”Hvad for en kvindelighed?”

Sådan sagde en topchef i en kapitalfondsejet virksomhed, da jeg fortalte, jeg var på jagt efter kvindeligheden i kapitalfondene. Virksomheder som TDC, ISS, Falck, Matas, Legoland og Københavns Lufthavn ejes af kapitalfonde, og efterhånden drives masser af andre virksomheder efter kapitalfondenes benhårde men profitable principper. Fondene er blevet trendsættende i dansk erhvervsliv, og i den trend er kvinder ikke moderne. Men her lover kapitalfolkenes topfolk bod og bedring.

Hvis du synes, der er blevet lidt råt der ude i erhvervslivet, så har du fuldkommen ret. Selv om samfundet tilsyneladende vælter sig i penge, har det aldrig skullet gå hurtigere og laves billigere. Det skyldes én ting: Kapitalfondene. Ja, ja, det skyldes selvfølgelig også andre ting så som globaliseringen og den hårde konkurrence, der følger i kølvandet, men sagen er, at i de farvande er kapitalfondene som en fisk i vandet. En rovfisk. Måske ikke ligefrem en dræberhaj, men en rimelig rå rovfisk. Og så decideret af hankøn. I Danmark findes ingen – som i slet ingen – kvinder i nærheden af toppen af hverken kapitalfondene eller de virksomheder, de ejer. Kvinderne er altså helt uden for indflydelse hos de mest indflydelsesrige i dansk erhvervsliv overhovedet.

”Kan det ikke være lige meget,” tænker du måske. ”Lad da mændene hygge sig med deres kapital og deres fonde!” Tja, måske, hvis ikke lige det var fordi, det har betydet, at ledelsesstilen i danske virksomheder – og dermed på arbejdspladserne – er blevet meget mere macho. Det betyder, at man optimerer, profitmaksimerer, har blikket stift rettet mod medarbejdernes performance, ledelsens kontante kompensation (løn!), og virksomhedens cashflow. Man plejer sin trackrecord, overvejer den bedste bootstrapping og mest profitable exit.

 

Man plejer sin trackrecord, overvejer den bedste bootstrapping og mest profitable exit. Det er nok et meget godt gæt, at det ikke er en kvinde, der har fundet på de ord!

 

Det er nok et meget godt gæt, at det ikke er en kvinde, der har fundet på de ord!
I kapitalfondenes verden er kontanter konge. Alt, der kan forvandles til cash bliver det. Husene, virksomhederne bor i, sælges og lejes tilbage. Firmabilerne, sælges og lejes tilbage. Sommerhusene til medarbejderne sælges og… sælges, som man gjorde i TDC, kunsten på væggene sælges, som man har gjort både i TDC og ISS, for ”det skaber ikke værdi for aktionærerne”. HR-afdelinger nedlægges og støtte til medarbejdernes deltagelse i sportsarrangementer skæres, som man har gjort i det Berlingske Officin. Der bliver holdt nøje øje med hver en krone. Da jeg sidste år besøgte det kapitalsfondsejede Royal Copenhagen og komplimenterede designchefens kreative kontor, kommenterede administrerende direktør Peter Lund stolt, at det var indrettet for meget få penge. Forbløffende sted at være meget omkostningsbevidst (endnu et yndlingsudtryk i kapitalfondenes verden) i en virksomhed, der lever af design. Kunstindustrivirksomheden har også solgt de historiske bygninger, der nu kaldes Porcelænshaven, og er flyttet ud i et guds- og kulturforladt industriområde i Glostrup.
Tid er selvfølgelig også penge. I en undersøgelse Ugebrevet A4 har lavet blandt tillidsfolk i kapitalfondsejede virksomheder svarer to ud af tre, at presset på medarbejderne er steget efter kapitalfondens overtagelse.
Når kapitalfonden er så optaget af cool cash, skyldes det, at de meget gerne meget hurtigt vil have de penge ud igen, som de har betalt for virksomheden, også selvom det i realiteten kun er 20-30 procent af virksomhedens pris, de selv har hostet op med. Resten har de lånt i bankerne. Derfor trækker de store udbytter ud, så snart de kan og sørger for, at der ikke ligger nogle værdier og flimrer herreløst rundt i deres selskaber. Så er det: Aflever!

