Frihed, lighed og ultraliberalisme…

Lige for lige, når partnerskab skal holdes. Det princip hylder de to stiftere af, hovedaktionærer og adm. direktører i Saxo Bank. Lars Seier Christensen og Kim Fournais har samme aktiepost, samme løn, samme titel, samme niveau for biler og sågar samme kontor. Og for tre uger siden delte de 370 mio. kr. midt over, som de fik for at sælge 10 procent af deres aktiepost til kapitalfonden General Atlantic.

Hvis de var gift – hvilket de er, bare ikke med hinanden – ville Lars Seier Christensen og Kim Fournais den 15. marts i år have fejret kobberbryllup. I 12 et halvt år har de holdt sammen i medgang og modgang i hvad lykke, de mægtige finansmarkeder har tilskikket dem. På det seneste har medgangen været forrygende. Deres fælles barn, Saxo Bank, har vist sig at være tre mia. kroner værd. Det er godt gået af to gutter uden formel uddannelse, der i 1992 satsede 500.000 kroner og alle deres drømme på at skabe en investeringsbank, der var til for kunderne.
Prissætningen af banken kom bag på de fleste. Når sandheden skal frem, så kom det nok bag på mange, at der overhovedet var noget, der hed Saxo Bank, som var blevet så mange penge værd ved at handle med valuta og værdipapirer og sælge brugsretten til et online-handelssystem, banken har opfundet. De eneste, der helt sikkert ikke var overraskede over prisen, var Lars Seier Christensen og Kim Fournais.
”Det har faktisk været heldigt for os, at vores egen vurdering af bankens værdi hele tiden har ligget så meget højere end dem, der hidtil har været interesseret i at investere i os. Det er derfor, vi ikke har solgt noget før nu, hvor vi fik den pris, vi ville have,” siger Kim Fournais.

Nu er det kun en bid af banken, de med et vist vemod har solgt til den amerikanske kapitalfond General Atlantic. De ejer selv stadig 71 procent af aktierne. For de ti procent, de solgte, fik de en velanskrevet og kompetent medejer, der ikke mindst kan få betydning, når Saxo Bank formentligt på et tidspunkt skal børsnoteres. Og så fik de 370 mio. kroner til deling.
Hvordan føles det?
”Det er ikke ligesom at vinde i Lotto, hvor man det ene øjeblik har ingenting og det næste en masse penge. I den situation ville jeg nok blive ret glad. Nu spiller jeg ikke, hvilket nok forværrer mulighederne… Men altså, vi er ikke pludseligt blevet milliardærer. Vi havde det aktiv, og vi vidste, det havde en værdi. Vi havde også en meget klar ide om, hvad det var for en værdi. Så på den måde er det ikke overraskende. Det helt væsentlige er, at vi har fået andre til at verificere vores egen opfattelse af, hvad Saxo Bank var værd,” siger Lars Seier Christensen.
”Det er ikke sådan en champagnerus. Men det er rigtig vigtigt for os selv, vores ansatte og vores samarbejdspartnere, at der kommer denne her blåstempling, efter nogle meget professionelle folk har gennemgået virksomheden. Det er lige som om, det legitimerer tingene på en anden måde. Og efterfølgende er interessen for os, for at arbejde hos os, og være kunde hos os steget. Man kan ikke andet end gå rundt og smile lidt for sig selv. Nu har vi altid troet på det, men det er der mange andre, der ikke har, og de må så revidere deres opfattelse,” siger Kim Fournais.

Hvad betyder pengene?
”Det betyder meget, at man ved, hvis man falder om en dag, så er familien sikret. Men der ud over… Jeg læste i Berlingske Nyhedsmagasin, at mangemillionæren Finn Harald Simonsen sagde, at han godt kunne lide at gå ind i en butik og kigge, og han behøvede ikke at købe, for han vidste, han havde råd til det. Det, synes jeg, var ret rammende. Det er en ro, man får, at man ved, man kunne købe det, hvis man ville,” siger Lars Seier Christensen
”Og så er vi jo ikke folk, der tror på, at staten skal supportere os resten af livet, eller at andre skal komme og redde os ud af suppedasen, hvis der er noget, der går galt. Så det at vide, at nu er der sat nogle penge på helle, som er langt rigeligt til, at vi vil kunne klare os uden at gå på arbejde hver dag – det er det fedeste. At have den frihed og uafhængighed, det betyder ekstremt meget for Lars og jeg,” siger Kim Fournais.

