”Der er altid nogen, man vil vise sig for”

Jan Stig Andersen, tidligere kronprins i Ecco, kommende konge over Brandtex, har samlet på mentorer. De to vigtigste har uden tvivl været faderen, der var teknisk direktør i Dansk Supermarked, og Eccos stifter, Karl Heinz Toosbuy – vise mænd, som det har været værd at vise sig for.

De fleste ville nok gå i stress-koma, hvis de havde bare en brøkdel af Jan Stig Andersens program for tiden. Han er ved at flytte fra USA til Danmark, sige farvel til Ecco, hvor han er direktør for Nordamerika, Latinamerika og Canada, og goddag til Brandtex, som han skal være topchef for. Sammen med familien har han indlogeret sig i kælderetagen hos sin mor i barndomshjemmet i Højbjerg i udkanten af Århus, mens de kigger på hus (i Silkeborg), på skoler til børnene, på biler, møbler og inventar til det nye hjem, de altså endnu ikke ved, hvor er. Samtidig er der et hus og to biler i USA, der skal sælges, og der er et hjem, der skal pakkes ned og sendes til Danmark. Men Jan Stig Andersen og familie virker ualmindeligt afslappede. ”Jeg tror, den eneste sikre tilstand, vi har idag, det er forandring. Jeg tror ikke på, at en virksomhed eller for den sags skyld en familie har en situation, der er statisk. Hvis der ikke er en forandringsproces igang, så er det tilbagegang. Forandring er det eneste holdepunkt, man har, og det lever jeg egentlig fint med,” siger Jan Stig Andersen. Han er på vej til USA for at afslutte sit liv derovre, både det private og forretningsmæssige, mens Lone og de to børn, Mads og Louise, bliver i Danmark og fortsætter hus-, bil-, skole- og inventarjagten.

”Vi har været vant til at arbejde på den måde altid. De sidste fem år i USA har jeg rejst mellem 150 og 170 dage om året, så dem der hjemme skal være rimeligt selvstændige, og det er Lone. Når man rejser meget, har konen og børnene deres helt eget liv. Hvis jeg kommer uventet hjem en eftermiddag, så er jeg nødt til at acceptere, at de ikke er hjemme, bare fordi jeg tilfældigvis er det.”
Er man så lidt turist i sin egen familie?
”Nej, men det er en fare, man skal være opmærksom på. Man skal sørge for hele tiden at engagere sig i, hvad børnene og ens kone laver og sørge for, at de også engagerer sig i det, jeg laver. Man skal passe på ikke at blive gæst i sig eget hus. Når familien har det program, de har – f.eks. har Lone lavet frivilligt arbejde på biblioteket i skolen og været med til mange skolearrangementer og hjulpet til med både ballet og gymnastik, så kan det ikke nytte at ærgre sig, hvis de ikke lige er der, når jeg kommer hjem. I stedet må man være stolt over, at de faktisk gør alle de ting, de gør, er dygtige til det og hjælper andre mennesker.”
Lå det i kortene, at I skulle hjem til Danmark nu?
”Nej, det gjorde det ikke. Hele familien var glade for at være i USA.”
Men det lå vel i kortene, at du var nået så langt i Ecco, som du kunne?
”Det er rigtigt. Men vi regnede med, at vi skulle blive i USA, og jeg fik også nogle virkeligt gode tilbud. Men som et lyn fra en klar himmel ringede der en headhunter og ville have mig til Danmark. Jeg fortalte ham, jeg kun var interesseret i sko- og tøjbranchen og faktisk slet ikke havde lyst til at tage hjem. ”Jamen, det er indenfor tøjbranchen – hvad skal der til, for at du er interesseret,” spurgte han. Så skal det være Brandtex, sagde jeg. Og det var det så!”
Hvorfor skulle det det?
”Fordi det er en rigtig spændende virksomhed. Der er tre store: Bestseller, Brandtex og IC Companys. Bestseller gør det allerede supergodt – det er juvelen i den danske tøjbranche. Brandtex; det er den uslebne diamant – der er så mange ting, der kan gøres, og jeg kan næsten ikke vente på at starte 1. september.”
Det her er dit barndomshjem – hvad er det første, du kan huske?
”Min mor og far byggede det her hus, da jeg gik i 5. klasse – de har selv tegnet det og designet al ting. Min far var teknisk direktør i Dansk Supermarked, hvor han arbejdede tæt sammen med Herman Salling i 39 år. De havde én butik, da han blev ansat, og han har så bygget alt, der er kommet til siden, for han var ansvarlig for al byggeri og inventar . Husbyggeriet her var en hobby for min mor og far. Jeg kan huske, hvordan jeg som lille dreng blev hevet med herud til byggeriet hver eneste aften. Far var udlært elektriker og gik selv og hjalp elektrikerne med at trække ledninger.”
Hvordan er du opdraget?
”Mine forældre har altid haft den opfattelse, at det var vigtigt, at jeg dyrkede sport og lavede det, jeg havde lyst til, for man kunne tidligt nok komme inde i det, der hed et seriøst liv. De har ikke pacet mig for, at jeg skulle være den bedste i skolen, men de ville godt have, man var i den bedste halvdel. Min far og mor kørte mig rundt til alt det her sport. Jeg har dyrket judo, bordtennis, håndbold, fodbold, badminton, squash og tennis, så min mor var en slags taxachauffør, og min far var også med hver eneste weekend, når han kunne – han arbejdede ret meget, men de var meget engagerede i både min lillebrors og mit liv.”