 

Kong Henry 
Måske skulle jeg lige forklare, hvordan det egentligt er kommet dertil. Hvis altså du ikke allerede er faldet i søvn bare ved ordet kapitalfond. Indrømmet, både kapital og fond lyder ret så støvet, men hvis du forestiller dig et kæmpe bjerg af penge, og så lægger du et endnu større bjerg oven i – kan du se det for dig? Så nærmer du dig noget af billedet af sådan en kapitalfond. Og du kan nok tænke dig til, hvilke dramaer af dimensioner sådanne buler af penge kan forårsage. Det er den slags, man laver Hollywoodfilm af. Hvad man da også har gjort.
Så lad mig præsentere: Kong Henry. Henry Kravis, kapitalfondenes opfinder og indehaver af rekorden i virksomhedshandel. Den første rekord satte han i 1986 og den blev først slået i 2006, og da var det ham selv, der gjorde det. Men altså tilbage i guldflipperdagene købte han for 124.000.000.000 kr. tobaks- og fødevarekoncernen RJR Nabisco. Det er USAs mest berømte virksomhedshandel nogen sinde. Det mest fantastiske ved handlen var, at Kravis & co. selv kun stillede med 7 procent af købsprisen – resten var lånte penge!
Her lagde Henry Kravis fundamentet til den måde, kapitalfondene siden har finansieret deres virksomhedskøb på, for det var jo et fedt koncept at lade bankerne løbe de største risici.

 

”Kan det ikke være lige meget,” tænker du måske. ”Lad da mændene hygge sig med deres kapital og deres fonde!” Tja, måske, hvis ikke lige det var fordi, det har betydet, at ledelsesstilen i danske virksomheder – og dermed på arbejdspladserne – er blevet meget mere macho.

 

Handlen gjorde Henry Kravis både rig og berømt. Hollywood lavede filmen om dramaet, Barbarians at the gate, Tom Wolfe har parodieret Kravis i sin bog, Forfængelighedens bål, og mest kendt er nok Oliver Stone-dramaet Wall Street, hvor Michael Douglas har modeleret sin Gordon Gekko figur over Henry Kravis. Kravis har tjent ufattelige summer på sine virksomhedshandler og har sans for at bruge pengene. Han har adresse på 740 Park Avenue, hvor Jackie O. boede som barn, og hvor også prominente amerikanere som John D. Rockefeller, Vanderbilt og Chrysler har haft hjemme. Der er også blevet råd til at donere en Kravis-fløj til Metropolitan-museet i New York, og to Kravis-sale og et Matisse-maleri til 150 mio. dollar til Museum of Modern Art, hvor fru Kravis den tredje i øvrigt er chef.

 

En macho verden
Med sladderdepoterne således fyldt op, kan vi måske gå lidt videre og kigge på, hvad fa’en der egentlig foregår!
Kapitalfondenes magt er omvendt proportional med deres størrelse. I Danmark har de typisk 5-20 ansatte. De ejer væsentlige virksomheder som TDC, ISS, Royal Copenhagen og Københavns Lufthavn, men også virksomheder, der ikke er ejet af kapitalfonde, er begyndt at opføre sig, som om de var i håb om at få succes i samme omfang.
”Selvom de kun er arbejdsgivere for 3-4 procent af arbejdsstyrken, er kapitalfondene meget væsentlige spillere i erhvervslivet, fordi de udgør en stor magtfaktor på virksomhedshandler. Mellem en tredjedel og halvdelen af de virksomhedshandler, der foregår i Danmark, tegner kapitalfondene sig for. De har præget hele den måde, man driver virksomhed på i dag,” siger Steen Thomsen professor på Handelshøjskolen i København.
”De er i det for pengenes skyld – det er indiskutabelt, og de er fri for politisk korrekthed og mediernes indblanding, for de skal ikke stå til ansvar for andre end investorerne. Og dem har de selv den direkte kontakt med,” siger Steen Thomsen, der finder det slående så få kvinder der er i kapitalfondene.

