”Livet SKAL leves – med glæde”

Når livet forandres for altid: Hvad gør man, når ens livsledsager gennem 35 år dør, og kaos truer? Dansk Industris adm. direktør Hans Skov Christensen lagde en strategi: Den første uge ville han tilbringe alene, de første tre måneder ville han afstå fra selskabelighed, og det første år, ville han gennemleve som normalt, men nu alene. Og han ville ikke tale offentligt om det. Her fortæller han om sin kones sygdom, død og om sit liv derefter. Et liv, der SKAL leves med glæde. ”Det har man pligt til,” siger han.

Det er et år, otte måneder og 17 dage siden, Hans Skov Christensens liv blev forandret for altid. Der smutter stadigt et ”vi har…” og ”Vibeke er…” ud en gang imellem. 35 års tæt ægteskabeligt samliv sætter sine markante spor, også på talemåder og tankegange.
Han var ved hendes side, da hun døde som kun 59-årig efter et års barsk kræftsygdom. Det er svært at tale om. Stemmen knækker en gang imellem. Men det er vigtigt for ham at sige, at livet er gået videre. Også for ham. For livet SKAL leves. Med glæde. Det har man pligt til. Som det hedder i Jørgen Gustava Brandts salme, der blev sunget ved Vibeke Skov Christensens begravelse:

”Tænk, at livet
koster livet!
Det er altid samme pris.
Kom med glæde!
Vær til stede!
Tanken spreder øjets dis;
rigt og bredt går livet ned
i evighed.”

Hvordan har du kunnet leve dagene med glæde?
”Glæden kommer ikke indefra en selv, den kommer i samvær og samvirke med andre – i den fase primært med mine børn. Det er da en glæde at opleve, at mine børn får det bedre på grund af mig – i forvejen har de det slemt nok, fordi deres mor er død. Jeg bilder mig i hvert fald ind, at jeg har kunnet hjælpe. Jeg har altid haft et nært forhold til dem, og efter Vibekes død har vi selvfølgeligt været mere sammen end ellers. Vi har i fællesskab kunnet hjælpe hinanden med at komme videre. De har også taget sig af mig. Jeg tror, hvis du spurgte dem, ville de sige, at det er ikke mig, der har taget mig af dem, men dem, der har taget sig af mig.”
Er du god til at blive taget dig af?
”Nej, det tror jeg ikke. Jeg kan bedst lide at være den, der tager mig af andre. Jeg er alt for genert til, at jeg har det godt med, at andre gør noget for mig. Når man har børn, nytter det heller ikke noget, at man stiller sig hjælpeløst an – så kommer vi jo ikke videre.”
Har der været andre, der kunne hjælpe?
”Der er mange gode og nære venner, der har taget sig godt af mig – og de har haft lyst til at tage sig mere af mig, end de har fået lov til.”
Holdt en bred kreds underrettet
Har du talt meget om Vibekes død?
”Jeg skrev til en ret stor kreds undervejs i løbet af hendes sidste år. Jeg gjorde mig det til en vane at skrive sådan en rapport. Der er mange mennesker, der har svært ved at spørge om noget, der er ubehageligt. De ved ikke, om det er en hjælp eller det modsatte. Derfor tænkte jeg, at mine nærmeste kolleger i DI, som jeg mødte hver dag, de skulle ikke have det problem. Så når der var noget nyt at berette, skrev jeg en mail til dem om, hvordan det var, og hvad der skulle ske. På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg lige så godt kunne sende en kopi af den mail til en række andre, og det gjorde jeg. Det betød, at der ikke var nogen af dem, jeg omgikkes jævnligt, der ikke vidste, hvordan landet lå, og så kunne de spørge ud fra det. På den måde, var der mange, der levede med i processen, og de har været glade for at få de mails.”
Hvad så da hun døde?
”Jeg ringede til min sekretær, som på mine vegne sendte en mail til den gruppe om morgenen, hvor det var sket om natten. Dagen efter skrev jeg selv en mail om de praktiske forhold – begravelsen og den slags, som jeg ved, man vil være interesseret i, ikke mindst i en sommerferieperiode.”
Hun havde været syg et år, hvordan oplevede du det, at hun døde?
”Det var taknemmeligt. Hun skulle ikke leve længere. Jeg var der sammen med min søn, og vi følte os taknemmelige over, at hun fik lov at dø, og at vi var med til at følge hende i det sidste forløb.”
Hvordan kan det være, at hun var derhjemme?
”Der boede hun jo! Vi levede livet, så normalt som muligt. Vibeke ville ikke leve som en, der klippede dage af – det var hun meget præcis omkring. Hver gang hun mødte en ny læge, sagde hun: ”Du har sikkert læst min journal og har muligvis en mening om, hvor længe jeg skal leve, men den mening kan du holde for dig selv! Jeg er ikke statistiker, og det siger mig intet, at jeg har 35 procents chance for at leve om fem år. Jeg ved, jeg skal leve kortere, end jeg havde håbet, men jeg vil leve hver dag i tanken om, at det er en almindelig dag.”
Kunne du også købe den filosofi?
”Ja, selvfølgeligt. Og så drejede det sig om, at få det hele til at fungere så godt, som det kunne.”
Og hjem skulle hun?
”Ville hun!”
Der var vel også nogle praktiske problemer i det, for frisk var hun vel ikke?
”Nej, men der er fremragende hjemmesygeplejersker på Frederiksberg, der var gode venner og god familie. Der var folk omkring hende, når hun ville have det. Min søster, som er sygeplejerske, var undervejs i processen meget hjælpsom. Jeg valgte med hjælp fra gode kolleger at passe mit arbejde, men lave lidt mindre end jeg burde have gjort. En gang imellem var jeg nødt til at være væk, og så boede først vores søn, Jens, senere min søster hos Vibeke.”
Hvor meget var du der?
”Jeg var meget hjemme – jeg skulle også lave mad om aftenen. Det er ellers ikke noget, jeg har gjort før. Men man kan læse sig til meget i Frøken Jensens kogebog. Jeg var ret stolt en dag, hvor jeg havde lavet stegte ål og stuvede kartofler – det fik ros af Vibeke, som selv var en fremragende kok.”

Jeg havde også den meget store glæde, at vi fik arrangeret en begravelse, hvor der ikke er noget, jeg kunne have ønsket mig anderledes. Det giver et godt roligt afsæt videre frem.