Hvad sagde jeres børn til det?
”Mine piger er for små til at forstå det, men min søn, der er otte år, syntes det var helt vildt,” siger Kim Fournais

Sagde han ikke: Så skal jeg have…?
”Nej det ville han aldrig kunne finde på, og det ville jeg også være rigtig ked af, hvis han gjorde. Han får 50 kroner om ugen i lommepenge, og han føler selv han skal yde, før han er det værd. Én ting er, at jeg gerne vil gøre ham glad, men hvis han havde en forventning om, at nu skulle han have en elektrisk bil, fordi jeg havde tjent nogle penge, det ville være en uheldig mekanisme. Det ligger ikke til ham, og sådan er han heller ikke opdraget.”

Skal der slet ikke købes noget?
”Der er da ting, der er sjovere at bruge de her penge til end bare at kigge på dem på et kontoudtog. Men der er ikke noget, der kommer til at ændre sig fundamentalt. Det kan godt være, at man på nogle områder vil give den lidt mere gas. I feriesammhænge f.eks. er der ingen grund til at spare.”

Nu kan du uden at blinke købe et hus på dit foretrukne feriested!
”Det kan da godt være, at det bliver sådan nogle langvarige forbrugsgoder, der kommer til. Jeg mener også, at penge skal bruges på sjove ting,” siger Kim Fournais.

Hvad sagde dine børn, Lars?
”De lægger selvfølgelig mærke til, at far er i avisen, men jeg diskuterer ikke så meget forretning med børnene, hvilket måske er forkert. I hvert fald kom min 8-årige datter meget utilfreds hjem fra skole, fordi en af hendes klassekammerater havde sagt til hende, at hendes far ikke længere havde nogen bank. Det var hun meget ked af, for det fremstod åbenbart som noget dårligt for hende, hvis jeg ikke havde min bank mere.
En ting mere på plussiden er, at det giver mulighed for at dyrke en tendens, jeg er slået ind på de senere år, som jeg ellers har været dårlig til, nemlig at købe kvalitet i stedet for at finde alle mulige shortcuts. Det her vil betyde, at jeg altid vil forsøge at finde kvalitet. Hvorfor skulle man ikke, når man har pengene? Jeg har kigget efter et andet hus et stykke tid, men er lidt frustreret over det, jeg ser, på markedet. Så venter jeg hellere, til jeg finder det, der har den rigtige kvalitet, så jeg ikke behøver at overveje det igen i den forudseelige fremtid,” siger Lars Seier Christensen.

De to bankdirektører lærte hinanden at kende i begyndelsen af 1990’erne, hvor Lars Seier Christensen arbejde som børsmægler i London, og Kim Fournais var ansat i Lannung Bank, men havde en ide om at starte sin egen vekselerervirksomhed. Tilfældigt mødtes de i Nyhavn, drak en øl og fandt ud af at de havde mere end professionen til fælles. De havde begge et stærkt ønske om at blive selvstændige, de havde store ambitioner, og en solid ultraliberal overbevisning om at enhver virkelig er sin egen lykkes smed.
Dengang I startede i 1992 – kunne I så forestille jer, at I ville være, hvor I er i dag?
”Ja, det kunne vi. Det er nok fordi, vi var lidt sindssyge, og det er vi stadig. Du taler om salget, som om det er ”Yes, nu kom vi op på bjergtoppen og har vundet det hele.” Men det er ikke sådan, vi tænker. Det her er et etapeløb, hvor vi er kommet godt hjem på første etape, men der er flere, der skal køres, og man kan ikke regne med, at det går lige så godt på den næste,” siger Kim Fournais.
”General Atlantic er jo ikke kommet ind, fordi de ser os som værende på toppen, men i begyndelsen af et eller andet, som de synes, det kunne være spændende at være med i. De er her, fordi de mener, vi har et større potentiale, som de kan hjælpe os med at realisere. Det er også vores drøm – vi er langt fra færdige. Vi har altid været ambitiøse, og det er nok også derfor, vi arbejder sammen,” siger Lars Seier Christensen.
”Det er drømme, der driver det her værk. Hvis ikke vi havde troet på, at det kunne blive helt fantastisk, så havde vi for længst kastet håndklædet i ringen. Vi tror på, at the sky is the limit,” siger Kim Fournais

Hvad var drømmen dengang i 1992?
”Vores drøm var, at vi ville bygge noget stort indenfor globale kapitalmarkeder. Vi har altid været interesseret i de finansielle markeder; synes, de er spændende og har set muligheder i dem. Vi sad selvfølgelig ikke i 1992 og tænkte i internet, for det fandtes ikke, så det er kommet hen ad vejen. Men vi har altid troet på, vi ville blive ekstremt succesfulde og ville kunne bygge en god virksomhed op og være glad for at gøre det,” siger Kim Fournais
”Der er en interessant ting, man lærer undervejs; i takt med at man selv laver nogle stadigt mere spændende ting, har man privilegiet at møde andre mennesker, der har succes, og dét er interessant at møde mennesker, der er drevne og virkelig vil frem i bussen, men det giver også en klar forståelse af, at det er ganske almindelige mennesker. Så det er ikke skræmmende på den måde, at man tænker, man aldrig selv vil kunne klare det. Det er i virkeligheden en eyeopener og en bekræftelse på, at der ikke er nogen grund til, at man ikke selv skulle kunne drive det rigtig langt,” siger Lars Seier Christensen.

