Kedelig, men wellconsolidated

brunch

Ib Kunø har testikler malet på sit skjold i Skydeselskabet Sølyst for  hans ledelsesmæssige motto er “balls brains and heart.” Det har han brugt i IT-branchen og det har gjort ham til en meget velhavende mand.

Jeg var lige ved at ringe til dig, fordi jeg var svedt ved tanken om, at du skulle brænde mig af. Men som kom jeg i tanke om, at du jo er gammel officer.

”Forhenværende – ikke gammel. Jeg brænder aldrig nogen af, men det er nu ikke så meget officersmoral som det er en forretningsmoral.”

Hvad slags officer har du været?
”Jamen jeg har jo været linjeofficer.”

Jeg nikker, som om jeg ved, hvad det er.
”Det betyder at jeg har gået 3,5 år på officersskolen, på forsvarsakademiet og alt det der. Jeg sluttede af som major og gik ud, da jeg var 30 år, fordi jeg syntes, jeg kunne bruge mine evner bedre i det civile. Men jeg lærte at lede på den hårde måde, hvor man får 130 mand og så må man se, om man kan få dem til at lystre.”

Og man lærer at tage beslutninger, siges det.
”Det er du nødt til, hvis du sidder i en kampvogn med et kort og har ti kampvogne omkring dig. Så leder du fra sadlen, om jeg så må sige; hvad skal der ske, fjender er der, terrænet er der…”

Er det sjovt?
”Jeg synes, det er rigtig sjovt. Det passer egentlig godt til mit temperament at være officer. Men da vi ikke har været i krig, så var det meget tørsvømning. Det er det ikke i erhvervslivet. Der er konsekvenser hele tiden. Det var helt fantastisk at opleve, da jeg kom ud i det civile liv, at alt kunne relateres til noget. Succes og fiasko – man havde hele tiden den målestok, der hed penge. Det var lidt af en åbenbaring for mig.”

Skål i champagne og tillykke med IT-Prisen, som du lige har fået!
”Tak – jeg er ret stolt af det. Problemet med den slags er bare, at man let roder sig ud i nogle øretæver. Der er meget hybris i at få priser. Livet det går op og ned, og journalister synes det er meget spændende, når det går ned.”

Så du er lidt nervøs ved at have fået den pris?
”Ikke nervøs, men betænkelig. Det bør man være. Jeg har den der hybris-nemesis teori. Livet er sådan, at der altid er en betaling. Hvis du spiser en pragtfuld middag og drikker en flaske rødvin, betaler du næste dag, når du skal ud på vejen og løbe. Hvis du vågner op om morgenen hos den forkerte, så kommer du også på en eller anden måde til at betale. Der er afregning alle steder i livet. Livet er komplementaritet.”

IT-prisen fik mig til at tænke på dot.com-æraen – forstod du det, der foregik?
”Jeg har aldrig været en nørd, men jeg syntes og synes stadig, at det spændende er Internettet. Det at man kan tænke sine forretningsprocesser helt om. Der er en masse mennesker, der tjener penge, men som i realiteten er i en going-out-of-business-business.”

Som for eksempel?
”I Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab, hvor jeg var formand sidste år, har vi brugt den samme fotograf gennem 23 år. En dygtig dame, der løber rundt med sit Hasselblad. Hun laver meget omhyggeligt en bog med fotografier; vi bestiller, betaler, hun sender. Det er meget dyrt og meget langsommeligt. Hvis det blev gjort digitalt, lagt på nettet, så man kunne gå ned i Fakta og få lavet billederne for en krone stykket, ville det være nemmere og billigere  for alle. Hun tjener penge, men ingen formue for det er et stort arbejde hun laver – men hendes business er en going-out-of-business-business.”

Hvad står der på dit skydebrødre-våbenskjold?
”Vigor ingenium humanitas, altså balls brains and heart. Det er også mit ledelsesmæssige motto. Jeg er den eneste i skydeselskabet, der har nosser i mit skjold – rigtige nosser, som man tydeligt kan se. Nej, det er ikke et omvendt hjerte – det er nosser, og den venstre hænger lidt længere nede. Det er et heraldisk våbenskjold, men der står balls brains and heart. Det er det, man skal bruge, når man skal lede andre mennesker. I forskellige situationer skal du have forskellige grader af det, men uden nosser går det ikke, uden brains går det ikke, men uden hjerte går det altså heller ikke. Hvis ikke du vil være menneske face to face så taber du.”

Du fik prisen for godt købmandskab – det er vel ikke ret dot.com-agtigt?
”Nej, men det er heller ikke købmænd, der starter de her dot.com-virksomheder. Det er udviklere, som på et tidspunkt får nogle businessangels og investorer med. Men jeg kan lide uforudsigeligheden i it-branchen. Der sker noget hele tiden. Man skal budgettere med nogle produkter, der ikke er kommet frem endnu, til nogle kunder og markeder, man ikke kender og alligevel nå sine budgetter. Det er det, der er det sjove. Og der har du koblingen til, at jeg sidder med mit kort og kører gennem terrænet med ti kampvogne.”

Kan det ikke være svært at tage alvorligt at køre i den der tankvogn?
”Kampvogn, ikke tankvogn…eller tank på engelsk.”

Nå ja, men det er ikke en kamp for livet – er dette ikke svært at loppe sig op til?
”Nu kan du så blive filosofisk. Hvad kan man så egentlig tage alvorligt, hvis man ikke er religiøs. Kan man tage livet alvorligt? Med mindre man er religiøs, så er man i realiteten bare en myre eller en lille fisk, som alle de andre. Om du er menneske eller myre er vel dybest set ligegyldigt. Du er nødt til selv at skabe alvoren, for der er ingen alvor. Mens du er i det, kampvognen f.eks., er du nødt til at være fast nok i kødet til at sige, at det har en eller anden mening. Det er dig selv, der skal skabe mening i livet, det er ikke omgivelserne. Ellers er alt jo meningsløst, og man må begå officielt seppuku på torvet.”

Er det en anden version af harakiri?
”Det er det rigtige ord for det.”

Apropos drengestreger, så var der noget med en Skoda og din 50 års fødselsdag?
”Fritz Schur og et par andre venner lavede en fed joke. Til festen så vi på live-tv, hvordan en cementblander kom kørende op til mit hus og en Skoda blev støbt ned på pladsen foran. Venner kom så med nøglen til Skodaen og en kasse med våd cement, som de stak den ned i. Det var altså gas, men jeg troede på det, for det er sådan nogle vilde venner. Og de sagde ikke noget hele aftenen, ud over at de var blevet enige om, at den her gave ikke måtte koste mig mere end 200.000 kroner at fjerne.”

Dét er venner! Du er ellers godt nok blevet velhavende. Da dit regnskab kom sidste år, foreslog en avis, at du skiftede firmanavn fra Consolidated til Wellconsolidated!
”Og i det regnskab, der kommer ud i år, bliver overskuddet noget, der ligner 700 mio. kr.”

Hold da op – hvad gør man med det?
”Ja vi kan ikke spise tre gange så meget, så det er fuldstændig ligegyldigt. Det giver mig lejlighed til at arbejde med nogle spændende ting. Om vi tjener 200 eller 700 mio. er fuldstændig ligegyldigt.”

Jeg kan da se på dig, at det alligevel på en eller anden måde…
”Ja, ellers havde jeg vel heller ikke fortalt dig det. Selvfølgelig er jeg stolt af det. Det er måleinstrumentet for succesen, og det er det, der betyder noget. Mere end det er pengene, når man er ude over det der sikkerhedsniveau.”

Hvad er så dit sikkerhedsniveau?
”Tjah, 100 millioner.”

Ok, der er vi så nogen, der kan nøjes med mindre. Du har solgt både modefirmaet Sand og din kosmetikgrossist, så nu har du ikke længere nogle sjove flashy virksomheder i din portefølje.
”Nej ikke den slags flashy i hvert fald.”

Trist, hvad? Kedeligt, men wellconsolidated!
”Ha ha – hvis det er din overskrift, så lad det være sådan.”

Brunch på sidespor

Skuffemøbel: Jeg er et meget positivt individ. Jeg er ikke en, problemerne hænger på. Dem ryster jeg af mig med det samme. Jeg er god til at compartementere og putte ting i skuffer og koncentrere mig om noget andet. Så kan jeg, når jeg har tid, trække skuffen ud og bearbejde det, der er i den.

At køre Ferrari: Jeg er glad for min Ferrari. Jeg har haft den i ti år, og den har kørt 30.000 km. Nu kan jeg køre i den. Det kunne jeg ikke før, hvor jeg besøgte kunder, for man kommer ikke kørende i sin Ferrari og sprøjter grus op på facaden på sådan en built up forretning.

Det tabte kontinent: Afrika får svært ved… it’s a lost continent. Det er ikke til at gøre noget. Det er så ufattelig korrupt, og det er et kæmpeproblem. Sydafrika er på vej til en Zimbabwe-lignende situation, og som seriøs forretningsmand vil jeg aldrig lave en investering der – charity, men investering vil ikke være fornuftig.

“Jeg vil have lov til at være kvinde”

Slagsmålet om topposterne udkæmpes mellem krondyrene med de store gevirer. Og sådan nogle har kvinder ikke, siger Kirsten Drejer, administrerende direktør i biotekselskabet Symphogen.

Jeg er ked af det, men vi er ved kvindernes kampdag, og nogen skal tale om det!
”Det er ellers et ret fortærsket et emne.”

Jo, men jeg vælger dog et positivt udgangspunkt og taler med en succesfuld kvinde fra en branche, hvor kvinder har succes, nemlig biotekbranchen.
”Det er egentlig underligt, at der er mange kvinder der, og det er kun i Danmark, det er sådan. Måske er det fordi, at biotek er ideelt for os, der vil ind og have indflydelse. Det er videnstunge virksomheder, hvor du arbejder sammen med højtuddannede folk om at lave nye lægemidler. Det er meget meningsfuldt, og det er en vigtig drivkraft for mig.”

Hvor tøset!
”Ja, men et stort must for mig og for mange andre kvinder. Et andet element er, at biotek’en har givet os, der er uddannet indenfor den naturvidenskabelige verden, mulighed for at hoppe ud og starte selv. Vi er mange, der har siddet i medicinalindustrien, hvor vi blev forfremmet, men aldrig helt op til toppen, så i mit tilfælde var det også et bevidst fravalg.”

Du var i Novo Nordisk, så hvorfor?
”Der var så mange kampe. Og den slags kæmpes mellem krondyrene med de store gevirer. Sådan nogle har vi kvinder ikke. Da jeg holdt op, forærede en kollega mig et udstoppet hoved af en kronhind. Sådan nogle har ikke gevir, men denne her havde udviklet en lille forkrøblet krølle af et gevir. Det har jeg tænkt meget over. Jeg tror, det er en erkendelse, mange af os kvinder gør, at vi ikke har det, der skal til, i de der kampe. Vi er ikke udstyret med testosteron, som er et meget vigtigt hormon, hvis man skal vinde en krig eller en kamp. Derfor er det uklogt at kaste sig ind på den arena. Man skal være meget maskulin for at gøre det, og det har været mig imod. Jeg vil have lov at tage mit køn på mig og være den kvinde, jeg nu engang er.”

Og bestemme selv?
”Ja, bestemme ultimativt og være med til at noget bliver til noget. Jeg har også arbejdet benhårdt i Novo Nordisk, men hvor mange lægemidler kom der ud af det?”

Hvorfor kom der ikke flere?
”Fordi det er en stor virksomhed, hvor man er mange om at bestemme; der er strategier, man følger, og man ændrer strategier undervejs, Jeg var kun en lille stemme i det store beslutningsdynasti. I biotek har man ét projekt, og man skal pinedød få det til at lykkes, ellers så lukker det.”

Jer biotekmadammer – har I dannet en klub?
”Nej, men vi snakker sammen, når vi mødes. Vi ses sjældent i København, men ofte på internationale konferencer. Der møder jeg især Mette Kirstine Agger fra 7tm Pharma, Eva Steinæs fra Zealand og Ingelise Saunders fra ACE BioSciences, som i øvrigt er en af de få kvinder, der har været direktør i Novo Nordisk.”

Forskere er I alle – Eva Steinæs har sagt, at der skal forskere til at lede forskere.
”Man får i hvert fald umiddelbart noget respekt. Det ville være en katastrofe, hvis der kom en, der ikke kendte forskningens grundvilkår, og som begyndte at råbe op om, hvorfor man ikke havde nået det ene og det andet. I biotek har man en hypotese, som man tester i laboratoriet. Nogle gange lykkes det, andre gange gør det ikke. Hvis ikke, er det, fordi hypotesen var forkert; ikke fordi forskerne var nogle idioter. Så det er nødvendigt, at man har forståelse for fundamentet for den mærkelige forretning, det er. Og det er det jo. Vi tjener ingen penge – i mange år bruger vi kun.”

Det siger man, at kvinder er gode til. Måske er det derfor, der er så mange af i biotek?
”I hvert fald stopper det os ikke. Vi har is i maven til at leve med det, men at the end of the day skal der alligevel være penge i tingene – i hvert fald i det, jeg arbejder med.”

Hvad tænker du, når dine gamle topchefer i Novo Nordisk siger, at de frygtelig gerne vil have kvinder i toppen?
”Det vil jeg helst ikke udtale mig om… Jeg synes, vi må kigge på resultaterne. Det er oftest kvinder, der bliver beskyldt for at snakke for meget. Hvis man sætter sig et mål, så må man forvente resultater i løbet af nogle år. Og da vil jeg sige: Se på resultatet. Har de bestået – har de ikke bestået?”

Det vil vi så lade læserne vurdere, men det er meget moderne at sige, man gerne vil have kvinder i toppen.
”Jeg synes så, man skal holde dem oppe på det, de siger. De skal walk the talk, som det hedder. Det lærer vi alle sammen på lederkurser. Tallene taler deres eget sprog. I min resultatorienterede verden er det sådan, at hvis folk stiller sig op og siger, de gerne vil have kvinder i topledelsen, så må de levere.”

Mange siger, at de kvindelige kandidater ikke er der.
”Det er decideret usandt. Så meget mening har jeg. Jeg taler med mange meget kvalificerede kvinder, som rigtig gerne vil påtage sig topjobs. De får dem ikke tilbudt. Det er så en anden ting, der nok har rod i biologien. Vi kvinder er vant til at skulle kåres. Vi prøver at vise, hvor gode vi er og tænker, at så må de snart få øje på mig. Men vi går ikke ud og siger: SE hvor dygtig jeg har været! I skolen lærer vi, at det er indholdet, der tæller. Jo dygtigere du er, jo højere karakter får du. Vi lærer ikke, hvor vigtig formen er. Vi lærer ikke det, som tæller ude i erhvervslivet, at netværke. Ud og snak og skab netværk, for det er der forretningerne foregår. Det ved mænd intuitivt, men vi andre sidder med vores indhold og venter på, at nogen giver os en fin karakter.”

Har du lært det?
”Ja, men jeg skulle blive relativt gammel, før jeg nåede så vidt. Det var en tidligere topchef i forskellige Novo-datterselskaber, der lærte mig det. Ham diskuterede jeg tit med, og han kunne få mig helt op i det røde felt med sit: ”Det er på golfbanen, det foregår Kirsten!”. På et tidspunkt bad han mig om at sætte en dag af til ham. Jeg tænkte, at jeg ville komme til at spilde en hel dag, og det var ikke til at holde ud, men jeg gjorde det, og han tog mig under armen, og så vi gik over på den anden side af gaden, hvor alle topdirektørerne indenfor salgsorganisationen sad. Han bankede på hos den ene efter den anden, smalltalkede lidt og spurgte, hvad der ellers skete i organisationen. Vi var rundt i både Bagsværd, Måløv og Gentofte, og den dag blev jeg så klog på, hvad der skete i Novo Nordisk. Det arbejde kunne jeg aldrig have lavet på mit kontor.”

Det lyder som lidt af en åbenbaring?
”Det tog lidt tid før det bundfældede sig, for jeg havde min stædighed, men jeg er ham dybt taknemmelig. I stedet for at bliver irriteret over at netværk er det, der rykker, har jeg sagt til mig selv, at så må jeg lære det.

©Hanne Sindbæk

Brunch på sidespor

Håndarbejde: Da jeg i 1. klasse strikkede noget til håndarbejde, viste min mor det til min far og spurgte om dét ikke var flot. Han sagde, at det ku’ da godt være, men han så hellere, jeg læste en bog frem for det nørkleri. Siden har det været med ganske katastrofale resultater, når jeg har forsøgt mig med håndarbejde.

Danisco: I Dansico er det hele så stort, velorganiseret og velgennemarbejdet. Det materiale, vi får i bestyrelsen, er let tilgængeligt og overskueligt og møderne er meget velorganiserede. Der er ressourcer til at køre alt professionelt. Der er klasser til forskel til os i Symphogen, hvor vi gør den slags så godt, vi kan.

Antishopper: Når jeg har fri, gider jeg ikke bruge tid på at gå i forretninger, men når jeg er ude og rejse, så nyder jeg det, hvis jeg kan nappe et par timer til at shoppe i San Fransisco, Tokyo og sådan nogle steder. Ellers er Københavns Lufthavn også ved at være et meget godt sted at købe sko f.ex.

Sliderne: Kvinder bliver jo forfremmet, gerne til funktionschefniveau, fordi de er karakteriseret ved at lave arbejde i store mængder, få det gjort og afleveret i fremragende kvalitet. Og det er der brug for, men det skaffer dem ikke topjobbet.