Fri mig fra føleri på arbejdspladsen

Fri mig fra føleri på jobbet

Nogle udgivelser lander på ens bord med en timing som en kold øl i august. Først kom Svend Brinkmanns bog om at stå fast og tage nejhatten på og nu følger Charlotte Mandrups ”Vær professionel på jobbet”. Det er lige til at blive i godt humør af. Hun mener, vi skal lade følelserne blive hjemme og holde op med at forvente, at arbejdet skal være livets mening. Ind imellem er arbejde træls, og nogle gange er et arbejde kun et arbejde, hvor selve meningen er, at man forsørger sig selv og bidrager til fællesskabet. Og det er vel heller ikke så lidt endda.

Personligt har jeg i årevis været træt af den følelsesmæssige omklamring, der er blevet almindelig på arbejdspladserne. Det er længe siden, det var nok at have et nært professionelt forhold til hinanden. Og det er da ellers nogen af de bedste forhold i livet, synes jeg.

Jeg er virkelig helst fri for at forholde mig til kollegers venners hundes sygdomme. Eller høre om den middag, de lavede i går, og hvad lillemanden nu har sagt. Jeg er ikke engang særlig interesseret i at høre om deres seneste elskovs-affærer. Alt sammen emner, der interesserer mig voldsomt, når det gælder mine egne venner og familie. Men jeg har – som sikkert mange andre – til en vis grad lagt øre til og nikket forstående, forhåbentlig på de rette tidspunkter, fordi sådan er reglerne. Nu er tiden så ved at skifte. Det satser jeg i hvert fald på, at Charlotte Mandrups bog er et varsel om. Hun er trods alt kvinden, der skubbede voldsomt til mindfulness-bølgen og sendte den som en tsunami ind i chefgangene i de danske virksomheder. Nu er hun den angrende synder. Efter i 20 år at have trænet danske ledere i at være coachende og anerkendende, ser hun, at det er løbet af sporet.

”Jeg vil gerne bidrage til at gøre op med den omsorgstyngede retorik, der tvinger mennesker tilbage til infantil sårbarhed og hjælpeløshed,” skriver hun og mener at en del af stressepidemien kan tilskrives alle disse følelser, der roterer rundt i arbejdslivet.

Det er sjovt nok ikke så ofte brandmænd og Falck-reddere, der bukker under for stress. Man skulle ellers mene, at deres arbejde konstant bringer dem op i det røde felt. Næh, der er undervisere, akademikere, psykologer og andre computerkrammere. Det tætteste vi kommer på liv-eller-død-situationer i vores arbejde, er, hvis vi kommer for sent til frokostbuffeten.

Det startede ellers som en god ide. Passionerede medarbejdere var guld værd for virksomhederne. ”Jeg vil have deres sjæl og deres hjerte. Deres krop, hjerne og fysiske tilstedeværelse har jeg kontrakt på, men jeg skal have hjertet og sjælen – det er der, det kan rykke noget.” Sådan sagde Erik Sørensen til mig i 2004. Og han fik for alvor rykket noget som CEO for både Chr. Hansen og Alk-Abelló.

Hvem kunne vide, at al den passion ville føre til, at stress blev en folkesygdom.

Vi bliver ikke syge af, at arbejde for meget. De 35-45 timer om ugen er trods alt ikke mere end 15 procent af et liv, fortæller Mandrup. Vi bliver syge, fordi vi i hidtil uset grad ”gifter” os med vores arbejde. Vi lægger uendeligt mange følelser i det, og forventer loyalitet, anerkendelse, ja praktisk taget kærlighed retur . Ud over – selvfølgelig – en velvoksen løncheck.

Man skal nok ikke regne med, at det bliver bedre, når curling-børnene begynder at indtage arbejdsmarkedet. Så skal der for alvor roses og nurses og pusles om og passes på. Noget må gøres for at dæmme op for det.

Måske skulle vidensarbejderne gøre som håndværkerne, som gifter sig med deres fag, ikke med deres arbejdsplads. Det gør det noget nemmere – følelsesmæssigt – at skifte arbejdsplads.

