Kære Løkke – vis vikingemod og Venstremandshjerte

imageMin bror har fundet en vikingeborg! Det er ikke engang løgn. Lige nede ved afkørsel 33 på motorvejen mod Køge. På mandag kommer dronningen i egen lange person og besigtiger denne sensation – Danmarks 5. ringborg. Under overværelse af notabiliteter og nysgerrige, arkæologer og deres meget stolte familier bliver der sagt ord, klippet snor og erklæret udstillingen for åben. Sommeren over kan alle få syn for dette vikingesagn om Harald Blåtands stolte rige, hvor eksport, udvikling, vækst og viljen til at forsvare territoriet og livsformen var dagens orden.
Ovenpå ugens såkaldte økonomiske topmøde på Marienborg synes jeg, Lars Løkke Rasmussen skulle tage en tur til Borgring, som er vikingeborgens officielle navn. Her kan han finde ægte inspiration til, hvordan han får landet tilbage på det engang så vitale spor.
Det burde ikke ligge ham fjernt, for der løber en form for vikingeblod i Venstres årer. I hvert fald blev partiet gennem en årrække konstant afbilledet som vikinger. Det ved jeg, fordi jeg fornylig gjorde mit eget lille fund; nemlig et hæfte med Bo Bojesens satiretegninger fra mit fødselsdår. Det kan jeg garantere for, at I kommer til at høre mere til, for det er forbløffende, hvordan historien gentager sig og hvor lidt, der egentlig er sket.
Bo Bojesen, der var sin tids Roald Als, tegnede i Politiken fra 1949-1975 ”Venstre-vikingernes saga”, der var historien om nogle ret bovlamme og halvslagne søfarere. Som sagt så er der ikke sket så meget på visse fronter. Med Lars Løkke som landshøvding ligner det i disse år en genopførelse af sagaen om Venstrevikingerne, der mistede gejsten, men klamrede sig til masten… nå nej magtens privilegier.
Nok var kaffeslabberasen på Marienborg både dialogskabende, inkluderende og alt andet, der er moderne hos centrum-venstre, men resultatorienteret dét var den ikke. Selv hashtag’et, der skulle markedsføre begivenheden, var slapt og ufokuseret: #stærkereDK. Stærkere… Jow jow lidt stærkere vil vi da gerne være. Det er der da ikke nogen, der kan være imod. Men hvorfor ikke hæve ambitionsniveauet og gå efter at skabe et #stærktDK?
Og mødet var ikke engang slut, inden Lars Løkkes hirdmand, Claus Hjort Frederiksen, meddelte, at bundskatterne måtte hæves. Det svarer til at sige, at en styrkelse af landet går gennem en svækkelse, og hermed er en ny Monty Pythonsk måde at lede et land på opfundet.
Brormands vikingeborg bliver markedsført med piber og trommer, video og busreklamer, hvor man ser ham med de tre andre Indiana Jones-stylede arkæologer. ”Hvis man har et godt budskab, skal man ikke pakke det ind i madpapir,” som en klog erhvervsleder engang sagde. Det har folkene bag Borgring forstået. Men Lars Løkke har tilsyneladende misforstået det. I hvert fald virker det mere som om, han har fundet noget brugt madpapir og pakket det ind i et fedtet budskab.
”Vi må justere nogle ting,” sagde statsministeren forud for Marienborgmødet. Ja tak, men der skal mere til end småjusteringer, hvis væksten skal blive andet end noget, der foregår i andre lande langt væk.
Hvis jeg skal runde denne uges kommentarer i Børsen af, må det blive sådan her:
Kære Løkke
Husk hvor du kommer fra; hvad du og Venstre oprindeligt stod for og giv dig så til at stå for noget! Og stå fast på det. Noget, der ikke bare handler om at kringle det, så du og dine kan blive ved at sidde som bænkevarmere i Borgfirkantens magtcentrum. Du ved lige så godt som enhver anden socialdemokrat, at det helt afgørende er at sænke skatterne og gøre den offentlige sektor betydeligt mindre. Så gør det. Engang viste du en flig af vikingemod og Venstremandshjerte og gjorde det vanskelige men nødvendige. Det var, da du afskaffede efterlønnen. Det er muligt, det på den korte bane kostede dig statsministerposten, men på den lange tæller det som en Jellingesten i moderne dansk politik. Find det mod og den vilje frem igen og gå reformbersærk. Lad de slappe og valne sidde hjemme og varme sig om bålet, mens du drager ud og gør det, der skal gøres med de brave mænd og kvinder, der har samme mod og vilje til handling. På den måde vil du få ristet en værdig rune i danernes historie. Affind dig ikke med at blive husket som Lille Lars fra Græsted eller Løkke hin Lammede. Som det er nu, behøver du sandelig ikke bede Obama eksperimentere i køkkenet for at finde opskriften på lame duck – det har du så rigelig selv forudsætningerne for. Smid forklædet, spænd hjelmen og kæmp for alt hvad du har kært. Så kan være, du slipper for et eftermæle som Lars den Uløkkelige, der splittede Danmark og gjorde danerne vrisne
Ses vi på mandag i Borgring? Det tror jeg nok, vi gør!

Er satire de nye nyheder?

IMG_0294Jeg elsker mit teleselskab!

Indrøm det bare: Du aner ikke, om det er begyndelsen på et satirisk indlæg, eller det helt reelt er en hyldest. Du hælder faktisk til at mene, det er satire. Teleselskaber er noget, man hader på linje med surströmming og karneval i København. Også mig egentlig. Jeg har kamphadet alle de tre forskellige, jeg har haft – inklusiv mit nuværende – for alle deres lurvede tricks for at lokke penge op af lommen på mig.

Men lige for tiden knuselsker jeg faktisk mit teleselskab. Det var så lige en sætning, jeg aldrig havde regnet med at skrive. Men det er for en gangs skyld kommet på en service, der gør mit liv som kunde både bedre og rigere. 3LikeHome hedder det. Og det betød for eksempel, at da jeg i sidste uge var i New York, farede jeg ikke forvildet rundt i jagten på en Starbucks, hvor jeg kunne komme gratis på nettet. For min telefon fungerede på samme måde til samme pris som hjemme i Danmark.

Så artiklens indledende sætning var faktisk helt reel.

Din tvivl er et produkt af tiden. Satiren er ikke længere noget i en lukket ramme i fjernsynet lørdag aften. Det er her, der, alle vegne og ind imellem er det ikke til at se forskel på hvad, der er hvad. Man kan tjekke kommentarsporet ud på Rokokopostens Facebookside, hvis man vil have eksempler. Her bringes blandt andet ”nyheden” om, at Johanne Schmidt Nielsen synes, det er urimeligt, at hun skal betale til AGF, når hun ikke hverken er medlem eller bakker op. I en reel nyhed havde hun sagt noget lignende om Folkekirken. Hvad !!!!!!!!!!! er hun ikke socialist, er det ikke socialistisk tankegang at man er solidarisk, betaler til fælleskabet, som alle kan benytte eller lade være… det rabler da virkelig for hende nu…lyder det fra en af adskillige vrede læsere. En har dog fanget essensen af tendensen i denne kommentar: Det begynder jo at være noget skidt, når RokokoPosten er mere troværdig end nyhedsmedierne…

At satire i vore dage kan være dagsordensættende blev slået fast med syvtommesøm med Muhammedtegningerne i 2005. Men det er blevet mere end det. Satiren er blevet kuraterende. Ja det er altså nudansk for nøje og sagligt udvælgende. Hvad kunsthistorikere er for kunstudstillinger, er satirikere for nyhederne. De udvælger de vigtigste af de alt for mange nyheder, vi overdænges med. Mit eget væsentligste satirepejlemærke er Den Korte Radioavis på Radio 24syv. Hver dag plukker værten,  Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm ”seniorkorrespondent og stjernejournalist” (og ja, det var et par helt velanbragte og relevante ironiske citationstegn, for Kirsten Birgit er hverken senior eller journalist. Hun er i virkeligheden er en yngre mand iklædt en Ulla Terkelsen-agtig attitude og Karen Blixensk diktion) de toneangivende nyheder ud af mediestrømmen. EU, Donald Tusk, DFs kampagne, forskerrapporter om kønsroller – intet er for svært eller for kedeligt til at blive vendt i skarp sovs af Kirsten Birgit og hendes redaktør, pladderhumanisten Rasmus Bruun. For nylig lavede hun sin ”radioavis” ud fra moderne nyhedskriterier. Ud med badevandet røg de klassiske: Aktualitet, Væsentlighed, Identifikation, Konflikt og Sensation. Ind på scenen trådte de unges nyhedskriterier: WTF (What The Fuck!) OMG (Oh My GOD!), cute, LOL (Laughing Out Loud), epic fail og epic win. Det er i virkeligheden nok nutidens mest reelle nyhedskriterier: Overraskelse chok, nuttethed, skraldgrin og historiske sejre og nederlag – det er det, læsere og lyttere vil ha’. At følge Kirsten Birgits kamp for at finde en nyhed, der dækkede alle kriterierne, var som at være til redaktionsmøde på en tabloidavis. Og det var en øjenåbnende oplevelse for en, der har stået på hovedet i nyhedstrekanten i 30 år.

Satiren er de nye nyheder. Man kan faktisk orientere sig udmærket i verdens gang blot ved at følge med i satiren.

”We used to laugh at comedians and listen to politicians. Now we laugh at politicians and listen to comedians.” Sådan stod der på et billede, jeg faldt over på Facebook, af Donald Trump og en af Daily Shows komikere. Det er der en meget sandhed i. The Daily Show med værten Jon Stewart blev i løbet af 00erne ikke bare satire over nyhederne. Det blev selv nyhederne. Som da programmets Rally to Restore Sanity samlede over 200.000 deltagere i Washingtons gader.

Kirsten Birgit holder sig heller ikke tilbage for at påvirke verdens gang. Hun ringer til Gud og hvermand, hvis hun har et synspunkt, hun vil have fremmet – og de tager gladelig alle sammen telefonen, for de er klar over, at hun sætter scenen for hvem, der er de virkeligt relevante i nyhederne. Hun mener selv, hun har en god del af æren for, at det blev et nej tak til EU i december. I måneden op til afstemningen agiterede hun ivrigt for et nej, og hun fik samlet en troldehær af frivillige, der overdængende debatterne på Facebook med Kirsten Birgit-argumenter.

Hun fik ligefrem lavet en valgplakat med sig selv og teksten ”Alene om at afvise EU” Hvorpå Margrethe Auken fik lavet en modplakat for sig selv med teksten: ”Sammen om at overbevise Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm”.

Så det er svært at se forskel på satire og seriøse nyheder. Det er ofte et mashup. (Jeg er i det unge hjørne i dag – mashup er fra popmusikkens verden og er to numre, der blendes til ét). Også på Den Korte Radioavis, hvor den dødseriøse tidligere Deadlinevært, Adam Holm, i sidste uge var ferievikar for Kisser, som hun hedder blandt venner. Og sådan en er jeg. For jeg elsker Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og hendes ankermand Rasmus Bruun. Og det er ikke satire.

Børskrise for hvem?

IMG_0258

 

Nu siger jeg lige noget: Den der børskrise – er det ikke i virkeligheden mere en krise for børsen end for de små iværksættere?

Det har jeg tænkt på lige siden avisens debatmøde om kapitalskatterne i april. Her blev der talt rigtig meget om børskrisen – ikke mindst chefen for Nasdaq OMX København, Bjørn Sibbern, syntes, det var et helt enormt problem, at de mindre virksomheder har opgivet hans danske børs. Og det kan man jo godt forstå, han er ked af. Men er det et problem for andre end ham og hans virksomhed? Det behøver faktisk ikke betyde, at små danske virksomheder lider i en total kapitaltørke. Det kan være, de simpelthen – GISP! – vælger den gode gamle børs fra.

Det sad jeg og tænkte på, mens Bjørn Sibbern talte. Når jeg kneb øjnene sammen kunne jeg se, at det praktisk taget støvede ud af munden på ham. Jeg kan selvfølgelig have set forkert, for jeg var blevet lidt speedet af al den kaffe, jeg havde drukket og alle de små delikate DI-kager, jeg havde guffet i mig, for at holde mig vågen, mens vi badede i ord som erhvervsbeskatningsreform, vækstkapital, small cap, hovedaktionærmodel og minimumsbeskattet aktiebaseret investeringsforening.

Men ærlig talt: Er fondsbørsen ikke kapitalmarkedets svar på den gammeldags telefon med sammenfiltret spiralledning og det hele. Den virker udmærket og pålideligt stadigvæk, men den er dyr, stationær, upraktisk, tung og – helt overflødig.

Ligesom telefoner nu er trådløse, smarte med både skype, facetime og en verden af apps, så har moderne nye firmaer helt nye kanaler at hente kapital igennem. I gamle dage for 20 år siden kunne man løfte det tunge telefonrør og ringe til sin bank eller børsmægler i kontortiden. Nu er det muligt at komme i kontakt med en overflod af potentielle investorer med et enkelt klik – hvor som helst, når som helst.

De spæde ideer henter penge ved crowdfunding på for eksempel Kickstarter.com, Indiegogo.com eller den danske udgave: Boomerang.dk. Crowdfunding er det nye, hvor helt almindelige mennesker investerer et beløb, de kan overskue, i et projekt, de tror på og gerne vil følge. Det foregår efter mange-bække-små-filosofien. Og den passer vældig fint med risikovilligheden hos almindelige mennesker med almindelige lønmodtagerindkomster. Der er næppe mange blandt dem, der på egen hånd tør investere en halv million i nye og uprøvede virksomheder. Heller ikke selvom de kunne trække beløbet fra i skat. På Børsens debatmøde så Martin Lidegaard ellers et enormt potentiale i netop det forslag. Nu er det også hans eget parti, der er kommet med ideen om, at den første halve million, der investeres i iværksættervirksomheder, skal kunne trækkes fra i den skattepligtige indkomst.

For de helt spæde udviklingsprojekter er crowdfundingen den moderne mulighed. For dem, der er nået lidt videre og måske skal rejse et par millioner, vil fondsbørsen næppe heller være et førstevalg uanset hvor mange statslige indgreb, Bjørn Sibbern kan få lokket Lidegaard & Co med på. Startup’erne vil have mere end penge. De overvejer dårligt nok på at spørge, om banken vil være med i deres eventyr. Det kan man godt forstå, når man oplever den arrogance som Nordeas topledelse udviser for tiden. Bestyrelsesformand Björn Wahlroos sagde ved et foredrag i PFA, at cirka 80 procent af folk er idioter, når det kommer til penge: ”Finanssektoren er en tunnel, der tager penge fra idioter til folk, der er bedre med penge, så alle får det bedre, både idioterne og de andre.” Helt ærligt med et navn som Wahlroos og et overskæg, der matcher, skulle han nok ikke spille så smart…

Men der er også det med startup’erne, at de ikke bare vil have penge. De vil have kloge penge. Jeg ved lidt om det, for jeg er så heldig at have en startup-søn, der giver den gas i Silicon Alley, der er New Yorks svar på Silicon Valley. Startup’erne vil have investorer, der kan byde på mere end kontanter; rådgivning, sparring, forbindelser og juridisk bistand for eksempel. Det får de fra de nye Venture Kapitalister, der ofte er folk, der har haft økonomisk succes med deres egen startup og som bliver i miljøet og funder de nye startups. Der er simpelthen tale om en helt lille lukket økosystem. Den ene venture kapitalist taler med den anden, og de går sammen ind i projekter, som de kan hjælpe med at løfte til nye højder. Ligesom man ser det i programmet ”Løvens Hule”. Det er investorer, der selv tager fat og hjælper konkret, når det skal til.

Næste niveau er startup-acceleratorerne, hvor Y Combinator nok er den fremmeste. De har gennemindustrialiseret processen, der skal bringe de nye virksomheder frem til storhed, der måske ender med en børsnotering. Men det sker som regel først, hvis det når op på Facebook-niveau, så Bjørn Sibbern skal ikke glæde sig for tidligt.

”Vi skal have knækket børskrisen i Danmark og om fem år have etableret et marked for børsintroduktioner af små og mellemstore virksomheder,” sagde erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen til avisen.

Skal vi nu også det?

Er Mærsk på tålt ophold i København?

IMG_0247Ligesom man troede, at nu kunne politikerne på Københavns Rådhus ikke blive mere rabiate, så slår de til igen. Og igen.

Som om det ikke var nok med fodhvilere til cyklister – 5 styks = 187.000 kroner. Jow, I læste rigtigt derude i provinsen. I hovedstaden synes vores omsorgsfulde byråd, at det er alt for anstrengende for cyklisterne at sætte foden helt ned på asfalten. Derfor er der ved store vejkryds opsat stålrørskonstruktioner, som har plads til at mindst to cyklister kan støtte sig, mens alle de andre kigger misundeligt og udmattede på. Den tog byrødderne så lige en tand videre med indkøbet af for 40 millioner kroner elektrificerede bycykler med indbygget GPS. De har været mere til pynt end til gavn. Ligesom den lysende bænk, der kostede en million kroner. Da besindede man sig dog og nøjedes med en enkelt.

Kommunen elsker den slags tosserier. Hvis der er en flok, der gerne vil bruge en søndag på at løbe som bissende bøfler langs alle hovedfærdselsårer, jamen så lukker man da bare byen af. Det er klart. Samtidig stresser man byens bilistborgere, som om de var narkohandlende køllesvingende rockerbander. Det er vi ikke. Vi vil bare så gerne have et sted at parkere bilen, mens vi slæber de tunge sække med vores skattekroner ind i Rådhushallen. Næh nej, det kan vi ikke få. Vi kan få lov at betale 510 kroner i parkeringsbøde, kan vi.

Mens vi så gør det, så sidder borgmestrene på deres flotte kontorer med borgmesterbilen gratis parkeret ventende på, de skulle få lyst til at bevæge sig lidt ud i virkeligheden. Det har de ikke. De vil hellere sidde og finde ud af, hvordan de kan højne borgernes – noget blakkede må man forstå – moral.

Med en fryd, de genkender fra nytteløse projekter som netop lysende bænke, fodhvilere og bycykler, har politikerne igen bevilget penge til hipsternes afdansningsbal Numero Uno: Distortion. Gøgl og gejl for 1,4 millioner af kommunens kroner til – som arrangørerne selv kalder det – a week of orchestrated chaos. I rest my case! I år havde der dog sneget sig en slange ind i det festlige paradis, for Distortion havde allieret sig med – ARRRRRRGGGHHHHHJAMENALTSÅ (lyden, der runger gennem det for 121.752 skattekroner designermøbelindrettede kontor hos den ræverøde revolutionære teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, da han hører nyheden) – Uber. Af alle har hipsterne valgt den frie app-baserede taxaservice som sponsor for danseballaden. Den går ikke. Morten Kabells skrig fik vækket den ansvarlige borgmester i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Carl Christian Ebbesen. Han er fra Dansk Folkeparti, og så kan det nok være, at de skarnsunger fik læst og påskrevet, indtil de højt og helligt lovede aldrig at gøre det mere: ”Der kommer ingen støtte fra kommunen næste år, hvis den kontroversielle kørselstjeneste Uber står som medsponsor af festivalen og spytter penge i den,” sagde han strengt. Festivallederen kiggede brødebetynget ned på sine tilpas slidte canvas sneakers og sagde: ”Vi vil gøre, hvad vi kan for, at I og andre kan have tillid til at Distortion er en professionel og ansvarlig organisation, der lever og ånder for kærligheden til København.”

Men de havde slet ikke opbrugte kvartalskvoten for moralske kvababbelser på borgernes vegne på Københavns Rådhus. Så langt fra. Pludseligt kom de i tanke om, at det der Mærsk – det er da noget med olie, ikke? Og olie, det kan vi ikke lide, for det er sort. Sort er ondt. Nemmerlig sagde de røde til hinanden. Vi er de grønne. Altså ikke alternativt neongrønne. Bare sådan grønrøde. Eller rødgrønne. Nogenlunde sådan må det være foregået, da politikerne opdagede nogle Mærsk-aktier, der lå og flød på et af borgmesterkontorerne.

Nu var jeg temmelig overrasket over at høre, at kommunen ligefrem ejer aktier. Jeg synes, de fjoller nok med mine penge i forvejen. Så jeg var da næsten glædeligt overrasket over, at det var Mærsk, de havde investeret i og ikke et hulahopfirma på Papirøen (det har de sikkert også). Kort var glæden, for Frank Jensen gav den igen som moralsk overdommer på borgernes vegne: De aktier skal ud. NU! Mærsks oliepenge havde været fine nok, da de røde på Christiansborg skulle have finansieret togfonden. Men de var i hvert fald ikke fine nok til at finansiere hipsterfestivaller og bycykler.

Mærsk-koncernens arbejdspladser i byen, indkomstskatterne fra dem, selskabsskatterne og donationerne lever kommunen nådigst videre med. Det er der sikkert en forklaring på, der ikke har noget med penge at gøre. Overhovedet. De 3,4 milliarder kroner der blev betalt sidste år i selskabsskat (og det var et dårligt år) er man da ikke interesseret i at få del i. Og de 750 millioner kroner Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla lige har doneret til socialt udsatte, skal man nok hjælpe med at bruge, men hun skal ikke regne med, at det på nogen måde er en formildende omstændighed. De forhærdede socialistgemytter vil se det som aflad og bevis for Esplanadens olieglinsende sorte samvittighed.

Eller også er forklaringen en helt anden… Måske er de i virkeligheden møgsnedige og drevne daytradere i kommunen! De har læst skriften på aktieanalytikernes facebookvægge: Mærsk-aktierne har tabt 33 procent i værdi på et år. Lad os slippe af med dem og score lidt politisk grøn goodwill ved samme lejlighed. Det er sådan de grummeste kapitalister tænker. Det er lige før man får respekt for kommunen igen. Jeg sagde: Lige før.