Hvordan er I blevet sådan nogen, der kunne drømme stort?
”Jeg tror, der er nogle mennesker, der har et særligt ønske om at tage ansvar for egen tilværelse, og så betyder det nok også noget, om man er villig til at tage det ansvar på et relativt tidligt tidspunkt i livet, før man når at få for meget, man kan miste. Jeg tog til Spanien direkte efter min studentereksamen og købte en restaurant, som jeg drev i fire år. Jeg syntes ikke, den løbebane, der var linet op for mig med en universitetsuddannelse var specielt attraktiv,” siger Lars Seier Christensen.
”Lars og jeg har det til fælles, at vi begge mistede vores fædre, da vi var 14-15 år. Jeg tror, det har betydet meget for vores livsopfattelse. Altså, når noget så forfærdeligt sker, finder man ud af, at det kan godt være, det er synd for en, men der kommer altså ikke nogen og ændrer på tingene – man må selv prøve at komme videre i teksten. Vi har oplevet, at vores sikkerhedsnet blev revet væk meget tidligt, og så kan det være, man bliver mindre bange for at risikere noget for at opfylde sine drømme.
Jeg har altid elsket uafhængighed – at kunne tage mine egne beslutninger. Jeg brød mig ikke om skolen, hvor det var lærerne, som dikterede, hvordan hverdagen skulle være. Jeg har altid været interesseret i maskiner og teknik, så jeg begyndte at læse til civilingeniør, men det var som at have en møllesten om halsen. Det var sådan noget levebrødsteknik. Altså hvor jeg gerne ville bygge flyvende biler og finde nye former for energimotorer, så var det tydeligt, at man ville ende med at sidde på Gram og designe køleskabskompressorer – det tændte mig slet ikke,” siger Kim Fournais

Flyvende biler?
”Jeg har altid haft vilde drømme. I min verden er det drømmene, der driver værket. Det er en fordel, når man kører forretning, men det er ikke nødvendigvis en fordel som menneske, for skyggesiden af det er, at det er svært at nyde nuet, når man hele tiden er på vej videre mod næste bakketop.”

I virker ret forskellige – hvordan har I holdt sammen i medgang og modgang?
”Lars og jeg er sammen, fordi vi gerne vil, og fordi det er til vores fordel, at vi er det. Vores værdisæt er meget ens, og vi har de samme holdninger til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert i denne her verden. Vi er begge ambitiøse og synes, det er sjovt, det vi laver,” siger Kim Fournais.
”Du siger, vi er meget forskellige, men intellektuelt interesserer vi os i meget høj grad  for de samme ting – også før vi overhovedet mødtes. Vi var begge interesserede i finansielle ting, syntes trading var sjovt, og vi er begge meget liberalistisk indstillede og ens i den forstand,” siger Lars Seier Christensen.

Hvordan er I forskellige?
”Det er mere på interesseplanet. Kim elsker sport, det er ikke lige min force, til gengæld tror jeg ikke, Kim kan se fascinationen i at ryge tre pakker smøger og stå og kværne pilsnere – det, synes jeg, er meget hyggeligt i venners selskab,” siger Lars Seier Christensen
”Lars er et bymenneske, og jeg er naturmenneske,” siger Kim Fournais.

Det virker som om, I en gang for alle har besluttet jer for at være sammen, lidt på samme måde som et ægteskab!
”Det er nok rigtigt, og hvis man skulle gå rundt og vende og dreje den beslutning i tide og utide, ville det ikke gå. Jeg tror, vi begge erkender, at som et team er vi mere end faktor to – vi er gode til at supplere hinanden. Vi giver hinanden modspil og har forskellige styrker og svagheder,” siger Kim Fournais.

Hvad er Lars styrke?
”Han er en rigtig god analytiker. Hvor jeg er meget utålmodig og gerne vil der ud ad, er Lars mere til lige vende skråen en gang til”.
”Jeg tror, der er meget få ting, der ikke bliver styrket af, at man diskuterer det med intelligente mennesker. Nu er vi oven i købet i den situation, at vi har fuldstændigt identiske interesser i den her virksomhed og identiske muligheder for at påvirke den. Det, at vi får diskuteret tingene igennem, gør, at vi får et bedre resultat. Kims absolutte topstyrke er, at han er rigtig god til at sætte gang i ting og få dem eksekveret,” siger Lars Seier Christensen.