Jeg tror, vi egentlig alle sammen ofte gør ting, for at vise andre, hvad vi kan. Her havde jeg en, jeg skulle vise, jeg kunne.

Hvordan var din far?
”Han var en seriøs hårdtarbejdende barsk fyr med et stort hjerte. Hans et og alt var hans børn og siden også hans børnebørn. Der var ikke noget, der var vigtigere end det. Men ellers var det hårdt arbejde – han var helt væk i Dansk Supermarked og arbejdede mange timer.”
Hvad betød han for dig?
”Rigtig meget – han var faktisk min mentor. Jeg ringede tit og fortalte ham, hvad der skulle ske i løbet af dagen, og om aftenen var det vigtigt for mig at afrapportere, hvad der så faktisk var sket. Og så var han med til at sætte nye mål for mig. Han var en, jeg kunne ping-ponge med. Uden det skal være alt for blødt det her, vil jeg sige, at jeg tror, vi egentlig alle sammen ofte gør ting, for at vise andre, hvad vi kan. Her havde jeg en, jeg skulle vise, jeg kunne.”
Var han i tvivl om, at du kunne?
”Nej, det var han ikke – det kan jeg jo se nu. Men han blev ved med at sætte målenene lidt højere. Da han var død, hørte jeg, at han havde sagt til nogle af vennerne, at han var bange for, at det gik for hurtigt for mig. Som mennesker skal vi igennem en proces, og der er noget, vi ikke kan opnå blot ved at sætte det som et mål, nemlig livserfaring. Det kan godt være, man er 40 år og stor direktør, men der er altså den simple ting, der hedder livserfaring, og den har man ikke. Der er det vigtigt, man har nogle andre at støtte sig til. Min far repræsenterede den livserfaring, og jeg har været heldig i min karriere at have nogle mennesker tæt på mig, som har supporteret mig, som har været væsentligt ældre end mig, især Toosbuy nede på Ecco. Det er meget vigtigt, at du omgiver dig med nogle mennesker, der komplementerer dig. Noget af det mest ærlige er, at man erkender, hvad man ikke er god til, som min far sagde; Jan, det kan godt være, du ikke er bedst til det her. Det behøver du heller ikke, men så er du nødt til at sætte dig sammen med nogle som kan det.”
Er det naturligt for dig?
”Overhovedet ikke på det tidspunkt! Hvorfor tror du, jeg var bedst til enmands-sportsgrene? Hver gang jeg spillede double og tabte, havde jeg 120.000 forklaringer på, hvorfor vi ikke vandt i stedet for at arbejde på at få den double på plads, og da var det, min far gjorde mig opmærksom på, at det er vigtigt at kunne være en del af et team. Det er ikke alt, du kan kæmpe dig ud af selv. Det kan du gøre i mindre målestok, men lige så snart du kommer ind i en virksomhed som Ecco eller Brandtex, så skal du at have nogen, der kan noget andet, end du kan, og så går forskelligheden hen og bliver en kvalitet.”
Er det svært som individualist at nå den erkendelse?
”Dét er det, og hvis jeg skal sige én ting, jeg har haft succes med de sidste fem år, så er det det. De fire mennesker, der var tættest på mig i organisationen i USA, de var totalt anderledes end mig, og det gik op i en højere enhed.”
Jeg forestiller mig, det ikke har været en nem vej for dig at gå?
