Gå hjem og tag jer af jeres døtre!

IMG_0052Jeg har altid haft et blødt punkt for Ritt Bjerregaard. Vi er nok ikke heeeelt i sync politisk, men hun har alle dage været forbilledlig kold overfor shitstorme og andres meninger om hende. Det kom jeg til at tænke på forleden, da den klassiske historie om manglen på kvindelige ledere endnu en gang blev genudsendt i medierne. Igen igen var der ikke rigtigt noget nyt. Det er en sørgelig historie, der ikke bevæger sig ud af stedet. Der mangler rollemodeller, hed det sig. På det punkt har Ritt gjort sit. Hun er gået direkte efter magten hele sit liv. Det fremgår så tydeligt af første bind af hendes erindringer, at man næsten ikke kan vente på næste. Ritt takes no shit!

Jeg prøvede engang at udfordre hende på hendes forkærlighed for kvindekvoter. Hun måtte da forstå, at det ikke kunne være sjovt at komme ind på en badebillet. Ritt var kold:

”Jeg ville være fuldstændig ligeglad – hvis først vi får posten, skal vi nok demonstrere, at vi kan håndtere det!” Ret så kækt, men det er vel det nøjagtigt det, mændene gør. De tager chancen og får de jobbet, finder de hen ad vejen ud af, hvordan de klarer det.

En anden rollemodel er Kirsten Drejer. Hun er på 15. år topchef for biotekselskabet Symphogen, som hun faktisk startede, fordi hun indså, at hun aldrig ville blive topchef på sine egne præmisser i Novo Nordisk.

”Der kommer uvægerligt magtkampe. Og den slags udkæmpes mellem krondyrene med de store gevirer. Sådan et er jeg ikke udstyret med det. Det, der skal til, for at få geviret til at vokse ud er hormonet testosteron. Det har jeg ikke; det er jeg glad for, og jeg synes, det skal være min force frem for min svaghed,” fortalte hun mig engang. Hun mente, at kvinder generelt havde det handicap, at de troede på det, de havde lært i skolen, nemlig at det er indholdet, der tæller. At jo dygtigere man er, jo bedre går det: ”Vi lærte ikke, hvor vigtig formen er. Det, som tæller ude i erhvervslivet, er at netværke. Ud og snak og skab netværk, for det er der forretningerne foregår. Det ved mænd intuitivt, men vi andre sidder med vores indhold og venter på, at nogen giver os en fin karakter.”

Det er egentlig også sørgeligt, hvis ambitiøse kvinder er nødt til at starte deres egne virksomheder for at blive ledere. Sådan behøver det ikke at være i fremtiden. Faktisk kan vi med et trylleslag sørge for at mangedoble puljen af kvindelige lederkandidater. Det kræver bare en enkelt ting: At fædre tager sig mere af deres døtre!

Jeg læste i en bog af Lone Kühlmann om en undersøgelse, amerikanske forskere for mange år siden lavede. De ville finde fællesnævneren for kvinder med succes og spurgte en hel masse af dem om alt mellem himmel og jord. Det viste sig, at der ikke var nogen. Forskerne blev stædige og sendte en ny byge af spørgsmål tilbage til gruppen, og nu stod det pludselig lysende klart, at fællestrækket for de succesfulde kvinder var, at deres fædre havde syntes, de var alletiders.

Siden er der lavet rigtig meget mere research, der peger i samme retning.

Noget bliver opsummeret af professor Linda Nielsen i artiklen How Dads Affect Their Daughters into Adulthood. Og inspiration kan hentes i Meg Meekers bestseller, Strong Fathers, Strong Daughters.

Det bliver alt sammen understøttet af min egen mangeårige, men trods alt uvidenskabelige research i emnet. Jeg har interviewet talrige kvinder med succes og har spurgt til deres far-datter-forhold. De bekræfter alle som en de amerikanske undersøgelser.

Kirsten Drejer er ingen undtagelse. Hendes far gik meget op i hendes gøren og laden.

Da hendes mor engang viste ham noget deres syvårige datter strikkede, sagde han, at han hellere så, at hun læste en bog frem for det nørkleri. ”Siden har det været med ganske katastrofale resultater, når jeg har forsøgt mig med håndarbejde.” Omvendt har hendes boglige og erhvervsmæssige præstationer været helt i top.