Bliver I aldrig trætte af hinanden?
”Ikke ret længe ad gangen – det kan vare ti minutter, og så snakker vi om tingene. Der er ingen af os, der går i særlig små sko – vi kigger på de store linjer og måler og vejer ikke alting,” siger Kim Fournais.
”Vi har fra starten organiseret os sådan, at vi er fuldkommen ligestillede. Vi har samme aktiepost, samme løn, samme niveau for biler, samme titel og endda samme kontor. At vi har identiske økonomiske interesser betyder, at jeg ved, at hvis Kim gør et eller andet, som jeg er uenig i, så er det i hvert fald ikke gjort i ond tro for at skade mig. Det er gjort med henblik på at rykke Saxo Bank videre i teksten,” siger Lars Seier Christensen.
”Og så har vi altid haft en tæt dialog og har talt meget om tingene. Sådan et partnerskab handler om gensidig respekt, fælles værdier og så om at stå sammen i medgang og modgang,” siger Kim Fournais.

©Hanne Sindbæk

Kim Fournais om Lars Seier Christensen

Væsentligste karaktertræk: Integritet og dybde
Største fejl: For meget dybde kan være hæmmende for hastigheden.
Hvad hader han mere end noget andet:Socialdemokrater
Hvad sætter du mest pris på hos Lars: Hans venskab; at man kan stole på ham, og at han er en guttermand, som jeg godt kan lide at tale med, og som er intellektuelt stimulerende. Han er en god ven og partner.

Lars Seier Christensen om Kim Fournais

Væsentligste karaktertræk: Integritet og entusiasme
Største fejl: At være ivrig kan også være en fare – hvis man er for ivrig nogle gange.
Hvad hader Kim mere end noget andet: Alt fra socialdemokrater og ud mod venstre
Hvad sætter du mest pris på hos Kim: At jeg kan stole på ham, og min tillid til hans dømmekraft er meget høj, så jeg behøver ikke at være bekymret, når vi træffer beslutninger hver for sig. Og så muligheden for at sparre på ideer.

Blå bog

Navn: Lars Seier Christensen
Alder:  42 år
Job: Stifter af, hovedaktionær og adm. direktør i Saxo Bank.
Baggrund: Klassisk sproglig student, ejede og drev derefter en stor restaurant på Costa del Sol i fire år, inden han sparkede døren ind til Londons finansverden, hvor han arbejdede som børsmægler først hos Petley & Co, siden som chef for den skandinaviske desk hos LIT Europe og dernæst Gerald Metals, inden han i 1995 blev fuldtidsdirektør i Midas, det senere Saxo Bank, som han stiftede i 1992 sammen med Kim Fournais.
Privat: Gift med engelsk/nigerianske Yvonne, der arbejder i Saxo Bank med markedsføring. Sammen har de fem døtre i alderen 4-21 år. Ud over familien holder han af filosofisk/politiske bøger, biler, lige dele Michelin-stjerne-restauranter og cafe-sjusser med vennerne, samt bold – det sidste som tilskuer

Navn: Kim Fournais
Alder: 39 år
Job: Stifter af, hovedaktionær og adm. direktør i Saxo Bank.
Baggrund: Matematisk student, droppede desillusioneret ud af DTU og kom ind i finansverdenen, bl.a. via Klaus Riskærs Børsinformation, MSC Gruppen og Lannung Bank, inden han i 1992 sammen med Lars Seier Christensen stiftede og blev direktør for Midas, det senere Saxo Bank.
Privat: Gift med Trine, der arbejder med keramik. Sammen har de Emil på 8 år, og tvillingepiger på 5 år. Holder ud over familien af sport, ikke mindst er han en aktiv cykelrytter og sejlsportsmand.

”Det gør mig bange, at det går så godt!”

Finn HArald SImonsen

Finn Harald Simonen – det er første gang, jeg brunch’er med en erhvervsleder, der har sin egen cafe!
“Ja, det er ikke helt almindeligt. Jeg havde heller aldrig troet, at jeg skulle få sådan en. Jeg er jo byggemand og plejer at leje tingene ud. Men her driver jeg min egen bygning med servicelejligheder, fitnesscenter, restaurant og cafe. Det er morsomt men vanskeligt, for man skal have forstand på det, og det må jeg indrømme, jeg ikke har, så det gælder om at finde de rigtige folk.”