”Det har det ikke. Du kommer op mod mange udfordringer, når du er en enspænder og går efter selv at lave fingeraftryk. Så bliver du egoistisk i din tankegang, og nogle gange gennemtrumfer du ting, hvor det måske var fint nok, at du vandt det lille battle, men du tabte krigen og hvad så? Jeg arbejdede tæt sammen med Toosbuy som hans assistent, og fra starten satte vi det mål, at der hver måned skulle være noget, der var en synlig Jan Stig Andersen-ting. Fordi det var vigtigt, jeg ikke kun blev opfattet som hans forlængede arm. Den første ting var en Ecco-story, som fortalte om, hvor vi kom fra og hvordan vi var anderledes. Og det blev kendt i virksomheden som min. Det næste var et indstik i Jyllands-Posten, som folk også refererede til som mit. Og det var fint nok – det løftede mig fra et niveau til det næste. Problemet var bare, at det blev meget personfikseret. For at komme på det næste niveau i Ecco måtte jeg lære det med at få succes med en gruppe, og at det var gruppen og forskelligheden, der var kvaliteten.”
Men er det ikke svært at acceptere forskelligheden, hvis man har haft succes med sin egen måde?
”Kunsten er, at finde nogen, man kan respektere. Det er det vigtigste. Hvis der ikke er en fundamental personlig respekt, men man bare er stinkende dygtig, så kan man gøre alle de ting, man kan, og det kommer aldrig nogen sinde rigtig derhen til, hvor man skal. Hvis man respekterer hinanden, kan man lave mange fejl, og det betyder ikke noget. Man tror stadig på det, og man arbejder videre, for så har vi bare lært af det. Det, jeg oplever, er, at to og to bliver fem på den her måde.”
Din far var din mentor fra en tidlig alder – har du aldrig gjort oprør?
”Nej, det har jeg ikke. Men på et tidspunkt indså jeg, at nu var det nogle andre, jeg skulle vise mig overfor.”
Hvem?
”For Toosbuy, for J. G. Janssen (tidl adm. direktør og bestyrelsesmedlem i Ecco), for min ven og rådgiver, tidligere højskoleforstander Henrik Noer, for nogle af mine sportskammerater, som badmintontræneren Michael Kjeldsen, og på andre planer da også for mine børn, min kone og min mor.”
Hvornår døde din far?
”Han døde som 63-årig af kræft for fem år siden. Han var rigtig syg i halvandet år, og det var meget hårdt. Men lige så snart man er ovre den værste sorg, så er man mere glad for den tid, man har haft sammen med ham, end man er ulykkelig for den tid, som var hård. Det er det samme med Toosbuy, som ikke er der til at drive Ecco mere. I dag er jeg mere stolt af, at jeg havde 14 fantastiske år med sådan en mand, jeg lærte så meget af, end jeg er ked af, at han ikke er her længere. Der psykeregulerer man sig selv, for man skal videre. Det er det samme i sport: Du taber om lørdagen, så psykeregulerer du og løber videre søndag. Altså man har valget: Sætte sig ned og være ked af, at man tabte eller gå i gang med at træne – der er jeg typen, der går igang med at træne.”
Man må vel have lov til at være ked af, at ens far er død?
”Ja, det er klart – Jeg græd også meget og længe.”
Du flyttede til USA ikke så længe efter, han var død. Var der nogen sammenhæng?
”Nej, slet ikke. Men det var pudsigt. Jeg havde en kontakt til en af de allerstørste skokoncerner i verden, som ville have mig til USA, og det havde jeg diskuteret med min far. Han havde ikke svaret mig helt klart, men han havde sagt til min mor, at hvis Jan får det tilbud, så skal han gøre det. For han skal tage til USA og få den oplevelse. Det fortalte min mor mig bagefter, og det gjorde det endnu lettere for mig at tage afsted – det blev så med Ecco i stedet for.”

