”Livet SKAL leves – med glæde”

Når livet forandres for altid: Hvad gør man, når ens livsledsager gennem 35 år dør, og kaos truer? Dansk Industris adm. direktør Hans Skov Christensen lagde en strategi: Den første uge ville han tilbringe alene, de første tre måneder ville han afstå fra selskabelighed, og det første år, ville han gennemleve som normalt, men nu alene. Og han ville ikke tale offentligt om det. Her fortæller han om sin kones sygdom, død og om sit liv derefter. Et liv, der SKAL leves med glæde. ”Det har man pligt til,” siger han.

Det er et år, otte måneder og 17 dage siden, Hans Skov Christensens liv blev forandret for altid. Der smutter stadigt et ”vi har…” og ”Vibeke er…” ud en gang imellem. 35 års tæt ægteskabeligt samliv sætter sine markante spor, også på talemåder og tankegange.
Han var ved hendes side, da hun døde som kun 59-årig efter et års barsk kræftsygdom. Det er svært at tale om. Stemmen knækker en gang imellem. Men det er vigtigt for ham at sige, at livet er gået videre. Også for ham. For livet SKAL leves. Med glæde. Det har man pligt til. Som det hedder i Jørgen Gustava Brandts salme, der blev sunget ved Vibeke Skov Christensens begravelse:

”Tænk, at livet
koster livet!
Det er altid samme pris.
Kom med glæde!
Vær til stede!
Tanken spreder øjets dis;
rigt og bredt går livet ned
i evighed.”

Hvordan har du kunnet leve dagene med glæde?
”Glæden kommer ikke indefra en selv, den kommer i samvær og samvirke med andre – i den fase primært med mine børn. Det er da en glæde at opleve, at mine børn får det bedre på grund af mig – i forvejen har de det slemt nok, fordi deres mor er død. Jeg bilder mig i hvert fald ind, at jeg har kunnet hjælpe. Jeg har altid haft et nært forhold til dem, og efter Vibekes død har vi selvfølgeligt været mere sammen end ellers. Vi har i fællesskab kunnet hjælpe hinanden med at komme videre. De har også taget sig af mig. Jeg tror, hvis du spurgte dem, ville de sige, at det er ikke mig, der har taget mig af dem, men dem, der har taget sig af mig.”
Er du god til at blive taget dig af?
”Nej, det tror jeg ikke. Jeg kan bedst lide at være den, der tager mig af andre. Jeg er alt for genert til, at jeg har det godt med, at andre gør noget for mig. Når man har børn, nytter det heller ikke noget, at man stiller sig hjælpeløst an – så kommer vi jo ikke videre.”
Har der været andre, der kunne hjælpe?
”Der er mange gode og nære venner, der har taget sig godt af mig – og de har haft lyst til at tage sig mere af mig, end de har fået lov til.”
Holdt en bred kreds underrettet
Har du talt meget om Vibekes død?