Hvordan bearbejdede du sorgen?
”Der er stor forskel på, om døden kommer som en meget stor overraskelse, eller man godt ved, hvad vej det går og tankemæssigt begynder at indstille sig på det. Min far faldt om på gaden og var død, da jeg var 23 år, så det kom brat. Da min mor døde for ni år siden, var jeg hos hende de sidste to døgn. Hun lå i sengen på hospitalet med mig på den ene side og min søster på den anden, og vi sad og nussede hende lidt. Da nåede jeg, at blive fuldstændig afklaret omkring hendes død. Hvor min fars død kom som et chok, levede jeg med i min mors, kunne konstatere, at hun blev stadigt svagere, og til sidst døde. Den proces sammenligner jeg med mine børns fødsel. Det er noget af det smukkeste, jeg har oplevet. Nogle vil synes det er en malplaceret sammenligning. Men det var hverken unaturligt eller svært. Det var det heller ikke, da jeg og børnene var omkring Vibeke, da hun døde. Det har været en meget betydelig hjælp for os alle. Jeg tror også, det er godt, at man, når man står på kirkegården, kan minde sig selv om, at man den sidste dag sagde: Hvor er det godt, hun får lov at dø. At man ligefrem bad om, at hun måtte få fred.”
Hvordan kom du igennem de første tre måneder?
”Der var mange praktiske arbejdsopgaver med at få ryddet op i Vibekes tøj, noter og notater. Finde ud af, hvad der skulle gemmes og smides væk. Der mange ting at gå igennem efter en, som har haft et meget aktivt liv. Og der skulle skrives breve til folk – desværre er det ikke alle, jeg har fået skrevet til. Jeg hørte fra 150 mennesker inden begravelsen, og et større antal i forbindelse med begravelsen.”
Hvad betød det for dig?
”Det betød meget – jeg fik mange gode breve, som beskrev sider af Vibeke, jeg ikke havde oplevet. Episoder og begivenheder i forbindelse med hendes arbejdsmæssige aktiviteter, også breve fra mange tidligere elever og deres forældre, der fortalte, hvor meget Vibeke havde betydet for dem. Jeg havde også den meget store glæde, at vi fik arrangeret en begravelse, hvor der ikke er noget, jeg kunne have ønsket mig anderledes. Det giver et godt roligt afsæt videre frem.”
Hvordan tacklede du livet efter Vibekes død?
”I den situation er det alt for kompliceret, besværligt og umuligt at skulle tage stilling til alting hele tiden. Så jeg lagde en plan. Den første uge ville jeg være helt alene i vores lille skovejendom i Jylland, og de første tre måneder ville jeg ikke tage del i nogen form for almindelig selskabelighed – biografer, teatre, middage hos venner og bekendte. Jeg ville selvfølgeligt deltage i, hvad jeg skulle, af nødvendige arbejdsmæssige spisninger med internationale forbindelser, men jeg ville ikke som privatpersonen Hans. Det gjorde tingene enklere. Min sekretær vidste, at hvis der ringede nogen, så kunne jeg ikke frem til skolernes efterårsferie, og derefter kunne jeg godt. Så slap jeg for at skulle tage konkret stilling til, om jeg syntes, tiden var kommet til det eller ej.
Jeg besluttede mig også for, at jeg ville gennemleve et år med alle de ting, jeg havde vænnet mig til at opleve sammen med Vibeke – dem ville jeg nu opleve alene. På samme måde som vi altid havde gjort det. Jul, påske, pinse, og fødselsdage – køre et år igennem på den måde. Og jeg ville i det år ikke tage beslutninger om nogen forandringer i mit liv. Hvis nogen havde tilbudt mig et drømmejob, som jeg ellers aldrig ville kunne sige nej til, var jeg derfor på forhånd afskåret fra det, og hvis der kom en og tilbød mig en enorm sum for mit hus, ville jeg ikke have solgt det. Derved var jeg fri for at skulle tage stilling til noget som helst. Efter det år kunne jeg så begynde at lave forandringer – en af dem har bestået i, at jeg har fået lavet et større tagarbejde på mit hus, og en anden i at jeg nu kan invitere gæster alene.”
Hvordan kom det sig med den strategi?
”Fordi man kan ikke håndtere alle mulige enkeltepisoder, hvis man ikke har en mønster at gøre det ud fra. Derfor kan man ligeså godt forudseeligt gøre det op.”
Var det noget, du snakkede med nogen om?
”Nej, det var noget, jeg fandt ud af i perioden mellem min kones død og hendes begravelse. Så da hun blev begravet, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre dagen efter. Det har været meget nyttigt.”

Date – det hedder det nu om stunder? Det har jeg ingen forestillinger om. Men det er da heller ikke sådan, at jeg tager afstand fra det.

Da de første tre måneder var gået, og du kunne gå ud igen, følte du så, det var et godt tidspunkt?
”Nej, jeg syntes, det var underligt – det synes jeg stadigvæk, det er. Men det kan jo ikke nytte noget at holde op med at fungere – det ville også være helt i strid med, hvordan Vibeke ville mene, jeg skulle agere.”
Alle disse første gang’er – hvordan har det været?
”Det har da været svært for mig. Det er svært at gå ud alene, at gå i teatret alene – det er meget sjældent, jeg gør det nu, selvom jeg godt kan lide at gå i teatret. Men det er underligt at gå ud alene, komme hjem alene og ikke have nogen at tale med om det, man har oplevet. Og så er der alle traditionerne, f.eks. en traditionsrig middag i DI, hvor min kone og jeg plejer at stå sammen og byde velkommen. Det er svært at stå der alene og byde velkommen til alle de mennesker, som godt ved, at det ikke er let. Men anden gang er det lettere end første gang.”
Hvad med ferierne?
”Der rammer du nok det punkt, hvor der er en klar adfærdsændring. Jeg synes ikke, der er noget ved at have ferieoplevelser alene. Selvom jeg gerne vil til Toscana, Caribien eller Mallorca, så kunne jeg ikke drømme om at tage af sted mutters alene og sidde der og læse en bog, og spise middag alene på hotellet. Så vil jeg hellere være hjemme eller foretage mig noget aktivt på vores skovejendom i Jylland. Der er mange gode og søde mennesker, der har foreslået, at jeg skulle besøge dem i deres sommerhuse, eller tage med dem på ferie, men det har jeg ikke lyst til. Jeg har mest lyst til at være mig selv. Og det kunne jeg jo godt sammen med Vibeke. Så i stedet har jeg besøgt min søn i Afrika og min datter og hendes familie i England. Og i år skal vi alle sammen mødes til en ferie i Frankrig.”
Hvornår følte du, at du fik kontrol over dit liv igen?
”Jeg tror, at det forhold, at jeg reelt det sidste år var blevet bestyrer derhjemme på en ny måde, havde gjort, at jeg var blevet klar over, at jeg godt kunne finde ud af det – jeg er ikke ubehjælpsom.”
Giver det også en vis frihed at være alene?
”Det kan man vel sige, for der er ingen at tage hensyn til. Nu sidder vi her og klokken slår seks, men jeg behøver ikke have dårlig samvittighed. Det kan godt være, jeg havde lovet mig selv at være hjemme, men det har jeg retten til at dispensere fra.”
Er det så positivt nogle gange?
”Næh, det synes jeg ikke. Jeg har ikke noget at bruge den frihed til – altså, jeg kan nå en bunke mere på bordet og hvad så? Det er nok forskellen på død og skilsmisse. Hvis man bliver skilt, kan jeg forestille mig, at man kan føle en frihed.”
Du skal vel også ud og date igen?
”Hvad for noget?” Date – det hedder det nu om stunder? Det har jeg ingen forestillinger om. Men det er da heller ikke sådan, at jeg tager afstand fra det. Men jeg er ikke aktivt søgende. Jeg tror ikke, du kommer til at finde mig på scor.dk – er der noget, der hedder det?”
Hvordan har du det nu?
”Godt! Jeg siger ikke, jeg har det supergodt. Men med de givne konditioner har jeg en fin tilværelse. Jeg glæder mig over mine børn, over de folk jeg arbejder sammen med. Jeg glæder mig også over foråret og over, at der begynder at dukke liljer op.”
Hvornår savner du Vibeke mest?
”Det er i øjeblikke og situationer – ikke faste tider på dagen. Nogle gange har jeg meget glæde af, hvis jeg trænger til noget frisk luft om aftenen, at spadsere hjem fra kontoret, og gå omkring kirkegården og sige godnat. Det har jeg det godt med. Så tænker jeg på, at Vibeke havde levet et stærkt og godt liv og på, at det ikke nødvendigvis er livets længde, der er afgørende, men livets indhold. Det, der er centralt i livet – det der koster livet, er, at man ikke kan leve og leve aktivt hver dag, hvis man ikke ved, det har en pris. Du kan mure dig inde, træffe alle mulige sikkerhedsforanstaltninger, gøre noget helbredsmæssigt, og måske til sidst sørge for at blive frosset ned, til de finder en kur. Du kan lade være med at flyve, for så risikerer du ikke at falde ned. Eller også kan du vide, at det at leve betyder, at du bruger dig selv, og på et tidspunkt har du brugt dig selv så meget, at du ikke skal være her mere – at du ikke har mere tilbage. Livet koster livet – og det er godt, som Jørgen Gustava Brandts salme slutter:

