En embedskvinde af den rette støbning
Hvis man skulle lave en konkurrence om, hvem der er den sejeste kvinde i dansk erhvevsliv – og det skal man nok ikke, for feltet vil være så pinligt lille – så ville min stemme ubetinget gå til Agnete Gersing.
Chefen for Konkurrencestyrelsen har ikke blot fortsat sin forgængers jagt på virksomheder, der bryder konkurrenceloven. Hun har smidt statens selskaber lige ned i puljen af virksomheder, styrelsen skal holde i ørerne. Og holdt i ørerne bliver de, så det er en fryd at følge. De facto monopoler som Post Danmark, Dong Energy og Københavns Lufthavne vrider, vender og vånder sig, når Agnete Gersing og kompagni tager fat.
Den seneste sag, der har fundet vej til offentlighedens skarpe lys, har Københavns Lufthavne som hovedaktør. I december afgjorde Konkurrencerådet på -styrelsens anbefaling, at “Københavns Lufthavne har misbrugt sin dominerende stilling ved at stille diskriminerende krav til flyselskaber for at bruge lavprisfingeren CPH Go. Betingelserne betyder, at en række flyselskaber i praksis er henvist til at bruge de dyrere faciliteter i lufthavnen.”
Konkurrencerådet påbød Lufthavnen at ophæve de diskriminerende betingelser inden seks måneder. Det var åbenbart noget, der ville koste dyrt – ikke bare for den 39,2 procent statsejede lufthavn, men også for det statsejede SAS, så jeg gætter på, at både Lufthavnens og SAS’ bestyrelser har trukket i alle de tråde, de kunne. Og det er ikke så lidt, når man er et statsselskab. I hvert fald tog sagen en overraskende drejning, der var utænkelig for et privatejet selskab. For Trafikstyrelsen kom… Continue reading
Er Danske Banks chefrotation god selskabsledelse?
Jeg tror, Eivind Kolding er en pæn mand. Og en dygtig mand. Bare lige for at slå det fast. Men er jeg virkelig den eneste, der sidder med hævede øjenbryn efter den stoleleg, der roterede ham ind fra formandsposten i Danske Bank til jobbet som øverste direktør?
I mandags takkede Peter Straarup af efter 14 år i spidsen for banken. Ti gode år fulgt af fire virkeligt turbulente år, der har givet ret mange ridser i det ellers så polerede image.
Han købte to irske banker i 2005. Dengang syntes man, det var vældig dynamisk. Faktisk havde der længe været kritik af Danske Banks alt for forsigtige ekspansionsstrategi. Så det var da på tide, de kom med på opkøbsvognen. Irland havde den mest boomende økonomi i Europa og blev kaldt den keltiske tiger. ”Med købet af to irske banker stiger Danske Bank på en vækstraket, der de seneste år er steget med tocifrede procenter,” skrev Børsen begejstret.
Men den irske økonomi kollapsede totalt efter finanskrisen, og nu var bankerne pludseligt en kæmpe byrde, der kostede Danske Banks aktionærer milliarder. Samtidig krakkede Lehman Brothers, som banken havde en halv milliard til gode hos, og det viste sig, at Stein Bagger havde haft held til at snyde banken for flere hundrede millioner kroner. Alt i alt betød det, at Danske Bank stod allerforrest i køen, da staten delte Bankpakke 1 ud. Der er dem, der mener, at bankpakken faktisk var skabt til Danske Bank, som ligefrem ville være gået konkurs uden.
Det… Continue reading
Gid man ku’ klone Ulrik Garde Due
Kunne man klone Georg Jensens topchef, Ulrik Garde-Due, ville det være en stor gevinst for dansk eksport. Det er hans skyld, at man igen kan bruge ordet kunstindustri uden hverken ærbødighed for det kunstneriske eller flovhed, fordi det er en taberbranche. Han har fundet formlen, der har trukket virksomheden væk fra de røde tal, og bevist man kan tjene penge på design uden at gå på kompromis med integritet og kvalitet. Se blot på Grape-ringen.
Kunstindustri. I 1980erne og 1990erne lagde man mest vægt på ordet KUNST. Det betød en vis ærefrygt, så ledelsen fyldte hellere lagrene end indrømmede overfor de følsomme kreatører, at “værkerne” ikke solgte. Da Axcel købte Royal Scandinavia af Carlsberg i 2001, var der lagervarer for 1,7 mia. kr. – heraf var der for 350 mio. kr. Georg Jensen-varer.
Med kapitalfondens indtog kom 10 år med vægten lagt på ordet INDUSTRI. Den kunstneriske fims blev luftet ud, for nu skulle der industrialiseres. Produktionen med de dybe rødder i den danske muld blev kastet rundt og ud i verden, for det kunne da være fløjtende lige meget hvor og af hvem, de ærkedanske produkter blev lavet. Kapitalfonde forstår sig ikke på kultur. De forstår sig på regneark, finansiering, managemt og udviklingsplaner. Derfor blev produktudvikling en by i Thailand. Når noget nyt skulle på markedet – og det skal det hele tiden i den branche – så lavede man noget, der var mere af det, som solgte godt sidste år og spicede det lidt op. Hos Georg Jensen… Continue reading
Steve Jobs’ 7 veje til succes
Det er ikke et behageligt væsen og en varm interesse for sine medmennesker, der gjorde Steve Jobs til en banebrydende personlighed på linje med Henry Ford og Thomas Edison. Det kan man forsikre sig om ved at læse den autoriserede biografi Steve Jobs af Walter Isaacson.
Niels Due Jensens karakterselvmord
”Spørgsmålet er om al hurlumhejet omkring Lars Kolind ikke skygger for det virkelige ledelsesproblem i Grundfos: Niels Due Jensen. For hvorfor – hvorfor – insisterede han på, at en af Danmarks notorisk mest kritiske erhvervsjournalister skulle skrive hans biografi?”
Det har nok ikke været den bedste måned i Lars Kolind erhvervsliv. Kritikken er haglet ned over ham siden bogen ”Arvtageren” udkom i midten af november og blotlagde forløbet, da Niels Due Jensen blev presset til at forlade Grundfos’ koncernbestyrelse og i stedet indtage den mere nestoragtige rolle som formand for ejerfondens bestyrelse.
Han er blevet kåret som ”ugens taber” i Berlingske Business, hvis seniorkommentator supplerede med at mene, at ”manglende realitetssans fældede Grundfos-formanden”. Samt at Lars Kolind havde brudt den væsentligste regel og taget en intern konflikt og gjort den ekstern. ”Det er en eklatant fejlvurdering, i bedste fald naivt,” skrev Jens Chr. Hansen. Også den estimerede CBS-professor Steen Thomsen var i den grad ude med riven efter Lars Kolind. Han kaldte det i en kronik i Børsen et forsøg på karaktermord og skrev skråsikkert, allerede inden bogen var udkommet, at Lars Kolind burde gå af.
Spørgsmålet er, om ikke alt hurlumhejet omkring Lars Kolind skygger for det helt centrale ledelsesproblem i Grundfos: Niels Due Jensen. For hvorfor – hvorfor – insisterede han på, at en af Danmarks notorisk mest kritiske erhvervsjournalister skulle skrive hans biografi?
Birgitte Erhardtsen har ganske vist bevist, at hun kan skrive virkeligt gode og læseværdige bøger. Hun har nemlig fire af slagsen bag… Continue reading
Nordea – banken for børn, shopaholics og andre uansvarlige
Det ser sløjt ud for Nordea. Det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg har bankens ord for, at jeg er en af dens bedste kunder! Og så ser det ærlig talt sløjt ud.
Først troede jeg, det bare var den unge uerfarne telemarketingmand, der var lige lovlig frisk, da han sagde til mig, at jeg var en af bankens bedste kunder, og derfor ville de gerne invitere mig til et møde med min bankrådgiver. Men da jeg siden fik skriftlig mødebekræftelse stod der sort på hvidt, at jeg var blandt de bedste kunder. Selvom mine forventninger til den slags møder er i bund, havde jeg nemlig alligevel takket ja, for det var da lidt spændende at se, hvad de bedste kunder blev budt på. Brevet lokkede ligefrem med ”et overblik over hele din økonomiske situation – både nu og fremover.” Og det var jo ikke så lidt.
Alarmklokken burde selvfølgelig have ringet, da jeg blev bedt om at medbringe min seneste lønseddel. Det var da lidt mærkeligt, at banken ikke havde opdaget, at jeg ikke er lønmodtager men selvstændig på 13. år.
”Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte min såkaldte rådgiver, da jeg sad i de nedslidte 80’er kontormøbler på det lurvede tæppe. Men det havde jeg sådan set regnet med, at hun ville fortælle mig, eftersom det var hende, der havde insisteret på mødet. Nå ja, men først måtte hun have nogle oplysninger om mig. Oplysninger? Jeg var en af hendes BEDSTE kunder, og alligevel anede hun… Continue reading
Fra arbejderdreng til kronprins
Det stod ikke skrevet over Tonny Thierry Andersens vugge, at han skulle havne som kronprins i Danske Bank. Det er ikke desto mindre det, der er sket. Ad veje, der både er direkte og snørklede. I første omgang har han dog nok at gøre med som direktør for bankens danske aktiviteter at få rettet op på et skrantende image. ”Folk opfattede Danske Bank som en blankpoleret Mercedes Benz, men den har fået buler og ridser i lakken under finanskrisen,” siger han i dette interview.
Siden Tonny Thierry Andersen sidste år blev udnævnt til direktør for Danske Bank i Danmark og dermed fik ansvaret for mere end halvdelen af koncernens samlede forretning, er han blevet anset som kronprins i banken. Det er i høj grad ham, der skal rette bankens imagemæssige skude op. Og der er virkelig noget at rette op. I Berlingske Nyhedsmagasins imageanalyse lå Danske Bank som nr. 94 i år efter i 2009 at have ramt bunden med en 137. plads – målt op imod, at Danske Bank faktisk for bare syv år siden som den første bank havde kæmpet sig op i top 10.
Hvis Tonny Thierry Andersen bliver Peter Straarups afløser vil det på flere måder være et brud både med stil og traditioner i banken. Han er meget forskellig fra både Peter Straarup og hans forgænger Knud Sørensen, og det kan man hurtigt komme med konkrete eksempler på.
Det første kunne f.eks. være dette interview. Peter Straarup har aldrig fortalt om sit private liv offentligt.… Continue reading
Den bedste bog ingen CEO ønsker sig
Slået hjem er bogen ingen topchef ønsker at få brug for. Men den dag, de får brug for den, bliver det den bedste bog, de nogensinde har ejet. Slået hjem er nemlig en meget personlig guide til, hvordan man kommer over, igennem og videre, når man som topchef bliver fyret.
Anmeldelse: Det er Henrik Enegaard Skaanderup, der generøst deler ud af sine erfaringer fra dengang han blev fyret som topchef i Kuben i 2008, og indtil han fik job igen 15 måneder senere. Det gør særdeles velskrevet, åbent, ærligt, så man får the full Monty. Han beskriver chokket, da fyringen helt uventet falder og alle de op- og især nedture, det bringer med sig. For eksempel, hvordan reaktionen kommer, da han anden gang får afslag på et job. Pludselig sprøjter tårerne uden varsel ud af øjnene, mens han sidder i sin bil på vej til endnu et netværksmøde. ”Jeg var ikke længere i kontrol og ikke længere den, der bestemte. Fra at være herre over mit eget liv og fuldstændig kunne styre det, der skete, var jeg nu reduceret til en brik i et større spil, hvor uempatiske rekrutteringsfirmaer, subjektive ansættelsesudvalgt, tilfældigheder, held og uheld havde overtaget.”
Når det kommer til arbejdsløshed, rammer det en CEO lige så hårdt som enhver anden lønmodtager. Også han har ydmygende oplevelser med jobansøgninger, der bliver besvaret med et standardbrev om besat til anden side. Også han må gå den tunge gang hen i A-kassen til de obligatoriske samtaler, når hans opsigelsesvarsel… Continue reading
Kraks blå bog for topchefer
For nogle år siden udkom en bog om de 100 mest betydningsfulde personer i Danmark i det 20. århundrede. Kun fem ud af de 100 var erhvervsledere. Derfor er en udgivelse som 100 topchefer vigtig. Der er brug for at få erhvervsledernes præstationer og betydning frem i lyset for ærlig talt; hvem har betydet mest for det her lands udvikling: Cykelrytteren Thorvald Ellegaard (som er med i De 100 mest betydningsfulde…) eller FLSmidth-grundlægger og industrilokomotiv Alexander Foss (der ikke er med).
Boganmeldelse: 100 topchefer er en skøn bog på 450 sider lækkert papir, flot sort omslag med Mærskblåt tryk og illustreret af Jens Hage, der har tegnet topcheferne nydeligt uden at være kedeligt. Bestemt en bog der egner sig som gave til den næste fødselsdagsreception.
Hver topchef portrætteres kort med fokus skarpt på den præstation, der har bragt ham ind i bogen. Det er lederen, der er i centrum, ikke mennesket. Man kan læse om, hvordan Michael Prams succes hos Mærsk McKinney især skyldes hans ”politiske musikalitet”, om Sten Scheibye, der opfatter formandsrollen som ”defensiv”, og om hvordan Carlsbergs to topchefer har en arbejdsdeling, hvor Jørgen Buhl Rasmussen tager sig af den forreste del af værdikæden (salg markedsføring etc.) mens Jørn P. Jensen tager sig af den bageste (produktion, indkøb, finans). Det er interessant at få et kig ind i, hvad topcheferne gør, og hvordan de kan have succes med vidt forskellige fremgangsmåder.
En del af informationerne er delt op i spiselige småbidder. Hver artikel indledes med et citat,… Continue reading
For lidt, for langsomt, for sent
B&Os afgående CEO, Kalle Hvidt, faldt på manglende indsigt i kundestyret innovation. Til gengæld er der næppe tvivl om, Tue Mantoni har den rette profil til topjobbet hos B&O. Spørgsmålet er snarere, om det er for lidt, for langsomt, for sent.
Det er ingen overraskelse, at Tue Mantoni overtager den varme men veldesignede chefstol hos B&O. Det har været en oplagt mulighed, lige siden han kom ind i bestyrelsen for halvandet år siden. Da han i september opsagde sit topjob hos den britiske motorcykelproducent Triumph lå den lige til højrebenet. Men karakteristisk for både B&O og bestyrelsen, så rider man ikke samme dag man sadler, så først her et halvt år senere er det indlysende nødvendige chefskifte en realitet. Nødvendigt fordi Kalle Hvidt nok havde stor indsigt i teknologi, men manglede de store evner for salg, marketing og brandbuilding, der er helt essentielle for B&O. Denne særlige B&Oske nølen, når det kommer til at tage og eksekvere beslutninger, er præcis virksomhedens største problem, og der er ellers en del at vælge imellem: Omsætning, indtjening, vækst, svigtende kundetilgang, manglende innovation… Sådan lyder det fra en række branchekyndige, Økonomisk Ugebrev har talt med.
Tue Mantoni har med sin erfaring fra Triumph alle muligheder for at blive for B&O, hvad den tidligere Burberry-chef, Ulrik Garde Due, er blevet for Georg Jensen: Manden der støver brandet af og gør det attraktivt også for nye og yngre kunder. Om der kan komme en givtig forretning ud af det, er dog stadig et ubesvaret spørgsmål for… Continue reading
Nye kommentarer