”Jeg skrev til en ret stor kreds undervejs i løbet af hendes sidste år. Jeg gjorde mig det til en vane at skrive sådan en rapport. Der er mange mennesker, der har svært ved at spørge om noget, der er ubehageligt. De ved ikke, om det er en hjælp eller det modsatte. Derfor tænkte jeg, at mine nærmeste kolleger i DI, som jeg mødte hver dag, de skulle ikke have det problem. Så når der var noget nyt at berette, skrev jeg en mail til dem om, hvordan det var, og hvad der skulle ske. På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg lige så godt kunne sende en kopi af den mail til en række andre, og det gjorde jeg. Det betød, at der ikke var nogen af dem, jeg omgikkes jævnligt, der ikke vidste, hvordan landet lå, og så kunne de spørge ud fra det. På den måde, var der mange, der levede med i processen, og de har været glade for at få de mails.”
Hvad så da hun døde?
”Jeg ringede til min sekretær, som på mine vegne sendte en mail til den gruppe om morgenen, hvor det var sket om natten. Dagen efter skrev jeg selv en mail om de praktiske forhold – begravelsen og den slags, som jeg ved, man vil være interesseret i, ikke mindst i en sommerferieperiode.”
Hun havde været syg et år, hvordan oplevede du det, at hun døde?
”Det var taknemmeligt. Hun skulle ikke leve længere. Jeg var der sammen med min søn, og vi følte os taknemmelige over, at hun fik lov at dø, og at vi var med til at følge hende i det sidste forløb.”
Hvordan kan det være, at hun var derhjemme?
”Der boede hun jo! Vi levede livet, så normalt som muligt. Vibeke ville ikke leve som en, der klippede dage af – det var hun meget præcis omkring. Hver gang hun mødte en ny læge, sagde hun: ”Du har sikkert læst min journal og har muligvis en mening om, hvor længe jeg skal leve, men den mening kan du holde for dig selv! Jeg er ikke statistiker, og det siger mig intet, at jeg har 35 procents chance for at leve om fem år. Jeg ved, jeg skal leve kortere, end jeg havde håbet, men jeg vil leve hver dag i tanken om, at det er en almindelig dag.”
Kunne du også købe den filosofi?
”Ja, selvfølgeligt. Og så drejede det sig om, at få det hele til at fungere så godt, som det kunne.”
Og hjem skulle hun?
”Ville hun!”
Der var vel også nogle praktiske problemer i det, for frisk var hun vel ikke?
”Nej, men der er fremragende hjemmesygeplejersker på Frederiksberg, der var gode venner og god familie. Der var folk omkring hende, når hun ville have det. Min søster, som er sygeplejerske, var undervejs i processen meget hjælpsom. Jeg valgte med hjælp fra gode kolleger at passe mit arbejde, men lave lidt mindre end jeg burde have gjort. En gang imellem var jeg nødt til at være væk, og så boede først vores søn, Jens, senere min søster hos Vibeke.”
Hvor meget var du der?
”Jeg var meget hjemme – jeg skulle også lave mad om aftenen. Det er ellers ikke noget, jeg har gjort før. Men man kan læse sig til meget i Frøken Jensens kogebog. Jeg var ret stolt en dag, hvor jeg havde lavet stegte ål og stuvede kartofler – det fik ros af Vibeke, som selv var en fremragende kok.”

Jeg havde også den meget store glæde, at vi fik arrangeret en begravelse, hvor der ikke er noget, jeg kunne have ønsket mig anderledes. Det giver et godt roligt afsæt videre frem.

Hvordan bearbejdede du sorgen?
”Der er stor forskel på, om døden kommer som en meget stor overraskelse, eller man godt ved, hvad vej det går og tankemæssigt begynder at indstille sig på det. Min far faldt om på gaden og var død, da jeg var 23 år, så det kom brat. Da min mor døde for ni år siden, var jeg hos hende de sidste to døgn. Hun lå i sengen på hospitalet med mig på den ene side og min søster på den anden, og vi sad og nussede hende lidt. Da nåede jeg, at blive fuldstændig afklaret omkring hendes død. Hvor min fars død kom som et chok, levede jeg med i min mors, kunne konstatere, at hun blev stadigt svagere, og til sidst døde. Den proces sammenligner jeg med mine børns fødsel. Det er noget af det smukkeste, jeg har oplevet. Nogle vil synes det er en malplaceret sammenligning. Men det var hverken unaturligt eller svært. Det var det heller ikke, da jeg og børnene var omkring Vibeke, da hun døde. Det har været en meget betydelig hjælp for os alle. Jeg tror også, det er godt, at man, når man står på kirkegården, kan minde sig selv om, at man den sidste dag sagde: Hvor er det godt, hun får lov at dø. At man ligefrem bad om, at hun måtte få fred.”
Hvordan kom du igennem de første tre måneder?
”Der var mange praktiske arbejdsopgaver med at få ryddet op i Vibekes tøj, noter og notater. Finde ud af, hvad der skulle gemmes og smides væk. Der mange ting at gå igennem efter en, som har haft et meget aktivt liv. Og der skulle skrives breve til folk – desværre er det ikke alle, jeg har fået skrevet til. Jeg hørte fra 150 mennesker inden begravelsen, og et større antal i forbindelse med begravelsen.”
Hvad betød det for dig?
”Det betød meget – jeg fik mange gode breve, som beskrev sider af Vibeke, jeg ikke havde oplevet. Episoder og begivenheder i forbindelse med hendes arbejdsmæssige aktiviteter, også breve fra mange tidligere elever og deres forældre, der fortalte, hvor meget Vibeke havde betydet for dem. Jeg havde også den meget store glæde, at vi fik arrangeret en begravelse, hvor der ikke er noget, jeg kunne have ønsket mig anderledes. Det giver et godt roligt afsæt videre frem.”
Hvordan tacklede du livet efter Vibekes død?
”I den situation er det alt for kompliceret, besværligt og umuligt at skulle tage stilling til alting hele tiden. Så jeg lagde en plan. Den første uge ville jeg være helt alene i vores lille skovejendom i Jylland, og de første tre måneder ville jeg ikke tage del i nogen form for almindelig selskabelighed – biografer, teatre, middage hos venner og bekendte. Jeg ville selvfølgeligt deltage i, hvad jeg skulle, af nødvendige arbejdsmæssige spisninger med internationale forbindelser, men jeg ville ikke som privatpersonen Hans. Det gjorde tingene enklere. Min sekretær vidste, at hvis der ringede nogen, så kunne jeg ikke frem til skolernes efterårsferie, og derefter kunne jeg godt. Så slap jeg for at skulle tage konkret stilling til, om jeg syntes, tiden var kommet til det eller ej.
Jeg besluttede mig også for, at jeg ville gennemleve et år med alle de ting, jeg havde vænnet mig til at opleve sammen med Vibeke – dem ville jeg nu opleve alene. På samme måde som vi altid havde gjort det. Jul, påske, pinse, og fødselsdage – køre et år igennem på den måde. Og jeg ville i det år ikke tage beslutninger om nogen forandringer i mit liv. Hvis nogen havde tilbudt mig et drømmejob, som jeg ellers aldrig ville kunne sige nej til, var jeg derfor på forhånd afskåret fra det, og hvis der kom en og tilbød mig en enorm sum for mit hus, ville jeg ikke have solgt det. Derved var jeg fri for at skulle tage stilling til noget som helst. Efter det år kunne jeg så begynde at lave forandringer – en af dem har bestået i, at jeg har fået lavet et større tagarbejde på mit hus, og en anden i at jeg nu kan invitere gæster alene.”
Hvordan kom det sig med den strategi?
”Fordi man kan ikke håndtere alle mulige enkeltepisoder, hvis man ikke har en mønster at gøre det ud fra. Derfor kan man ligeså godt forudseeligt gøre det op.”
Var det noget, du snakkede med nogen om?
”Nej, det var noget, jeg fandt ud af i perioden mellem min kones død og hendes begravelse. Så da hun blev begravet, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre dagen efter. Det har været meget nyttigt.”

Date – det hedder det nu om stunder? Det har jeg ingen forestillinger om. Men det er da heller ikke sådan, at jeg tager afstand fra det.