Jeg forestillede mig, at ligesom jeg havde succes med sport, ville jeg have succes indenfor business.

Da du var teenager, hvad troede du så du skulle være?
”Dengang havde jeg stadigvæk ikke andet end sport i hovedet. Da jeg meldte mig på Handelshøjskolen, havde jeg ikke forestillet mig hvilken industri, jeg skulle være indenfor, men jeg forestillede mig, at ligesom jeg havde succes med sport, ville jeg have succes indenfor business.”
Hvad har været de væsentligste vendepunkter i dit liv?
”Altså, der hvor der er sket et ryk?”
Det behøver ikke være opad – det kunne også være i en anden retning!
”Nej, der er kun én vej! Viljen er en del af talentet, mener jeg, og jeg har altid haft viljen. Det betyder for mig – og det er jeg ikke spor bange for at sige, selvom vi nu har snakket om alle de her bløde ting, og jeg nu pludseligt er rå: Der er kun én vej, og det er fremad! Man skal have respekt for historien, men der er kun en vej, og det er en fokuseret målrettet indsats mod resultater. Det er den eneste vej, der er i mit univers.”
Al den resultatorientering kan være fin nok, men du kan jo ikke bruge den overalt – i en familie f.eks. er det ikke kun resultater, der tæller!
”Det er bare på en anden måde. Resultater er ikke en destination, det er en journey – og det er det hele tiden. Du har aldrig nogen sinde et færdigt resultat – det er hele tiden en journey, og inden du når dit delmål, har du sat dig et nyt. Sådan er det også med børn. Måske skal du lære sine søn at spille bold. Man griber med to hænder, det næste er at gribe med en hånd, og så skal man se, om han kan kaste bag ryggen – det er også en proces med delmål. For mig selv kører jeg egentlig med konkurrencer hele tiden. Jeg har lige afsluttet et væddemål, jeg indgik over en julefrokost med min gamle badmintonkammerat, som ikke mente, jeg kunne løbe mere. I sidste måned løb jeg så broløbet over Øresundsbroen, som er en halvmaraton. Men jeg har også trænet meget lige siden 1. januar, praktisk taget hver dag i halvanden time med al slags sport. Så jeg er oppe hver morgen og træne fra kl. fem til halvsyv, inden jeg tager på arbejde.”
Synes du ikke selv, du lyder bare en lille smule irriterende?
”Jamen jeg vil jo ikke tage noget tid om aftenen fra børnene og Lone. De første to-tre uger var det lidt hårdt. Men jeg får det super godt af det, så jeg tror, jeg bliver ved. Jeg kom i gang på grund af det væddemål. Jeg er nødt til at have et mål hele tiden. Det er det, der driver mig.”
Hvilke milepæle er der i dit liv?
”Den første er, da jeg tager på et halvt års studieophold i USA, mens jeg læser cand. merc. Den næste er, da jeg starter på Ecco i 1990, og den næste da jeg tager til Sverige i 1996. Det er en milepæl, fordi jeg går fra en stabsfunktion til en linjefunktion og bliver ansvarlig for Ecco, Skandinavien – det var et stort skridt. Det var egentlig ikke så stort at komme hjem igen, selvom jeg kom i direktionen. Den næste milepæl er selvfølgelig, da min far dør. Da skal jeg tænke på nogle nye måder, finde en ny mentor, finde nogle andre at vise mig overfor. Og så er den næste milepæl, da jeg kommer til USA, og den sidste, bortset fra Brandtex selvfølgelig, er, da Toosbuy dør.”
Hvad betød det?
”Jeg var så tæt på Toosbuy, at han var en emotional link for mig til Ecco, en emotional binding, og jeg tror ikke, jeg kunne have sagt op til ham. Jeg tror også, at han ville have sikret, at jeg aldrig nogensinde havde taget det telefonopkald om Brandtex. Der er tidligere nogen, der gerne ville have fat i mig, og hver eneste gang har han enten kunnet mærke det eller har fundet ud af det, og så har han sørget for, at jeg ikke forlod Ecco.”
Så Toosbuys død er ikke kun et tab, men også en frigørelse?
”Ja, det er det. Jeg har været igennem alt på Ecco, og det er en ny åbning.”

©Hanne Sindbæk

Hanne Sindbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *