”…der er meget andet i tilværelsen, som er mere værdifuldt end politik.”

Anders Fogh Rasmussen kan sagtens forestille sig et liv udenfor politik, og de afgåede statsministres kirkegård i Europaparlamentet, indgår i hvert fald ikke i hans fremtidsplaner, fortæller han over brunchen, hvor der også bliver talt om kreative luftlommer og Jess Søderberg som cheerleader.

Brunch med Anders Fog Rasmussen
Jeg har bestilt sort kaffe til dig, for du vil vel hellere dø end blive set med en cafe latte i hånden?
”Jeg lægger ikke noget politisk i det, men jeg har godt forstået, at man betragter det som særlig kreativt og med på noderne, hvis man drikker cafe latte. Jeg holder mig til god gedigen sort kaffe.”

Det her interview bad jeg om i maj; jeg fik at vide i juli, at du godt ville, og her 4. januar sidder vi her – er det normalt?
”Ja, sådan er min kalender. Jeg ved allerede nu ganske meget om, hvad jeg skal foretage mig resten af 2006.”

Jeg regnede sådan set med, at det ville blive aflyst!
”Nå, men så kender du mig ikke. Jeg er streng med hensyn til, hvad der kommer ind i kalenderen, men er det der, så opfylder jeg også mine aftaler.”

Du også er meget streng med at lave huller i din kalender – du er f.eks. ikke i Statsministeriet om mandagen. Hvad laver du så?
”Det er det, jeg kalder den kreative arbejdsdag. Da kan jeg mødes med nogen udefra, som kan give mig inspiration; jeg kan skrive større ting som taler og artikler og forberede interne oplæg til regeringen. Mandagen er til den kreative fase, som kun kan lykkes, hvis man netop frigør sig fra den tumult, der altid vil være på et kontor. Man har brug for luftlommer til at fundere, til at tænke nogle ting igennem.”

Efter sigende er du også god til at gå klokken fem?
”Ja, for jeg mener ikke, man skal tvinge medarbejderne til at sidde i ministeriet aften efter aften. De har også et privat- og familieliv at passe. Så tager jeg hellere min plasticpose med alle sagerne, som skal forberedes til dagen efter og sidder hjemme og ordner det.”

Du får jo mange gode råd; f.eks. sagde Jess Søderberg i forbindelse med velfærdsreformen, at man jo ikke kommer udenom at sætte skatten på arbejde ned – hvad tænkte du om det?
”Jeg føler ikke trang til at gå dybere ind i det – udover at sige, at det er glimrende, at der er nogen, som står og hepper på at få skatten sænket på arbejdsindkomst. Det er faktisk også regeringens politik. Men det er ikke noget, vi blander sammen med velfærdsreformen. Generelt om de der heppekor, så er det ligesom i sportskampe godt at have nogle supportere.”

Du ser dem, som et heppekor og ikke som kritikere?
”Ja heppekor, men selvfølgelig er det altid sådan, at hvis et hold skal gøre en god indsats, så skal heppekoret også tænke over de tilråb, de kommer med!”

Gør de ikke det?
”Generelt har det borgerlige liberale Danmark i hvert fald grund til at være tilfreds og glad over udviklingen. Det går rigtig godt i Danmark, og skatten falder faktisk.”

Du har været i det samme ”firma” altid, er det godt?
”I de fleste firmaer er der et nogenlunde begrænset arbejdsfelt, hvorimod politik – det er alt. Selvom man har været mange år i politik, så har man været indenfor mange brancher, om jeg så må sige. Hvis man skal være god i politik, så kan man simpelthen ikke gro fast, efter min mening. Den dag, hvor jeg selv føler, at jeg ikke har mere at byde på, så er jeg skredet…”

Det er man vel selv tit den sidste til at opdage!
”Jeg er meget selvkritisk, derfor tror jeg, jeg vil være iblandt de første, der opdager, at nu kan jeg ikke levere mere.”

Hvordan er det egentligt at have nået et livslangt og meget højt mål?
”Politisk er det en god ting, fordi det giver chancen for at realisere nogle mål. Men det er ikke sådan, at jeg føler en personlig tilfredsstillelse over at være blevet statsminister.”

Hvorfor er det ikke nogen personlig tilfredsstillelse, det kan jeg da ikke forstå?
”Jo, men du er måske ude i gråzone, hvor det er svært at skelne mellem det personlige og det politiske, men jeg mener alligevel, at jeg personligt sagtens kunne leve et andet liv end at være i politik. Altså i det private erhvervsliv eller noget andet. Mit personlige mål har ikke været at blive statsminister. Det har været…”

At få max indflydelse?
”Næh, at have et godt liv. Det giver selvfølgelig mit liv et positivt indhold, at jeg gradvist kan realisere nogle politiske mål, men det gode liv er da meget andet end politik.”

Hvad kunne det være?
”Det vil jeg ikke begynde at uddybe nu, fordi så begynder der straks at cirkulere nogle historier. Jeg ved bare med mig selv, at der er meget andet i tilværelsen, som er mere værdifuldt end politik.”

Vil det ikke blive et kæmpestort tomrum at være foruden?
”Det er da virkelig en fejl ved en selv, hvis det bliver et tomrum. Man må da håbe på nogle andre spændende ting.”

Hvad for eksempel? Skal du eksporteres ned til afgåede statsministres kirkegård i Europaparlamentet?
”Nej, nej. Men vi er ude nu i et felt, hvor jeg ikke vil være særlig åben om, hvad jeg måtte have af alternativer, fordi det ville give fejlagtige spekulationer. Min fremtidsplan her og nu den er ikke blot at kunne føre denne valgperiode til ende, men også at genvinde regeringsansvaret ved næste folketingsvalg.”

Når du engang skal have et andet liv, kunne du så tænke dig, at det blev et mere ukontrolleret liv?
”Ja, det, der kunne være det tiltrækkende ved et alternativt liv, var netop i højere grad selv at være herre over dagligdagen.”

Drømmer du også om at kunne sige lige, hvad der passer dig?
”Ja, det er klart at med det hverv, jeg har, er der mange hensyn at tage, som betyder, at man må lægge bånd på sig selv. Hver eneste ting jeg siger og gør bliver vejet på en guldvægt.”

Eller bliver misforstået, når du siger noget til en bekendt, som så siger det til nogle andre, og så kører der noget?
”Det er fuldstændig rigtigt. Jeg har oplevet, at jeg siger noget i kredse, jeg selv opfatter som temmelig snævre, og pludselig ser jeg fragmenter af det viderebragt i pressen, som ”kilder tæt på statsministeren”. Det gør, at jeg nogle gange er nødt til at være lidt mere lukket, end jeg ellers har lyst til.”

Du tænker dig selvfølgelig om med alt, hvad du siger til mig – men kan lægge det af dig privat?
”Jeg har altid i baghovedet, at ligegyldigt hvad jeg gør og siger, så kan det en dag blive gjort til genstand for en vurdering et eller andet sted. Derfor skal det altid kunne holde vand.”

Kunne du drømme om at slippe for det?
”Ja, men jeg er nok kommet hinsides det punkt, fordi selv den dag om mange, mange år, hvor jeg er gået af, vil det, jeg siger, blive vurderet. Jeg tror, det er prisen for at have været så aktivt med på så fremtrædende pladser, som jeg har. Så det vil nok altid ligge i baghovedet på mig.”

©Hanne Sindbæk

Brunch på sidespor

Ferie: Jeg holder altid ferie i udlandet, fordi reglen om ministre er, at hvis man er i landet, er det altså stadigvæk ministeren, der skal skrive under på alle sagerne. Først i det øjeblik man krydser grænsen, kan man sætte en afløser på.

Muhammed-debatten: ”Hele forløbet viser, at det at have folkestyre og ytringsfrihed ikke er en given og bestandig ting. Hver ny generation skal ligesom slås for de værdier og afklare, hvad egentlig ligger i det. I den forstand har vi brug for den type debat.

Erfaring: ”Som minister i 1980’erne var min filosofi, at forandringer i samfundet skulle skabes i store dramatiske ryk. Jeg var med til at fremlægge det, Schlüter kaldte ”Danmarkshistoriens største plan”. Det kom der ikke noget som helst ud af. Og det har jeg lært meget af.”

Plexiglas-talerstolen: ”Det koncept var udviklet allerede i 1999 i mit parti. Jeg syntes, at de massive trætalerstole gav mindelser om det gamle politbureau i Sovjettiden. Det ville vi væk fra. Åbenhed var nøgleordet – man skal kunne se, hvem der står og snakker.”