Spiser du her hver dag?
“Jeg bor jo i England, men når jeg er i Danmark både bor jeg her, hvis der er noget ledigt, og spiser morgenmad, frokost og middag her.”

Hvad er det med millionærer og havregrød?
“Det ved jeg da ikke. Jeg spiser det, fordi det er sundt for fordøjelsen og alting. Da jeg var dreng, brød jeg mig sgu ikke om det, men nu har jeg vænnet mig til det og synes, jeg har det godt med det.”

For tiden taler man meget om at, samfundet svømmer i penge. Hvordan oplever du det?
“Når jeg kommer til Danmark, kan jeg jo se, hvor velhavende samfundet er. Husene er pænt vedligeholdte og den slags. Det er ikke fordi, folk er gladere, fordi det bliver man normalt ikke, når man bliver rigere. Det er der mange, der tror, men det gør man ikke.”

Men hvordan oplever du det selv?
”Når man som jeg, har med ejendomme at gøre, oplever man, at alt kan sælges, og alt kan lejes ud for øjeblikket.”

Så du er en glad mand – eller hvad?
“Ja, men jeg synes også, at man skal være en lille smule forsigtig. Træerne vokser jo ikke ind i himlen. En eller anden dag holder det op. Hvad der så kommer til at ske, det kan jeg ikke forudse. Det er første gang i min tid, vi har sådan en lav rente. Og, hvad der sker, hvis der kommer en økonomisk krise med en lav rente, det kan jeg ikke rigtigt forestille mig.”

Nu er det vel ikke ligefrem en krise, vi oplever!
“Nej, men jeg er lidt bange for de lån, folk kan få i dag, hvor der ikke er nogen afdrag. Man bruger løs, og ih man har det dejligt, men når krisen kommer, og det gør den på et eller andet tidspunkt, så har folk ingen reserver.”

Men det kan vel ikke komme til at gå ud over dig?
“Måske ikke, for selv i dårlige tider er der stadigvæk brug for boliger, ikke? Men det kommer til at gå ud over mine erhvervsejendomme, for hvis virksomhederne får det dårligere og går neden om og hjem, så går de ud af lejemålene der. Men jeg har haft det held, sammen med min kompagnon Peter Levring, at vi har konsolideret os i de gode tider, så vi kunne klare de dårlige tider.”

Konsoliderer I så nu?
“Det gør vi hele tiden. Jeg er det, man kalder en optimistisk pessimist. Altså jeg vover at sætte noget i gang, men jeg gør det med stor frygt i hjertet. Jeg passer på, så hvis det går galt, har jeg råd til at holde på ejendommene, for pludselig er de ikke noget værd, og ingen vil have dem.”

Laver du altid en plan B?
“Ja, når jeg går ind i noget, ser jeg altid på, hvordan vil det gå, hvis det går værst, fordi så er der ikke noget, som kommer bag på mig.”

Har du så en plan for, hvis det går værst?
“Det har jeg. Man kan sige, at det jeg bygger – det mine aktier. Og min opsparing ligger i obligationer. Så hvis det går ad Pommern til, kan jeg sælge mine obligationer, så jeg kan holde ejendommene.”

Vil det sige, at du ikke køber aktier?
“Med alle de skandaler, der har været især i Amerika…Altså når folk, som styrer store børsnoterede selskaber, laver svindel, hvad fanden kan man så stole på, efterhånden? Derfor siger jeg, at mine “aktier”, det er mit eget selskab, det har jeg selv styr på. Og min opsparing, det er obligationer.”

Sådan nogle obligationer giver da aldrig ret meget?
“Nej og i øjeblikket giver de slet ikke noget næsten. Men det er altså betingelserne. Til gengæld går det godt med ejendommene. Denne her er blevet belånt til meget lave renter. Så der er gynger og karruseller, og jeg har selv valgt dem.”

Sådan nogle mærkelige tider som nu, hvor samfundet svømmer i penge, gør det nogen forskel, når man som du er god for 7-800 mio. kroner?
“Det påvirker mig egentlig ikke rigtigt. Det betyder, at jeg kan leje alt ud, så forretningsmæssigt går det godt, men samtidig tænker jeg på, hvor længe varer det ved? Tør jeg kaste mig ud i et nyt byggeri, når vi måske står lige før en lavkonjunktur? Altså det gør mig bange, at det går så godt. Min livsfilosofi er, at man skal bo rimelig godt, men ellers leve spartansk og så skabe store ting ud fra, hvad ens evner nu er. Har man evner, så har man også pligt til at bruge dem bedst muligt i den korte levetid, der nu er en givet.”