”Godt, at livet
koster livet!
Godt at synge dagens pris.
Det er glæde,
alt til stede,
i ét nu er paradis.
Tørstende når roden ned
i evighed.”

©Hanne Sindbæk

På roadshow med Rylberg

img_0146

 

Fra: Hanne Sindbæk

15. 12. 2003 12:36

Til: Eric Rylberg

 

Kære Eric

Det er jo sådan, at jeg helst skal lave mindst én større historie om året med dig! Og nu har jeg ideen til 2004-artiklen, og så håber jeg, du er med på den.

Jeg vil lave en reportage fra et roadshow. Det er jo noget, der er blevet en fast bestanddel af de fleste toplederes liv, men vi og læserne ved ikke, hvad der egentligt foregår og hvordan. Det er det, jeg gerne vil fortælle…

 

16.12. 2003 kl. 10.13

Han vil godt! Ringede på min mobil. Næste tur er i marts, hvor Rylberg rejser rundt m. årsberetning. Jeg skal med! Må få ham til at forstå, at jeg går efter the full Monty, og har tænkt mig at sove i fodenden af hans hotelseng!

 

Fra: Hanne Sindbæk

13. 2. 2004 14:39

Til: Eric Rylberg

 

Kære Eric

Så nærmer tiden sig for årets roadshow, som jeg sådan glæder mig til at følge oh so close!

Jeg har lige en ekstra bøn, jeg håber, du kan opfylde.

Det vil være rasende interessant for mig at overvære et møde, hvor I diskuterer strategien for, hvordan resultaterne skal præsenteres

Hvad siger du til det?

 

Hæ! Tag den for en test på overdreven åbenhed!

 

16. 2. kl.13.07

Nå. Det blev også et ja. Ikke vant til åbenhed i de doser. Hmm, hvad går det ud på?

 

10.3. kl. 9.45 ISS, Bredgade

Vil ikke komme for sent til åbenhed i store doser. Venter et kvarter i nypoleret lobby m. stor kunst og Kjærholmmøbler.

Underholdning: Tv-skærm med personnavne rullende over : ”250.000 employees and still counting”. Fikst.

 

10.3. kl. 10.05, Rylbergs kontor

Roadshow-crew minus 1 samlet i Rylbergs kontor, der er all mahogany på den moderne måde med kunst skødesløst drysset rundt.

Crew:

Eric Rylberg: Top-guy, showstjerne

Karina Deacon: Afg. IR-chef

Thyge Boserup: Tiltr. IR-chef

Carsten Højlund: IR medarbejder

Mangler: Karsten Poulsen: CFO, co-star der kører sit eget roadshow parallelt med Rylbergs. De tager dog de første par møder sammen for ”at kalibrere budskaberne.”

Showpremiere i morgen. Rylberg ikke nervøs. Er den irriterende elev i klassen, der har fulgt med hele året, og derfor ikke behøver febrilsk at punktlæse pensum, og satse på at hive resten hjem på charmen.

 

10.3. kl. 12.33

So much for åbenhed!

Ikke meget strategisnak v. strategimøde. Trykt årsberetning lå i læg (ligger i øjeblikket i pres efter bogbinding – ISS er gået over til hardback i blåt-er-altid-pænt – man må da håbe best. godkender det i morgen! Ellers bliver der gang i makulatorerne).

Nok se, men ikke læse! ”Vi vil ikke gøre noget, der er imod fondsbørsens regler, det vil det være, hvis du ser eller hører tallene et døgn før fondsbørsen!” Rylberg ubøjelig. Diskuterer i stedet, hvad jeg kan og især ikke kan skrive fra de kommende investor-møder. Glemmer det straks.

Emner Rylberg regner med bliver hotte:

Organisk vækst

Kapitalstruktur

Opkøb

 

Antal emner Rylberg siger, han frygter: 0

Antal emner Rylberg frygter: 1

Han gider ikke tale kapitalstruktur. ”Man kan ikke slå markedet” er Rylbergs mantra.

Det fede for ham er, hvis både regnskab og roadshow bliver en non-event. ”Det kan godt være, det er usexet, men det er heller ikke nogen pornoforretning, vi driver.”

Regnskab skrevet efter Rylbergs dogme-regler:

  1. Undgå brug af tillægsord
  2. Ingen selvvurderinger
  3. Undgå løfter
  4. Skriv om facts
  5. Skriv kort, knapt og korrekt
  6. Skriv om virksomheden
  7. Skriv ærligt om risici
  8. Udstræk ikke konklusioner
  9. Undgå oppustet sprog
  10. Skriv aldrig negativt om konkurrenter eller ”Peer Group”

 

11.3. kl. 13.32 Rylbergs kontor, Bredgade

”Det er et sort marked at komme ud i med regnskabet – se!” Tv-skærmen viser, hvordan morgenens terrorangreb i Madrid har bombet alle KFX-kurserne ned i rødt – undtagen ISS’, som først faldt med syv procent, men efter regnskabsmeddelelsen steg med 12. Bare lidt alm. medvind i markedet ville have pustet kursen højere op.

Ret ØV for ISS, men Rylbergs humør er ikke bear som markedet. Det er nærmest ”sildegodt” (© Rylberg)

 

11.3. kl. 13.53, ISS University, Bredgade

6 ikke særligt strømlinede mennesker fra Streamline sørger for teknik til live webcast af præsentation af årsregnskab. Ser kompliceret ud. Fuglereder af ledningsværk i farver der bestemt ikke matcher mahognigulve og Eames-designerstole.

Rylberg uden premierenerver og i hvid skjorte (hvorfor er det lige, at man kan se, når sådan en har kostet kassen?), som IR-chefen har beordret, fordi ”striber og farver flimrer på skærmen.”

Napper en nysselig lille kage med chokolade og marcipanblomst fra buffetten.

 

Kl. 14.02

Rylberg – nu med Madonna-headset. ”I’ll walk you through the 2003 results”. Det gør han så. På evig rolig vandring gulvet rundt med den ene hånd skødesløst i lommen forklarer han på amerikansk med let dansk accent om det triste erhvervsklima, der prægede 2003, og hvad det gjorde ved ISS.

Englænderne har de fedeste udtryk: Q4 [kju four] er der da mere swung over end fjerde kvartal, gaaab.

Til stede:

22 analytikere og journalister

6 ISS drabanter

6 teknikere

2 stjerner (Rylberg og Poulsen)

Antal webcast-seere:     Ukendt

 

Kl. 14.10.

Får marcipanblomst galt i halsen. Arh hva’ sagde han? Ja, nu vil han altså lige fortælle om firmaets fem største problemer (også det er mere cool på engelsk, hvor man ikke har problemer, men issues). Hvor åbent-agtigt.

ISS’ 5 issues:

Danmark (Helt ny organisation)

Tyskland (Nye ledere importeret fra andre ISS-lande)

Schweiz (Ledelsen skiftet ud)

Damage Control Norge (Landechef skiftet ud)

Health Care (Ledelsen skiftet ud)

Ikke mindst når man taler om issues, skal man vare sig for triggers som kan sende ivrige aktieanalytikere ud af uønskede analysespor. Det gælder om at bruge afdramatiserende vendinger.

Non-event-skabende Rylberg-fraser:

There is nothing new in that…

Don’t read too much into it…

We’ve been completely open about that…

As I said 8 month ago…

Don’t overinterpret that…

There is nothing up my sleeve…

 

Kl. 15.10. Rylbergs kontor

Humør: Højt!

Journalister ringer for kommentarer til regnskabet. Sætter medhør på, den flab, så jeg kan høre kollegers spørgsmål. Er ikke dummere end mine – så langt fra!

Tema i morgendagens aviser: Rylbergs løn. (Står i alle detaljer med bonus, pension, aktieoptioner – the works i regnskabet. Det’ en historie, der er lige til at gå til.)

 

12.3. Kl. 8.00 ISS, Bredgade

På besøg: Storaktionær ATP, 2 pers.

Fra ISS: Rylberg, co-star Karsten Poulsen og Thyge Boserup

Stemning: Kammeratlig

Smalltalk: Flåden af sorte Audier udenfor vinduet. Rylberg har bestemt, at der skal være stil og fælles linje over direktionsbilerne. Derfor kører man kun sorte Audi’er. Det fører lige over i snak om en cost-saving ide, han har, om sammen med en anden virksomhed med lige så stor en bilpark som ISS (13-14000 på verdensplan), at gå direkte til f.eks. VW og få en go’ deal.

Emner dækket: organisk vækst, virksomhedskøb (af bolt-on slagsen), cash conversion (150% i 03, men nu er det bal forbi), offentlige virksomheder i visse lande som dårlige, i hvert fald langsommelige, betalere (noget EU tager fat i), sæsonbetonet virksomhed (landskabspleje og skadedyrsbekæmpelse), makroøkonomiske udsigter, facility service (ny kontrakt med Sonofon i DK), bruttomargin og USA (ikke længere et no no for ISS, men neutral).

 

12.3. Kl. 9.37 Rylbergs bil

Rylberg er Ringenes Herre i sin Audi, som ikke bare er en Audi. Hans har aluminiumsspejle. Ikke for pynt (ellers go’ nok grund), men for at fortælle de andre tabere, at det her er en S6. Det er noget med motoren. Den er stor. Og hurtig. Kan gå fra 0-100 km på 5,8 sek. Det stemmer. Kører på Thorkild Thyrring-måden.

 

12.3. Kl. 9.43 Nordeas danske hovedsæde

I go’ tid. Rigtig go’ tid. Får lov at vente.

Møder: 1 styks velforberedt portfoliomanager, som har skrevet samtlige 148 regnskabssider ud fra nettet, og vil høre om landenes resultater og issues fra en ende af.

Rylbergs rekvisitter: 0 – hvis man ser bort fra den enlige cola light, han lige når at snuppe for næsen af Karsten Poulsen. Tænker på Ninn-Hansen, som spredte frygt, når han mødte op med ingenting i hånden og alting i hovedet. En mand, der kan det, er svær at slå ud af kurs.

 

12.3. Kl. 16.17

Har faret København rundt i sort Audi. Hvorfor har store pengetanke ikke navne, men bogstaver? ATP, PKA – sig mig var der ikke liiige råd til et par vokaler mere.

 

14.3. Kl. 15.37 Gate A11

Rylberg er der allerede. Mangler totalt topchef-evne til at komme blæsende i sidste flyet-venter-nok-på-vigtig-mand-som-mig-øjeblik. Det er vi så andre, der kan.

ISS-følget kommer med senere fly, så det er kun mig og 1 stk. CEO.

Udveksler stress-historier. Det koster at være topchef. Han har prøvet at gå ned, ikke med flaget, men venstre arm, som han en dag fik han pludseligt forbandet ondt i, ”og når man ikke har sovet i tre måneder, begynder det at kunne mærkes – ens tålmoldighedstærskel bliver urimeligt lav.” Fandt aldrig ud af hvorfor. Kan stadigvæk ikke sove på den arm. Så købte han bare en større seng, så armen kan ligge udstrakt. Sådan kan man jo også gøre.

Må huske at købe chauffør for at kurere min køre-bil-selv-fobi.

 

14.3. Kl. 17.40 (UK-tid) Himlen over England

Flymad er morsom – alle de små pakker med hyggelige overraskelser. Rylberg skal ikke have noget. Skal tabe to kilo – den tynde mand – for at blive klar til Berlin Maraton. Løb 35 km på løbebånd i går. Løb i dag med Else Marie, fordi ”hun kan lægge en dæmper på, ellers kan jeg bare blive ved,” forklarer han undskyldende.

Tænker han er en præstationsmaskine. At en virkelig udfordring for ham ikke er et maraton, men et spa-ophold med strenge påbud om at slappe heeeelt af og se samtlige 24 langsomme afsnit af Matador.

 

14.3. Kl. 20.44 Renaissance Chancery Court Hotel, London

Middag for to i loungen. Tager en cigaret. Rylberg tager tændstikkerne. Gammel vane – har taget tændstikker med hjem til sin far fra alverdens hoteller. For otte uger siden døde far’en, ”den prægtige mand”. Rylberg arvede samlingen og har puttet den i en enorm cylinderformet glasvase som mindestøtte over levet liv – både sit eget og far’ens.

Taler om Kommunismen sorte bog og andre ”langhårede” (©Rylberg) hits fra Weekendavisens bogtillæg, som han tydeligt formoder, jeg har læst. Kan man virkelig se P1-agtig ud i stilletter?

 

15.3. kl.7.30 Hotel-lobby

Fan’me tidligt for en fuldblodsjournalist. En CEO har selvfølgeligt trodset sit B-menneske-instinkt og været oppe siden kl. 5 for at stryge skjorte og løbetræne. Er vel nødt til at futte noget energi af, for at kunne virke stenrolig og confident resten af dagen.

Dagens lokale roadshowmanager: Deutche Bank

Bil stillet til rådighed: Sølvgrå Mercedes E

Chauffør: Peter af persisk oprindelse med både pli og træning i executive sikkerhed. Betryggende. SLURP! siger det, så snart bildørene er smækker, så er der centrallåst.

 

15.3. kl.7.47 Deutche Bank, City

Ankommer til morgenmøde inden morgenmaden. Analytikere flokkes om Rylberg, Rajlbørg, som han hedder her. Prøver at få ham til at sige, at dividenden går dramatisk op for 2004 ([ou får] på cool engelsk). ”Vi har sagt den skal stige, ikke drastisk, men gradvist.” Rylberg bruger tricket med at citere sig selv = ”rolig nu, intet nyt under solen.”