 

Indrømmet, både kapital og fond lyder ret så støvet, men hvis du forestiller dig et kæmpe bjerg af penge, og så lægger du et endnu større bjerg oven i – kan du se det for dig? Så nærmer du dig noget af billedet af sådan en kapitalfond.

 

En anden ekspert på området er knap så overrasket.
”Hele den finansielle verden er macho. Der er heller ikke mange kvinder i toppen af bank- og finanssektoren. Man søger nogen, der ligner en selv. Derfor ansætter mænd mænd, ligesom jeg ville være mere tilbøjelig til at ansætte en dansker end en finne. Det er måske ikke godt, men det er nemt, når man har de samme referencer. Det er vel også derfor i kan lave et kvindeblad – fordi I mener, kvinder har samme referencer,” siger Robert Spliid, der er direktør i den tyske erhvervsbank IKB Deutsche Industriebank og lige har udgivet bogen ”Kapitalfonde – Rå pengemagt eller aktivt ejerskab”.
Han mener, at hvis kvinderne vil gøre sig gældende i kapitalfondene, må de gøre det på mændenes præmisser.
”Det er næsten altid sådan, at nye brancher domineres af mænd. Mænd er måske ikke helt så socialt begavede, men de er meget mere risikovillige end kvinder. Og det er der behov for i kapitalfondene. Men jeg tror også, at kapitalfondene er i en proces, hvor deres hårde ledelsesstil skal finde sig til rette i den danske model,” siger Robert Spliid.

 

Følelser ingen adgang 
Meget kan man beskylde kapitalfondene for, og det gør man da også, men blødsødenhed er ikke en tingene. Da kapitalfondene bag ISS besluttede at skifte den karismatiske og afholdte topchef, Eric Rylberg ud, var det en brutal operation, planlagt med militærisk præcision. Ejerne stillede med en advokat i den ene hånd, en ny topchef i den anden, og så blev Eric Rylberg ellers henvist til at sidde i et rum for sig selv, indtil nyheden var blevet overbragt til medarbejdere og presse. Han fik lov at kommentere situationen overfor pressen, men sine kolleger og medarbejdere i ISS fik han ikke lejlighed til at tale med. Sandsynligvis var ejerne nervøse for, at situationen kunne komme ud af kontrol. Eric Rylberg havde nemlig følelser for virksomheden, og de ansatte havde følelser for ham. Og følelser hører ikke hjemme i kapitalfondenes forretninger. En ad dem, der svingede øksen over Eric Rylberg var Ole Andersen fra EQT. Til trods for at han selv havde et venskabeligt forhold til Eric Rylberg.
”Det havde jeg det da ikke særligt godt med, men man må sætte sig ud over det, forsøge at være så objektiv som muligt og gøre det, der tjener virksomheden,” siger han i dag.
”Jeg mener ikke, det var så brutalt, men det var nødt til at foregå med kort lunte, og det var vigtigt, at ISS ikke blev efterladt uden lederskab. Det var en hurtig implementering, kan man sige,” siger Ole Andersen.
Det var ikke en implementering EQT høstede meget beundring for, og måske har Robert Spliid ret, når han siger, at kapitalfondene er ved at bløde den hårde ledelsesstil op. I hvert fald har deres brancheorganisation nedsat et udvalg, der skal lave nogle fælles spilleregler, en såkaldt code of conduct.
Professor Steen Thomsen fra handelshøjskolen mener dog, at udvalget er en afværgemanøvre.
”Man har været og er måske stadig meget tæt på et politisk indgreb mod kapitalfondenes modvilje mod at betale skat. Hvis de selv frivilligt kunne lave nogle regler, undgår de måske lovgivning. Det er det, code of conduct-udvalget handler om,” siger han.
Formand for De Europæiske Socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen puster også til lovgivnings-ilden. Han har netop udgivet bogen ”I grådighedens tid”, hvor han er stærkt kritisk overfor kapitalfondene og deres manglende samfundssind, og han vil gerne have en fælles europæisk regulering af fondene.
Folkene bag kapitalfondene har altså al mulig grund til at bearbejde deres macho-image. Så måske er det bare spil for galleriet, når de udtrykker en vis skamfuldhed over manglen på kvindelige kolleger.

