Det, der er, det er jo!

IMG_0234

Det, der er, det er jo. Så vise ord, havde I sikkert ikke regnet med at skulle læse i avisen. Og så en lørdag morgen. Men det kan komme over selv en klummeskriver. Det er egentlig planket (selvfølgelig er det det) fra Jack Welch. Han har udtrykt det lidt mere elegant: Face reality as it is. Not as you wish it to be!

Det tænkte jeg på forleden, da jeg cyklede over Amalienborg Slotsplads. Det vil sige, faktisk blev jeg beordret af min cykel af en panserbasse, der oplyste mig om, at der kun var ganske bestemte og snævre ruter over pladsen, og man måtte kun benytte dem på gå-ben, når bjørneskindshuerne dansede deres middagsmarch. Jeg sydede indeni af barnlig fornærmelse – det er da lige så meget mit København, som det er dronningens! Et kort øjeblik fik jeg forståelse for de efterhånden temmelig mange af mine klogeåge venner, der er passionerede republikanere (hvordan man så kan være passioneret omkring noget så ordinært som politikere i grå jakkesæt). Det gik hurtigt over. Jeg kastede et blik på Frederik V til hest – en af verdens fineste rytterstatuer, har jeg fået at vide. Men det var ikke det, der fik min sympati for kongehuset tilbage – det er jo en lille smule latterligt, at kongen på hesten er klædt ud som romersk kejser. Måske var han på vej til karneval, da han stod model. Jeg ved det ikke. Næh, sympatien genetableredes ved tanken om, at den statue er mere end 240 år gammel, og det er endda det rene ingenting i den sammenhæng. Dronningen selv kan med sikkerhed føre sin historie mere end 1000 år tilbage – til Harald Blåtands far, Gorm den Gamle, der døde i 958. Det er altså en helt i verdensklasse unik institution, vi har der, så selvom den spærrer for min trang til at cykle, hvor det passer mig, så er der nok alligevel en værdi at hente.

Selvfølgelig er monarkiet som sådan en helt åndssvag ide. At lægge magten i hænderne på én familie og ligefrem lade den gå i arv. Det hører en anden tid eller en helt anden udemokratisk kultur til. Ingen ved sine sansers fulde brug, ville opfinde det i dag. Men nu er det her. Og det, der er, det er jo. Det relevante spørgsmål er: Hvad kan vi så gøre med det? (Jeg forestiller mig egentlig, at det også er sådan dronningen og måske især kronprisen tænker om det.) Der viser det sig egentlig ret så brugbart. Ikke kun som underholdning og kulørte eksportfremstød, men som en nydelig ramme, der sætter os danskere – inklusive republikanere og andre forhærdede tidselgemytter – ind i en fælles historie og sammenhæng.

Det står ikke længere skrevet i sten, at kongehuset skal bestå som institution. Der skal ikke være ret meget ballade, før nationen! begynder at knurre over apanagerne. Det er man sikkert ret bevidst om på slottet. Man må gøre sig umage. Det gør man så. Man følger med, man fornyr sig, og det fungerer. Derfor er der ingen grund til at vade rundt i, om monarkiet helt principielt er forkert. Det er kirken også. Og Danmarks Radio. (Don’t get me started…) Men vi må se på, om der er noget, det kan bruges til, inden vi smider barnet ud med badevandet af filosofiske årsager.

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg er reaktionær og mener, at alt altid skal blive ved med at være, som det var. Gud fri mig. Jeg er for eksempel ikke pr definition imod udflytningen af statslige institutioner fra København. Selvom der helt sikkert foregår tåbeligheder, og selvom det virker rasende dyrt.

Regeringen har åbenbart en stærk tro på, at det på længere sigt kommer til at gavne landet både økonomisk og psykologisk. Så er der kun én måde at gennemføre det på, og det er at pege ud, være uden nåde og komme i gang. Hvis der går tid, kommer tingene umærkeligt til forhandling, og så kan man lige så godt give op. Derpå vil der kun blive tale om symboludflytninger. Hvis så store forandringer skal laves, skal man smide en bombe. Og det er hvad, regeringen gjorde med udflytningsplanerne.

Man gjorde noget lignende i 2005, da SKAT var igennem en omfattende omstrukturering. Med vold og magt, under skrig og skrål flyttede man en del væk fra hovedstaden. Noget røg helt over til det mørkeste Jylland: Ringkøbing. Meget er sket i SKAT siden, og der er ikke noget, der tyder på, at alt fungerer optimalt. Men min egen helt personlige oplevelse af konsekvenserne af udflytningen af SKAT var ekstremt positiv. Pludselig skulle jeg ikke længere vente med hatten i hånden og ydmyghed i stemmen for at få hjælp til de mange uforståelige elementer, der ligger i at være skatteyder. Nu blev telefonen taget af et venligt – ja, jeg sagde venligt – menneske, der ihærdigt forsøgte at guide mig igennem. Jeg fik sågar et tilbud om at blive ringet op, når serviceskattebassen havde fundet de oplysninger, han skulle bruge. Der blev fulgt op, der blev lavet aftaler, og de blev holdt. Sådan var det sandelig ikke, da mit skattevæsen lå i København.

Jeg tror ikke, det var en konsekvens af udflytning med vold og magt. Men der sker altid det, at når en bombe er blevet smidt, og røgen har lagt sig, så opstår der helt nye muligheder. Kortene kan blandes på ny. Plejer er død og skulle vi ikke prøve at arbejde på en anden måde? Derfor tror jeg, der kommer en del nytænkning ud af Søfartsstyrelsen flytter til Korsør, Udlændingestyrelsen til Næstved og Færdselsstyrelsen til Ribe. Ikke mindst venter jeg mig meget af, at Statens Administration, der arbejder med fornyelse og effektivisering af den offentlige sektor, flytter til Hjørring. Her er der højt til himlen og mulighed for at nye ideer kan opstå til rationaliseringer og omkostningsminimeringer i det offentlige. Oh happy Day!

Kongehuset, foretrækker jeg dog, bliver ved med at ligge lige, hvor det ligger. Evig- og uendeligheden er jo essensen af monarkiet. Også selvom jeg skal trække min cykel over slotspladsen.

Svaret er Super Hornet. Selv tak!

F16 jagerne er fra 1980 ligesom Volvoen og mig på billedet her.

Det er, mens dette skrives, 10 år, 7 måneder, 20 dage, 2 timer 38 minutter og 33 sekunder siden, konkurrencen om at blive det danske forsvars nye kampfly startede. Det må åbenbart være meget svært at tage den beslutning. Måske har beslutningstagerne brug for et godt råd, og sådan et går man ikke forgæves efter hos mig, for som Karen Blixen sagde: ”Jeg lader altid gode råd gå videre. Man kan ikke bruge dem til noget selv.”

Først vil jeg lige rydde den lille forhindring af vejen, der udgøres af spørgsmålet om vi i det hele taget skal have nye kampfly. Nej, allerførst spørgsmålet om vi overhovedet skal have kampfly. Det diskuteres stadig væk intenst. I snævre kredse ganske vist, men de skal da også tilgodeses her.

Og ja, det skal vi. Der er bred enighed i Folketinget om at sende danske flyverdrenge ud og bekæmpe verdens ondskab – næste omgang er Syrien. Så skal de saftsuseme også have noget ordentlig værktøj.

Hvad angår spørgsmålet, om vi skal have NYE kampfly, så er svaret: JA! Hvorfor? Fordi dem, vi har, er fra 1980. Vi har ministre, der er yngre end vores kampfly. F16-jagerne er ganske vist kram, men det var Volvo 760 også, og den er der altså ingen, der frivilligt kører rundt i længere.

Hvilket fly skal vi så vælge?

  • Boeing F/A-18F Super Hornet
  • Lockheed Martin F-35 Lightning II, også kaldet Joint Strike Fighter
  1. Eurofighter Typhoon

Også i dette spørgsmål vil denne klummeskribent gøre sig lidt nyttig. Valget er nemlig ikke så svært. Det skal være Boing’s Super Hornet. Sådan.

Det er flyet, som alle danskere har lært at kende efter den massive og kritiserede annoncekampagne, der er kørt de seneste uger. Den kritik er helt forfejlet. Det er danskerne, der skal betale de mange milliarder. Så er det da kun rimeligt at fortælle os lidt om, hvad de milliarder bliver brugt på. I virkeligheden er det elendigt af de to øvrige i kampflyræset, at de ikke har gjort sig samme ulejlighed.

Det er selvfølgelig ikke på grund af en reklamekampagne, vi skal vælge Super Hornet. Det skal vi af en bestemt årsag: Skidtet virker!

Det amerikanske militær råder over mere end 700 af slagsen og de har været på vingerne i mere end en million timer, heraf 300.000 i kamp. Det er altså temmelig sandsynligt, at Super Hornet kan klare opgaven.

Eurofighteren er der kun 467 af i drift. Den er altså ikke helt så gennemprøvet. Og så er den bygget i et samarbejde mellem England, Tyskland, Spanien og Italien med franske Airbus som producent. Hvem har lyst til at sende sin søn op i sådan en omgang EU-fletværk? Jeg kan lige supplere med at minde om Tårnfalken – det franske dronefly, som kostede det danske forsvar 470 millioner kroner inden det blev skrottet. Uden det nogensinde kom på vingerne.

Joint Strike Fighter skal der nok være nogle ansatte i ministerier, styrelser og forsvar, som er helt vilde for at få, for den er et udviklingsprojekt, man kan lave alenlange specifikationslister til. På den måde kan Flyvevåbnet få sin helt egen specialdesignede maskine, der både kan rejse i tid, rum og pudse pilotens briller på samme tid.

Den slags kan der ikke advares nok imod. Det lyder overbevisende, når bureaukrater insisterer på at ”fremtidssikre” og tage højde for alle mulige og umulige situationer. Men det, man forsøger at lave, er i virkeligheden en fempattet ko. Sådan en, man tror, løser alle problemer, og som derfor løser ingen. Det bliver altid for dyrt, for dårligt, forsinket.

Rækken af eksempler er endeløs. IC4-togene er indlysende. Det startede med at DSB fremlagde visionen ”Gode tog til alle”. Her vil jeg lige indskyde, at når jeg hører ordet vision, så trækker jeg min blok og udskriver en dummebøde. Visioner er altid dyre og som oftest dumme. Men altså to år efter visionen blev ordren på 83 togsæt afgivet til en pris af fem milliarder kroner. Det første tog kom fem år forsinket i 2008 og har ikke været til andet end besvær. Sådan går det tit, når det offentlige har den store pengepung fremme. Sikkert i iver efter at få mest for skattekronerne, så skriver og skriver embedsværket om alt det, de nye indkøb skal kunne. Da det digitale motorregister skulle laves, fyldte kravspecifikationerne 16.000 sider. Jamen sådan noget ER jo en skandale, der venter på at udfolde sig. Og de står i kø: EFI – Skats inddrivelsessystem: Skrottet, Polsag – Politiets sagsbehandlingssystem: Skrottet, og dronningen over alle: Amanda -Arbejdsmarkedsstyrelsens it-system, der blev skrottet til pris på en milliard kroner.

I DSB har man forsøgt at lære af sine fejl. Fremtidens tog skal ”så vidt muligt baseres på afprøvet materiel og produktplatforme,” lyder det fra Statsbanerne.

Flyvevåbnet bør skrive sig det bag øret. Vi skal have ca. 20 – ikke 100, ikke 1000, men tyve fly. At vælge afprøvet materiel lyder som en rigtig god ide. Beslutningen er lige op over. Det ved jeg fra siden nytkampfly.dk, som er et prisværdigt privat initiativ taget af journalist Andreas Krog, der “påtog sig opgaven som skatteydernes repræsentant og vagthund, da ingen andre medier for alvor beskæftigede sig med det.”

Nu er der 41 dage 10 timer 6 minutter og 12 sekunder til deadline for typevalg nye kampfly til det danske forsvar. Svaret er Super Hornet. Selv tak.

 

Det er historien om hønen, der blev til fem nordiske fjer

IMG_0213

Jeg burde nok have lugtet lunten alene ved navnet. ”Det Røde Rum” hedder det lille teater i det store kongelige teaters topmoderne skuespilhus. Det er åbenbart ikke bare et teaterrum, men ”syv skuespillere, to instruktører, en scenograf og en lysdesigner, der har fået frie hænder til at lave det teater, vi vil”. Men det vidste jeg ikke, da jeg købte billet til forestillingen ”Nordisk Fjer”.

Når jeg siger, navnet burde have advaret mig, er det ikke, fordi jeg tror, at skuespillere og instruktør pr definition er specielt røde politisk. (Efter at have læst programmet tænker jeg dog, at det er et meget godt bud, for her udtaler instruktøren, at Nordisk Fjer er ”en historie, hvor væksten møder en grænse og bliver til undergang.” Okæh så. Jeg troede, det var en historie om en storsvindler.) Men kan man forestille sig, at et teater med det navn har anden indsigt i det store erhvervsliv, end hvad man kan læse sig til i Politiken? Næppe.

Alligevel… Blind høne gør også i nælderne, som min far, der faktisk var blind, altid sagde. Det kunne da være, der var nye spændende vinkler på 1990ernes store erhvervsskandale, som kunstnerne kunne åbne mine øjne for.

Er det i øvrigt ikke symptomatisk, at skandaler efterhånden er den eneste måde, erhvervslivet kan få kulturlivets opmærksomhed? Ja, altså bortset fra når der findes sponsorer. Erhvervslivet portrætteres generelt dunkelt, depraveret og dystopisk. Der er for eksempel stor forskel på, hvordan personerne i DRs to store tv-serie-successer, Borgen og Bedrag, beskrives. Politikerne i Borgen tegnes nuanceret. Ganske vist er nogle onde og bedrageriske, men de er også meget andet. Hvorimod personerne i den centrale virksomhed i Bedrag alle er onde hele tiden. For sådan er det jo der ude i erhvervslivet. (Og nej, Krøniken og Matador tæller ikke. Alt det, der er foregået for mere end 30 år siden ser vi et nostalgisk lys. Selv den barske Arnold Peter Møller og hans lige så barske søn, Mærsk, er efterhånden blevet helt folkelige. Hvad de bestemt ikke var på deres karrierers højdepunkt.)

Jeg er godt klar over, at skandaler og ondskab er godt stof for såvel kunstens som for virkelighedens historiefortællere, men alligevel. Det er som en ond cirkel i kulturlivet, hvor man fortæller historier om skandaler, svindel, grådighed og en lattervækkende optagethed af penge. De ivrige kulturbrugere får et temmelig skævvredet billede af, hvad der sker der ude, hvor pengene bliver til. Og de vil derpå efterspørge historier, der bekræfter deres opfattelse af, at grådighed og kriminalitet er hverdagskost. Den efterspørgsel efterkommer kulturfolkene med glæde, for det er nemmere at få noget ramasjang ind i den slags historier, end det er at sætte sig ind i, hvordan forholdene reelt er. Det meste af det, der sker i virksomhederne, er hverdagsarbejde, hvor man pløjer, sår og høster, og det kræver selvfølgelig en del fantasi at skabe kunst ud af det.

Så er der mere goddaw i en fuldblodsskandale som Nordisk Fjer, hvor superskurken oven i købet ender med at skyde sig selv i sit sommerhus. Det er nu ikke den ende, holdet i Det Røde Rum tager fat i. Dramaets helt store personligheder, Johannes Petersen og hans trofaste sekretær Inga Lydia Rasmussen, er reduceret til stemmer i megafoner. Som Orwelske Big Brothers der dirigerer rundt med flokken. Det er nemlig den, stykket har fokus på – flokken af medarbejdere. Og det har ikke været sjovt at være det, forstår vi som tilskuere. Medarbejderne er reduceret til får, der bevidst- ansvars- og æresløst går i flok mod undergangen, uden nogen forsøger at stoppe det.

Vincent F. Hendricks, der er er leder af CBS’ Center for – hold nu fast – ”Information og Boblestudier” har skrevet forordet i teaterprogrammet. Ham tabte jeg en del respekt for, da han for nylig stillede op i Debatten på DR2 og mente en hel masse om Facebooks frygtelige følger uden selv at have nogen praktisk erfaring overhovedet. Han harcelerede over, hvad det nymodens pjat dog gjorde ved os som mennesker. Imens tænkte jeg på mine forældres generation, der harcelerede over tv, som vi fik firkantede øjne af og stereoanlæggene ”for ingen kunne da læse lektier i den larm”. Og deres forældre, der havde himlet op over radioens evige kværnen og den samfundsnedbrydende jass, der kom ud af den og tegneserier og hvordan skulle de unge dog blive dannede mennesker, når det var sådan noget bras, de læste i stedet for Hjortens Flugt og Oehlenschlägers Guldhorn og rendte i biografen for at se fjollede amerikanske film i technicolor. Det tænkte jeg på, mens de inde i DR2 talte om, at menneskehjernen ikke kan følge med. Men det har man til alle tider sagt, og vi er her endnu.

Nå, men altså dr. phil. Hendricks indleder Nordisk Fjer-teaterprogrammet med at bytte rundt på mistænksom og mistænkelig og skrive, at revisorer, banker og andre eksterne parter ”kunne være mistænkelige”. Det må være en freudiansk smutter, for i kulturverdenen og dens programmer er alt fra erhvervslivet jo mistænkeligt. Jeg tror nu nok, at han ville have skrevet at de eksterne parter kunne, ja måske ligefrem burde, have været mistænksomme. Bortset fra det prøver Hendricks at (bort)forklare samtlige medarbejderes passivitet med det bobleagtigt luftige begreb ”pluralistisk ignorance”. Man kunne måske også bare sige, at de var nogle skvat.

Jeg skulle have læst på lektien og fanget signalerne, inden jeg begav mig ind i Det Røde Rum. Det var lige to timer, jeg kunne have brugt på at læse i Charlotte Langkildes fantastiske bog om Nordisk Fjer. I teaterversionen er det en omvendt H.C. Andersen: Den virkeligt store fortælling, der bliver reduceret til lidt fnidder om stakkels medarbejdere. Det er historien om hønen, der blev til fem nordiske fjer.

Du er skidt, skat!

IMG_0208Ork jamen selvfølgelig – tommel op somansir…

Så kom man til at love redaktøren, at man da sagtens kunne skrive en sjov og klog klumme, der med velvalgte skarpe ord fik sat alt det med erhvervs- og kapitalbeskatning godt og grundigt på plads.

Og den eneste tanke, jeg får, der nærmer sig emnet, er sådan en lyserød en, der spørger om, hvorfor det egentlig hedder skat? Altså hvordan skete det lige, at der er ordet gys-gru-rædsel-død: SKAT. Og der er det andet ord, skaaat – fyldt med varme, intimitet og liv. Og de har intet med hinanden at gøre. Intet.

Har fortidens smarte konsulenter konstrueret det så lusket, at de har kaldt SKAT skat for at give borgerne en positiv indstilling til det onde væsen?

Ikke særligt nyttige tanker, når redaktøren forventer, man faktisk bidrager konstruktivt til serien ”Slip formuerne fri!” (Her vil jeg slet ikke nævne, hvilke tanker den titel giver mig, men der er noget Prada og powershopping inde over).

Én ting har SKAT og skat dog tilfælles. Det er – som man siger på facebook –kompliceret. Og skat i alle mulige selskabelige afskygninger er ikke mindre kompliceret. Det ved enhver, der har set sin udkårne danse lidt for tæt med andre til en fest.

Ole Birk Olesens tale på Liberal Alliances landsmøde er et subtilt eksempel. Med patos, store armbevægelser og en attitude som Napoleon før Waterloo startede han:

”Jeg er finansordfører Ole Birk Olesen, som har sænket registreringsafgiften på biler OG motorcykler fra 180 til 150 procent. Jojo, andre var også med til det, men lige nu er det mig, der har talerstolen. Og når jeg går i seng om aftenen, så er jeg ikke bare en hvilken som helst 43-årig mand med briller og mere og mere gråt hår, der lægger sig til at sove. Jeg er finansordfører Ole Birk Olesen, som har sænket registreringsafgiften på biler OG motorcykler fra 180 til 150 procent, som skal have min velfortjente hvile. Og når jeg drømmer, så drømmer jeg ikke bare helt almindelige drømme om at kunne flyve som en fugl eller om at komme på arbejde i Folketinget uden at have husket at tage mit tøj på. Nej, mine damer og herrer. Jeg drømmer om at blive finansordfører Ole Birk Olesen, som sænker registreringsafgiften på biler OG motorcykler fra 150 procent til 120 procent. Og som så sænker den til 90 procent. Og så 60 procent. Og så 30 procent. Og så … 0 procent!

For så vil jeg endelig være lykkelig. Ikke før!”

         Den tragiske vittighed gik hen over hovedet på nogle. En facebookven var hurtigt ude med forargelsesriven: Wauw, det er simpelthen den store politiske vision fra LA: lavere registreringsafgift, så vi kan købe større biler, skrev hun intetanende.

Vi, der er dyyyyyybt inde i samfundsøkonomi og erhvervsbeskatningsfilsofi, ved imidlertid, at når det er komisk, at finansordfører Ole Birk Olesen puster et forholdsvis lille økonomisk resultat stort op, så beror det på det tragiske faktum, at det afspejler, hvor trægt, tungt og kompliceret skattesystemet er i alle det afskygninger. Det er så latterlig svært at få en skat sat ned, at man må fejre de bittesmå sejre.

Og ned skal de, skatterne. Mindre selskabsskat og lavere skat på kapitalgevinster giver flere investeringer i Danmark – det er de fleste økonomer trods alt enige om. Og vi amatørøkonomer siger dem sandelig ikke imod. Det store spørgsmål er, hvorfor man ikke laver det om med det vons, når det er sund fornuft? Svaret er for det første, at sund fornuft aldrig har været den styrende kraft i den politiske debat og for det andet, at det er umuligt at finde nye indtægtskilder til at erstatte det tab!

Peter Loft, der efter 19 år som departementschef må siges at have en vis indsigt i systemet, fortæller, at skattekilderne simpelthen er ved at være udtømt. Det er ikke længere muligt at hitte på nye skatter og afgifter i en størrelsesorden, der batter, når velfærdssamfundet skal have sin glubende appetit stillet.

Derfor betyder enhver sænkelse eller fjernelse af skatter og afgifter af en hvilken som helst art simpelthen – GYS! – nedskæringer, besparelser og den visse død for livet på jorden, som vi kender det.

Nogle kæfter ganske vist op om dynamiske effekter og selvfinansierende skattelettelser, men det er aldrig bevist, at det virker, for det vil kræve, at man tester det. Og den risiko er der alligevel ingen embedsmænd og kun ganske få politikere, der tør løbe.

Så hellere stagnation og den japanske syge.

”Min drøm er, at fremtidens skattepolitik ikke kun tager hensyn til, hvor meget den gør statskassen rigere. Men at den også tager hensyn til, hvor meget den gør samfundet som et hele fattigere,” sluttede finansordfører Ole Birk Olesen sin landsmødetale.

Hans drøm om at komme på arbejde i Folketinget uden at have husket at tage sit tøj på, er nok mere realistisk.

Man fristes til at spørge: Er du skidt, skat? Og svare: Ja, i den grad!

Anders – han spørger bare!

IMG_0199Engang blev chefredaktøren på det magasin, jeg arbejdede på, fyret. Hans midlertidige afløser holdt en lille tiltrædelsestale, hvori han erklærede, at han havde tænkt sig at drive magasinet på den måde, at vi skulle lade som om, vi var alene hjemme. Det var ikke bare morsomt. Det frigjorde også en opsparet energi blandt vi meget ledelsesresistente og egensindige medarbejdere, der sprudlede over med nye ideer og spændende initiativer.

Jeg kom til at tænke på den episode, fordi jeg, mens du læser dette, sidder i Aalborg Kongrescenter for at overvære Liberal Alliances Landsmøde. (Jeg går naturligvis ud fra, at du læser klummen her som det første lørdag morgen. Med mindre du har smuglæst den allerede, da Børsen udkom i går aftes.) Det er nemlig nogenlunde samme måde, Anders Samuelsen forvalter sit lederskab af Liberal Alliance på. Det ved jeg en lille smule om, fordi jeg for et par år siden skrev hans historie i bogen ”Comeback Kid”. Hvordan det projekt kom i stand er i øvrigt et oplagt eksempel på den Samuelsenske metode: Jeg lavede et interview med Anders – som jeg aldrig havde mødt før – og efter 45 minutter, spurgte han: Kan du ikke hjælpe med en bog, jeg er ved at lave?

Sådan er det med ham. Hvis der er nogen, der kan være til gavn eller glæde, så spørger han. Han har ikke været bange for at få et nej, siden han i sin pure ungdom på Samsø brændte varm på Jane. Drengene var vilde med hende, men hun afviste alle. Det stoppede ikke Anders. Han tænkte: ”Jeg ringer sgu til hende!” Og så gjorde han det: ”Hej, det er præste-Anders nede fra Tranebjerg. Jeg tænkte på, om du kunne tænke dig at være kæreste med mig?” Og hun sagde sgu JA!

Den slags succeshistorier brænder sig ind i en ung drengs sjæl og bliver en del af hans handlingsmønster. Anders spørger bare uden at være bange for at få nej.

Derfor er det en broget flok, han nu kan se ud over her i kongrescenteret. Et væld af personligheder der har valgt at lægge deres engagement i alliancen. Folketingsgruppen alene er et sammenrend af individualister, der i udgangspunktet må være et mareridt for en leder. Mette Bock, Joachim B. Olsen, Merete Riisager, Ole Birk Olesen og Henrik Dahl er ikke folk, der er lette at få til at gå i takt. Hvad Anders Samuelsen da heller ikke forsøger. Men han sørger for at utakten bliver holdt bag hermetisk lukkede døre. Det er ikke alliancens gruppemøder, man kan læse anonyme referater fra i avisen.

De færreste ville evne at samle så mange så kompetente folk omkring sig og give dem plads. Liberale mennesker vil aldrig synes, de får plads nok, men gruppens medlemmer er klar over, at andre partiledere næppe ville have ladet dem udfolde sig i samme grad. Og sker det, at de går for vidt, så har Anders Samuelsen sin gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll og landsformand, Leif Mikkelsen med på tæskeholdet. Det er et fasttømret triumvirat af en ledelse, hvor nogen er mere håndfaste end andre, og det samarbejde er lykkes, fordi Anders Samuelsen ikke er bange for at give magt fra sig.

Selvom ikke alle i gruppen er enig med ham i alt, og selvom en frustrerende konfliktskyhed også er en del af partilederens DNA, så har medlemmerne en dyb respekt for ham. Få har taget så mange tæsk som ham og har overlevet det. ”Man skal ikke være bange for at blive ydmyget!” sagde han, da jeg i 2012 første gang interviewede ham og spurgte, hvilke værdier der talte for en leder. I Liberal Alliances første nul-komma-nul-år sagde de fleste journalister på Christiansborg: Dead man walking, når han kom gående ned ad gangen. Hvordan kunne man fortsætte og lade som om man var leder, når man var så latterlig? ”Man må indse, at man er latterlig. Hvis man kæmper imod det, bliver man som ham ridderen i Monty Python, der først får hugget den ene arm af; så den anden; så benene og til sidst siger: Lad os kalde det uafgjort! Det må man bare indse,” har han sagt. Ydmygelsen sidder i kroppen og har lært ham ydmyghed. Han ved helt ind i knoglerne, at han ikke er Cæcar. Og han ved, han har brug for andre. Det er helt typisk, at han i mandags skrev på sin facebookside: ”Arbejder på min landsmødetale. Hvad synes du er vigtigt at få med efter et fantastisk LA-år?” 177 gav deres besyv med. Hvis han følger dem, så kommer han vidt omkring: Afskaf pantsystemet, afskaf Grundejernes Investeringsfond, Outsource fængsling af kriminelle fra f.eks. tredje dom til et billigt land – måske Rumænien, Højere forsvarsbudget, Jeres sociale ansvarlighed. Jeres fokus på at kalde jer et arbejderparti. Jeres intention om at effektivisere velfærdsstaten.

Nå, men nu er jeg nødt til at smutte. Nu kommer talen fra ”Den store Leder”, som Lars Seier Christensen altid drillende kalder Anders Samuelsen. Det er sjovt – fordi det er sandt. For det første er partilederen ikke ret høj. Partisponsor Numero Uno er mindst en kvart meter højere. For det andet er Anders Samuelsen ikke nogen stor leder i klassisk forstand. Hvis nogen i disse tider kigger sig om efter en stærk mand, så er det ikke Anders fra Solbakkevej, man først får øje på.

Til gengæld er han en usædvanlig politisk leder med en Carpe diem-agtig tilgang til sit lederskab. Anders Samuelsen griber dagen og muligheden og lader andre drømme om Tusindårsriget, Utopia og Nirvarna.