Men når man er så rig, bliver man så rigere i denne her tid?
“Det gør jeg vel. Men det er ikke et mål for mig selv, personligt. Målet er at kunne bevare det, jeg har, at holde formuen intakt. Altså holde balancen mellem ikke at være for grådig, og alligevel turde noget. Man må ikke være for grådig, når det går godt. Det er vigtigt. For når tiderne er dårlige, så er realværdier ikke noget værd. Så er det kun rede penge, der tæller. Der er jo mange, der er blevet velhavende på, at de i dårlige tider har købt tingene op for rent ud sagt en skid og en begmand! Man skal have råd til at holde på det, hvis man har en god bygning, der ligger et godt sted, for den vil altid blive noget værd igen. Så det er et spørgsmål om at kunne holde luften, når du svømmer under vandet. Simpelthen!”

Du har arvet mange penge fra din bedstefar, ”Guld Harald”…
”Ja, og jeg har tjent lige så meget selv!”

Tror du egentlig, at du havde haft et lykkeligere liv, hvis du ikke havde haft så mange penge?
”Det er et godt spørgsmål. Så tror jeg, at jeg ville begynde med en bananvogn og prøve på langsomt at arbejde mig op. Jeg sætter meget stor pris på, at være selvstændig – altså uafhængig. Ikke at skulle møde en eller anden sur kontorchef, der har vrøvl med konen, og som er ubehagelig på arbejde. Den frihed, det giver at have penge og kunne gøre, hvad man vil. Når man ved, man kan det, så behøver man faktisk ikke gøre så meget. Kan du følge mig?”

Det er den største luksus?
”Det er den største luksus, ja. Når jeg går ind i en forretning og ser en eller anden ting, jeg gerne vil have, så ved jeg, jeg har faktisk råd til at købe den, derfor behøver jeg ikke at gøre det. Det lyder lidt selvmodsigende, men det er sådan, det er.

©Hanne Sindbæk

 

Brunch på sidespor

Thorsen: Det værste, der kan ske, er, hvis jeg går på “røven”, rent ud sagt. Det gør man let, hvis man satser stort. Kurt Thorsen f.eks., han har altid satset stort. Han er for så vidt velbegavet, men han har ingen frygt i sig. Han knalder på, og jeg tror, han fortsætter, når han nu kommer ud af spjældet. Jeg tror ikke, han har lært noget.

Avisvalg: Jeg holder Information.Den har jeg læst i 40 år. Da jeg var ung, syntes jeg, at den gav mig en alsidig politisk orientering. Nu har jeg vænnet mig til den, og af og til er der nogle smaddergode ledere i den.

Succes: Det er dine erfaringer, du lærer af – ikke af din succes. Succes får dig til at tro, du er verdensmester, og så glemmer du, om det er din egen dygtighed, eller det rent tilfældigvis er konjunkturerne, der har skabt succesen.

Biler: Der er alt for mange biler overalt især i England. Jeg synes, det er meget rarere at cykle. Ellers skal du have bil med chauffør, men det er jeg for fornæret til. Og så vil jeg ikke kunne holde ud, at han skal sidde og vente på mig – det er synd, at sådan en mand skal sidde og glo udenfor.

EU til hverdag – ikke til fest

Det er ikke de store visioner, der skal sælge EU til danskerne. Det skal de praktiske hverdagsagtige fordele, mener udenrigsministeren. Så må man leve med, at EU mangler starquality. ”Kommissionen er EUs maskinrum, og man kan altså ikke forvente, at maskinrummet skal være festligt belyst,” siger Per Stig Møller over årets billigste brunch.

Per stig MøllerDet er en billig fornøjelse at invitere udenrigsministeren på brunch. Han spiser ikke mellem måltiderne, for det kræver en god fysik at holde til jobbet, og han har tænkt sig at holde længe. Han skal bare have te, men den skal så også helst være i orden.
”Har de kun Earl Grey! Det er så hamrende banalt og smager ikke af spor. Nå, de har en mørk Keemun – det lyder fornuftigt. Skal du have café latte? Er du radikal?”

Tjah bom bom! Det smager i hvert fald godt! Men vi må hellere komme i gang, for du har vel et stramt program?
”Ja, jeg skal videre til dronningen. Der er en tradition for, at dronningen hver onsdag møder statsministeren alene og udenrigsministeren alene. Statsministeren fortæller hende om rigets tilstand og udenrigsministeren om verdens tilstand. Det er en fornøjelse, for hun er lynende begavet at tale med.”

Hvordan er verdens tilstand så – hvad vil du fortælle hende?
”Jeg vil fortælle hende lidt om EU – det er vel emnet i dag.”

Også her! Det der EU – det er jo blevet så rasende umoderne!
”Ja, det er ikke in, selvom café-latte-drikkerne holder meget af det!”

Hvorfor er det så håbløst umoderne?
”I radioen hørte jeg en franskmand, der fik stemmeret i 1989 – det år hvor muren faldt. Han stemte for Maastricht-traktaten i 1992, men havde stemt imod den nye traktat og forklarede, at dengang drejede det sig om freden i Europa, som Maastricht-traktaten sikrede, men nu var freden en selvfølge. Der er altså dukket nye årgange op, som aldrig har følt truslen eller risikoen.”

Mangler vi så en rask lille krig?
”Nej, det gør vi ikke, men vi mangler en erkendelse af, at vi her i globaliseringstiden har en fælles fordel ved at være sammen i det her store marked. Udvidelsen med de 10 nye lande betyder nok, at polske blikkenslagere kommer herop for at tjene penge, men folk glemmer at tænke på, hvor mange danskere der kan tjene flere penge i det øvrige Europa.”

Det er alle de kloge argumenter?
”Det er vel også derfor, du har inviteret mig!”

Jo, selvfølgelig, men jeg tænker på, at når man taler EU, kan man ikke nå til U’et, før folk er faldet i søvn?
”Nej – det er rigtigt. Jeg var sammen med en politiker forleden, som sagde; nu skal vi have visionerne om Europa frem! Nej, mener jeg, dem har der været nok af. Nu skal vi have realiteterne om Europa frem, så borgerne kan se, at EU reelt betyder en forbedring af deres hverdag, for det gør det! Det handler om den praktiske politik, og det er derfor, du falder i søvn. Freden er en realitet, og demokratiet er en selvfølge i hele Europa, så de store visioner gider folk ikke høre om. Det svarer til, når jeg som dreng hørte de voksne tale om Versaillesfreden og de store visioner omkring den. For mig var det kedeligt, irrelevant og way way back – og det var 30 år siden! Nu er det 30 år siden, vi meldte os ind i EU, så når vi snakker om visionerne fra 1970’erne, vil de yngre generationer synes, at det er nogenlunde lige så interessant, som jeg syntes Versaillestraktaten var!”

Så lad være med at snakke så meget om visionerne?
”Det er der, jeg vil hen. Det er Europa jo bygget på. Nu er det fordelene ved at være med, det handler om.”

Men folk er jo ikke vilde med det!
”Nej, og afstemningen er nok kommet for hurtigt i forhold til udvidelsen. Forfatningstraktaten var nødvendig for at gøre udvidelsen til en succes, for man er nødt til at have nogle andre beslutningsformer, når man er 25 lande i stedet for 15. Men mens man er i gang med sammenkoblingsprocessen, vil der altid være nogen, der er bange for, hvad den koblingsproces fører til. Man har ikke nået at erfare fordelene, man har kun hørt om risikoen.”

Kunne man have ventet med afstemningerne?
”Det kan roligt sige, når man ser i bakspejlet. Nu kommer vi til at leve med en anden traktat, for Europa ophæves jo ikke på grund af nej’et i Frankrig og Holland.”

Har du tænkt på, at EU ikke rigtigt har nogen starquality?
”Det skal det heller ikke have. EU skal være hverdag. Det er lavet for at sørge for, at det praktiske samarbejde mellem landene fungerer. EU er bygget op efter det gode gamle danske legoprincip: Man tager to klodser ved siden af hinanden, sætter en klods ovenpå og så hænger de sammen. Det startede med kul og stål-unionen, som udvides fra to til seks lande; så kom landbrugspolitikken, man kobler det sammen, og sådan går det videre. Nye klodser bygges på. Det gode ved EU-projektet, og grunden til at det har holdt og også overlever denne krise, er, at man går frem efter lego-princippet. Man bygger nedefra og opefter. Alle der har haft store visioner om Europa, har drømt om at starte fra toppen med statscheferne, der blev enige om noget, som de pressede videre ned – men det har aldrig fungeret. Man er startet i det praktiske, og det er grunden til succesen.”

Selvom det er blevet lidt af et skægt hus?
”Ja, ja – der er da karnapper og ting, men jeg vil hellere leve i et sjovt hus end i et kedeligt hus.”

Men det ER jo kedeligt. Man kender ikke de mennesker nede i EU – i kommissionen f.eks.!
”Kommissionen er bare maskinrummet. Det, du ser, er kaptajnen, og det er ministerrådet.”

Det bliver det ikke mere festligt af. Mangler der ikke lidt show omkring EU?
”Man har jo prøvet i forfatningstraktaten at indføre hymne og flag for at gøre det lidt mere festligt.”

Det er jo morfarfestligt! Når det er så kedeligt, kan det så være fordi, man oprindeligt fandt på at placere EU i Belgien?
”Ha!, jeg er diplomat for pokker – det kan jeg ikke svare på. Jeg synes, det vil være rigtigt, hvis man indstillede sig på, at EU er hverdag, og kommissionen styrer maskinrummet, og man kan altså ikke forvente, at maskinrummet skal være festligt belyst.”

Nu skal vi stemme til efteråret – måske – om traktaten, men det bliver jo altid en afstemning for og imod EU!
”Ja, det er det forfærdelige ved det. For hvad er alternativet? Det må man ikke sige, men det er udmeldelse, og det er jo ikke det, de fleste nej-sigere vil. De vil bare ikke have lige det trin her. Du hører ikke Dansk Folkeparti sige, at de vil ud af EU, og du hører dem heller ikke fortælle, hvad de så vil i stedet for – jo altså, de vil hellere have Nice-traktaten end denne her – men oprindeligt var de også imod Nice-traktaten. De vil have det indre marked, og så vil de håndplukke lidt fra de øvrige traktater. Men sagen er, at hvis de selv satte sig ned ved tegnebrættet, ville de lidt efter lidt begynde at bygge huset op igen – en lille smule anderledes, der ville måske mangle en karnap, men ellers ville det ligne. Alligevel kommer det til at handle om hus eller ikke hus.”

Men det er da et problem, at folk ikke gider høre om det, de faktisk skal stemme om?
”Vi har nu meget høje stemmeprocenter. Det havde vi også, da vi stemte om euroen. Den afstemning var jeg sikker på, vi ville tabe, fordi man ingen erfaringer havde med euroen – det var et teoretisk projekt. Vi stemmer ikke ja til en teori, for der vil være en masse modteorier. Hvis vi der imod erfarer, at noget er en fordel, går vi med.”

Overser du ikke det faktum, at euroen var helt vild grim?
”Er den det? Det er i hvert fald ikke godt, man kan lige så godt gøre det attraktivt.”

Hvis du skal sælge et projekt, så er du vel nødt til at tage den slags følelsesmæssige ting med i betragtning?
”Enig! Og det er nok det, der har manglet. Følelserne forsvandt da freden var sikret.”

©Hanne Sindbæk

Brunch på sidespor

Frimærke-afsløring: Jeg samlede frimærker som dreng og havde mange fra Estland, Letland og Litauen. Da jeg så fik et atlas i skolen, så jeg, at de tre lande ikke fandtes! Jeg så på mine frimærker, og jeg så på atlasset – en af delene måtte være forkert. Det satte noget i gang hos mig.

Kaj Munk og EU: Umiddelbart ville man sige, at Kaj Munk ville stå på nej-siden på grund af det nationale og det kristne, der for ham var vigtigt. Men det er utrolig farligt at tage ham til indtægt for noget som helst. Han sagde på et tidspunkt: ”Jeg ved aldrig om mig selv, hvor jeg har mig – det er den eneste egenskab ved mig selv, jeg er stolt af!”

Stormvarsel: Jeg bliver mindre inddraget i indenrigspolitiske slagsmål end de øvrige ministre. Men det ændrer sig, for S-SF-R ser ud til at have dannet en udenrigspolitisk alliance, og jeg vil jo ikke lade SF diktere dansk udenrigspolitik, så derfor vil man nok også se mig komme mere ind i indenrigspolitiske stormvejr.

Georges Bush: Jeg har fået et godt indtryk af ham – han er utrolig hurtig og kvik, og man skal stå tidligt op for at klare en dialog med ham. Han er lynhurtig, har meget selvironi og kan lette enhver samtale med en skæv bemærkning. Han har været en overraskelse i forhold til mediebilledet af ham.

Jobbet: Det har overraskende nok ikke været så stort et psykisk pres at være udenrigsminister, men et voldsomt fysisk pres. De mange rejser, skiftende tidszoner, skiftende værelser, og når man er hjemme, er det en 12 timers arbejdsdag. Det er en fuldstændig urimelig fysisk arbejdsbyrde, og jeg plejer at sige, at det kan ikke være rigtigt, at man skal have fysik som en 25-årig og viden som en 60-årig for at være udenrigsminister. Men det er vilkårene.

Læsning: Jeg får ikke læst meget andet end faglitteratur, men jeg har brug for at læse lidt i en god roman, inden jeg falder i søvn – så sover jeg bedre. Jeg har lige læst Ole Hyltofts nye roman, Københavnerpigen og kongemaleren. Den var fremragende, så den kan jeg anbefale.