 

Topchefer i bodsskjorter
Christian Frigast er topchef i Axcel og desuden formand for code of conduct-udvalget, hvor manglen på kvinder i branchens top dog ikke er på dagsordenen. Udvalget består i øvrigt – SURPRISE! – udelukkende af mænd. I hans egen virksomhed er også langt mellem kvinderne, hvis man ser bort fra supportfunktioner som sekretærer og regnskabsfolk.
”Det er jeg ærgerlig over, for en bedre fordeling ville give en bedre balance. Jeg vil gøre meget ud af at prioritere kvinder, der er kvalificerede, for jeg tror, det vil give mere nuancerede synspunkter,” siger Christian Frigast.
Det er måske ikke så overraskende, for Frigast er kendt som branchens ”bløde” mand. Mere overraskende er det at branchens svar på Rambo, EQTs Ole Andersen er brødebetynget over tingenes tilstand.
”Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Vi har et stærkt ønske om at lave det om. Jeg tror, vi ville få en bedre stemning, hvis begge køn var repræsenteret i virksomhedskulturen. Kvinder har kompetencer og talenter, som mænd ikke har, og jeg tror på, at flere kvinder i vores organisation vil gøre den stærkere og bedre,” siger han.
Hvor langt vil du gå for at opnå det?
”Jeg vil gerne gå så vidt som til at anerkende, at kvinder i hvert fald i perioder har et behov for et andet arbejdsmønster end det gængse. Og jeg er villig til at indrette virksomheden efter det.”
Det er da at gå langt!
”For os handler det om at gøre det attraktivt for kvinder at skabe sig en karriere i vores set-up. Det sker ikke fra den ene dag til den anden. En ledelse kan sætte nok så mange systemer op, men hvis en kvinde kommer ind i en gruppe hvor der er 7-8 mandfolk, som naturligt tænker i mandetermer, og måske har koner, der tager sig af det derhjemme og derfor har nærmest ubegrænset tid at arbejde i, så er det svært for en pige at komme ind i det meget hierarkiske konkurrencebaserede miljø og skabe sig en karriere.”
Hvad gør du så for at få det til at lykkes? 
”Jamen hvis en medarbejder for eksempel i en periode har behov for at arbejde på nedsat tid, så er jeg åben for det.”
Men så når hun vel heller ikke så langt. Hvis man skal have succes, skal man vel bruge meget tid på arbejdet? 
”Absolut rigtigt. Jeg er ikke ekspert på nogen måde, jeg vil bare gerne have kvinder ind også i ledelsen.”
Hvis bare de vil arbejde som mændene?
”Jeg kan da ikke sige mig fri for, at det er lige så indgroet i mig som i mange andre.”
Hvor meget arbejder du selv?
”Det varierer meget.”
Hvad er det mindste, du har arbejdet?
”Der kan godt være dage, hvor jeg går hjem kl. 4-5 fra kontoret. Det er da også sket, at jeg har taget en halv fridag, men det er sjældent. Det er sådan, at for eksempel når jeg sidder og snakker med dig lige nu, så tjekker jeg mails på Blackberryen med den anden hånd.”
Både du selv og EQT har mottoet, Urgency & Execution. Det lyder ikke ret feminint – Execution betyder også henrettelse!
”Det er selvfølgelig ikke ment i den betydning. Der er da noget hårdt og maskulint over mottoet, men det er vel vigtigt også for virksomheder drevet af kvinder? Urgency & Execution er et af EQTs hellige principper, fordi vi kan lide at få tingene gjort. Det hjælper ikke ret meget for en virksomhed at have fine strategirapporter stående, hvis ikke man har en ledelse, der kan eksekvere – få det ført ud i livet.”
Med Urgency & Execution som værdier er det ikke sikkert, I kan tiltrække kvinderne?
”Bagsiden af mottoet er, at man måske ikke altid får tænkt tingene til ende. Derfor er det vigtigt, at man i et team har alle talenter repræsenteret. Også det der siger: ”Skal vi ikke liiige stikke fingeren i jorden”. I mange af de svære beslutninger er tid en værdi i sig selv – man ser anderledes på tingene, når man har fået dem lidt på afstand.”
Det hænger jo ikke sammen, at du siger det, når I ingen kvinder har!
”Det er ikke kun kvinder, der har de talenter, men det er ingen undskyldning.”
Hvorfor sætter du ikke kvinder i bestyrelserne i de virksomheder, I ejer. Det kan du bare selv beslutte?
”Jeg har ikke noget forsvar for det, men vi har været ude i en professionel søgeproces for at finde bestyrelsesmedlemmer, og da har vi stillet nogle kriterier op, som selvfølgelig ikke peger i retning af, at vi ikke vil have kvinder. Men det er svært at finde kvalificerede kandidater.”
I jeres netværk, hvorfra I ofte rekrutterer bestyrelsesmedlemmer er 2 ud af 88 kvinder!
”Pudsigt nok er der forbavsende mange kvinder blandt vores investorer i pensionskasser, banker og forsikringsselskaber.”
Hvorfor napper du ikke nogle af dem – de må da kunne omskoles?
”Jeg har ikke så mange undskyldninger for det.”
Hvor der er vilje, er der vel en vej, når man er resultatorienteret!
”Det har du da ret i, og jeg tror, at bare det forhold at vi to taler om det nu, kommer til at betyde, at hvis jeg skal ansætte indenfor det næste halve år, vil jeg tænke betydeligt mere over det, end jeg ellers ville have gjort. Det er jeg faktisk helt sikker på.”
Jamen så har det da nyttet noget!

 

De væsentligste kapitalfondsspillere i Danmark

En kapitalfond, som er det samme som en Privat Equity Fond, er en slags investeringsforening for meget rige mennesker og institutionelle investorer som pensionskasser og forsikringsselskaber. Det fungerer på den måde, at investorerne giver tilsagn om at ville investere så og så meget, og den dag kapitalfonden har fundet en god virksomhed, henter de pengene hos investorerne. Typisk betaler man mellem 20 og 30 procent af virksomhedens pris kontant, mens resten lånes i bankerne. Kapitalfondene ejer virksomhederne i en begrænset tid, typisk fem år, trimmer den, sælger fra, køber til og hvad der ellers skal til ifølge deres nøje tilrettelagte plan for at gøre det muligt at sælge virksomheden betydeligt dyrere, end man har købt. Kapitalfondene gør meget ud af at finde de helt rigtige ledere til hver enkelt virksomhed. Ledere, som er i stand til konsekvent at føre fondens plan ud i livet. Lederne investerer selv i virksomheden og har mulighed for at tjene mange millioner, hvis virksomheden bliver solgt til en god pris – eller som man siger i de kredse, ”bliver exittet tilfredsstillende”.

Axcel
Første danske kapitalfond. Blev grundlagt af en kreds omkring Nordea, eller som det hed dengang i 1995, Unibank. Ejer Royal Copenhagen, Georg Jensen, Noa Noa, Ide Møbler, Junckers, Ball Group, FM-Søkjær, TCM Group, Netcompany, Esko-Graphics, DDD Group, Vital Petfood Group og BB Electronics. Axcel har ingen kvinder i ledelsen, i bestyrelsen og heller ikke på topposterne i de virksomheder, Axcel ejer finder man kvinder. I en enkelt af Axcel-virksomhedernes bestyrelser finder man dog en enkelt kvinde.

 

Polaris
Den anden rent danske kapitalfond. Den blev etableret i 1999 med Danske Bank og A. P. Møller Mærsk som investorer. Har blandt andet ejet lampefabrikanten Louis Poulsen. Ejer i øjeblikket otte forskellige virksomheder, der iblandt svenske Jetpak og det danske trykkeri Colourprint, der har en omsætning på godt en mia. Ingen af virksomhederne har kvindelige adm. direktører eller bestyrelsesmedlemmer. Polaris har heller ingen kvinder i sin egen bestyrelse og ledelse.

EQT
Svensk kapitalfond, der er meget aktiv i Danmark, hvor man har et kontor med 10 ansatte – ingen kvinder på ledende positioner. I den internatinale organisation ser det bedre ud, her er 2 ud af 25 partnere kvinder. Ud af de 88, der udgør EQTs netværk, hvorfra man ofte rekrutterer bestyrelsesmedlemmer er to kvinder. Og blandt EQTs partnere finder man også to kvinde. EQT ejer fem danske virksomheder, bl.a. ISS, BTX Group (det tidligere Brandtex) og møbelvirksomheden Bodilsen. Ingen kvinder i virksomhedernes bestyrelser eller som topchefer.

Industri Kapital
Ingen kvinder i ledelsen – rystende tre ud af 46 er kvinder i advisoryboard Har som de eneste i Danmark faktisk lavet en børsnotering af en af deres virksomheder, nemlig Crisplant. Det var helt tilbage i 1995. Har ejet hjem-Is og Fona, som ikke var nogen strålende forretning. Fonden har base i London. I Danmark ejer den i dag emballageproducenten Superfos, arbejdstøjsproducenten Kwintet.

Nordic Capital
En af pionererne i nordisk private equity. Grundlagt i 1989 Ingen kvinder blandt de 14 partnere, mens man finder tre kvinder langt nede i hierarkiet blandt de 19 investorer. Nordic Capital har kontor i Danmark, hvor man ejer Falck, Nycomed, Kompan og Unomedical. Ingen af de fire virksomheder har kvinder i bestyrelsen (bortset fra medarbejdervalgte) eller på topchefposten.

CVC 
International kapitalfond med hovedkvarter i Luxembourg. Har et lille tomands kontor i København, hvor fra der holdes øje med investeringerne i Matas, EET Holding og Post Danmark, som CVC ejer 22 procent af.

Altor
En udbryder af svenske Industri Kapital og en up and coming virksomhedskøber i Danmark. Altor har Svensk kapitalfond har et investeringsteam på 16 mand og en enkelt kvinde nederst i hierarkiet. Ejer bla Ferrosan, der især laver vitaminpiller og helseprodukter, Aalborg Industries, der laver kedler til skibe og Wrist Group, en af verdens førende leverandører af bunkerolie og andre forsyninger til skibe verden over. Ingen af virksomhederne har kvinder i bestyrelse eller topledelse.

De er ejede af kapitalfonde:

  • TDC
  • Legoland
  • Falck
  • ISS
  • Danske Trælast
  • Matas
  • Københavns Lufthavn
  • Noa Noa
  • Royal Copenhagen
  • Georg Jensen
  • Superfos
  • IdeMøbler
  • BTX Group
  • Kompan
  • Post Danmark


©Hanne Sindbæk


SKRIIIG! 80’erne er tilbage!

Gordon Gekko går igen, og han er grådigere end nogensinde.

Der er ting i moden, man håber, man aldrig skal se igen. Jeg nævner i flæng: Det creppede hår, de store røgfarvede briller uden ramme med brillestangen for neden, neonfarvede lycra-leggings og overdimensionerede skulderpuder. Hvis det kommer, håber jeg, nogen vil skubbe til mig, og jeg vil vågne med et skarpt skrig og vide, det er en ond drøm. At Gud (formentlig i skikkelse af Patrick Swayze) ikke har idømt mig en af sine hårdeste straffe og smidt mig tilbage til det grimmeste årti nogensinde – 1980’erne. Ingenting var smukt dengang. Man kunne oven i købet bilde sig selv og hinanden ind at koboltblå var cool, og Arnoldi-plakater i primærfarver sagen.
Men vi kan ikke vide os sikre – slet ikke. Ballonskørtet, blusen med ét ærme og pastelfarvede benvarmere har været her et stykke tid. Og absolut 80’er musik er så hot, at man ligefrem laver musical over Rocazinos ”elsk mig i nat”.
Og der er mode i alting. Også i penge. Det er selvfølgelig altid moderne at have nogen, men hvad og hvor meget det er ok at gøre for at få dem, og hvordan man viser, man har dem, er underlagt tidens luner. 1980’erne var guldflippernes og yuppiernes årti. Dem, der levede og arbejdede, nej knoklede i overhalingsbanen og tog kokain for at holde den gående. Det var dem, der kunne spejle sig i Michael Douglas’ Oscar-belønnede Gordon Gekko-figur i filmen Wall Street. Aldrig før eller siden har seler været i stand til at signalere penge, og Gekkos blå skjorter med manchetter og krave i hvid, er stadig selve symbolet på de køligste kapitalist-konger.

