Hele den debat om tonen hænger mig langt ud af halsen. Det er den privilegerede magtfulde overklasse, der taler ydmygende til de magtesløse.”
På den måde er The Donalds triumf et udtryk for demokratiets sejr. Erfarne men arrogante politikere har svigtet, når det gjaldt om at finde svar på de spørgsmål, der for alvor tæller blandt store vælgergrupper. Det er ikke bare et amerikansk fænomen. Også i Europa sejler de gamle partier også rundt uden kompas og overlader kurssætningen til uprøvede kræfter, der taler enten til de mange, der hader EU, de fremmede og kvinder, der kæfter op, eller taler til dem, der har fået nok af tonen i debatten, klimaets mulige kollaps og ulighed blandt mennesker. Problemet er ikke, at der er nye partier, der stiller spørgsmål til de ting. Problemet er, at de gamle erfarne ikke kommer med svar, men i stedet overlader vælgerne til en feel-good-politiker som Bernie Sanders og en feel-angry-politiker som Donald Trump. De traditionelle politikere støttes i deres arrogance af et lige så stivnet kommentatorkorps. For eksempel det ellers så noble The Economist, der i en leder skriver, at Trumps succes er ”baseret på at opfordre de mest overdrevent modfaldne amerikanere til at give efter for deres laveste instinkter.” Lederskribenten end ikke overvejer, om det er amerikanerne, der har sat Trump på den kurs og ikke omvendt.
Det ser ud som om den klassiske politiske højre-venstre akse er ved at blive skiftet ud med en, der går fra feel-good til feel-angry. Man kan kun håbe, at der også kommer nogle folkelige typer, der markedsfører et slogan som: Feel less, be sensible.