Også Ritt Bjerregaard har haft en far, der var stærkt engageret i hende: ”Alle de gange, min far har stået der og ventet på mig. Med glæde og opmærksomhed i blikket. I skolen, ved idrætsdage, hjemme, i kolonihaven, når vi badede. Altid var han der, når der var brug for det, med sin kærlighed og glæde over sit barn,” skriver hun.

Så nemt er det altså at skabe en kvindelig leder.

Alle I mænd der lige nu sidder i bestyrelseslokalerne og på endeløse direktionsseminarer og overvejer, hvordan I kan bidrage til, at der bliver flere kvinder på topposterne – gå hjem!

Det er den sikreste vej frem mod målet. Det er godt nok en langsigtet løsning. Til gengæld er den holdbar.

Gå hjem og vær sammen med jeres døtre. Sørg for at de forstår, de ikke bare er søde, de er også kloge og i øvrigt helt fantastiske.

Skal vi ikke bare vælge Leonardo til verdens præsident?

IMG_1357Så sidder man der igen. Udenfor som den lille pige med svovlstikkerne, mens dem, der betyder noget, er daffet af til Schweiz. Så kan jeg nøjes med at sidde her og trykke næsen flad mod skærmen for at kigge ind og prøve at forstå, hvad det der DAVOS går ud på.

This is a maaaaan’s world! Er den første tanke, der kommer til mig for fuld soulmusik. DAVOS i TV-nyhederne er som at se billedsiden af James Brown-klassikeren spille på repeat. I den lille alpeby, der i fire dage er det vigtigste sted i verden, er der jakkesæt overalt og i alle mulige festlige nuancer af sort. World Economic Forum skubber ganske vist på for at ændre det billede. De har fundet et antal kvinder til panelerne, der slet ikke er proportionalt med antallet af kvinder blandt deltagerne. Men pænt ser det ud. Og det er ikke uden betydning for en organisation, der er Comitted to improving the state of the world.

Der er enkelte danske kvinder med, men ikke nogen der figurerede på debatredaktørens liste over danske topmødestjerner. Øverst på den liste stod Troels Lund Povlsen. Stjerne? Traktor-Troels, virkelig? Jeg logger på for at se ham stråle i debatten ”World without work”. Forgæves. For Troels – eller Toorus, som værtinden kalder ham – sidder mest til pynt i gruppen af videnskabsfolk. Og man kan diskutere, hvor meget held han så har med det. Han taler om, hvordan uddannelse af ufaglærte er nummer ét for ham. Men han har nok også brug for at gøre sine hoser grønne, så man ikke kan se, hvor meget han har trådt i spinaten, da han var skatteminister.

         Set pinagtigt meget udefra er DAVOS-mødet så politisk korrekt, at man næsten savner nogle sure autonome demonstranter. Den schweiziske organisations rigtige navn er Weltwirtschaftsforum forkortet WWF – ja ligesom Verdensnaturfonden. Hvem der end har det værst for tiden, pandaen eller økonomien, så er retorikken ret enslydende. Business-professoren Karl Schwab, som startede Forum’et for 45 år siden slutter sin velkomsttale til de kendte og kongelige gæster med tre fromme ønsker: For det første håber jeg, I har fået mange venner her; for det andet at I tager hjem med en forandrende ide – ikke bare for jeres virksomhed, men for jer selv. Endelig håber jeg, I tager hjem med en overbevisning om, at fremtiden for vores lille planet kun kan blive forvaltet godt, hvis der er meget dialog, kollaboration og kooperation. Klaus Schwab taler engelsk med en accent, der får ham til at lyde som den tyske oberst, Kurt von Strohm, i den britiske sitcom ’Allo ’Allo! Og det er næsten sjovt. Men også kun næsten, for han lyder som et medlem af Radikale Venstre.

Åbningsseancen fortsætter i samme dur – ingen mol eller skæve akkorder her! Frau Hilde Schwab deler krystalpriser ud til verdens kulturelle ledere. Det er meget passende en hvid europæisk kunstner, en sort amerikansk musiker, en kvindelig kinesisk danser og

en Hollywood-skuespiller. De får ikke priserne for deres kunnen i kulturen, men for deres engagement i velgørenhedsprojekter.

Leonardo DiCaprio holder en tale, der lyder som noget fra en film med titlen ”Manden der reddede verden fra klimaændringerne”: …vi kan simpelthen ikke tillade at grådighed i den kolde olie- og gasindustri skal afgøre menneskehedens fremtid, siger han indtrængende og høster stort bifald. Og det er et citat, der også kommer til at gå sin sejrsgang på Facebook. Jeg bliver lidt utilpas ved en skuespiller, der med stor overbevisning leverer det ene videnskabelige fakta efter det andet? Han ved jo ikke noget. Han spiller bare en, der ikke er i tvivl om noget. Men de er vilde med ham i salen. Han lader dem da også vide, hvor betydningsfulde de er: Tænk hvad vi kan gøre med flere partnerskaber og alliancer mellem mange af jer i det her rum. Så meget kan blive gjort, hvis vi arbejder sammen. … når jeg ser ud over dette lokale bliver jeg optimistisk. Når det er muligt at samle planetens mest bemærkelsesværdige og indflydelsesrige hoveder, så kan det føre til den nødvendige globale forandring til at beskytte både vores samfund og naturen… Vi skylder de fremtidige generationer det. De regner med os alle sammen.

Salen klapper som om de alle er parat til at vælge Leonardo som verdens præsident? Han er da også pæn, men hvad er det lige der sker for verdens erhvervsledere. Det er som om, de i samlet trop har taget 4-5 skridt ind i centrumvenstre.

Sådan ser det i hvert fald ud udefra. Indefra, der hvor man mænger sig med planetens mest bemærkelsesværdige og indflydelsesrige hoveder er det muligvis noget andet. Der er business måske stadig business? Jeg ved det ikke. Det er jo ingen skam at blive væk, når man ikke er inviteret. Men jeg synes godt, at de dernede i alperne kunne tage at huske på at This is a maaaaan’s world! har den altafgørende eftersætning: But it would be nothing, nothing – Without a woman or a girl.

Deleøkonomi, HA!

IMG_1247Deleøkonomi – det er sådan et hyggeligt ord. Det emmer af idealisme, venlighed og generøsitet. Deleøkonomi er blevet noget, man går ind for på linje med økologi og menneskerettigheder. Noget der bruges af særligt gode mennesker, der ønsker at spare på jordens ressourcer. Derfor jubles der over, at fænomenet er i hastig vækst, for det må være gode nyheder for såvel miljø som menneskehed.

Det er mest i den kreative klasse, der jubles. Den tilhører jeg selv, men jeg insisterer dog på at blive stående i udkanten og surmule. Jeg jubler over deleøkonomiens fremmarch af helt andre grunde. Jeg jubler over den personlige frihed, den tilbyder. Ikke over dens positive indvirkning på klima og miljø, som da også har vist sig noget tvivlsom. Klimatænketanken Concito undersøgte i sommer fænomenet og kom til sin tydelige irritation frem til, at “deleøkonomien ikke per definition gavner klima og miljø”. Heldigvis er der da håb, for tænketanken tænker, at “der kan være store potentialer i nogle initiativer, hvis de opskaleres og udnyttes rigtigt.” Man ser for sig hvordan lov- og regelgivere sætter sig sammen og hitter ud af, hvordan man dog kan opskalere og udnytte. Og lige der bliver det tydeligt, at de misser hele pointen med den såkaldte deleøkonomis popularitet. Godt nok har det for en del mennesker en feelgood-faktor at hoppe ud i de nye muligheder. Men det er ikke derfor, de fleste gør det. De gør det, fordi det kan betale sig. Punktum.

Deleøkonomien har udvidet markedet. Flere mennesker får adgang til bekvemmeligheder, de ikke havde adgang til før: De kører i bil for en fjerdedel af, hvad turen ville koste i tog og bliver oven i købet kørt lige til døren, og de bor i ”egne” lejligheder midt i storbyen, til det halve af hotelværelsets pris.

Nogen har sammenlignet deleøkonomien med andelsbevægelsen. Intet kunne være mere forkert. Andelsbevægelsen byggede på fælles ejerskab, mens det private ejerskab står helt i centrum af deleøkonomien. Så kan man lige så godt sammenligne det med 1980ernes store dyr i den privatøkonomiske åbenbaring: Timeshare. Det var yuppiernes adgangsbillet til labre lejligheder i Skagen, som man ejende en del af mod at kunne bruge den en uge eller to om året.