 

Hvis kapitalfondene skal blive en klassiker, finansverdenens svar på den lille sorte, må de i hvert fald udvikle sig. Gekko skal lære girafsprog, skal han. Han skal passe sine børn, ja han skal. Og så skal han slå ørerne ud, når hans kvindelige kolleger taler.

Kokainen og knokleriet har været moderne et stykke tid med stress-sammenbrud som dette årtis friske fornyelse. Og nu er Gordon Gekko også på vej tilbage. I bogstaveligste forstand. Michael Douglas har sagt ja til at spille hovedrollen i 2’eren, der skal hedde ”Money never sleeps”. Og så er det, jeg tænker på, om han er blevet klogere, Gordon Gekko altså. Wall Street sluttede med fængsel for den grådige og skruppelløse finansfyrste. Men var det mon kommet så vidt, hvis ikke Gekko havde befolket sit univers udelukkende med mænd, der lignede ham selv, og elskede, når han sagde machoagtige ting som: ”Hvis du har brug for en ven, så få dig en hund!” Eller: ”Hvis noget er værd at gøre, er det værd at gøre for penge!” Og som opsummerede hele sin virksomhedsfilosofi i citatet over dem alle: ”Grådighed er godt. Grådighed har ret. Grådighed virker!”
Gordon Gekko var topchef i sin egen kapitalfond. Sådan nogle har vi også i dag. Rigtig mange endda. Og som det fremgår af den følgende artikel er de trendsættende for den måde, virksomheder drives på. Der personale- og omkostningsreduceres på livet løs. Som virksomhedsejere er kapitalfondene nogle fedterøve for at sige det rent ud. Der må ikke spildes en krone. Jovist kan de finde på at købe en splinterny maskinpark til en virksomhed, men det er ligesom dem, der køber nogle svært dyre køkkener, fordi det øger husets værdi, men madvarerne – de købes i Aldi.
Og det er der ikke noget galt i. Der er god økonomi i at shoppe i Aldi. Men måske er der andre parametre end økonomi. Det kunne være sjovt at vide, om kapitalfondene ville opføre sig på samme måde, hvis kvinder havde noget at skulle have sagt. Det har de imidlertid ikke! Selvom the sky is the limit, når det kommer lønudviklingspotentiale, og til trods for den lille ekstra bonus, at kapitalfondene er et fantastisk sted, hvis man gerne vil møde en velbegavet, veluddannet, velklædt og velhavende mand, er det kropumuligt for dem at tiltrække kvinder til ellers attraktive stillinger. Det er skam ikke fordi, de ikke gerne vil – uha da da da. Det har været en sjælden fornøjelse at høre lederne i de førende kapitalfonde nærmest snuble over ordene for at overbevise mig om, hvor gerne de vil have kvinder ind i deres lukkede selskab.
Og sjældent er et enkelt lille ord blevet slidt så meget. Det er som om, at selve ordet rummer forklaringen på alt, der går galt indenfor ligestilling i erhvervslivet. Til trods for at kvinderne efterhånden har overhalet mændene, hvad angår uddannelse, er det store problem stadig det lille ord: Kvalificeret! Det er åbenbart ikke til at opdrive kvalificerede kvinder til at tage en tørn i toppen af dansk erhvervsliv.
Mærkeligt nok kan de mænd, der i øvrigt i alt, hvad de gør professionelt, er så resultatorienterede og så succesfulde med at nå de mål, de sætter sig, slet ikke opfylde deres eget brændende ønske om at få kvindelige chefkolleger.
Man kan håbe, at de snart får mere held med det. At det ikke bare er snak, men at de vil walk the talk, som det hedder i de kredse. Hvis kapitalfondene skal blive en klassiker, finansverdenens svar på den lille sorte, må de i hvert fald udvikle sig. Gekko skal lære girafsprog, skal han. Han skal passe sine børn, ja han skal. Og så skal han slå ørerne ud, når hans kvindelige kolleger taler. Også og måske især når de ikke taler tal.
Den dag, det sker, bliver en god dag. Så vil jeg iføre mig sølvfarvede moonboots og steppe en lille sejrsdans mens jeg synger Ein bisschen frieden.

 

©Hanne Sindbæk