Meget af stressen bunder nemlig i frygt, mener Mandrup. Frygt for ikke at slå til fagligt og følelsesmæssigt. Frygt for at ledelsen ikke kan lide en. Eller kollegerne. Ultimativt frygten for at blive fyret. Mange er så forandringsparate, at de vil gøre alt, for ikke at blive fyret. Det bliver hverken deres arbejde eller deres liv ikke nødvendigvis bedre af. Og mange vælger den taktik at sovse chefen og kollegerne så meget ind i privatsfæren, at det vil føles illoyalt at fyre dem. Men – surprise! – fyret bliver de alligevel.

Og det er da ubehageligt. På den anden side er det ingen skam, for det er der så mange, der bliver. De fleste bliver også hyret igen. Ubehageligheder hører med til arbejdslivet. Jeg har samlet et lille tip op fra mit livs første yogatime, som er allround anvendeligt til den slags: Mærk det. (Og når du har gjort det) Acceptér det. (Og når du har gjort det) Gå videre.

Eller som min far altid sagde: Schwamm darüber.

Eller som min kloge veninde siger: Det er, som det er.

Med disse tre gode råd til at tackle ubehagelighederne, håber jeg, læserne er klar til at lægge følelserne på hylden, inden de i morgen går på arbejde. Følelserne er langt bedre brugt i privatlivet, og så kan vi måske nå frem – eller tilbage – til den situation, hvor vi fløjtende kan gå ud i det, Lise Nørregaard kaldte: Dette store rekreative område de kalder arbejdsmarkedet.

Nogen bærer ikke deres brandert særlig godt

IMG_1678

Så blev det HOC-tid igen. Ved I ikke hvad det er? Altså, virkelig ikke? Så er der godt nok ikke meget bysmart over jer. Sirdetbar… Det handler selvfølgelig om House of Cards. Netflix har lige åbnet for 13 spritnye afsnit, hvor det ultimative powercouple Claire og Frank Underwood med alle deres modbydelige med- og modspillere kan svindle, sleske, slå og slagte sig vej til magten. Det hygger vi os meget med herovre i den kreative klasse og omegn.

Det vil sige… Jeg hygger mig faktisk ikke så meget med det mere. Siden Frank helt koldt, beregnende og uden skrupler myrdede den unge journalist Zoe ved at skubbe hende ud foran et tog, er min fascination dalet. Det var endda ikke første gang, han slog nogen ihjel, men efter dette var enhver mulighed for den mindste godhed nogen steder helt forsvundet. Der er ingen tilbage i serien – slet ikke hans hustru Claire – der har nogen idealer eller nogen intentioner om at være noget godt for nogen. Alle ser kun magten, og gør hvad som helst for at komme ind til centrum af den. For mig bliver det en smule kedeligt, men det virker bredt accepteret, at jo mere kynisk en fortælling er, jo mere sand er den. Som om dystopier var et klarsyn direkte ind i fremtiden. At ond er mere sandt end god. At sund fornuft er ond fornuft.

Det er fjollet, men vi mennesker er åbenbart tilbøjelige til at vælge frygten som rettesnor. Lige fra de små emner som cykelhjelme og racehygiejne blandt hunde til de helt store emner som Den Kolde Krig. Dengang mange helt sikre på, at Sovjetunionen ville smide A-bomben. På den anden side af jerntæppet har de sikkert være lige så sikre på, at amerikanerne ville gøre det.

Og i dag er vi ved at ”smadre” vores klode. Det er i hvert fald et udtryk, man hører lidt for tit. Som om det værste helt sikkert vil ske. Rykker man blot en anelse på mængden af gødning, er det SLUT med rent drikkevand for de kommende generationer. Og massedød blandt bier er et tydeligt tegn på, at vi er rykket et skridt nærmere kanten: ”Bierne er truet af klimaforandringer, parasitter og pesticider – og uden de summende insekters bestøvning ville vores verden se ganske anderledes ud,” skrev for eksempel Sjællandske Nyheder. I samme artikel fortalte en smoothies-producent om sin frygt for fremtiden, for ingen honning, ingen smoothies:

“Forestil dig en verden uden grønne æbler, røde tomater, gule gulerødder eller uden spraglede, strålende forårsblomster. Det synes vi simpelthen lyder så trist – og det vil vi gerne gøre noget for at forhindre,” sagde smoothies-damen og lovede, at hendes firma ville udsætte én bi for hver smoothie, de solgte de kommende to måneder.

Frygt sælger simpelthen godt. Vi er prædestinerede til at tro på det dårlige. Langt de fleste tror, at miljøbevægelser er de bedste kilder til information. 70-80 procent af os stoler mere på dem end på Miljøstyrelsen, Miljøministeriet og uafhængige forskere fra universiteterne. Og miljøbevægelserne har jo aldrig noget rart at fortælle.

Måske hygger vi os egentlig godt med frygten. Vi rykker tættere sammen om det imaginære lejrbål, når vi sådan taler om de store farer, der lurer. Ellers kan jeg ikke regne ud, hvad der er så attraktivt ved frygten og ondskaben.

Frygten for udviklingen, klimaet, trafikken, sygdomme, krig, terror, tyveri eller mandeinfluenza. Vi svælger i frygt. Vent bare… Det onde vil ske.

Når jeg hører folk trutte fornøjeligt i dommedagstrompeterne, kommer jeg altid til at tænke på det kapitel i Emil Fra Lønneberg, hvor kometen kommer! ”…folk i Småland gik og ventede på en stor komet, som skulle komme og nu havde det stået i Vimmerby Tidende, at kometen ville komme susende netop den 31. oktober og måske støde sammen med jordkloden, så den gik i tusinde stykker.” Så kan det ellers være, at Lønnebergs borgere gik i gang med at forberede sig på det store endeligt. De for rundt som forvildede høns i frydblandet skræk og rædsel.

Det gode findes. Det er lige så udbredt som det onde. Det er min knivskarpe analyse.

Det findes også i politik – endda i storpolitik. Gandhi er et lysende eksempel. ”Vær den forandring, du ønsker at se i verden,” sagde han og levede som han prædikede. Dystopikerne vil nok sige, at han bare var naiv. Eller måske ligefrem så ond, at han spillede god for at opnå magten i en vanvittig ond hensigt. Nej, nu får jeg snart hovedpine.

Det er ikke fordi, jeg er fuldkommen idiot. Fuldkommen er der ikke så mange, der er i det hele taget. Jeg ved udmærket, at magt korrumperer, og follow the money er en glimrende rettesnor for at blive klogere på sammenhængene.

Magt er ligesom kærlighed berusende. Og nogen bærer ikke deres brandert særlig godt.

Men er Frank og Claire Underwood i deres magtrus ikke nogenlunde lige så irriterende som et nyforelsket par. Hvem gider dog tilbringe en time i sådan et selskab?

Jeg savner Soldbro og Salling for alt det, de ku’

IMG_0156Engang var der en supermarkedskæde, der hed ISO. Det er der ikke mere. Den blev solgt, den blev solgt igen og så blev den lukket. Det var egentlig mærkeligt, for det var et fantastisk supermarked, der gjorde mange kunder nærmest lykkelige med friske fisk, frugtafdelinger som et tyrkisk marked og en service, man aldrig havde kendt mage til. Når det var myldretid, var alle kasser – og der var mange – hurtigt betjent og for enden, stod der et flinkt menneske og hjalp en med at få varerne i poser. Man nåede aldrig at blive svedig af stress der.

Det var nu hverken de friske fisk eller varepakkerne, der var ISOs stærkeste kort. Det var virksomhedens usvigeligt sikre sans for kundernes behov. Det handlede ikke kun om den gode betjening og de delikate varer. Det handlede især om, at ISO altid havde det, man skulle bruge. Om det var champagne eller sødmælk; pasta eller jordskokker; kattegrus eller Libero-bleer, så gik man aldrig forgæves. Især derfor væltede kunderne ind, og der skød nye ISO’er op rundt omkring med samme høje standard. Det blev så god en forretning, at svenske ICA slikkede sig om munden og sagde haps! Det tabte de 415 millioner kroner på, inden de solgte til Dagrofa, som heller ikke kunne få det til at fungere og lukkede.

Det er sikkert en case, der botaniseres over på diverse MBA-kurser. Hvordan kunne det gå ned så hurtigt, når det var de samme varer, de samme steder med de samme ansatte? I kan springe de lektioner over, for her kommer svaret: Niels Jørgen Soldbro!

Han var ejeren og udvikleren af kæden. Jeg kender ham ikke personligt, men så ham ofte på inspektionsrunde i min lokale ISO. I samtale med kunder og personale på evig jagt efter forbedringsmuligheder.

Jeg kom til at tænke på det forleden, da jeg var ude og holde et foredrag om Herman Salling. Ham har jeg skrevet en bog om. Han havde det samme ekstreme kundefokus som Soldbro, og med det forvandlede han en større manufakturhandel i Aarhus til Dansk Supermarked. Yderligere præsentation vel unødvendig, men sidst jeg tjekkede, havde virksomheden mere end 46.000 medarbejdere. Herman Salling hadede titlen administrerende direktør. Det var ikke fra kontoret, man ekspanderede virksomheden. Det var fra butikkerne – ude hos kunderne. For at huske sig selv på det gik han livet igennem rundt med en stumpsnudet metervaresaks i lommen. Den mindede ham om, hvor han kom fra, og hvad han var til for: kunderne.

Han var en stor personlighed. Virksomheden blev praktisk taget skabt i hans billede, og hans indflydelse gør sig stadig gældende. Den dag i dag er der en betinget refleks hos medarbejderne, der direkte kan føres tilbage til ham. Jeg kalder den Herman-refleksen. Går man gennem en butik med en hvilken som helst Dansk Supermarkeds-person, samler de automatisk op, hvis der ligger et eller andet på gulvet; en vare, et stykke papir – hvad som helst irrelevant. De stopper ikke samtalen men bukker sig ned og samler op uden at tænke over det. Lige fra de yngste medarbejder til fru Salling selv. En af de pensionerede chefer fortalte mig, at hans kone sagde, at nu måtte han godt stoppe det der. Især når det var Kvickly, de gik rundt i.

Utallige gange har jeg som erhvervsjournalist måtte lægge øre til en topchefs insisteren på kun at tale om virksomheden. ”Min person er ikke interessant,” siger de. (Ja, den var især møntet på dig, Lars Rebien!). Og det er det vildeste vrøvl. Personen er helt afgørende. Det øjeblik personen Niels Jørgen Soldbro var ude af ISO, og ICA rykkede ind med helt andre værdier, dalede kvaliteten omgående på alle parametre. Jeg ved det, for jeg så det. Dansk Supermarked kørte i mange år og til en vis grad stadig videre i Herman Sallings ånd, selvom det bestemt også påvirkede forretningen, at han forlod den og denne verden i 2006. Personen er helt afgørende. Det er ikke virksomheder, der laver virksomheder. Det er mennesker. Flittige passionerede mennesker.

Sådan nogle er ikke altid ligefrem krammebamser. Det var Herman Salling så sandelig heller ikke. Han kunne være modbydeligt kolerisk og skælde sine chefer fra hæder og ære og i det hele taget opføre sig fuldstændig utilgiveligt.

Det er set før. Det er sjældent en virksomhedsleders behagelige væsen og varme interesse for sine medmennesker, der gør hans virksomhed succesfuld. Steve Jobs kunne ikke bare finde på at tude for at få sin vilje – det var en helt almindelig foreteelse, at han gjorde det, ligesom han også ofte råbte, skreg og nedgjorde folk. Men han udviklede Apple fra at være et projekt i sine forældres garage til at blive verdens mest værdifulde virksomhed. Det skal vi huske, når vi forarges over hans dårlige opførsel. Hvis man giver meget til verden, så må vi, der giver mindre, være overbærende. Det er det mindste, vi kan gøre. Sådan nogle personligheder er meget lettere at holde af, når de er døde. Så kan man lave film om dem, for det egner de sig enormt godt til. Der er allerede lavet to om Steve Jobs, og det er forhåbentlig et spørgsmål om tid, før der bliver lavet en om Herman Salling.

Men vi skal huske på at sætte pris på dem, mens de er her. En dag er det slut og vi vil måske ikke savne dem. Men vi vil savne det, de kan. Jeg vil have ISO tilbage!