Deleøkonomien er blot en tand – næh et helt gebis bedre – for det virkeligt attraktive er enkelheden. Væk er mellemmanden, der både skal tjene 20-25 procent og skal være med til at bestemme. Nu er det mig, der bestemmer, hvem der får lov til at leje mit nuttede sommerhus. Og der er ikke noget med, at jeg skal sætte parabol og opvaskemaskine ind, for sådan vil tyskerne have det, som et udlejningsbureau ville sige. Jeg bestemmer også selv prisen. I tæt samråd med Mr. Market naturligvis. Deleøkonomi er en mulighed for at lave sin egen mikroforretning ved at aktivere de værdier, man nu en gang ligger inde med: Sin bil, sin båd, sit hus, sit værktøj – ja mulighederne er endeløse. Især hvis et kvikt hoved har lavet en app. Internettet fungerer som matchmaker – det er det nye. Udbyder og efterspørger finder og tjekker hinanden ud der. Det er jo ikke hvem som helst, man vil sende sin bil på date med. Man har selv – man fristes til at sige app-solut – kontrol over hvem, hvad, hvornår og hvor meget. Og man skal ikke spørge nogen om lov. Det er en kæmpelettelse for mennesker, der er tynget af overregulering og tilhørende magtesløshed.

Deletjenesterne er enkle og billige – og det elsker alle.

 

Hvad end man bytter hjem med en familie i Los Angeles , får fragtet sine pakker af private eller booker en lokal til at vise sig rundt i Paris så handler det først og fremmest om at gøre en god forretning – ikke om at dele.

Deleøkonomi er ikke kun for småfolk, der kan få et lift til Aarhus billigt. Det er en mulighed for at blive opgraderet i livet lige meget hvilket niveau, man er på. Der er også velhavende mennesker, der ønsker at få mere ud af deres aktiver. Hos Club Supercar kan man få adgang til flere forskellige luksusbiler, i stedet for at nøjes med den ene Ferrari, man har i garagen. På Spinlister kan man leje andre entusiasters dyre racercykler, snowboards eller surfboards og på Eleven James kan man få adgang til verdens mest eksklusive ure, så man ikke skal nøjes med ét, men ”ejer” et nyt hver anden måned.

Det er der ikke meget Kumbaya my lord over.

Men lad os endelig holde fast i det hyggelige begreb, så længe vi kan. I et land hvor bogstavelig talt alt er beskattet, afgiftspålagt og reguleret

ret. Mhvor bogstavelig talt alt er beskattet og afgiftspålåget og reguleret. Mgeskalere og udnytte.

kgiftspålagt, gennemreguleret og –kontrolleret, kan alle disse fine nye muligheder ligge i ly lidt endnu under den idealistiske fernis. Men en fernis er det. At tro at deleøkonomiens succes har noget at gøre med idealisme er at stikke sig selv blår i øjnene – ganske vist blår med glimmer på, men alligevel.

Ærlig talt: Det er på tide med en ægte Cuba Libre

IMG_0056

 

Hvis Cuba var en aktie, var det nu, man skulle købe. Okay, det er ikke en stensikker fidus, men hvilket tip med store gevinstmuligheder er det?

Genoprettelsen af de diplomatiske forbindelser mellem det tropiske socialistparadis og
USA har åbnet en dør på klem, så der er en vis chance for, at det er nu nu NU! Er man blandt de første, kan der være store penge at hente. Som dengang Mads Krage straks efter murens fald etablerede Netto i Østtyskland og gav baghjul til selv store vesttyske supermarkedskæder. Stor risiko giver ikke kun chance for stor gevinst, men også for store tab. Så inden dansk erhvervsliv kaster sig hovedkulds ind i de nye caribiske muligheder, kommer her som en service en lille SWOT-analyse baseret på feltstudier:

 

Strengths: Det er et godt tegn, at den gamle børsbygning er en af de få vedligeholdte bygninger i Havanna. Selv handelsguden Merkur på taget er stadig er i fin form. Men der skal selvfølgelig mere til end tegn. Der skal også fornemmelser… Og det er denne udsendte klummeskribents klare oplevelse, at cubanerne – især i Havanna – er SÅ klar til nye kommercielle tider. 57 års socialistisk styre har ikke ødelagt deres sans for pengenes værdi. De er nemme at arbejde med, for de er nogenlunde veluddannede, og der er ingen videre kulturel barriere. De er sultne efter alt nyt, for der er intet sket siden revolutionen. De store dollargrin fra den amerikanske bilindustris guldalder i 1950erne er ikke for sjov. Det er, hvad de har. Som gæst er man hele tiden bange for at ødelægge noget; en stol, en bildør, et toiletafløb, fordi det er umuligt at få noget nyt til erstatning. Men manglen har udviklet cubanernes kreativitet. Alt kan repareres eller bruges som reservedele.