Da de første tre måneder var gået, og du kunne gå ud igen, følte du så, det var et godt tidspunkt?
”Nej, jeg syntes, det var underligt – det synes jeg stadigvæk, det er. Men det kan jo ikke nytte noget at holde op med at fungere – det ville også være helt i strid med, hvordan Vibeke ville mene, jeg skulle agere.”
Alle disse første gang’er – hvordan har det været?
”Det har da været svært for mig. Det er svært at gå ud alene, at gå i teatret alene – det er meget sjældent, jeg gør det nu, selvom jeg godt kan lide at gå i teatret. Men det er underligt at gå ud alene, komme hjem alene og ikke have nogen at tale med om det, man har oplevet. Og så er der alle traditionerne, f.eks. en traditionsrig middag i DI, hvor min kone og jeg plejer at stå sammen og byde velkommen. Det er svært at stå der alene og byde velkommen til alle de mennesker, som godt ved, at det ikke er let. Men anden gang er det lettere end første gang.”
Hvad med ferierne?
”Der rammer du nok det punkt, hvor der er en klar adfærdsændring. Jeg synes ikke, der er noget ved at have ferieoplevelser alene. Selvom jeg gerne vil til Toscana, Caribien eller Mallorca, så kunne jeg ikke drømme om at tage af sted mutters alene og sidde der og læse en bog, og spise middag alene på hotellet. Så vil jeg hellere være hjemme eller foretage mig noget aktivt på vores skovejendom i Jylland. Der er mange gode og søde mennesker, der har foreslået, at jeg skulle besøge dem i deres sommerhuse, eller tage med dem på ferie, men det har jeg ikke lyst til. Jeg har mest lyst til at være mig selv. Og det kunne jeg jo godt sammen med Vibeke. Så i stedet har jeg besøgt min søn i Afrika og min datter og hendes familie i England. Og i år skal vi alle sammen mødes til en ferie i Frankrig.”
Hvornår følte du, at du fik kontrol over dit liv igen?
”Jeg tror, at det forhold, at jeg reelt det sidste år var blevet bestyrer derhjemme på en ny måde, havde gjort, at jeg var blevet klar over, at jeg godt kunne finde ud af det – jeg er ikke ubehjælpsom.”
Giver det også en vis frihed at være alene?
”Det kan man vel sige, for der er ingen at tage hensyn til. Nu sidder vi her og klokken slår seks, men jeg behøver ikke have dårlig samvittighed. Det kan godt være, jeg havde lovet mig selv at være hjemme, men det har jeg retten til at dispensere fra.”
Er det så positivt nogle gange?
”Næh, det synes jeg ikke. Jeg har ikke noget at bruge den frihed til – altså, jeg kan nå en bunke mere på bordet og hvad så? Det er nok forskellen på død og skilsmisse. Hvis man bliver skilt, kan jeg forestille mig, at man kan føle en frihed.”
Du skal vel også ud og date igen?
”Hvad for noget?” Date – det hedder det nu om stunder? Det har jeg ingen forestillinger om. Men det er da heller ikke sådan, at jeg tager afstand fra det. Men jeg er ikke aktivt søgende. Jeg tror ikke, du kommer til at finde mig på scor.dk – er der noget, der hedder det?”
Hvordan har du det nu?
”Godt! Jeg siger ikke, jeg har det supergodt. Men med de givne konditioner har jeg en fin tilværelse. Jeg glæder mig over mine børn, over de folk jeg arbejder sammen med. Jeg glæder mig også over foråret og over, at der begynder at dukke liljer op.”
Hvornår savner du Vibeke mest?
”Det er i øjeblikke og situationer – ikke faste tider på dagen. Nogle gange har jeg meget glæde af, hvis jeg trænger til noget frisk luft om aftenen, at spadsere hjem fra kontoret, og gå omkring kirkegården og sige godnat. Det har jeg det godt med. Så tænker jeg på, at Vibeke havde levet et stærkt og godt liv og på, at det ikke nødvendigvis er livets længde, der er afgørende, men livets indhold. Det, der er centralt i livet – det der koster livet, er, at man ikke kan leve og leve aktivt hver dag, hvis man ikke ved, det har en pris. Du kan mure dig inde, træffe alle mulige sikkerhedsforanstaltninger, gøre noget helbredsmæssigt, og måske til sidst sørge for at blive frosset ned, til de finder en kur. Du kan lade være med at flyve, for så risikerer du ikke at falde ned. Eller også kan du vide, at det at leve betyder, at du bruger dig selv, og på et tidspunkt har du brugt dig selv så meget, at du ikke skal være her mere – at du ikke har mere tilbage. Livet koster livet – og det er godt, som Jørgen Gustava Brandts salme slutter:

”Godt, at livet
koster livet!
Godt at synge dagens pris.
Det er glæde,
alt til stede,
i ét nu er paradis.
Tørstende når roden ned
i evighed.”

©Hanne Sindbæk

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *