Ærlig talt: Så GØR dog noget
“Politikerne i Danmark kan ikke håndtere et kreditkort!”
Sådan skrev den pensionerede yndlingstopchef til mig. Jeg sendte ham det glade budskab, at staten nu ikke længere havde nogen lån i udenlandsk valuta. Jeg havde nu nok en lumsk mistanke om, at det ikke betød, at Danmark nu var gældfrit. “Landet Danmark, sparer op, men staten vedbliver at øge sin gæld, dog mindre end den private sektor sparer op,” forklarede han og konkluderede, at politikerne opfører sig som teenagere, der udstyret med et kreditkort kører lige lukt mod luksusfælden.
Man bliver nemlig altid populær på at bruge penge. Også når det er andre folks penge. Knap så populær blive man på at rationalisere. De gode bruger penge. De onde holder hus. Det ved enhver. Jeg slog op i Danmarks Statistik og fandt den nedslående information, at bruttostatsgælden i januar i år var 658 milliarder kroner – sådan cirka en tredjedel af bruttonationalproduktet. Øv altså.
Der er ikke mange tegn på bedring i den afdeling, selvom vi har en helt unik mulighed med en borgerlig regering, der sammen med sit støtteparti har flertal. Lige så optimistisk er jeg gået ud fra, at nu skulle der reformeres. Det kunne blive win for Danmark, og win-win-win-win for de fire partier. Dansk Folkeparti kunne få alt, de kunne ønske sig, på udlændingeområdet, de konservative alle de kampfly, de har sukket efter, LA kunne få topskatten væk og Venstre kunne få? tjaaa alt det nævnte plus statsministeriet på ubestemt tid. What’s not to like, sommansir?
Men… Læs resten
Ærlig talt Nordea, det er en giftig sump, I bevæger jer ud i
Ytringsfrihed er blevet et af de mest værdiladede og sprængfarlige ord i vores sprog. Det har delt befolkningen i to, nemlig i Ytringsfrihed PUNKTUM og i Ytringsfrihed MEN… Ordet kommer med en hale af martyrer fra begge fløje. Senest er det udgiverparret Pittelkow/Jespersen, der skingert hævder, at ytringsfriheden er truet, fordi en række af annoncører har droppet deres netudgivelse, Den Korte Avis.
Selvfølgelig truer det på ingen måde ytringsfriheden. Pittelkow og Jespersen kan sige og skrive nøjagtigt det samme i dag som for en uge siden. Helt uden at risikerer liv og lemmer. De kan muligvis ikke tjene det samme på det, men det er noget ganske andet. Der er ikke gået nogen skår af ytringsfriheden, fordi der ikke længere popper bannerannoncer op på denkorteavis.dk fra Nordea, Føtex, IKEA, Telia, Elgiganten, YouSee, Alm. Brand, McDonald’s, Sportmaster, Curvissa, Bravo Tours, Cirkle K, Læger Uden Grænser, Fredericia Teater, Samsung Danmark, Vejle Kommune, Spies, TUI Danmark, Just Eat, Momondo, Sofakompagniet, Plan Danmark, Drive Now, Organicup, Visit Norway, Flexfone, Kipling Travel, Nespresso og Fliseuniverset Aarhus. Hvad der derimod er gået skår af, er disse virksomheders handlefrihed i fremtiden.
Ingen af dem har valgt at annoncere på Den Korte Avis af politiske grunde, men de har fravalgt det af politiske grunde. Dermed har de bevæget sig ud i den giftige sump, som politik altid vil være for erhvervsvirksomheder. De kan nemlig ikke den ene dag påberåbe sig at være apolitiske og kun arbejde til gavn for kunderne, for så den næste at give sig til… Læs resten
Det er endnu et shitstormløb mod sund fornuft
Når jeg ser en shitstorm, er det blevet en automatreaktion for mig at lede efter dens udspring, for når først det virkeligt blæser på de sociale og for den sags skyld alle de andre medier, så fortaber al sund fornuft sig i harske one-liners. For DF’ernes EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, blev one-lineren, der ryddede bordet: ”Skyd på bådflygtninge”. Det er så ubehagelig en udtalelse, at ingen ordentlige mennesker kan gå ind for det. Ergo er Kenneth Kristensen Berth ikke noget ordentligt menneske. Så er det på plads. Eller er det?
Han forsøgte selv at dæmme op for de værste brodsøer ved at padle baglæns og sige, at han sandelig ikke mente, man skal skyde direkte på folk i bådene, men skyde varselsskud. Det anfægtede ikke shitstormerne: ”Jeg lod sådan set bare munden løbe med mine voldsfantasier. Jeg synes sådan set at det er i orden at myrde ubevæbnede mennesker med koldt blod,” lød det fra en af debattørerne, mens socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil tog den et skridt videre: ”det mest vanvittige jeg til dato har hørt i en debat! Først flygter en familie fra rædslerne i Syrien. Herefter mødes de af kugler ved grænsen til Europa. Det er dog det sygeste, jeg har hørt længe. Nu trækker han så lidt i land oven på en shitstorm. Men hvad hjertet er fuldt af…”
Mens de skriger og grynter ad hinanden, kan vi andre søge til kilden og selv bedømme graden af ondskab og vanvid. Men jeg advarer om, at I så ikke… Læs resten
Driv dem til vanvid, Thyra. Sæt i gang!
Gosh! Mit facebook-feed er ved at segne af sorg og undergangstoner. Alt sammen blot fordi vi har fået en ny regering. En socialdemokrat minder sine sørgende følgere om Zen-ordsproget: This too shall pass… until then, fetch wood, carry water and walk the earth. Det lyder meget sødt, men det er det ikke. Med mindre selvfølgeligt, at det ikke var den nye regering men for eksempel en forkølelse, citatet var møntet på. I så fald undskylder jeg på forhånd. Sørgestemningen pibler frem mange steder. En af de overprivilegerede 68’ere harcelerer over, at vi har fået en Ældreminister, ”som om ældre ikke er en del af samfundet, men en byrde,” skriver hun og tænker, som 68’ere har for vane, kun på sig selv. Nej, det er ikke helt retfærdigt. Nogle gange tænker de også på mennesker, der har det svært i lande langt herfra. Men at forestille sig, at der faktisk er en stor – og voksende – gruppe af ældre, der hører til blandt de allersvageste i vores samfund, den tanke kan åbenbart ikke rummes oppe i de nordlige forstæder. Der har de det da meget godt. Ikke også Fritz og Poul?
De yngre privilegerede Facebook-venner er også godt med og er så sjove med bogstavkombinationerne af V, LA og K, at hvis ikke jeg var sådan et kontrolleret menneske, så døde jeg da af grin. Deres eneste ”lille lys i mørket” – og ja det er rigtigt citeret – er, at Joachim B. Olsen ikke blev minister. Jeg er lige… Læs resten
Fyn er noget man suser forbi, ikke?
Altså Fyn, ikke… Det er noget, man kører over så hurtigt som muligt. Der er jo en grund til, at motorvejen altid er totalt proppet derovre. Der er ingen, der skal dreje fra. Alle skal bare over øen i midten, og det skal være NU! Der er ikke sket noget på Fyn, siden H.C. Andersen blev født. Og det var der heller ikke nogen, der lagde mærke til.
På et luftfoto over øens hovedstad kan man ligefrem se, hvordan byens fædre har tænkt, de måtte hjælpe folk med at komme hurtigst muligt gennem Odense, for indre by er gennemskåret af veje i motortrafikstørrelse. (Jeg er ret sikker på, det ikke var byens mødre, for de ville have nødet folk til at blive til en kop tår kaff…) Via den imposante Thomas B. Thriges gade kunne man på motorvejsmåden suse lige hen over digterens barndomshjem og resten af byen med for den sags skyld. Som om Odense udmærket vidste, at der sandelig ikke var nogen grund til at stoppe op.
Der var selvfølgelig Brandts Klædefabrik, Kongens Have med det fine eventyrlige klatretræ og Hansens værtshus. Men det var så også det. Man kunne ikke nævne navnet på én væsentlig erhvervsmand fra Fyn. Og da A. P. Møller-Mærsk i 2009 meddelte, at de ville lukke Lindø-værftet, så var alt håb stort set ude. Der kom aldrig til at ske noget på Fyn. Man kunne ikke engang finde et ordentligt hotelværelse. Det grandiose Grand Hotel var som en østeuropæisk tidslomme, og lod man… Læs resten
Magic Cards gør investeringslærdom til en leg
Nå for Søren. Nu skal bankerne snart til at have penge for at have mine penge stående. Lige i øjeblikket får jeg nådigt 0,0 procent i rente, men det ender næppe der, kan jeg forstå. Det hedder vel ellers indlån, som betyder, man låner penge IND til banken. I modsætning til udlån, hvor man låner penge UD af banken. Det sidste til en rente på 10,25 procent, kan jeg se. Banken tjener altså godt på at låne mig penge, mens jeg snart skal betale for at låne banken penge.
Det vender op og ned på min børnelærdom. Ifølge den skulle man kunne tjene penge på at gemme penge. Men ok, den børnelærdom er ikke bare håbløst forældet, den er også meget begrænset. Jeg har som de fleste andre haft færdselslære, filmkundskab og fransk i skolen, men ikke en eneste lektion i hvordan økonomi virker, og hvordan man styrer den. Derfor er jeg, som så mange andre voksne mennesker noget nær finansiel analfabet.
Så er det anderledes med min 14-årige nevø, Tue. For tre år siden købte han værdipapirer for 400 kroner, som han lige har solgt for 1.000 kroner. Det er en forrentning, han med rette er temmelig stolt af. Tue har et godt blik for hvilke papirer, der har potentiale, og i hans erfaring er de bedste papirer dem, der stiger meget langsomt.
Nu er det ikke, fordi skolerne har ændret sig og erkendt, hvor væsentligt det er at lære eleverne at klare sig selv, også når det angår… Læs resten
Ærlig talt: Nogle gange må man bare smide en bombe
Jeg kender en erhvervsleder, der to måneder efter sin overtagelse af topposten i en større virksomhed, simpelthen fyrede en tredjedel af medarbejderne. Det var ikke fordi, det egentlig gik dårligt. Ganske vist var omkostningerne løbet løbsk, men virksomheden tjente rigeligt med penge og havde mange dygtige folk, der arbejdede med masser af gode projekter. Derfor vakte en fyringsmassakre af den størrelsesorden selvfølgelig ramaskrig. Især fra medarbejderne der alle som en syntes, de udførte et helt afgørende opgaver for firmaet.
Umiddelbart virkede det hele også meget tilforladeligt. De kunne alle sammen forklare hvilke opgaver, de løste. Problemet var bare, at der ikke skete noget. Ingenting flyttede sig, og der var ikke sendt et nyt produkt på markedet i årevis. I stedet var der opstået komiteer i hobetal, hvor de dygtige folk evaluerede ideer, oplæg, igangværende og fremtidige projekter på parametre som det etiske, praktiske, ressourcemæssige, imagemæssige og I kan selv fortsætte rækken. Det var som om, virksomheden var ved at drukne i bureaukrati og flueknepperi.
Mod den slags kæmper såvel gode viljer som fornuftige argumenter forgæves. ”Så er det bedre at smide en bombe, og se hvad der er tilbage, når støvet lægger sig,” forklarede erhvervslederen mig. Og det gjorde han.
Mon ikke det er netop sådan, de amerikanske vælgere rent instinktivt har reageret. Det store system, der har ædt sig stadig mere ind på deres liv og udfoldelsesmuligheder, kan man ikke snakke fornuft med. Man kan kæmpe som vanvittig for at få afskaffet ti regler. Det fører med sikkerhed blot… Læs resten
Væk med glansbillederne
Det kan godt være, at Geeti Amiri er ret lille, men hun er en stor personlighed. Den flittige debattør og blogger er smuk og smilende, men i panden svagt markeret har hun to lodrette vredesrynker, som man nok bør tage sig i agt for. Hun mener det alvorligt.
Geeti Amiri har grund til at være vred. Lige siden hun blev født for 27 år siden i Kabul har livet kastet hende rundt i kulturernes store kværnende tørretumbler. Gang på gang er hun kommet fortumlet ud og tænkt, at nu var det sidste tur – nu måtte hun da være blevet tør bag ørerne, for så at blive smidt tilbage igen.
Det kan man alt sammen blive meget klogere på ved at læse selvbiografien fra hendes korte liv, Glansbilleder, som udkommer i dag. På mange måder en tung historie, men en let og varmt skrevet, så man som læser suser med på hendes eventyr på godt og ondt. Varmt så den rummer og forstår såvel hendes fars fejl og mangler, hendes mors passivitet og hendes brors voldsregime overfor hende. Efter faderens død var broderen hjemmets hersker på afghansk vis, og det blev til en jævnlig kontakt med skadestuen for Geeti Amiris vedkommende. Alligevel lykkes det hende at komme igennem hadet til broderen og ud på den anden side med en vis forståelse.
Og hvorfor skriver jeg så om det i Børsen, kan jeg høre, I spørger undrende ud i luften. Svaret er: Fordi det er vigtigt. Måske noget af det vigtigste,… Læs resten
Nigel Farage er disruption personificeret
Der skulle en Nigel Farage til at få det til at falde på plads for mig, hvad det der disruption egentlig er for noget. Jeg er næppe den eneste, der har haft vanskeligheder med at forstå det nye modebegreb helt ind i knoglerne. I hvert fald kunne lektoren fra det fine Oxford-universet heller ikke rigtigt forklare det for konferencedeltagerne. Hun mente, at disruption blot var et andet ord for innovation. Sådan må det åbenbart tage sig ud fra skrivebordet.
Tiøren faldt på Presidents Institutes halvårlige topmøde, der løb af stablen i tirsdags. Organisationen og dens topmøder er lidt af en velbevaret hemmelighed til trods for, at der faktisk møder 1600 medlemmer fra otte lande op for at høre ikoniske ledere som Richard Branson, Jack Welch, Mitt Romney og Gordon Brown dele ud af deres erfaringer. I tirsdags var emnet så disruption og konferencens centerpiece var Apple-stifter Steve Wozniak.
Det var fantastisk at opleve ”Woz” i levende live, men det var ikke ham, der havde over- og indblik i og store visioner for fremtidens teknologier. ”Jeg er it-ingeniøren og opfinder – jeg bygger ting. Jeg er ikke businessmand,” understregede han igen og igen. Hans ambition havde været at lave en maskine, der gjorde verden bedre, mens Steve Jobs ambition havde været at blive til noget. Og det noget blev Apple. (Funfact: Steve Wozniak – denne lille trinde mand – har faktisk været med i Vild med dans.)
Den helt store indsigt for mig kom, da Nigel Farage trådte ind på scenen… Læs resten
Er det kun mig der gyser?
”Kære Hanne
…jeg med glæde konstatere, at vi har fuldstændig samme indstilling til økonomi og økonomiopfølgning…”
”Kære Hanne
Hvor er det dejligt, vi er enige om…”
Arrrrghhhh hvad sker der lige her? Jo det skal jeg sige jer: Nudging – det er, hvad der sker. Og det er den nye plage i arbejdslivet. Det er en form for snedig klistret sød manipulation, der har bredt sig fra reklamebranchen ud over alskens former for kommunikation.
Det er blevet en afløser for girafsproget, nu hvor de fleste alligevel har afkodet falskheden i der. Det hedder ikke længere girafagtigt ”Jeg har brug for at fortælle dig…”, men nudge-agtigt ”hvor er det mega-skønt, at vi er enige…”. Og man kan roligt regne med, at det dækker over, at vi overhovedet ikke enige.
Det startede med en flue i et toilet. Eller rettere med et billede af en lille flue malet i bunden af kummen i et urinal i Schiphol lufthavnen i Amsterdam. Måske startede det ikke der, men det er i hvert fald nudging’ens mest udbredte eksempel. Fluen gav mændene noget at fokusere på og sigte efter, når de stod der og ladede vandet, og det resulterede efter sigende i 80 procent mindre tis på gulvet. I stedet for forbud, påbud og truende skilte om ”Ingen tisseri på gulvet din gris!” så dette lille umærkelige og venlige vink med et vinget væsen, der fik mændene til at ændre adfærd uden de tænkte over det.
Nudging blev udviklet af Chicago-professoren Richard H Thaler, som sammen… Læs resten
Nye kommentarer