På styrkesiden tæller det også, at ”Damerne i Hvidt”, der i 11 år har demonstreret hver søndag mod styret, langt om længe har fået selskab. Siden maj har en gruppe kaldet The forum for the Rights and Freedom med hashtag’et #todosmarchamos også stået under gummitræerne i ambassadekvarteret, hvor de har råbt ned med kommunismen – leve friheden!

 

Weaknesses: Den liste kan blive meget lang, for der er mange svagheder ved Cuba. Så blot et par stykker: Cubanerne har ingen penge. I første omgang er det ikke eksport til dem, der er forretningsmuligheden. Der produceres heller intet af betydning i Cuba bortset fra rom, musik og tobak (som alt er fremragende). Tager man en tur på landet for at se, hvad de dyrker, vil svaret være: Ikke spor! 60 procent af fødevarerne importeres, for det meste af det frodige land ligger simpelthen brak. En svaghed, der kan være en mulighed for en entreprenant dansk jordbruger. Oven i købet kan jorden vel klassificeres som økologisk, fordi der ikke har været råd til sprøjtemidler eller kunstgødning.

 

Opportunities: Cuba har i en årrække haft én stor eksportvare: Læger. Landets største indtægt kommer fra udlejning af læger til Angola, Brasilien og Venezuela. Lægerne er dygtige, og der foregår også seriøs medicinsk forskning, der blandt andet har resulteret i en vaccine mod lungekræft. Medico- Pharmavirksomheder og privathospitaler af enhver art vil altså kunne finde kvalificeret og billig arbejdskraft på øen.

Sukkerproduktionen er overvældende og overstiger langt landets eget behov. Det er altså en god, billig og lettilgængelig råvare. Arbejdskraften mangler heller ikke, så måske skulle danske konfitureproducenter tage på en rekognosceringtur.

”Noget skønnere kan et menneske ikke sætte sit øje på,” sagde Columbus, da han opdagede Cuba i 1492. Det er S-M-U-K-T! Turistmulighederne er uendelige, hvis man har lidt mere begreb om service end cubanerne. Og det har alle.

 

Threats: Den allerstørste trussel mod forretning i Cuba er staten. Det ved Ivan Nadelmann alt om. Man kan stadig se resterne af hans engang så fine store biludlejningsfirma. Efter 13 år blev det pludselig overtaget af staten. Siden har han givet det råd, hvis man vil handle med Cuba: ”Man skal altid have pengene up front, aldrig give kredit!” Det er stadig risikabelt at lave forretning med staten og umuligt at lave det udenom. Og det er bureaukratisk med detailregulering af alt, helt ned til kunstige negle, som det kun er tilladt at importere 24 styks af pr. person.

 

Lige nu er Cuba et billede på fattigdom i farver, men det er også et sted, der bare venter på at komme i gang. Det bliver en skøn dag – især for cubanerne – når Bacardi-familien vender tilbage til firmaets smukke art deco hovedsæde i Havanna, og når de kan skifte den frygtelige lokale ”Colada” ud med den rigtige Coca Cola. Så vil de endelig kunne få en på alle måder ægte Cuba Libre i Havanna.

Ærlig talt: Tag en tudekiks

IMG_0054


Godt nytår! Bliver det et godt nyt år? Dét er spørgsmålet. Hvad vil du gøre for at sikre, det bliver bedre end sidste år? Altså bortset fra sædvanlige nytårsforsætter som aldrig drikke Amarone mere. Eller ryge. Heller ikke cigarer direkte importeret fra Havanna. Og selvfølgelig helt slutte med at flirte med den forkerte og følge det dumme råd: Dance like there’s nobody watching! Alt det er de indlysende forsætter. De gælder alle. Ikke? Nå, ok – det er så bare mig. Den slags nytårsforsætter vil alligevel ikke gøre 2016 til et markant bedre år. Ikke engang for mig. Og da slet ikke for Amarone.
Så er det mere interessant, hvad der kan være af nytårsforsætter der, hvor det virkelig kan flytte noget: Ude i dansk erhvervsliv.
Her tænker jeg ikke så meget på lønmodtagersiden, hvor det er et godt gæt, at work-life-balance er højt på listen. Ikke fordi arbejdet fylder så meget mere, som fordi privatlivet er blevet så krævende. Det er ikke nok at være til stede, man skal også være tilstedeværende og være coach for både børn og ægtefælle. Man skal være med til at redde klimaet med høns i baghaven, økologisk grøntsagsdyrkning i bede på terrassen og andre krævende tiltag, der ikke flytter en grad på noget andet end ens samvittighed.
Jeg tænker mere på erhvervslivets ledere, for nytårsforsætter er noget med at sætte sig mål og nå dem, og det er lige deres spidskompetence. ”Du kender sådan nogle movers and shakers,” sagde en ung ven til mig. Og det er rigtigt. Det er det, de er, de gode erhvervsledere – movers and shakers. Der sker noget, hvor de går ind. Så jeg spurgte et par af dem, hvad de mener, erhvervslivets skal fokusere på i 2016. Og de har alle tre fra hver deres specielle udkigspost blikket rettet mod samme mål: Der skal startes flere nye virksomheder!
Lars Seier, der selv i 2016 bliver fuldtidsinvestor især med blikket rettet mod start-ups, siger, at de etablerede virksomheder bør understøtte og investere i nystartede virksomheder indenfor deres eget felt. Ikke af godgørenhed og idealisme forstås, men for at så nye frø og få nytte af den innovation, der foregår udenfor virksomhedernes egne udviklingsafdelinger.
Jan Stig Andersen fra Trollbeads tøver heller ikke: Industrien bør fokusere på at knopskyde, så der kommer flere entreprenører i dette land. Den danske risikoaversion, som tryghedssamfundet har fremelsket, lægger en dæmper på udfoldelserne. Vi stagnerer som nation, hvis vi ikke finder en ny måde at stimulere sult, ærgerrighed og mod, mener han.
Og Leif Tullberg, der selv har startet en af landets helt store virksomheder, DSV, mener, at dansk erhvervsliv skulle tage en tudekiks og holde op med at hakke så meget på politikerne. I stedet skal de fortælle om, hvor gode muligheder der er for drive erhverv i Danmark. Det vil stimulere foretagsomheden og lysten til at skabe nye virksomheder.
At starte flere nye virksomheder er et nytårsforsæt, der virkelig kan forandre samfundet til det bedre. Hvis de danske erhvervsledere kan blive enige om det, ser 2016 allerede noget lysere ud.
Det vil selvfølgelig være en hjælp, hvis politikerne ryddede nogle af de væsentlige forhindringer af vejen. Skat er en af dem. Ikke for det. De fleste virksomheder og deres ledere er skam villige nok til at bidrage til samfundet. Det fik jeg et strålende eksempel på under julefrokosten fra min svoger, vendelboen. Han fortalte, at blandt visse jyder var Limfjorden kendt som ”momslinjen” – nord for den betalte man i jyske dollar, og det skulle staten ikke blande sig i. I hvert fald indtil en dag hvor skrothandleren i Vodskov – og det er ellers, som svoger siger, en branche med et spændende forhold til skat – pludselig meddelte sin dybt forbløffede medarbejder, at der ikke længere skulle gå noget uden om kasseapparatet. Nyheden for som en løbeild igennem byen: Momsen gået over Limfjorden!
Det var, mens Carsten Kock var skatteminister, og han havde praktiseret en forståelse for erhvervslivet, der havde virket så overbevisende på vendelboerne, at de begyndte at betale skat. Ikke med glæde og ikke i alle afkroge, men i hvert fald inden for rimelighedens grænser.
Hvor vil 2016 blive et spændende år, hvis politikere og erhvervsledere ikke bare fortsætter som de plejer, men har nytårsforsætter, der baner vejen for iværksættere.
Det vil jeg gerne skåle på – i Amarone.