Early show populært.

Antal tilhørere: 16 mænd, 2 kvinder

 

15.3. kl.9.38 Merrill Lynch, City

En N/A’er (not applicable), som IR-chef Karina Deacon så poetisk har beskrevet det i rejseplanen. Merril Lynch ikke blevet spurgt om journalistbesøg ok. Rylberg insisterer på, vi forsøger. ”Investorerne taler og taler om corporate governance og åbenhed, så må de også selv give noget.” Det lykkes. Svært at sige nej til CEO live.

 

15.3. kl.11.00

We ask for three minutes silence for the terrorvictims in Madrid,” lyder det over intercom’en. Føles fjollet i lille citronfromagegult mødelokale med blankt mahognibord og butlerserveret kaffe (og diet coke on special request), men opfordringen efterkommes.

 

15.3. kl.12.48 ISS London

Roadshow A-hold, Rylberg/Deacon, mødes med roadshow B-hold Poulsen/Højlund til frokost i virksomhedens London-kontor. Så rent, at man kan spise direkte af gulvet – det er jo ISS.

Localmanager Jim Hayes, der sammen med landechef, David Openshaw har bygget hele London-forretningen op fra grunden (fra 3 til 3.500 mand), er overjoyed over det fine selskab. Han har 1000 ting at fortælle og vise og muligheder, han vil diskutere med topcheferne.

Han kender klogt deres vaner. Så der er Cola Light i rigelige mængder og tre varianter (Cola light LIME! Hvor kom dét nu fra?) og han har omhyggeligt sørget for at maden (små sandwiches og skiveskåret frugt og grønt) leveres af Eaton, så cheferne kan smage vareprøver fra det nyerhvervede cateringsfirma.

 

15.3. kl.14.35 Sølvgrå Mercedes E

Rylbergs humør: Total topklasse

Årsag: Rigtige mennesker i rigtig ISS-verden

Mentalt overskud bruges bl.a. til at grine ad artikel i Børsen, der med mange hvis’er har regnet ud af Rylberg får 15 mio. kr., i afskedsgave, hvis han bliver i ISS til han er 62. Han er 47.

 

15.3. kl.14.44 Legal & General, City

Endnu en investor uden sans for journalister, men vi forsøger. Og dog. Deutche Bank-repræsentanten fortæller, at de har ringet for få timer siden, for at sikre sig journalistens fravær.

Trækker mig.

Man forstår vel, når man er uønsket.

I hvert fald hvis man får det serveret med en klaphammer lige mellem øjnene.

Har pludseligt et langt frikvarter.

 

Ka’ godt være det hedder City of London, men i dér er ikke meget at gøre for en deltids shopaholic. Køber kaffe og bog. Også mere P1-agtigt.

 

15.3. kl.19.05 Renaissance Chancery Court Hotels topklasse restaurant

Middag med ISS’ UK management.

Drinks før middagen er mest en talemåde i ISS-sammenhæng. Rylberg noget så ualkoholisk. Da han er værten, bliver han spurgt til sidst. Tager fusen på alle, der har bestilt colaer og vand. Bestiller hvidvin.

David Openshaw ligner en hård hund i blød indpakning. På hans venstre hånd bærer han chefens kontante påskønnelse af hans indsats for at drive fremtidens forretningskoncept, facility service-markedet frem i UK – et Breitling-ur i 40.000 kroners-klassen.

Middag: Rylberg og Poulsen simultanspiser stor grøn salat (uden NOGEN former for ost) og rød bøf. Rører ikke tilbehøret. Kan ikke fordrage ”champignon og andre ting, der har groet i hønselort.”

 

16.3. kl.8.05 Enskilda, City

Møde med Invesco fund managers. Vil godt vide mere om damagecontrol-forr. i Norge, som havde et dårligt 03.

”Nu lyder jeg som en bedemand, men et godt år er masser af regn og oversvømmelser – det er som en licens til at trykke penge, i en begrænset tid.”

 

16.3. kl.11.30 Morley, City

Også en N/A’er, Rylberg vender til en JA’er. Lader Deacon køre showet – hun ka’ det ligeså udenad.

 

16.3. kl.12.22 Enskilda, City

Det er altså sådan, det er, altid at være den, der kommer i god tid. Har snart ventet i hver eneste lobby i City, og der sker aldrig no… hov, hva’ pokker, det er da…

Hooooooldt stop – jeg skal lige have et billede. Michael Pram is in the house. Som Rylberg er han handelsrejsende i troværdighed. Pram på jeg-behøver-ikke-at-bevise-en-skid-måden. Han løber m. garanti ikke. Slet ikke maraton. Og så ryger han. SÅ menneskelig. Hvis ikke for unaturligt lyseblå outerspace-øjne.

Frokost-møde et tilløbsstykke. Om det er Rylbergs Roadshow eller Pesto Chicken Supreme wrapped in Parma Ham, der trækker, vides ikke. Men kyllingen er go’. Den er fra Eaton. Så either way, vinder ISS.

Rylberg får ikke noget. Han taler. Han er faktisk flyvende nu.

 

16.3. kl.15.33 Deutche Bank Asset Management, City

Hentes af Enskilda-chauffør i sort Jaguar.

Bil har: Stil

Chauffør har: Ikke

Har til gengæld: Personlige problemer, som kun kan løses v. uafbrudte mobiltelefonsamtaler. Ku’ i det mindste sætte medhør på.

Sum af analytikeres anmeldelser af roadshow:

På skala fra 1-10 har Rylberg de sidste tre år arbejdet sig op fra 6 til 8-9. Er bedst sammen med folk, der ved, hvad det handler om. Hader åbne (uforberedte) spørgsmål. Rene 10-taller scores af folk som Ericssons Svanberg og Securitas’ Berglund.

 

16.3. kl.17.05 Fly på vej til Skotland

Rylbergs tilstand: Nærmest lykkelig

Markant stemningsskift i løbet af dagen.

Fra: Lettere sammenbidt

Til: Næsten euforisk.

Kapitalstruktur, tilbagekøb af aktier og andre kursfiksfakserier var slet ikke på dagsordenen. Mens budskabet om mere reelt værdiskabende tiltag som akkvisitioner, organisk vækst indenfor især Facility Service blev godt modtaget.

”Det er en 180 graders vending fra sidste år!”

 

16.3. kl.19.43, Balmoral Hotels Restaurant No.1, Edinburgh

Selskab reduceret til mig, Rylberg og Carsten Højlund, der er årsberetningsslæber, flyombooker og talsufflør. Drinks før middag (mest mig). Tænker det er underligt, at Højlund slæber karrieretaske med til middag.

Forklaring: Indeholder gave.

Til mig!

Gave: Kommunismens sorte bog, som vi talte om 1. aften.

Det er sådan noget man kan i toppen af corporate verdenen. Nok skal man knokle 24/7, men hvis man vil have en bog fra København til London – så får man det! Nu!

Takker for gaven. Og tilliden. (Er lixtal hos franske filosoffer ikke abnormt?)

 

17.3. kl.7.52 Kempen, Edinburgh

Rylberg altid først oppe, først ude, først fremme, først inde i bilen og først ude igen. Ikke en flig af initiativ mistes. Det hedder altså rettidig, ikke førtidig omhu!

 

Rylbergs arbejdstøj:

Jakkesæt: Ermenegildo Zegna

Skjorte: Fra Fashionable på 5th. Av. N.Y. (hvor man får matchende boxershorts pakket i lille pose, så det ligner en dukkepude) m. dobbeltmanchet, selvfølgeligt

Manchetknapper: Guldknude fra Georg Jensen

Ur: Breitling

Slips: Leonard (Rue Saint Honoré i Paris)

Sokker: Boss

Sko: ? men sikkert Church

Stil: Klassisk with a twist

Resultat: Får min stemme i årets bedst-klædte-danske-topchef-konkurrence

 

17.3. kl.9.27 coffeeshop, Edinburgh

Rylberg tjekker som i hver eneste pause mail på uundværlig Nokia Communicator.

”Incentive er gået konkurs! Det er sgu ærgerligt, når man har lagt otte år af sit liv der.”

 

17.3. kl.9.27 XX, Edinburgh

En N/A’er, men kommer med ind mod at love ikke at nævne virksomhedens navn.

Nej jeg siger det ikke!

Så spændende er det altså heller ikke. Men de har en smuk udsigt ud over Edinburgh Castle – det med tattoo’et.

De er ellers go’e på spørgsmålene – meget målrettede. De har som alle andre analytikere deres egen regnemodel, de prøver at få Rylbergs hjælp til at fylde ud, så de kan komme med deres helt eget særlige bud til kunderne på aktiens reelle værdi.

 

17.3. kl.10.56 Scottish Widows, Edinburgh

”Enkerne” har meget passende en enorm buket hvide liljer i receptionen og en stille andægtig stemning ved mødet. Rylbergs engagement usvækket. Har faktisk talt 90 procent af tiden ved samtlige møder.

Antal ? han ikke har kunnet svare på: 0

Antal ? han ikke har villet svare på: Ca. 17. Alle forsøg på at være mere specifik end årsberetningen ang. udsigterne for 04.

 

17.3. kl.12.28 Baillie Gifford, Edinburgh

N/A bli’r til NO! Så får vi prøvet det også. Tager min upassende person med på café og byder den på fish’n chips.

 

Dagens og turens sidste møde er aflyst. Firmaet har fyret 40 analytikere, så der er ikke rigtigt nogen at mødes med.

Livsnyder: Jubii to timer tidligt fri i Ediburgh, lad os kigge på byen og slappe af!

Livsyder: Jubii to timer tidligt fri i Ediburgh, lad os løbe og nå et fly!

Livsyder vinder.

 

Antal fly-afgange ændret: Alle! (Fuld valuta for businessclass-pengene)

Lars G. fra Nordea

Det har været en lidt for velbevogtet hemmelighed, at Nordea har en topchef med personality. Lars G. Nordström fortæller om alle de ting, der ikke var orden i, da han trådte til efter Thorleif Krarup og om sit anstrengte forhold til begrebet integration.

“At lave ingenting er min absolutte favoritbeskæftigelse, og en meget undervurderet aktivitet! Löhötä [leuheute], kalder finnerne det, forklarede min kollega Eira Palin-Lehtinen mig. “Interessant – der findes altså et ord for det, at jeg ligger på stranden og overvejer, om jeg i morgen skal køre til bageren og købe brød,” sagde jeg. “Nej, nej – löhötä er, når du ligger på stranden og overvejer, om du i morgen skal sende din kone til bageren og købe brød”, forklarede hun mig. Og det er lige sådan, jeg helst tilbringer mine fire ugers sommerferie.”

Det er en temmelig usædvanlig topchef, der taler, og det er helt ekstraordinært for en bankmand at være så åben, direkte og så meget sig selv, som Lars G. Nordström – i daglig tale Lars G. – er. Selv anser han sig for at være usædvanligt og ekstraordinært normal. Han bor i et almindeligt hus (det samme gennem 30 år), er gift med den samme kvinde på 38. år, arbejder i den samme bank på 11. år, og før det var han i en anden bank i 23 år. Men helt almindelig er han ikke.

Nu er det ikke med löhötä og anden lediggang, han har genskabt Nordeas selvrespekt og fået bankens børsværdi til at stige med 70 procent siden det absolutte lavpunkt i oktober 2002, to måneder efter sin tiltrædelse. Det er fordi, han gør noget. Og han mener, bankens problem netop har været: At der blev talt for meget og gjort for lidt.

Hvordan husker du selv den 25. august 2002, da du fik tilbudt CEO-jobbet?
“Jeg vidste godt, at noget var under opsejling, men jeg var overrasket over, at det gik så hurtigt, og jeg var overrasket over, at jeg blev spurgt. Jeg blev selvfølgeligt smigret, men der er også en anden dimension omkring det, der ikke er kommet så meget frem: Jeg følte et ansvar – jeg havde jo været med hele vejen. Ligesom bestyrelsesformand Hans Dalborg og ganske mange andre. Vi burde føle os forpligtede til at tage over.
Og så husker jeg, at jeg tog hjem og funderede over, hvad jeg næste dag skulle sige, når jeg dels mødte pressen, dels de 60 højeste chefer i banken. Jeg skulle både for bestyrelsen og for cheferne helst indikere en form for forandring. I stedet for at finde på en eller anden stolt programerklæring, som sandsynligvis ville blive bullshit, tænkte jeg over, hvad det var, vi savnede. Hvad det var, der ikke var godt; hvad det var, så mange inklusive mig selv ikke var helt tilfredse med. Og jeg kom frem til, at vi ikke var fokuserede. Vi havde gang i for mange ting på en uorganiseret måde. Det gik for langsomt, og vi var for bekvemme. I hvert land sad der flere tusinde kompetente personer med armene over kors og sagde: Vi er den største bank i Finland, vi er den næststørste bank i Danmark, hvorfor skal vi anstrenge os for meget? Vi måtte altså få mere performance-orientation ind i organisationen. Så jeg kom frem til nøgleordene: Focus, speed & performance. Det sagde jeg fra dag et.”

Hvem havde du diskuteret det med?
“Ingen. Det handlede om, hvad JEG syntes, ikke var godt, og hvad JEG mente, der krævedes, for at det blev bedre. Focus, speed & performance var svært at argumentere imod, så det blev hurtigt etableret i bestyrelsen og ledelsen og senere er det spredt ud i organisationen. I en stor organisation er der ofte forskellige tolkninger, men fokus, det er alle med på, betyder, at gøre det man er god til. Men hvad, ikke alle forstår, er, at det også gælder om at have modet til at afvikle, forandre, sælge, lukke det som ikke er godt.”

Jeg har en stor respekt for tilfældigheder. Kompetence er nok en platform, men held og timing er afgørende.

Havde du nogensinde selv forestillet dig, du kunne nå helt op i toppen?
“Nej, det havde jeg ikke tænkt på. Jeg har i løbet af min karriere flere gange fået job på grund af timing og har derfor den indsigt, at det handler vældig meget om det. Var det her sket seks måneder før, eller seks måneder senere havde jeg formodentlig ikke været kandidat. Og det havde jeg heller ikke været ked af.”

Kompetencemæssigt kunne du vel ligeså godt have efterfulgt Dalborg i 2000 fremfor Thorleif Krarup?
“Men det handler ikke bare om kompetence. Jeg arbejdede i Skandinaviske Enskilda Banken i mange år. 1984-85 var jeg filialchef, 1986 blev jeg regionbankchef, og 1987 blev jeg chef for alle filialerne, fordi der var en chef, der gik på pension og en anden, der blev syg. Så jeg har en stor respekt for tilfældigheder. Kompetence er nok en platform, men held og timing er afgørende.” Hvad sagde din kone og datter? “De sagde: “Vi ved, at du vil, så det er klart, du skal gøre det.” Selv sagde jeg også lidt naivt, at hvis man er tenor og får tilbudt arbejde på Metropolitan, så siger man ja. Men jeg indså også, at der ville være ganske meget arbejde. Og senere i processen blev jeg ret bekymret, fordi der var så meget som ikke var i orden – nogle gange er det nok godt, man ikke får tid til at tænke sig om.”

Hvad var der ikke orden i?
“Der var for meget, der ikke var gjort. Mange sager som var påbegyndt, mange hensigtserklæringer om, hvad man skulle og ville gøre, men meget lidt action.”

Hvordan så du oprindeligt selv på ideen om en stor nordisk bank?
“Jamen, jeg var jo med. Jeg ledede strategiarbejdet i den gamle svenske Nordbanken og tog til Helsingfors og mødtes med Meritabankens folk. Vi satte os ned og talte i tre måneder om, hvad vi havde af vurderinger, hvordan vi ville drive lokal bankvirksomhed, hvad en god personalepolitik indeholdt, og på den måde byggede vi en ganske god platform for fusionen. Vi tog ikke investmentbankere ind til at lave økonomiske vurderinger – det handlede vældigt meget om virksomhedsværdier.”

Så det var dit projekt fra starten?
“Ja, jeg var helt inde i det praktiske, også da vi startede en lignende proces med Unibank. Men jeg tror ikke, vi gjorde hjemmearbejdet ligeså godt, som vi havde gjort, da Merita og Nordbanken skulle fusionere. Det viste sig senere, at der var en del misforståelser. Men det var også to dobbelt så store banker, der skulle fusionere, så det blev naturligvis sværere.”

Hvad var dit forhold til Thorleif Krarup?
“Det var ok. Jeg havde ind imellem andre meninger, men jeg var loyal. Og efter hans afgang havde vi også en god dialog. Han har været helt loyal med den nye ledelse den tid, han blev i banken.”

På en skala fra 1-10, hvor dygtig var han?
“Man må ikke forveksle dygtighed med de muligheder, han havde. Helst vil jeg ikke kommentere det, for man kan så let tage fejl. Men da Nordea blev bygget, blev det for kompliceret. Det var det nok nødt til, ellers var det måske ikke blevet til noget. Det, vi – inklusiv Thorleif – gjorde galt, var, at vi lod for lang tid gå, inden vi tog fat i tingene. Jeg tror, Thorleif skulle have været lidt mere hands-on i visse situationer. Men man kan spørge, om han fik muligheden for at gøre det. Jeg oplevede, at der i bestyrelsen var en del viften med de nationale flag. Både i bestyrelsen, på generalforsamlingen og på ledermøder sad man sammen efter nationalitet. Der var lidt for meget Nordisk Råd over det. Og man burde nok have skåret igennem og sagt: Nu bliver det sådan her! Det gjorde Thorleif ikke. Jeg ved ikke, om han ikke kunne, ikke ville, eller ikke indså det – sandsynligvis var det en blanding. Og han havde naturligvis en svær opgave – no doubt.”

Det har du vel også?
“Jo, men jeg er så gammel og uræd, at jeg gør det. Det er også spørgsmål om timing. Jeg har fuld opbakning fra bestyrelsen, der siger: “Du har ret – vi må reducere kompleksiteten”. Var Thorleif kommet for tre år siden og havde sagt, at nu må vi reducere kompleksiteten, er det muligt bestyrelsen havde sagt: Ahh, tag det nu roligt.”

Har du så ladet være med at spørge, men bare gjort?
“Både og. Reducing complexity har jeg talt meget om, og så er der en anden sag, som jeg også har debatteret heftigt med Thorleif, nemlig det store integrationsprojekt, vi startede.”

Integration af hvad?
“Præcis – det var mit spørgsmål: Hvad for en integration? Uanset hvad intentionen var, så blev resultatet: En dansker, en finne, en nordmand og en svensker – ja det lyder som begyndelsen på en vittighed – de samles og sagde: Lad os integrere. Og integration er et nice word – ingen kan være imod integration. Men for det første koster det penge, og for det andet bliver det ikke rigtig godt. I hvert fald ikke i vores tilfælde, hvor man tog lidt fra hvert land og lagde det sammen, fordi det skulle være lige. I stedet skulle man have sagt, at jeg er dansk chef for lønningskontoret, og nu bestemmer jeg, at vi bruger den norske model, og så nedlægger vi de andre. Det skal ikke handle om integration, men om at beslutte hvilken model, vi skal vælge. Sådan skulle vi have gjort meget mere i stedet for at bruge kræfter på en integrationsproces.”

I er en pannordisk bank – hvad betyder pannordisk?
“Ja, jeg forstår det heller ikke. Jo, jeg forstår det, men jeg synes, det er unødvendigt. Altså jeg er da ligeglad med om Nestlé er paneuropæisk – hvis jeg vil have kaffe, vil jeg bare have god kaffe, hvor den så end kommer fra. Jeg synes, man skal være lidt profan omkring det.
Nøgleordet er ikke nordisk. Nøgleordet er én – en bank, en virksomhed, en kultur, et kundekoncept, et fordelsprogram, et it-system.”

Du har været bankmand hele dit liv – hvad betyder penge for dig?
“Handlefrihed.”

Hvad bruger du penge på?
“Ikke noget særligt. Jeg har en normal baggrund, en normal økonomi og en normal levestandard.”

Så må du da have mange penge i banken?
“Ja, det har jeg. Jeg kan lide at være likvid. Det lærte jeg under studietiden, hvor jeg overhovedet ikke havde penge.”

Jeg er ikke så vild med ting. Altså mit første musikanlæg var godt, mit andet var bedre og det tredje bedre endnu. Det synes jeg i to tre uger, men derefter er det der jo bare!

Hvad synes du nu, det er rart at bruge penge på?
“At kunne betale! Regninger, rejser og den slags. At være i stand til at betale. Jeg og min kone har haft så mange lange perioder, hvor vi ikke har haft ret mange penge. Det var faktisk ganske sent, jeg fik min første direktørpost og en god løn – for 17 år siden. Med den position fulgte i øvrigt en personal banker. Og hun spurgte, om hun skulle hjælpe med at placere mine midler. Nej, sagde jeg – det, du kan hjælpe med, er at sørge for, at jeg har likviditet. Jeg vil have kontanter! Og det lever jeg stadig efter.”

Med din løn i dag må du have en meget stor likviditet?
“Jeg har nogle millioner i banken, så jeg er absolut likvid. Jeg investerer ikke i kunst, i aktier, i dyre biler. Og at ligge på stranden uden at gøre noget er jo praktisk talt gratis. Jeg har to huse, som jeg ejer 50-50 med mine kone.”

Har folk generelt fortjent det, hvis de har mange penge?
“Nej, jeg tror ikke, man kan drage den konklusion. Hvor mange penge har brødrene Laudrup? De var dygtige fodboldspillere, men de var det i en tid, hvor man kunne tjene penge på det. Man skal selvfølgeligt have en grundlæggende kompetence, men jeg kender mange kompetente bankfolk og mange kompetente fodboldspillere, som ikke tjener så meget, så held og timing betyder alt. Når man er i den liga og lønklasse, hvad enten man er fodboldspiller, kunstner eller bankdirektør, så bliver pengene en målestok. Så er det ikke kroner længere, men point. Jeg ligger i den lave ende, når jeg sammenligner mig med andre store virksomhedsledere – det er der mange, der påpeger. Jeg behøver ikke flere penge, men på den anden side: Skal Peter Straarup tjene mere end jeg? Men fordi jeg tror, at held, timing og tilfældigheder spiller ind, så husker jeg på, at det her heller ikke er en objektiv målestok, så jeg har selv valgt ikke at gå så hårdt efter det. Min grundløn er 6,5 mio. svenske kroner og med bonus tjener jeg 7-8 mio. Men der er børsmæglere i Sverige, der tjener 10-12 mio., og så synes mine medarbejdere, at jeg burde være mere aggressiv: Men det er, som det er, og jeg er ikke ulykkelig.”

Hvilken materiel genstand er du gladest for?
“Mit hus, tror jeg. Det er et helt almindeligt hus, så det er for at have et sted at bo. Jeg har faktisk altid sagt, og det er ikke fordi, jeg tilhører den generation, der var ung i 1960’erne: Man behøver ikke at eje. Jeg er ikke så vild med ting. Altså mit første musikanlæg var godt, mit andet var bedre og det tredje bedre endnu. Det synes jeg i to tre uger, men derefter er det der jo bare!

Hvad kan gøre dig bange?
“I min profession er man jo i bund og grund risikobedømmere, og jeg er miljøskadet. Min familie siger, at jeg ikke behøver at tro det værste. At spekulere over om flyet bliver aflyst, at bussen ikke går, eller at vaskemaskinen går i stykker, mens vi er væk. Nej, det behøver man ikke, men eftersom det kan ske… Når man risikovurderer, er man altid lidt bange. Men det er ikke sådan, at det forstyrrer min nattesøvn.”

Ved at risikovurdere hele tiden er du vel også i kontrol?
“Ja, det indgår da i hvert fald. Der er en, der har sagt, at verden er fuld af katastrofer, der aldrig sker, og det er så sandt. Men jeg når altså ofte at tænke, at det kan hænde. Det er muligt, det er for at stay in control – det er ikke en dårlig psykologisk teori.” Lige da Lars G. Nordström blev udnævnt til Nordeas CEO på sin 59 års fødselsdag, blev der været talt meget om, hvornår han går på pension. Men af en eller anden grund er emnet ikke så interessant mere, selvom han sidste år ramte bankens officielle 60 års pensionsalder. Hans kontrakt er efter sigende en helt almindelig direktørkontrakt og skal i hvert fald ikke genforhandles det første års tid. Og som bestyrelsesformand Hans Dalborg siger: “En CEO skal bevise sig værd – hver eneste dag.”

Alderen har faktisk været en fordel for Nordeas topchef. Ikke kun på grund af erfaringen, som altid er handy i den position. Men den har også givet ham en vis frihed. Den har gjort ham “orädd”. Han gør det, han selv synes, er rigtigt, og hvis bestyrelsen er uenig, eller i morgen mener, der skal nye boller på suppen, så er det i orden med ham, for han står på karrierestigens sidste trin og skal ikke please nogen. Og han frygter ikke livet uden for direktionsgangens stramme tidsskemaer.

“Jeg har jo den indstilling, at det er ganske rart at lave ingenting, så det bekymrer mig ikke. Jeg vil synes, det var rart, hvis min kompetence kan bruges på nogle bestyrelsesposter, men ellers må det være dejligt at have tid. Jeg har ingen planer, selvom mange siger, jeg burde have det. Det er ligesom dengang man var en lille dreng, og folk spurgte, hvad man skulle lave i hele sin lange sommerferie. Det havde man jo ingen problemer med. Og jeg føler heller ikke, at jeg får nogen problemer med det nu.”

©Hanne Sindbæk

10 hurtige til Lars G.

Hvad er dit væsentligste karaktertræk?
At jeg er så normal!

Hvilken egenskab vil du helst eje?
Jeg er faktisk ganske tilfreds med den kombination af egenskaber, jeg har, blandt andet fordi det er lidt sent at prøve at ændre det.

Hvad er din største fejl?
Mangel på selvkritik, ha ha – nej egentlig synes jeg bare, at mennesker er forskellige. Og jeg er forskellig i forskellige situationer og sammen med forskellige mennesker. Jeg kan opfattes vældig glad og blød eller som kølig og resultatorienteret – det beror på situationen. Jeg synes, det er vanskeligt at drage langtrækkende karakterslutninger. Der er store filosoffer, der har spekuleret i, hvad virkeligheden er og hvordan man opfattes. Jeg har vældig svært ved at bedømme det, for forskellige mennesker opfatter mig forskelligt.

Men hvad irriterer dig mest ved dig selv?
At jeg giver for lange svar på enkle spørgsmål! Hvad er din stærke side? At jeg ofte kan se begge sider af en sag. Det er en styrke, men faktisk også en svaghed, for det kan være en spejling af, at man er lidt for kontrolleret, lidt for both ways. Det beror på situationen, om det er en fordel eller en ulempe.

Er du temperamentsfuld?
Ja, men det er også sådan, at når jeg bliver virkelig forbandet, så bliver jeg helt cool og kontrolleret. I mange situationer når jeg at indse, at ok nu er jeg gal, så træk vejret og fokuser.

Hvad kan gøre dig gal?
Double crossing, uhæderlighed, folk der løber fra deres ord. I sådanne situationer har jeg sværere ved at kontrollere mit temperament.

Hvilken musik holder du af?
Klassisk, så er det Mahler, operaer, der ikke er for avancerede – mest Puccini. Jazz, gammeldags rock som især Rolling Stones og så Shubidua.

Hvad kan du lide at bruge penge på?
At kunne betale! Regninger, rejser – at være i stand til at betale.

Blå Bog

Navn: Lars Göran Nordström
Alder: 60 år
Job: Koncernchef i Nordea
Baggrund: Næsten-jurist fra Uppsalas Universitet – manglede stadigt det sidste fag, da han fik tilbudt et godt job i Skandinaviska Enskilda Banken, SEB, i 1970. Støt stigende karriere i SEB, hvor han sluttede som executive vicepresident i 1989, hvor han blev hentet til et chefjob i Nordbanken. Ledede både strategiarbejde og praktiske forhandlinger omkring fusionen først med finske Meritabanken, siden med Unibank, som blev til Nordea. Her var han chef for den største del af forretningen, nemlig retail, inden han til sin egen overraskelse blev bedt om at overtage ledelsen, da Thorleif Krarup i 2002 trådte tilbage.
Privat: Bor i Uppsala i det samme hus gennem 30 år og er på 38. år gift med Anne-Charlotte (kaldet Lotta) Nordström, som oprindeligt er uddannet håndarbejdslærer, men senere uddannet i pædagogik og metodik, som hun har undervist i på Uppsalas Universitet. Hun har dog orlov i år for at prøve kræfter med sine kunstneriske talenter. Sammen har de datteren Karin Nordström, der er 27 år, grafisk designer og ansat på et reklamebureau i Stockholm.